Back on the dark side

[Lestat De Lochér]

Det havde været en underlig aften. Lestat huskede ikke noget fra førhen. Han vidste ikke, at den kvinde han netop havde taget fra et hus, var hans eget hus og at den kvinde var han kone, Jacqueline. Han vidste ikke, at de havde to børn sammen og det hele var bare helt sort i hans sind. Han var som slugt af det mørke, som Kimeya havde plantet i hans sind og alt han vidste nu, det var, at Kimeya var hans leder og overmand, som han skulle lytte til. Altid lytte til. Kvinden var en løgner, det havde Kimeya jo selv påstået og derfor lyttede han ikke til et ord af hvad kvinden sagde. Han havde lagt ringen om hendes hals og taget hende væk, selv på trods af, at der sad to børn. Men da det ikke var hans, så måtte nogle andre jo tage sig af dem, for han havde kun fået ordre omkring kvinden. Han dukkede op i Den Mørke Cirkel med hånden kraftigt lukket om hendes overarm og holdt hende tæt ind til sig, da den sorte lille røgsky forsvandt fra dem. Han vædede sine læber flygtigt, som han førte hende med sig. Han havde en sjov viden om hvor Kimeyas kontor var, hvilket næsten var helt underligt. Han gik igennem gangene og nåede til kontoret med kvinden på slæb, som han roligt bankede på og afventede, at han måtte komme ind. "Herre? Jeg har dæmonen, som du bad om," endte han roligt udenfor døren. Han trak vejret roligt. Alt som kvinden sagde, det var som vand for hans ører. Hun var dog en smuk kvinde, men hun var dæmon, så det var vist ikke noget han skulle mænge sig med. Han stod tålmodigt og ventede svar fra døren.

[Deleted]

Aldrig havde Jacqueline været i nærheden af Den Mørke Cirkel.. Det var generelt sjældent, at hun overhovedet var i nærheden af Dvasias, da hun ønskede at være hjemme, og bare tage sig af, hvad hun havde at tage sig af der, i stedet for alt det andet, for hun kunne slet ikke rumme det! At vide, at deres to elskede døtre sad alene derhjemme, var tanke nok til at gøre hende panikslagen, for hun ville hjem til dem! De skulle slet ikke have lov til at sidde der alene, og uden at have nogen til at passe på dem og holde dem sikre! Hun kunne kun håbe på, at Yelena havde hørt dem, og at hun kunne tage sig lidt af dem. ”Lestat, du ved slet ikke hvad du gør! Lad mig gå! Lad mig tage hjem til vores børn!” endte hun med en febrilsk stemme igen, for hun kunne slet ikke have med det at gøre! Stedet her var koldt og klamt, og hun brød sig bestemt ikke om at være der!
Som Lestats stemme lød, så reagerede Kimeya på den anden side af døren med ordene: ”Bring hende til kælderen.. Gør ved hende hvad du vil. Og… tag lige ringefingrene.. Det altid sjovt!” sagde Kimeya blot. Et sted kunne man jo se på Lestats arbejde med Jacquline som et tegn til, at det hele lystede og gjorde som de ville have det. Om muligt, så blev Jacqueline mere bleg. Ringen om hendes hals forhindrede hende i at gøre nogen modstand, som kunne hjælpe Lestat på nogen måde, og den tanke frustrerede hende virkelig! Hun rystede på hovedet. ”Lestat… ikke gør det… Ikke gør det..” Hun vendte blikket stille mod ham igen, og med en følelse af fortabelse i hendes øjne.. Hun var jo virkelig gjort hjælpeløs, og hun kunne slet ikke have det! Igen begyndte hun at vride sig, for at komme fri.. Hun kunne slet ikke have at hun skulle være fanget påden her måde, og da slet ikke her!

