We need to talk

[Sephiran Acheron]

Sephiran havde haft meget at tænke over, siden hans nedslagtningsfærd ind i vampyrernes hule, hvor han havde fældet en 10 stykker af Alexanders mænd. Det havde passet ham rigtig fint. Men Alexander havde sagt nogle ting til ham, som han alligevel var gået hjem og havde grublet over. Tiyanna gad alligevel ikke have ham tæt på, hvilket uden tvivl var frustrerende, når han havde gjort sig så meget besvær for at få hende ud! Men det måtte hun jo om, for så skulle han da nok lade hende være i fred. Han havde Yelena på bordellet i baghånden og ville hive hende hjem til sig, når Tiyanna var ved at være opover, for han kendte jo hendes fortid som jordmoder. Men nok om det for nu. De ting Alexander havde kaldt ham, havde han slet ikke brudt sig om. Lød rygtet virkelig, at han bare var Kimeyas stik-i-rend-dreng? Skødehund? En gemen undersåt, der gjorde hans befaling? Det var da slet ikke sådan han så det selv, men han blev jo nødt til at finde ud af det. Kimeya havde alligevel været underlig, siden han havde fået den forbandede dragt på og han brød sig stadig ikke om det, men havde jo accepteret det, fordi han troede de stod på lige fod. Nok havde Kimeya en titel, men ellers så han da slet ingen forskel, eftersom de jo havde stået så stærkt før hans død. Han havde lagt alt hos den mand og han kunne slet ikke fordrage tanken om, hvis han var anset som en, der bare gjorde alt det beskidte arbejde. Så da Kimeya selv havde kaldt, så valgte han at tage sted, for en gang for alle at opklare sagen og se, om han gad møde op næste gang. Han dukkede op ved Mørkets Cirkel og satte vandringen fast ned gennem gangene og nåede til Kimeyas kontor, hvor han blot tog fat i døren og gik ind, eftersom han jo faktisk altid bare havde gjort sådan, som Kimeyas ligemand og bedre halvdel. Han gik ind på det åbne område foran Kimeyas bord og så mod ham. Han stod rankt og med armene bag ryggen, dog med et neutralt ansigt. Han havde ikke sit scepter med. "Du ville se mig?" spurgte han sigende og løftede et bryn.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var ved at finde til rette med arbejdet i Den Mørke Cirkel igen. Nu hvor han var ved at have styr på det hele. Folk var begyndt at anerkende ham som deres sande leder igen, hvilket var noget som passede ham perfekt, eftersom det havde været et kaos som Malisha havde efterladt sig, og det faktum, at han havde været væk selv igennem så lang tid, for at gennemgå den træning, som han nu havde været igennem til nu. Som det nu var sagt, så var det ikke ligefrem det som han tænkte meget videre over lige nu. Der var mange andre ting, som fyldte hans tanker, og det var skam også derfor, at han var i Den Mørke Cirkel for denne omgang.
Arbejdet på slottet var gået mod sin ende, for denne omgang, og derfor kunne han tage sig noget af det mere personlige. Sephiran havde fået den lille opgave, at skulle finde Malisha, og han ville høre hvordan det arbejde skred frem, hvis han i det hele taget havde taget sig af den. Han hæmmede bestemt ikke, før Malisha var fundet og straffet for det som hun havde gjort, og det var noget som han stod fuldstændig fast på! Han kneb øjnene let sammen, også selvom han mildnede med det samme han hørte Sephirans stemme. Han rettede sig op. Dragten stod han stadig i, da det var blevet hans naturlige og daglige beklædning. Han vendte sig mod ham. Hans kære ven, og en af de få, som han følte, at han for alvor kunne stole på, hvilket uden tvivl var noget, som han var rigtig, rigtig glad for. ”Sephiran,” hilste han roligt og gjorde tegn til at han bare skulle komme ind. Her var ved at være gang i Cirkelen, men der var stadig mange ting, som skulle på plads, før en som Kimeya var tilfreds med tingene som de var, for det var han da på ingen måder endnu! ”Må jeg byde dig på et glas?” spurgte han endeligt, inden han gik hen til skabet, som han åbnede og fremdrog en forholdsvis dyr whiskyflaske og to glas, inden han søgte hen til bordet, hvor han selv valgte at tage plads i sin egen stol, som nærmest kunne siges, at være en konge værdig.

