Can we come back?

[Marcianus Darcy]

Hvis Marcianus' hjerte kunne banke, så havde det hamret som en gal lige nu. Han vidste, at han var frygtelig god til at snige sig ubemærket hen, men han vidste jo selv, at han var der... så kunne andre vel også se det, ikke? Han var kommet forbi muren og igennem hele Procias til Apterta City. Han løb hurtigt, så folk ikke ville ane hvad der var løbet forbi dem, så de bare ville tro vinden havde rykket lidt i deres hår denne sene aften. Han vidste, at kongen nok ikke tog imod flere audienser i dag, men han håbede, at han faktisk kunne se manden. Gabriel var en af de få i Procias, der faktisk kendte til Marcianus, fordi han jo altid havde været skjult for alle. Men udover hans morfar og mor, så kendte Gabriel til ham og derfor tog han også denne chance. Han havde for længe siden fornemmet, at han ikke mærkede sin mor som førhen, men havde skyldt skylden på, at han nu også nærede båndet med sin morfar. Men han levede i frygten for, at hans mor var gået bort. Måske på vejen hjem fra Dvasias dengang? Manjarno var jo ikke helt så sikkert mere, som det havde været, da der jo ikke var noget kongehus. Han sank en klump, som han sneg sig igennem forhallen og hen til tronsalen. Han stod i skyggen, som den sidste for i dag forlod slottet. Han kunne holde øje med Gabriel fra hvor han stod, tæt ved dørene, men alligevel i skjul af skyggerne. Da de var alene i rummet, så løb han hurtigt forbi de store døre som han skubbede i og låste, hvor han stoppede op. Han rømmede sig og rettede på sit tøj. Mørket hang udenfor, så det var heldigt... Men han havde ikke lang tid nu hvor de lyse dage blev længere. I sin topfart stod han på et splitsekund foran Gabriel, der sad på sin stol og han knælede. "Deres Højhed," hilste han høfligt med sine bedste manerer. Han holdt blikket ned i gulvet.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Dagene var virkelig lange for Gabriels vedkommende. At passe en trone og et helt land med trykkede og brækkede ribben, var ikke just nemme, og med de mange audienser, som han skulle igennem, hvor alle stort set spurgte ind til hvad der ville hænde warlocken, som sad i kælderen.. Jovist var rygterne løbet, og Gabriel vidste, at han var nødt til at tage affære, hvad det her angik. Den sidste var netop gået, hvilet uden tvivl lettede Gabriel. Lige for nu, havde han ikke taget stilling til hvad der skulle ske med Sephiran sådan umiddelbart, men noget ville der komme til at ske, og det var sikkert og vidst. Han tog sig til brystet, idet han gjorde et forsøg på at rejse sig, selvom det gik smertefuldt langsomt. Han gispede svagt, også selvom han hurtigt blev afbrudt, da dørene direkte blev smækket og låst, hvilket hurtigt fangede hans interesse. Han magtede ikke flere kampe og stride, for han ville ikke kunne forsvare sig lige nu! At se Marcianus glide i knæ foran ham, fik en ro til at sænke sig stort set med det samme. Han kendte knægten som en af de meget få, og det vidste han. Han gled igen ned i stolen, selvom det var med et direkte smertefuldt gisp.
”Jeg er overrasket over, at du er kommet over muren, Marcianus… Rejs dig,” bad han endeligt. Han vidste, at knægten var en vampyr, men han havde jo aldrig gjort nogen skade på nogen, og frem til at man viste, at man ikke var til at stole på, så havde man Gabriels tillid. Han trak vejret langsomt og dybt, mest for at falde til ro igen. Forbandet være den warlock! Afventende lod han blikket glide mod knægten. Det havde været en lang dag for ham.. Ingen tvivl om det, og der var rigtig mange ting, som man skulle og måtte tage sig af, og for ham, var det selv ved at blive temmelig uoverskueligt.. Han kunne slet ikke have det!