[Lestat De Lochér]

Lestat følte sig på en underlig måde ikke hjemme i Mørkets Cirkel, selvom det var den tanke han sad med. Han vidste, det var her han hørte til, men allerinderst inde i mavefornemmelsen, så var det ikke hjem. Han kneb øjnene sammen mod kvinden, som han faktisk ikke kendte navnet på, men kvinden kendte jo tydeligvis ham; han måtte være berygtet. De fleste kendte ham jo som Marvalos sorte får, så det var jo ikke underligt i hans hoved. Han så mod hende. Deres børn? Hun måtte da have slugt søm, for det var da slet ikke noget han vidste noget om. "Mine børn er døde, tøs," hvæsede han som han vendte de isblå øjne direkte mod hende. Han var iskold, ligeglad og faktisk bare... lystende til tortur. Warlocken havde virkelig fæstet sig i ham, som Kimeya havde formørket hans sind. Han trak tilfredst på smilebåndet ved sin Herres og storebrors ord. I hans tanker nu, så arbejdede han under sin bror for at få hans accept. Bare en snært af den? Han var jo stadig det sorte får. "Udmærket, Herre," sagde han med en tilfreds tone. Han vendte om og hev kvinden med sig, selvom hun prøvede at vride sig. Han var trods alt stærkere end hende.
Da de nåede kælderen så fandt han et tomt rum som han vidste var ekstra magifølsomt og bar på mange hemmeligheder. Eller, han følte, at han vidste det. Han skubbede hende fra sig i gulvet og lod døren glide i bag ham. "Hvad kan vi dog finde på," endte han og smilede skævt. Han havde alt for mange ideer, så han vidste faktisk slet ikke hvor han skulle starte. Han svang hånden over hende og lod lænker gribe hendes håndled, som trak hende op at hænge under lofter. Han holdt hånden ud og tænkte blot på en pisk som det første og det dukkede op i hans hånd. Han så mod hende og holdt den frie hånd over hende, hvor han lod hendes tøj direkte forsvinde. Han gik tæt hen til hende og gik en gang omkring hende og lod piskens tynde ende stryge omkring hendes skuldre og nakke på vejen. "Hvis du beder om mindre, får du mere... Forstået?" endte han og smilede grumt.

[Deleted]

Jacqueline var ikke dum, så hun havde en sjov tendens til at tro på, at Kimeya gjorde det her for at skade dem alle sammen.. for at få ting som han ville have, og så skulle det gå udover hans kære lillebror.. Lestat var en fantastisk mand, så hun så slet ikke på den mand, som hun stod ved siden af, som sin ægtemand. Nej, han var fanget et sted derinde, og hun ville virkelig gerne bare.. hjælpe ham med at finde den mand frem igen. At høre ham dødsdømme sine børn, var noget som gav hende en voldsom knude i maven. ”Hvad med Soraya og Lenore derhjemme? De piger der skreg efter dig?” spurgte hun. Han kunne da ikke sige, at de børn var døde for ham! Hun rystede på hovedet, da hun blev revet med ned mod kælderen, hvor hun knapt nok nåede at se sig om, inden lænkerne greb omkring hendes slanke håndled og tvang hende op under loftet. Det spændte, og det gjorde ondt, selvom han vel næppe tog sig af det? Hun vendte blikket mod ham. Den mand hun var gift med, ville aldrig lystre den ordre. At tøjet lige så bare skulle forsvinde, så hun hang der i ingenting.. Det hele hang.. Hun var jo ikke ligefrem ung længere, og hun havde givet liv til mange børn igennem hendes tid, så det var tydeligt at se på hendes krop også. Hun rystede på hovedet igen og så stille mod ham, da han pludselig stod der med en pisk i hånden.. Ville han virkelig slå hende med den? Det håbede hun da endelig ikke! ”D-du bærer en vielsesring på din finger Lestat.. Jeg har den samme.. For guds skyld, så må du ikke glemme hvor du kommer fra.. Du må ikke glemme vores børn..” endte hun med en dæmpet stemme. For hende, så var det virkelig det vigtigste.. Børnene måtte ikke glemmes.. hende selv, var underordnet, men børnene var virkelig det vigtigste for hende, og hun vidste, at det også var sådan at han havde det et sted inderst inde! ”Du må ikke gøre det…” hviskede hun dæmpet. Hun ville virkelig ikke!