[Sephiran Acheron]

Det var ved at være et stykke tid tid siden, at Sephiran havde set Kimeya, men der var også sket en del ting og han havde været travlt optaget af bordellet samt at få Tiyanna hjem igen. Hans mænd var endnu ikke vendt hjem fra deres søgen på Malisha, for de vidste, at de ville blive slået ihjel hvis de vendte tomhændede hjem trods alt, så han ventede et stykke tid endnu før han selv satte ud, for hun skulle findes under alle omstændigheder. Han smilede ikke for øjeblikket, som han kom gående ned gennem gangen i Mørkets Cirkle og ej heller, da han trådte ind på kontoret. Han var neutral i ansigtet, eftersom der virkelig virkede til at være uoverensstemmelser med de rygter Alexander havde oplyst ham om. Han kunne ikke fordrage den tanke, at han skulle have behandlet ham sådan, når han selv altid havde troet, at de var ligemænd! Han havde for pokker givet den mand hele sin tillid og loyalitet, hvilket jo virkelig var sjældent og kun Kimeya havde den i øjeblikket. Men det så ud til snart at ende, hvis Kimeya da ikke beviste det hele anderledes. Han blev stående med hænderne bag ryggen og en rank ryg, benene stående med sin hoftebreddes afstand, nærmest som en lille soldat. Han håbede virkelig ikke, at han skulle vende herfra med den viden, at han bare var blevet taget ved næsen alle disse år. Han trak vejret roligt og så mod Kimeya, da han tilbød sin dyre whisky, hvilket dog ikke lød tosset trods alt. "Jo, hvorfor ikke," svarede han roligt og nikkede. Han trådte hen imod bordet og gled ned i stolen overfor ham, eftersom han selv satte sig ned. Han så mod ham og afventede at få skænket op, inden han faktisk gik videre. "Hvad drejer det sig om i dag?" spurgte han, alligevel en kende nysgerrigt, eftersom han jo altid blev inddraget i alt. Eller gjorde han nu også det? Alexander havde virkelig sået tvivl i ham!

[Kimeya Marvalo]

Dem som kendte Kimeya, ville vide, at man ikke kunne stole på alle ord, som han skænkede dem, men ikke desto mindre, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han var en mand, som tydede til midler, for at få tingene, som han ville have dem, så det var ikke rigtigt noget som egentlig kunne komme synderlig meget bag på nogen, når det nu endelig skulle være i den anden ende. Han havde mange ting, som han stadig ønskede at få på plads, men som han ikke kunne på egen hånd, og lige der, kunne man vel godt sige, at de måtte tage en ting af gangen, og lige der, var han ganske tilfreds med at Sephiran havde taget sig af arbejdet om at finde Malisha, for så kunne han finde mange andre ting, at tage sig af i stedet for. ”Det tænkte jeg nok,” sagde han med en rolig stemme, inden han selv vandt det hele frem og stillede det på bordet, hvor han skænkede op til dem begge to, inden han selv valgte at tage plads i stolen overfor ham. Glasset tog han roligt i sin hånd.
Det var efterhånden ved at være tider siden han havde set Sephiran sidst, og han ville jo egentlig bare forhøre sig om hvor langt manden var kommet med den særlige opgave med Malisha han havde sat ham på, for det var ved at være lang tid siden, og han begyndte at blive meget utålmodig. ”Jeg ville forhøre mig om hvor langt du er kommet i din søgning for Malisha, Sephiran,” sagde han med en ganske sigende mine, da han let lod hovedet søge på sned i stedet for. Han tog en tår af sin dyre whisky, inden han satte glasset fra sig igen på bordet, kun for at lade armene slå sig over kors på hans faste og muskuløse bryst. ”Jeg begynder at blive utålmodig,” afsluttede han sigende, da han igen lod blikket og den stive og faste mine, søge til hans skikkelse igen.

[Sephiran Acheron]