[Marcianus Darcy]

Marcianus havde hørt rygtet om Sephiran, men det var slet ikke hvad han var kommet her for, for han havde vigtigere ting. Marius trivedes ikke i skjul, så meget kunne han da se, selvom manden ikke var meget for at indrømme det. Han ville have Herregården tilbage, såfremt de kunne få lov, så det var egentligt hovedårsagen han var her. Men nu hvor det var, så kunne han jo også lige høre ad hvordan det stod til med hans mor. Levede hun overhovedet? Han vidste pludseligt ikke om han ønskede at vide det, for det var ikke fair. Han vædede læberne roligt, som han holdt øje med at den sidste gik. Han kunne godt se og fornemme på Gabriel, at han var i smerter, men det måtte vel være efter sammenstødet med Sephiran, der jo var kommet hertil. Han rettede stilfærdigt på sit tøj, som han hurtigt var oppe foran ham og glide i knæ, før han kunne nå at gå. I det mindste satte han sig ned igen. Han vædede flygtigt sine læber og rejste sig op, da han fik besked på det. Han så mod ham med sine hasselbrune øjne og blinkede roligt med øjnene, som han trak på smilebåndet. "Jeg kan komme ind og ud flere steder end du vil tro, Deres Højhed... Kun få kender mig i dette land," endte han sigende. Han så mod ham. Han kunne tydeligt se, at han var træt og det var jo heller ikke retfærdigt at tage af hans tid, så derfor ønskede han faktisk bare at få hørt sig om tingene og så tage den der fra. Han var kommet godt ovenpå alt med Alexander og havde heldigvis ikke været plaget af manden siden han havde fået til opgave at tage Tiyanna for længe siden. Hans smil falmede igen. "Jeg kommer på vegne af Marius... Der er hændt familien så meget, siden jeg valgte at drage på eventyr, at jeg føler, jeg aldrig skulle være taget af sted. Jeg endte det helt forkerte sted... så blev morfar lokket dertil og nu sidder han som vampyr i vores skjul i Manjarno," endte han. Kunne han overhovedet få sig selv til at spørge? Han var bange, men intet i hans krop viste det, eftersom hans krop jo ikke registrerede. "Står... Herregården tom?" endte han.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Sephiran var ikke et ukendt navn, men et navn, som Gabriel måtte tænke rigtig meget på igennem disse dage, og han hadede det virkelig. Det begyndte at nærme sig en hændelse.. som han stadig skulle udarbejde. Han var kommet frem til halshugning eller en hængning.. To ting, som gik forholdsvis hurtigt, også fordi at det ikke ligefrem var ting, som Procias gjorde brug af normalt.. men lige nu, var det tilsyneladende meget nødvendigt. Blikket hvilede på Marcianus med en rolig mine, da han endnu en gang måtte sætte sig i stolen. Han støttede let af ved brystet, for det gjorde virkelig, virkelig ondt, og han kunne slet ikke have med den tanke at gøre i det hele taget! ”Jeg er nu kendt med din tilstedeværelse, som jeg også er kendt med dit biologiske ophav.. Hvis du formår at komme snigende over muren, så er sikkerheden ej i top,” sagde han med en sigende mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke i den anden ende. Selv nu hvor han så knægten, kunne han ikke komme til at gøre andet end at tænke på hans mor.. En varmhjertet kvinde, som var bragt død til Procias efter at være fundet på den anden side af muren. Selvfølgelig var det tragisk hvad der var hændt Marius.. Virkelig. Han satte sig en smule op, selvom han hurtigt fortrød det. ”D-det er selvfølgelig en tragisk h-hændelse, Marcianus,” begyndte han, inden han trak vejret dybt.. Og så stille, som han overhovedet kunne. Han lukkede øjnene for en kort stund. Det besværliggjorde virkelig hans arbejde, men det var jo noget, som alligevel skulle passes, uanset hvad, kunne man jo sige, og han hadede det til tider! ”Herregåden har stået tom, siden I forlod den.. Helt tom.. Og det beklager jeg, Marcianus.. Jeg kondolerer,” sagde han sigende. Hvis han tænkte sig om, så vidste han hvad han hentydede til, nu hvor Marius ej var i stand til at bevæge sig over på denne side af muren. Hans blik hvilede på hans skikkelse. Tabet af Camryn ville uden tvivl blive.. voldsomt. Selv han havde taget det tungt.

