Just for winter!

[Deleted]

Buen spændte Valandil lydløst op, da han sad i et træ og med blikket fast hvilende på den hjort, som netop havde passeret ham. Han havde efterhånden siddet i træet i nogen timer, uden at rokke så meget som en muskel, selv på trods af den kulde som stadig hvilede over landet. Han var vant til at være ude. Han havde været ude, stort set siden hans kære forældre havde smidt ham ud, da han ikke havde været særlig gammel, og han havde mod alle odds, formået at overleve og nu var blevet en voksen mand.
Det gennemborende blik hvilede på hjorten, som slet ikke havde nogen idé om, hvad der ventede den. En skam.. Et prægtigt dyr, men de var jo trods alt også en hel by, som skulle have mad, og han var efterhånden ved at være en fantastisk dygtig bueskytte, så han vidste helt præcist hvor han skulle ramme, for at sikre sig, at det kære væsen ikke ville lide unødigt.
Efter at have siddet der for en stund, slap Valandil buestrengen. Pilen forlod buen og fløj direkte mod det store og smukke dyr. Den satte sig direkte bagved det forbenet mellem ribbenene – Med andre ord, så direkte i det store dyrs hjerte. Dyret fik et chok, og forsøgte at komme fra stedet – rene nerver. Det varede ikke længe, før dyret faktisk faldt om. Først der sprang Valandil ned af træet. Han rynkede let på næsen. Buen fandt sin vej tilbage på pladsen over ryggen, idet han lydløst bar sig hen til det smukke dyr som lå på jorden. Den var ikke fuldvoksen, men den ville uden tvivl blive tung at slæbe. Noget som han nu alligevel havde gjort mange gange før. Pilen trak han ud og tørrede af i et stykke klæde, som han fandt frem til formålet. Lige præcist disse pile var værdifulde for ham. De dræbte og de slog ihjel.. og det var ikke noget som han havde i sinde at miste. Han tog efterfølgende fat i de stærke forben og fik dyret bakset op på sin ryg og skuldre, inden han begyndte vandringen mod Maerimydra og Mørkelvernes Landsby. Kulden holdt ham i nærheden af byen, da den ellers ville slå ham ihjel, hvilket han ikke var interesseret i. Hans skridt blev tunge. Dyret var tungt, men han havde bestemt ikke i sinde, at lægge det fra sig!

[Deleted]

Blå var øjnene der stirrede på manden, der kom slæbende med en hjort på ryggen. Kaotisk kunne synet næsten forekomme, som mand og hjort næsten var af samme størrelse. Derfor var der ingen tvivl om, at vægten ligeså måtte følge med. Ingen hjælp havde den kiggende kvinde dog i sinde at tilbyde, for … hvorfor skulle hun? Han var en mørkelvisk mand. Højst sandsynligt en slave. Hun var derimod en mørkelvisk kvinde. Ej en slave, men faktisk selveste lederen. Kahli’en. Tatiana betragtede sig af manden, som han trak dyret videre med sig. Selv stod hun i den retning, som han kom imod. Ikke indenfor hans synsfelt, nej, men inde til siden mellem de mange afklædte træer. Hun havde hørt hjortens dødsskrig, og derfor var hendes opmærksomhed blevet fanget.
I pæne, men også afslappede klæder stod Tatiana. Om hendes skuldrer hang den klassiske mørkegrønne kappe, der var kendetegnet for mange elvere. Om kroppen bare hun ligeså en løvgrøn tunika, der var fint detaljeret og sad ind til hendes krop. Som beskyttelse bar hun en bronzelignende corsage, der i virkeligheden var af materialet læder, så hun havde lettere ved at komme rundt. Om benene bar hun et par brune tætsiddende bukser, samt ligeså nogle brune knælange skindstøvler, så kulden blev holdt ude.
Tatianas hoved søgte en kende på sned, som betragtede sig af manden. En smuk kvinde var hun.. men en slange var hun også. Sikre var hendes skridt, som hun bevægede sig ud mod stien. Den sti, hvorpå også manden færdedes.. Hendes faste blik søgte mørkelveren, der slæbte på hjorten. Bange for ham var hun nu ikke, som han får den første var en af hendes egne, og så en mand. Men i og med, at han var en af hendes egne, vidste hun også, at man ikke blot kunne ligge paraderne. Mørkelverne var nemlig et yderst lunefuldt folk. Det vidste hun alt om. Hun var trods alt en af dem. Hun gjorde holdt, som hun endnu havde afstanden til ham. ”En god hjort.. Hvem er den for?” spurgte hun direkte. Selv antog hun, at den var til hans herskerinde. Mænd færdedes nemlig sjældent frit i Maerimydra. Generelt var der nemlig dem, som var slaver, og så var der dem, der var heldige og formåede at gifte sig med en mørkelvisk kvinde. De resterende var så få, at det var umuligt at gøre sig en sådan antagelse. Dem kendte man desuden til af person, da de havde formået at gøre sig af betydning. Denne mand kendte hun ikke..

