Please help her!

[Deleted]

Det var ved at være en iskold aften, da Caleb endelig havde fået sig sneget fra Bordellet i Marvalo Mansion og havde valgt at begive sig ud på en længere tur, end det som han lige havde regnet med. Turen var sat mod Imandra, og med en mand, som ikke havde særlig mange penge til overs, så var det på tide, at han gjorde noget ved det. Han var iskold, da han endelig nåede grænsen af landet. At passere den, var faktisk ikke besværligt, for der var ikke rigtigt nogen som vogtede på grænsen, så det var egentlig fint.
Skoene var tynde, og varmede ikke rigtigt hans fødder i det hele taget, men han tog sig ikke af det. Han havde det lille brev som Yelena havde skrevet. Hun kunne jo ikke ligefrem forlade stedet, og det kunne han. Han var ikke en af Sephirans store liga, hvilket et sted alligevel var en tanke som nagede ham en hel del, for han havde de fantastiske evner, og talenter som lå i hans race, og det var end ikke noget, som han kunne se? Han snøftede.. Han var virkelig blevet godt forkølet, og han vidste jo heller ikke hvordan de ville reagere på, at skulle se en fremmed mand på døren, for de kendte ham jo heller ikke ligefrem! Han holdt for meget af Yelena til at lade hende blive på stedet.
Vejen havde Caleb fået forklaret et par gange efterhånden, og det var skam også derfor at han forsøgte at finde de småting, som gjorde, at det var genkendelig. Han var nemlig ikke særlig god til at finde vej og den slags, og det var noget som virkelig irriterede ham, for han kunne fare vild i sin egen baglomme! Huset fik han endelig øje på.. Og det stemte perfekt overens med hvad han havde fået beskrevet.. Det havde været en lang tur, at gå, men han var endelig kommet frem! Han snøftede igen, inden han søgte hen til muren og passerede den. Hvorvidt om der var magisk beskyttelse over stedet her, vidste han ikke, men han havde intet hørt om det i hvert fald. Hans læber var blå, og det samme var hans hænder, men han tog sig ikke af det. Hun skulle reddes! Han stoppede op foran dørene, hvor han næsten støttede sig op af den. Han var iskold, og havde nok været på farten i et par dage, for turen fra Marvalo var jo temmelig lang! Han bankede på med skælvende ben og med et dæmpet suk. Han var virkelig kold! Men Yelena skulle have hjælp!

[Lestat De Lochér]

Det hele var faldet på plads i Lochér Mansion. Lestat og Jacqueline havde arbejdet hårdt på at få deres piger til at falde til ro, efter det frygtelige, at de havde været kidnappet var vuggen og holdt igen i deres udvikling. De var kommet godt efter det og de var begyndt at snakke og lege og virkede til at have glemt, hvad der ellers var sket i deres yngre år. Nu levede de bare i hjemmet og var jo nærmest ikke til at finde, fordi de var over det hele. Meget livlige under, men han syntes bare, at det var en fryd. Aftenen havde sænket sig og der var ved at blive mere roligt i hjemmet, da det meste af stablen var gået i seng. Han selv sad i stuen i stueetagen og overværede de to piger sidde og lege. De kunne sige ord og usammenhængende sætninger, men uanset, så var det jo rart at se, at de var livlige både sammen, men også sammen med dem. Det havde de jo ikke været i starten.
Soraya hørte nok som den første, at det bankede på døren, for hendes mentale dæmon kunne fornemme tilstedeværelsen af et fremmed væsen. Men på grund af hendes forældres knokkelarbejde med hende og hendes søster, så var hun faktisk ikke bange for den fremmede... men mere nysgerrig. Hun skubbede sig op at stå og løb ud i forhallen på sine små ben, for hun og Lénore var blevet gode til at gå og løbe, for de var jo store nok til det.
Lestat reagerede hurtigt, da Soraya løb. Han kunne selv mærke tilstedeværelsen af et andet væsen, fordi vedkommende havde warlock i sig. Han løftede et bryn og samlede Soraya op i sine arme på vejen og holdt hende ind til sig, da han gik hen til døren og åbnede op. Manden han så, fik han direkte ondt af, for han lignede da en der frøs som bare pokker. Han kiggede dog hurtigt bag om manden for at sikre sig, at han var alene. "Kom ind," endte han roligt og lod manden træde ind, som han lukkede døren i bag ham. Soraya rakte ud efter manden og lagde hånden mod hans kind, hvilket gjorde at hun røg direkte ind i hans sind. Hun blev selv stiv i masken, men nåede ikke rigtigt at se noget, før hendes far tog hendes hånd væk fra mandens kind. Lestat rømmede sig. "Undskyld," endte han, "Mit navn er Lestat Lochér. Hvad skylder jeg din ankomst?" spurgte han egentligt ganske venligt.