[Lestat De Lochér]

At alt dette var at leve på en løgn, var ikke noget Lestat direkte indså med det samme. Lige nu troede han på, at det var denne kvinde, der prøvede at fylde ham med løgne. Måske havde hun direkte altid gjort det? Hvis hun var mentaldæmon kunne hun jo give alle mulige løgne og det gjorde hun vel faktisk også nu, så han troede slet ikke på hende. Han kneb øjnene sammen mod hende. Hvem snakkede hun om? De to møgunger, var ikke hans, så det bekræftede jo kun hvilken løgner hun var. "Jeg kender ingen ved det navn kvinde, så bild mig ikke de løgne ind!" hvislede han koldt. Han lod lænkerne gribe hende og holde hende på plads. Det var tydeligt for ham, at hun jo ikke var en så ung kvinde og at hun havde været mor mange gange, men det havde da virkelig intet med ham at gøre. Han vidste jo også godt selv, at han ikke var ung mere. Han så dog upåvirket ud af det og lod blot pisken kort stryge sig om hendes nakke for at tirre hende. Han trådte tilbage fra hende og kneb øjnene sammen, som han stillede sig bag hendes ryg. Hun skulle have så ondt, at hun aldrig ville glemme det! "Glemme hvor jeg kommer fra? Jeg har aldeles ikke glemt hvor jeg kommer fra, kvinde! Hvorfor tror du jeg knokler for min bror? Jeg har altid været det sorte får," hvislede han iskoldt. Han foldede pisken ud, der var cirka 1 meter lang og svang den ud efter hendes ryg så den gav et smæld ned over hendes ryg. Han smilede skævt. Hun var svag i hans øjne, for hun gav ham jo ikke direkte modstand. Men ikke desto mindre, så skulle han have det sjovt og gå i møde med sin mørke side.

[Deleted]

Jacqueline var ikke ung længere, og det var tydeligt at se på hendes krop. Hun dinglede i lænkerne for hun havde jo ikke ligefrem noget andet valg. De var gift… de var lykkelig gift, og nu skulle Kimeya godt nok også ødelægge det? Det var simpelthen ikke retfærdigt, og den tanke i sig selv, var noget som gjorde hende direkte hidsig, for det var slet ikke fair på nogen måde! Hun kneb øjnene sammen. ”Den eneste der lyver for dig, er Kimeya! Lenore og Soraya er dine døtre, og vi er gift!” Denne gang hævede hun stemmen.. Hun ville virkelig ikke have, at han skulle gøre det ved hende! Uanset hvad, så ville hun hellere hjælpe ham til at huske deres familie, så han i det mindste kunne tage hjem til deres børn, for hun regnede faktisk ikke rigtigt med, at hun skulle komme fra det her på den gode måde. Piskens kærtegn i hendes nakke, fik hende til at sitre, også fordi at hun vidste, at det ville komme til at gøre ondt.. Det ville komme til at gøre rigtig, rigtig ondt. Hun rystede på hovedet. Det var da tydeligt, at Kimeya havde gjort det, for at udnytte sin kære bror, og det skulle gå udover dem.. Han ville eliminere dem som Lestat havde noget med at gøre.. Han ville have at manden skulle ødelægge det hele? Og det ville hun slet ikke have! ”Kan du ikke se, at manden udnytter dig til at gøre det arbejde, som han selv ikke vil?! Han er jaloux på hvad vi har, Lestat! Ikke gør det!” Som han fjernede pisken fra hendes nakke, kunne hun næsten forestille sig, hvad der skulle ske, og hendes mentaldæmon var så fastlåst, at hun ikke engang kunne bruge den til at komme fra det hele igen.. Hun kunne ikke flygte.. heller ikke ind i sig selv. Som pisken røg direkte over hendes ryg, så spændte hun automatisk, da et voldsomt skrig brød hendes læber, for aldrig havde hun været udsat for noget lignende. Det brændt voldsomt, da huden nærmest sprang op ved hans piskeslag direkte over hendes ryg. Hendes krop sitrede, da blodet begyndte at pible frem. Aldrig havde hun været ude for noget lignende!