Sephiran havde altid hørt, at han ikke burde stole på et ord af hvad Kimeya sagde, men han havde nu altid ment, at de havde et specielt bånd, eftersom han jo faktisk var den eneste, der nogensinde havde givet Kimeya kamp til stregen magisk og derved intellektuelt samt på reflekser. Han havde dengang valgt at skænke Kimeya sin tillid som den eneste i alle lande og derfor hele verden, så derfor ville han virkelig føle sig latterliggjort, hvis det hele faktisk viste sig bare at være en gemen løgn. Han skulle slet ikke fordrage det, eftersom han faktisk altid sagde tingene lige ud af posen, da han ikke rigtigt pakkede noget ind. Han sank en let klump og vædede sine læber, som han satte sig til rette i stolen. Han nikkede sigende og trak svagt på smilebåndet, selvom han hurtigt fik den neutrale mine igen. Han lænede sig frem og tog fat om det andet glas, da Kimeya havde skænket og taget et selv. Han løftede den roligt med hånden til sine læber og tog en tår. Uden tvivl en udsøgt whisky om ikke andet, men den var jo også dyr og af god kvalitet, for de gik de jo begge meget op i. Han pustede roligt ud og lyttede til ham; selvfølgelig. Kimeya var ikke en specielt tålmodig mand, men det tog jo tid, eftersom hans mænd faktisk skulle rundt i alle lande, for hvem pokker kunne vide, hvor den tøs gemte sig? Han ønskede jo faktisk selv at finde Malisha, for det ville han virkelig nyde. Han kneb øjnene svagt i og så mod Kimeya, som han bundede whiskyen og satte glasset på bordet igen. "Mine mænd er endnu på farten. De fik udtrykkeligt besked på ikke at komme hjem, før jeg kaldte dem hjem... eller før de havde Malisha med sig. Jeg giver dem en rum tid mere, før jeg kalder dem hjem," svarede han roligt. Det var hans plan og det skulle ikke ændres. Men faktisk var det at finde Malisha jo bare beskidt arbejde som Kimeya ikke selv gad, for når Malisha var fundet, ville han vel selv gøre krav på kvinden? Men det ville han da slet ikke tillade! "Hvis du er ved at blive utålmodig, så må du jo lede selv," afsluttede han kortfattet og køligt som afslutning.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var på mange måder en loyal mand, hvis ord man faktisk kunne stole på, og til tider, så var han bare det stik modsatte, og specielt når han vidste, at han kunne få noget ud af den situation – som han kunne i dette tilfælde, og det var jo ligesom også det, som passede ham selv fantastisk godt i den anden ende. Han vendte blikket roligt mod ham, som han sad der i stolen overfor ham. Han var uden tvivl ikke just kendt for at være en mand med særlig meget tålmodighed, g specielt ikke når det kom til en sag som Malisha, som lå ham så nært til hjertet, som denne gjorde. Han kneb øjnene let sammen. Hans mænd arbejdede for langsomt. Hvad nu hvis de slet ikke søgte? Søgte for langsomt? Eller måske havde fundet hende, men ikke meldte det? Der var ekstremt mange muligheder, og han turde ikke rigtigt tænke på hvilken af dem, som faktisk skulle vise sig, at være den rette. ”Det her er en sag, som jeg ønsker ud af verden, så hurtigt som muligt. Om muligt, så sæt flere mænd på den opgave.. Hun skal findes, og hun skal udryddes for de handlinger og gerninger, som hun har sat i gang,” sagde han med en ganske kortfattet stemme. Hvorvidt om Sephiran gjorde sig mange forskellige tanker om tingene, var han ikke klar over, da det i princippet ikke rigtigt var noget som rørte ham som sådan, for hvorfor skulle det da gøre det? At manden så i det hele taget vovet at sige, at han selv skulle sætte sin jagt ind for hende, var noget som fik ham til at knibe øjnene fast og advarende sammen. Han havde meget andet at tage sig af! ”Der er ikke timer nok i løbet af en dag, til at jeg kan sætte den jagt ind for den kvinde, Sephiran. Jeg har meget andet at tage mig af, og nu har du jo sat dine folk på den opgave,” påpegede han ganske sigende og med et kort skuldertræk. Han var bare nødt til at spille lidt på det, for at få tingene som han gerne ville have dem. Han tømte sit glas og satte det roligt fra sig på bordet. Han var en mand med høje mål, men meget lidt tålmodighed.. Ikke altid noget, som gik hånd i hånd.

[Sephiran Acheron]

