Let's try again... This time with a twist!

[Kimeya Marvalo]

Det var ved at være en sen aften, da Kimeya endnu en gang havde valgt at lægge turen forbi Imandra. Nærmere beliggenheden af De Lochér Mansion.. Det sted, som han vidste at hans kære lillebror holdt til, og det var alt sammen information, som han kunne takke den unge Yelena for. Efter det store brud på venskabet mellem ham selv og Sephiran havde han været nødsaget til at gøre brug af lidt andre metoder, og det var uden tvivl også det, som han havde i sinde, at gøre i denne stund, ingen tvivl om det. Det var skam ikke fordi, at han havde noget imod at gøre tingene selv.. Det var bare så meget nemmere, når man kunne få nogen til at gøre alt det sure arbejde for en selv. Han selv blev stående et godt stykke fra huset og holdt bare øje.. For at være sikker på at alle var gået til sengs, så han ikke stødte på ubehagelige overraskelser på vejen, for langt de flest scenarier havde han allerede udtænkt sig i hovedet, og han havde det perfekte middel, til at få tingene, som han gerne ville have dem, og det var skam også noget af det, som passede ham særdeles udmærket.
Som de sidste lys synes at gå ud, tog Kimeya det første skridt. Han nærmede sig roligt lågerne, som han bare skubbede op. Uanset hvad af værn, som skulle beskytte dette sted, så var det ikke stærkt nok, til at holde ham ude. Han smilede let for sig selv. Han nåede døren. Han ville gøre det betydeligt mere diskret denne gang, end hvad han ville gøre normalt. Lyset meldte sig i hans hånd, og døren gik op.. Han tvang den op og søgte indenfor. Det spørges om Lestat vågnede ved hans energi? Eller om hans elskede hustru ville gøre det først? Han så sig omkring. Selvfølgelig var han fascineret af hjemmet her, selvom det på ingen måder, var af typen, som ville slå Marvalo Mansion, som lå i Dvasias.. Det kære hus, som havde vækket skræk og gru igennem rigtig mange år.

[Lestat De Lochér]

