Breaking the heart of Procias

[Sephiran Acheron]

To dage var gået. Sephiran havde haft Tiyanna med sig til et lille sted han selv havde fundet, der ikke direkte hørte til nogle af byerne og hvor der ikke var andre mennesker. Et smukt lille sted, tæt ved skoven, hvilket havde været for at please hende lidt. Hvorfor, det vidste han ikk direkte. Bryllupsnatte havde været fantastisk og den første dag havde da også været fin. Men han begyndte allerede at kede sig og det var en uhyre farlig ting for ham, da han altid kom på de mest sindssyge og ødelæggende ting. Ligeså havde han stadig meget frustration i kroppen fra hændelsen med hans far, han havde brug for at få bugt med. Derfor havde han nu fået en genial idé, syntes han da selv. Han skulle skade Procias ved at angribe slottet, måske slå et par lyse væsner ihjel og sætte en skræk i de kære Procianere. Så han kyssede Tiyannas kind og lagde en seddel, der skrev, at han var taget af sted til Procias. Hun ville efterhånden kendte ham nok til at vide hvad grundlaget var.
Da han havde nærmet sig muren til Procias, havde han hurtigt nedlagt vagterne og kommet på den anden side, som han også hurtigt fik sig transporteret til Apterta City. Han gik gennem byen, som intet skete. Det var godt nok sent om aftenen, men ikke så sent at byen var forladt, der var stadig lidt i gaderne. Han nåede roligt slottet, hvor han lod en besværgelse lægge sig om sig selv, så folk direkte ville overse ham, selvom han stod lige ved siden af dem; illusionens magi var det mest fantastiske!
Han nåede roligt ind i den store forhal, hvor han stoppede op. Folk var som regel på vej i seng på nuværende tidspunkt og solen var gået ned, så det var det bedste for ham. Ud af øjenkrogen fangede han dog en velkendt skikkelse; Denne gang bare med vinger, hvilket direkte sendte en kuldegysning gennem ham. Han trådte frem fra sin illusion, da de lige nu var de eneste i den store hal. "Ser man det... Tænk at skulle finde dig her. Jeg troede mine gorillaer havde puttet dig i graven!" endte han og trak ondskabsfuldt på smilebåndet.

[Deleted]

Marcell havde fået det fantastisk. Han satte ikke længere så ofte spørgsmåltegn til alt ved lyset og han levede godt med sine vinger, han var blevet dygtig til at benytte sig af. Han kunne faktisk flyve takket være Gabriel og han skyldte virkelig den mand alt... alt i hele verden og det var næsten en skræmmende tanke. Han havde skabt sig en del muskelmasse fra arbejdet i staldene sammen med Dafnir, som også gik virkelig godt. Han kunne også sagtens ride nu, men det var stadig ikke hans foretrukne; han ville hellere flyve på sine vinger eller ganske enkelt bare gå. Han var også i gang med huset i skoven og når det var færdigt, så skulle han tage skridtet videre og spørge om Syrena's hånd. Det var han dog meget nervøs for, så derfor arbejdede han nok også en smule langsomt på selve huset.
Han var i godt humør til aften, da han lige havde været hos Syrena. Han kom ned ad trappen til den store indgangshal, da han skulle videre til tjenestefløjen, da det jo faktisk var blevet sengetid; han skulle også op i morgen tidlig og på arbejde. Han smilede stort. Syrena var virkelig den bedste i hans liv og han anede ikke hvad han skulle gøre uden hende.
At der var kommet en ind på slottet, var ikke noget han først så på grund af magien vedkommende brugte. Han stivnede dog med det samme, da stemmen rungede i hans øre. Fortiden... den havde indhentet ham. Og så endda her i Procias? Længst væk fra alle de andre lande på Castle of Light? Han gruede i sine indvolde, for han kunne jo ikke beskytte sig selv! Han havde intet lignende den magi, han havde haft som warlock. Han ville ikke dø igen. Han ville sikkert aldrig komme tilbage, hvis det gik så vidt. Han kneb øjnene i. Det lyse sind var lige nu en pest, for han kunne ikke tage de samme beskyttelsesforanstaltninger op som han havde haft førhen. Han drejede sig rundt og kneb øjnene sammen. Hans gamle lærermester, det var tydeligt; Men faktisk havde han aldrig set mandens ansigt, så derfor studerede han ham nøje. "Jeg er mere værd end det," svarede han modigt.

