I will find you!

[Lestat De Lochér]

Lestat var lidt forvirret over situationen, for i de sidste 8 måneder havde han brugt alt sin tid på at lede efter tvillingerne, så han havde været fuldstændigt afskærmet fra omverden. Han anede ikke noget om hvad der var foregået i huset eller rundt omkring, så det forvirrede ham uden tvivl, at Yelena havde ført Kimeya hertil og så på det grundlag! Han ville ikke beskylde hende for noget dog, for med den trussel, så forstod han det udemærket, for børnene stod jo først... også for ham! "Det må vi rede ud... men for nu, skal vi have vores små tilbage på sporet," endte han dæmpet og nikkede. Thomas var ganske vist væk, så det passede ham rigtig godt.
Soraya lod han sidde ved sig, selvom pigerne ikke rigtigt rykkede på sig, før at Soraya ligesom rakte ud efter Lenore, hvilket han fulgte med i, i spejlet. Et smil spillede over hans læber, mens han bare lod Jacqueline klippe hans hår, for det skulle uden tvivl være godt kort igen, så det kunne krølle lidt i kanterne som det plejede, for han ville ikke ligne en hulemand! Han sank en klump i halsen og betragtede dem. De var tæt knyttede, det kunne han tydeligt se.
Soraya smilede for sig selv, da Lenore tog hendes hånd. Hun klemte fast om hånden og rettede sig op fra Lestats krop og så over på hende. Livet var i hendes øjne, når hendes søster var der med hende. "Nor," sagde hun blidt med den barnlige stemme. Hun skubbede sig fra sin far og ud på gulvet, mens hun hev Lenore med sig ud på badeværelsesgulvet, hvor hun satte sig ned. Hun satte sig overfor hende og holdt hænderne op mellem dem, for at Lenore skulle lægge hænderne mod hendes også... og så flettede hun sine fingre ind i hendes. Nok kommunikerede hun ikke meget med tale, andet end Lenores navn... alt andet foregik mentalt og med forbindelsen... de var meget tæt knyttede.

[Deleted]

Jacqueline var stresset, og det var skam ikke nogen hemmelighed, at det var det. Hun havde netop fundet ud af, at hun havde været sengeliggende igennem de sidste 8 måneder! Det var ikke lige det, som hun havde regnet med at høre lige nu! Hun vendte blikket mod de kære små.. Det var dem, som havde deres førsteprioritering lige nu. Hun nikkede. ”Det er vigtigt.. O-også for deres mentale side, at grobunden er god og stabil,” sagde hun med en dæmpet stemme, for løgn var det jo heller ikke ligefrem. Det gjorde hende ked af det, at de ikke havde været der til at passe på dem. At børnene var tæt knyttet, var slet ikke at tage fejl af, da de nærmest livede op, da de så hinanden. Det gav kun Jacqueline en knude i maven, for hun turde slet ikke forestille sig, hvad de havde været igennem! Godt de om ikke andet, så havde haft hinanden! Hun klippede Lestats hår og smed det fra sig på gulvet, så han igen kunne føle vinden i nakken. Hun strøg hånden igennem det. Det var måske ikke særlig pænt klippet endnu, men det var bedre end det andet, som han havde haft. Børnene var dog noget af det næste som fangede hendes opmærksomhed. Soraya trak sig ud på gulvet og satte sig, for at række armene mod Lenore i stedet for. Hun blinkede med øjnene, kun for at sætte sig ned ved siden af Lestat i stedet for. Det var jo faktisk svært nok for hende, at holde sig stående, for hun var træt.. Hun var virkelig træt, efter alt det andet, som hun havde gjort – eller mangel på samme, kunne man næsten sige. Hun smilede svagt. ”De har i det mindste haft hinanden,” sagde hun med en rolig stemme. Det vakte da en lille form for ro.
Lenore havde valgt at trække sig væk fra Lestat, da Soraya havde gjort det samme, kun for at sætte sig på gulvet. Hun kravlede endnu. Hun havde ikke fået styr på det der med at gå, selvom hun måske burde være i stand til at gøre det en smule nu hvor hun var et år gammel. Hun satte sig overfor Soraya og hævede sine hænder, kun for at tage om hendes. Hun livede fuldstændig op, når hun var omkring sin søster. Mentalt kommunikerede de, som normale ville bruge deres mund og tungens tale. De havde jo kun haft hinanden at trøste sig ved.