Lestat var den sidste til at gå i seng til aften. Den sidste tid havde han været godt i gang med at træne med Caleb og det gik allerede fremad. Det var rart at se ham gå op i sin træning, når han vidste, hvad manden kom fra. Han havde siddet med næsen i papirerne siden pigerne var faldet i søvn på deres børneværelse, der lå lige ved siden af Jacquelines og hans eget værelse. Han fik pakket det hele væk så godt som muligt, ellers lagt pænt på bordet og pustede så stearinlyset ud. Han fik smidt det øverste lag tøj og kravlede under dynen ved siden af Jacqueline, hvor han lagde sig om på siden og slukkede lyset ved siden ligeså. Han trak vejret roligt. Han nåede dog ikke ikke at falde helt i søvn, før han fornemmede, at der var indtrængende på grunden. Og han kunne også kende den magiske følelse, hvilket fik ham til at bide tænderne kraftigt sammen; det var han ikke klar til endnu! Han sank en klump og kom hurtigt op og fik trukket i bukser og en skjorte samt sine sko og bandt dem magisk, som han gik om på siden af sengen til Jacqueline. Han kyssede hendes kind og fik hende vækket. "Jeg vil ikke gøre dig urolig, elskede... Men jeg kan fornemme min broder i huset. Beskyt børnene og hvis der sker noget alvorligt, så lov mig du vil flygte fra huset," endte han yderst alvorligt og så på hende og ønskede, at hun skulle forstå. Han vendte sig rundt og forlod værelset hurtigt for at nå trappen, hvor han stoppede på toppen. Hvad ville den mand nu?! Han havde ikke gjort ham noget i lange tider og havde jo ikke engang taget hævn over sidst, hvor han var kommet hjem med en forbandelse. På det tidspunkt, havde han dog stadigvæk været vampyr. Nu var han jo warlock og faktisk tilbage til et rimelig stærkt punkt. Han gik afmålt ned ad trappen og vendte de isblå øjne mod ham. "Hvad vil du, kære broder?" endte han køligt og selv sarkastisk da han sagde 'kære'. Han nåede ned i forhallen hvor han stoppede op og trak vejret dybt. Han håbede Jacqueline hørte efter!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste godt, at det her var med en tydelig risiko, men det var en risiko, som han var mere end villig til at løbe. Det ville uden tvivl være bedst, hvis det bare var Lestat som reagerede på det, da han – for nu vel at mærke, ikke ønskede at skabe uro af nogen slags, og det ville han vel komme til, hvis han gjorde det? Han vendte blikket omkring, da han var kommet ind. Han troede ikke på, at manden ville lade stedet her fremstå fuldstændig uden nogen form for magisk beskyttelse af nogen slags, og specielt efter han havde været i huset en gang tidligere. Og nu hvor han vidste hvor det lå, så var det jo en fantastisk dejlig trussel, at gøre brug af, kunne man jo sige. Han vendte blikket roligt i retningen af trappen.. Han kunne ænse Lestats energi, så han vidste at manden ar på vej og at han var vågen. Han smilede tilfredst.. Så lang tid at hans hustru holdt sig væk, så var han slet ikke i tvivl om, at han nok skulle få tingene som han ville have.
Den rødlige dragt som han havde på, indikerede tydeligt hvilken sindstilstand, som han befandt sig i. For ham, så var det hans naturlige og hverdagsbeklædning nu, for han var stolt af det.. Han var uden tvivl stolt af det! Han rettede sig op, og skød brystet frem. For nu, valgte han alligevel at holde sig fuldkommen rolig. ”Jeg ventede dig blot.. Min kære lillebror,” sagde han sigende. Han vidste, at han havde kørt meget på den mand, og eftersom Sephiran havde valgt at stikke af med halen mellem benene, måtte han jo finde en ny til at indtage den plads, og der havde han valgt sin kære lillebror, så han gav bestemt heller ikke knægten noget andet valg end at gøre som han sagde, og han havde jo det perfekte at true ham på. Han vendte kort blikket mod trappen. ”Min kære svigerinde kommer ikke? Perfekt..” Han vendte igen blikket mod ham endnu en gang. Stadig fuldkommen rolig.. uhyggelig rolig.

[Lestat De Lochér]

Lestat havde slet ikke overskud til dette. Han ønskede ingen konflikter lige nu, så det, at Kimeya nu var i huset, det gjorde ikke tingene gode. Han ønskede derfor ikke, at Jacqueline skulle indblandes, så derfor havde han også bedt hende være ved børnene, da han intet ville risikere selv. Derpå gik han selv sin bror i møde i indgangshallen og stoppede op nogle meter fra ham. Han så mod ham med et koldt blik, der slet ikke fandt sig i sjov eller lignende lige nu. Det var et dårligt tidspunkt, ja faktisk, ville han slet ikke have ham her! Han holdt hænderne roligt ned langs siderne og blev stående. Kimeya var i sin røde dragt, som han havde hørt rygter om selv her i Imandra, og det var ikke et humør han ønskede at møde ham i. Han så alt for stolt og selvtilfreds ud og tog nok ikke et nej for svar. Han sank en klump og så mistænksomt på ham. Hvornår ventede den mand nogensinde på noget? Han var tydeligvis op til noget og han frygtede for hvad. Han havde hørt, at Sephiran havde brudt op og gik egne veje nu, for han havde jo samarbejde med det dvasianske marked. Han vædede sine læber let og trådte varsomt nærmere og stoppede op cirka 5 meter fra ham. "Ventede mig ligefrem?" endte han kortfattet og tydeligt mistroisk. Han trak vejret dybt og forholdt sig rolig, for indtil videre gjorde Kimeya det samme, selvom det var en nærmest uhyggelig rolighed. "Hvis jeg ej er din broder, som du så ofte har sagt, så er Jacqueline heller ikke din svigerinde," afviste han ham blankt. Han kneb øjnene en smule sammen. Hvad skulle han forvente af dette? Han vidste det ikke. Men det tydede da ikke godt, når Kimeya tog hele vejen hertil! "Hvad vil du?" endte han.