[Sephiran Acheron]

Sephiran skammede sig over, at hans egen lærling nu rendte rundt med hvide englevinger på Castle of Light. Tænk engang, at han ikke havde vidst det; men manden fortjente at dø, det var sikkert og vist. En bonus i hans plan, som han havde kørende i hovedet. Tiyanna ville sikkert blive sur på ham, men sådan måtte det jo være. Ringen bar han på sin finger med en vis stolthed, for han kunne godt lide det den stod for; ægteskabet og alt hvad det nu indebar. Han vædede flygtigt sine læber, som han fulgte Marcell med blikket, da han kom gående ned fra trappen og fortsatte mod en anden fløj. Han arbejdede her sikkert, hvilket var virkelig svagt i hans øjne ligeså! Matthew Igleéias ville virkelig ikke være glad for, at en med hans navn rendte rundt her og legede god og dydig. Han kneb øjnene sammen som han trådte frem fra illusionen og fnøs ved knægtens ord. "Hvem har bildt dig det ind, knægt? Du er en skændsel," endte han fast. Mordlysten stod tydeligt i hans øjne, for hvis han ikke kunne slå sin far ihjel indenfor de nærmeste par dage, så måtte han jo finde nogle andre at dræbe! Han trådte nærmere den unge mand og stoppede op igen. Han kneb de isblå øjne sammen, som han dannede en kugle i sin hånd, han direkte kylede mod drengen. På sammen måde sendte han en række kugler i loftet, der alle havde hver deres effekt: Nogle farede mod ham med fart som meteorer, andre ville brænde, nogle ville spring i luften og en ville blænde ham. Han morede sig allerede! Han gav manden et øjeblik, før han direkte sendte den dødelige forbandelse efter ham, med hånd om at ramme...

[Deleted]