[Deleted]

Ej ville Valandil påstå, at han var slave hos nogen herskerinde, for det var han så sandelig ikke. Han var sin egen herre på nuværende tidspunkt, selvom han dog var klar over, at det var for lånt tid, og at det nok meget snart ville vende. Vintrene var hårde, og der tilbød han som regel en god fangst for ly, et job og opgaver, inden han søgte videre, og til nu havde det virket efter hensigten. Hjorten var ganske vidst tung, men for mandig til at stoppe op og spørge nogen om hjælp, det gjorde han så sandelig heller ikke, og det var skam også der at han gjorde som han nu altid havde gjort det. Den grønne beklædning som han bar, blev blodig, og rustningen som han bar over skuldrene selv i en grønlignende farve som stort set resten af ham, klirrede let i takt med hans rolige og tunge skridt, for det var jo ikke ligefrem en nem opgave, som han havde kastet sig ud i.
Lyden af den kvindelige stemme, fik ham dog meget hurtigt til at stoppe op og hæve blikket. De mørke øjne søgte direkte til kvinden som stod der. Han var slet ikke i tvivl om hvem hun var. Alle kendte de deres races leder. Deres Kahli. Han rettede sig op med en tung prusten, inden han slap hjorten direkte ned i jorden bag ham. ”Kahli,” hilste han med en rolig stemme, kortfattet og følelseskold, men dog respektfuldt. Han vidste da hvor hans rolle i samfundet lå – når han endelig var en del af det om ikke andet. Han bøjede hovedet let og slog hånden kort over brystet, som en tydelig respekt for hende og hendes styre af dem. Han vendte blikket roligt mod hende endnu en gang. ”Den er ej for nogen, andet end den som jeg vælger at skænke den til,” fortalte han roligt, og ærligt. Nok næppe det svar, som hun havde i sinde, at skulle høre, men det var nu og da, det svar, som han var i stand til at skænke hende, og han stod fast på, at det var sådan at det var. Han stod i øjeblikket overfor en smuk kvinde, som han vidste, med lethed kunne tvinge ham med sig, uden at han kunne gøre det største. ”Jeg ønsker at bringe hjorten til Maerimydra,” afsluttede han med en sandfærdig mine, da han igen betragtede sig af hendes kønne ansigt.

[Deleted]

Kendt i hele Maerimydra var Tatiana, men hvilken race kendte ikke også ansigtet på sin leder? En skændsel ville det ganske enkelt være, hvis ikke kendskabet fandt sted, og skændsler blev ikke just tolket godt i mørkelvernes by. Derfor betragtede hun også blot manden med sit direkte blik, som han lod kendskabet stå til skue, og slap hjorten for at hilse retmæssigt på hende. Selv blev hun rankt stående med sin tydelige stolte mine. Ej nikkede hun igen, da hans stand ej var ligeværdig i en mørkelvisk kvindes øjne, og det vidste alle mørkelviske mænd. Det var blot således det var. Især når det kom til selveste Kahli’en! ”Sevrus,” hilste hun kortfattet igen. Dumdristigt ville enhver anden race formentligt finde det, at tiltale en ukendt person som en slave – for slave var, hvad sevrus betød på mørkelvisk – men i det mørkelviske samfund var det blot normen, når det kom til mænd. Der var størsteprocenten af dem trods alt slaver. Hendes hoved søgte på sned, som han hentydede, at han besad det man kaldte for fri vilje. Der var selvfølgelig nogle mænd, der var frie, men mange var de ikke, og normalt set var de mænd kendte, da de i så fald også var respekteret af kvinderne. Denne mand sagde hende ganske enkelt ikke noget. Hendes gennemborende blik studerede hans ansigt, inden hun rettede på sin holdning igen. ”Den er ikke for nogen? Tilhører du da ingen kvinde?” spurgte hun ham direkte. Dette var ikke just det sædvanlige.. Dog talte hun ej til ham i en høflig tone. Nå alt kom til alt, var han nemlig stadig en mand. Overfor hende og enhver anden kvinde, var det dog forventet, at han opførte sig respektfuldt. Hendes blå øjne søgte ned til dyret, der lå på den kolde jord. Blodig var den blevet af den pil, som havde gennemboret dets hjerte. Blodet havde ligeså lagt sig over mandens klæder.. ikke at det påvirkede hende. Det var trods alt blot sådan, at verdenen hang sammen. Hendes blik søgte mandens ansigt igen. Det var nu en prægtig hjort, som han havde fået skudt sig. ”Har du i sinde at sælge den, når du kommer så vidt? spurgte hun ham stilfærdigt, som det var, hvad hun umiddelbart måtte antage. Selvfølgelig medmindre han holdt til i Maerimydra, og blot ønskede at bringe den hjem. Han havde dog sagt Maerimydra og ikke hjem, og derfor måtte hun holde fast i sin første teori.

