A formal dinner

[Einar Calder Vali]

Det hele så ud til at være faldet på plads. Silivrenniel havde lagt den basale plan sammen med Thranduil angående samarbejdet til druiderne, som hun så havde prøvet at etablere. Det officielle samarbejde skulle så ske til aften, hvor der skulle være en formel middag mellem Silivrenniel, Thranduil og to druidefolk, en mand og en kvinde ligeså. Det skulle foregå ordentligt for at sikre samarbejdet og det ønskede hun også, at være med til at etablere. Vejret var ved at blive lunere, så derfor havde Silivrenniel i aftenens anledning taget en kjole på i noget stof der var mellemtingen mellem det tynde sommerstof og det lune vinterstof. Hun bar et yndigt sjal over sine skuldre og det hele var selvfølgelig grønt. Håret havde hun flettet lidt og sat op, selvom det også hang løst om skuldrene. Hun smilede og mødte de to druider ved indgangen til byen hvor hun førte dem med sig til Thranduils træhus, som nok var det største i byen. Hun begav sig op til hoveddøren og bankede roligt på på fordøren, da han faktisk ikke havde nogle tjenestefolk levende ved sig, selvom han jo havde sine ansatte rundt i byen, eller det regnede hun da med. Hun smilede forsigtigt og stod og småsnakkede med dem, for det var faktisk en flot aften og det var jo heldigvis lysere i længere tid efterhånden, hvilket var rart. Han ville vel snart åbne og så kunne de jo faktisk komme i gang med det hele. Hun håbede denne aften ville ende god.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Samarbejdet med Silvi gik som på skinner, og hun havde nok mere formået, end hvad hun havde troet, at skulle fratage Thranduil den byrde, som han havde hvilende på sine skuldre. Det var måske temmelig hårdt sagt, men når man fremstod som ene mand med det ansvar, og specielt fordi at han fra naturens side af, var blevet anerkendt som kongen af skoven, selvom han ingen juridisk magt havde i sin besiddelse, så var det vigtigt for ham, at det også var noget som druiderne kunne leve med, og det samarbejde gik ikke just, som han havde regnet med.
Afventende stod han på sin balkon i det store hus oppe i træet. Det var en smuk trappe som snorede sig op af træet, som førte op til de store kroner, hvorunder hans hjem skjulte sig. Det var stort.. Rigtig stort, men han var jo også en mand med en vis form for magt her på stedet, selvom det var yderst sjældent at han gav udtryk for det i den forstand. Han bar en grøn kåbe. Håret var langt og lyst, og på hovedet bar han det som mest af alt, kunne minde om en tiara, og med en mine som ej gav udtryk for synderlig meget følelse.. Før det bankede på døren vel og mærke. Det var nu eller aldrig, og han vidste skam også godt, at det var knald eller fald i dag, og at det var yderst vigtigt, at tingene blev gjort, som de skulle, så de for alvor kunne få det samarbejde op at køre.. De kunne ikke uden hinanden, og det var også på tide, at druiderne, indså lige præcis det! Han forlod balkonen, inden han søgte ind i huset igen. Selve huset var præget af det naturlige.. naturens redskaber, og ikke noget fra markederne i Procias, Manjarno eller Dvasias for den sags skyld. Hans gang var elegant og yndefuld, da han roligt nåede døren og åbnede den. Han ville gøre den slags ting selv.. Han var jo bare som alle andre, med et lidt større ansvar. Han trak svagt på smilebåndet. ”Silivrenniel,” hilste han med en rolig og næsten glædelig stemme, inden han vendte sig mod den mandlige og kvindelige druide. Uden tvivl af stort herskab fra deres gren. Han nikkede med hovedet.. næsten som et buk for dem i ren og skær respekt.

