Please, stay with me

[Deleted]

Det var ved at blive varmere i vejret, hvilket uden tvivl var en tanke som Alexander faktisk frygtede. Han frygtede virkelig for den dag, hvor Cassie ville tage derfra, for det ville jo blive varmt nok, til at hun kunne klare sig derude på et tidspunkt. Stort set hver eneste aften igennem den sidste tid, var han vågnet op, hvor hans eget kammer, virkelig duftede af hende.. Det havde ganske vidst forvirret ham. Hvorfor opsøgte hun ham, når han alligevel lå og sov? Han vågnede jo ikke af det! Kisten havde han igennem den seneste tid, skiftet ud med sengen, bare fordi at han vidste, at hun faktisk kom og lagde sig. Duften hang jo i alt af sengetøj og i hans eget tøj, da det jo heller ikke var noget, som han valgte at fjerne, når han nu alligevel lå og sov. Han brød sig jo ikke om, at nogen skulle se, hvordan han så ud.
Fuldstændig stille i sengen, uden at rokke så meget som en muskel, som om at han virkelig havde været død - Der lå Alex. Hænderne let foldet over brystet, som da han havde lagt sig til hvilen - Hvis han dog ikke var blevet flyttet vel at mærke, og med hovedet hvilende på puden. Det var hen mod aftenen nu, så der ville ikke var lang tid, før han ville vågne op igen, selvom det nu ikke var noget, som der var videre udsyn til lige foreløbig. Han nød at have Cassie rendende i huset, selvom de ikke rigtigt så noget til hinanden igennem dagen, så var det nok for ham, at vide, at hun bare var der.. At hun var tryg og sikker, og at han faktisk formåede at passe bare lidt på hende, selvom han vidste, at hendes tilstedeværelse i huset til dels havde været mod hendes vilje. I ny og næ, kom der et dæmpet suk, næsten som om at han faktisk lå og drømte. Et sted dybt i hans underbevidsthed, vidste han jo at Cassie ville komme.. Det havde hun gjort stort set hver eneste dag igennem den sidste tid. De dage hvor hun ikke havde gjort det, havde været de dage, hvor han havde været vred eller frustreret når han var stået op. En skuffelse et eller andet sted.. E ny følelse, som han var igang med at stifte et bekendskab med. For en mand uden følelser, eller forståelse for hvordan han skulle tackle det, så var det noget af en prøve, som han var blevet sat på. Han kunne virkelig ikke finde ud af det, og det som han slet ikke ønskede sig, var at skulle skuffe Cassie igen, så hun ville tage derfra, når han så brændende ønskede, at hun skulle blive. Han var rolig.. og han var afslappet. Et sted klar over, at han var i tryg forvaring, dersom Cassie ville lægge sig ved siden af ham - Som hun havde gjort hver eneste dag igennem den sidste tid.

[Cassie Imirachi]