[Deleted]

Valandil var ikke ejet af nogen kvinde, og det var egentlig noget som han havde det fint med. For deres slags, så var det måske ikke ligefrem sundt, at en mand kunne rende rundt og gøre sig sine egne meninger, men det var nu den situation han befandt sig i. Han hilste dog respektfuldt på sin Kahli, også selvom det var den slavehilsen, som han blev mødt med, også selvom det ikke ligefrem var tilfældet for ham. Dyret lod han ligge i jorden lige ved ham, for det løb jo heller ikke ligefrem nogen vegne. At det jo så var lige hende, som han skulle støde ind i, var noget som han ikke ligefrem havde regnet med. Det var første gang igennem hans liv, han faktisk stod ansigt til ansigt med den kvinde, som man kaldte ved den ærbødige titel. Han rystede kort på hovedet. ”Ingen kvinde har gjort krav på ejerskab over mig,” sagde han ærligt. At lyve for hende, ville være dumt, og det vidste han, også selvom han nu heller ikke rigtigt brød sig om tanken, at skulle være underlagt en kvinde.
Valandil trak vejret dybt. Hun stillede mange spørgsmål.. Lidt for mange efter hans smag, men dum nok til at kommentere det, var han dog heller ikke. Maerimydra, var ikke ligefrem hans eget hjem, da han holdt til lige udenfor. Han var i skovene i den varmere tid, hvor han klarede sig efter bedst mulig vis, hvis det først var i den kolde vinter, at det faktisk blev for besværligt, og han måtte ty til lidt andre metoder – såsom at købe sig til ly i den varme tid, og nu hvor mad og den slags, ikke ligefrem var noget man fandt meget af i kulden, så var det et udmærket salgstrick. Han sænkede hovedet lidt, inden han igen vendte blikket mod hende. ”Ej sælge, men derimod bytte.. Et stort dyr til at mætte i lange tider i bytte for læ for denne vinter,” sagde han med en rolig stemme. Han havde gjort det på denne måde igennem frygtelig mange år nu, og det havde virket hver eneste gang, for det havde da om ikke andet, så holdt ham i live, og havde gjort det frem til nu, så det passede ham fantastisk fint!

[Deleted]