[Deleted]

Caleb var virkelig ved at være iskold, og det var ikke engang fordi, at han kunne gøre noget som helst ved det. Hans hjerte slog fast mod hans bryst, hans hænder var frosne, og hans fødder var så kolde, at de nærmest måtte brænde, selvom han ikke var typen som brokkede sig. Hvorvidt om folk overhovedet var hjemme, eller om de kunne høre de små bank som kom på døren, havde han slet ikke nogen anelse om, men en ting stod han fast på for øjeblikket: Han havde brug for varme, og brug for at komme indenfor. Hvad gjorde man da ikke for en kvinde, som man holdt af? Det var jo derfor han stod der, og var så kold, som han var, for han havde slet ikke tænke sig, at blive væk og være ligeglad! Ikke på vilkår!
Leonore sad inde i stuen og legede med Soraya. Selv var hun faldet rigtig godt til ved sine forældre, selvom det skam ikke havde været nemt for nogen af dem. Panisk havde hun været om natten, men aldrig havde hun skreget op, for hun havde jo været vant til, at det ej, havde haft nogen effekt af den grund. Hun grinede højlydt og vendte sig mod sin far, som kravlede rundt på gulvet sammen med dem, mens mor sad i sofaen i stuen. At Soraya så rejste sig og løb, havde hun ikke lige regnet med. ”Ej, Soraya!” kaldte hun.
Caleb rettede sig op, da døren blev åbnet, også selvom han nok stadig så direkte forfærdelig ud af den grund, for han havde det skam heler ikke særlig godt, så kold som han var! Han vendte blikket mod Lestat, inden han nikkede. Var det Lestat? Han havde virkelig ikke nogen anelse, for han havde slet ikke styr på den slags overhovedet. ”Tak, Herre,” sagde han høfligt, inden han kort vendte sig mod den lille pige. Så krumbøjet som han gik lige nu, så kunne hun nå hans kind, hvilket næsten gjorde at.. han blev fraværende. Hans øjne var fuldstændig fraværende til manden fjernede hendes hånd fra ham. Han blinkede med øjnene og rystede på hovedet. Mentaldæmon? Han var slet ikke i tvivl om det. Han vendte sig mod ham. Det var Lestat! Han var kommet rigtigt! ”J-jeg er C-Caleb Peisél-las.. J-jeg søger J-Jacqueline,” sagde han så kontrolleret, som han kunne. Han bed tænderne kraftigt sammen. Han var virkelig, virkelig kold!

[Lestat De Lochér]

Det første Lestat så på manden var, at han var iskold og det var jo også derfor, da han faktisk bad ham ind. Han stod med Soraya på armen, også selvom at Lénore havde kaldt på hende. Han havde heldigvis fanget hende og holdt hende ved sig, da han ikke ville have, at hun skulle løbe ud, det vidste han faktisk ikke om hun kunne finde på. Han smilede venligt som manden trådte ind og faktisk lignede en der hunde frøs. Det var jo stadigvæk koldt og blæsende ude og han lignede en, der havde været langvejs på vej. Han vædede sine læber roligt og trådte ind i entreen, da manden selv om ind. Han fjernede hurtigt Sorayas hånd, da han vidste, at hun kunne trænge ind i andres sind. Hun gjorde det jo selv tit på ham, selvom han jo ikke havde noget imod det, det var en måde at kommunikere på for hende, når hun ikke kunne sige det med ord. Han lyttede til navnet, selvom det ikke på nogen måde sagde ham noget, slet ikke. Han gjorde en gestus mod stuen, hvor han lige var kommet fra. "Kom med," endte han. Så simpel som manden så ud, så så han ham ikke som en trussel på nogen måde, så derfor bød han ham også med ind. Han satte Soraya ned igen, som løb i forvejen ind i stuen og han gik selv derind. Jacqueline sad jo i sofaen. "Dette er min kone, Jacqueline. Hvad drejer det sig om?" spurgte han, da han nåede stuen. Han trådte hen og satte sig i sofaen ved hendes side og bød denne Caleb stolen ved pejsen, for han havde brug for varme.
Soraya løb hen til sin søster igen med et stort smil på læben og prikkede hende på armen. "Du' den!" sagde hun med et grin og vendte om for at løbe væk igen.