For Sephiran, var det hele et spørgsmål om enten eller. Enten var man hundrede procent loyale overfor hinanden, ellers så var der ikke noget at komme efter. Han kunne slet ikke bruge det andet til noget, så derfor ville det også være en kniv i hjertet på ham, om han faktisk skulle høre Kimeya sige, at det faktisk bare havde været udnyttelse. Han nægtede simpelthen at stå som en skødehund, så det skulle han snart få lavet om på, hvis det var sådan landet stod mellem dem... efter alle disse år. Han trak vejret dybt og pustede roligt ud. Det var jo faktisk Kimeyas job at finde Malisha, eftersom han ønskede hævnen, men da han var så utålmodig, så sendte han andre ud for det beskidte arbejde, så han selv kunne gøre det sjove. Aldrig havde han tænkt sådan, før Alexander havde pointeret det for ham, hvilket virkelig irriterede ham, for det havde virkelig sat tankerne i gang hos ham. Han stolede på sine mænd, og de lystrede ham overfor alle andre, også Kimeya, selvom han jo faktisk havde sagt andet til ham. "Og mine mænd arbejder så hurtigt som de kan. Jeg har desværre ikke flere mænd at sætte på opgaven," svarede han letterede afvisende, selvom det var i en rolig tone, der kun havde en svag kølig tendens. Han vædede let sine læber og satte sig lidt frem på stolen. Han rakte ind efter whiskyen og skænkede op i sit glas endnu engang og tog glasset i hånden, da han lænede sig tilbage. Han løftede et let bryn, løftede provokerende glasset i hilsen og tog en tår. Han kunne ligeså godt få en god drink, nu hvor de ligesom var i gang. "Så må hun jo tydeligvis ikke være vigtig nok," svarede han blot kortfattet igen. Han bundede sit glas endnu engang og satte det fra sig på bordet med et lille "klonk", før han igen lænede sig tilbage i stolen, men han skænkede ikke op igen. Et smil passerede hans læber, for han skulle kun lige til at komme i gang. Han tog roligt omkring armlænene på stolen og skubbede sig op at stå, hvor han foldede hænderne bag ryggen. "Det er gået op for mig, Kimeya, at du aldrig har set anderledes på mig end på alle andre warlocks. Jeg har bare været den, der villigt har gjort halvdelen af alle dine opgaver - den beskidte del - så derfor har du ladet mig tro, at vi havde noget særligt," begyndte han, som han gik frem og tilbage. Et smil passerede hans læber, men ikke det sædvanlige kendetegnende smil, nej... der var noget andet over det. Han stoppede op og satte hænderne i bordet, med fronten mod Kimeya. "Men jeg vil ikke være din tjener Kimeya! Jeg lagde alt min tillid hos dig, og dette er hvad jeg får ud af det? At være berygtet som sin skødehund? Din stik-i-rend-dreng? Pokker, nej!" vrissede han køligt og dumpede ned at sidde. "Så... Bevis... venligst... at det ikke er sådan," afsluttede han frustreret og så skarpt på ham.

[Kimeya Marvalo]

Den evige søgen efter Malisha ville ikke stoppe, før han havde fundet hende, og det gik Kimeya ud fra, at Sephiran var klar over. Han havde et meget privat udestående med den kvinde, og specielt fordi at hun havde gjort hvad hun havde gjort, og det var bestemt ikke noget som han fandt sig i overhovedet! Han blev siddende og stirrede på ham, også selvom de svar som han fik, ikke ligefrem var nogen, som han følte, at han kunne bruge til noget, så var det svar, som faktisk gjorde ham direkte tosset et eller andet sted, og det kunne han da slet ikke have med at gøre i den anden ende. Han vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. Han havde ikke flere mænd til opgaven? Det var da naturligvis irriterende, at der ikke kunne sættes flere på den, for så var han da sikker på, at de ville finde hende hurtigere! ”Så find nogen flere som kan trænes op og sættes på den opgave, Sephiran,” endte han kortfattet. Nu hvor det var en opgave, som han tog sig af, så kunne han tage sig af så mange andre i mellemtiden, og det var noget som han naturligvis var rigtig, rigtig glad for. Han sendte ham et strengt advarende blik. ”Den kvinde tog mit liv..” endte han kortfattet. Det var mere end grund nok til at han skulle sætte det som en opgave af førsteprioritet!
At manden så efterfølgende skulle rejse sig, og endda med de ord, var noget som meget hurtigt fangede hans interesse også selvom det nu heller ikke var noget som rørte ham som sådan. Han udnyttede ham måske en smule, men ikke desto mindre, så stolede han uden tvivl også på ham, og mere end det, som han jo nok ellers ville have givet udtryk for overfor nogen som helst. Han lod ham dog snakke færdigt. ”Jeg vælger at betro nogen af de mere personlige opgaver til dig, Sephiran, og du vælger at så tvivl til mig?” spurgte han først, med en ganske kortfattet stemme. Han blev siddende og kiggede på ham. Når man havde en, som ikke var bange for at tage sig af det mere sure arbejde, hvorfor skulle han så gøre det selv? ”Du vil have, at jeg skal benægte, at jeg.. udnytter dig, til at gøre de små opgaver, som jeg selv vil hade at pådrage mig? Det kan jeg ikke, Sephiran.. Hvorfor gøre det selv, når jeg kan få andre til at gøre det for mig?” spurgte han sigende.

