Yeah, you got me...

[Marcianus Darcy]

Det var gået godt, med at skjule sig for Marcianus og Marius. De havde haft lidt skjult brev kontakt med Camryn, således at de var sikre på, at hun havde det godt. De havde dog ikke fortalt, hvor de opholdt sig, for det var alt for risikabelt. Han havde for aftenen, bedt Marius være hjemme og var selv taget ud, for at fange noget mad - de skiftes, for at mindske risikoen for at blive fanget på samme tid, for det nægtede han igen. De skulle ikke fanges på samme tid! Men i aften, havde han bestemt ikke heldet med sig, for han blev den jagede. To vampyrer havde fået færten af ham og han løb lige nu, for at ryste dem af sig. Han løb modsatte vej af han og Marius' skjul, for det ville aldrig gå at spæne den vej. Han kneb øjnene fast sammen, mens han løb fra de to større hanner. Det så skidt ud for ham, de var ved at vinde ind på ham, men de var også ældre og mere trænede end ham. Han så til siderne af sig, hvor de nu løb ved hans sider. Han fnøs og prøvede at sætte farten op og undveg det første angreb fra sin venstre flanke, hvor vampyren sprang mod ham. Men den anden vampyr nåede ind foran ham og satte hænderne i hans bryst, hvilket fik ham til at falde bagover. Vampyren satte sig på ham, trak et par handsker over sine bare hænder og trak noget op ad lommen; en lang kæde af det reneste sølv. Han gav et hvæs fra sig og kæmpede imod, men vampyren fik sølvkæden lagt over hans hals. Så drejede de ham rundt, så kæden gik hele vejen rundt om hans hals og så en gang mere rundt om halsen, så de virkelig havde ham fanget. Han hvæsede fast igen. "Slip mig..." vrissede han fast. Hanvampyren smilede ondt og sagde ikke et ord, men holdt fast om enderne på sølvkæden med handskerne, så det ikke gjorde ondt på ham selv. Sådan... blev Marcianus trukket hele vejen til Corvento Mansion, eftersom han blev svag af sølv, som enhver anden vampyr ville blive det. Han blev sparket på knæ i gulvet, mens hannen stadig holdt fast i sølvkædens ender og holdt ham på plads. Den anden vampyr hastede op ad trappen og fortalte Alexander, at Marcianus var blevet fanget igen.
Marcianus blev siddende med en grimasse og nogle små hvæs, eftersom sølvet ætsede sig længere og længere ind i hans hals.

[Deleted]

Efter at være blevet taget ved næsen af Marius, Marcianus og Camryn, var der ikke megen nåde at spore ved Alexander længere. Nej, han var blevet en hård mand, og en hårdere mand, end det som han havde været nogensinde før, så naturligvis havde han sat vampyrerne ud efter dem, selvom det il nu, ikke ligefrem havde været i deres favør. Tvært imod. Sporene var små.. Han måtte give dem, at de havde været gode til at skjule sig, men de var hurtigt og hastigt kommet igen, og nu var sporene tydeligere, end hvad de havde været nogensinde før! Han foldede hænderne roligt over hans ryg, idet han vendte blikket ud mod vinduet. Månen hvilede tungt over dem, men det var dog ikke lige det, som han bed sig fast i, som det første, men derimod de skikkelser, som han kunne se bevæge sig over haven, for at komme op til det store hus. Allerede ved synet af dem, måtte han trække på smilebåndet. Sølvkæderne blinkede nærmest i månens lys, så han vidste, at manden allerede havde ondt, og det var så sandelig også fortjent!
Som døren gik op, og han blev meddelt at Marcianus var fanget, så nikkede Alexander blot. Kampen og søgen efter Marius fortsatte, for han havde brug for det! Men denne gang, havde han en helt anden ting i tankerne, som han var nødt til at få gjort, og der kom denne mand temmelig godt ind i det. Man sagde, at Tiyanna var set i Dvasias… Hvilket passede ham perfekt! Han nåede roligt indgangshallen, hvor han så den unge mand sidde i knæ.. I den korrekte position i hans øjne. ”I din bedste stilling,” endte han med en fast tone, inden han søgte hen til ham. Kæderne holdt ham godt og solidt på plads, hvilket uden tvivl, også var noget som passede ham ganske udmærket, ingen tvivl om det. Han svang hånden i et fast, men kraftigt slag ind på hans ansigt. Han var vred, og han var ikke bange for at vise det. Han følte sig røvrendt.. og tanken om, at ham og hans elendige og irritable familie faktisk havde formået at overgå ham på den måde, var slet ikke noget, som han fandt sig i!

