Hello deary

[Lily Rose Summers]

Solen stod højt på den store himmel, der var komplet blå og uden en eneste sky. Lyset badede alles ansigter og kroppe og om en måneds tid ville alle, der arbejdede i markerne eller bare generelt udenfor, være solgyldne. Nogle ville nok også blive rød af forbrændinger, men for denne kvindes vedkommende, ville hun være flot gylden. Sommerhalvåret var klart den foretrukne tid for hende, da hun godt kunne lide at kunne gå ude uden at have tyve forskellige lav tøj på bare for at holde varmen, for hun frøs nemt om vinteren. De brune lokker dansede smukt om kvindens skuldre som hun satte gangen op til slottet med en bestemt og stilfuld gang, der klart indikerede at hun var kvinde med et stort K. Hun var ikke bange for at vise hvem hun var og mange vidste det da også. Nogle rygter var bedre end andre, men ikke desto mindre, så var hun dygtig til sit fag og det var det, hun skulle gøre på slottet, hvor hun var blevet ansat for en ubestemt periode. Hun skulle fungere som Gabriels livvagt, eftersom mørket trængte mere og mere ind. Ligeså sad der en farlig fange i kældrene af hvad hun viste, en mand, der bestemt ikke var ukendt i nogle lande. Han skulle snart henrettes og hun håbede på, at hun skulle følge ham til sin dom, for det ville være den bedste følelse. Endeligt nåede hun de store døre hvor hun trådte ind i indgangshallen og hurtigt fandt vejen til tronsalen. Hun meldte sin ankomst til vagterne foran døren, der gik ind for at give budskabet videre til den person, der stod og præsenterede. Den, der var i audiens nu blev færdiggjort og forlod salen. Hun ventede roligt og rettede det sidste på sit tøj. I dagens anledning bar hun en hvid lang kjole, der var bundet sammen med lædersnore i begge sider. Under kjolen havde hun et korset man kunne ane ved udskæringen omkring barmen og i slidserne i kjolens højre og venstre sider, hvor den anden kjole dækkede. Hun havde sorte læder sko på, der sad stramt snøret ind, så de sad godt på foden. Under kjolen havde hun en kniv siddende i et strømpebånd, så hun var forberedt på det meste. Hun stod rankt og med et smil på læben og skubbede det brune hår om på siden. Hun kunne høre, at rådgiveren råbte igennem salen.
"Og nu. Hans kongelige Højhed, Gabriels nye livvagt... Lily Rose Summers." Dørene gik op og hun trådte roligt og afmålt ind, mens hun gik med faste og selvsikre skridt op over gulvet. Hun trak vejret roligt og stoppede op i en respektabel afstand til kongen, der sad i tronen. "Deres Højhed," endte hun med et skjult glimt i øjnene, som hun nejede for ham i et meget kort øjeblik. Hun rejste sig op igen og så blidt på ham med sine blå øjne.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel sad endnu en gang trygt i den store tronstol, for at foretage sig arbejdet med audienserne, som kom til hver eneste dag. Folk gav udtryk for deres utryghed i landet efter Sephiran havde meldt sin ankomst, og de vidste, at kongen var kommet til skade, så var det ikke ligefrem noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Silia tog sig af de brækkede ribben, selvom han nægtede at blive liggende og hvile, selvom han måske burde, så kunne han slet ikke få sig selv til at gøre den slags, når der også var arbejde som ventede. Sephiran skulle snart henrettes.. Og nu havde han langt om længe besluttet sig for hvordan det skulle foregå, og han var kommet frem til, at det var noget, som skulle ske ved hængning.. Til døden ville indtræffe. Grusomt måske, men det var virkelig ved at være på tide, at han satte et klart eksempel for alle andre her i denne verden!
Den sidste audiens gjorde han færdig til borgerens egen glæde, inden han rettede sig en smule op. Han havde rigtig mange ting, som han skulle til at have styr på, og specielt med tanke på Marius og Marcianus var kommet ind i landet igen, og han stolede virkelig ikke på særlig mange.. Så det var en ganske særlig opgave, som han ville pålægge denne kvinde, som han vidste, ville komme på et tidspunkt, når tiden var hendes.. Og endelig kom den. Synet af Lily som trådte ind, fik automatisk hans hjerte til at slå mod hans bryst. Hun havde dumpet ham.. men han vidste, at hun var dygtig, og hun var en af dem, som han uden tvivl også måtte stole på i det her henseende, og det var også derfor, at han gjorde sig disse valg. Han nikkede mod hende. ”Det glæder mig, at du kunne komme, Lily,” sagde han med en sigende mine. Efter hændelsen med Sephiran, havde Gabriel hævet sikkerheden på stedet her, selvom det slet ikke havde været noget, som han gjorde med sin gode vilje, og han hadede virkelig, at han skulle gøre det her. Han lukkede næven omkring armlænet. Det sved stadig i brystet, selvom det var til at klare og leve med for nu om ikke andet. ”Kom nærmere..” opfordrede han med en sigende mine.