[Kimeya Marvalo]

Umiddelbart var Kimeya ikke ude på at gøre Lestats familie noget ondt, så derfor håbede han naturligvis på, at manden ville komme alene. Om han ønskede at bevare sin familie og passe på, så ville han bede Jacqueline om at blive ovenpå. Han vidste, at der var sket rigtig meget omkring denne lille familie, og han ville lyve hvis han ville sige, at han havde tænkt på det, for han var mildest talt ligeglad. Han stod i dragten, og manden vidste vel allerede hvad et betød? Ikke fordi, at det var noget som gjorde ham det mindste. Det gjorde sagerne meget nemmere for ham. ”Naturligvis,” sagde han roligt. Det var tydeligt for ham, at manden virkelig forsøgte at beskytte sin hustru, så det kom egentlig ikke særlig meget bag på ham. Han lod hovedet søge en kende på sned. Han trak kort på smilebåndet. Jacqueline var hans svigerinde, i og med, at hun var gift med hans elendige lillebror, så det var jo heller ikke rigtigt fordi, at man kunne gøre alverdens ved det af den grund, kunne man jo sige. ”Hun valgte at gifte sig med familiens sorte får.. Det gør hende desværre i den sammenhæng til min svigerinde.. Det er nu uanset ikke hende, som jeg er kommet her for..” Denne gang vendte han sig direkte mod ham i stedet for. Han havde mange andre ting i hovedet, som han ønskede at føre ud i livet – Igen mest for sin egen skyld. Han var jo ikke ligefrem en mand, som tænkte på andre end sig selv.. Sådan havde det jo trods alt altid været. Han tog et skridt mod ham. Han hævede roligt hånden, hvor næsten usynlige reb greb fat om Lestat, for at holde ham fuldstændig fast. Han var sin bror overlegen hvad angik magi, og det var noget som han vidste. Og det var noget som han helt klart havde tænkt sig at udnytte. ”Jeg har et enestående tilbud til dig, Lestat.. Et tilbud, som du ikke kan sige nej til,” sagde han med en kortfattet stemme. Han tog ikke nej for et svar.. HA nville ikke få noget andet valg!

[Lestat De Lochér]