Cassie listede ned af den lange gang, på nøgne fødder så ingen ville høre hende. Valarie havde fanget hende et par gange, men det var tilsyneladende lykkedes hende at tale sig ud af det.. som regel vel og mærke. Gennem vinduerne ramte dagens lys væggen, hvilket betød at alle i huset mere eller mindre lå i den søde søvn, foruden hende vel og mærke. Dog var hun kun stået op for et øjeblik, stadig iført sin lange silkenatkjole som hun ret målbevidst bevægede sig mod Alex værelse. Det hele var startet for måneder siden da han havde hentet hende hjem fra byen og havde sovet i hendes seng. Nat efter nat efter, havde hun listet sig ind til ham, lagt sig i den trange og ubehagelige kiste til nu hvor han i stedet var begyndt at bruge sengen. Hun stoppede ved døren ind til hans kammer før hun blidt skubbe den op og kastede et blik mellem dørsprækken. Som ventet lå han trygt og godt i søvnen.. i sengen hvilket gjorde det hele nemmere for hende. For lige at sikre sig at stien var ren, kastede hun et næsten bange blik fra den ene side af gangen til den anden, før hun klemte sig ind og lukkede døren så stille som muligt bag sig, selvom det egentlig var ligegyldigt, for Alex ville næppe vågne af det.
Lydløst åndede hun ud og strøg en hånd gennem sit store, mørke hår mens hun bare stod og betragtede hans døde skikkelse. Hun burde ikke, han elskede hende ikke, hvilket hun havde sagt gang på gang til sig selv i et forsøg på ikke at blive skuffet.. eller såret, det havde han allerede gjort ved hende så mange gange. På trods af sine egne advarsler, trådte hun lydløst tættere på sengen og satte sig på kanten. Han så, så fredelig ud, desuden var det så uendeligt rart at ligge ind til hans krop. Videre endnu lagde hun forsigtigt op til ham, helt ind til den faste krop. Hårerne rejste sig på hendes arme, for han var ikke ligefrem varm at ligge op af, og han lå som regel på dynen men hun gjorde det på trods af den tynde natkole. Langsomt listede hun en hånd til brystet, efterhånden vant til at møde det uden på skjorten, men måske det også bare var bedst sådan?

[Deleted]

Alexander lå stadig og sov med tøjet på, også selvom han måske glemte at lægge sig under dynen om aftenen, for at gøre det nemmere og bedre for Cassie.. Han nød når hun lagde sig ved siden af ham, og han vidste et sted i hans underbevidsthed, at hun kom og lagde sig. At døren gik op, var slet ikke noget, som han vågnede af på nogen måde. Han var så godt som.. død, når han lå der, som han gjorde nu, og nu hvor det var dag og det hele, så var han så langt væk, i sin egen søvn, at han var.. død. At hun så kom hen og lagde sig ved siden af ham, lagde han som sådan heller ikke rigtigt mærke til, foruden at det fulgte ham med en lettelse et eller andet sted. Han vidste, at hun lå der. Og det var noget som også lå i det hele.
I takt med at det nærmede sig solnedgangen, og det blev mørkere og mørkere, så nærmede det sig også, tiden for at Alexander skulle vågne op. I takt med at mørket for alvor faldt på, så slog han øjnene op. Ikke fordi, at han ville rokke en muskel.. Duften efter Cassie, tvang ham til at blive liggende fuldstændig stille i sengen for.. hun havde ikke bare været der.. hun lå der jo faktisk! Han blinkede let med øjnene, inden han drejede hovedet forsigtigt i retningen af hende. Hun lå der… hun lå der faktisk ved siden af ham. Selv turde han knapt nok at røre på sig, for han frygtede faktisk, at hun ville trække sig væk fra ham og forlade stedet her, for det var jo heller ikke ligefrem noget som han ønskede sig. Han sagde ikke så meget som et eneste ord, mens han lå der ved siden af hende… rokkede ikke så meget som en muskel i frygten for, at hun ville vågne op, for hvis han ikke tog meget fejl, så var hun.. nærmest som faldet i søvn? Hånden mod hans bryst, lod han sågar ligge.. Det føles godt.. Det føles virkelig godt, når hun lå der sammen med ham, og det var faktisk ikke en stund, som han ønskede at ødelægge.

[Cassie Imirachi]