[Lily Rose Summers]

Som Lily var blevet forklaret, så skulle sikkerheden skærpes på slottet og det var uden tvivl en opgave, hun gerne ville hjælpe med til. Gabriel fortjente ikke at dø, snarere det modsatte, for intet skulle hænde den mand. Under hendes vagt, så skulle han forblive sikker og hun ville følge ham hvorhen det skulle være, så han var i sikkerhed. Nok havde hun dumpet ham tilbage i de unge dage, men det betød ikke nødvendigvis, at hun ikke holdt af ham. Han var stadig en ven og de havde jo også kontakt endnu. Nu ville de bare se endnu mere til hinanden, hvilket dog slet ikke gjorde hende noget, for han var en af de få hun havde 'beholdt' i sit liv vel at mærke. Sephiran skulle snart henrettes, af hvad hun havde hørt og det glædede hun sig egentligt til at overvære. Det var noget helt nyt i Procias, men hun fandt ideen glimrende, eftersom de forbandede mørke væsner ikke skulle tro, at de var noget! Hun vidste dog ikke hvordan Gabriel havde tænkt sig at gøre det, men det skulle hun vel tidsnok finde ud. Hun trådte målrettet op gennem salen, der var fyldt af diverse rådgivere og mænd, der altid var omkring Gabriel. Hun kunne ud af øjenkrogen dog også se nogle vagter, der ikke normalvis var her, men han havde nok forstærket styrken. Hun smilede professionelt og venligt og havde en meget åben udstråling, eftersom hun jo var en meget udadvendt kvinde. Hendes hjerte bankede stadig en smule når hun så Gabriel, men hun kunne aldrig finde på at ønske ham igen, for længerevarende forhold duede han slet ikke til. "Altid til tjeneste, Deres Højhed," endte hun blidt. Hun trådte nærmere ham og endte med at stå lige foran ham på tronen, hvor han sad. Hun kunne godt se, at han havde ondt, for hun vidste godt at han var blevet ramt af Sephirans magi. "Du ligner en, der er blevet kørt over af en kærre med 10 kg hø på," endte hun drilsk til ham i en lav tone, således rådgiverne ikke hørte det. Hun kunne sagtens være professionel, som hun ligeså kunne slippe det hele og være hans ven.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Hængning var den straf, som ville ramme Sephiran. Det var måske grotekst, men han var nødt til at handle for hans folk, og deres velbefindende, og samtidig understrege at han slet ikke ville tøve med at gøre igen, hvis det snart ikke ophørte, for han var ved at være træt af det! Slev rundt omkring på slottet, var der flere vagter, end hvad der var normalt, og han havde sendt flere patruljer ud i landet, blot for at sikre sig ro og orden, for nu tog han virkelig ikke nogen chance mere. Han vendte blikket mod hende. Han havde ondt, og derfor forsøgte han bare at holde sig i ro, også mest for sin egen skyld, for han ville jo nødigt have, at det skulle gå galt, for det var der slet ikke noget godt i. Det var en lang historie, som han havde med Lily, og selvom hun havde dumpet ham dengang, havde hun aldrig vendt ham ryggen, og de havde jo faktisk fået et venskab etableret, hvilket var noget, som han faktisk var temmelig glad for, og det var bestemt heller ikke noget, som sagde så lidt. ”Det håbede jeg, at du ville sige..” Selvom hun kom tættere på ham, blev han stadig siddende og med blikket mod hende, da hun kom ham i møde. For sin egen skyld om ikke andet, så forblev han siddende hvor han sad. Han trak svagt på smilebåndet. ”Jeg kunne også føle det sådan, må jeg sige..” Hun havde først og fremmest takket ja til jobbet, som at fremstå som hans beskytter, hvilket faktisk var noget som passede ham fint.. Men han havde også en anden opgave, som han ønskede at pålægge hende. ”Jeg formoder, at du har hørt om Sephiran Acherons angreb på Castle of Light?” Denne gang bed han tænderne kraftigt sammen, da han alligevel valgte at rejse sig op. Det blev med en mindre sitren, men han ønskede alligevel at understrege, at han altså var en stærk mand, og stadig godt kunne gøre ting af sig selv. ”Jeg ønsker dig til at føre ham til podiet for den kommende henrettelse,” fortsatte han med en ganske kortfattet og sammenbidt mine.