[Marcianus Darcy]

Marcianus hadede denne situation. Han havde håbet, at de faktisk kunne gemme sig for den mand, selvom chancerne var små om de var i enten Manjarno eller Imandra, for der kunne mændene jo lede. Eftersom, at både Marius og ham selv var vampyrer, så var de også blevet afvist hårdt ved grænsen, selvom de dog havde prøvet at komme ind. Det var et nederlag, uden tvivl, men ikke noget han tænkte så meget over længere, for det gjalt om overlevelse. Han var dog glad nok for, at det var ham som var blevet taget og ikke hans morfar. Han håbede så bare, at den mand gad blive hjemme og ikke lede efter ham. Men han stod som skaberen, så det vampyriske bånd ville give ham en fordel overfor Marius, for han skulle lytte til sin skaber! Han skævede kort op til månen, inden han blev taget ind og tvunget i knæ, hvor han skævede efter den anden vampyr. Og et øjeblik senere, så stod Alexander der. Han bed tænderne sammen. Den mand kunne ikke have noget godt til ham, eftersom de jo faktisk havde snydt ham... og ja, han havde jo faktisk stået bag planen. Han blev siddende med en stiv krop. Han hadede at være svækket på den måde og sølvet ætsede jo kun mere og mere... og de holdt ham på plads. Han gav et hvæs fra sig og kneb øjnene i, da Alexander nåede nærmere. Det kriblede i hans fingre, efter at skulle hive fat i kæderne, men det ville kun give forbrændinger i hænderne også, hvilket ikke gavnede noget. Ved Alexanders slag, så røg hans hoved fast til side, men han så dog hurtigt op igen. Et kraftigt slag var barnemad i forhold til den smerte han følte af kæderne. Han fnøs fast og i ét ryk, så var han også oppe at stå igen, hvor han fast slog ud efter Alexander. Vampyren bag ham hev dog til i kæderne og trak ham denne gang helt ned på sin bag, da han nærmest væltede. Vampyren knælede også ved ham og hev ham tilbage, så han kom helt ned at ligge, da vampyren holdt kædeenderne på gulvet. "Tror du virkelig... at du kan holde mig her? Jeg slap væk sidst... jeg skal nok slippe væk igen," hvæsede han fast.

[Deleted]

Alexander lod sig ikke narre af denne unge knægt endnu en gang, og et sted, så ønskede han jo egentlig bare, at finde ud af, hvor langt han kunne trække den.. hvor langt han kunne gå med den, og det hele, hvilket kun var noget som gjorde tingene meget sjovere for hans vedkommende. At se manden tvunget i knæ på den måde, var virkelig… underholdende. Og lige for tiden, så var han grotesk i hans underholdning og fremgangsmetoder, hvilket var noget, som han uden tvivl agtet at holde så godt fast i, som det var ham overhovedet muligt. Han kneb øjnene let og fast sammen da han nåede ham, og gav ham det slag, også selvom det tydeligvis måtte sætte gang i de vampyriske reflekser, som han nu havde. Ikke fordi, at det var noget som gjorde ham det mindste som sådan, for det var virkelig godt, at se ham så draget af det dyriske, som han var, og ikke gemte sig bag løgne og bedrag som sidst! Han vidste at Marius var omdøbt, og stadig var så godt som nyfødt derude, og derfor skulle han findes.. Han skulle bare findes! Han lod hovedet søge på sned, da manden blev revet direkte ned i gulvet og lå og hvæsede.. Det var som sød musik i hans ører! ”Jeg ved, at din kære bedstefar er derude et sted, knægt.. Og jeg skal nok finde hende..” Igen knælede han ved hans side, kun for at stirre ned på ham, som han lå fanget der. Sølvet var slet ikke noget, som han selv ønskede at komme i kontakt med. Han havde en anden ting i tankerne.. Og nu hvor han vidste at Tiyanna mængede sig med Warlocks, så var det bestemt ikke et væsen, som han personligt, ønskede at komme alt for tæt på, om det var noget, som han ellers kunne blive fri for. ”Jeg har helt andre planer for dig, kære, Marcianus,” sagde han med en ganske kortfattet stemme. Det kyniske og dræbende smil bredte sig på hans læber.. De spidse tænder viste sig synligt i hans mundviger. ”Gør hvad jeg beder dig om.. Og jeg lader din bedstefar gå,” sagde han endeligt. Han havde jo allerede afholdt manden fra at søge tilbage til Procias, så det var jo et godt skridt på vejen.