Tatianas hårde blik hvilede på ham. At ingen kvinde havde gjort krav på denne mand, fandt hun faktisk yderst mærkværdigt. Mænd i hans alder blev nemlig alle udstationeret til forskellige huse eller projekter, og derfor var det ikke just normen, at han stod uden ejerskab. Vurderende lod hun sit blik glide studerende op og ned ad ham, for at det til sidst hvilede undersøgende på hans ansigt. Lige umiddelbart var han en køn mand, og derfor vidste hun, at kvinderne ej ville have et problem med at have ham rendende. Bygningsmæssigt var han ej den bredeste mand, og derfor var han måske mindre god håndværksmæssig. Hun kunne dog se, at han kunne mestre buen, og det gav ham selvfølgelig også nogle værdier. ”Er du inhabil af en slags?” endte hun med at spørge ham ligeud. Videre empatisk var hun ikke, og derfor sagde hun, hvad der umiddelbart faldt hende ind. Især når det kom til laverestående, som denne mand. Usandsynligt var det dog, at han var sund og rask, uden at nogen havde ønsket ham. Ligeså var det usandsynligt, at han var fri, uden at have gjort sig fortjent til det, og derfor spurgte hun, om han var fysisk eller psykisk udfordret. Hvis det var således, kunne selv hun nemlig se logikken i, hvorfor han færdedes uden noget ejerskab. Der var nemlig næppe en kvinde i Maerimydra, som kunne gøre brug af en svag mand.
Tatiana lyttede til, hvad han havde at sige. Bytte? Hun tvivlede på, at nogen kvinde ville tage ham ind, kun for en hjort. De ville højest sandsynligt kræve en større indsats fra ham, såsom arbejde. Arbejde ligesom enhver anden mand i byen. Roligt valgte hun nu at nærme sig ham og den døde hjort med sikre skridt. Hun stoppede først op, da hun kom op på siden af ham. Støvlesnuden lod hun let trykke til den liggende hjort, så hun kunne se nærmere på den. ”Og hvad hvis hjorten ej er nok? Hvad vil du gøre, hvis arbejde ligeså er krævet af dig?” spurgte hun ham sigende. Det var højst sandsynligt det udfald, som han ville blive mødt af, så snart han ramte selve byen, og derfor var hun nysgerrig efter at høre, hvad han helt præcist havde i sinde at gøre.

[Deleted]

Valandil var vant til at blive nedstirret når han endelig var i nærheden af samfundet, og det var stort set også derfor, han faktisk valgte i stor grad, at skulle tage afstand fra det hele, og det var skam også derfor, at han gjorde det, som han nu gjorde det. Han brød sig ikke om den tanke hun gjorde sig om ham, eller den tone som hun brugte overfor ham, og det kunne være, at det var fordi at han var vant til at være alene, og faktisk være sin egen herre, for det var det som han var. Han vendte blikket direkte mod hende ved hendes ord. Om han var inhabil? Overhovedet ikke! Det var noget af det sidste han var! ”Nej, Kahli. Mine forældre smed mig ud, da jeg blot var en lille dreng. Jeg har til nu, klaret mig i de varme årstider i skovene omkring, og i vinterhalvåret, søger jeg til byen,” forklarede han. Det var måske et meget unikt tilfælde, at han ikke havde en som havde gjort krav på ejerskabet over ham, og han selv havde det faktisk fint med det.
Da Tatiana søgte hen til ham og strøg foden hen til dyret, fulgte han hende med en yderst spis mine. Han var en flot mand måske, men ikke den mest muskuløse, men derimod besad han et talent for brug af våben, bue og pil. Han vendte blikket igen i retningen af hende. Det var sikkert ikke at denne hjort skulle vise sig at være betaling nok, for det gik han ikke ud fra, da det ej heller var sådan det faldt sig hver gang. Hun stillede virkelig mange spørgsmål! Og selvom han vidste, at han var tvunget til at svare på dem, så var det faktisk ikke helt det, som han havde mest lyst til. ”Jeg kan arbejde sideløbende. Jeg er måske ikke den største mand, men jeg kan udføre mirakler,” svarede han med en rolig og ganske sigende mine. Han vendte blikket mod hjorten. Han var ved at blive godt kold, selvom det ikke var noget, som han ønskede at give udtryk for. Han vendte blikket igen mod hendes ansigt. Han udstrålede en respekt, men derimod så intet andet end det, for det var der jo heller ikke ligefrem nogen grund til. Han gjorde hvad han altid havde gjort, og det som jo havde givet pote stort set hver eneste gang.

[Deleted]