[Lily Rose Summers]

Lily løftede roligt hænderne og trak sit hår over sin højre skulder, hvor de brune lokker blev liggende med deres fulde fylde. Hun sænkede hænderne igen og lod armene hænge slapt ned langs hendes sider, som hun trådte roligt hen imod Gabriel. De var gamle venner, hvilket hun aldrig havde fortrudt. Forholdet havde bare ikke gået, fordi hun selv havde trukket sig og dumpet ham. Det virkede dog ikke til, at han bar nag, for de kunne jo sagtens komme ud af det med hinanden den dag i dag, hvilket hun faktisk var glad for. Hun havde det med ikke at kunne holde på venskaber og det var egentligt underligt, når hun jo faktisk var dem meget loyale. Hun værnede gerne om sine venskaber, når de var der. Hun betragtede ham roligt og nåede hen til ham, hvor hun stillede sig tæt ved ham. Hun skulle jo faktisk holde sig ved ham eller i hvert fald have ham i syne hele tiden. Det kunne han sikkert begynde at finde irriterende, men han måtte jo leve med det, nu hvor Procias var mere truet af mørket. Hun vidste, at sikkerheden var skærpet, men det manglede uden tvivl også bare. Muren skulle vel også styrkes på et tidspunkt? Det måtte hun lige snakke med ham om. "Hvad jeg ikke gør for dig," sagde hun og blinkede sødt til ham. Hun var meget charmerende af natur, hvilket mange blev skræmt af, men hun ønskede jo intet med det. Hun respekterede, at Gabriel var gift nu og havde Silia som sin Dronning. Men af den grund, ændrede hun jo ikke adfærd, hun var jo bare hvem hun var. Hun trak morende på smilebåndet. "Men det bliver vel bedre for hver dag, der går, ikke?," endte hun yderst optimistisk. Hun trak vejret roligt og så mod ham, som han nu spurgte ind til Sephiran. Hun nikkede en smule mens hun svarede: "Det tror jeg alle har," endte hun og betragtede ham, da han kom op at stå. Hun hjalp ham ikke, for han kunne jo godt selv, selvom det gjorde ondt. Hun nejede, selvom hun stadig holdt blikket mod ham. "Det skal være mig en ære, Deres Højhed."

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Venskaber var noget af det som Gabriel værdsatte mest, hvis han endelig skulle sige det. Som det nu var sagt, så var han faktisk glad for, at han stadig kunne stole på Lily, og derfor havde han også i tankerne, at skulle snakke med hende om den vigtige opgave, som han nu ønskede at udføre for Marius på Herregården og hans barnebarn. En varmhjertet familie, selv på trods af de tragiske hændelser, som havde ramt dem, og det var slet ikke noget, som han kunne have med at gøre. Derfor ønskede han at hjælpe dem. Han trak let på smilebåndet. ”Jeg har en sjov fornemmelse af, at jeg kunne få dig til hvad som helst.. Bare ved at vifte med min hånd,” påpegede han sigende, inden han tvang sig op på benene. Det gjorde uden tvivl ondt, men det var bestemt ikke noget, som skulle have lov til at forhindre ham i at udføre hans arbejde, uden at det skulle skabe uro.. For det ville han slet ikke have! Sephiran var efterhånden et navn som løb på folkemunde, kunne man jo sige, og det var skam heller ikke fordi at det gjorde Gabriel noget, for det var uden tvivl ved at være på tide, at folk så, at han ikke var bange for at handle, når landet var truet! ”Det anede mig,” sagde han med en sigende mine. Han vendte blikket mod hendes skikkelse endnu en gang. Dog en flot kvinde.. Det var slet ikke det. ”Det bliver bedre ja.. Silia er god til at tage sig af mig;” sagde han med et svagt smil. At hun så derimod gerne ville føre Sephiran op på podiet, var noget som passede ham fint. Det var uden tvivl et kæmpe gennembrud, at de faktisk gjorde det her, men det var på tide, at de faktisk handlede og gjorde hvad de nu var tvunget til at gøre, selvom det slet ikke var noget som Gabriel har lyst til. ”Det glæder mig.. Jeg har også en anden ting, som jeg føler, at jeg er nødt til at drøfte med dig,” afsluttede han med en alvorlig mine.

