I will find you!

[Kimeya Marvalo]

Det var ved at være hen på aftenen, da Kimeya endelig endte i Imandra. Stedet havde han ikke opsøgt igennem rigtig mange år, så det var da kun efterhånden ved at være på tide, at han kom frem til det igen. Efter truslen med at ramme hendes kære børn, havde Yelena valgt at gå med til at vise ham vejen dertil, hvilket var noget som passede ham fint.. Så kunne han jo kun håbe på, at manden var hjemme, så han kunne få det overstået så hurtigt som muligt. Selveste hjemstedet så næsten ud til at være i forfald. Det lignede ikke, at der havde været nogen der igennem et godt stykke tid efterhånden, hvilket fik ham til at knibe øjnene fast og advarende stemmen. Han tvang sig af hesten, da de endelig kom frem. ”Jeg håber godt nok, at du har ret.. Du ved hvad der sker ellers,” sagde han med en tydeligt advarende mine, idet han steg af og rev hende med sig. Han havde desuden lovet Sephiran at bringe hende tilbage til Bordellet igen, hvilket han skam agtet at gøre. Hvis der var nogen mand, som han stolede på, så var det så sandelig ham, og det var noget, som han gerne stod fast på.
Da de nåede dørene, sprang han dem op med magi. En simpelt kugle, men efter den hårde træning, som han havde været igennem, så var det dejlig nemt at bryde ind på den måde! Grebet omkring Yelenas overarm, slap han dog ikke, da han trak hende med sig indenfor i stedet for. ”LESTAT!” kaldte han med en direkte fast tone. Her var ikke meget lyd, og der var mørkt.. om der overhovedet var nogen til stede, vidste han ikke, men det skulle i hvert fald gennemsøges, ellers vidste Yelena da hvad der ville ske! Han var vred.. og den forbindelse, som var til denne gren af familien, var han nødt til at gøre noget ved, for det var noget, som kun kunne gå hen og skade ham i stedet for! Han så sig omkring.. Han slap hende. ”Og du går ingen steder..” advarede han fast, inden han søgte op ovenpå, for at tjekke stedet igennem. Det var her han først blev mødt af det som måtte være en engel.. Et skadefro smil gled over hans læber, idet han med en kraftig trykbølge, kylede den unge mand – Joshua, direkte ind i væggen, og lod ham glide livløst ned i gulvet i stedet for. Soveværelset blev hans første destination. Det gullige skær over hende, indikerede, at det var magi som holdt hende der. Hovedet lod han søge let på sned og med et skadefro smil. ”Det må jo næsten være… frøken Locher..” skade han med en kold stemme.

[Deleted]

Hvor lang tid Lestat havde været væk, og hvor lang tid hun havde ligget i den dvaleliggende tilstand i sengen, var ganske uvist for Jacqueline, for hun havde ligget der siden deres børn var forsvundet.. Selvom dette måske afholdt hende fra at gå direkte i panik, men uroen var der så sandelig stadig.. hun manglede sin familie.. sine elskede piger og sin mand… nøj hvor hun manglede dem! Mirry og Joshua var hende et godt selskab i løbet af dagen. De snakket med hende, vasket hende i ansigtet, også selvom hun slet ikke var i stand til at respondere på noget som helst af det, som de sagde til hende, hvilket jo faktisk gjorde hende ked af det. Det kunne godt være, at han gjorde dette, for at være ordentlig mod hende, men det var stadig noget som gjorde hende trist, for hun havde jo slet ikke lyst til at være der, når hun ikke vidste hvornår han kom hjem igen! Eller om han overhovedet ville komme hjem igen, og det gjorde hende virkelig, virkelig urolig!
Lyden af en mandlig stemme, og et brag nede i gangen, lagde hun hurtigt mærke til, også selvom hun ikke var i stand til at bide sig fast i noget so helst.. hun kunne jo ikke gøre noget! Brølet efter Lestat, fik det til at løbe koldt ned af hendes ryg, for der var jo nogen i huset…! Men hvem? At det var nogen som kom op ovenpå, gjorde det heller ikke ligefrem bedre, for hun var slet ikke i stand til at beskytte sig selv, når hun lå der, som hun gjorde! Næsten desperat forsøgte hun at bevæge sig.. bare slå øjnene op eller noget, men det var umuligt! Hastigt sendte hun en besked til Lestat.. Vidste og håbede og bad til, at han ville modtage den, og forstå, at der var noget galt, for det her ville hun ikke have gjort ellers. Nogen var i huset, og hun vidste ikke hvem, og der var jo ikke rigtigt nogen, som var i stand til at beskytte hende, eller passe på hende for den sags skyld, nu hvor hun ikke selv var i stand til at gøre det!