”Ser man det,” lød det blot fra Tatiana, så det ej var til at høre, hvad hun tænkte om hans lille fortælling. Usædvanligt var det, at en mand så tæt på byen ej var bundet til nogen kvinde. Hvad der ikke var usædvanligt var dog, at han var blevet smidt ud af hjemmet som en lille dreng. Det var nemlig forbundet med skam, hvis en mørkelvisk kvinde fødte et drengebarn. Derfor skulle det ej undre hende, hvem denne mand havde været en torn i øjet på sin egen moder. Selv ville hun finde det yderst pinagtigt, hvis hun ej fødte et stærkt pigebarn, når tiden kom til det, og derfor kunne hun ikke bebrejde moderen for sin handling. Dog skulle der fødes mænd, for mændene bragte trods alt også noget godt med sig.. Arbejde og fremtidens børn. Hendes hoved faldt en kende på sned, som hun for en stund betragtede sig af det liggende dyr. Det var nu en fin fangst han havde gjort sig, og især med vejret taget i betragtning. I disse tider var det nemlig altid småt med føde, som afgrøderne ej kunne leve, og som dyrene krøb i skjul. Derfor kunne selv hun se pointen i at have en god jæger i sit hus. På den led, kunne man også helt sige, at man hjalp hinanden. Den ene blev nemlig tilbudt sikkerhed, hvor den anden fik tilbudt arbejde og mad. ”Mirakler ligefrem?” endte hun med at sige. Manden her havde muligvis nogle særlige talenter, men om han ligefrem kunne udføre mirakler, tvivlede hun stærkt på. ”Og hvordan vil du bevise, at du ikke kun taler sødt til mine ører, men rent faktisk taler sandheden?” spurgte hun ligeud, som hun direkte bad ham om en opvisning, eller i hvert fald en brandgod forklaring. I hendes verden var ord nemlig ikke nok.. Nej, der skulle skam også beviser på bordet, før man kunne få hende overbevist. Der var nemlig mange i denne verden, som overkvalificerede sig selv, i forhold til hvad de egentligt havde at byde på. Spildt tid var sådanne tilfælde, og derfor ønskede hun at vide sig sikker på, at han var, hvad han gav udtryk for at være, og i så fald.. hvilken vending han helt præcist mente det i.

[Deleted]

Valandil vidste godt, at langt de fleste mænd, blev smidt ud af hjemmet, når de var ganske små, og det var der, at de skulle vise sig, at være stolte og stærke nok til at overleve – ligesom han havde gjort. Hvordan hun tog hans historie, var han i princippet ligeglad med, for han var jo på forhånd klar over, at der ikke var nogen trøst at finde ved kvinderne af hans slags, så det gjorde han ikke. For nu valgte han jo bare at besvare sin leders spørgsmål, da det jo bare skulle mangle. Han ville nødigt blive udsat for hendes vrede og begå fejl, dersom det var noget som han kunne undgå. Han nikkede blot, også for at cutte den af der i stedet for, kun for at stå og kigge på hende – stadig med den samme respekt i hans ansigt, som tidligere. Han vendte blikket mod hjorten. Den kunne måske ikke være betaling for ly igennem den hele kolde vinter, men han var jo så til gengæld heller ikke bange for at tage del i arbejdet, hvis det skulle vise sig, at blive en nødvendighed.
Valandil stirrede på hende. Han kunne skam udføre rigtig mange ting, så det var slet ikke det, kunne man jo sige. Når det endelig var sagt, så var det måske ikke ligefrem mirakler, men han var en mand med mange talenter, og buen derimod, var nok et af de stærkeste, som han havde. ”Jeg er en mand, som ej er bange for at tage hånd om det arbejde, som nu bliver mig tilbudt, Kahli.. Jeg har alene klaret hver eneste vinter, siden jeg blot var en ung knægt.. ved at byde folk på mine talenter,” forklarede han sandfærdigt, da det jo i princippet var det, som han havde at gøre godt med. Hans alder derimod, og hans udseende, var han klar over, talte til hans fordel, hvilket var noget, som han selvfølgelig var klar over. ”Jeg kunne aldrig drømme om at lyve for min Kahli,” afsluttede han med en rolig og ganske sandfærdig mine, da han igen valgte at skænke hovedet for hende. Han vidste jo godt, at han i princippet ikke kunne tilbyde hende andet end den fangst som han havde gjort sig, men.. noget skulle han jo prøve på, ikke sandt? ”Er De fristet af min fangst, Kahli?” spurgte han endeligt, inden han igen vendte blikket i hendes retning.

[Deleted]