[Lestat De Lochér]

Selvom kvinden foran ham ikke direkte var ung mere, så var Lestat det jo heller ikke selv. På det plan dømte han hende ikke og et sted, syntes han jo, at hun var smuk. Han skubbede dog den tanke fra sig lige nu, for sådan kunne han slet ikke tænke om en dæmon; han havde haft nok at gøre med ikke-warlocks for livstid, så han prøvede jo bare - i sine tanker - at råde bod på det overfor sin bror. Han rullede øjnene, da hun hævede stemmen og kunne godt mærke hun var frustreret; men det måtte være et middel til at lure ham ind i hendes løgn og han ville ikke! "Du er den, der lyver for mig, tøs! Vi er bestemt ikke gift," hvæsede han gengældende til hende i en tone, der sagde, at han slet ikke ville diskutere det. Han kneb øjnene sammen, vædede flygtigt sine læber og så blot mod hende. Han trådte tilbage fra hende og gjorde selv klar til at piske hende. Hun skulle tortureres og han ville køre hende træt både fysisk og psykisk, ingen tvivl om det. Så lade hende ligge... men vække hende igen inden hun blev alt for rolig. Han trak vejret dybt og hørte godt hendes ord, selvom de slet ikke nåede ind. Han benægtede dem med det samme, for han vidste, at de ikke havde noget sammen. Det ville han aldrig have fået lov til og han ville ikke som familiens sorte får. Han ville jo ikke gøre det værre! "Jeg arbejder for min sag... så er jeg ligeglad med hvilket det er!" svarede han bestemt. Han satte den første streg på hendes ryg, hvor huden nærmest sprækkede og blodet kom ud; det behagede ham på en mærkelig måde. Og på en anden måde, så væmmedes han i det indre. Skriget var dog direkte som sød musik og som en drivkraft, så han begyndte at piske hende i en nærmest rytme, så de kom slag efter slag og slog streger over hendes sårbare ryg. Og han smilede med et koldt udtryk i øjnene. Da han havde pisket hende omtrent 100 gange, så lod han pisken forsvinde. Han trådte hen til hende og gik om foran hende, hvor han kiggede på hendes ansigt. Han greb fat i hendes kæbe. "Det er fantastisk... Hvordan en dæmon kan være så svag når det hele er låst inde... Herinde," endte han og med sin frie hånd, så prikkede han hende provokerende på panden.

[Deleted]

I det store og hele, så knuste det virkelig Jacqueline, at se Lestat på den måde, også fordi, at det var gået op for hende, at hun intet kunne gøre, for at gøre det bedre, så lang tid, at hun havde ringen på. En grim kvinde, var hun ikke, og hun vidste det jo godt, også selvom hun bestemt ikke havde regnet med, at han skulle lægge fingrene på hende på den måde, ofr det havde hun bestemt heller ikke set komme. Hun bed tænderne fast sammen og rystede på hovedet. Den her behandling ville hun slet ikke finde sig i! ”Kimeya har fået dig til at glemme din familie.. glemme mig og vores døtre, Lestat.. Lad det for guds skyld ikke gå ud over dem..!” endte hun direkte febrilsk. Hun havde bestemt ikke nogen intentioner om at blive hængende der, som hun gjorde lige nu! ”Kig på din hånd.. Vi har den samme ring..” forsøgte hun igen. Hun bed tænderne fast sammen og rystede på hovedet. Han vidste slet ikke hvad han gjorde, og det var jo hende det gik ud over, hvilket jo næsten var det værste af det hele! ”Han har jo bildt dig det ind!” endte hun endnu en gang. At han så bare gav sig til at slå løs på hendes ryg, var noget som satte en smerte i hende, som hun aldrig nogensinde havde oplevet det før. Skrigene brød hendes læber for lange tider, frem til han var færdig.. Blodet løb ned af ryggen, som nærmest kun måtte være et åbent sår, da pisken endelig holdt inde, og gav hende muligheden for bare at trække vejret en smule. Hun rystede voldsomt i lænkerne, og hun hang fuldkommen slapt, imens hun gispede efter vejret. Hun vågnede lidt op, da han greb omkring hendes kæbe, og nærmest tvang hende til at kigge på ham. Det var med længsel.. fortabelse og savn.. Det var ikke den mand hun var gift med.. Han var fanget i sit eget sind. Hun klemte øjnene let sammen, da han prikkede mod hendes pande. ”T-t… ta’ ringen a-af..” bad hun. Hun ville så brændende have ham til at huske dem igen! Bryde den magi som Kimeya havde lagt over ham! ”F-f..for S-Sora-aya og L-Lenore..” tilføjede hun. Hun var kørt tom for energi!