[Deleted]

Det havde virkelig ikke været med Yelenas gode vilje, at skulle guide Kimeya til Imandra. Hun vidste, at hun ikke fik lov til at blive, eftersom Sephiran ville have hende tilbage og det hadede hun. Hun hadede det hele, men hun vidste også at Kimeya var seriøs, når han truede med hendes børn og hun ønskede bestemt ikke at modtage deres udskårne øjne, det var da en foruroligende tanke. Hun kneb øjnene sammen. "Selvfølgelig har jeg ret..." vrissede hun dæmpet og gispede, da han nærmest rev hende ned ad hesten. Hun hev i sin arme, men han var meget stærkere end hende, selvfølgelig. Hun fnøs da han bare sprængte dørene, men sagde ikke noget til det. Hun kiggede op på ham med et skarpt blik. Hun håbede Lestat var her, mest fordi hun virkelig frygtede for, at Kimeya skulle gøre noget ved Jacqueline som hun ikke kunne stå imod. Hun kneb øjnene sammen og fulgte lidt klumset med ham, da han ikke ligefrem gav hende nogen chance. Hun fnøs ad ham, mens han blot så ham liste af sted. Hun hørte et bump, fra Joshua der røg ind i væggen.
Da han var gået, så kom Mirry løbende nedefra, da hun også havde hørt bumpet. De omfavnede kort hinanden. "Mirry... kom," hviskede hun stille. De gik ovenpå ad trapperne, op nær værelset hvor hun var. De ventede dog udenfor og bare lyttede til hvad der skete. Mirry fik dog øje på Joshua og skreg op, så hun hastede hen til ham og ruskede i ham. Yelena bed tænderne sammen, så sig rundt og greb fat i en jernstage til lys. Hun tog den i hænderne og talte til tre, før hun braste ind og slog ud efter Kimeya med jernstangen. "LAD HENDE VÆRE!" skreg hun.

[Kimeya Marvalo]

