A special blade

[Sephiran Acheron]

I det samme Sephiran havde sat fod på grunden, havde han vist, at der var noget rivende galt. Tiyanna var væk, men han vidste, at det var umuligt for hende at tage armbåndet af som for enhver af de ansatte, for han skulle ikke snydes af nogle i huset. Så der havde faktisk været en anden inde på grunden, hvilket direkte havde gjort ham frustreret og rasende. Efter han havde været med Tiyanna over spisebordet, havde han ganske vist trukket sig fra hende, men det var fordi han ikke kunne finde ud af sig selv, så han havde haft brug for betænkningstid. Men nu hvor hun var væk, så ville han ønske, at han havde været mere hjemme. Smykkerne og armbåndet, havde han fundet på gulvet og han havde derfor undersøgt dem magisk for at finde ud af, hvilket væsen, der havde været der. På sølvarmbåndet, der holdt hende her, havde siddet lidt aske, hvor det med det samme var gået op for ham, at det var vampyrerne der havde hende. Det gjorde ham direkte... rasende! Der var nu gået en uge siden hun havde været væk og tingene var slet ikke de samme. Vanens magt havde ham virkelig i et greb, for han kunne snart ikke fungere herhjemme uden hende.
Han havde med det samme, haft sendt bud til den procianske smed - de ville blive belønnet betragteligt hvis de kunne smede ham en klinge til at slå vampyrer ihjel og endnu mere belønnet, hvis de kunne smide alt de havde i hænderne og komme løbende for at smede ham den. Han havde de nødvendige faciliteter, de skulle bare selv have det materiale med, der kunne slå vampyrerne ihjel. Han regnede med, at den procianske smed havde det, eftersom de var berygtede og berømte, såvel som de jo var lyse og derfor måtte de kunne smede ham noget, der kunne slå vampyrer ihjel! Han havde også modtaget svar, at én ville komme... en hvis Castiel havde svaret, så det passede ham faktisk betragteligt. Så nu ventede han bare. Utålmodigt. Han tog kun meget kort forbi bordellet for at tjekke til Mystique, ellers var han faktisk meget hjemme omkring huset. I øjeblikket, gik han rundt i stuen i den samme cirkel med hænderne foldet over ryggen. Det var ikke sent, cirka midt på eftermiddagen.

[Deleted]

Det havde været en stor overraskelse for Castiel, såvel som for Meadow, at få besked fra Dvasias, om ønsket om en særlig klinge, som skulle kunne slå en vampyr ihjel. Det var ikke fordi, at dette væsen var særlig vellidt i Procias for den sags skyld, og for at afholde Meadow fra at komme galt af sted, så havde Castiel selv valgt at søge dertil. Hans gamle hjem, kunne man sige.. Det var bare ved at være frygtelig lang tid siden, at han selv havde sat foden der og af mange grunde. Selvom han var en Dødsengel og med alt hvad det indebar, havde han fundet sin ære i det ærlige arbejde som smed, hvor han kunne få brugt sine kræfter, sine evner og sine kreative talenter på en god og produktiv måde, som nogen faktisk kunne få noget ud af. Desuden var hans kundekreds voldsom sunket ind, efter han var blevet beskyldt for pædofili omkring en lille pige, som han havde fundet på den manjanske side af grænsen, så mange ønskede slet ikke at handle med ham. I hans øjne, var dette en oplagt mulighed for at brede sin horisont lidt, og få spredt rygtet om hans talent, for han ville bestemt ikke fejle dette!
Det store hus stoppede Castiel hurtigt op ved. Hans hest var godt pakket, da det havde været umuligt for ham at tage flyveturen, og skulle han være ærlig, så brød han sig ikke rigtigt om at flyve. Igennem størstedelen af sit liv, havde han haft en lås på vingeleddet, som havde gjort det direkte umuligt for ham, at tage den tur over luften. Han håbede bare, at denne mand havde de rette faciliteter, som skulle til, for at smede dette våben, for det ville kræve en frygtelig, frygtelig stor varme, sprudlende gløder og iskoldt vand.. Ironisk nok. Hesten brød sig ikke om at være der, og det var tydeligt, også selvom han tvang den op. Den fungerede nærmest som et pakæsel. Da han stod oppe ved de store døre, tømte han hestens pakning for grej og lagde det roligt foran den lille trappe til hoveddøren. Han stoppede op og rettede sig op. Selv stod han kun iklædt sin kappe, sin skjorte og de mørke bukser. At han var smed var tydeligt lettere beskidt i ansigtet, og han havde efterhånden fået kraftige overarme. Han bankede på.. Afventede, at døren ville blive åbnet for ham.