Marcell var skræmt i øjeblikket og det lignede ham ikke. Han havde været frygtløs førhen og i den sidste tid indtil hans død, men der havde han heller ikke haft noget at miste. I dag havde han meget at miste. Det, at han havde nogle, der virkelig troede på ham, som Gabriel og Syrena gjorde, var noget af det bedste han havde oplevet. Ligeså havde han et arbejde og noget at kæmpe for, så han ville slet ikke dø igen. Men han var bange for det i øjeblikket, for han vidste, at alle folk jo var gået i seng.. Han vidste at vagterne var oppe, men de var slet ikke i nærheden lige nu og det var virkelig ikke fair. Hans ansigt blegnede så snart han så magien fra Sephirans hænder og anede næsten ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Egentligt så kastede han sig bare væk, kom hurtigt op at stå og kastede sig videre igen. Men i og med, der var mange forskellige kugler i loftet samt, at han kun kunne se med sit ene øje og opfange ting, så ramte nogle af dem ham også. En ramte hans højre vinge, der direkte knækkede ubehageligt og han kunne mærke smerten i hele kroppen, hvilket nærmest var lammende. Et skrig brød hans læber af smerten; vingerne var jo en stor del af ham! Da han så den dødelige forbandelse, så kastede han sig dog væk igen, så den heldigvis ikke ramte. Men dog, så kom der en brændende kugle ned og ramte hans arm, der direkte brændte et grimt brand sår på hans underarm. Han rejste sig op, selvom han slet ikke følte at kunne gå på sine ben, da hans vinge var brækket. En sidste kugle kom flyvende og ramte ham i brystet med en sådan fart, at han blev kastet tilbage i væggen og smadrede en potteplante, der gik i stykker. Han lå i skårene, jorden og havde træet, der havde stået i potten liggende ned over sig. Han skælvede og kæmpede for at komme fri af træet og komme op. Men smerten i hans højre vinge føltes nu dobbelt og han stønnede af smerten.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Igennem den sidste tid, havde alt været fred og fordragelighed i Procias. Alle havde nydt utrolig godt af det. Salvatore havde lagt en beskyttelse over stedet her, så det ikke bare var til at bryde ind, og dem som gjorde, ville blive opdaget.. Ikke på en synlig måde, men der ville blive alarmeret, når fjender eller fjendtlige individer trængte ind med ønsket om at gøre nogen eller noget ondt. Gabriel lå i øjeblikket i sengen med armene trygt hvilende omkring Silia. Det hele gik som det skulle.. de havde hinanden, de havde et stærkt kongerige, og nu kunne de jo kun fortsætte med forsøgene om at skænke landet en arving. Et knokkel uden videre faktisk, havde han da tydeligvis fundet ud af!
Lyden af skrig tvang ham direkte ud af søvnen med et mindre spjæt. Skrig? På slottet her? Han rynkede i panden og slap Silia, kun for at sætte sig op i stedet for. Noget var galt.. Han kunne mærke det helt ind i marven. Han slog dynen af sig. ”Bliv her,” bad han med en dæmpet stemme til Silia. Han ønskede jo ikke ligefrem, at hun skulle komme galt af sted. Hans hustru skulle bestemt ikke komme galt af sted. Han tog det lette tøj på, bestående af en skjorte og et par bukser, som stadig gav hans vinger frit slag til at baske, hvilket passede ham fint. Han sendte Silia en sidste advarende mine, som understregning til, at hun altså skulle blive, inden han søgte ud af Det Kongelige Kammer. ”I kommer med mig,” sagde han kortfattet til vagterne som stod ved døren. Dem havde de mange af rundt forbi, men de var jo nødt til at sikre sig, at det hele var i orden. ”Tilkald flere.. Der er noget galt her,” sagde han henvendt til den ene, som løb af, for at tilkalde forstærkninger, inden Gabriel og resten søgte ned af gangen, for at nå trappen til den store hall. Nu var Sephiran ikke just en ukendt mand, og heller ikke på disse kanter. Enhver kendte dem, som Kimeya rendt rundt sammen med – hans egen storebror faktisk. Han kneb øjnene sammen. Marcell så han ligge i planten.. hvad pokker var det lige der skete?! ”Mørke væsner er ej velkommen her!” endte han med en fast tone. Han knyttede næven, hvor Lysets Sværd, meldte sig i hans hånd. Magisk smedet til ham, som konge af landet her.

[Deleted]

At Gabriel reagerede, det kunne Marcell tydeligt høre, så snart at han hørte nærmest en lille trup komme ned ad trapperne. Slagene fra vagternes sko, der jo alle var ens, var så tydelige at høre i den rungende forhal, som hans skrig nok også havde været tydeligt. Han prøvede at komme op, selvom han nærmest lå fanget sammen med træet. Han var som lammet af vingen, der med garanti var brækket og det føltes virkelig kvalmende i hele kroppen. Det gøs nærmest i ham, da Gabriels faste stemme lød i det hele og han så op, som han kunne se ham stå med Lysets Sværd. Han var nærmest en helt for Marcell, for det var som om den mand redede ham gang på gang. I det mindste var Sephirans opmærksomhed da flyttet fra ham til Gabriel. Han sank en klump og lagde hovedet ned igen, som han gøs i hele kroppen.
To vagter kom løbende hen imod ham, da Gabriel og nogle andre vagter opholdt Sephiran og de løftede ham, hvilket fik hans krop til at stivne. De bar ham væk og mod sygefløjen på slottet, hvor de ville få en healer til at se på ham. Han selv nærmest besvimede på vejen på grund af den konstante smerte i kroppen, som han jo slet ikke var vant til mere, som han nærmest havde været i fortiden. Det lyse sind var virkelig en svaghed lige i denne sammenhæng, men ellers ville han helst have det lyse fremfor det mørke....