Det gik allerede hurtigt op for Kimeya, at Lestat ikke var hjemme, for ellers ville hans elskede hustru vel ikke ligge der på sengen, og på den måde? Tydeligt i dvale, for ikke at vågne, men på hvilket grundlag? Det var det, som han godt nok havde svært ved at se. Joshua havde han kastet direkte ind i væggen, hvor han med en blødende tinding, var faldt tilbage på gulvet, og uden at bevæge sig. Naturligvis ikke død, men bare slået temmelig voldsomt ud. Han kneb øjnene fast og let sammen. Stedet var nu kendt for ham, så han kunne jo altid opsøge det på et andet tidspunkt, hvilket var noget som faktisk passede ham særdeles fint! Ingen tvivl om det! Skriget ude på gangen, og kvinden som passerede i døren, fangede han hurtigt ud af øjenkrogen, da han vendte blikket, så han selv lige tidsnok, kunne se den jernstang, som blev svinget direkte i retningen af ham. Hans øjne lynede kraftigt, hvor han hurtigt fjernede sig, så den ramte sengen i stedet for – lige ved siden af Jacqueline. ”Det der skulle du ikke have gjort…” hvislede han med en iskold stemme, inden han kraftigt greb ud efter hendes hals. Hvis det ikke var fordi, at han havde lovet Sephiran at bringe hende helskindet tilbage til Dvasias, så havde han uden tvivl slået hende ihjel her på stedet!
Jernstangen gled til gulvet, og uden at Kimeya skænkede den så meget som en tanke.. synligt vel at mærke. Ved hjælp af magien, hævede han den roligt over Jacqueline i stedet for. Kvinden var en, som hun vægtede af betydning, hvilket hun tydeligt kunne se. Han smilede næsten skadefro.. Det her kunne jo kun gå hen og blive sjovt.. Men det måtte vente.. til en anden gang, hvor han kunne fange og finde Lestat på hjemmefronten, for det andet ville da ikke være sjovt ellers! ”Jeg advarer dig…” hvislede han fast, idet at han klemte omkring hendes hals, inden han kastede hende fra sig mod døren. Lestat var her ikke.. Det sjove måtte jo desværre vente. ”Tak for at vise mig stedet.. Nu ved jeg hvor jeg kan finde ham.. uden at have en dumdristig kvinde på slæb,” endte han kortfattet. Han greb fat i hende igen og rev hende med sig op på benene, kun for at kaste hende fra sig, ned af de stejle trapper, så han var sikker på, at hun ville slå sig godt og grundigt – skader som nemt kunne skjules med magi når de kom hjem. Efterfølgende revet og tvunget op på hesten, da de kom udenfor, så de kunne komme tilbage til Dvasias. Han skulle nok få sin sjov i fremtiden!

//Out

[Deleted]

Yelena nåede kun lige at slå ud efter Kimeya og ramme ned i sengen, heldigvis uden at ramme Jacqueline, før hun blev grebet fat i halsen. Hun kneb øjnene sammen. Lige nu var hun vred, hvilket fik hendes luftdæmon til at reagere, men hun holdt det inde, eftersom det også kunne gå ud over Jacqueline hvis hun lod det slippe ukontrolleret ud. "D-du skal ikke røre hende...!" vrissede hun til ham. Hun lod hænderne falde omkring hans arme, hvor hun prøvede at hive ham af sig, eftersom det var ubehageligt at have en fornemmelse af at blive kvalt. Hun gispede fast, da Kimeya klemte om hendes hals. "Du kan ikke slå mig ihjel... Sephiran vil have mig levende," hvæsede hun ad ham. Da han kastede hende fra sig, så faldt hun hen i døren og kom skælvende på benene. Hun var sur og ked af det, hvilket var en dårlig blanding for hendes vedkommende. Nogle vredestårer gled ned over hendes kinder, som hun hurtigt tørrede væk. "Jeg havde heller ikke vist dig det, hvis du ikke have truet med at slagte mine børn!" hvæsede hun ad ham, mest for at fortælle Jacqueline, at hun virkelig ikke havde ment det. Hun så mod sengen med et skamfuldt blik, inden hun blev revet med sig igen. Hun stivnede i hele kroppen, da han kastede hende mod trapperne, hvor hun trillede hele vejen, da hun ikke kunne stoppe. Hun landede med et støn for neden, godt forslået i hele kroppen. Hun følte sig radbrækket og havde virkelig brug for en balje vand, men der var lang vej til Dvasias. Hun haltede efter ham, vidste snart ikke hvor hun ikke havde ondt og sad bare på hesten uden et ord hele vejen hjem - hun var nødt til at bide tænderne sammen hele vejen.

//Out.

[Lestat De Lochér]

