We need to talk

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kunne så sandelig godt mærke på Sephiran, at han virkelig var ved at være vred, så var det ikke noget, som egentlig gjorde nogen forskel for den sags skyld. Det gjorde ham selvfølgelig trist, at manden skulle være så vred, som det han var i denne stund. Nu hvor manden stod med en arm, som han stort set ikke var i stand til at bruge, hæmmede ham tydeligt, også selvom det var mere ment som en advarsel, end det var ment som noget andet. Han kneb øjnene fast og dræbende sammen. ”Du har ikke været andet i det her tilfælde!” endte han med en fast tone. Det var ikke fordi, at han lagde forfærdelig meget i det, som sådan, men han kunne jo heller ikke ligefrem lade være. Det gjorde ham sur, at blive angrebet på den måde, som det han gjorde i denne stund, og han fandt sig bestemt heller ikke i det! Manden var så vred, at han slet ikke kunne tænke klart, og naturligvis var det en tanke, som uden tvivl måtte irritere ham som bare pokker. ”Du er fuldstændig blind for hvad der er rigtigt og forkert i denne situation, er du ikke? Du er fuldstændig blind for hvad der egentlig sker, for du ser ikke noget som helst!” endte han dog.. tydeligt skuffet.
Sephiran var ikke i det bedste hjørne for øjeblikket, og det var jo heller ikke ligefrem noget som gavnede sagen, og det var jo heller ikke fordi, at han ønskede at stå og skændes og slås med ham på sit eget kontor, for hvorfor skulle han? ”Du er så blændet af din egen vrede, at du intet ser,” endte han fast. Trykbølgen sendte ham direkte ind i væggen, og de falske udgaver af ham, forsvandt, hvilket var noget som passede ham ganske udmærket! Han kneb øjnene let sammen. Manden var virkelig ude på at skade ham, hvilket heller ikke ligefrem lignede ham. Endnu en trykbølge af stor styrke, sendte han direkte efter ham, da han fløj mod ham med et våben i hånden. Nu var han da for alvor truende overfor ham, og det var slet ikke noget, som han kunne have med at gøre! Denne gang med en styrke nok til at kyle ham igennem væggen, hvis han ramte den rigtigt. ”Tag dig samme, Sephiran! Jeg har udnyttet dig… udnyttet dine ressourcer.. brugt dig som en skødehund til at gøre de opgaver jeg ikke selv ville tage mig af.. Og det har virket…! Indse det, og erkend det! I stedet for at rende rundt som en anden menneskelig ting med følelserne udenpå tøjet!” endte han fast.

[Sephiran Acheron]

Nok så Sephiran ikke klart lige i øjeblikket, men det gjorde Kimeya så sandelig heller ikke. Kimeya stod oppe på sin pædistal og kunne ikke komme ned, hvilket gjorde, at han var upåvirket af det hele, selvom han førhen, jo faktisk virkelig ville have modbevist ham... eller det troede han da på, blot for ikke at smelte sammen, for han kunne slet ikke have med det at gøre, at være svigtet sådan. Den eneste i hele verden, der havde hans tillid, havde svigtet ham og det gjorde ham inderligt hævngerrig. Han blegnede kort, men kneb hurtigt øjnene sammen igen. "Det har jeg fundet ud af, tak!" hvæsede han fast. Han var virkelig vred og at han gjorde Kimeya sur, var slet ikke noget han tænkte over, for manden fortjente intet fra ham i øjeblikket. Alt det som han havde spildt på ham, var virkelig ubegribeligt, men aldrig igen... aldrig! Det sitrede helt i hele hans krop, eftersom han ikke kunne få bugt med vreden. Han slog hånligt ud med armen og brød ud i en kort, overfladisk latter. Han gjorde en hentydning mod sig selv. "Jeg er blind? Jeg er blind? Du er blind!" hvæsede han kraftigt og pegede hen mod ham, klart anklagende som intet andet. Dette var slet ikke en situation, han nogensinde havde ønsket at stå i, for han kunne ikke gøre med det som han plejede med alt andet. Han rullede med øjnene og fnøs fast. "Du er mindst lige blændet fra din pædistal... Nyder du synet?!" svarede han spydigt igen og sendte ham et skarpt og isnende blik. Han sank en let klump og blev skubbet hen til væggen, selvom han dog fik modarbejdet noget af trykbølgen. I det, at han direkte gjorde et angreb mod ham, så blev han dog ramt endnu engang, denne gang virkelig kraftigt af trykbølgen. Han fløj tilbage og hamrede igennem væggen og ind i næste lokale, der desværre var fyldt med andre warlocks. Han landede sammen med stykker af stenvæggen og kunne nu virkeligt mærke hele sin krop. Han stirrede op i loftet med et noget chokkeret og målløst udtryk, med øjnene spærret op. Det var ikke den fysiske smerte... men mere den psykiske af de ord, som haglede ned over ham fra Kimeya. Han svarede ikke, men lå bare... og kiggede op i loftet, som han sank en klump. Han åbnede munden for at sige noget, men var helt tom for ord. Han følte sig berøvet af Kimeya. Men ikke desto mindre, så følte han sig også ydmyget, eftersom nu mindst 20 andre warlocks havde set ham blive smadret i gulvet.