Cassie lagde sig tæt ind mod hans iskolde krop og betragtede i lange sekunder hans bryst uden at observerer det hæve og sænke sig under den hånd hun havde sneget dertil. Vidste han at hun lå der? Nej hvordan kunne han, hun var altid væk inden mørket faldt på og han vågnede, selvom det oftest var svært for hende at holde sig vågen. Hun kvalte et gab og strøg hovedet tæt ind til hans krop selvom hun lå der og frøs. Tankerne flød i en fri strøm, hun kontrollerede dem ikke, desværre medførte det også en hurtig træthed. Flere gange tog hun sig selv i at lade blikket glide i skjul bag tunge øjenlåg og til sidst gled hun hen i en behagelig og tryg søvn, selvom det på ingen måde havde været meningen.
Timerne gik og mørket begyndte at falde på. Cassie havde sovet der hele tiden, hvilket i Alex arme, noget som hun altid havde ønsket sig at gøre. En lille stribe af savl faldt fra hendes mundvige og ned på skjorten der havde fået en mørk, afslørende plet. Egentlig var hun ikke synderlig elegant som hun lå der, ikke i forhold til hvad hun ellers plejede at være. De mørke lokker lå spredt for vidt og vinde hen over hans skulder, hals og ansigt. Hun havde ikke været helt rolig, det var blevet ret generelt at hun havde forskellige mareridt.. eller drømme, og fælles for dem, var at han oftest var en del af det ene såvel som det andet. Hun gryntede en smule komplet uvidende om hvor sene aftentimerne var blevet og at Alex faktisk var begyndt at vågne ved siden af hende. Det havde slet ikke været meningen at han skulle finde hende der, men det var for sent nu. Hendes vejetrækning var tung og dyb og hendes hjertebanken var rolig, ikke hurtig og nervøs som den plejede at være omkring ham. De så ikke hinanden meget i løbet af dagen, dette var praktisk talt den eneste måde hvorpå hun kunne tilbringe tid sammen med ham uden at føle sig direkte til grind, så var det ikke vigtigt hvor vidt han sov eller ej.

[Deleted]

Alex turde virkelig ikke røre så meget som en muskel i frygten for, at hun faktisk ville vågne, og trække sig væk fra ham. Han.. elskede hende jo, selvom han virkelig var bange for, hvad det var for nogen ord, ting, og store løfter, som lå i de ord, og det var skam også den eneste grund, til at han endnu ikke havde sagt dem. Han bed tænderne sammen. Han kunne jo ikke gøre noget som helst! Duften af hende var kraftig, og tog han ikke meget fejl, så lå hun faktisk og sov.. Han ville nyde det.. Han ønskede uden tvivl at nyde hvert et øjeblik! Varsomt hævede han hånden og greb fat om kanten af dynen, som han lige kunne nå, kun for at lægge den om hende, da han jo heller ikke ligefrem ønskede at hun skulle ligge og fryse. Som det nu var sagt, så frøs han jo ikke, og det der med at ligge under en dyne, var en pointe, som han bare aldrig havde forstået.
Hvor længe de egentlig lå der, vidste Alex ikke, men han kunne slet ikke få sig selv til at flytte sig, nu hvor han havde fået hende tæt ind mod sig, og hun faktisk lå der af in egen frie vilje, så var det noget, som kun passede ham ekstra fint! Han ville jo gerne finde ud af det hele med hende, men det var bare.. svært. Det var bare svært, når han slet ikke forstod sig på den slags, og det selv var jo bare.. fordi at han var det væsen, som han var? Han kunne ikke finde ud af den slags, og han forstod sig bare ikke på det, uanset hvor meget han så end gerne ville det! Han sank klumpen i halsen og lagde dynen godt om hende, så han kunne sikre sig, at hun ikke ville fryse. ”Bliv endelig liggende..” endte han så dæmpet, at der næsten ikke kom nogen lyd ud, men han.. var bare nødt til at sige det. Han ønskede jo ikke, at hun skulle trække sig væk fra ham, når hun lå der af sin frie vilje.