[Marcianus Darcy]

Marcianus vidste godt, at Sephiran sad her et sted, for rygterne nåede jo rundt. Han var uden tvivl bange for dem mand, så det var godt han sad bag tremmer. Han kunne dog ikke andet end synes godt om den tanke, at manden ville være væk om snart... død og borte, eftersom det rygte også var løbet rundt. Procias tog strengere midler i brug; men deres fjender blev jo også større og større. Han så roligt mod kongen. Han havde meget respekt for den mand, eftersom han havde accepteret ham for sin barndomsskæbne; omdøbt som lille for ikke at imødegå døden. Deres familie blev ramt af ulykke på ulykke, så han ønskede snart, at de bare kunne... leve uden at en eller anden skulle dø eller forsvinde! Han nikkede stilfærdigt, for det vidste han udmærket godt. "Det bedømmer De bedst. Jeg kan blot tale for mine egne vegne, at jeg ved hvor ubemærket jeg kan snige mig rundt," forklarede han. Han havde brugt hele sin barndom til det og ingen havde nogensinde opdaget ham. Han kunne stå og puste en i nakken, uden vedkommende ville vide, at det var ham. Han nikkede stille og slog blikket i gulvet. Det var et svært emne at snakke om, også fordi han jo slet ikke hørte til i dette land på grund af sin race. Men af sind, hørte han jo heller ikke til i Dvasias... Procias var hans hjem, selvom mange ikke ville anse det således og han hadede den tanke. "Jeg vil bare gerne have at... at min morfar er glad og tilfreds med sin tilværelse. Det føler jeg ikke, at han er nu," endte han stille. Han var selv spændt på det sidste svar og han stod stille uden at rokke en tomme, som han stadig gloede ned i det spejlblanke gulv. Det ramte ham, uden tvivl, men han havde jo også haft det på fornemmelsen. Alligevel knækkede hans ben sammen, som han gemte sit ansigt i hans hænder og lavede en nærmere snøftelyd. Hans elskede mor. Han tørrede sine øjne for de små blodtårer der var løbet. Det var virkelig ulækkert! "Je-jeg havde det på... f-fornemmelsen..." endte han og sank en klump i halsen.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var nødt til at handle, og så måtte Sephiran jo bare være den første i det tilfælde, kunne man jo sige. Som det nu var sagt, så voksede fjenden, de blev mere modige, og det var bestemt heller ikke altid, at Gabriel brød sig om den tanke. Nu var de nødt til at svare igen på tiltale, og det var hvad de gjorde, og det stod han fast på. Med hånden hvilende mod brystet, lod han blikket hvile på Marcianus. Selv vidste han, at der intet ondt var i den kære dreng, selv på trods af den vampyriske tilværelse, og det var også det, som faktisk passede ham selv ganske udmærket, hvis han selv skulle sige det. Han trak vejret dybt. ”Kan du passere uden at blive spottet, kan fjenden gøre brug af det samme, og dette skal forhindres.. Så vær du velkommen til at dele dine hemmeligheder med mig,” opfordrede han med en rolig stemme. Selv valgte han bevidst at blive siddende. At han så var kommet for at tale sin kære morfars sag, forundrede ham nu heller ikke, for Marius havde ingen chance for at passere den mur. Han lyttede. Selv var Marius uden tvivl en mand, som de havde brug for på denne side af muren, og en mand, med frygtelig godt hjerte, og som altid havde handlet for at beskytte og passe på andre. Han sukkede dæmpet. Silia ville ikke have den slags over grænsen.. Og det kunne han jo samtidig godt forstå. ”Du ønsker at få din morfar tilbage til Procias, kan jeg fornemme. Jeg må erkende, at hans valg at rejse kom som et chok for mig..” Om det var noget, som han bare kunne gøre, vidste han faktisk ikke, for han var allerede nu klar over, at Silia ikke ville blive tilfreds. At knægten så gik i gulvet, forundrede ham ikke. Der forsøgte han endnu en gang at rejse sig, selvom det virkelig gjorde ondt! Han gispede svagt, da han endelig kom ordentlig op på benene igen. Han søgte stille ned mod Marcianus, som var gledet i knæ. ”Hun kæmpede bravt, Marcianus. Hun er lagt til den evige hvile på den lyse kirkegård. Jeg vil glædeligt vise dig hvor,” fortalte Gabriel sigende, da han stoppede ved ham. Søgte han i knæ nu, kom han aldrig op igen, og det vidste han. ”Jeg er ked af de tab, som I har lidt,” afsluttede han.