[Einar Calder Vali]

Silivrenniel var glad for samarbejdet med Thranduil fordi det fik hende ud af huset fra hendes stupide bror. Han havde desværre opfanget, hvad det var hun gik og lavede og hun var sikker på, at han gik og bryggede på om han kunne få Thranduil og hende selv gift, fordi han efterhånden var den eneste mand, der ville omgås hende. Hun var dog ikke meget for det, for hun havde jo afvist enhver mand i byen. Dog var Thranduil anderledes, så hvis det endelig kom til det, så ville hun ikke vide, om hun burde sige ja eller nej. Hun trak vejret roligt, mens hun førte de to druider op ad den snoede trappe hvor huset for alvor kunne ses i dets prægtige størrelse, da de nåede op på det øverste trappetrin ved døren. Alt var naturligt her, det var hele byen jo, da den skulle arbejde sammen med naturen. Hun var en smule spændt på det hele, da hun og Caedmon var barndomsvenner, da han var en af dem, der havde taget hende med rundt i skoven, da hun var lille og havde flygtet fra sin bror. Hun vædede flygtigt sine læber og smilede lidt mere, da døren gik op og Thranduil stod i døren. Hun nejede høfligt for ham og hilste i den sædvanlige elviske tone: "Aranya." Ordet betød "min konge" som hun jo kun fandt retfærdig, eftersom han var anerkendt som elvernes konge såvel som hele skovens konge. Det var et stort ansvar og derfor var hun faktisk stolt over at være med til at skabe et samarbejde til druiderne. Hun trådte til side og gjorde en gestus mod manden først. "Dette er Caedmon. En nær ven, fra da jeg var lille. Og hans kone, Rhonda," præsenterede hun dem, som hun flyttede gestussen fra manden til kvinden mens hun snakkede.
Caedmon stod rankt såvel gjorde hans kone og de bøjede hovedet synkront. "Tak fordi De ville se os," startede han høfligt. Nok havde de haft deres komplekser i samarbejdet, da de arbejdede på forskellige måder, men han ønskede jo også at etablere noget de kunne finde ud af.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Hvordan tingene egentlig stod til hjemme ved Sili, vidste Thranduil ikke, for hun plejede at lukke af, når han bare hentydede til det, så han havde for nu, valgt at holde tingene på et professionelt plan, for det var vel også det bedste, når alt kom til alt? I det store og hele, så var det bare vigtigt for ham at gøre klart for hende, at han ønskede dette samarbejde, og understrege vigtigheden af, at få det her etableret, og så langt, så var de jo enig. Han åbnede roligt den store dør for dem, idet han roligt nikkede mod dem. At blive tiltalt som konge, var noget som han kunne leve med, selvom han nu ærlig talt ikke følte det sådan i den forstand. Han nikkede mod hende og med et varmt smil. Han anerkendte hende for hendes arbejde, og det som hun kunne bidrage med, for det var alt sammen noget, som faktisk betød ekstremt meget for ham. Han nikkede mod hende, inden han vendte sig mod druiderne, som selv imødekom ham med en åbenhed og venlighed, som helt klart kun ville komme dem alle sammen til gode. Så langt så godt, kunne man jo næsten sige.
”Det glæder mig De fandt tiden til at komme i aften,” hilste han roligt. Bevidst valgte han at slå over på almen tale, så alle parter kunne følge med. Han trådte roligt til side, så han tillod dem alle sammen at komme indenfor i varmen. Det var da bedre, end at stå udenfor, for selv i Procias, kunne det stadig være koldt om aftenen, og det var jo meningen, at dette møde skulle resultere i en aftale, som de alle hver især kunne leve med, og han håbede på et godt resultat. ”Kom indenfor og lad som De er hjemme,” sagde han roligt. Dette var noget, som han ganske vidst turde sige til en druide, som havde stort set samme respekt for naturen, som det elverne selv havde. Ej var der noget her, som havde skadet naturen at give til et hus og hjem. Selv det var noget, som han gik meget op i.

[Einar Calder Vali]