Beskeden fra Jacqueline havde ringet i Lestats sind klart og tydeligt, hvilket kun havde fået ham til at haste mere end han gjorde. Endeligt havde han fundet børnene, elskede Soraya og Lenore, der for pokker nu var 1 år gamle. Det havde taget ham 8 måneder at finde dem, da de var blevet kidnappet, da de var 4 måneder gamle. Han havde lovet sig selv ikke at vende hjem, før børnene var med, da han skulle vække Jacqueline. Og nu hvor han havde dem, med sig helt fra yderkanten af Imandra, så kunne han slet ikke vente med at komme hjem. Hendes besked var dog foruroligende og satte en skræk i ham, så han sparkede ekstra til hesten, der snart prustede og stønnede af at blive presset så hårdt. Han var medtaget af det hele, de 8 måneder havde givet ham et langt skæg og langt hår, så han snart lignede en hulemand. Men han havde fået trænet sine evner i al den tid og var blevet en stærk warlock igen, hvilket da også var eneste plus. De to små piger sad og sov foran ham i hans arme. De vidste udmærket, at han var deres far, for de var ikke dumme selvom de var små...
Endeligt nåede han huset, hvor han svang sig af hesten og greb pigerne, inden de faldt af. Han bar en på hver arm op til den ødelagte dør, hvor han løb igen. "JACQUE?!" kaldte han fast. Han regnede dog ikke med, at Kimeya var her længere, eller det håbede han da ikke. Han løb op ad trappen og så Joshua, der lå på gulvet med Mirry over sig, selvom han slet ikke havde tid til dem. Han hastede ind i soveværelset og lagde børnene i sengen omkring Jacqueline. Han fjernede jernstangen, der svævede ret faretruende over hende og smilede skævt. Han førte hånden over hende i luften og fjernede det gullige og dvælvende skær, for endeligt at vække hende. "Jacque?" hviskede han stille og strøg hendes kind. Han lå på knæ ved sengen, børnene lå ved deres mor... og nu skulle hun vågne og forstå, at der ikke var mere at være urolig over.

[Deleted]

Hvilken mand der egentlig havde været i huset, havde Jacqueline ikke nogen anelse om, for stemmen forekom hende dog ikke velkendt. Det kunne nok snarere sætte en direkte panik i hende, at hun kunne høre alt hvad der skete omkring hende, men ej være i stand til at vågne og gøre noget ved det! Hun kunne jo ikke engang forsvare sig selv, og bare det faktum, at hun mentalt skulle ud af den magi, som faktisk holdt hende liggende for at sende Lestat den besked, var faktisk hårdt nok, og havde krævet frygtelig meget af den energi som hun havde. Den anden stemme som havde lydt, var dog en, som hun kunne genkende stort set overalt. Det var Yelena.. Og hvor hun havde været igennem al den tid, vidste hun ikke! Hendes hjerte slog fast mod hendes bryst. True hendes børn? Hvad var det lige der var sket! Det eneste, som hun fik ud af det, var at det var Yelena som havde lokket manden hertil, men fordi at hun var blevet truet? Det var en tanke, som i sig selv, gjorde hende direkte tosset!
Hvor lang tid efter, at Lestat kom hjem, vidste hun ikke, foruden at hun følte lettelsen med det samme, at manden kaldte på hende, selvom hun ikke var i stand til at svare. Lettende, strøg en tårer ned af hendes kind. Børnene var fuldkommen tavse.. Lenore sagde ikke så meget som et ord. Hun var blevet vant til, at hendes behov på ingen måder blev imødekommet, så uanset hvor meget de havde skreget, så skete der ikke rigtigt noget som helst. At de blev lagt ved siden af deres mor, bed hun sig end ikke særlig meget mærke i. Hun vendte og drejede sig en anelse i sengen. ”Dada..” sagde hun varsomt, da det gullige skær om Jacqueline forsvandt, og derved tillod hende at komme en anelse til sig selv. Næsten gispende, slog hun øjnene op og vendte sig mod Lestat. I første omgang, så hun slet ikke børnene ligge der. ”D-der var n-nogen her.. Der var nogen her…!” endte hun frustreret. Det var først der, at det gik op for hende, at børnene lå ved hende.. lå ved dem.. De var alle sammen kommet hjem. Det lange hår og skæg, så hun bevidst bort fra, for det kunne ordnes og meget hurtigt. Tårerne meldte sig omgående i hendes øjne.. De var alle sammen kommet hjem! ”De… I.. i er kommet hjem..” Skælvende satte hun sig op, for at tage begge børn i armene. De var blevet så store… hvor lang tid, var der egentlig gået?!