[Marcianus Darcy]

Marcianus vidste ikke, om han kunne tillade sig at spørge om en nærmest opholdstilladelse her i landet, men nu forsøgte han da om ikke andet. Marius trivedes ikke i Manjarno, han havde brug for sit hjem og den store Herregård, ikke at skulle leve i skjul. Godt nok ville det også være lidt at gemme sig, at være tilbage i Procias, men det var bedre end Manjarno. Han så mod Gabriel. Han kunne godt se, at manden faktisk var i smerte, så derfor ville han hurtigst muligt gå igen, eftersom han jo ingen ret havde til at være her, på trods af, at han jo faktisk var født her i landet. Han trak skævt på smilebåndet, selvom det falmede hurtigt igen. "Jeg ville gerne dele med dig, hvordan jeg kommer over muren, Deres Højhed, men så sætter jeg en lænke om min egen fod," svarede han ham og vædede flygtigt sine læber. Han så blot mod ham. Marius var en god mand, så det var slet ikke fair, at de ikke måtte være i landet, bare på grund af deres race. De ville jo ikke gøre nogen fortræd, det havde han aldrig gjort i hvert fald, så de kunne jo sagtens holde sig væk. Men han forstod også godt, hvis kongen jo måtte høre ad med sin dronning, for det var jo en stor risiko de skulle løbe hvis det var, selvom han håbede det. Han nikkede stille til ham. "Det er mit højeste ønske, Deres Højhed. Han trives ikke og jeg ønsker ikke at han skal forfalde... ej heller Herregården. Jeg har aldrig rørt en sjæl i dette land og morfar var her jo også som spide. Vi bliver på Herregården... passer os selv og lader folk komme til os, hvis nogle skulle kende os," endte han lovende. Han ønskede virkelig at kunne komme tilbage til Procias! Han sukkede dybt. "Han rejste, fordi Alexander sendte bud til ham om, at han holdt min moder og jeg fanget. Han gør alt for sin familie," forklarede han. Han havde dog også selv fundet det dumt, at hans morfar var kommet. Det hele var bare gået så rivende galt siden han selv var blevet voksen og var taget af sted, så han skulle virkelig være blevet hjemme. Han sank sammen på gulvet og tørrede blodtårerne væk. Han fornemmede at kongen stod lige foran ham og han greb sit selv i nakken og fik tårerne tørret af i hans ærmer. "Jeg kan selv finde det... det skulle ikke være et problem, De skal ikke besvære Dem. De er i smerte," endte han. Han kom hurtigt op at stå og trådte et skridt tilbage i respekt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde stort set allerede regnet ud, at Marcianus var der for at søge om en opholdstilladelse, som han personligt, ikke ville have det fjerneste imod at give nogen af dem. Han havde været kendt med den skæbne som havde ramt en lille dreng, og at de måtte omdøbe ham for at redde hans liv, og det var bestemt ikke noget, som han havde noget imod. Det var ikke et drab i unødvendighed. Men derimod det modsatte. ”Er der huller ved muren, skal disse fyldes ud, Marcianus.. Det gælder trods alt folkets sikkerhed,” pointerede han med en sigende mine. Det var det som var ham det vigtigste. Og det var også derfor, at han stod i den situation, hvad angik Sephiran, for han kunne ikke bare lade ham gå med det, som han havde gjort, og de ting, som ville følge med. Han rettede sig op. Han vidste, at det nok var der de ville komme ud. ”Ingen af jer har forvoldt nogen skade på nogen her i landet. I derimod, kommer fra en familie, som altid har stået kongehuset.. Deriblandt min moder meget nær. Jeg selv personligt, vil ikke have noget imod at give Jer fuld adgang til landet her.. Jeg har altid betegnet Jer som procianere.. Begge to,” sagde han roligt. Han vidste, at der var andre ting som havde tvunget Marius af sted, og at det var derfor at han havde gjort det.. At det var fordi at hans familie var truet tilbage over den dvasianske grænse, var noget som et sted gjorde ham vred.. Selvom det forblev uvist, for han ville ikke virke personlig, men derimod yderst professionel. ”Det er en styrke..” endte han med en sigende mine, inden han tvang sig op på benene, for varsomt at søge ned mod ham. Tabet af sin mor kendte han. Han havde trods alt selv været der. Han blev stående foran ham. At gå i knæ, ville være yderst dumt, for han vidste, at han ikke bare sådan uden videre, ville komme op igen, og den tanke, var helt klart noget, som uden tvivl irriterede ham voldsomt. Han så til, som han trak sig et enkelt skridt. En vampyr med respekt for sin konge.. Det var noget, som selv Gabriel kunne lide. ”Det vil ej være mig til besvær, at vise dig din moders grav, Marcianus.. Lad det være en måde, hvorpå at jeg kan ønske dig og din morfar velkomment tilbage i Procias.. Og give jer den afslutning,” afsluttede han.