[Marcianus Darcy]

I det øjeblik Marcianus havde sagt, at han nok skulle slippe herfra igen, havde han selv været i tvivl. Hvis han blev bundet ned med sølv, ville det nedsætte hans chancer betragteligt, medmindre de var for dumme til at gøre det ordentligt, så skulle han nok kunne komme væk. Han sukkede dæmpet og bed tænderne sammen, da kæden virkelig var smertende og svækkende. Han kneb øjnene hårdt sammen og udstødte et hvæs igen, da det føltes som om han blev kvalt, men han havde jo ikke engang brug for luft. Siden han havde forladt Procias for at lære sin far at kende, havde han hængt i en tynd tråd på at give slip på alt han havde lært og så blive det dyr, han inderligt hungrede efter og bekæmpede. Han sank en klump og kneb øjnene i, mens han blot blev liggende, nu han var tvunget i gulvet. Han bed tænderne sammen og så op mod Alexander, da han sagde, at han nok skulle finde hans morfar... Aldrig! "Han er min morfar... Og du finder ham aldrig," hvislede han køligt. Han så op på ham med et isnende blik og blev liggende, eftersom han ikke havde noget valg. Han knyttede hænderne og svajede i ryggen, mens han satte fødderne i gulvet og prøvede at rulle væk, men det gik ikke. Hvad Alexander havde i tankerne, anede han ikke, men noget skulle det nok være. Han fnøs fast og viste tænder af ham. "Jeg er ikke din kære... Alexander," sagde han rebelsk. Han havde ikke tænkt sig at kalde ham fyrste lige nu i hvert fald, det faldt ham i hvert fald ikke ind på nuværende tidspunkt. Hans ansigt blev dog neutralt og stift, da Alexander sagde, at han ville lade hans morfar gå. Han kneb øjnene mistroisk sammen. "Hvordan kan jeg vide, at du vil lade ham gå?" spurgte han til start. Han lyttede dog nu... hvad mon Alexander ville have ham til?

[Deleted]

Var man tålmodig nok, så fik man tingene som man ville have dem, og det var det, som Alexander trøstede sig med i øjeblikket. Hvis han endelig skulle sige det, så var han virkelig, virkelig skuffet over, at den mand virkelig havde formået at tage ham ved næsen.. Det indikerede kun, at han var nødt til at gøre noget ved tingene, som de var nu, for ellers ville det jo gå galt for alvor, hvilket han bestemt heller ikke var det mindste interesseret i på nogen måde! Han var udsat nok, som det var i forvejen, og han var nødt til at agere som en stærk og fremtrædende mand, selvom det bestemt heller ikke var nemt altid. Han kneb øjnene dræbende sammen. Normalt var han ikke den mand, som gav udtryk for særlig meget, men det eneste som præget ham i øjeblikket, var vrede.. frustration og ikke mindst et brændende raseri, som ah nikke kunne få bugt med, uanset hvor meget han forsøgte! ”En simpel nyfødt uden sin skaber… Han vil ikke være den sværeste for mig at finde.. bare… gøre dig ondt.. og han vil kunne mærke det.. og komme ud i det åbne. Tror du virkelig, at du kan fremstå som en trussel overfor mig?” spurgte han med en direkte hvislende stemme. Han kunne give ham sit ord, og så var det jo op til knægten, at tro på ham eller ikke. Desuden havde han ikke rigtigt noget, at bruge Marius til mere, for han havde udrettet det på den konto, som han egentlig havde været ude på til nu. ”Du kan tage mig på ordet.. eller du kan lade være,” sagde han kortfattet. Han gjorde tegn til de andre vampyrer, at de skulle få Marcianus op at stå, i takt med, at han selv valgte at rejse sig op. Han foldede armene over kors. Når det var, så var han faktisk en mand af ord.. Han gjorde yderst sjældent noget, som gik mod det, som han faktisk havde lovet på forhånd, og dette var intet undtag. ”Gør en enkelt ting for mig.. Og jeg vil lade ham gå,” sagde han ganske kortfattet.