[Sephiran Acheron]

Sephiran vidste, at han nemt bare kunne finde et par mænd og knække dem, men nu hvor Alexander havde plantet den tvivl i ham, så følte han slet ikke lysten til at gøre noget som helst for Kimeya. Kimeya havde sit private med Malisha og derfor burde manden vel også klare det hele, ikke? Det havde bare aldrig strejfet ham før nu og han følte sig virkelig dum... og det kunne han slet ikke have, for det gjorde ham bare inderligt vred og sur. Han kiggede fast på Kimeya, mødte hans blik, for han frygtede ikke for manden. Han følte sig bare svigtet og havde en masse følelser, som han faktisk slet ikke kunne kapere. Han rullede med øjnene. "Der er desværre ikke timer nok i løbet af en dag, til at jeg kan udklække et par friske lydige warlocks," svarede han kun køligt og brugte Kimeyas egen medicin imod ham. Han kunne ikke klare at blive holdt for nar og han var ret sikker på, at det var sådan, det faktisk altid havde været. Han modtog blot det advarende blik, men var slet ikke berørt lige for øjeblikket. "Så find hende selv," vrissede han. Han var meget på tværs lige nu, men han ønskede at finde ud af alt dette, før han gjorde noget som helst. Han blev stående halvt lænet ind over bordet med hænderne stemt imod bordet og mødte Kimeyas blik trodsigt. Lige nu kunne han slet ikke forbinde, at udnyttelse og loyalitet hang sammen, for det var to vidt forskellige ting der ikke passede sammen overhovedet! Han rullede med øjnene, for selvfølgelig var det det, som Kimeya spurgte ind til først. "Der er ikke noget personligt over, at jeg skal bruge min tid og ressourcer på at finde en pokkers tøs, bare for at overlevere hende til dig, så du kan lave alt det sjove," vrissede han køligt, "det kunne du få enhver idiot til," sagde han. Han så rødt, for han kunne slet ikke klare tanken om, at blive udnyttet på den måde. Han havde givet Kimeya sin fulde tro og tillid og dette var tanken? Det var ikke så meget det, at lave opgaverne, for det var han ligeglad med, men mere... bare hele situationen! Han blegnede en smule. Hans hånd begyndte at gløde af magien, så han hamrede sin hånd ned i bordet med en sådan kraft, at den flækkede midtvejs og faldt sammen. Han rettede sig op og grinte... ikke direkte af fornøjelse men af den rene misfornøjelse! "Er det virkelig alt, jeg har været til dig, Kimeya? En skødehund? Du er den eneste i hele denne verden, himmel og helvede, der har fået min tillid og dette er takken?!" hvæsede han vredt og med gnistrende øjne. "Jeg skulle virkelig have slået dig ihjel dengang."

[Kimeya Marvalo]

For Kimeya var det vigtigt at understrege, at det var ham, som bestemte, og det var noget som han ikke fandt sig i, at nogen satte sig op mod, for hvorfor skulle han da leve med det, når han ønskede så meget andet, end det som han jo i princippet kunne sige, at han fik i denne stund? Han kneb øjnene let og fast sammen, da han fik slynget ordene direkte tilbage i hovedet igen, for det var slet ikke noget som han kunne have med at gøre i den anden ende. ”Hvad siger du…?” endte han med en fast og yderst advarende stemme, for han fandt sig bestemt ikke i, at blive snakket til på den måde, hvis han ellers skulle blive fri i den anden ende! Manden var ved at være hidsig. Så godt kendte Kimeya ham da om ikke andet. ”Vælger du at trække dig?” spurgte han med en direkte hvislende stemme, da han selv denne gang valgte at rejse sig. Det begyndte at brænde.. der var gang i gløderne nu, for det lignede dem bestemt heller ikke at stå og nærmest skændes, som de gjorde i denne stund.
Sandheden var måske frygtelig, frygtelig hård for denne mand at håndtere, men Kimeya så jo ikke nogen grund til at lyve for ham. Han stolede på ham, og det som han sagde, var skam også noget som han gjorde, og nu hvor de var kommet så langt, at de jo faktisk snakket sammen om tingene, så havde han intet imod at besvare spørgsmålene, når de jo engang måtte komme. ”Det er jo netop det jeg har gjort, er det ikke? Jeg spurgte dig, og du indvilget med den fantastiske gruppe warlocks du havde fundet dig, ikke sandt?” bed han ham af. Det brændt nu.. Manden hamrede hånden direkte ned i bordet, så det flækket, hvilket bestemt heller ikke var noget som Kimeya fandt sig i. Han knyttede næverne fast. De var begge farlige, men med den træning som Kimeya havde fået, så vidste han jo, at han på magisk vis, var Sephiran overlegen, og med en mulighed for lettere, at kunne slå ham ihjel, end det som han havde haft til nu. Han trådte udenom bordet, selv for ikke at blive fanget med ryggen mod muren, kun for at stille sig ansigt til ansigt med Sephiran endnu en gang. ”Du overreagerer Sephiran. Jeg ved ikke, om det er fordi du har fået den tøs til Tiyanna i hus, eller hvad fanden det er.. Jeg har lagt en lid og tillid til dig, som jeg sjældent lægger til nogen som helst.. Og hvis du truer med at slå mig ihjel.. så bliver det dét sidste du gør!” hvæsede han kraftigt.