[Lestat De Lochér]

Lestat følte sig ikke stresset. Men han havde en uro i kroppen, som han ikke kunne gøre bugt med, før pigerne faktisk var stabile i de omgivelser, der jo var deres hjem. De skulle være sikre og blive åbne, så de ikke var så aflukkede, for han brød sig ikke om, at de ikke snakkede verbalt eller rigtigt reagerede på ham og Jacqueline, men han forstod det godt. Han nikkede dæmpet. "Ja... der skal arbejdes med dem," endte han stille. Det kunne ikke diskuteres, de skulle bare finde ud af, hvordan de kunne gøre det. Han forstod dog godt, at pigerne var tæt knyttede og det glædede ham betragteligt. Det ville have været meget værre, hvis de var splittede og ikke kunne sammen. Da håret blev godt kort igen, sendte han et smil til hende igennem spejlet. Det var måske ikke det pæneste, men det var kort og det var sådan, han ønskede det. Han lod en arm falde omkring hende, da hun satte sig ved hans side. Han trak hende ind til sig og så hen mod børnene, der sad der... med armene foran hinanden og nærmest lignede nogle, der talte... uden at tale. Han smilede lidt og så tilbage mod Jacqueline med et lille nik. "Ja..." sagde han stille. Han mødte hendes blik. Hun var smuk som altid. Han løftede den frie hånd og strøg den over hendes kind ganske blidt, inden han trak hendes ansigt tæt og skænkede hende et inderligt og længselsfuldt kys. Øjnene gled i i det samme.
Soraya havde lært at stå et øjeblik, men ellers kravlede hun også, for hun kunne ikke tage mange skridt. Hun var dog god til at sidde ret i ryggen. Der var liv i hendes øjne, som hun sad med sin søsters hænder i sine. De delte magi og dæmon og var nærmest den samme i to personer.

[Deleted]

Jacqueline var intet andet end lettet. Ikke bare fordi at hun kunne bevæge sig, og hun kunne sidde og være vågen, men fordi at hendes familie var hjemme igen, og denne gang, agtet hun uden tvivl at gøre sin indsats, for at holde den der! Aldrig igen, ville hun stå i den situation, at hun ville miste det hele på den måde, som hun havde gjort det! Hun nikkede stille. Der skulle virkelig arbejdes med dem, også fordi at dette var noget som de havde tillagt sig psykisk og mentalt, så det ville nok tage tid med henblik på den mentale dæmon, som var en stærk del af dem begge. En tanke, som faktisk gjorde hende lettere trist. ”Der skal virkelig arbejdes med begge… Godt I er kommet hjem,” sagde hun med en rolig stemme, for det var faktisk det, som for hende, var det vigtigste, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Hun lod ham mere end glædeligt lægge den ene arm om hende, hvor hun tog pladsen ved ham. Smilet bredte sig på hendes læber. Det var lettende.. det var virkelig lettende, at de alle sammen var kommet hjem nu. Hun vendte blikket mod ham, da han strøg hendes kind, hvor hun mere end glædeligt tog imod hans kys. Hun gengældte det, uden så meget, som at tøve på noget tidspunkt, for hun havde virkelig, virkelig manglet ham, som hun havde manglet børnene!
Lenore livnede fuldstændig op, når hun var omkring hendes søster. Det havde været hendes tryghed stort set siden de var blevet født, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt, og igennem tiden ved Thomas, så havde det virkelig været afgørende for dem, at de havde haft hinanden. Hun kiggede stift på Soraya, inden hun vendte blikket mod Jacqueline og Lestat. Det var mor og far, og det vidste hun godt, men hun gik bare i lås, når hun ikke havde sin søster ved sig. Hun slap hende endeligt, kun for at kigge på Soraya igen. De kunne kommunikere indbyrdes bare ved at kigge på hinanden.. det populære søskendebånd som fandtes mellem tvillinger, var virkelig stærkt mellem dem.