Lestat håbede ikke, at Kimeya var ude på nogen form for magisk kamp. Hans bror var ham overlegen, det vidste han jo godt og det gjorde ham også frygtsom. Men uanset, så ville han gøre sit bedste for at beskytte Jacqueline, hvis det kom til det! Som han trænede med Caleb, så fik han jo heldigvis også selv styrket og genopfrisket sin magi. Det var et dårligt tidspunkt Kimeya dukkede op, for familien var jo netop kommet på rette spor og havde fået Yelena hjem og nu var han sikker på, at det hele skulle gå galt igen. Men han måtte jo tage det som det kom. Han var dog lidt bange for dette, for manden havde jo dragten på og det tydede jo faktisk ikke godt. Han var ude på et eller andet og hvad det var, det anede han faktisk ikke. Han rullede med øjnene og trådte ham i møde, selvom han stadigvæk holdt en vis afstand til ham. Han beskyttede Jacqueline og børnene for enhver pris og han mente ikke, at de havde noget med Kimeya at gøre, siden han jo knapt havde noget med den mand at gøre; og han var jo nærmest blevet afskrevet. Han vidste udmærket godt, at han var familiens sorte får, men det fik ham alligevel til at knibe øjnene en smule sammen. I det mindste var han da warlock i dag og boede i et neutralt land, holdt sig forholdsvist ude af samfundet og passede bare sin handel. "Udmærket... Så sig mig: Hvad kan jeg overhovedet gøre for dig?" spurgte han. Han trak vejret dybt og håbede på det bedste, selvom det nok aldrig ville ske. Han spændte let kroppen og nåede kun lige at holde holder op foran sig, som de usynlige reb greb fat om ham. Hans arme blev låst ind mod kroppen og han stod og holdt balancen så han ikke faldt. Han fnøs ad ham. "Du kan umuligt have et tilbud, jeg vil bryde mig om... Hvad vil du have af mig?" spurgte han. Han ville gerne høre det, selvom han frygtede for det. Hans hjerte hamrede lidt hårdere mod hans bryst.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya gik stort set altid i dragten i disse dage, selvom det ikke var noget som han tog som noget tungt som sådan. Det var hans hverdagstøj nu, og han var stolt af det, som han havde udrettet for at få den på, så det var noget som passede ham særdeles udmærket, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han vendte blikket direkte mod hans skikkelse. Han var familiens sorte får, og det var også den betegnelse, som han havde fået siden han havde været en lille dreng, og det vidste han jo. Han kneb øjnene fast sammen og med blikket fast hvilende på hans skikkelse. ”Mere end hvad du går og tror, kære bror..” Det var ikke fordi at han var ude på en magisk kamp, for det vidste han godt, at Lestat ikke kunne holde til. I det tilfælde, så skulle han jo desværre have fat i Sephiran, som en af de yderst få, som faktisk kunne yde ham noget, som bare mindede om en modstand, som han kunne mærke. Nu hvor manden stod fast alligevel, så trådte han mod ham, selvom det nok slet ikke virkede truende som sådan, i forhold til hvad han ville have gjort normalt, så var det ikke noget, som gjorde nogen forskel for ham som sådan. Han stoppede op lige foran ham og med hovedet som han lod søge let på sned. Det var næsten for nemt, men det var nu sådan at han bedst kunne lide det, hvis han nu selv skulle sige det. Hånden greb let omkring hans kæbe, kun for at tvinge hans blik mod sig. Den anden hånd lagde han roligt mod hans pande. ”Vi kan gøre det nemt… Jeg vil have dig til at glemme alt om din familie her.. alt om Jacqueline.. Dine børn… Og komme med mig til Den Mørke Cirkel.. og gøre hvad jeg vil have du skal gøre.. uden at stille spørgsmål..” Ud fra hans hånd, strømmede den mørke magi, som han havde i sin besiddelse og lod det søge direkte ind i Lestats sind.. for at få ham til at glemme sin familie og drive mørket frem i ham for alvor – som det skulle have været for mange år siden.

[Lestat De Lochér]