[Lily Rose Summers]

Lily smilede tilfredst. Hun var glad for sin stilling, glad for at have et reelt arbejde hun kunne tage sig af, da hun faktisk var lidt træt af at øve sig. Nu skulle hun for alvor bruge alt sin træning i praksis, hvilket hun så frem til. Hun var sikker på, at hun var den bedste til jobbet. Hun var vel ikke blevet tilkaldt ellers? Gabriel måtte stole på hende, når han nu valgte hende og det var jo tydeligt for hende, at hun fik ekstra opgaver ved siden af. Det passede hende dog rigtig godt at få en masse at lave, så hun ikke flakkede mere rundt end højst nødvendigt. Alle vidste efterhånden hvem hun var, eftersom hun brugte sin fritid i byen og ofte altid rendte på en ny ung fyr. Hun rullede med øjnene og slog armene over kors, mens hun så på ham på et løftet øjenbryn. "Det tror du måske... Men faktisk er jeg jo bossen," endte hun bestemt. Hun tog ikke direkte ordre fra nogen, men gjorde gerne ting for ham af sin egen frie vilje. Hun smilede stille til ham, som hun bare så mod ham, nu hvor han var kommet op at stå. Hun lod armene falde ned langs siderne igen og mødte hans blik igen med venlige øjne. "Det glæder mig... Du fortjener også en, der gerne vil tage sig af dig," endte hun med et glimt i øjet, inden hun vendte sig rundt og så ud af vinduet til det prægtige område omkring slottet. Det var uden tvivl et flot sted og det stod sig godt ud her på egnen. At det hele så var mere truet end normalt, var jo kun tydeligt på hele befolkningen, for folk havde jo godt lagt mærke til, at der var sendt nogle patruljer ud i landet for at gøre det mere sikkert. Hun gik rundt i en cirkel og endte med at stå med fronten mod ham igen. "Du er jo blevet helt nytænkende, Gab," endte hun drilsk og gik mod ham og forbi ham, hvor hun nu studerede den anden side af tronsalen, inden hun vendte sig mod ham igen. Hun var ikke altid så god til at stå stille. "Du ved du kan drøfte hvad det skulle være med mig... Sig frem," endte hun.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Et reelt arbejde, kom man jo faktisk længst med, og det vidste Gabriel godt. Derfor havde han faktisk heller ikke noget imod, at skulle give hende det, når han vidste, at hun var i stand til at gøre det. At hun så derimod ikke kunne stå stille, var uden tvivl noget som også gjorde sit for hans vedkommende, om det var noget, som man nu ville det eller ikke. ”Så det her, er bare noget, som du gør ud af din helt egen frie vilje?” spurgte han med en tydeligt morende stemme, idet han let rystede på hovedet. Silia tog sig uden tvivl sin tid til at tage sig af ham, og det var skam også det, som han helt klart havde brug for. Specielt efter alt det andet, som man kunne sige, at han havde haft at slås med. ”Og det gør hun, det kan jeg love dig,” sagde han med en sandfærdig stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Når det nu endelig var sagt, så var det bare vigtigt for ham at pointere, at han havde det godt, og specielt efter, at hun havde valgt at dumpe ham.. Som han nu var blevet vant til, så det glædede ham da, at han havde fundet en fast. Hun kunne ikke stå stille, og den tanke morede ham uden tvivl. Han fulgte hende med blikket, da hun tog turen omkring ham, kun for at stille sig foran ham igen. Det morede ham uden tvivl at se hende rende sådan rundt, og specielt overfor ham. ”Tro det eller ikke, men jeg kan faktisk godt,” sagde han med en sigende mine, inden han lod hovedet søge let på sned. Han trak vejret dybt. For nu, forsøgte han virkelig at se bort fra den smerte som han havde stikkende i brystet. Han hadede virkelig, at han var blevet ramt! ”Familien Darcy har endnu en gang valgt at indtage Herregården.. Med min tilladelse. Dog under de omstændigheder, som kræver, at der skal fragtes blod til deres hjem.. Jeg vil gerne have, at det er en opgave som du påtager dig. Jeg stoler ikke på at lade andre gøre det,” forklarede han stilfærdigt, men med en stemme præget af det tydelige alvor. Det var vigtigt at det blev gjort, for han ønskede ikke at sende den nære familie på port.