[Cassie Imirachi]

Det var endnu ikke gået op for Cassie at Alex var vågen, hun derimod lå og sov ganske godt ind til hans kolde krop. Hun havde trykket sig mere op mod ham gennem natten i et forsæg på at finde lidt varme men uden held. Hu gryntede lidt for sig selv, da han endelig lagde dynen om hende og derved også gav hende varmen. Hendes krop slappede øjeblikkeligt af. Uden at registrerer det selv strøg hun hånden en gang hen over hans bryst selvom hun endnu blev mødt af stof frem for bar hud, noget som hun bare havde vænnet sig til med tiden. Den blide hvisken i hendes ører, vækkede hende en smule. Hun havde sovet i flere timer sådan her, hvilket havde givet hende mere hvile end hun havde fået i det der føltes som årtier. En smule dovent strakte hun sig og kvalte et gab. Det gik ret hurtigt op for hende at hun ikke var alene, mest fordi hun kunne mærke hans krop og den varme dyne. I ét slog hun blikket op og så på ham med store, rædselsfyldte øjne. Var hun faldet i søvn?! Det havde ikke været meningen, hvad ville han tro om hende nu? Hendes hjerte bgeyndte omgående at slå stærkt uden at hun havde nogen mulighed for at kontrollere det, hun haede det udelukkende fordi hun vidste at han kunne spotte det, med det samme. Hun overvejede om hun skulle trække sig, på den anden side havde hun ikke lyst selvom han var kold, så var han også behagelig at være i nærheden af. ”Alex jeg.. er det allerede mørkt?” spurgte hun lidt uskyldigt og sank en klump. Hvordan kunne hun falde i søvn? Hun plejede at være ude længe inden han vågnede. ”Undskyld jeg burde ikke være her,” erkendte hun endeligt og trak hånden til sig dog uden at trække sig væk fra ham som sådan, det kunne hun ikke få sig selv til nu hvor hun lå der. Det var ikke ofte de havde sovet sammen selv som ægtefæller, men nu om dage måtte hun jo nok erkende at hun fortrød for… det kunne måske havde gjort det lettere for dem begge?

[Deleted]

Det var disse små stunder, som gjorde, at Alex ikke fik sine flip hen over dagen. Skuffelse var virkelig en grum ting, og specielt når det var hans egen skyld, når han håbede på, at hun ville opsøge ham. Nu havde han bevidst lagt sig hen i sengen, også fordi, at han vidste, at det gjorde det nemmere for hende. De mange følelser som hun var præget af, var uden tvivl noget, som virkelig forvirrede ham, for meget af det som hun sagde og gjorde, harmonerede slet ikke med det sprog, som hendes hjerte fortalte ham.. Så var det overhovedet underligt? Nu hvor han var vågnet, og så at hun lå der.. strøg ham over brystet, og lå nærmest helt oppe i ham, så følte han sig.. hel. Det var næsten som en evig fred, som havde sænket sig over ham, og det gjorde ham faktisk utrolig komfortabel når alt endelig skulle komme til alt. Dynen lagde han roligt om hende, for det var bestemt heller ikke meningen, at hun skulle ligge og fryse. Det var derimod noget af et menneskelige, som han havde fået styr på. At hun så derimod ville vågne, var ikke hans intention, også fordi, at han ikke ville have, at hun skulle trække sig. Næsten automatisk, så låste han grebet mere fast omkring hende. Hun skulle blive liggende! ”Det har været mørkt for en rum tid. Du må være faldet i søvn,” sagde han endeligt. Ikke fordi, at det gjorde ham noget.. Det bedste var, når han vågnede, og hendes duft hang over det hele.. Hun efterlod sig mere, end det som hun lige gik og troede, men det var vel heller ikke ligefrem nogen hemmelighed, var det? Han vendte blikket mod hende igen, da hun trak hånden til sig. Han ønskede virkelig ikke, at hun skulle gå nogen steder, men hvordan forklarede man lige det? På en måde, som hun forstod? ”Hvorfor, Cassie?” spurgte han endeligt. Bestemt ikke et spørgsmål, som han stillede særlig ofte, da han derimod var bedre til bare at konkludere tingene. Det var jo det, som han havde været nødt til frem til nu. Hvorfor skulle hun ikke være der? Når de begge to gerne ville det?