Lestat stod også i sit normale hverdagstøj, selvom han var hoppet hurtigt i det, så snart han havde mærket Kimeyas tilstedeværelse. Han bare blot sin skjorte, bukser og sko, da han jo på forhånd vidste, at det kunne trække ud eller ende galt og så ville han da ikke stå i ingenting. Kimeyas hverdagstøj var noget mærkelig noget, for han ville aldrig ønske at gå i sådan en tætsiddende dragt, for det var der da virkelig intet mandigt over. Han havde altid vist, at han var familiens sorte får, men familien var ham så fjern, at det slet ikke berørte ham. Hans familie var Jacqueline og børnene og ikke flere end det, for han ville bare gerne være ude af problemer. Han bed tænderne sammen. Kimeya havde en plan og det ville aldrig være noget, han faktisk ville bryde sig om. Han spændte i kroppen og kommenterede ikke, for der var jo ikke så meget at sige. Rebene føltes ubehagelige om hans krop og han vidste, at han ikke var stærk nok til at kæmpe imod, hvilket faktisk var en nedslående tanke. Hans bror trådte altid på ham! Han trak vejret dybt og pustede ud, som han blot holdt sine isblå øjne direkte på Kimeya, som han kom tættere på. Det var alt for nemt for ham og han hadede tanken. Da Kimeya greb fat i hans kæbe, så rykkede han sig ikke og han så bare trodsigt på ham. Kort blev han dog nærmest skeløjet for at kigge på Kimeyas hånd, som han slet ikke brød sig om. Han prøvede at dreje hovedet væk, men han holdt jo lidt for godt fast. Han blev bleg i ansigtet ved mandens ord og hans hjerte hamrede endnu mere. "Stop... Slip mig!" hvæsede han febrilsk og så panikslagen ud. Han drejede sig frem og tilbage og prøvede at flytte hovedet væk, selvom det ikke hjalp. Da magien nåede helt ind, så blev hans ansigt køligt og neutralt. Hans øjne blev nærmest skarpere og han stoppede med at vride sig, men stod bare fuldstændigt stille. Nu med falske tanker om, at han var fuldt Kimeyas mand og klar til at gøre, hvad end han bad ham om. Han blinkede en smule med øjnene og prøvede at komme til sig selv, faktisk forvirret over hvad han lige lavede her et øjeblik. Han vred sig lidt igen, men nu ikke på samme måde som før. "Herre...?" spurgte han tomt.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste, at han var en hård mand, og det var også sådan, at han så det for øjeblikket. Han havde brug for en mand, til at gøre de sure ting for ham, som han ikke selv ville, eller havde tiden til.. Han manglede Sephiran i det henseende, og derfor var det ligesom vigtigt for ham, at sikre sig, at denne plads blev opretholdt. Det var sådan det var for warlockerne.. Der skulle være styr på tingene, ellers faldt det hele fuldstændig sammen, og det var slet ikke noget som han var det mindste interesseret i, på nogen som helst måde overhovedet! Han så til som Lestat stod bundet der.. Det var virkelig for nemt.. men det var også sådan han bedst kunne lide det, da han heller ikke ønskede, at vække for megen opsigt, hvis det var noget, som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han tog fat om hans kæbe og lagde den anden hånd mod hans pande. ”Det kommer ikke til at gøre ondt.. Det mindste,” endte han med en fast og kortfattet mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Magien fæstede sig.. skubbede alle minderne ud af hans familie og hans børn, inden han roligt lod rebene slippe ham, og lade ham finde til rette med det hele.. også mest for at sikre sig, at det hele gik som han nu havde planlagt det hele. Som han kaldte ham for ’Herre’, måtte det tilfredse smil brede sig tydeligt på hans læber, for det var noget som uden tvivl passede ham selv utrolig fint! Han gjorde en let bevægelse med sin ene hånd, hvor han stod med en tynd og slank metalring i sin hånd. Han var nødt til at eliminere det som kunne ødelægge det hele her. ”Piben fik straks en anden lyd… Ovenpå har du en dæmon.. Mentaldæmon.. Giv hende den her på, og bring hende til Den Mørke Cirkel. Hun vil nok bilde dig alt mulig ind om ægteskab og børn.. Lyt ikke til hende.. Lyt kun til mig.” sagde han bestemt, idet han rakte ringen mod Lestat. Han forventede og krævede, at han skulle gøre det! Ved disse ord, forlod han selv stedet, for at afvente Kimeya i Den Mørke Cirkel, hvor arbejdet skulle gøres.

//Out

[Lestat De Lochér]