//Out.

[Sephiran Acheron]

Sephiran var i øjeblikket i gang med at få afløb med alt den frustration, han havde i kroppen. Han kunne virkelig godt lide det, for han elskede at ødelægge det for andre og på den måde selv gøre gavn af det. Som Marcell blev ramt af kuglerne, så stod han bare og morede sig og nærmest nærede på mandens smerte, der gjorde godt i hans mørke sind og hjerte. Manden undveg dog desværre hans dødsforbandelsen, men blev i stedet kylet hen i en plante. Han slog ud i en let latter, som han lå der og rodede rundt i træet, for det var virkelig et morsomt syn. Han havde fortjent det hele. Skriget havde ligeså været noget af det bedste, for det lød som sød musik i hans ører. Han smilede tilfredst og skulle lige til at sende noget mere afsted, da han blev afbrudt, hvilket fik ham til at knytte næverne. Han drejede sig rundt. Det var ikke Marcell han var kommet for, men det var stadig en smule ærgerligt, at han ikke fik slået knægten ihjel.
Hans kyniske og velkendte Sephiran smil dukkede over hans læber, der helt klart viste, at han følte sig yderst overlegen i øjeblikket. Det var jo bare lyse og svage væsner, der ikke direkte kunne gøre noget ved noget som helst, andet end at lade som om man boede i det dejligste idyl og alt var lutter solskin. Noget, han virkelig fandt kvalmende! "Så du siger... At jeg ikke er velkommen i landet, hvor alle er velkomne? Hvad er det for noget, Gabriel?" endte han spydigt og ligeså hånligt.
To vagter tog farten imod manden, som han hurtigt kylede væk med en trykbølge lige i deres bryst, så de fløj tilbage og landede i gulvet. Han kunne se ud af øjenkrogen, at de dog kom op at stå ganske hurtigt igen. "Snart vil det dog være lyse væsner, der ej er velkomne her... Jeg tror slottet her kunne se godt ud helt mørkelagt og med navnet... Acheron Castle," endte han morende. Magien knitrede mellem hans fingre og han var klar og helt oppe på dupperne.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel troede virkelig på det gode i Marcell, og det var jo tydeligt, at knægten også havde vokset på det, hvilket så var grunden til, at Gabriel ikke ønskede at tage det fra ham. Som det nu var sagt, så var det virkelig vigtigt for ham, at understrege, og som en del af befolkningen i Procias, så var hans sikkerhed også Gabriels ansvar, og han løb bestemt ikke fra det! Han kneb øjnene sammen, da han så vagterne bringe Marcell væk.. Nu var det hans tur. Han havde virkelig fået nok af ubudne gæster på hans ejendom, for det var hvad slottet her var! Hans ejendom! ”Folk med ønsket om at gøre ondt og skade, er ej velkommen på denne side af grænsen, Sephiran.. Jeg vil være så venlig, og give dig en advarsel.. Og forlade stedet her med din værdighed, og søge tilbage over grænsen, hvor du hører hjemme!” endte han med en fast tone. Når alt endelig kom til alt, så lå og havde det aldrig lagt til procianere, at trække det første i en strid, så han blev stående, velvidende om, at vagterne forsøgte, for det var jo deres opgave, at beskytte deres konge, så det i sig selv, sagde han faktisk ikke noget til.
Acheron Castle? Gabriel var ved at væmmes alene ved navnet, ofr det var bestemt ikke noget som ville komme på tale i hans levetid! Han agtet at forblive konge, frem til den dag, han skulle lægges i graven! Og i hans levetid, ville det ikke komme på tale, at stedet her, skulle have et andet navn, og da slet ikke det! ”Det bliver bestemt ikke i min levetid,” nærmest hvislede han. Vingerne holdt han tæt ind til kroppen. Det var vigtigt, at han i en situation som denne, kunne holde hovedet koldt. Med rolige skridt, søgte Gabriel ned af den store trappe, og mindskede derfor også afstanden mellem ham og Sephiran. Vagterne fulgte med, og dannede sig nærmest en cirkel omkring dem. ”Forsvind herfra!” endte Gabriel som en sidste advarsel. Han ville slet ikke have den mand skulle være her, og da slet ikke for at forvolde nogen skade på nogen som helst!