[Sephiran Acheron]

Sephiran havde altid anset dem som ligemænd, hvor Kimeya blot var den der stod med titlen og han som side-titlen. Men det var blevet påpeget for ham, at det slet ikke var udadtil som i hans hoved, hvilket virkelig gjorde ham frustreret og vred. Han holdt sit blik køligt og skarpt mod Kimeya, som han tydeligt fik prikket til ham med ordene, som han jo faktisk slyngede tilbage på ham; men han havde virkelig brug for at smage sin egen medicin! Han vædede sine læber og mødte bare det advarende fra Kimeya med en vis modstand. "Du hørte mig udmærket," svarede han blot kortfattet. Han var ved at være godt sur og hidsig, for den nyhed om, at han var blevet udnyttet, var slet ikke en han kunne tage. Han havde slået ihjel for meget mindre! Dette betød hævn... og den skulle blive sød, når han havde fået den. "Ja, det gør jeg, Kimeya. Du må finde hende selv," hvislede han selv køligt. Han blev stående. Sandheden var for meget af det gode, hvilket også fik det til at koge over en lille smule for ham, hvilket gjorde, at han jo direkte smadrede bordet i det samme, som Kimeya faktisk igen stod og sagde, at han havde holdt ham for nar og blot udnyttet ham som en anden idiot. Det var en hård sandhed, som han slet ikke kunne gøre med, hvilket virkelig lavede oprør i det hele. Aldrig havde han troet, at han kunne føle sig svigtet og så nedgjort, men det gjorde han virkelig. "Du skal ikke nedgøre mit arbejde Kimeya. Uden mig, vil du aldrig komme til tops som leder!" hvæsede han hårdt. Det var hans plan; Kimeya skulle slet ikke komme tilbage til sit regime uden ham. Han ville finde Malisha og så ramme Kimeya så hårdt igen, at han aldrig ville glemme, at han var kommet på tværs af ham. Han mødte Kimeyas blik, da de stod ansigt til ansigt på den side af bordet, han havde stået hele tiden. Hans hænder glødede, for han var virkelig vred. "Jeg overreagerer? Du fatter det slet ikke, gør du Kimeya? Er du virkelig så kæphøj?" hvislede han køligt. Han overhørte alt om, at Kimeya sagde, at han havde lagt lid og tillid til ham, for det kunne han virkelig ikke se, med alt det andet. Han hævede hånden og kylede en kugle i brystet på ham, for han var virkelig ved at koge over. "Jeg truer dig ikke... endnu. Jeg vil lade dig beholde dit liv på din pædistal!"

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde måske gjort brug af sine groteske midler og metoder, for at få tingene som han ville have, og at det så endelig var gået op for Sephiran, at han måske var blevet udnyttet lidt, var en tanke som han nu bare måtte slå sig til tåls med, for han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det, uanset hvad. Han kneb øjnene fast sammen og vendte blikket mod ham med en fast og kortfattet mine. Han brugte hans ord igen, og det var noget som uden tvivl gjorde ham vred et sted. ”Hvis det skal foregå på den måde, så er jeg jo nødt til at gøre det selv..” Han kneb øjnene fast sammen, og med den samme vrede mine, for han fandt sig bestemt ikke i, at det skulle foregå på denne her måde, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Manden var ved at koge over, og et sted, så var Kimeya fuldstændig ligeglad. Han var den som stod med titlen som leder, og måske han ikke havde været i stand til at genvinde det hele uden Sephiran, så ville det ikke ændre på det faktum, at han faktisk stolede på den mand, mere end hvad han gjorde på så mange andre. Hans øjne begyndte for alvor at lyne. ”Jeg har aldrig nogensinde sagt, at jeg ville kunne klare det uden en hjælp fra en som jeg stoler på, for det havde jeg ikke! Men hvad fanden havde du regnet med, Sephiran? At jeg ville dele triumfen med andre, når den er min ret at bære?” endte han med en fast tone. Tiyanna havde gjort noget ved ham. Det var da noget som Kimeya så tydeligt kunne mærke, selvom det kun var noget som gjorde ham vred! En kvinde skulle ikke gøre en mand svag, men det var tilsyneladende sket i dette tilfælde, sådan som han reagerede. Han nåede knapt at reagere, før der blev kastet en kugle direkte efter ham, hvilket han bestemt heller ikke fandt sig i. Han blev kastet let tilbage, men genvandt hurtigt balancen igen. Hans øjne lynede denne gang. Han rakte begge armene let ud fra kroppen. ”Når du truer mig på livet, Sephiran, så koster det frygtelig dyrt…!” hvæsede han med en fast og nærmest dræbende stemme. Det brændt mod hans bryst, men det der, var bestemt heller ikke noget, som han fandt sig i, overhovedet! Han kastet den ene af de små kugler op i loftet, hvor den med det samme, valgte at skjule sig – umulig at se. Den anden kastet han direkte mod Sephiran. Mens han ville tage sig tid til at blokere for den, ville den anden, komme frem fra skjulet i loftet, og angribe oppefra i en lodret position – med andre ord, vil den med største sandsynlighed ramme ham.