Hvordan hans liv havde forholdt sig indtil nu, fortalte uden tvivl en ting eller to om ham.. og interessant var det om end. Han fortalte nemlig om en styrke i sig selv, da det ikke var mange mænd der levede, som han gjorde. Nej, bestemt ikke. De fleste mænd levede nemlig helåret under en kvindes tag, og at han kunne formå og nøjes med at gøre det halvårligt, fik ham uden tvivl til at skille sig ud. Om Tatiana kunne lide den tanke, måtte hun dog se nærmere på. Sluges og vendes skulle den i hvert fald lige. Hendes blik hvilede undersøgende på ham. ”Og hvilke talenter har du budt kvinder gennem tiden? Blot din bue? Eller har du gjort dig andre brugbare bedrifter?” endte hun med at spørge ham. Det var vel til at sige, at hun ønskede at vide, hvad han var i stand til at præstere. Indtil nu vidste hun kun, at han var god med en bue og en pil, men på den anden side… det var mange elvere. Derfor ville det øge interessen for ham, hvis han ligeledes havde klaret sig igennem andre prøvelser. Dog kunne hun forestille sig, at han kunne en ting eller to håndværksmæssigt. Han havde vel et hjem her i skoven, siden han ej havde et i byen. Hendes blik forblev blot hvilende på ham. Så han kunne ej finde på at lyve overfor hende? Det i sig selv var selvfølgelig en prisværdig tanke.. hvis blot den var sand. Det syntes dog ikke umiddelbart som om, at denne mand var en rebel. Faktisk optrådte han præcist, som han skulle. Blikket lod hun glide ned til den døde hjort. Om hun var fristet af hans fangst.. og ham? Tjo.. Føde kunne man trods alt altid bruge, og især, når det var af det bedre kød. Vildt havde altid haft en fortrinlig smag på tungen, og især på denne tid af året, hvor hjortene var en sjældenhed. På den anden side, sagde hun ikke kun ja til hjorten, hvis det var. I så fald sagde hun også ja til ham, og indtil nu vidste hun ikke, om han var en god fangst. Hos hende var det dog til at komme ind, da hun for det første var forpligtiget til at forsørge sit folk. Igen skulle de dog også give, da hun trods alt ikke bare var en gavebod.. Desuden sad hun også inde med en del forskellige områder, hvortil hun kunne udstationere folk. ”En god hjort er altid brugbar.. Især i disse tider, hvor det er småt i dyreriget,” sagde hun sandfærdigt, inden hun så imod ham igen. ”Men som jeg selv sagde.. Én hjort er ej nok i forhold til husly i vintermånederne.”

[Deleted]

Valandil regnede ikke med, at hans ord var nok for at overbevise hende, men han så bare ikke nogen grund til at skulle lyve for hende eller noget lignende, for hvorfor skulle han da gøre det? Hans blik hvilede på hendes skikkelse. Hun var ikke overbevist. Hans talent med bue og pil var derimod hans største trumfkort, for han var en fabelagtig jæger, og det var noget, som han i den grad stod fuldkommen fast på. Han kunne finde og jage vildt selv i de hårdeste tider, men til tider, så var det bare ikke nok – Ikke i dette tilfælde. ”Jeg kan betydeligt mere end blot gøre brug af bue og pil, Kahli. Jeg har et talent for brug af mine hænder.. Jeg kan lave meget ud af ingenting.. Jeg renser skind som jeg tager fra de dyr, som jeg selv formår at fælde, og skaber flotte og smukke kåber og kapper,” forklarede han roligt. Det var deriblandt noget af det. ”Jeg har deriblandt selv lavet, hvad jeg går og står i,” tilføjede han roligt.
Det var skam ikke fordi at han ønskede at fremhæve hende som en gavebod eller noget lignende, for det vidste han da godt, at hun ikke var! Men at blive huset af selveste Kahli, ville ikke gøre ham noget i det hele taget, også selvom han nu havde i tankerne, at det ville koste ham lidt dyrere end det som han ellers lige ville have troet. Hjorten var mad for mange dage, og specielt i denne tid, så var det jo temmelig flot, at han havde formået at fange den, så det at det fangede hendes interesse, gjorde ham dog intet. ”Der er endnu mindre end hvad der plejer at være. Sporene er frygtelig få,” fortalte han, da han var en pragtfuld jæger, og vidste hvordan man skulle jage og nedlægge et dyr på bedste vis. Han betragtede hende igen med den samme mine som nu. Han knyttede næverne let. ”Hvad mere kan jeg byde, Kahli?” tilføjede han. Han var nok lettere desperat efter at komme ind i varmen, og han havde ikke noget imod at arbejde for det.. Han var vel bare efterhånden vant til, at det var det som var mændenes lod i livet, i det samfund, som de nedstam og kom fra.