[Sephiran Acheron]

Sephiran forstod sig slet ikke på, at en som Marcell var endt her. Den dreng havde haft så meget potentiale, men havde i sidste ende været så flyvsk, at han måtte dø. Derfor havde han sendt sine mænd efter ham og de havde også slået ham ihjel, så meget vidste han. Men nu var han her. Azrael måtte have været på spil; hvor han dog følte et anstrengt forhold til ham. Han ville leve evigt, for døden var slet ikke noget for ham. Men måske han burde lave en aftale med Azrael, som hans far åbenbart havde lavet. Han ville bare lave en endnu bedre samtale, for det andet, det kunne han slet ikke klare! Han trak på smilebåndet. Han følte sig næsten smigret af hans første ord, selvom han dog følte, at han faktisk havde ret nok til at være her. Han rullede med øjnene af ham. "Åh... Jamen, det er ellers det jeg er kommet for. Men jeg må sige nej tak til din venlighed, den har jeg ikke brug for. Min værdighed... den har det helt fint," endte han. To nye vagter kom imod ham og han sendte en dødsforbandelse direkte i brystet på den ene, der faldt død til jorden med et brag og bare lå der, ude af stand til at udrette mere i livet. Det føltes fantastisk at slå ihjel igen, det gjorde ham virkelig lysten. Han knyttede hænderne igen og vendte blikket strengt mod Gabriel. Han kunne godt fornemme, at vagterne dannede en cirkel om ham, men de kunne bare komme an! Han trak på mundvigen. "Jeg kan hurtigt ende dit liv," hvislede han advarende. Manden var næsten for god til at være sand, eftersom han holdt igen med at angribe og gøre igen, men det måtte han jo selv om. "Jeg går ingen steder!" svarede han fast. Han trampede i gulvet med den ene fod, der sendte en bølge under gulvet, så der ved vagterne dukkede nogle sorte slyngplanter op, der greb efter deres fødder, for at holde dem på plads. Hans blik holdt han dog på Gabriel, som han nu gjorde sit første angreb på. Han sendte tre mørke kugler direkte efter ham, der skulle slå ham tilbage.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var opfostret med at se det gode i alle, og give alle en chance.. Uanset hvor lidt de så havde fortjent det. Det var noget af det gode, som hans kære moder havde givet ham med, og det var bestemt heller ikke noget, som man kunne sige, at han var særlig bange for.. For det var han slet ikke. Han kneb øjnene fast og let sammen og blev stående med Lysets Sværd i sine hænder. Alene det at han havde valgt at trænge ind på slottet her.. Gøre Malishas fejl om igen, så måtte han bøde for det, og det blev på den hårde måde! ”Meget vel.. Du skal ikke komme og sige, at jeg ej har advaret dig på forhånd,” sagde han kortfattet. Vagterne som stormet frem, stoppede Gabriel ikke. At den ene så skulle falde direkte om på gulvet – død, var dog det første, som fik ham til at reagere. Død i tjeneste.. Endda på slottet.. Det havde aldrig været hensigten! Gabriel knyttede næverne mere kraftigt. Det var virkelig ikke liv, værd at tage selv i Gabriels forstand. Han stillede sig selv foran Sephiran. Han frygtede ham ikke. Han havde et helt folk, som havde brug for ham, og derfor valgte han at blive der for deres skyld! Om det så skulle koste ham hans eget liv! ”Du går ind til et personligt nederlag!” endte han fast. De kugler, som manden dannede, fik han hurtigt øje på. Han selv var ikke magisk mere, selvom han selv havde været det engang for mange år siden.. Men det var før hans tilværelse som engel. ”Du vil opleve et personligt nederlag!” hvæsede han fast. Selv kastede han sig direkte til siden, da kuglerne blev sendt efter ham. Den ene af kuglerne, sprang en af vagterne ind for at tage i stedet for, som så blev kastet direkte tilbage i den nærmeste væg. Gabriel vendte sig direkte mod ham. Vagterne gik til angreb, efter at kuglerne var sendt. Sephiran skulle de bare have ned med nakken, inden han gjorde større skade end hvad godt var!