[Cassie Imirachi]

Det var meget nemmere at komme til ham nu hvor han havde skiftet kisten ud med sengen. Det der med at lægge sig i en kold, hård kiste med stort set ingen plads, det var for trangt og derfor havde hun egentlig droppet sine forsøg indtil det var gået op for hende at han igen var begyndt at lægge sig i sengen. Hun var langsomt kommet lidt til sig selv igen da han først havde lagt dynen omkring hende og derved endelig forsynet hende med en varme der var nødvendig for at hun kunne falde til ro. Hendes hjerte slog hurtige, faste slag nu hvor det gik op for hende at hun var faldet i søvn ved siden af ham. Hvad ville han ikke tænke? Hun blinkede forvirret og stoppede øjeblikkeligt med at stryge ham hen over brystet selvom hun endnu ikke fjernede sin hånd.. hun havde ikke lyst. En kende forvirret så Cassie ned af dem begge idet hans arm strammede sig om hende som om han.. forsøgte at holde hende der? Hun hævede de blå øjne til hans blik, underligt spørgende. ”Det.. må jeg,” medgav hun og forsøgte at få det til at lyde henkastet men uden videre held. Hun sukkede stille, nærmest lydløst. ”Fordi det her ikke er min plads. Det troede jeg det var.. jeg troede vi var gift, men det har aldrig været min plads. Jeg bildte mig selv ting ind og troede at det var sådan det var, og jeg gør kun ondt værre for både dig og med ved at liste mig herind om natten, men jeg kan ikke.. lade være,” erkendte hun med en undertone af frustration. Hun var blevet afhængig af en mand der ikke på nogen måde gengældte hendes følelser, det havde han gjort ret klart, og hvis han endelig havde, så havde andre kvinder vel heller ikke været så nødvendigt for ham? ”Undskyld Alex, jeg mener ikke at gøre noget af det her værre eller mere kompliceret end det allerede er,” det kunne godt være at han ikke forstod sig på følelser, men for hende var det vigtigt.

[Deleted]

Alex strammede automatisk grebet omkring Cassie. Han ville jo ikke have, at hun skulle gå nogen steder, og nu hvor det var gået op for hende, at hun faktisk var faldet i søvn, var han jo nødt til at gøre noget, for at holde hende der. Hans blik gled mod hendes skikkelse. Skulle han være helt ærlig, så havde han virkelig ingen anelse om, hvad hun snakket om. Alt det der følelsesnoget, havde han slet ikke styr på.. Det gav ingen mening for ham, og i hans forstand, var det ren vollapyk som hun fyrede af lige nu. Kunne hun ikke bare sige, hvad hun ville sige, i stedet for alt det andet? ”Hvorfor så lade være?” spurgte han. Alt det andet gav ikke mening for ham. Han var vant til at høre på hende, at han ikke forstod sig på hende, og uanset hvad han gjorde, for at vise, at han faktisk ønskede det, så var det bare aldrig godt nok.. Nu var det hende, som listede ind til ham om dagen, og han måtte jo erkende, at han godt kunne lide det.. Det var en bekræftelsesmetode, som han faktisk kunne forstå. Han vidste, at hun var der.. hendes duft hang i det hele, når han stod op, og det var noget, som gav ham en ro på tingene, allerede fra starten af. ”Af os to, må jeg vidst erkende, at det er dig, som gør tingene kompliceret, Cassie.. Hvorfor tror du jeg rykket tilbage i sengen? Du holdt op med at komme.. Din duft hænger i alt du har rørt ved.. Jeg har vidst i dage, at du har været forbi mit soveværelse.. vores soveværelse.” Det kunne godt være, at han havde formået at tage alle ved næsen, ved at bilde dem ind, at de havde været gift, men det var jo sådan, at han havde ønsket det.. Den tanke, havde jo så bare gjort hende mere frustreret end hvad han lige havde regnet med. ”Jeg har ganske vidst ikke styr på alt det som du fortæller mig.. Men jeg kan spørge dig om en ting.. Hvorfor tror du, jeg skænkede dig den ring og det ægteskab?” spurgte han. Han pakkede ikke tingene ind. Nu ville han bare have de klare ting på det rene.