[Deleted]

Caleb var virkelig kold, selvom han ikke var typen som satte spørgsmålstegn ved noget som helst. Hvorfor skulle han da gøre det? Han havde jo selv valgt at gøre Yelena den tjeneste, udelukkende fordi, at hun ej var i stand til at gøre det selv, og han kunne slet ikke lide, at se hende på den måde. At han så skulle bydes ind i et fremmed hjem, havde han ikke regnet med, men det gjorde virkelig godt. Han sukkede dæmpet. Varmen prikkede næsten ubehageligt i huden, og han kunne virkelig intet høre ved det. Hvem den lille pige var, havde han selv ikke nogen anelse om, men han lod Lestat tage kontrollen over den situation. Han var jo ikke ligefrem vant til at stå i en position, hvor han kunne gøre noget som helst, om det var noget, som man nu ville det eller ikke. ”T-tak herre.” Han fulgte mere end frivilligt med, for det var Jacqueline som skulle have beskeden, for det var hvad han havde lovet! Ej var han truende på nogen måde.. Han havde nok aldrig været i en situation, hvor han kunne gøre den slags.
Leonore kiggede mod manden som kom ind. I hendes øjne, var han direkte uhyggelig at kigge å, sådan som han så ud, så hun rejste sig fra gulvet, og søgte automatisk hen i retningen af sin mor. Det hele ændrede sig for hende da Soraya kom tilbage igen. Hvis der var nogen, som kunne gøre hende rolig, så var det uden tvivl hendes kære søster. Hun lagde op til leg ved at ’tage’ hende. ”Dum, Soraya!” kaldte hun, inden hun bare løb efter. Nu var det ikke manden som hun tænkte på, men derimod at fange sin søster!
Jacqueline satte sig mere op, da Lestat førte manden ind i stuen. Selv i hendes øjne, så han temmelig banket ud, selvom hun dog ikke valgte at kommentere det. ”Hvad skyldes æren?” spurgte hun med en rolig stemme. Hun satte sig op ved siden af Lestat, mens hun så til at manden tog plads i stolen. Selv havde hun jo ikke nogen anelse om, hvem pokker han var, for hun havde aldrig set ham før.
Caleb dumpede ned i stolen foran pejsen. Det var også først nu, at hans krop for alvor begyndte at ryste, da han kunne mærke hvor kold han egentlig var. Han bed tænderne sammen. Han vidste slet ikke hvordan han skulle tackle det, eller den form for gæstfrihed. ”Jeg h-har noget med t-til Dem, F-frue… F-fra Y-yelena..” sagde han og rakte skælvende ind under sin kappe og fremdrog et brev. Han rakte det il Jacqueline, som hurtigt læste det.

[Lestat De Lochér]

Lestat kunne tydeligt se, at denne Caleb faktisk var kold og frøs, så når han dukkede op hans dørtrin, så kunne han da ikke andet end at byde ham ind. Nok var han af racen warlock, men han havde været vidt omkring og lært meget omkring det ene og det andet, både lyst og mørkt, så derfor kunne han ikke tillade sig at lade en forfrossen mand stå på hans dørtrin! Han havde en venlig fremtoning imod den fremmede mand, eftersom mindre ikke kunne gøre det, for manden virkede jo slet ikke truende på nogen måde. Han nikkede bare stilfærdigt og trådte roligt ind i stuen, hvor han gik hen og satte sig ved Jacqueline, som selv satte sig mere ret op. Han sad selv med en rank ryg og fulgte Caleb med blikket, da han tog pladsen i stolen. Hans opmærksomhed blev dog kort afløst af at følge Soraya og Lénore med blikket, da de begyndte at lege fangeleg. Han smilede hjerteligt, for hans hjerte smeltede stadigvæk hver gang pigerne bare tog et skridt eller sagde en lyd, for det var virkelig en bekræftelse på deres hårde arbejde med at få dem ind i den rette sindstilstand igen efter deres kidnapning som helt små. Han blinkede med øjnene og vendte tilbage til nutiden, hvor han roligt så på Caleb igen. Han rynkede panden. Yelena? Han kom altså fra Dvasias, hvor Yelena nok var. De havde intet set eller hørt, og det var yderst bekymrende, men med pigerne, så havde han ikke kunne tage ud for at lede. Nu måtte de dog få en ledetråd forhåbentligt! Han lænede sig ind til Jacqueline og læste med, for han ønskede da også at være opdateret omkring det hele!
Soraya grinte og løb rundt om en anden stol i rummet mens Lénore løb efter hende. Da hun blev taget, så vendte legen og hun begyndte at løbe efter hende i stedet for med et grin. "Jeg fanger dig!" sagde hun med en bestemt og glad stemme, for lige nu handlede det hele bare om legen.