[Sephiran Acheron]

Sephiran var opfostret til impulser og dem fulgte han bestemt også. Når han fik en idé, så gik han efter den og udførte den til fulde. Han gjorde aldrig noget halvt, for det var simpelthen ikke godt nok! Nok havde han nu ladet Tiyanna være alene 2 dage efter brylluppet, men han kedede sig og havde brug for at komme af med frustrationen. Han manglede stadig hævn over Kimeya, som han også vidste, at hans far var derhjemme og sikkert prøvede at overtage huset. Gad vide hvor Samuel stod i alt det? Sikkert på deres moders side, der jo støttede Theodore i blinde, hvilket altid gjorde ham rasende! Selvom hun faktisk to gange havde gået ind for hans skyld, så så han det slet ikke sådan, da det nemt kunne tolkes som om, at hun gjorde det for Theodores. Han trak vejret roligt og rullede med øjnene. Han havde ikke brug for en advarsel, for han var ikke Malisha! Han hadede den kvinde for at gå i vejen, når det endelig skulle være, men i det mindste, havde hun da gjort noget godt for brylluppet; det var ikke blevet helt ødelagt. Han var bestemt heller ikke bange, for han skulle slet ikke gøre Malishas fejl, selvom hun faktisk havde frabedt ham gøre det. Men han var magtsyg og stærkere end det! "Jeg går ind til, at tage din trone," vrissede han køligt. Han fnøs, da Gabriel kastede sig væk. Han blev dog nu distraheret af, at alle vagterne gik til angreb. To af vagterne var dog fanget af grenene fra gulvet og stod og kæmpede med at komme fri, men de andre kom imod ham og de var faktisk mange. Alle var klædt i det samme tøj og det var virkelig ynkeligt. Han kastede magien fra sig fra begge hænder i flere retninger, så vagterne både blev ramt eller undveg. Et par vagter nåede ham helt, hvor han endte med at forsvinde i sin sorte røgsky og dykke op igen i 5 udgaver, der stod spredt i lokalet. Alle grinte på samme vis, hvor han morede sig, da en vagt gik i angreb på en af hans illusioner.
Han selv kastede en række magikugler mere mod Gabriel, men så afslørede han så også, hvem den rigtige var, for det kunne illusionerne jo ikke.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det her kunne meget hurtigt udvikle sig til at blive en temmelig farlig situation, og derfor ønskede Gabriel at få den under kontrol, så hurtigt, som det nu var ham menneskelig muligt. Han kneb øjnene fast sammen og blev stående med sværdet i hånden. Han var truet på livet.. bogstavelig talt, også selvom denne mand, gjorde præcist det samme, som Malisha havde gjort, og se hvordan det var gået hende.. Ingen vidste hvor tøsen var henne, om hun var levende eller død, eller hvad hun var, og Gabriel kunne ikke være andet end ligeglad, for hun havde fået som fortjent! Sephiran skulle under ingen omstændigheder have lov til at tage den trone fra ham, selvom det tydeligt var noget som han var ude på. ”Du kommer her ene mand, og tror at du faktisk kan tage den fra mig? Det bliver et personligt nederlag, Sephiran.. Jeg opgiver ikke den trone, før jeg går i graven!” endte han med en fast tone.
Vagterne gik til angreb, da kuglerne blev kastet, mens resten blev stående og kæmpede, for at komme fri af de rødder, som holdt dem fast. Gabriel gispede, da han røg henover gulvet, men hurtigt kom op igen. Hans hjerte hamrede og slog fast mod hans bryst. At han så pludselig skulle stå ansigt til ansigt med.. 5 af dem, som grinede.. En illusion.. en farlig ting at være oppe imod! Han knyttede næven fast. Hvem af dem var den rigtige?! Han nåede kun lige at hæve blikket, da der blev kastet kugler i hans retning – Kun af den ene. Den ene ramte ham direkte i brystet, med en stikkende smerte, som slog ham bagud. En af vagterne, var hurtigt henne ved den pågældende Sephiran, hævede sværdet med skaftet mod nakken, for at give ham et ordentligt slag, for at slå ham ud – hvis det virkede selvfølgelig. Gabriel tog sig til brystet, og fik sig kæmpet op.. Det skar og det stak virkelig, som aldrig før! ”Få ham stoppet, og ned i den kælder! Han skal magisikres NU!” endte han stakåndet.. Det gjorde virkelig ondt!