[Lestat De Lochér]

Hvad der egentligt var sket i huset, var slet ikke noget Lestat anede noget om. Han vidste og havde hørt i sit sind, at det var Kimeyas stemme der havde runget i huset, for han havde trods alt lavet sine foranstaltninger, uanset hvor hurtigt han var stormet ud af huset for 8 måneder siden. Han trak vejret dybt. Beskeden var nået til ham, og så havde han også vidst, at noget var rivende galt, som han jo så også havde hørt i sit sind fra de magiske besværgelser, der lå over huset som beskyttelse. Han skulle dog nok få historien på et eller andet tidspunkt, men for nu måtte han bare hjem med børnene og sikre sig, at Jacqueline ikke tændte af, men at hun faktisk forholdt sig roligt. Børnene var hjemme, de var nu 1 år gamle og han fattede snart ikke, der var gået alt den tid. Han lignede en hulemand, men det var da det mindste af det hele, for han kiggede sig jo trods alt ikke i spejlet. Han blev siddende ved hendes sengekant og ventede på at hun skulle vågne. Hun ville være meget udhvilet. Han var lettet, da hun slog øjnene op og havde nærmest overhørt Lenore sige 'dada' til ham, eftersom han var så fokuseret på hende lige i øjeblikket. "Jeg ved det... mine besværgelser gjorde det bemærket for mig... Og din besked," sagde han og strøg hende over håret og ned over kinden. Han smilede lidt, glad og lettet var han uden tvivl, selvom det var en lidt presset situation i det hele taget. Han nikkede stille til hende, selv med små tårer i øjnene. "Ja... Jeg var på vej hjem fra den anden side af Imandra, da du kaldte," sagde han dæmpet. Han løftede sig op i armene på sengekanten og satte sig ved hende, hvor han kyssede hendes kind blødt. "De... de er 1 år gamle," endte han stille, vidste, at hun nok ville være forvirret over tiden. Han så ned mod børnene og strøg Lenore over hovedet, da hun lå på den side af Jacque, han havde sat sig.
Soraya krøllede sig ind til Jacqueline, uden direkte at sige et ord. Hun var præget af det hele, kun lykkelig over at være fri. Hun vidste, dette var hendes mor og far, for dæmonen gjorde dem meget tæt knyttede. Hun sagde dog ikke et ord... hverken ud af munden eller i tanken... der var stille omkring hende.

[Deleted]

Jacqueline var fuldstændig rundt på gulvet, for det var egentlig for overvældende for hendes vedkommende, og det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. I udgangspunktet, lagde hun slet ikke mærke til at børnene var kommet hjem, da hun egentlig kun gik ud fra, at han var kommet hastende, da hun havde meddelt, at der var nogen i huset. Det var først nu, at det for alvor gik op for hende, at børnene også var der, men.. de var så stille..? Det lignede dem slet ikke! Hvordan det havde været for dem, turde hun slet ikke at tænke på, og det var virkelig grusomt nok i forvejen, kunne man jo sige! Tænderne bed hun let sammen, inden hun tog begge piger op i sine arme. Tydeligt skælvende, for hun havde jo ligget fuldkommen stille igennem rigtig lang tid, så meget var hun dog klar over! Manden som havde været i huset, kunne hun glemme for en stund. ”Jeg.. jeg ved ikke hvem.. jeg ved ikke hvem, men de var her i huset..” sagde hun med en dæmpet stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Begge børn lagde hun tæt op af sig, da Lestat tog pladsen ved siden af hende, hvor hun varsomt gled ind mod hans skikkelse. Tårerne trillede let ned af hendes kinder. Det var lettelse.. en glædens gensyn, at de nu var sammen igen alle sammen, og denne gang, var hun overbevist om, at der ikke skulle ske noget som helst med deres elskede døtre! Hun ville slet ikke have det! Begge piger fik et lille kys mod deres pande. Hun kunne mærke at det var dem.. Uanset hvor store de var blevet, for store det var de uden tvivl. ”Er.. er der virkelig gået så lang tid..?” Fuldkommen i chok, vendte hun blikket mod pigerne igen.
Lenore blev liggende fuldkommen stille på sin mors arme. Selv hun kunne ved hjælp af det mentale bånd, som de havde til begge deres forældre, vide, at det var mor og far, og at de nu var trygge.. Selvom hendes kald på far, mere eller mindre havde været et råb om hjælp, for hun følte sig slet ikke tryg. Det var helt andre omgivelser, end hvad de var vant til, go at ligge og råbe og skrige for sine behov, var allerede for længst gået op for hende, slet ikke var muligt, for de blev bare ikke opfyldt. Hun stak sin tommel i munden og lagde sig godt ind til mor. Hvorfor de græd, forstod hun ikke.. Der var da ikke noget at græde over?