//Brevet
Min elskede veninde

Da jeg forlod dig, stod jeg i en forfærdelig situation: Min ex-mand krævede en kæmpe pengesum af mig for ikke at skade mine børn, der gjorde, at jeg var nødsaget til at drage bort for at finde arbejde. Det eneste jeg kunne finde, der ville rejse den pengesum i tide til dette forår, var det berygtede Le Marvalo Bordel. Desværre kom jeg i knibe, da jeg ville sige op og måtte fortælle min situation for Bordellets ejer og leder. Derfor var jeg også kort forbi hjemmet, da rygtet løb videre og jeg blev truet på mine børn, medmindre jeg viste manden hertil. Jeg håber du kan tilgive mig dette rod.
Jeg har sendt Caleb til jer, da han kunne forlade Bordellet. Vær sød at vise ham, at han dur til andet end livet på Bordellet, det har han meget brug for.

Mine dybeste undskyldninger
Yelena

[Deleted]

Det var tydeligt for Jacqueline, at Caleb virkelig var træt, for han sad jo nærmest og sov i stolen, som han havde fået lov til at placere sig i, samt med den forfatning, som han var ankommet i, så var han skam heller ikke ligefrem noget, som man kunne anse som en trussel, så det var også noget som gjorde hende langt mere rolig. I det store og hele, så var hun meget påpasselig, når det kom til deres elskede børn, også fordi, at de havde mistet dem en gang tidligere, og intet af det, var noget som skulle ske igen! Jo mere hun læste af det ellers kortfattede brev, som hun netop havde modtaget, jo mere stiv i minen blev hun, selvom hun virkelig forsøgte, ikke at vise det, for det var slet ikke noget som hun ønskede sig! Hun trak vejret dybt. Yelena havde været en kvinde, som havde stået hende nær igennem frygtelig mange år, og noget af det eneste, som hun havde haft, før Lestat var kommet ind i billedet, og selv den kvinde, som havde været der, da hun havde skænket livet til alle sine børn. Hun rettede sig op, inden hun vendte blikket mod Lestat i stedet for. Brevet rakte hun til ham. ”Hun skal ikke være knyttet til det sted, Lestat.. Ikke når hun er tvunget til det,” fortalte hun stille.
Caleb selv sad mere eller mindre og sov i stolen. Nu hvor han sad overfor direkte varme, så kunne han i den grad godt mærke, hvor kold han egentlig var! Hans øjne gled i flere gange, også selvom hun virkelig forsøgte at holde sig vågen, for han kunne ikke bare tillade sig, at sidde og sove i et fremmede hjem! Han tvang øjnene op og rettede sig op. Han kunne ikke læse og skrive, så hvad der stod, vidste han ikke. Det eneste, som han havde lovet, var at bringe beskeden frem til Jacqueline. Efterfølgende så han mod pigerne, som stormet henover gulvet. Han kunne ikke lade være med at smile.
Leonore havde formået at fange Soraya, så hun var hurtigt vendt om, for at storme i den anden retning og med et stort grin. De var små børn og med alt hvad det indebar. ”Du ikk’ fange mig!” udbrød hun grinende, inden hun stormet hen mod sin far, kun for at kravle op til ham, og derved sidde lidt i ’helle’.