[Lestat De Lochér]

Lestat var meget lettet og det var bestemt fordi, at familien igen var samlet som havde det været for 4 måneder siden. Men det var det bare ikke, for der var gået 8 måneder og de små, var faktisk 1 år gamle, hvilket var en skræmmende tanke. Men fra nu af, måtte de jo se fremad og komme ind i det hele igen, for han nægtede at svigte sine elskede. Familien var den største prioritet hos ham, mere end førhen, for han kunne ikke svigte igen. Og var der en ting han ikke ville have, så var det, at hans børn, skulle dø før ham... Han skulle af sted først denne gang! "Jeg er glad for at være hjemme," svarede han blidt til hende. Det var vigtigt for ham, at det hele skulle gå bedre nu. Men de blev også nødt til at finde ud af, hvad pokker der skete med Yelena. Pigerne, skulle der dog arbejdes meget med, for deres mentale dæmon blev nok vanskelig... der måtte Jacqueline sætte ind. Han kunne styrke deres magi. Sammen måtte de jo få deres sind fokuseret og stabilt. Han holdt kysset et øjeblik, mens han lod tomlen stryge over hendes kind. Han brød stille og sendte hende et lille smil. Han trak vejret roligt. "Tak for hårklipningen... Nu synes jeg, vi skal finde vores seng," sagde han dæmpet, kyssede hende flygtigt og rejste sig så op. Han trak vejret roligt og så hen mod pigerne, der sad og lignede nogle, der talte sammen... uden at åbne munden. Han sukkede dæmpet og gik roligt hen til dem og knælede. Han havde både lyst til at grine og græde, men for nu, smilede han bare. "Du tager Soraya med," sagde han henvendt til Jacqueline. Han tog fat om Lenore og løftede hende op i sine arme for at bære hende med sig ind i soveværelset igen. Sengen var stor nok, eftersom den havde været for stor siden de blev født. Han smilede skævt og lagde Lenore ned og puttede dynen over hende. Soraya kunne så ligge sammen med hende, når Jacqueline kom og puttede hende. Han selv stillede sig midt i rummet og lagde de nødvendige beskyttelsesbesværgelser omkring krybben, så hvis nogle kom til her, ville han blive alarmeret. Derefter... var det sengetid.

//Out.

[Deleted]

Det var egentlig ikke fordi, at Jacqueline var meget fristet til at springe i seng igen, da hun havde ligget der igennem de sidste 8 måneder.. Det var virkelig surrealistisk at der var gået så lang tid, for det var slet ikke noget, som hun havde set sig komme på denne måde. Hun sukkede dæmpet og nikkede til hans ord. Det var rart at vide, at de var hjemme, og at de var der alle sammen, selvom det var tydeligt, mange ting, som de var nødt til at tage sig af i fremtiden, for det ville jo kun gå galt ellers, og det var slet ikke noget som nogen af dem ønskede sig! Hun ville ikke fejle igen, og hun vidste allerede på forhånd, at han gjorde sig, de samme tanker og følelser, som det hun gjorde i denne stund. Hun lagde hovedet stille mod hans skulder. ”Jeg.. jeg troede virkelig ikke, at der var gået så lang tid.. Jeg har jo bare.. ligget der.. De er bare blevet så store..” For nu, blev hun siddende og kigget på deres elskede børn. De var bagud i udvikling, og frygtelig, frygtelig stille. At han derimod gerne ville i seng, forundrede hende ikke, for han måtte jo efterhånden også være træt, hvis han stort set nonstop havde søgt efter deres elskede døtre. Hun nikkede. ”Okay..” sagde hun dæmpet. Hun var måske træt, men det var mere fordi, at hun havde ligget der igennem de sidste mange måneder, for det havde virkelig været lang tid! Hun gengældte uden at tøve hans kys, inden hun selv rejste sig op. Lenore sad fuldstændig stille, da Lestat rejste og rørte på sig, og endte igen fuldstændig tavs og stille, da hun kom tilbage i hans arme, da hun jo blev revet væk fra Soraya. Hun blinkede knapt med øjnene da hun blev lagt ned i sengen.. Ved sin far. Jacqueline kom roligt ind i soveværelset med Soraya på armen, som hun roligt lagde ned ved siden af. For nu, måtte hun jo undvære Lestats favn, da det var vigtigst for hende, at børnene havde det godt, og blev trygge på at være hjemme, hvor de hørte hjemme. Hun lænede sig frem, kun for at skænke ham et kys. Lenore faldt langt mere til ro, da Soraya lå ved siden af hende, hvor det jo faktisk heller ikke tog særlig lang tid, før hun faldt i søvn.. Jacqueline lå og vogtede over dem. Hun kunne slet ikke sove.

//Out