[Lestat De Lochér]

Lestat forstod godt Jacquelines forvirring. Hun skulle lige komme til kræfter, men det gode ved besværgelsen var, at den ikke tappede kræfter. Hun havde været som frosset i den tilstand hun havde haft, da han havde lagt besværgelsen over hende, så hun ville hurtigt komme til hægterne igen. Han trak skævt på smilebåndet, virkelig lettet over, at børnene endelig var kommet med hjem, for han havde virkelig bare ledt og ledt i alle de måneder... ikke en dag var gået, hvor han ikke havde søgt. Han rystede lidt på hovedet og strøg Jacquelines kind, som han satte sig op ved hende. "Det ved jeg... Mine magiske alarmer gik af ved hans indtrængen. Det var min bror," sagde han dæmpet. Han knyttede en hånd i det skjulte, for hans bror gjorde ham så... vred. Den mand skulle slet ikke komme her og trænge ind på hans grund, han havde for pokker ikke gjort ham noget! Han sukkede dæmpet og strøg sine tårer væk... men det var bare så godt at være hjemme. Og pigerne, skulle vogtes over nu... virkelig vogtes om. Han ville slet ikke vie fra deres side, for nu skulle alt ind på dem. Han så ned på de små piger og rynkede panden. De sagde ikke noget? De græd ikke? Det bekymrede ham uden tvivl, at de jo faktisk slet ikke græd eller reagerede på det. Men i det mindste, så viste det mentale bånd til deres moder da, at det var dem... og han reagerede selv på deres warlock-gen. "Ja... 8 måneder," sagde han dæmpet og bed tænderne sammen.
Han rakte ned og tog Lenore fra Jacqueline og ind i sin egen favn, hvor han tog hende helt ind ved sig og nærmest knugede hende ind i favnen. Han bed tænderne sammen og vuggede hende blidt. Det ville være en omvæltning for dem... Men fra nu af, så ville han sætte alt ind på at arbejde med børnene. "Vil du ikke... tage mit skæg af og klippe mit hår? Jeg kan ikke... klare en nat mere med det, jeg er ved at blive sindssyg," sagde han med et skævt smil. Han rejste sig fra sengen af, stadig med Lenore i armene, for han ville slet ikke lade dem være i et andet rum end dem... så nu måtte de komme med på badeværelset. "Tag Soraya med," bad han dæmpet og forlod soveværelset og gik ud på badeværelset i stedet. Han gik tøvende hen foran spejlet og stirrede på sig selv med et stift blik, da han indså, hvordan han dog så ud.