[Marcianus Darcy]

Marcianus var glad for, at Gabriel forstod ham selvom han ligesom pakkede de direkte spørgsmål en smule ind. Han var yderst velopdragen, hvilket han holdt i skak med tanken om hvordan han kunne være; sådan som Alexander havde fået ham til at være ved at afholde ham fra føde. Det var ikke ham, men væsenet han var og den tanke brød han sig ikke om. For alt i verden, så ville han bare gerne passe Herregården og være sammen med sin morfar, som jo nu var den eneste han havde tilbage. Han blinkede en smule med øjnene og nikkede stille. Det vidste han udmærket godt. "Selvfølgelig, Deres Højhed," endte han og nikkede. Der var uden tvivl brug for skærpelse af sikkerheden, eftersom man efter hans hoved sagtens kunne forhindre folk som Sephiran i at komme ind. Også ham selv for den sags skyld, men først skulle han vide, om han fik lov til at komme tilbage... og om hans morfar fik lov til at komme med. Han blinkede kort med de hasselbrune øjne og kiggede roligt mod kongen, som han nu stod foran ham. "Det eneste vi har brug for er en engangsbillet til denne side af muren og så skal vi nok passe os selv..." endte han og nikkede. Han tolkede det uden tvivl som om, at de faktisk fik lov til at komme ind og det gjorde ham hjertens lykkelig! "Og mange tak," endte han ydmygt og bøjede hovedet. Han nærede meget respekt for Gabriel, også fordi han som konge havde haft den viden, at der var en vampyrunge i Procias, og havde ladet ham være. Ligeså faktisk givet hans moder en ærefuld begravelse på kirkegården, hvilket var lettende trods alt. Han stod selv et skridt tilbage fra kongen, for han ville jo heller ikke stå og puste ham i ansigtet. "Jeg kan se, at det vil være Dem til besvær. Ved blot at sige ordene, at vi må komme tilbage, har De ønsket os velkommen. De kan jo komme forbi Herregården, når De er kommet ovenpå," afviste han. Han ville ikke opholde Kongens vigtige tid, for det havde han ikke brug for. Han skulle have sin morfar med sig over grænsen.
"Og jeg vil gerne hjælpe Dem med muren... når vi er kommet tilbage til Herregården. Jeg regner ikke med at skulle over muren igen," endte han og trak skævt på smilebåndet.