Trolddom!

[Deleted]

Groa knælede sammen i engens græs. Hun bar ikke en trævl på kroppen og tog sig til hovedet. Det dundrede, som hvis en flok hingste i brunst havde bisset rundt der oppe. Hendes syn ville ikke fokusere, og det hele var som en stor klump af tåge der havde opslugt hende. Hun udåndede, men på trods af det ellers varme forårsvejr kommer der damp fra hendes læber. Det var ikke af varme, men kulde. Hendes ånde var kold. Umenneskeligt kold, og hun forsøgte at få vejret. En sær symfoni af lutter ubehag og syrligt begær pulserede igennem hendes krop i kramper. Hendes kløftede tunge løb hen over hendes læber, og hun slog øjnene op. De var sorte, og hendes pupiller var to stikkende, hvide prikker, der rykkede rundt mens hun lyttede. De skræmmende øjne svandt langsomt bort indtil der i stedet var menneskelighed at finde og de karakteristiske lavendelblå øjne. Hendes vejrtrækning lød som et ekko, men det blev svagere og svagere og mere normalt. For hendes fødder er en vandpyt, og ved sit fald var der blevet spredt dråber ud over hendes lår. Hun betragtede veltilfredst sit spejlbillede: Fregner og bølgede lokker, hvor der før var lige manke og fejlfri hud, ellers ligner hun sig selv.
*Vidunderligt! Men der var et eller andet… Der var… Det er som om der er noget jeg ikke erindrer.*

Engens græs bølger fredfyldt. Det ligner havets bølger. Fuglene kvidrer, og for mange er der ikke noget der ser ud til at kunne ødelægge den ellers fredfyldte dag, men så – midt i stilheden brydes naturens sang af et højt sorgfuldt skrig og en kvindes røst. Der er ingen sorg større en moder der når at udleve sit afkom. En kvinde falder sammen om sin døde datter. Ved siden af hende ligger en kurv trillet omkuld og blomster, samt hønseæg ligger spredt og knust der omkring. Den unge kvinde er helt bleg, hendes øjne er hvide og hendes hud indtørret, som hvis hun er blevet mumificeret. Fra et sted ved hendes hals er der et bidemærke og fra det spreder der sig iskrystaller som opsluger ligets hud jo længere tid der går.
Blandt nogle træer når hun lige at se et gespenst – et tågevæsen forsvinde mellem træerne. Huden som luft, håret svævende rundt som væske. I sidste øjeblik inden det er væk vender det sig om og stirrer tomt tilbage på hende. Fra dets mund oser der en blå røg, og det vender hovedet på skrå som om det ikke helt forstår hendes smerte. ”Jeg elsker dine øjne” hvisles der, så vender det om og forsvinder blandt busk og krat.
”Mit lille barn! Det er deres skyld. De har forbandet godset. Jeg sagde det jo, og se nu! Røverpak, tyveknægte, troldkarle! Dæmoner!” Moderen skriger og river sig i håret. Hun løber rædselsslagent væk. Efterladt ved den døde kvinde er der en farvestrålende dragt og en harlequinmaske uden ejer. I det fjerne galopperer heste afsted med en vogn fyldt med skjalde, sigøjnere og dets lige. De har travlt med at komme væk, men der mangler nogen.

Larm. Groa rejste sig op med et sæt. Mindet forstærkede kun hendes bevidsthed om den menneskemængde der kom nærmere. Hun spejdede efter hjulsporet, men vognen og de andre optrædende er forsvundet. Hun begyndte at løbe igen, men hun havde ingen anelse om hvor hen.
Fra hendes mund løb et næsten useeligt spor af blå røg.

[Deleted]

Deád havde bevæget sig ud af den store hovedstad af Manjarno, og havde sat kursen mod landet. Hun sørgede altid for, ikke at blive det samme sted for lang tid, og det var blevet den tid hvor hun skulle videre. Deád havde nu vandret i to dage, og hun var snart løbet tør for mad. Hendes oppakning er aldrig stor, hun bar ikke andet end et hullet tæppet, fyldt med diverse ting såsom flintsten, en enkelt hullet gryde, en ekstra kappe der havde lokket hende på sin tørresnor imellem de mange gyder i Manjarno, og de rødder og bær hun nu har kunne finde på sin vej. Men alligevel var hun ved at løbe tør. Hun havde et stykke bark i sin ene mundvig som hun gumlede løs på for at stille sulten. Solen stod højt på himlen og den behagelig forårs vind blæste på den store eng, som hun skulle krydse for at komme til Natymia. Hun kiggede sig omkring i den smukke natur der omringede hende. I luften kunne der fra lang afstand høres fugle, men også galoppen af heste. Deád ændrede sit udseende stille og roligt, så hendes hvide hår, blev kort og brunt, og hun blev langsomt en smule højere. Øjnene skiftede farve fra tyrkis til grå, og hun lignede nu en ganske almindelig pige. Hun begyndte langsomt at fløjte men hun hoppede frem og tilbage. Der var ikke noget at frygte på denne tid af dagen, og Deád følte sig i godt humør selvom maven rumlede. Hun holdte øje med græsset under hendes fødder, og det så ganske indbydende ud. Hun standsede et kort øjeblik, inden hun besluttede sig. Hun havde ikke holdt pause i lang tid, så det var ved at være tid. Forsigtigt placerede hun tæppet ned på jorden og hun lagde sig ned ved siden af. Der var dejlig roligt, og lige i det øjeblik bekymrede Deád sig om intet.