[Kimeya Marvalo]

I Kimeyas verden, så han fuldstændig fornuftigt på tingene, som de var i øjeblikket, og det var noget som han gerne stod fuldkommen fast på. At det jo så ikke var noget som manden var i stand til at håndtere eller tackle, kunne han jo ikke rigtigt gøre noget som helst ved. ”Udmærket, så har vi fået det på det rene,” endte han kortfattet. Det kunne godt være, at det var ham, som i øjeblikket, sad på den høje piedestal, men det var så til gengæld en, som han godt kunne lide at sidde på! I øjeblikket sad de jo egentlig bare i hver deres skyttegrav og kastede mudder i hovedet på hinanden, og det var slet ikke noget som han kunne have med at gøre, for i hans øjne, så var det intet andet end komplet spild af tid, som han kunne bruge på så meget andet! ”Jeg kan garantere dig, at jeg nyder det!” endte han med en fast stemme, også fordi at han vidste, at det var noget som virkelig gik manden på, og det var vel også grunden til at han sagde det?
At se manden flyve direkte igennem væggen, rørte egentlig ikke rigtigt noget i Kimeya. Han havde bare fået nok! Han trådte roligt igennem hullet, og ud i forsamlingen, hvor de øvrige Warlocks som nærmest stod og stirrede på det, som skete for øjnene af dem. Når Kimeya var indblandet, så var det ikke noget som de ville blande sig i. Kimeya gik hen til ham, kun for at knæle ved hans side. Han fjernede det våben fra ham, som han havde forsøgt at gøre brug af overfor ham, inden han roligt lukkede hånden om hans strube, kun for at vende hans blik mod sig. Han mente ikke ordene, men han kunne jo se, at det var ord, som havde slået ham ud, og det var det, som han kørte på i øjeblikket, men også overfor de andre, for de skulle bestemt ikke blande sig i denne situation, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Du kan ikke stole på nogen som helst her i livet, Sephiran… Lad det her være dig en lektie her i livet.. Og tag hjem,” endte han med en fast tone, inden han slap manden igen.

[Sephiran Acheron]