[Lestat De Lochér]

Lestat sad over skulderen på Jacqueline og læste med, eftersom brevet faktisk interessede ham meget. Han vidste hvor meget Yelena betød for Jacqueline, så derfor ønskede han også at rode bod på hvad der nu var sket. Han vidste jo, at Yelena var væk, ligesom hun havde været her den aften hvor han var vendt hjem med pigerne. Men han var slet ikke vred på hende på nogen måde, for hvad kunne hun da gøre ved det, når de truede hendes børn? Det var jo synd for hende, at hun slet ikke havde retten til dem! Han trak vejret roligt og skævede hen til Caleb, der nærmest sad og sov, hvilken han dog også undede manden, for der var da pokkers langt fra bordellet og her til. Så på gå ben, var det jo kun virkelig slemt! Han tog imod brevet fra hende, da hun selv rakte det videre til ham og læste så færdigt, hvor han selv sad nærmere stiv i masken. Han rystede på hovedet, for hun havde da intet at gøre der! Og det gjorde ondt på ham, at det hele faktisk også var gået ud over hende, for hvis han havde været hjemme... eller hvis Jacqueline havde været vågen, så kunne de jo have givet hende pengene. Han lagde brevet på sofabordet foran dem. "Jeg tager efter hende ved daggry," endte han fast. Hun skulle hjem og det var lige med det samme. Så måtte han jo se, om han blev nødt til at stjæle hende fra bordellet eller om han kunne tale fornuft i ejeren. Men gad vide, hvem der ejede det? Hans tanker blev dog afledt, da Lénore faktisk kom am i møde og kravlede op til ham. Han smilede og tog om hende og tog hende op på sit skød. "Hvad så din bandit?" spurgte han med et smil og kildede hende ganske kort, selvom han hurtigt stoppede; hun skulle jo ikke miste pusten. Han skubbede sig op at stå og holdt hende i sine arme. "Caleb, vi skal nok få Yelena hertil. Jeg kan se, at du er yderst træt. Kom med," bad han og gjorde en gestus mod døren. Han vendte om på hælen og gik ud i entreen igen og ned mod tjeneste gangen, mens han ventede på, at Caleb skulle følge med. "Jeg vil gerne have, at du bliver vist rundt i morgen af vores overhovede af staben, Joshua, i mens jeg henter Yelena. Så kan det være, at du kan blive her sammen med hende?" foreslog han på vejen.
Soraya stoppede op, da Lénore søgte tilflugt hos deres far. Men hun grinte bare og løb hen til sin mor, hvor hun kravlede op i stedet.

[Deleted]

Yelena havde altid haft en meget stor betydning for Jacqueline, og derfor ønskede hun naturligvis at få sin veninde ud! Så gav det hele jo straks mere mening med det som var sket den dag Lestat var kommet hjem med deres elskede piger. At han så tog brevet og læste det igennem. Hun ville have hende ud, også selvom hun vidste, at hun kørte meget rundt med Lestat og fik ham til at gøre mange ting for hende, men det var vel også fordi, at han uanset ikke ville lade hende gøre den form for ting selv, når det nu endelig skulle være? ”Det vil jeg virkelig værdsætte.. Hun skal slet ikke være der.. hun fortjener bedre end det..” sagde hun sigende. Hvis det ikke havde været for den kvinde, så havde hun gået helt til hundene efter Giovannis bortgang, og nu hvor hun også havde Lestat, så blev hendes tilværelse bestemt heller ikke bedre. Hun strøg kort hånden over hans kind, inden Leonore kom styrtende og kravlede op til ham, hvor hun selv ikke kunne lade være med at smile.
Leonore kravlede op og satte sig på sin fars arm og med et grin. Hun grinede kun højere, da han begyndte at kilde hende, for hun var jo faktisk rigtig kilden! ”Hun komme efter mig!” grinede hun og pegede mod Soraya som kravlede op og satte sig ved deres mor. Som mere end glædeligt tog imod hende. Hun kyssede hendes kind. ”I er simpelthen fulde af energi,” sagde hun morende.
Caleb blinkede med øjnene og rystede så på hovedet. Han var virkelig ved at være træt. Som Lestat rejste sig, og tydeligt opfordrede ham til at gøre det samme, så tvang han sig op, også selvom hans ben tydeligt skælvede under ham. Han fulgte ud i gangen. I det store og hele, så var han næsten sikker på, at han allerede nu skulle videre, også selvom han nu ikke kommenterede det. Det var slet ikke fordi at han selv gjorde noget som helst, for at modsætte sig dem, som han følte, at han lå under. Han havde jo bare valgt at acceptere sin plads i livet. Det var dog de sidste ord, som han hurtigt bed sig fast i. ”B-blive her? Jamen.. Herre..” forsøgte han. Han var slet ikke vant til den form for venlighed!