[Sephiran Acheron]

At det havde taget Sephiran så længe at indse, var selvfølgelig hans egen skyld, hvilket kun fik ham til at se endnu mere rødt. Kimeya benægtede jo ikke engang noget, hvilket han næsten hellere ville have end det andet, for han kunne slet ikke forholde sig til denne situation. Gad vide om Tiyanna kunne forklare det for ham når han kom hjem? Han måtte jo prøve at se, om hun overhovedet ville snakke med ham, for hun trak sig jo for øjeblikket, hvilket var ret frustrerende. "Ja, for jeg skal ikke bruge flere ressourcer på at gøre dit beskidte arbejde," hvislede han køligt. Han var virkelig ved at koge over, for det gjorde ham så inderligt frustreret, at han følte sig nærmest revet itu. Som om Kimeya havde taget et eller andet fra ham, som han aldrig fik tilbage, hvilket han slet ikke ville lade ske. Et sted vidste han jo godt, at han var den eneste, Kimeya også stolede på, som omvendt, men han kunne slet ikke se det lige nu. Hans blik var som sløret af den sandhed, der lige var regnet ned over ham som ild, for det brændte virkelig i ham. Han kneb øjnene hårdt sammen, for han var virkelig vred og hidsig. Hvis følelserne alene kunne dræbe, så havde Kimeya virkelig lagt i gulvet nu. Et kynisk smil spillede over hans læber, som manden alligevel indrømmede, at han måtte have hjælp for at kunne klare det. "Når jeg gør halvdelen af arbejdet... når du siger, at du stoler på mig, har skænket mig din lid og tillid. Så forventer jeg også at få min del af kagen!" hvislede han køligt. Kimeya var virkelig blevet blind, siden han var blevet knækket af Jaqia og havde fået den pokkers dragt og stav. Han stod på en pædistal, der ikke var til at komme ned fra i øjeblikket og det ville koste ham dyrt, ingen tvivl om det. Fra hans side, havde Tiyanna ingen skyld i dette, det var Alexander, der faktisk havde sået den tvivl, men hvad der var bedre, vidste han ikke. Han kneb øjnene fast sammen, som han fik kastet Kimeya lidt fra sig, for han havde virkelig brug for at få bugt med sin vrede og frustration. "Jeg håber du en morgen vågner op og indser, hvad du har mistet," hvislede han iskoldt. Hans hænder glinsede endnu af magien, der knitrede helt som lyn omkring hans fingerspidser. I det at Kimeya sendte to kugler, så mistede han fokus på den, der var sendt mod loftet, da han parrerede den kugle, der kom direkte mod hans bryst. Et splitsekund efter kom den anden kugle dog frem og hamrede ned i hans venstre skulder, som den faktisk slog af led, hvilket fik ham til at lave en grimasse. Han trådte et par skridt tilbage og holdt den højre hånd mod Kimeya. Han sendte dog ikke noget af sted, men derimod, så duplikerede han sig selv med desillusionen, så han stod i en halvmåne foran Kimeya i 5 udgaver. Han stod dog ikke i midten længere, han havde byttet plads, så Kimeya ikke ville vide det. Hans magi var også blevet væsentligt stærkere, så han kunne efterhånden holde desillusionen uden den komplimenterende kugle.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var et sted lidt ligeglad med hvor lang tid Sephiran havde fået på at skulle tænke igennem det her, for det var vel ikke så usynligt, at han faktisk havde udnyttet ham lidt, for selv at tage guldet ved målstregen? Han vendte blikket mod ham. Han var skuffet, og det stod så tydeligt ud af hans øjne, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde ham noget, for han kunne ikke være mere ligeglad end det som han var i denne stund. Han himlede med øjnene og rystede på hovedet. Manden legede virkelig med kræfter, som man slet ikke skulle lege med, og det ville nok også gå op for ham på et tidspunkt. ”Du har gjort det ganske udmærket til nu, så hvorfor stoppe?” spurgte han med en ganske kortfattet stemme. Det var virkelig ved at irritere ham efterhånden! Han selv valgte at søge hen på Sephirans side af bordet, da det efterhånden var ved at gå op for ham, hvor det her tegnede hen, og det var ikke fordi at det som sådan, var noget som rørte ham, for han kunne virkelig ikke være mere ligeglad. ”Jeg har delt store hemmeligheder med dig, Sephiran.. Jeg har givet dig meget at være stolt af, og jeg stoler nok på dig til at lade dig lede racen, når jeg selv ej er i stand til det, samt være med til at tage store beslutninger. Du får din andel af kagen!” udbrød han med en fast tone.
Kuglen som ramte ham direkte i brystet, slog ham let bagud, og det bøjede nok det ene ribben, men det var heller ikke ligefrem noget, som han kunne gøre noget ved. Kuglen ramte Sephirans skulder, og slog den af led. Det knæk, var noget som Kimeya kunne genkende, stort set hvor alt, og det var næsten som sød musik for hans ører. ”Hvad jeg mister? Jeg har alt det, som jeg nogensinde har haft!” endte han med en fast mine. At han så derimod… gjorde brug af desillusioner, overraskede ham faktisk en hel de. Han rettede sig op, også selvom det tydeligt gjorde ondt i brystet, så var han ikke den som peb! ”Ser man det.. du er for alvor begyndt at lege med de store..” Han havde ganske vidst ikke nogen anelse om hvem af dem, der var den rigtige, så måtte han jo bare ramme dem alle sammen. Han kneb øjnene let sammen, inden han direkte sendte en trykbølge af sted. En så kraftig, at den ville ramme dem alle sammen – og forhåbentlig den rette, for han ville ikke finde sig i det her!