[Sephiran Acheron]

Situationen gik indtil videre lige efter Sephirans hoved, hvor han stod og spillede kortene som han ønskede. Vagterne reagerede direkte som han ønskede og det samme gjorde Gabriel, så faktisk var de bare en del af hans manipulerende spil. Han var spillemester i dette og han elskede det. Malisha havde han jo selv derhjemme; håbede bestemt ikke at hans far fandt hende, for det kunne være farligt både for Malisha, men også for ham. Han vædede flygtigt sine læber og knyttede hænderne stramt et øjeblik, da han kom til at tænke på sin far igen og direkte fik intensiveret vreden. Det var virkelig en god drivkraft trods alt! "Tror? Det er noget jeg ved. I lyse væsner dur ikke til noget som helst!" hvislede han. Hvis Gabriel mente, at tronen ikke blev opgivet før han gik i graven, så skulle han da glædeligt sendte ham direkte i graven! Han smilede skævt. Han havde fået uskadeliggjort en del af vagterne, der ikke kunne fri af hans rødder og det var en behagelig tanke for ham. Han nærede virkelig på denne situation og følte sig som en verdensmand. Illusionen var god, for han var blevet virkelig dygtig til at mestre den og havde slet ikke brug for den forstærkende magikugle til det længere. Nu kom det af sig selv... Det beviste jo bare, at han faktisk var mægtig! Han smilede sejrende, da Gabriel direkte røg i jorden og sendte nogle flere kugler afsted. En vagt sprang dog ind foran Gabriel og afværgede kuglerne, så han ikke blev ramt af flere og det ærgrede Sephiran sig over. Han sendte et par kugler mere, men flere vagter tog dem og de, som han ikke fik ramt, de nåede han til ham. Han var stadig virkelig dårlig til kamp uden magi og endte derfor med at lægge hånden på en vagts hoved og smeltede hjelmen sammen om hans ansigt, så han blev klemt. I og med han blev lidt optaget af at følge med i hvad han gjorde, så så han kun lige den anden af vagterne, der hævede sværdets skaft mod ham. Den ramte pletskud og allerede der, vendte det hele, for han vidste, at han havde tabt... fejlet. Og ydmygelsen gjorde allerede ondt, da han faldt til gulvet - besvimet.
To af vagterne sukkede en smule lettet og greb hurtigt fat i ham. En tredje vagt kom løbende med nogle magisikrende håndjern, der skulle være en foranstaltning indtil de fik ham placeret i den stærkeste celle i kælderen. De bar ham af sted.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Denne situation, kunne meget hurtigt gå hen og blive en meget uheldig situation for dem alle sammen, hvilket heller ikke ligefrem var noget som Gabriel ønskede på nogen måde! Som det nu var sagt, så var hans eneste mål ved dette, at få manden uskadeliggjort, så han ikke kunne gøre noget som helst ved denne sag! Han ønskede slet ikke, at der skulle ske hans folk noget ondt! Tvært imod. ”I dvasianere dømmer os for hurtigt, og det er det som er blevet jeres tab igennem historien!” fastholdt Gabriel. Selv han var kommet godt til hængterne igennem tiden, men det var jo tydeligt, ikke noget som denne mand havde bidt sig fast i.
Gabriel tog sig til brystet. Et par trykkede, hvis ikke brækkede ribben. Der var jo energi i den magi som manden direkte kastede rundt med, og det var noget som skulle stoppes, og gerne så hurtigt som muligt, det var da helt sikkert! Lyden af skrig, skar i hans hjerte, for det var slet ikke meningen at folk skulle komme til skade, for hans skyld! Det var slet ikke en tanke, som han kunne have med at gøre overhovedet! At se folk gå i gulvet.. hjelme smeltet til ansigtet.. Manden døde af det.. ingen tvivl om det. At de så langt om længe fik manden slået i gulvet, fik en form for lettelse over Gabriel igen. Manden blev hurtigt lagt i de magisikrede håndjern. En vagt var henne, for at hjælpe kongen ordentlig op. ”Få ham derned, før han vågner,” endte han mere sammenbidt. Han skar en grimasse, da han så hvordan de slæbte manden med sig ned i kælderen. Han støttede sig kort op af væggen. Han måtte få en healer til at kigge på det senere… Lige nu ville han bare sikre sig, at det hele gik som han ville have det, og at ingen kom yderligere til skade ved det. Han sukkede tungt, inden han søgte hen mod kælderen, hvor vagterne allerede havde fået smidt Sephiran ind i cellen længst væk fra alle andre, og den mest magisikrede som de overhovedet havde haft. Afventende stod han der.. til manden igen ville slå øjnene op.