[Deleted]

Jacqueline forstod slet ikke noget af det som skete, og det forvirrede hende. At det så havde været hans bror som havde været i huset, forstod hun da slet ikke, for der var vel ikke noget udenforstående med ham, var der? Hun vendte blikket mod ham. Kunne han finde på at tage børnene fra dem? Gøre dem ondt? Det var slet ikke en tanke, som hun kunne bære! ”Vil han gøre dem noget ondt? Han søgte efter dig, Lestat.. Han kom for dig..” At børnene var fuldstændig stille, var slet ikke noget som hun som sådan bed sig mærke i… før nu om ikke andet, hvor hun vendte blikket mod dem De burde putte og snakke.. der var ikke en bevægelse.. og ikke så meget som et ord, og det bekymrede hende virkelig. Hun var slet ikke i tvivl om, at det var deres børn. Det var noget som hun kunne mærke. Hun bed sig i læben. Det ville blive et knokkel at vende dem til at være hjemme igen.. Det var vel overvældende for de kære små? ”8 måneder… i det liv.. Det er der ingen som fortjener.. Hvor fandt du dem?” spurgte hun med en dæmpet stemme. De var mentalt indstillet på andre ting, end det som hun egentlig ønskede, at de skulle være indstillet på, og det var slet ikke noget, som hun kunne lide!
Lenore lå stadig helt stille da Lestat tog hende op på armen. Et sted befandt hun sig vel stadig på et spædbarnsstadie, selvom det vel ikke var underligt, med alt det, som de havde været igennem. Selvom hun havde forsøgt at kalde, så havde han ikke taget hende op, og derfor forblev hun denne gang fuldkommen tavs. Jacqueline tøvede ikke med at lade ham tage hende, hvor hun trykkede Soraya ind mod sig. #Mor er her, min skat,# endte hun med en rolig stemme, hvor hun sendte begge piger en mental besked.. Mest for at understrege det, og at de kunne slappe helt af igen. Hun nikkede. ”Selvfølgelig..” At lade pigerne ligge, varslet ikke aktuelt.. Hun ville slet ikke være alene mere! Det følte hun efterhånden, at hun havde været alt for meget igennem den sidste tid! Hun kom ud på badeværelset med Soraya på armen. Pigerne skulle under ingen omstændigheder få lov til at sove selv.. Ikke på vilkår! ”… L-lad os se på det lange hår..” sagde hun endeligt. Hun var lettere skælven på benene, men hun havde også liget stille igennem de sidste 8 måneder!

[Lestat De Lochér]

Lestat kunne ikke lide, at Kimeya havde været her. Hvordan han havde fundet stedet, det gik mere over hans fantasi, for huset var beskyttet... så en eller anden havde ført ham hertil, men hvem? Han kendte ikke til situationen i huset, om nogle ansatte manglede eller noget, for lige nu, var børnenes velvære vigtigst. "... Jeg er familiens udskud. Han vil nok altid være efter mig, Jacqueline. Jeg gør alt for jeres sikkerhed, men han kan nemt finde på at gå efter jer... for at få mig," indrømmede han forsigtigt. Hun fortjente at vide det, kende til situationen, også så hun kunne være forberedt. Han sank let en klump og så mod deres små børn. Det var godt at have dem hjemme, men der ville være meget arbejde i at åbne dem op... for lige nu, virkede de meget aflukkede, hvilket var skræmmende at tænke på. Han rystede på hovedet, der var ingen som fortjente det, deres små pus havde været igennem. Han skammede sig over, at de var blevet taget så unge... fra vuggen. Det gjorde ondt i ham, for han ønskede ikke at fejle længere. "Jeg fandt dem ved... Thomas. Jeg har udryddet hele stedet, ham..." forklarede han lavmælt. Han trak vejret dybt og roligt. Lenore trykkede han ind i sin favn. Hun var alt for stille efter hans mening, men de skulle alle have en god nats søvn før de kunne gøre noget som helst. Han vuggede hende forsigtigt. "Far er her..." hviskede han til hende. Han havde svigtet for sidste gang. Han pustede roligt ud og gik ud på badeværelset, hvor at han kunne høre Jacqueline lige bag sig. Han nikkede dæmpet og fandt saksen og en kam fra deres sædvanlige plads, som han rakte til hende. Han gik dernæst hen og satte sig på gulvet foran spejlet, så hun også kunne sætte sig på hug eller knæ eller hvad hun syntes. Han lagde Lenore ved sig og strøg hende over håret.