[Marcianus Darcy]

Marcianus kunne se de indebrændte følelser hos Alexander, hvilket faktisk frydede ham utrolig meget. Den mand, havde ikke gjort andet end at ødelægge alt for ham... for hans morfar, hvilket virkelig var en knusende tanke. Han kunne aldrig vende hjem til Procias og hvis han blev i Dvasias, så ville han konstant have sin overordnede på nakken, hvilket han heller ikke var interesseret i. Manjarno var forholdsvist neutralt, men alligevel havde han en følelse af, at folk enten var en ven eller en fjende, men det var måske fordi han færdedes i nattetimerne og i mørket. Han kneb øjnene sammen selv og blev liggende, hvor han kort slap et hvæs igen, da kæden havde brændt sig godt fast i kødet omkring hans hals. Han var langt fra ligeså pibende som i starten... ting havde sat sig på hans rygrad og han glemte lidt alt han havde med sig fra sin barndom, når han var omkring de mennesker han var. Men hvad skulle han også bruge sin opdragelse til? Han kom alligevel aldrig ind i Procias. Han kneb øjnene sammen til hans ord. "Jeg har udtrykkeligt bedt ham blive væk uanset hvad..." svarede han igen. Båndet der gjorde vel også, at Marius faktisk burde lytte til ham for en gangs skyld, selvom det var lidt en fifty-fifty chance. Enten lyttede han til ham eller så gjorde han ikke, hvilket jo var lidt frustrerende for ham. Han bed tænderne sammen og stirrede olmt mod ham. "Fint.. så." Han vidste godt, at Alexander gjorde præcis som han sagde og lovede, men han havde alligevel følt for at spørge, eftersom der kunne ligge en skjult mening i ordene som han overså, men som Alexander selv tolkede. Han stemte fødderne i gulvet da han blev hevet op at stå igen og rankede ryggen. Vampyren holdt endnu fast i enderne på kæden. Han havde dog virkelig lyst til at vride sig fri, men det ville ikke nytte i øjeblikket. "Okay. Hvad skal jeg gøre?" endte han. Hvis det kunne få Alexander af Marius' ryg, så skulle han nok gøre hvad end det nu måtte tage.

[Deleted]

Alexander havde opnået det som han ville med henblik på Marius. Han ville ødelægge verdenen omkring sig.. et lille skridt af gangen, og det var noget som han faktisk havde det ganske fint med, hvis han nu endelig selv skulle sige det. Han kneb øjnene fast og let sammen, uden at tage blikket fra ham, på noget som helst tidspunkt, for han så slet ikke nogen grund til at lade denne ung mand gå. Han havde så meget potentiale, og det ville være en skam, at skulle ødelægge det hele, og selv i hans øjne, så var det sådan at han havde det, hvis det nu endelig skulle være. Nu hvor det var sagt, så var han fuldstændig ligeglad med Marius, selvom han vidste, at manden ville komme frem, hvis der skete noget med hans skaber.. det var et minus ved skaberbåndet.. De ville gøre hvad de kunne, for at beskytte vedkommende, og med den familiære relation i forvejen, var han temmelig sikker på, at manden nok skulle reagere. ”Sker der noget med dig, kan jeg trygt love dig for, at manden vil gøre.. hvad som helst, for at beskytte dig,” påpegede han med en ganske ærlig stemme. Manden blev revet op i kæderne, hvor han vidste, at han ikke havde noget andet valg, end at rejse sig, nu hvor det var blevet krævet af ham i den anden ende, og det var uden tvivl noget, som passede ham særdeles fint! Han trak tilfredst på smilebåndet endnu en gang, hvor han trådte hen til knægten, kun for at gribe ham om hans kæbe, og tvinge hans blik op i retningen af sig. Han var en mand, som vidste hvad han ville have i denne stund, og denne knægt havde bare at give ham det! Ellers skulle han nok sørge for, at få Marius til det! ”En gammel kending af mig, står i dyb, dyb gæld.. Og i øjeblikket, skjuler hun sig ved Warlockerne. Jeg vil have, at du henter hende.. og bringer hende til mig,” sagde han med en ganske kortfattet mine. Det fremstod måske som en god aftale og det hele.. Det var bare en kvinde, som var svær at have med at gøre, og når en stor warlock beskyttede hende, så ville han selv ikke komme på tværs. Han var selv mere værd end det.