[Sephiran Acheron]

Sephiran vidste, at det måtte have været en overraskelse for de kære procianere at høre fra Dvasias, men han var nødt til at gøre det, eftersom han skulle have slagtet de pokkers vampyrer! Ingen skulle tage hans ejendele og slippe godt fra det. Tiyanna var hans, ingen tvivl om det og det skulle de alle også vide. For nu, så håbede han bare, at denne Castiel snart ville dukke op, for han havde virkelig brug for at hente Tiyanna igen. Han var bange. Bange for hvad de udsatte hende for. Ingen skulle have lov til at gøre hende ondt, medmindre det var ham selv, for hun var hans og det stod han fast på.
At nogen nærmede sig huset, det fornemmede han. En dødsengel dog? Fra Procias? Han rynkede næsen, der var noget der ikke helt stemte, men man vidste jo aldrig. Han vædede kort sine læber og trådte ud af stuen og ud i indgangshallen. Han svang hånden og lod døren glide op, nærmest i det samme som manden skulle til at banke på. Han så roligt mod ham og trådte ud gennem døren, hvor dørene gled i bag ham igen. "Castiel?" spurgte han kortfattet. Det var det navn, der havde stået i svaret fra Procias, så han regnede med det måtte være denne mand. Nok var han dødsengel, men han lugtede langt væk af lyset på trods af det. Han trak vejret roligt og gjorde en gestus rundt om huset, for der var et værksted nær ved staldene og der kunne manden arbejde. Manden var beskidt som en smed, kraftig som det også, så det var ret tydeligt, at det måtte være ham. Han tilbød ikke at hjælpe, for manden måtte jo selv bære sit værktøj trods alt, han skulle bare bruge det færdige resultat. Han trak vejret roligt og nåede om til værkstedet, hvor han åbnede døren. Der var det hele; brønd, ildsted og en arbejdsbænk. "Hvis du mener her mangler noget, så sig til," sagde han roligt.

[Deleted]

Det havde uden tvivl overrasket Procias, og smeden specielt, fordi at det var dem, som havde modtaget beskeden i udgangspunktet. Når det nu endelig skulle være i den anden ende, så ville Castiel ikke have, at Meadow skulle komme galt af sted, og derfor havde han selv valgt at tage af sted med det, som nu skulle bruges til at fremstille dette våben. Selvom han allerede nu vidste, at det ville kræve sit, og derfor skulle han også gøre sin indsats, for det måtte haste, siden en dvasianer, valgte at sende besked. Han nåede ikke rigtigt at banke på døren, før den gik op, og Sephiran trådte ud. Han nikkede. ”Ja,” svarede han med en kortfattet og mere bestemt tone. At han ikke skulle ind i huset, forundrede ham nu heller ikke, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han søgte efter ham.. At bære tingene med sig, kunne han ikke gøre som det stod nu. For det første var det tungt, og han ville jo gerne lige finde ud af, hvor han skulle arbejde, før han gjorde noget som helst. Det skurlignende hus, som stod ved staldene, fik ham til at rynke på næsen. Det var ikke ligefrem det, som han var vant til at arbejde med, men det kunne gå.. Det var han ikke et sekund i tvivl om.
Opgaven var allerede tydelig, og den var klar, så et sted, var det jo bare at komme i gang. Det som dog var af faciliteter, var tydeligt noget, som kunne bruges. Han nikkede, inden han igen vendte sig mod ham. Et våben kunne være så mangt og meget, og det kunne jo være, at han var en mand, som allerede havde gjort sig tanker, om eventuelt hvordan tingene skulle se ud. ”Har De nogen særlige ønsker til dette våben, foruden at det skal kunne slå vampyrer ihjel?” spurgte han. Tanken om død og ødelæggelse, satte visse tanker i ham.. Gamle tanker, som ikke havde været i live igennem frygtelig mange år, og han måtte i sandhed erkende, at han virkelig var glad for denne mulighed. Den var i sandhed enestående!