[Lestat De Lochér]

Lestat var i en helt anden sindstilstand. Mørket havde omsluttet ham og gemt hans egentligt person væk og tvunget den mørke side frem, der lå i ham naturligt igennem warlock racen. Inderst inde vidste han, at noget var galt her, men hvad det præcist var, det kunne han faktisk ikke sætte sin finger på, så for nu, gjorde han jo bare som Kimeya havde bedt ham om. Han trak skævt på smilebåndet, kynisk og koldt, da han fik blod på tanden af blodet og den smerte, som hun udstødte fra sin krop ved hvert slag. Han rullede øjnene. Hvordan kunne hun dog blive ved? Det var jo den samme løgn, som hun blev ved med at sige, så hun havde virkelig udtænkt den godt. "Jeg kender ikke noget til dig... eller dine døtre. Men det har intet med mig at gøre," endte han igen. Han blev snart træt af at diskutere det, for det var uden tvivl irriterende, at hun blev ved! Han rullede med øjnene, men skævede alligevel til sin ring uden at hun så det. For ham, betød det ikke noget angående hende, for det var jo bare en ring? Og hun kunne da altid komme at påstå, at det var en vielsesring, men det var vel bare en ring?! Han rullede med øjnene og gad slet ikke svare hende, før han trådte omkring hende og greb fat i hendes kæbe. Hun var næsten faldet sammen og vågnede, da han kom om til hende. Han grinte morende ad hende og fnøs. "Hvorfor skulle jeg? Dette er da meget sjovere," svarede han og grinte. Han stak hende en flad, da hun igen nævnte de to piger og trådte et skridt tilbage fra hende. "Stop med at nævne de navne, tøs!" hvæsede han til hende. Han kneb øjnene sammen og holdt en hånd op, som han nu sendte en psykisk smerte i hende ved form af en magi, der gik ind og sendte hende igennem hendes værste mareridt.

[Deleted]

Jacqueline skælvede.. Blodet løb ned af hendes ryg med et tydeligt ubehag. Hun havde aldrig haft så ondt igennem hele sit liv.. Vel også fordi at det var fordi at det var hendes egen mand, som gjorde den slags mod hende? Hun gispede ganske let, da han igen snakkede til hende. Hun holdt fast i hendes historie, ellers var det komplet lige meget. ”D-du hørte hende kalde efter dig, L-Lestat.. D-du hørte hende k-kalde dig f-far..” sagde hun dæmpet. Hun vidste, at han havde hørt det! Tungen strøg hun let over sine læber, også selvom hun voldsomt vågnede op, da han greb omkring hendes kæbe, og tvang blikket mod hende. Ringen havde han vel set, selvom det nu heller ikke var noget, som hun som sådan bed sig fast i læben ved hans ord. Det gjorde ondt at høre ham sige den slags ting.. Lige der, var hun faktisk glad for at hun havde ringen på.. Det mentale kunne meget vel ende med at tage hendes liv. Hun nåede ikke at sige noget, før han gav hende en på siden af hovedet. Hendes hoved røg nærmest til siden. Hun knyttede næven. Det brændt i hendes kind, selvom hun ikke sagde noget til det.. Han vidste ikke bedre.. Det var noget, som hun gang på gang måtte sige til sig selv. ”Inderst inde, ved du at det er dine børn, og at det her er forkert..!” Næsten som ordene blev tvunget i halsen på hende, da smerten bredte sig i hendes krop. Hun kunne virkelig ikke rumme mere.. Hun kunne ikke klare det fysiske i den forstand, efter hundrede piskeslag mod hendes ryg. Små gisp brød hendes læber, efterfulgt af et skrig. Hun kunne slet ikke have med det at gøre! ”S-STOP!” udbrød hun med en fast tone, for det gjorde virkelig, virkelig ondt, og hun kunne slet ikke have med det! Hendes krop gik nærmest i kramper i takt med smerten som skød igennem hende.. Hun hadede virkelig magi, når den blev brugt på den måde!