[Lily Rose Summers]

Et samarbejde mellem dem, var hvad Lily var ude på. Hun ønskede ikke at Gabriel skulle blive irriteret på hende, hvilket han sikkert ville blive. Han var en mand, der tydeligt huskede fortiden og derfor også, at han var blevet dumpet. Ligesom hun også hang fast i fortiden og vidste, hvordan hun i hvert fald ikke ønskede tingene skulle være. Hun nikkede overbevisende til ham og trak på mundvigen. "Jeg vil da altid gerne passe på dig, vildbasse... Er sikker på vi får det hylende skægt," svarede hun med et skævt smil. Hun var glad på hans vegne, at han havde fundet noget fast, for det fortjente han jo virkelig, det mente hun. Hun havde bare ikke været den, for det duede hun slet ikke til, det var hun alt for flyvsk til. Hun var som en fugl; hun skulle være fri til at kunne flyve, for hvis hun blev sat i bur, så visnede hun nærmest. Hun løftede et bryn. Havde han virkelig stadig brug for at bevise for hende, at han havde fundet noget ægte? Hun trak dog bare på smilebåndet og nikkede, som hun igen slog armene over kors og vendte sig med fronten mod ham. "Godt, så har vi jo det på plads," svarede hun en smule kækt. Det berørte hende ikke, at han skulle pointere det, for hun kunne fint klare sig ingen tvivl om det. Hun slap en blid og kærlig latter og kastede håret om bag ryggen igen, da det faldt lidt for meget ind over hendes ansigt. Over skulderen på Gabriel fik hun øjenkontakt med en af vagterne, som hun havde stiftet bekendtskab med før og lavede et ansigtsudtryk til ham. Hun så tilbage mod Gabriel. "Åh, det er jeg ikke i tvivl om," svarede hun blidt. Hun trådte helt hen til ham, så han ikke behøvede at tale så højt. Hun skabte øjenkontakten til ham og lyttede interesseret i hvad han havde at sige. Darcy familien kendte hun godt, men hun havde ikke haft kontakt med dem i mange år. Hun havde dog haft bekendtskab med Camryn, der jo nu var borte. Hun så tænksomt på ham. Havde hun lyst til det? Ja, Darcy var jo velset i Procias. "Det vil jeg gerne, det kan ikke tage mange tid eller kræfter," endte hun. Hun forstod udmærket alvoren i det.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Alene tanken om at rende rundt omkring sin eks, var bestemt ikke en tanke som Gabriel bifaldt særlig meget, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. I det store og hele, så ønskede han slet ikke at tænke over de gamle dage, men det var næsten som det bare blev klasket op i ansigtet på ham, så snart at han stod der, og det kunne han slet ikke have med at gøre. At hun ville få det sjovt, forundrede ham så til gengæld heller ikke, men han vidste jo, at hun var dygtig til de ting, som hun gjorde, og det var også derfor, at han gik rigtig meget op i det her. ”Du er nok den, som kommer til at more sig mest ved det her,” pointerede han med en sigende mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han havde ganske vidst været en vildbasse, men han havde helt klart også slået sig mere til ro end det, og det var vel også så tydeligt at se på ham? Han lod hovedet søge mod den anden side, uden at slippe hende med blikket. Sådan som hun så vendte blikket mod vagten, fangede han dog hurtigt.. Han var ikke dum. ”Endnu en af de mange mænd, du har nedlagt?” spurgte han med et sigende hævet bryn, uden at slippe hendes blik med sit eget. Han nikkede kort i retningen af hendes skikkelse med den samme bestemte og faste mine. Han havde Silia, og hun var uden tvivl noget af det bedste som var hændt ham, og han fortalte det gerne til hele verdenen, om de ønskede at lytte til ham. At hun så gerne ville påtage sig den opgave med Marius og hans barnebarn, var uden tvivl noget som glædede Gabriel ganske betragteligt. ”Udmærket. Godt. Jeg har allerede givet jægerne bud om at dyrene skal tømmes for blod, og at dette skal tappes, da vi får brug for det. Jeg ønsker hellere at gøre det således, end at lade dem jage. Det var det,” afsluttede han sigende, inden han igen vendte sig mod sin plads, hvor han smertende langsomt tog plads. Det gjorde faktisk mere ondt, end det som man lige skulle tro!