Silivrenniel delte ikke, hvad der skete hjemme med nogle. Selvom Thranduil faktisk var anderledes fra resten af byen, så følte hun heller ikke for at dele det med ham. Hendes bror tilnærmelser var simpelthen for ydmygende for hende og derfor trak hun sig også væk, så snart han kom for tæt på. Og hvis han spurgte ind til det, så måtte hun jo undskylde med, at sådan havde hun det bare. Der var jo grunde til, at byen anså hende for yderst mærkelig, mest fordi, at hun altid undskyldte med sig selv som person for det hele. For nu, så var det samarbejdet der galt, så der kunne blive oprettet en form for aftale som begge parter kunne være enige om. Caedmon og Rhonda var nogle, som resten af druiderne som regel lyttede til og derfor, var det også dem hun havde valgt at gå til med hele forslaget. Hun tiltalte ham som konge, ganske enkelt fordi det var høfligt og fordi hun var opdraget til at kende forskellen på klasse. Det havde hendes bror i hvert fald forklaret hende mange gange og selvom hun helst ville sige, at hun ikke lyttede, så sad det meste af hans ord jo alligevel fast på ham. Hun var bare glad for at have fundet noget hun kunne gøre uden, at Maidhion ville stå og ånde hende i nakken. For denne sag var han ligeglad med, han arbejdede på noget andet. Hun smilede roligt og lod de to druider træde ind først, før hun selv gik ind bagefter. "Tak." Hun lukkede døren i bag sig og trak sit sjal af, som hun hang på en knop i træ væggen. Hun kunne godt lide huset her som resten af byen, for alt var bygget efter princippet, at det ikke måtte stride imod naturen. Druider og elvere havde jo faktisk meget til fælles, så derfor forstod hun ikke helt, at ingen før havde formået at få et samarbejde på benene. Hun så sig rundt i hjemmet, for hun kunne virkelig godt lide hvad hun så. Det var stilfuldt og passede ind i hendes grønne hjerte og sjæl, som klart tilhørte naturen og skoven fremfor alt andet. Hendes tøj var jo også altid i grønne farver og den yndige kjole i aften var intet undtag. For nu, der tiede hun stille, eftersom hun ikke havde noget at sige.
Caedmon trådte roligt ind før Silivrenniel og smilede roligt. Han var en middelhøj mand med mørkt kruset hår og grønne øjne samt en lys hud. Hans tøj var også grønt og nydeligt. Huset faldt bestemt i hans smag, eftersom naturen jo stod i højsæde hos ham ligeså vel som hos elverne. "Yderst smukt hjem," komplimenterede han. Han så sig omkring, men gik ikke væk. Han forventede at blive vist på plads til hvor de skulle have middag og snakke om aftalen.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Hvordan det foregik hjemme, havde Thranduil ikke nogen anelse om, da han heller ikke ønskede at blande sig i elvernes private og personlige foretagende, med mindre, at det var til fare for omgivelserne, såvel som dem selv. Det kunne måske have en tendens til at lyde mere eller mindre dobbeltmoralsk, men der var stadig mange områder, hvorpå at han ikke havde nogen anelse om, hvordan han ellers skulle kontrollere tingene. Elverne, såvel som druiderne, skulle have lov til at beholde deres frihed til at yde de tanker, holdninger og meninger, som de nu havde, og han ville med glæde lytte til dem. Han bød dem glædeligt indenfor og lukkede døren efter dem. Han vendte sig efterfølgende mod dem.
Rhonda nikkede ærefuldt til Thranduil, inden hun trådte indenfor med sin mand. Selv iklædt de grønne farver og med helt grønne øjne, så havde hun også det mørke hår. Hun så sig omkring. ”Det er i sandhed et smukt sted, De har fundet Dem, hr. Thranduil,” sagde hun sandfærdigt.
Thranduil vendte sig mod dem. Det var i aften, at alt skulle gå galt, eller alt skulle gå rigtig godt.. Der ville ikke være nogen mellemvej. Han lod dem roligt klæde sig af, inden han roligt foldede hænderne over ryggen. Middagen var allerede serveret i form af det bedste fra naturen til årstiden. ”Jeg takker mange gange.. Hvis De vil være så venlig, så træd indenfor. Det hele skulle være klart,” sagde han roligt. Han vendte sig mod Sili. Selv hun var kendt her på stedet efterhånden, for han havde budt hende til at spise hos sig et par gange. Desuden lettede det også lidt på den ensomhed, som Groa så tydeligt og voldsomt havde påpeget for ham, at han havde. Et sted, var det jo en tanke som irriterede ham ganske grusomt. Han førte dem roligt med sig ind i den lille spisestue. Stearinlys af bivoks stod på bordene, samt der var dækket op med grønt og mad efter naturens årstid, og hvad der var at skaffe naturligvis. Igen ej af noget, som har forvoldt naturen nogen skade.
Rhonda så sig om, inden hun med sin mand ved sin side, søgte efter Thranduil. Han var tydeligvis ikke en mand, som ville spilde tiden, hvilket passede hende udmærket. Hun ville også bare have forhandlingerne overstået, og så håbe på, at der kunne ske noget herfra. ”De forekommer mig en som en mand i køkkenet, Hr. Thranduil. Det ser godt ud,” roste hun ham.