[Lestat De Lochér]

Indeni, der havde Lestat en følelse af, at han ikke hørte til her. At det han gjorde, ikke var ham. Men han kunne ikke komme ud af mørket, for det var som en evig tåge. Han var fanget i sit indre og kunne fra indersiden se hvad han gjorde uden at have kontrol over det og det var voldsomt frustrerende. Han så olmt på hende. Det sagde jo ingenting. Pigen kunne jo have kaldt efter en anden i huset, der var far, eftersom han regnede med, at hun havde en mand. "Det kan du sagtens sige, men du har intet at have det i. Hun kunne jo skråle efter sin egen far, fordi hun mærkede uråd..." afviste han hende blankt. Han holdt hendes blik fast på sig indtil han stak hende en flad, for han ville slet ikke høre det! Han trak vejret dybt og så fast på hende, som hun bare... blev ved og ved og det var pokkers frustrerende. Han kneb øjnene sammen og knyttede hænderne fast, som han hævede hånden og satte den psykiske mørke magi for hende, der sendte hende ind i sit værste mareridt. Samtidigt, så var det smertefuldt og han elskede det. Hendes skrig sang i hans øre på en meget behagelig måde, som han var sikker på ville få ham til at sove godt senere. Han grinte ondt og stoppede magien. Han var færdig for nu, for ryggen skulle hele en smule før han rigtigt kunne bruge den magiske tortur, som ville være næste skridt. Han ville tage det gang for gang og nærmest... bryde hende ned skridt for skridt. Han lo ondt og viftede hånden let, som gjorde, at lænkerne slap hende. Han lod hendes tøj dukke op igen og et usselt tæppe, som han smed på gulvet foran hende. "Jeg vender tilbage," endte han koldt. Han forlod det lille torturkammer og smækkede døren i bag sig i lås, for ingen skulle ind til hende ud over ham. Det var hans opgave.

//Out.

[Deleted]

Hverken Jacqueline eller Lestat hørte til der, og hun ville bestemt ikke give op uden en kamp for den mand som hun elskede og holdt af, og det ønskede hun at understrege for verdenen omkring dem! Selvom hun i øjeblikket dinglede i lænkerne som holdt hende oppe, så begyndte det virkelig at gøre ondt, og med alt det andet, som hun havde oplevet bare til nu, så var det helt klart noget som hun kunne mærke. Ringen om hendes hals føles næsten, som var den ved at kvæle hende, og hun kunne slet ikke have med den tanke at gøre! Han troede ikke på hende.. Og det gjorde ondt for hende at vide. ”Du er deres far!” fastholdt hun stædigt, da smerten endelig ophørte. Stærk fysisk var hun på ingen måde, og slet ikke når det mentale blev så fastlåst, at hun ikke kunne gøre noget som helst ved det. Hun gispede efter vejret, da han endelig gav hende en mulighed for at puste lettet ud. Hun slap et gisp, da lænkerne pludselig bare slap hende, og hun røg direkte i gulvet og landede stort set direkte på den blodige og opslåede ryg. Hun klemte øjnene sammen. Under normale omstændigheder, ville hun bestemt ikke blive mødt af den form for behandling, og det var næsten det som var værst.. hun havde brug for ham. Og her lå hun jo så. Hun vendte blikket mod ham, da han bare kastede et tæppe og hendes tøj hen til hende, selvom tøjet kunne hun ikke få på.. Det ville gøre for ondt i hendes ryg at få den på. Selv sagde hun ikke noget til det, da han bare gik, også selvom det var med tårer i øjnene. Tæppet greb hun forsigtigt ud efter, hvor hun trak det til sig, og trak det over sig. Hendes krop rystede, som hun nærmest måtte ligge der i sin egen blodpøl, men tanken om at flytte sig, var slet ikke noget som hun magtede.. Hendes kjole lagde hun under hovedet, bare for at have noget at ligge ved. Hun var træt.. Så det tog ikke lang tid, før hun faldt i søvn.

//Out