[Lestat De Lochér]

Lestat var Yelena taknemmelig, også selvom hun jo faktisk havde været der længere end han selv havde. Hun havde været der for Jacqueline lige fra hendes første mand, med alle fødslerne, indtil ham selv. Og så var det hele jo gået galt. Han blev nødt til at hente hende, fordi Jacqueline og Yelena havde jo brug for hinanden, fordi de var jo nære veninder. Ligeså var det jo det mindste han kunne gøre, eftersom Yelena faktisk også havde hjulpet Soraya og Lenore til verden! Han rystede på hovedet, selvfølgelig fortjente hun det ikke! Det var så ærgerligt, at det hele var faldet sammen, for ellers kunne de jo have givet hende pengene. "Slet ikke... Det er en frustrerende tanke, at det endte sådan. Hvis jeg bare... havde været her bare en gang, så havde hun kunnet få pengene af os," endte han dæmpet og nærmest skyldigt. Han følte faktisk skyld, for han havde jo helt glemt huset og det hele i den tid, hvor han havde ledt efter børnene, og det havde jo for pokker tager 8 måneder! Han modtog Jacquelines kindstrøg og smilede varmt, inden han tog Lenore op til sig, da hun kom løbende. Han tog hende med og holdt armene om hende, da han bad Caleb følge med sig.
Soraya grinede glad og krøb ind til sin mor. Hun så nu tilfreds ud og lagde sig egentligt bare til at slappe af, for hun kunne virkelig godt lide at være ved sin mor.
Lestat gik roligt og sørgede for, at Caleb kunne nå at følge med til en seng før han dejsede om, for det var tæt på! Han havde ikke tænkt sig at sætte manden på porten, for han skulle da være her, til når han fik hentet Yelena. "Jeg modtager ikke et nej. Når du kommer med bud fra Yelena, så skal du også blive her, til hun selv kommer," afviste han ham blankt. Han tog ikke nej for et svar, nogle men'er eller jamen'er. Han trådte ind på tjenestefløjen og hen til et værelse, han vidste var tomt, hvor han åbnede ind til. Det var simpelt, men nok højere standard end mange andre tjenestefløje i landene. Han gjorde en gestus til sengen. "Værs'go. Du vil blive hentet af Joshua i morgen og blive vist rundt, mens jeg henter Yelena. Sov godt," sagde han roligt. Han lod Caleb træde ind og lukkede så døren i, før han selv vendte om og forlod fløjen, for at gå tilbage til Jacqueline. De skulle vel også snart i seng?

//Out.

[Deleted]

Jacqueline var direkte chokket over at høre, hvad der var sket hendes kære veninde. Hvis det ikke havde været for hende, jamen så havde hun jo nok selv været borte nu. Den mentale dæmon var virkelig farlig at lege med, og specielt når man blev udsat for situationer, som man ej selv var i stand til at styre eller kontrollere, så var det jo bestemt heller ikke bedre. ”Jeg havde givet hende dem uden at tøve, Lestat.. Hun fortjener ikke at være sådan et sted..” Hånden strøg hun kort over hans kind. Han gjorde hvad han kunne, og mere forlangte hun godt nok heller ikke. Han have gjort hvad han kunne for at beskytte dem alle sammen, og hun klandrede ham bestemt ikke for at sætte sin egen familie først, for hun ville have, at det skulle være sådan. Lige der, tillod hun sig faktisk at blive og være lidt egoistisk.
Soraya tog Jacqueline op i armene, mens Lenore blev siddende på sin kære fars arm. Lenore smilede glædeligt og slog armene omkring sin fars hals, og så kort mod Soraya som lagde sig til ved deres mor. Jacqueline blev bare siddende med hende og tog fat om det ene tæppe, som hun lagde om hende. Det var også ved at være pigernes sengetid i hvert fald.
Caleb vendte blikket mod Lestat. Lige hvad han skulle forholde sig til, hvad det her angik, havde han virkelig ikke nogen anelse om, og han kunne slet ikke have det! Han var slet ikke vant til at blive vist den form for venlighed. Han vendte blikket mod værelset, som blev ham skænket.. Han kunne slet ikke finde ud af det. Om det var fordi at han var træt, eller hvad det var, havde han ingen anelse om. Måske begge dele? ”Jeg forstår det bare ikke..” Han rystede på hovedet. At han ville blive hentet i morgen, var da en besked, som han kunne forstå: Næsten en ordre. ”Godnat Herre,” fortsatte han næsten ydmygt, inden han søgte indenfor. Det var naturligvis bedre end at blive sendt ud igen, for turen var lang. Han kravlede hen i sengen, og sov stort set allerede fra før han ramte puden.

//Out