[Deleted]

Skønt Tatiana ej holdt blikket på ham, som han talte, holdt hun bestemt ørerne på ham. For skønt hendes blik hvilede på den døde hjort på jorden, lyttede hun til, hvad han havde at sige. Hun havde trods alt selv stillet ham spørgsmålet, og derfor var hun naturligvis interesseret i at høre svaret. Man kunne blot ikke forvente, at hun bare var hengiven overfor en mand som ham. Det var først, da han afsluttede med, at han selv havde lavet sine egne klæder, at hun vurderende lod blikket glide over ham. Så han var ikke kun ferm med en bue, men også ferm med sine hænder, hvad hjemmekundskab angik.. Selvfølgelig den lidt mere hårde del, af hvad det angik. Brugbare var alle hans funktioner dog, da man for det første altid kunne bruge godt kød, og for det andet var en god pels altid godt at have ved hånde, når man befandt sig i et vejr som dette. Både som kappe, men også som et sengetæppe. Hun fugtede let sine læber. Jovist, at hun kunne se en mulighed med ham.. ”Ægte talent er altid en mangelvare,” begyndte hun stilfærdigt. ”Det er til din fordel, at dette har været i dit liv indtil nu. Kunnen og kendskab vil nemlig til hver en tid slå oplæring.” Det var vel til at høre, at hun ej var helt bleg for ham? Nok var hun en kortfattet kvinde, men i så fald var der også en mening i de ord hun ytrede. Hun nikkede bekræftende til hans ord. Sandt var det, at dyrene var få, og derfor også sporerne af dem. Derfor kunne det i sandhed også være brugbart med en god jæger. Måske kunne den erfarne jager se mere, end hvad den gense person kunne? Det var i hvert fald til at håbe, at det var således. ”Sporerne svinder bort, som dyrene drager sydpå.. For som vi ønsker lune og føde, ønsker de det ligeså, sagde hun roligt. Fronten vendte hun helt mod ham nu. Hvem han præcist var, vidste hun ikke, men irrelevant kunne det også være. Det vigtigste var, at hun nu havde taget en beslutning om ham. Hænderne foldede hun omme på ryggen. ”Tag dit bytte, og følg med mig,” endte hun kortfattet, inden hun blot begyndte at gå.. i retningen mod byen. Mod Maerimydra. Besluttet sig for at tage chancen med ham, havde hun, og det kunne han forhåbentligt regne ud, som hun sagde, at han skulle komme med.

[Deleted]

Valandil var fantastisk med sine hænder på mange måder. Både med jagt, med håndværk, men han var også god til det mere følsomme, selvom det ikke var noget, som han udviste særlig ofte, da det for mange, faktisk havde vist sig, at være lidt for intimt. Han var god med massage.. en ting som man hurtigt lærte, når man levede livet alene, og han havde jo tilegnet sig en del om livet udenfor byen og det samfundsmæssige liv, til at kunne klare sig alene, foruden i vintertiden, hvor det faktisk var meget krævende, og meget hårdt at skulle klare sig, og ikke noget, som man bare gik hen og gjorde. Om hans ord var noget som rørte hende, vidste han ikke, men han kunne jo se, at hun kiggede på ham, og det som han gik og stod i. Det var hans egen kreation, for han havde jo ikke ligefrem penge, og det lønnede arbejde, var jo ikke rigtigt noget som tilfaldt mænd på den måde i deres samfund, så det var jo en ting, som han havde lært at leve med. ”Jeg ved hvorfor jeg har gjort de ting, som jeg har gjort, og jeg ved hvilken læring det har ført med sig, uden at jeg skal oplæres til det, samt grundværdierne, som ligger bag.. Og jeg kan love dig, at jeg er perfektionist hvad det angår, Kahli,” sagde han endeligt, inden han igen lod blikket falde en anelse. Ikke fordi at han skammede sig, men ren og skær respekt.
Dyrene søgte sydpå i den kolde tid, og det var ikke disse skove som de ønskede at opholde sig hvor der var varmt, og hvor der naturligvis var føde til dem også. ”Det er op til os, at indfange dem, inden de for alvor drager mod varmen,” sagde han endeligt, og det var noget, som han faktisk var ved at være ganske dygtig til, hvis han selv skulle sige det. Hendes sidste ord, fangede hurtigt hans interesse. Han skulle følge med? ”Javel, Kahli,” sagde han endeligt. Han fik kæmpet dyret op på ryggen igen, også selvom det virkelig var svært nok som det var! Han fulgte efterfølgende efter hende. Nu hvor hun krævede det af ham, så vidste han jo også, at han heller ikke ligefrem havde andet valg.