[Lily Rose Summers]

Selvom Lily var Gabriels gamle flamme og omvendt, så var det ikke direkte det første hun tænkte. Han var en af mange, selvom han havde været den første, hun havde prøvet noget længerevarende med. Derfor havde bruddet på forholdet nok også været sværere, end det havde været med mange af de andre mænd hun siden havde været med. Hun vidste dog, at Gabriel var en der hang i fortiden som hun selv gjorde, men denne situation var jo ikke direkte et svigt for hende som hun huskede. Det var en dejlig tid, der bare ikke kunne have udviklet sig yderligere. Hun smilede skævt og snoede sin finger ind i hendes brune lokker. "Det kommer jo an på hvor kedelig du er..." svarede hun kækt og selv pointerende. Han havde uden tvivl slået sig til ro, næsten lidt for meget, for hun savnede nogle gange, at der var lidt gang i ham. Men hun respekterede også, at han var gift, så på den måde ville hun ikke prøve på noget direkte. Men derfor kunne hun jo stadig spille op til ham, for han var så evigt sjov at prikke lidt til uden at det skulle føre videre til noget. Hun trak på smilebåndet og kastede håret over skulderen, som hun igen foldede armene over kryds. "Og hvad hvis det er?" spurgte hun med et drilsk smil på læben, uden at bryde øjenkontakten med ham. I hendes hoved, var de næsten lige, også selvom han var konge. Hun var ham loyal, fordi de var nære venner, men hun tog ikke imod direkte ordre. Hun gjorde dette, fordi hun selv havde lyst til at beskytte ham og værne om deres venskab, for på den måde kunne de jo stole på hinanden. "Udmærket... De må jo sige til, når jægerne har noget jeg skal bringe dertil..." svarede hun og nikkede mod ham, hvor hun kort nejede igen. Hun drejede om på hælen hvor håret fløj om hendes skuldre sammen med hende. Hun blinkede kort hen mod vagten, hun før havde fået øje på, inden hun sikkert og afmålt trådte ned gennem salen og mod udgangen. Hun skulle vises til hendes værelse nu, så vidt hun havde forstået, for hun skulle jo stå til rådighed trods alt. Hun stoppede op på vejen ud og drejede rundt mod Gabriel. "Du må jo finde mig på mit værelse, hvis du har brug for beskyttelse," endte hun med et charmerende smil og vendte så ryggen til ham og forlod tronsalen.

//Out.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var bare vigtigt for Gabriel at vise Lily hvor skabet stod. Han vidste godt, hvilke form for kvinde hun var, og derfor var han uden tvivl nødt til at handle og gøre noget ved det, også mest for sin egen skyld. Han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse, og med den samme ganske så kortfattede mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke i den anden ende. Efter han havde slået sig til ro sammen med Silia, var der kommet en anden ro på tingene, og det var noget som han godt kunne lide. For ikke at glemme, at han jo heller ikke var så ung og vild mere, som han havde været før i tiden. Det var bare på tide at ændre sig.. Man var jo ikke et barn for altid, kunne man sige. ”Du skulle prøve at opleve det. Det er en fantastisk fornemmelse, at slå sig ned med en mand elsker og holder af,” pointerede han med en sigende mine. Et sted nok også for at ramme hende lidt. Det brud, som der havde været mellem dem, var nu heller ikke noget, som han ønskede at tænke for meget over, for han var for længst kommet videre.. Og så alligevel. Han havde altid haft svært ved at slippe ting som havde været, selvom han virkelig forsøgte at gøre det, og han hadede det virkelig. Han vendte blikket mod hende endnu en gang. At hun også havde leget med vagterne her på stedet, forundrede ham faktisk ikke. Var der overhovedet en mand vis seng, hun ikke havde været forbi endnu? ”Det er jo lige før man skal lave en liste over folk, du ikke har aflagt en visit hos,” sagde han sigende. At hun ville påtage sig disse opgaver for ham, var han naturligvis glad for. Det var slet ikke det, og det var også noget, som han gerne ville vise hende. Han vidste at hun kunne passe på ham i en arbejdsmæssig situation, og derfor tøvede han heller ikke med at stole på hende i det henseende. ”Fald du blot til ro, inden du bliver kaldt til arbejde,” sagde han blot efter hende, da han så at hun gik. Han selv gik tilbage til tronen. Så langt, så godt kunne man da sige.

//Out