Det hele blev nærmest sort i Lestats sind. Han huskede intet om Jacqueline, børnene eller hele tilværelsen her som familiemand. Han vidste nu bare, at han skulle gøre, som Kimeya sagde og det var den tanke, der fæstede sig i ham. I hans sind, så var dette noget familieanliggende, der pressede sig på og at sådan havde det altid været. Magien fik skubbet stort set alt væk og gjorde ham til en mand, som Kimeya kunne bede om alt og få til alt. Han trak vejret dybt og som rebene slap ham, så knyttede han også hænderne og mødte hans blik med sine isblå øjne. Herre faldt ham meget naturligt pludseligt og nu tænkte han slet ikke over, at Kimeya faktisk stod i den dragt. Han var som hjernevasket og ikke mere end en maskine, som Kimeya kunne programmere som han fandt det sjovt. Han så undersøgende på ringen i hans hånd som han fremmanede den og tog imod den, som han spidsede øre overfor ordren. Han blinkede med øjnene en smule og nikkede kort. En mentaldæmon skulle bestemt have ringen på, for ellers kunne vedkommende rode rundt i ens hoved og det ønskede han da slet ikke! Han trak koldt på smilebåndet, nærmest kynisk og glædede sig allerede til at fange denne dæmon. Pludseligt, var han meget raceracistisk som de fleste warlocks og mere inde i mørket, end nogensinde før. "Ja, Herre," svarede han og bøjede hovedet for ham. Han kendte nu intet om børnene eller det andet og så valgte han at søge efter denne dæmon. Først kiggede han i soveværelset, hvor der dog var tomt. Men han kunne høre, at der var snak i et værelse lige ved og han åbnede døren dertil. Dæmonen, den voksne kvinde med det lyse hår måtte det jo være. Ringen gemte han bag ryggen som han roligt trådte ind til hende og nåede hen til hende. Ringen åbnede han bag sin ryg og i en hurtig bevægelse fik han den placeret og lukket omkring kvindens hals. Børnene, der sad vågne ved hende, ænsede han knapt nok, for de havde ikke lydt i ordren. "Følg med," endte han roligt og greb fat om hendes arm som han trak hende mod trappen igen.

[Deleted]

Jacqueline var vågnet, da Lestat havde vækket hende, og bedt hende om at være obs på børnene.. Noget skete.. o det kunne hun slet ikke lide! Med bønnen om, at han skulle være forsigtig, var hun gået ind til børnene og fået dem op, kun for at sikre sig, at det hele gik som det skulle. Det lød jo heller ikke til at blive nogen kamp eller noget lignende nedenunder, så det var vel.. en god ting, vel? Børnene var trætte, og brokkede sig uden tvivl over at være revet op, for det var jo stadig helt mørkt udenfor. Det var noget som Lenore havde bidt sig mærke i allerede med det samme, da hun blev placeret i Sorayas seng, så hun havde styr på dem begge to. Jacqueline forsøgte at tysse på dem, for hun var nødt til at have ro, for kunne lytte ordentlig. Børnene havde hun lovet at beskytte, og det var det, som hun havde i sinde at gøre, uanset hvilken pris hun så skulle betale for det!
Da Lestat kom ind, hævede Jacqueline hurtigt blikket. Umiddelbart bed hun sig ikke rigtigt fast i noget, foruden det faktum, at han virkede mere.. kold, end det som han plejede at være. ”Er han væk?” spurgte hun roligt, da han kom hende i møde. Ringen bag på hans ryg, lagde hun ikke mærke til, før den blev lukket tæt omkring hendes hals. Da den klikkede fast, slap hun et direkte gisp, da det mentale direkte blev låst fast i hendes krop og sind. ”H-hvad er det du gør..?” Hun vendte blikket direkte mod ham, tydeligt forvirret over hvad der skete. Hun stivnede da han bare tog fat i hende og begyndte at rive hende med. Hvad med børnene? Dem lod hun da ikke bare sidde der! Kimeya havde gjort noget.. han ville ikke handle sådan normalt! ”Lestat, jeg.. børnene! Slip mig!” endte hun med en mere fast tone. Lenore blev siddende i sengen og stirrede efter dem. Hun forstod heller ikke noget af det som skete. ”FAR!” kaldte hun forvirret. Hun genkendte jo slet ikke sin far, når han gjorde sådan noget! Jacqueline rystede på hovedet. Hun havde intet forsvar, når mentaldæmonen var låst fast i hende. Hun forsøgte at rive ham med mod børnene i stedet for, selvom han var stærkere end hende. ”Hvad med børnene Lestat.. Du kan ikke gøre det her…” forsøgte hun igen.