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste at Marcianus havde fået en hård opdragelse, efter han var blevet omdøbt, men det var så også derimod det, som faktisk reddede ham og Marius i denne situation. Det kunne godt være, at den unge mand ikke direkte anmodet det, men det var tydeligt, at det var det, som han gerne ville have. Nu som det var sagt, var det vigtigt for Gabriel, at de valg, som han foretog sig, var på det rette grundlag, og det var skam også det som han gerne ville understrege, og derfor skulle den mur sikres, hvis det var så dejlig nemt for folk udefra, at passere grænsen og komme ind i landet. ”Derfor vil jeg meget gerne have, at de huller udfyldes, så landet her forbliver sikkert,” fortsatte han, idet han roligt søgte ned til ham. Marius og Marcianus havde hinanden, og selv var han slet ikke i tvivl om at de nok skulle holde fast i, når det nu endelig var i den anden ende. ”Du må forstå, at det her kommer til at kræve, at der bliver fragtet blod til Herregården, ikke sandt? Såfremt at der findes en mulighed, for at skænke Jer livet igen,” fortsatte han. Han forstod skam godt, at manden var ked af det, efter tabet af sin mor, men selvfølgelig kunne det ikke falde Gabriel ind, ikke at give hende den værdige begravelse og afslutning, som hun så brændende havde fortjent. Og selvom han havde ondt, så var det bestemt heller ikke noget, som skulle have lov til at afholde ham fra at vise dem, hvor hun ville ligge gravlagt. Det gjorde ondt for ham i det hele taget at bevæge sig, men det gjorde virkelig ingen forskel for hans vedkommende. ”Jeg insisterer, Marcianus,” endte han sigende. Kirkegården var stor.. virkelig stor, og mange havde de lagt til hvile der igennem de sidste rigtig mange år. Han havde måske ondt, men det var bestemt ikke noget, som han tog sig af, for han skulle nok komme ovenpå igen. ”Jeg vil med glæde kigge forbi, når I er på plads,” afsluttede han sigende. At han ville hjælpe ham i retur med muren, var uden tvivl en tanke, som gjorde ham glad, og ikke mindst tilfreds. Han nikkede mod ham. ”Det værdsætter jeg virkelig.. Lad os få ordnet de adgangstilladelser,” sagde han med en rolig stemme, inden han søgte hen til et af bordene, som stod oppe ved væggen, hvor hans rådgivere plejede at føre ordet for ham. Varsomt lænede han sig frem, for det skar virkelig i hans bryst, at skulle mærke det sådan. Han lukkede øjnene for en meget kort stund, inden han tog om fjerpennen, for at skrive det. ”Hvad er jeres fulde navne, Marcianus?” spurgte han. Han kunne slet ikke koncentrere sig, så ondt som det gjorde!

[Marcianus Darcy]