[Marcianus Darcy]

Marcianus regnede med, at Alexander kun fandt dette sjovt, fordi han var blevet taget ved næsen af dem. Og den detalje, at Alexander havde et job, som han ønskede, at han skulle klare. Han sank en klump. Han kunne ikke regne ud hvad Alexander dog ville med det hele, hvad hans plan var og om han mon var færdig med Marius eller ej? Han håbede det dog, for så kunne de da snart have ham af deres rygge som den mide han var. Han kneb øjnene sammen mod ham. Han var fanget igen, hvilket han slet ikke kunne have med at gøre, men han måtte jo gøre som der blev sagt, så han kunne komme hurtigt væk igen. Han ønskede ikke at have noget med Alexander at gøre, for han kunne ikke lide metoderne eller det, som den mand fik frem i ham. Hans indre krøllede sammen og var dyrisk, når han var her, hvilket han slet ikke ønskede... men så alligevel. Hele sit liv havde han benægtet, hvad han jo egentligt var og det var også svært i længden, når han jo kendte til alle de ting, han var i stand til. Han så væk fra Alexander ved hans ord og bed tænderne sammen. Det vidste han jo godt, for det var et meget specielt bånd han havde til sin morfar. "Så må jeg venligst bede dig om, ikke at gøre mig noget," vrissede han sammenbidt. Han stod på benene, selvom det gjorde virkelig ondt med kæden om hans hals, for det svækkede ham jo. Han drejede de hasselbrune øjne mod Alexander igen, da han greb fat om hans kæbe. Han fnøs ad ham, men lyttede dog til ordene. "Og hvor skal jeg så finde hende henne?" spurgte han sammenbidt. Han kunne uanset ikke komme ind i mørkets cirkel, så hvis hun var der, kunne han intet gøre. Han håbede så bare, at tøsen var et andet sted så han kunne gøre dette hurtigt og så komme væk fra Dvasias igen, for stedet var ikke sundt for ham. Lige nu, var han dog faktisk ligeglad med hvad Alexander ville med kvinden, for hvis det var hans billet ud... så måtte han jo gøre det, som det dyr han var.

[Deleted]

Man havde kun den sjov, som man selv lavede, og dette var skam intet undtag. Alexander var nødt til at påtage sig ansvaret og sikre sig, at han så ud, udadtil, som han gjorde hele tiden, for ellers, ville det jo kun gå galt for alvor, hvilket han heller ikke ligefrem var meget for. Han var nødt til at have rigtig mange ting i overvejelserne. I bund og grund, kunne han godt finde på, at gøre denne unge knægt ondt, udelukkende for at tvinge Marius hertil.. Så han kunne holde ham her, til opgaven var blevet løst, for det var det, som han var ude på og intet andet! Han ville ikke være den mand, som enhver kunne gøre hvad de ville med, for det var slet ikke meningen! Overhovedet ikke! Grebet omkring knægtens kæbe, var egentlig kun for at tvinge ham i sin retning, i stedet for alt det andet. ”Tro mig.. Jeg er virkelig fristet til at vride halsen om på dig, for det nummer, som du og din kære familie udførte.. Det var kreativt, Marcianus.. Jeg kunne nemt gøre dig ondt.. sikre mig, at din kære morfar kom styrtende med det samme, for at redde dig, og holde ham her til opgaven er fuldendt.. Jeg har kun dit ord på, at du vil gøre det.. og tro mig.. Gør du det ikke, vil jeg søge efter Jer, udelukkende for at tage Jeres liv;” advarede han med en fast tone, for han var virkelig ved at være vred! Han var en frustreret mand, og det var ikke ligefrem noget, som man skulle kunne skjule på nogen måde. Knægten gjorde som han ville have ham til, udelukkende for at passe på og beskytte sin kære morfar, hvilket uden tvivl, var noget som passede ham ganske udmærket. Det kolde smil bredte sig tydeligt på hans læber. ”Du kan finde hende i Marvalo City.. Tiyanna Direshade.. Hun gemmer sig ved Sephiran Acheron,” afsluttede han endeligt, idet at han gjorde tegn til hans tjenestefolk, at gøre manden fri, for han kunne jo intet gøre, når han stod med sølv omkring halsen.

