Breaking the heart of Procias

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde i den grad ondt, men han forsøgte virkelig at lade som ingenting. Han kunne allerede nu høre Silia sige, at han skulle ligge sig ned, og slappe af, men det kunne han ikke, før han var helt sikker på, at sagen her var under kontrol! De havde været langt mere påpasselige med mange ting, efter alt det med Malisha, som havde været et kæmpe wake-up-call for dem alle sammen. Han ville ikke begå de samme fejl endnu en gang, og derfor vidste han allerede nu, at de måtte sætte et skrækeksempel for de øvrige lande som en advarsel om at skulle finde på noget lignende at gøre igen! Han søgte ned af trappen til kælderen, også selvom det gik smertende langsomt. Hånden støttede han mod sit bryst.. Den kugle havde uden tvivl brækket et par ribben, men mon ikke en healer eller Silia kunne tage sig af det efterfølgende? Han klemte øjnene fast sammen, og så til, at de fik sikret Sephiran hurtigt, men ordentligt. Han vidste jo allerede nu, at det slag, ikke ville være nok til at slå manden ud for lange tider, så det var bare at få det gjort, inden han ville slå øjnene op igen.
Da det endelig skete, og han rejste sig op, blev Gabriel stående ude foran. Der var ikke nogen vagter umiddelbar i nærheden af cellen, men de var der nede. Han kunne høre øvrige fanger råbe og skrige fra deres egne celler, nu hvor kongen var dernede. Han ignorerede dem. Lige nu, var det Sephiran, som havde hans fulde opmærksomhed. Han lod hovedet søge let på sned. ”Det kommer an på, hvor længe jeg lader dig leve, Sephiran.. Jeg har tilsyneladende et udeforstående med dvasianere, og det er på tide, at jeg sætter det skrækeksempel.. Jeg tolerere ikke, at I kontinuerligt begiver Jer over på denne side af grænsen med død og ødelæggelse til følge. Det her må ophøre nu… Med dig som den første,” endte han kortfattet. Rygtet om at manden netop var blevet gift, gik skam, hvilket han fandt ærgerligt, men han havde virkelig fået nok. Det satte for mange liv i fare ved det andet her!

[Sephiran Acheron]