Sephiran havde altid været den kreative, og fornuften var som regel altid kommet fra Kimeya, hvilket jo også gjorde, at denne situation faktisk var yderst farlig. Som de kunne være hinandens bedste venner, så ville Kimeya nok heller ikke finde en værre fjende eller en at komme på tværs. Han trak vejret dybt og nikkede blot kortfattet, selvom han dog ikke svarede på det, eftersom han slet ikke havde noget at svare til det. Alt irriterede ham lige nu og han hadede virkelig at stå sådan her og få sandheden at vide, for han anså det jo faktisk som sandheden, eftersom Kimeya ikke havde lagt skjul på noget siden han var begyndt at spørge ind til det. Han indså endeligt, hvor meget han var blevet holdt for nar og var sikker på, at intet som Kimeya sagde til forsvar for deres forhold, var sandt. Han kneb øjnene fast sammen. "Nyd det så længe det varer," sagde han sammenbidt og advarende. Kimeya skulle virkelig holde meget øje, for han skulle personligt sørge for hævn. Det var dog ikke hævn nok, at dræbe manden, nej... der skulle ydmygelse til og en lektie skulle bestemt gives igen, for han fandt sig slet ikke i noget af dette.
Hullet i væggen var rimelig stort og han mærkede i hele sin ryg og krop, hvordan smerten summede, selvom han dog ikke gav udtryk for det. Han så blot lettere paralyseret ud og var et kort øjeblik i tvivl om han overhovedet kunne rejse sig. Han sank en klump og holdt blikket op i loftet, som vreden virkelig buldrede i hele hans indre, men slaget havde også skubbet det hele lidt til side. Han vendte blikket mod Kimeya, da han kom hen og tog fat i hans strube og fjernede våbenet, men han gjorde dog ingen modstand lige nu. Alle de andre stod bare og gloede omkring dem, men turde ikke træde ind når det var dem to, det handlede om. Han kneb øjnene sammen og hævede hovedet lidt fra gulvet. "Vær på vagt, Kimeya... En dag, når du mindst venter det, så vil du vågne op og ikke ane, hvad der har ramt dig," hvislede han iskoldt. Han havde bestemt lært, at han virkelig ikke kunne stole på nogle, selvom det virkelig var nedslående for hans person. Da Kimeya slap ham, så røg han ned igen og kiggede kort op i loftet, inden at han fik sig drejet rundt og skubbet op at sidde med den højre hånd, eftersom den venstre var ude af drift. Han bed tænderne sammen og sagde ikke en lyd, selvom hele kroppen værkede. Han kom op at stå, sendte Kimeya et sidste blik og vendte om. Et par skridt henne, forsvandt han i den sorte røgsky og forsvandt. Nu skulle han hjem.

//Out.

[Kimeya Marvalo]

Det at skulle bekrige sin kære bedsteven, var bestemt ikke hvad Kimeya havde regnet med, men når manden reagerede som han gjorde, så var han jo for pokker da nødt til det, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Han kneb øjnene fast sammen. Han nød at være på toppen, velvidende om, at det alt sammen frygtelig hurtigt kunne blive revet fra ham, som intet andet overhovedet, om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Han prustede let og med et fast fnys. ”Og tro mig.. det gør jeg,” endte han kortfattet. Smerten havde skam sat sig i brystet, selvom han ikke gjorde noget yderligere ved det, for den tilfredsstillelse, skulle manden bestemt heller ikke have!
At kaste ham direkte igennem væggen og ind i det mere befolkede rum, var egentlig en handling i mere.. desperation, kunne man jo sige, for der vidste han, at han kunne magtdemonstrere overfor alle, og samtidig gøre det tydeligt for dem, at han bestemt ikke var den form for mand, som man skulle komme på tværs af, og det var noget, som selv han måtte stå fuldkommen fast på! Sephiran lå i gulvet foran ham, og han gik ham i møde, fjernede det våben, som han havde forsøgt at gøre brug mod ham, og gøre det tydeligt for ham, at han var slået.. offentligt, hvor alle kunne se det. Han trak køligt og næsten kynisk på smilebåndet ved Sephirans ord. ”I så fald, må jeg ligge søvnløs.. Tak for advarslen,” endte han med en ganske kortfattet stemme, inden han så til hvordan manden kæmpet sig op på benene og forsvandt. De var nok de stærkeste warlocks som levede for nu, og derfor var der ikke rigtigt nogen, som turde komme dem på tværs, hvilket skam også var noget som passede Kimeya ganske udmærket, for han hadede når folk blandede sig! Han fnøs let. Hvis det var sådan det skulle være, så var det jo sådan det måtte være. Han så kort i retningen af de andre, inden han så dem vende sig mod det, som de havde været i gang med i forvejen, hvor han derefter ved hjælp af sin magi, fik rejst muren og væggen igen, og søgte tilbage på sit kontor. Nu havde han jo pludselig ekstra som han måtte tage sig af – en tanke som frustrerede ham voldsomt!

//Out