Marcianus var faktisk glad for, at han havde valgt at opsøge Gabriel. Både han og Marius havde brug for at komme hjem, for de kunne ikke rigtigt skabe et nyt liv før de vidste, om de kunne komme tilbage eller skulle finde et nyt hjem. Han spurgte ikke direkte, og måske var det uhøfligt at lade kongen regne den ud selv, men han var forstående, hvilket han virkelig satte pris på! Han ville aldrig have spurgt, hvis han viste, at han ville være til fare for andre, for det var han jo ikke. Hvis han bare havde Herregården som sit hjem, så behøvede han ikke mere. Nok var han egentligt arving til greve titlen på en måde, men det var ikke direkte noget, som han gik op i. Han nikkede. Det var klart, at landet skulle sikres; han ville bare gerne ind først! Han vædede roligt sine læber og lyttede til hans ord. Den tanke, havde han faktisk selv tænkt, han vidste bare ikke hvorfra blodet skulle komme. "Jo, Deres Højhed... Jeg må... gå ud fra, at Marius har en plan. Han levede jo som spide," endte han forklarende. Han selv, havde jo faktisk næret af sin egen moder til en hvis alder, hvor han havde fået så meget samvittighed, at han ikke følte det var rigtigt... og der fik han lidt alligevel, fordi hvordan skulle han ellers overleve? Han sukkede nærmest, da kongen insisterede. Han var så høflig opdraget, at når han følte at han tog andres tid, så følte han sig bare som en byrde. "Udmærket, Deres Højhed. Men er det ikke blevet for sent for Dem?" prøvede han igen. Han trak svagt på smilebåndet, som han prøvede at fortrænge sin moders død med den nyhed, at de kunne tilbage. Han fulgte med hen til et af bordene og bed tænderne sammen, for han kunne jo tydeligt se, at kongen var i smerte! "Marius Amalani Darcy og Marcianus Darcy De Lochér," svarede han roligt og så bekymret på ham. Han så ud til at ligne en, der snart skulle besvime, fordi han ikke kunne fokusere. "Ville det ikke være bedre at tage turen til kirkegården når Marius også er med?" foreslog han igen. Han ville ikke plage kongen mere i aften!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var ikke farlig at snakke med, og han vidste jo udmærket godt, at familien Darcy holdt og hørte til på denne side af grænsen, og han ville jo gerne give dem den mulighed for at komme hjem. De havde jo altid vist, at de kunne stole på dem, så hvorfor ikke? Han trak vejret dybt, også selvom det gjorde ondt. Han lod ikke et par brækkede ribben, stå imod at han skulle udføre sit job. Det gjorde han virkelig ikke. ”Marius fik det fragtet på særaftale med kongehuset.. Jeg vil intet have imod, at præstere det samme, som min moder gjorde i sin tid,” fortalte han med en ærlig stemme. Han var sat ind i rigtig mange af de ting, som var foregået i Procias, så han kendte skam udmærket til det. Nu var det jo heller ikke ligefrem nogen hemmelighed, at der var vampyrer her på slottet og i landet i forvejen, så en familie fra eller til, gjorde ikke den store forskel, og det var jo en familie, som havde skænket Procias så meget igennem rigtig mange år. Han trak svagt på smilebåndet. Jo, for ham, så var det virkelig ved at blive sent, men det vare slet ikke noget, som gjorde den store forskel. ”For mig, er det uden tvivl ved at blive rigtig sent. Det er sandt, Marcianus,” sagde han med en sigende og ærlig mine.
Henne ved bordet, hvor han skrev en permanent opholdstilladelse til dem, og faktisk skulle bøje sig lidt, så kunne han helt klart mærke det, som intet andet overhovedet! Han nikkede til ordene, og skrev dem så ned på papiret, så han var sikker på, at navnene stod der, og at det var det fulde navn! Han lukkede øjnene ganske kort, inden han med den frie hånd, støttede af mod bordet, og rettede sig op igen. Han forsøgte virkelig, at lade som ingenting, for det var bestemt heller ikke noget, som skulle bemærkes af folket, for de skulle jo nødigt høre, at han faktisk var kommet til skade! Han tog roligt om pergamentet, og rakte det til ham. ”Bring dette til vagterne ved muren, når du har hentet Marius.. Og meld Jer ved slottet.. Så vil jeg vise Jer, hvor hun ligger til hvile,” sagde han efter en pause, hvor smerten igen kunne fortage sig lidt. Brækkede knogler havde han nu erfaret, virkelig gjorde ondt!