[Marcianus Darcy]

Marcianus kneb øjnene sammen. Han fik denne opgave som en straf, det var han sikker på. Alexander var nok aldrig blevet taget ved næsen, som af ham, og den tanke frydede ham et sted. Men for nu, med kæden om halsen, så kunne han ikke komme ud af den svækkende trance det lagde omkring ham, for smerten var jo vedvarende på nuværende tidspunkt. At Alexander så sikkert gjorde det for sjov, sendte ham ind i bjørnens hule og det hele, det var han ret sikker på ligeså. Han hadede warlocks, de gjorde ham usikre, fordi de var fjende nummer ét af hvad han havde lært. Han bed tænderne sammen og skulede til ham, mens han blot med sammenknebne øjne stirrede på Alexander, nu hvor hans kæbe blev holdt. Han lyttede til hans ord, men fortrak ikke rigtigt en mine. Han rullede let øjnene. "Jeg skal nok gøre som du befaler, gamle mand," sagde han og fortrak et lille smil. Han skulle nok gøre det, for han ønskede ikke mere ballade med den mand, men han kunne ikke lade vær med at prikke til ham alligevel. Han vædede sine læber let. Han kunne mærke Alexanders frustration og den i sig selv, var jo farlig, eftersom han som regel kogede over, når han havde en følelse. Han nikkede stille. Det skulle han da nok finde. Men han kunne ikke lide tanken om, at skulle trænge ind på en warlocks private grund, som det lød som. "Udmærket. Du har hende så hurtigt som muligt," svarede han roligt. Da vampyren slap ham fri af kæden ved at trække den af hans hals, så trak han sig selv lidt til side. Han rettede lidt på sit tøj og ømmede sig let, selvom såret allerede var ved at hele sig selv. "Ellers noget? Nej, det tænkte jeg nok," sagde han roligt. Han bukkede provokerende for Alexander, inden han vendte om og var hurtigt væk fra indgangshallen og på vej mod Marvalo City.

//Out.

[Deleted]

Det kunne godt være, at dette var henvendt som en straf, og hvilken slags, var Alexander fuldstændig ligeglad med. Pointen i hans øjne, var jo det faktum, at han kunne gøre hvad han ville.. straffe ham som han ville, uden at han egentlig selv behøvede at løfte en finger, og det var jo selv en tanke som virkelig måtte fryde ham. Det kunne godt være, at denne mand, havde formået at tage ham ved næsen, som han aldrig nogensinde havde oplevet det før, og det var også det som satte lidt andre tanker i ham.. Han ville udnytte knægten, inden han faktisk skulle vise sig, at blive for farlig og for stor en modstand, for det kunne jo faktisk kun bide ham hårdt i enden, og det var han slet ikke interesseret i. Han var måske en gammel mand, og derfor bed han sig ikke mere fast i tingene, end det som han gjorde i forvejen. ”Se.. du er jo ved at lære,” påpegede han med en ganske sigende mine, da det jo trods alt heller ikke ligefrem var en løgn. Hovedet lod han søge let på sned, da han så at kæderne blev fjernet, og Marcianus valgte at trække sig lidt. Ikke fordi at han havde noget imod det, for nu havde han jo informeret knægten om, hvad han krævede og forventede, for at lade gamle Marius være i fred, og specielt nu hvor manden egentlig ikke fremstod som nogen trussel for ham, for det gjorde han bestemt ikke. Han smilede kort, men dog tilfredst til ham alligevel. ”Udmærket.. Jeg vil holde øje med dig,” sagde han med en yderst advarende stemme. Et enkelt forsøg på at slippe væk, så ville han jage ham ned, og slå ham og hans familie ihjel, og han agtet at gøre det, hvis der var nogen grund til det, hvilket han uden tvivl også stod fuldkommen fast på! Han så blot efter ham, da han valgte at forlade stedet.. Tøsen var godt bevogtet, så meget vidste han. Han ville faktisk blive overrasket, hvis den knægt overhovedet formåede at få Tiyanna med sig, men den gæld skulle jo betales nu.. Og det skulle være nu!

//Out