[Deleted]

Endelig. Groas nøgne, blege krop gled ned bag en sten og en lille bakke. Hun kunne ikke høre dem meget længere. De var løbet forbi. Vinden blæste igennem hendes nye hår, og det fik hende til at smile stort: Frihed. En perlelatter undslap hende, men så forsvandt det, som om noget åd hendes glæde op og den aldrig havde været der.
”Det er ikke godt nok. Jeg er ikke god nok. Der mangler noget…” Hendes øjne stirrede stift frem for sig indtil hun hørte noget.
Havde de fundet hende? Langsomt listede hun på tåspidserne om den lille bakke. Der var nogen. Hun var sikker på det. På sine knæ krøb hun baglæns for at undslippe den mulige forfølger, og da bakken var ganske lille endte hun med at kravle ind i den brunhårede kvinde med en stejlen og et hvin.

[Deleted]

Deád hørte kort varigt et latter, men valgte at ignorere det. Der var ikke noget at være nervøs for. Det var svært at se hende der hvor hun lå, imellem det høje græs. Hun lukkede igen øjnene, og lyttede bare til fuglene i luften. Men det blev afbrudt af at en bleg nøgen kvinde kravlede ind i hende. Det kom pludseligt og den overraskede Deád gispede højt. Barken hun havde haft i munden, kløjes hun pludselig i, hun hostede voldsomt for at få det ud. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun kunne ikke holde det skrig tilbage der havde bygget sig op. Deád kravlede tilbage så hurtigt hun kunne, mens hendes øjne var fikseret på kvinden foran sig. Hendes hjerte bankede i hendes bryst og hun prøvede at få vejret efter at have hostet så voldsomt.

[Deleted]

Groa bakkede hurtigt, nærmest springende et par meter bag ud. Hun tog sig til brystkassen og gispede efter vejret over forskrækkelsen og… Vent… Tyggede kvinden på bark? Groa satte undrende hovedet på skrå indtil hun havde registreret noget.
”Du… Vent, du er ikke en af landsbyboerne, er du? Åh, vidunderligt. Jeg troede lige at du kom med ufærd.” Hun rejste sig rankt med sin lille størrelse, ikke meget større end den ungmø der vidst udførte en dans foran hende. I stedet for sin kjole og i mangel her på børstede hun sin brystkasse af, for græs.
”Jeg ville ønske at folk var mere påpasselige med den slags forskrækkelser. Det er så ubehøvlet
….
Hvad laver du?”

[Deleted]

Deád der stadig åndede tungt, kiggede forvirret undrende på Groa. ”Af hva?” hun hostede tungt igen. Hun kiggede på Groa som om hun var vanvittig, med et blik fyldt med undren. ”Jeg.. Undskyld mig? Det var ikke mig, der undlod at kigge sig for!” Sagde Deád med en stemme fyldt af let vrede, og mistro. En svag vrede begyndte at syde inde i hende. Hvad bildte hun sig dog ind? Deád havde bare lagt stille og roligt, da hun kom brasende! Og.. nøgen. Deád gispede igen. Kvinden var splitternøgen. Og lod ikke til at tage sig videre af det. ”Du er nøgen!?” Sagde hun forbavset, mere for at gøre kvinden klar over dette. Hun begyndte febrilsk at kigge sig omkring, for se om der var andre med hende. Men det så ud til at hun var alene. Deád besluttede sig for at kvinden måtte være vandvittig.

[Deleted]

Nok var Groa nøgen, men det var ikke noget der gjorde hende ubehag. Hendes rigtige form kunne ikke bære andet end magiske genstande, og tøjet ville derfor falde til jorden. Hun kiggede ned af sig selv.
”Ja! Det ER rigtigt” udbrød hun. Næsten som om det kom som en overraskelse. Hun pegede mod møen med et hævet øjenbryn.
”Og du bærer en kjole. Jeg har tabt mit tøj et stykke væk, og jeg kunne ikke komme til at få det igen. Dem jeg fulgtes med er kørt fra mig…” De var flygtet så snart de havde anet folket blive vredt.
Uden at være videre påvirket af situationen satte hun sig ned på det tæppe der tilhørte hende dér, den larmende. Groa kravlede tættere på hende.
”Æder du… træ? Er det normalt? Smager det godt?” Et stort nysgerrigt smil spirede frem på hendes lyse læber.

[Deleted]

Deád blev mere og mere frustreret for hvert sekund der gik. Kvinden tog sig ikke det mindste af hun var nøgen. ”Ja.. jeg..” Men hun forsatte. Hun var som en hvirvelvind. Hun standsede aldrig, og hun så ud til at forsætte. Tæpper skramlede da Groa satte sig på den, og Deád kunne kun se til, mens de få bær og rødder hun havde samlet sig, blødte ud efter stødet. Feád udstødte et halv suk halv hulk. Hvis hun havde haft lidt mad før, havde hun ingen nu. Men det varede kun et kort øjeblik, fordi så var kvinden ved at nærme sig hende. Hun rykkede igen tilbage. ”Jeg... ja.. nej” Det der før havde en afslappende tur, var ruineret. ”Bare! Stop et øjeblik!” Deád begyndte at hæve stemmen, som knak let. Hendes vejrtrækning var tung, og hun kunne mærke hvordan hun rystede let.

[Deleted]

”Åh undskyld. Var det din mad?” Groa spejdede under sig og tørrede et pureret bær op i munden med en finger og en meget godkendende lyd. Hun så heller ikke ud til at fortryde at hun havde sat sig der, for hun smilede stort og en anelse tomt, som om hun slet ikke tænkte videre over sine handlinger. Noget der med fremmede øjne ville kunne forklare hvorfor hun også gik omkring uden tøj på.
Det var indtil hendes hoved gled på sned, og hun bed sig i underlæben.
”Du ser ikke for rask ud. Det ligner at en flok okser har bisset over dit ansigt.”