[Sephiran Acheron]

Sephiran kunne se på Kimeya, at alt prallede af ham, så derfor virkede ingen af hans ord særlig troværdige, hvilket gjorde, at han slet ikke tog sig af de ord omkring loyalitet. Kimeya kunne sige alt han ville og prøve at påstå, at det var tilliden der talte, men når alt kom til alt, så var det i virkeligheden bare et virkemiddel til at få ham til at gøre, hvad han ville have og han kunne virkelig ikke fordrage den følelse af, at være blevet taget sådan ved næsen. Han kneb øjnene sammen og sendte ham et iskoldt blik, for lige nu var det virkelig knald eller fald... og det stod til, at deres styre sang på sidste vers. Han fnøs forarget og knyttede hænderne fast, selvom han ikke kunne med den venstre, eftersom Kimeya havde slået den af led. "Fordi jeg ikke vil være din skødehund længere!" hvæsede han, tydeligt i forsvarsposition, for han kunne slet ikke have med det at gøre. Han rettede sig fast om, for selvom venstre arm var gjort nærmere ubrugelig, så mærkede han slet ikke smerten, for han havde en virkelig høj smertetærskel. Han rullede med øjnene, som Kimeya prøvede at modsige ham, men det røg ind ad det ene øre og direkte ud. "Lad mig omformulere det for dig: Du har delt med mig, hvad jeg troede der var hemmeligheder. Du har holdt mig for nar og troet, vi faktisk havde et venskab med lige tillid, og du har udnyttet min sindssyge kreativitet fordi du selv er for dum til at finde på det!" hvæsede han køligt, "så du har allerede spist min andel før jeg selv kunne få den," afsluttede han på det emne, for det var slet ikke til diskussion. Han hadede simpelthen hele situationen og skulle virkelig have bugt med nogle ting, før han kunne tage hjem og surmule. "Som du vil. Man kan alligevel ikke banke noget ind i dit tykke hoved!" hvislede han igen til ham. Han rullede med øjnene og kneb øjnene sammen, nu hvor han stod duplikeret i flere udgaver. Han smilede kynisk og stivnede ved trykbølgen, hvilket gjorde at han dannede et skjold om sig selv, så han ikke blev ramt; men det gjorde også, at de 4 andre udgaver af ham forsvandt, fordi han mistede koncentrationen. Han blev dog skubbet hen til væggen bag ham, fordi trykbølgen var så kraftig. Han sænkede højre arm og så mod ham. "Det må du kunne gøre bedre," endte han provokerende. Han dannede en mørk spids genstand i sin hånd og kastede sig mod Kimeya, for at hamre genstanden mod hans lår eller ben. Trods alt, kunne han ikke slå manden ihjel, ville ikke. Men, han ville gerne såre ham.