[Einar Calder Vali]

Silivrenniel frygtede for den dag, hvor det faktisk ville komme ud, at hendes bror gjorde tilnærmelser til hende. Hun håbede faktisk bare, at folk lige på det punkt, var så dumme, at de ikke opdagede det. Det ville være virkelig ydmygende og hele byen ville sikkert reagere på en sådan måde, at hun blev nødt til at flygte fra byen. Svagt vædede hun sine læber, mens hun forsigtigt så på Thranduil. Hun flyttede dog hurtigt blikket rundt i huset i stedet. Hun havde jo været her før, så det gjorde hende ikke så meget i det store og hele. Hun kunne godt lide hjemmet, for hun følte det hjemligt på en underlig måde, da indretningen faktisk tiltalte hende meget. Hun fulgte med som bagtrop, da hun ville lade gæsterne gå først. Hun smilede af bordet, der stod fint dækket, som de nåede ind i den lille spisestue. Hun vendte sig roligt mod Rhonda og nikkede til ham. "Det kan jeg fortælle Dem, at han er," medstemte hun og nikkede. Hun havde smagt hans mad og han formåede virkeligt at bringe årstiden frem i maden og lade det smage godt og naturligt. Hun trådte roligt rundt om bordet og da alle havde delt et 'nu-sætter-vi-os-ned' blik, så tog hun sig en stol på den ene side af bordet. Hun blev siddende pænt og afventede et slags signal, før hun tillod sig noget yderligere.
Caedmon så indtil videre tilfreds ud, eftersom han godt kunne lide atmosfæren i det hele. Han smilede skævt og fulgte med ind til bordet, der selv så ganske tiltalende ud for ham. "Det ser ganske godt ud, ja," medgav han også og tog plads, da alle havde delt blikket. Han vendte sig mod Thranduil, selv spændt på at komme i gang med forhandlingerne.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det var alt eller intet lige nu, og det var også det, som Thranduil var klar over. Desuden virkede disse druider ganske venlige og imødekommende, hvilket selvfølgelig kun gjorde sagerne meget bedre. Han sendte Sili et venligt smil, inden han kort strøg hende over kinden, da hun valgte at træde indenfor. Det var slet ikke fordi, at det var en tanke som gjorde ham noget, for han havde brug for, at hun kunne virkelig formå at gøre ting selv om til de største mirakler.. alt det som han havde bøvlet med igennem rigtig mange år, og så dukker hun op, og så virker det hele til at ville ordne sig. Det var da den fornemmelse, som han havde af tingene. ”Jeg har brug for dig i aften,” sagde han med en rolig stemme, inden han roligt førte dem med sig ind i spisesalen, som var lige så præget af det naturlige, som resten af det forholdsvis store hus. Han gjorde roligt tegn til, at de skulle tage plads.
Rhonda blev stående tæt ved sin kære mand, og så sig om. Selv havde hun en ganske god fornemmelse af det hele, men det genstod jo at finde ud af. Thranduil var nu også en mand lige efter hendes smag, måtte hun sige, o det var ret til sag, og ikke noget med at pakke noget som helst ind, så det passede hende jo egentlig ganske udmærket. ”Jeg takker mange gange.. Skal vi..?” spurgte hun henvendt til de andre, inden hun selv valgte at træde frem og tog plads ved den ene af de ledige pladser.
Thranduil trak stolen ud for Sili, inden han selv valgte at sætte sig. Kildevand fra de procianske skove stod på bordet, sammen med en lang række af lækre retter, som var blevet lavet – af ham, til ære for det, som de skulle snakke om i dag. Han foldede roligt hænderne foran sig. Det var nu eller aldrig, og han vidste de jo godt.