[Sephiran Acheron]

Sephiran var tilfreds med, at den procianske smed faktisk var kommet med rimelig kort varsel. Men hvis der var gået meget længere, så havde han nok ikke haft tålmodighed til det, så faktisk så havde denne Castiel timet det perfekt. At han kom, forundrede ham dog ikke, for når han var mørk af fødsel, så ville han vel hellere selv komme hertil fremfor at lade en af de lyse smede komme. Han regnede nemlig ikke med, at denne mand havde smeden selv, eftersom han vidste, at mørke racer ikke var velsete i Procias. De var et mærkeligt land... han burde få ram på dem engang! Han rystede dog tankerne af sig, det var ikke det, der var vigtigt lige nu. Lige nu var det vigtigste få ham, at få Tiyanna hjem. Det bekymrede ham faktisk, hvilket han slet ikke forstod noget af, men han måtte jo bare gå efter de tanker han gjorde sig, ikke? "Godt," Castiel fik ikke lov til at komme ind i huset, men han fik et fint værksted. Udadtil var det bare et skur, men indeni var det flot og med masser af plads... magi var fantastisk. Opgaven var klarlagt om ikke andet, men han havde dog mere oppe i ærmet, selvom det ikke var noget han havde skrevet i brevet, for det skulle ikke nå ud til nogen alt for meget. Han nikkede roligt og holdt hånden ud til sin side, hvor hans sceptre blev fremmanet i hans hånd. Han greb fat om det med et skævt smil og rakte det til ham. Det var kun scepteret, uden den blå og magiske kugle, så for nu var selve scepteret faktisk intet værd. "I bunden af det her... skal klingen side. Så det ikke er til at se, så der er et slags hylster udenom ikke? Forstår du?" svarede han stilfærdigt. Han trak på smilebåndet og rakte ham scepteret ganske roligt, eftersom den var uden magi. den magiske kugle, der skabte desillusionerne, var gemt væk.

[Deleted]

Castiel havde desuden set på dette, som en oplagt mulighed for ham, til at skulle søge lidt ud fra Procias, og endda med god grund. Han var ikke særlig velset, og man kunne ikke ligefrem påstå, at Meadow gjorde det nemmere for ham, når hun ikke så ham som det han gerne ville ses som. Det var frustrationerne, som var hans primære drivkraft når det kom til arbejdet. Han forsøgte virkelig at vise, at han kunne gøre et godt og ærligt arbejde, og faktisk blive behandlet på ligefod, selvom det bestemt heller ikke var nemt i et land som Procias, som havde en god forståelse for at skulle trampe på ham, se på ham som uværdig og det som var værre end det, hvilket faktisk var noget som gjorde ham frustreret, for han ønsede jo ligesom alle andre, at blive set for hans arbejde, og ej for hans race, selvom det nok var en tabt kamp på forhånd, og det var vel også derfor at han ikke tøvede med at søge hertil, hvis der faktisk var en mulighed for, at hans arbejde, faktisk var værdsat?
Sephiran virkede til at være meget ivrig efter at slagte vampyrer. Hvorfor, var han i bund og grund fuldstændig ligeglad med, hvilket han meget gerne ville fremhæve på den måde, som der nu var. Han vendte blikket ganske kortfattet i retningen af ham, idet han trådte ind i det værksted, som uden tvivl var større indvendig, end hvad det så ud til at være udefra. ”Udmærket..” sagde han endeligt, idet han vendte sig mod ham igen. Det scepter som dukkede op i hans hænder, tog han vel imod, mens han tog imod instrukserne til det ønske, som han nu havde. Det var uden tvivl noget, som der var tænkt rigtig meget igennem for alt hvad han vidste. Han nikkede. Han gjorde sig allerede nu ideer til hvordan det skulle bringes ud i live på en ordentlig måde. ”Det burde ikke være en svær eller en umulig opgave.. Hvornår ønsker De at væbnet skal være færdigt?” Mest for at finde ud af, hvor meget han selv skulle lægge i arbejdet, og hvor hurtigt han skulle arbejde, så var det jo ellers yderst relevant for ham at vide. Scepteret målte og vejede han i sin hånd. Et stykke yderst fint materiale.. En warlock værdig.