[Marcianus Darcy]

Marcianus var frygtelig lettet lige i øjeblikket. Alt føltes som at begynde og falde på plads efter en lang tid i kaos og det var uden tvivl rart at få noget tilbage igen. Han skulle aldrig være taget afsted, det kunne han da tydeligt se og han kunne jo ikke andet end lade vær med at føle, at det hele var hans skyld. Det var ikke noget han sagde højt dog, for han vidste hvad hans morfar ville sige, men det gjorde stadig ondt i sind og tanker. Han nikkede let til ham. "Det vil glæde mig, hvis en sådan aftale kunne komme på plads, Deres Højhed," endte han. Det ville være rart at have sådan en aftale, så de kunne leve for dem selv på gården. Men det betød vel så også, at én mere skulle sættes ind i sagen og det gjorde ham en smule nervøs, for hvem ville ende med at komme til deres hjem? En der stod kongen nær, måtte vel være den, der skulle bringe det, men han kendte jo ingen i hans omgangskreds. Han nikkede, for han vidste jo at det var sent for kongen. Derfor ville han heller ikke byrde ham yderligere, for han måtte jo i seng, så han kunne møde befolkningen igen i morgen. "For mig er der jo længe endnu," sagde han en smule morende, for han fandt altid den forskel lidt sjov. Han så til, som navnene blev skrevet ned på pergamentet. Han tog imod det og pakkede det ind under sin jakke i en inderlomme, så det var sikkert. Han nikkede forstående. "Tak, Deres Højhed. Vi vil komme tilbage i morgen nat, De må hvile nu... Tak, igen," endte han høfligt. Han bukkede for ham, vædede sine læber og så en sidste gang på ham, før han vendte om. Da ryggen var vendt mod kongen, måtte han smile for sig selv, for det var virkelig lettende! Han løb mod døren, han låste op og fløj ud af, hvor han hurtigt satte farten tilbage mod muren. Han skulle have hentet Marius!

//Out.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var nemlig ikke så slem at snakke med, hvis han selv skulle sige det, bare man fremlagde sine argumenter på en pæn og ordentlig måde. Selv havde han ingen kvaler ved at stå alene ansigt til ansigt med Marcianus, selvom den unge mand, uden tvivl ville kunne lægge ham ned med det samme, hvis det var det, som han ville, for det var ham som var svag lige i øjeblikket. Selv havde han allerede en i tankerne, som kunne udføre den opgave for ham, med at bringe blodet til Herregården, for det var uden tvivl vigtigt, at dette blev gjort ordentligt, så folk også blev komfortable med at skulle have dem der. ”Jeg vil se på det. Uanset hvad, skal jeg nok sørge for, at blod kan fragtes til Herregården,” lovede han med en sigende mine. Han rettede sig op og rakte Marcianus pergamentet med den permanente opholdstilladelse, for det var uden tvivl noget, som han gerne ville give dem, og der kunne han jo faktisk sige, at han var ligeglad med hvad Silia ville sige i det her henseende. Dette var en beslutning, som han nu havde valgt at tage uden hende. ”Nyd det, mens natten endnu er ung,” sagde han med et stille smil. Han ville hente sin morfar, hvilket var noget som faktisk passede ham udmærket, for det betød en del for ham, at få de hvileløse tilbage hvor de hørte hjemme. Han nikkede igen mod ham og med et svagt smil. ”Det vil jeg se frem til. Du må hilse din kære morfar fra mig. Jeg ser frem til endnu en gang, at få gang i den gamle Herregård,” afsluttede han. Han nikkede i et halvvejs buk i retningen af Marcianus, til han så ham forlade tronsalen. Han tog sig endnu en gang til brystet.. Det var nok også på tide, at komme til hvile for natten, inden Silia selv ville komme ned og hente ham. Han forlod tronsalen med rolige skridt, og søgte tilbage til De Kongelige Gemakker. Han var virkelig ved at være træt nu.

//Out