[Einar Calder Vali]

Silivrenniel var faktisk meget optimistisk angående aftenen. Hun og Caedmon havde en historie sammen, da han også have hjulpet hende i skoven og lært hende en masse, de gange hun var løbet fra hendes bror og var endt i skoven. Hun var ham taknemmelig og ønskede faktisk at skabe dette samarbejde for ham, da druiderne og elverne kunne gavne hinanden meget mere end de formåede nu. Hun stivnede kort, da Thranduil faktisk strøg hende over kinden, selvom hun efterhånden havde indset, at det faktisk bare var en kærlig gestus fra hans side. Hun plantede et smil på sine læber og trak sig denne gang ikke, som hun fulgte med ind igennem huset, som hun kendte efterhånden. Hun nikkede stille og fik nu et lystigt glimt i øjet. "Det ved jeg," svarede hun drilsk og nåede med ind i spisesalen. Hun satte sig selv, da Thranduil trak stolen ud for hende og så over maden. Det duftede herligt og han var jo god til at lave mad, hvilket uden tvivl var en bonus. Måske druiderne også kunne se, at selv kongen af skoven faktisk forsørgede sig selv? Og ikke blev opvartet, som de måske havde en forestilling om? Hun smilede venligt til dem og løftede et fad, som hun straks sendte videre til Rhonda, der nu sad ved hendes side. Caedmon kom derefter og så Thranduil, og så tilbage til hende. "De må begynde," startede hun. Hun tænkte slet ikke over, at hun faktisk ikke havde direkte retten til at sige værs'go, men hun følte sig jo hjemme her og også lidt som med værten. Da Rhonda havde taget fadet, så begyndte hun at sende rundt og når fadet nåede om til hende, så tog hun for sig og satte fadet ind på midten igen. Hun hældte ligeså kildevand op fra skoven; det bedste af slagsen ifølge hende.
Caedmon satte sig ned og så allerede tilfreds ud. Når fadet nåede ham efter Rhonda tog han for sig og sendte videre til Thranduil. Han hældte også vand op til sig selv og begyndte så stille at spise, som alle havde fået. "Det glæder mig, at vi kan få stablet et samarbejde på benene endeligt. Silivrenniel har foreslået et gensidigt forhold med tillid og hvor man har mulighed for at komme til hinanden, hvis man har brug for det," startede han ud og luftede bare lidt om ideerne. Han smilede hen til hende og så så på Thranduil igen. "Men hvad er Deres tanker?"

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde brug for Sili i denne situation, og det ønskede han at understrege for hende. Selvom han stod med titlen som skovens konge, så var det ikke fordi at han blev opvartet i hoved og røv. Slet ikke, da han jo faktisk gjorde tingene på egen hånd. Han stod for sin egen beskyttelse, passede sit eget hus, og lavede sågar sin egen mad, selvom det bestemt heller ikke var typisk omkring mænd at gøre den slags, og ej heller blandt elverne, men han kunne nu godt lide det. Han sendte hende et stille smil. ”Godt,” sagde han med en rolig stemme, inden han selv fulgtes med hende ind i spisestuen, hvor de da alle sammen fint kunne tage plads. Han kunne sagtens lave mad, og han var faktisk god til at lave den. Han satte sig roligt ned ved siden af hende, og overfor de to kære druider, som havde indvilget i at komme med til dette møde, så de for alvor kunne finde ud af tingene, da det også var noget som især betød meget for ham også. Han lod druiderne tage sig af maden først, som Rhonda specielt tog sig godt af. Ikke at det gjorde ham noget, for han håbede da at det smagte. Han smilede venligt til dem begge. ”Jeg forser det som et samarbejde.. en gensidig respekt og tillid. Vi er alle et væsen af skoven her, og derfor kan man lige så godt gøre den indsats, for at alle trives. I har ressourcer og midler til jeres rådighed, som vi ej besidder som omvendt. Vi kan hjælpe hinanden i den hårde tid, som vi kan stå hinanden bi i de gode. Vi ønsker det samme.. vi ønsker at beskytte stedet her, samt dets væsner. Hvorfor ikke gøre det sammen? Vi kan lære rigtig meget af hinanden,” begyndte Thranduil. Han var en mand, som godt kunne lide at snakke.
Rhonda tog godt for sig af maden, inden hun sendte fadene videre. Selv havde hun svært ved at forestille sig, at en mand som Thranduil selv havde stået for det, for det var bestemt heller ikke hvad man anså som det mest naturlige i nogen forstand, kunne man jo sige. Hun hævede roligt blikket, da Thranduil tydeligt fremlagde sine tanker. Hun kunne jo godt lide dem, og hun kunne jo trods alt også følge ham, men der var stadig ting som hun ikke forstod. ”Det lyder alt sammen meget fint, hr. Thranduil, men jeg forstår bare ikke hvad denne fjendtlighed vores racer imellem bunder i. Ord er mange ting, men stadig skal De fremstår som kongen her? Hvad kan det være?”