[Sephiran Acheron]

Det havde ikke taget Sephiran yderligere betænkeligheder at kontakte den procianske smed i og med, at de burde have det bedste og mest lyse materiale til at kunne nedlægge de forbandede vampyrer. Der var store kontroverser mellem warlocks og vampyrer og de skulle lære én gang for alle, at de aldrig skulle komme på tværs af en warlock igen og da slet ikke ham. Alexander kom til at fortryde dette, uanset om han havde taget hende eller ej. De mindre detaljer fandt han først ud af, når han havde våbenet klar til at kunne slagte alle vampyrer, der kom for tæt på. Undervejs på sin færd ind i deres mørke hule måtte han jo så finde ud af hvem der præcis havde hende... og hvis det var Alexander, så skulle den mand bare vente sig. Han rettede roligt ryggen, selvom han stort set var så rank han kunne være, og fortsatte sin færd ind i værkstedet, hvor han først stoppede op. Han var ivrig efter at få smedet den klinge, for de pokkers blodsugere skulle dø for at have taget Tiyanna... ingen skulle røre hende udover ham! Han nikkede stilfærdigt. Manden så tilfredst ud med ordren på klingen og så heller ikke opgivende ud, så det var han trods alt bare ret tilfreds med om ikke andet. Han så roligt mod sit kære scepter, hvilket han faktisk var ganske glad for, for det var uden tvivl en ekstra gode at kunne lave desillusion. Castiel skulle bare ikke vide noget om, at der normalt sad en magiske kugle i toppen, for det var ikke direkte gennemskueligt, så det var altid noget. Han så roligt mod ham med de isblå øjne og vædede sine læber kortfattet. "Godt," sagde han med et svagt kynisk smil, for han glædede sig til den klinge var færdig! "Så hurtigt som muligt. Jo hurtigere, des større belønning," sagde han roligt og lige til. Der skulle ikke være tvivl om, at han faktisk også belønnede og betalte for et godt håndværk... hvis det selvfølgelig virkede på vampyrer. Han måtte altså ud at fange sådan en lille blodsuger for at teste klingen, før Castiel fik sin belønning. "Din belønning kan vi diskutere omkring halvvejs... For nu vil jeg bede dig blive sat op og komme ligeså stille i gang. Der kommer en tjener ud med mad 4 gange om dagen og når du skal sove eller holde pause, så står der en seng derhenne," endte han stilfærdigt. Han pegede kort hen mod hjørnet hvor der stod en udmærket seng, for manden skulle jo trods alt føle sig tilpas så han ikke blev trodsig undervejs. "Ellers noget? Nej... udmærket. Hvis du har behov for noget, så bank på sidedøren, en af mine tjenere vil så tage imod besked." Han vendte roligt om på hælen og forlod værkstedet og forsvandt ind til sig selv igen.

//Out.

[Deleted]

Castiel havde ikke rigtigt regnet med noget som helst af relation, men derimod bare, at han krævede ham i arbejde, så hurtigt som muligt, så denne klinge kunne fremskaffes. Lige hvad grunden til den var, vidste han ikke, men for Procias, så var det her penge i lommen, og han så på det som en mulighed til at bringe hans forretning lidt udover grænserne, så det kunne være, at han måske kunne få noget at leve af. Procias turde ikke rigtigt at handle ved ham, ellers så nægtede de at gøre det. Han så sig om i lokalet. Det var måske ikke særlig stort, men det var fint nok og det havde de faciliteter, som han skulle bruge, så kunne det jo heller ikke ligefrem blive bedre. Han vendte sig mod ham endnu en gang og nikkede så. Hurtigst muligt? Det lød i hvert fald til, at han ville få sit at se til, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde ham det største, så var det jo bare sådan at det var langt hjem, så han håbede at han havde fået det hele med i første omgang. ”Udmærket.. Det er reelle arbejdsvilkår,” sagde han med en rolig stemme, da han igen vendte sig i retningen af ham. Manden virkede presset, og han havde ondt et sted.. Castiel kunne jo trods alt mærke det, hvilket nu heller ikke gjorde ham noget som sådan, for han styrkede sig jo på det. Han styrkede sig på at mærke nogen rende rundt og have det på den måde, uanset hvor grotesk det så end kunne lyde. Fire måltider om dagen, var næsten mere, end det som man kunne sige, at han var vant til, men det var ikke noget som han berettigede om. Han var egentlig bare glad for de arbejdsvilkår, som han nu fik. ”Det passer mig ganske glimrende, Sephiran. Jeg har allerede nogen ideer i tankerne, som jeg vil lege lidt med.. Jeg skal nok sørge for, at De har Deres våben indenfor en rimelig tid,” lovede han. Han var en stræber, og en tilfreds kunde, var uden tvivl noget af det vigtigste. Han vendte sig mod arbejdet, hvor han startede på en skitse. Dette var en vigtig kunde, som han ønskede at gøre tilfreds.

//Out