[Cassie Imirachi]

Cassie så på Alex' bryst hvor hendes hånd hvilede frem for at se op på ham. Skammen var ret tydelig i hende, for hvad ville han ikke tro når hun listede sig ind på den måde efter han direkte ellers havde forsøgt at afvise hende? Deres opfattelser var så forskellige, hendes var menneskelig, præget af et bankende hjerte og de følelser som måtte høre med, mens han var dyrisk og det var instinkter som hun overhovedet ikke forstod sig på. "Det har jeg jo lige sagt?" svarede hun en kende forundret og vidste ikke rigtigt hvordan pokker hun skulle sige det på et sprog som han også forstod sig på. Den lille afsløring fik hende til at se op med en øget hjerterytme der førte blodet direkte til hendes kinder og lod dem blusse. Han havde vidst det i dage? "Hvorfor kommenterede du det aldrig? Kisten er trang og ubehagelig, jeg bryder mig ikke om at hvile i den, det erkender jeg gerne men jeg forstår intet af alt det her Alex. Det ene øjeblik står og fortæller mig at vi aldrig har været gift, og pludselig ligger vi her.. det er kompliceret," hviskede hun dæmpet og gjorde et langt strøg med håndryggen en smule irriteret over alt det stof der var i vejen, men hun kendte ligeså grunden til at han altid som beklædt. "Jeg troede det var det dyriske ejerskab, frem til jeg fandt ud af det ikke var ægte.. fri mig for gætterierne Alex," bad hun direkte og hævede blikket en smule. Med hans greb strammet omkring hende, så brugte hun det lidt som en undskyldning for ikke at kunne rejse sig, for det kunne hun vel i princippet ikke?

[Deleted]

Alex kunne virkelig ikke se det komplicerede i det.. Det var Cassie som selv havde valgt at tage afstand i udgangspunktet, hvoraf det var ham, som havde ønsket hende tættere. Han vidste at hun ikke havde brudt sig om kisten, men sengen gjorde ham selv virkelig sårbar i løbet af dagen og lyset, men hvad gjorde man ikke for hendes skyld? ”Hvorfor skulle jeg kommentere det? Jeg ved jo, at det øjeblik jeg gør det, så stopper du med at komme herind,” påpegede han sigende. Det var vel ikke engang en løgn, var det? Det var naturligvis noget, som gjorde ham direkte frustreret, end det gjorde noget andet, så derfor havde han valgt at holde mund. ”Det er dig, som vælger at gøre tingene kompliceret.. Jeg har altid sagt hvad jeg gerne ville have.. Dine ord modsiger dine handlinger..” Det var handlingerne som han så, men ordene som han hørte, og det harmonerede bare på ingen måde. Han trykkede hende tæt ind mod sig, simpelthen fordi at han vidste, at hun ville trække sig, hvis hun fik muligheden. Et sted glad for muligheden for at tage denne snak med hende, men der lå virkelig ikke noget andet i det for hans del.. Han ønskede hende som sin, og det havde skam ikke noget med det dyriske ejerskab over hende at gøre.. Selvom det allerede lå der, og det var skræmmende tydeligt. ”Det dyriske ejerskab, som du så pænt kalder det, har noget med det at gøre.. ja.. Men det er bestemt ikke den endelige grund.. Jeg ved hvad det betyder for jer menneskelige.. med hjerte, følelser og de mange tanker.. jeg.. forsøgte at gøre det så menneskeligt som muligt,” fortalte han med en dæmpet stemme. Det var jo ikke fordi, at han ikke ville have hende, for det var jo det som han ville! Det var bare hende, som valgte at gøre det så komplet umuligt, at alt han gjorde, var gjort forkert, og de så kom op og skændes.. Han hadede når det skete!