[Sephiran Acheron]

Det hele var vendt meget pludseligt og Sephiran kunne i sin underbevidsthed allerede mærke det kæmpe nederlag. Det havde jo slet ikke været meningen! Han burde have ventet... ventet til Tiyanna havde lært ham om nærkamp, som han slet ikke mestrede selv specielt godt. At smelte hjelmen på en anden mand, havde været et nærmest desperat forsøg på at få mændene væk; men i det mindste så havde han da slået et par vagter ihjel og slået Gabriel i gulvet. Han hadede dog at indrømme sine svagheder, men han kendte dem jo udmærket og Tiyanna ville virkelig komme til at hade ham for dette. De ville skændes i lange tider, når han da engang kom herfra. Hvem vidste, hvor længe han faktisk ville være her og bare sidde i en kælder på Castle of Light? Han kunne slet ikke have med den tanke at gøre og det gjorde ham mere arrig end han var. Han skulle virkelig snart få gjort op med alt den frustration og det hele, som han gik og bar rundt på, for det var virkelig usundt for ham. Han fornemmede svagt at han blev båret, men ænsede ellers ikke rigtigt noget. Han blev smidt i den celle længst væk, hvor han kun havde sig selv og intet andet i en magisikret celle. Den ene vagt tog håndjernene med og så hastede de ud for at låse og sikre cellen.
Der gik ikke længe før han faktisk vågnede op og slog øjnene op. Han var hurtigt oppe at stå igen, selvom det gjorde ham en smule svimmel. Magien havde han endnu, det kunne han da mærke, men han kunne også fornemme, at han kun havde det lille areal han var inde i til at benytte sig af det. Snak om at gøre en mand sindssyg! Han knyttede næverne og børstede sin kappe. Han hadede denne situation, men gjorde alt for ikke at så ydmyget eller nedslået ud, selvom dette virkelig var et slag i hans stolthed. "Og hvad så nu, kære Gabriel? Vil du holde mig her? Jeg kan leve meget længe," endte han og kneb øjnene sammen.