[Deleted]

Et plus var det bestemt, at manden her besad en række erfaringer. Det gjorde ham nemlig langt mere funktionel, end hvis han skulle have fortalt det hele. Det krævede nemlig tid, og tid måtte være en kostbar substans. Det var derfor også årsagen til, at Tatiana begyndte at se en mulighed i denne mand. Både det, og det faktum, at hun rent faktisk kunne se, at han var brugelig. Indtil nu havde hun nemlig allerede set, at han kunne jage, og at han kunne pelse skind og kreere beklædningsdele af det. Alle ganske brugbare handlinger, og især her i vintermånederne, hvor han rent faktisk stillede sig til rådighed. Hun nikkede stille. ”Meget lovende..,” endte hun tænksomt med at sige. ”Og vigtigst af alt, kan jeg se, at du taler sandheden.”
At det var blevet sværere at fange føde, vidste Tatiana skam godt. Hun var måske ikke en jager, som denne mand var, men hun kendte til livets cyklus, og så hændte det skam, at hun gik på jagt i sommertiderne. Ganske underholdende kunne det nemlig være, som det kunne give et adrenalinkick at ride gennem skoven, for at finde et bytte, som man kunne nedlægge. Vel en mild form for ’krig’, når man var i en stille tid. ”Så sandt.. Det ville være os en skam at miste en af vore bedste fødekilder. Derfor er tiden også inde til at stable i vore lagre, så vi ej står tomhændet tilbage, hvis dyrene fuldstændigt skulle forsvinde,” sagde hun stilfærdigt. Ekstra vigtig var føden på denne tid af året. Det måtte hun vide bedst af alle, da hendes ansvar var størst, hvis det hele skulle ramle. Hun skulle nemlig have et rationslager parat, hvis ej der var mere høst på markerne eller dyr i skoven. Folkets maver blev nemlig hendes ansvar i så fald. Tatiana begyndte at gå, uden at se sig tilbage, som hun havde bedt ham om at følge med. Med hjem til hende for at være helt specifik. Under omstændighederne ville han få det ganske godt hos hende. Han ville få sig et værelse.. godt nok et deleværelse, hvilket også betød, at han ville få noget socialt samvær. Han ville dog få sig en seng, ligesom han ligeså ville få sig et opholdsrum til, når han engang havde fri. Tilbage på ham så hun ikke, men hvorfor skulle hun også det? Hun kunne høre hans fodtrin, og dyrets slæbende hove, som han fulgte efter hende.

[Deleted]

At lyve for sin Kahli, var slet ikke noget som Valandil så nogen grund til, og specielt nu hvor han kunne se, hvor dette kunne bære hen. Om det var hende, eller enhver anden, så var det ikke noget som gjorde nogen forskel for ham. Det var bare vigtigt for ham, at han havde et sted at være for vinteren. Han betragtede hende med en ganske sigende mine, uden at tage blikket fra hende. Det strålede dog den tydelige respekt, for han kunne ikke drømme om at vise hende andet. Han havde lært frygtelig meget af de mange år, som han havde tilbragt udendørs alene det meste af året, så han var jo tvunget til at lære sig de egenskaber, som det krævede, for netop at overleve. ”Jeg ser ingen grund til at skulle lyve for Dem, Kahli,” sagde han ærligt. Han var en mand, der vidste hvordan og hvad det egentlig ville sige at skulle leve et liv, for det var bestemt heller ikke noget som var nemt som sådan, og specielt ikke med de bekostninger som tilfaldt livet, som en mand.
Som hun bad ham om at følge med, fik han hurtigt tvunget dyret op på skuldrene, selvom det uden tvivl var tungt at slæbe på egen hånd, så forundrede det ham faktisk ikke, at det var noget som en kvinde ej ville ønske at hjælpe ham med. Han bandede let i det indre. Han var ikke den mest besværlige at have med at gøre, også selvom han havde en vis tendens til at gøre sig lidt for mange tanker, af at være en fri mand, og han frygtede vel lidt, hvad det ville gøre ved ham i længden? Han fulgte efter hende, også selvom det hurtigt var noget som fangede folks interesse, som de bevægede sig igennem byen, så var det ikke noget som han valgte at reagere på. Nej, han gjorde sig selv den tjeneste, ved at holde hovedet stift, kiggede frem og sikrede sig, at det var Tatiana som han gik efter hele tiden. ”Jeg skal ikke kunne sige hvordan lagrene ser ud, Kahli, men kan jeg hjælpe, så støder jeg gerne til,” sagde han sandfærdigt. Livet som jæger var.. frit.. Og det var noget som han uden tvivl godt kunne lide.