[Cassie Imirachi]

Sengen var umuligt valgt ud fra Alex' komfort og det vidste Cassie jo godt, men hun havde vel på sit vis benægtet det åbenlyse? Hun var bange for at lukke for meget op for ham som hun havde gjort da hun direkte havde givet ham de store og han ikke havde gengældt. Hun slog tanken væk og så lidt forsigtigt op på ham. "Og det ønsker du ikke?" spurgte hun en smule forundret og rynkede på panden. Det var ikke rigtigt gået op for hende at han gerne ville have hende der, på den anden side, så lå han nærmest og knugede om hende så hun ikke kunne flytte meget på sig. "Jeg har forsøgt Alex. Jeg sagde at jeg elskede dig en støre blottelse kan jeg ikke give dig, det er hvad jeg føler og jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal sige det, og at du ikke forstår dig på den følelse, det kan jeg virkelig ikke gøre noget ved," hun sukkede og stoppede sine kærtegn i et øjeblik også selvom hun stadig lå og så på den hånd som lå på hans bryst næsten med forventningen om at det ville hæve og sænke sig, men det skete naturligvis ikke. "Du er ikke menneskelig Alex og det har selv jeg måttet erkende. Jeg vil ikke ændre på hvad eller hvem du er, men jeg er nødt til at vide hvor jeg står, for det ved jeg aldrig med dig. Hver gang jeg får en idé om at vi kunne få det til at fungerer som et par, så laver du et eller andet der får mig til at tænke sti modsat," hun genoptog sine kærtegn denne gang lidt mere bevidst om det, men hun kunne simpelthen ikke lade være. Ligesom han følte at han ikke kunne gøre noget rigtigt, ligeså følte hun at hun ikke var tilstrækkelig for ham.

[Deleted]

Sengen var for Alex frygtelig sårbar, og han vidste hvor nemhan var at ramme, når han lå i den, men hvad gjorde man ikke for den kvinde, som man ønskede? Følelser havde han måske ikke ligefrem styr på, men det andet, vidste han skam godt hvordan han kunne gøre det, men det var jo stadig svært af den grund. ”Jeg vil have at du skal komme.. Jeg vil have at du skal ligge her ved mig.. også når jeg går til hvilen når solen står op,” fortalte han denne gang direkte. Var hun virkelig så blind, at hun ikke kunne se det? At hun så stoppet sine kærtegn af hans bryst, irriterede ham et eller andet sted. Han bed tænderne mere sammen, også selvom han slet ikke løsnede grebet omkring hendes skikkelse, for han ville ikke have at hun skulle trække sig væk fra ham. Alene den tanke, var faktisk noget som gjorde ondt. Og han kunne slet ikke forstå det. ”Det kan du ikke nej.. Derfor skal du heller ikke forvente, at jeg kan gengælde dem.. jeg ved at de ord er store, Cassie.. Frygtelig store. Jeg vil ikke give dig dem, før jeg ved hvad der ligger i dem… Jeg er aldrig blevet elsket eller holdt af, af nogen før.. Det er også svært for mig,” påpegede han med en sigende mine. Skabt som intet andet end et eksperiment, for at blive udsat for smerter, for at teste op på de vampyriske svagheder.. han havde aldrig oplevet at nogen havde taget ham i armene, beskyttet ham.. han havde altid haft sig selv og Carmine, og det var det. Han hævede hånden og tog omkring hendes hånd og trykkede let om den. ”Du gør det bestemt heller ikke nemt for dig selv, min kære. Du tænker for meget over tingene.. som jeg tænker for lidt. Jeg vil have det jeg vil have.. og det er dig som jeg vil have,” fortalte han med en ganske bestemt tone. Det måtte da også efterhånden gå op for hende, hvad han egentlig ønskede af hans iskolde og døde hjerte?