Sephiran var virkelig ydmyget endnu engang, hvilket slet ikke var en tanke han kunne fordrage. Han vidste, at dette rygte ville løbe hurtigt rundt og sikkert nå igennem alle lande hurtigere end lynet. Tanken irriterede ham, for det var virkelig dårligt lys. Han vidste dog, at han selv var skyld i det, men han kunne ikke lade vær med at handle efter sine impulser, eftersom han gik efter sin første indskydelse. Det var så åbenbart også en svaghed, selvom han sjældent ville indrømme det. Det var dog desværre et fakta om ham selv og han gik meget efter kolde fakta. Han rullede øjnene, som han hørte andre fanger råbe op. I det mindste kunne han da lukke cellen af for lyd udefra hvis det skulle være, for han kunne bruge magi indenfor de 4 sider... et held. Han kunne da så underholde sig selv lidt, øve sig fortsat og også holde en illusion oppe. Gad vide hvordan lyset passede deres fanger? Sikkert ikke særligt godt. Han så mod Gabriel. Det så bestemt ud til, at manden faktisk havde ondt og det morede ham. "Du må nok hellere få kigget på dine ribben," hånede han køligt og foldede armene foran sig. Han stod selv op midt i cellen. Afstanden hadede han, for normalt stod han jo ude på den anden side og hans modstander inde i cellen. Gabriels ord fik dog hurtigt smilet af Sephirans fjæs, da han blegnede. Det eneste han frygtede her i verden; døden. Han havde jo ikke fået lavet en aftale i nu, så han gruede direkte for at dø, for... ville han også komme tilbage? Han sank en klump og stod et øjeblik tavs, da han ikke helt vidste, hvad han skulle sige. Han trak vejret dybt og lod armene falde ned langs siderne, som han knyttede næverne. Han fattede sig dog og kneb øjnene sammen. "Så snart du lukker mig ud af den her forbandede celle, vil jeg være længe borte, Gabriel," endte han overlegent.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel stirrede på Sephiran med en fast mine, mest for at ignorere den stikkende smerte, som han havde i brystet. Ja, hvad havde han regnet med? Han havde en warlock siddende i sin varetægt nu, men det faktum, at de gang på gang, skulle fortsætte med at komme til slottet her, var virkelig ved at irritere ham, også fordi at han frygtede, at de var lidt.. stik-i-rend-drenge, som bare skulle tjekke det ud, og nu var det på tide, at give svar retur, så Dvasias vidste, at det ikke var Procias, som man skulle lege med i denne forstand! Han forsøgte at rette sig op, selvom det var ham en tanke, som han meget hurtigt måtte opgive igen. Det gjorde virkelig ondt! Han skar en kort grimasse, selvom han rystede på hovedet af sig selv, og igen vendte blikket olmt mod ham. ”Jeg har det fint, ellers tak,” sagde han kortfattet. At se Sephiran stivne sådan, var tydeligt for Gabriel, en reaktion på det uventede. Det lignede måske ikke Procias, at tage disse drastiske midler i brug, men en gang skulle jo trods alt være den første. ”Jeg gav dig chancen, og du ville ikke tage imod.. Valg har konsekvenser, Sephiran, og nu er det på tide, at du tager dine. Det gør mig ondt, at du ikke har været i stand til at nyde dit ægteskab for længere tid.. Men man høster som man sår.. Jeg er nødt til at gøre, hvad jeg gør, for at beskytte mit folk,” afsluttede han sigende, inden han kort vendte blikket mod vagterne, som var i gang med at få ro på de sidste, inden han igen vendte blikket mod Sephiran. ”Nyd opholdet. Jeg kan forsikre dig, at det ikke bliver for lang tid,” afsluttede han sigende. Med disse ord, vendte han om på hælen, for at komme op i hallen igen. Først da han var ude af syne, for Sephiran, knækkede han nærmest sammen. Han tog sig til brystet.. Alene det at komme op af trappen, gjorde virkelig ondt! Og tanken om den store op til soveværelset? Han rystede på hovedet og med et mindre gisp. Han søgte i stedet for mod stuen, hvor han kunne lægge sig på den store sofa. Han skulle have hvile.. For det gjorde virkelig ondt!

[Sephiran Acheron]

Sephiran stirrede fast på Gabriel til gengæld. Han kunne uden tvivl godt se mandens smerte, selvom han prøvede at skjule det og han nød godt af det i denne situation. Han hadede at være fanget her, for han ville være på toppen, have magten. Han ville gerne være Konge. Rygterne om, at han nu sad i denne celle fremfor tronen, var dog sikkert allerede løbet til Imandra, da det spredte sig som en steppebrand. Der ville ikke gå mere end et par dage før Tiyanna også vidste det og hvad skulle hun så gøre? Han regnede ikke med at se hende her, for så meget betød de vel heller ikke for hinanden, vel? Han trak morende på smilebåndet, selvom det hurtigt stivnede og blev til frygt i stedet. Han skælvede en smule, men viste det så vidt muligt ikke, da Gabriel ikke skulle have den fornøjelse! Han vædede sine læber og knyttede hænderne hårdt, som han bare stod og mærkede det hele koge over. Det var virkelig en frygtelig følelse og han anede ikke hvad pokker han skulle gøre af sig selv, indelukket med sin egen magi; en bombe sprang jo også sig selv i luften. "Jeg glæder mig allerede til du lukker mig ud... Så skal jeg for alvor flå dit hoved af dig!" hvæsede han efter ham. Han hadede et blive vendt ryggen til og han fulgte ham med blikket hele vejen, indtil han var ude af syne.
Han vendte ryggen til gangen og stirrede ind i væggen. Han kylede magien direkte i vægen og blev ved at stykke tid, selvom det ikke hjalp noget, for den blev afværget. På et tidspunkt gav magien bagslag og kastede ham tilbage, så han landede på gulvet. Han kunne ikke klare dette! Tanken om døden var skræmmende på ham. Han uglede op i sit hår og hev sin kappe af, som han kylede fra sig, da han fik det ret varmt af at koge sådan. Et direkte uhyggeligt udbrød brød hans læber, som fik hele kælderen til at tie stille...

//Out.