[Lestat De Lochér]

Lestat havde lige nu ingen idé om hvem kvinden var. Da hun hævede blikket var det tydeligt, at det var hende. Hendes ord forstod han dog ikke direkte noget af, men hun kunne da udmærket se, hvad det var han gjorde! Der havde ganske vist ikke været nogen kamp, men i hans hoved, så var han jo også kommet sammen med Kimeya for at få den ordre. Ringen fik han forsvarligt låst fast om kvindens hals og smilede tilfredst, da han vidste, at hun så ikke kunne rode rundt inde i hans hoved. "Du kan da se hvad jeg gør, tøs," hvislede han iskoldt. Han rev hende bare med sig og tænkte slet ikke over de to børn, for dem var han fuldstændigt ligeglade med. Dette handlede jo åbenbart om hende, så måtte de børn jo klare sig selv. Der var vel tjenestefolk dette sted, ikke? Han smilede kynisk og hørte slet ikke kaldet på far, for det var ikke noget han reagerede på overhovedet. Han hev hende bare med sig ud på gangen og hen til trappen, som han tvang hende med ned ad. "Du burde hellere bekymre dig, om dig selv, fremfor de små møgunger," endte han blankt og smilede nærmest grumt til hende. Han vidste et sted i sit mørke sind, at når gidsler blev taget til Den Mørke Cirkel, så var det bestemt dem, som det gik ud over. Han vædede flygtigt sine læber og nåede ned i forhallen, hvor han endnu holdt fast i hende. "Glæd dig," endte han og slap et direkte hånligt grin, inden han blot strammede grebet om hende og forsvandt med hende. Den Mørke Cirkel var jo ikke ligefrem svær at finde på nogen måde for en warlock, så han dukkede op der.
Soraya self sad tilbage belt tavs. Hun skreg efter sin mor i set indre, men fik for første gang intet svar. Det gjorde hende skræmt, for hun plejede altid at kunne høre sin moders stemme i sit hoved og nu kunne hun ikke. Hun rykkede tættere på Lenore, der jo sad i hendes seng sammen med hende og tog fat om hendes hånd. Hun blinkede og anede ikke hvordan hun skulle reagere på dette. En eller anden måtte da reagere?!

//Out.

[Deleted]

Jacqueline kunne udmærket godt høre begge piger sidde og skrige efter hende, men Lestat havde gjort det fuldstændig umuligt for hende at respondere på det. Lige hvad der skete, havde hun ingen anelse om, men hun kunne bestemt ikke lide det! Det var Kimeyas værk… Det kunne ikke være andre, som gjorde det her! Ringen gav hende en følelse af at blive kvalt, for det lukkede dæmonen fuldstændig inde i hende i en lænke, som hun ikke kunne bryde fri af, så hun kunne jo for pokker ikke gøre noget som helst! Og hun hadede virkelig den tanke! ”Lestat, s-stop! Hvad er det du gør?! Kimeya har gjort det.. Kimeya har gjort det!” Selv håbede hun virkelig på at Yelena hørte hende råbe op i håbet om, at nogen ville tage sig af børnene, for de havde oplevet svigt nok igennem deres unge liv, og det var slet ikke en tanke, som hun kunne lide i det hele taget! Hun blev revet med ned i forhallen, hvor hun trodsigt vendte sig mod ham. Møgunger? Det var hans døtre for pokker! ”Hvad har han gjort ved dig, Lestat…” hviskede hun med en forfærdet stemme, for hun kunne bestemt ikke lide, at han skulle se sådan ud! Og gøre den slags ting, og specielt når børnene sad og skreg efter dem! Hun stivnede da han tog fat om hende og rev hende med sig til Den Mørke Cirkel.. Hun vidste, at hun havde store problemer.
Lenore sad og stirrede ud i luften. Far plejede jo altid at reagere, når de kaldte på ham. Mor kunne ikke lide det som far gjorde, og det var også noget, som hurtigt fik hende til at reagere, for hun brød sig på ingen måder om at se det ske på den måde. Hun vendte blikket mod Soraya som sad ved siden af hende i sengen. ”Mig ik’ li’ det.. Mig ha’ far!” sagde hun med tårer i øjnene. Hun vidste ikke hvordan hun skulle reagere.. Det hele var overvældende på en rigtig, rigtig skidt måde.

//Out