[Deleted]

Kimeya var ikke en mand som Jacqueline brød sig synderlig meget om, og det faktum, at han bare kunne komme igen, var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre i det hele taget! Det var noget som faktisk.. knuste hende at vide.. gjorde hende urolig et sted, for hun ønskede jo bare, at leve i fred og fordragelighed med den mand som hun giftet sig med, og deres fælles børn. Det var der slet ikke noget galt i! Hun nikkede blot. Hvis det var noget, som de skulle til at slås med, så måtte det jo være sådan.. Næste gang, så ville hun være forberedt på det! ”Jeg troede ikke bare, at det ville være så nemt at finde stedet her.. Han havde Yelena med.. Han har truet hendes børn, Lestat.. Han har truet dem, for at finde frem til dig,” fortalte hun dæmpet.
Lenore blev liggende fuldkommen stille i Lestats arme. Det var ikke fordi at hun ikke var tryg, men selv for hende, som slet ikke var vant til anden omgang, end med hendes søster, så var det overvældende, at blive bombarderet med tingene på den her måde. Det gjorde hende faktisk utryg et eller andet sted. Hun stirrede blot.. Der var virkelig ingen rigtig kontakt med hende, og specielt ikke efter, at hendes kald på ’dadda’ var blevet ignoreret.
Jacqueline kom ud på badeværelset lige efter. Hun havde Soraya liggende mod hendes bryst og mod hendes hjerte. Det kunne godt være, at børnene var så store, at de sagtens burde kunne gå, men for hende, så var hun ikke rigtigt kommet videre end det stadie, hvor de var 4 måneder.. det kunne ikke passe, at der var gået så lang tid! At det var Thomas der havde taget dem, gjorde hende direkte forarget og direkte tosset at tænke på! ”Han har fortjent det,” sagde hun dæmpet. Han fortjente det, for at røre deres små elskede piger! At han tog pladsen på gulvet, fik hende til at søge hen til ham, hvor hun varsomt rakte Soraya til ham. ”Du må holde hende, mens jeg klipper,” sagde hun stilfærdigt. Hun kunne desværre ikke klippe og have Soraya på armen på samme tid. Først da han tog imod Soraya, gav hun sig til at klippe ham. Det første hun fjernede, var skægget. Det kunne hun ikke klare at se på mere.

[Lestat De Lochér]

Det bekymrede Lestat, at Kimeya havde været her. Men heldigvis, virkede det da ikke til, at der var sket noget. Manden ønskede ham, så det skulle han også få, hvis han kom igen. Han ville blive hjemme fra nu af, arbejde med børnene for at få dem ind på den rette mentale kurs og bare beskytte familien... for det var højeste prioritet. Han rynkede panden da hun nævnte, at Yelena var med. Hvorfor var Yelena i Dvasias? Og ikke her? Men så forstod han da udmærket, hvorfor Kimeya havde fundet det så nemt. Han bebrejdede dog slet ikke Yelena, slet ikke hvis Kimeya havde truet hendes børn, for han vidste hvor nært de lå hendes hjerte. "Hvis han har haft Yelena med... så har det været nemt... Men hvorfor pokker, er hun overhovedet i Dvasias?" spurgte han. Forvirringen var tydelig, for hun burde da have været her hele den tid... eller? Han rystede på hovedet, det kunne han ikke gøre noget ved lige nu, for indtil sengetid så stod det på at være sammen med børnene og Jacqueline. Han så uroligt mod Lenore. Hun sagde ikke noget, bevægede sig knapt og kiggede ikke rundt, hvilket snart satte en kniv i hans hjerte. Han bed blot tænderne sammen og satte sig på gulvet foran spejlet, for han ville følge med i, hvordan hun trimmede ham. Han satte sig i skrædderstilling og satte Lenore over sit ene lår, med fronten ind mod ham, så hun kunne putte ind til ham. "Det... slog lidt klik lige i det øjeblik," indrømmede han stille og så på hende, ved at se ind i spejlet. Han trak vejret roligt og tog imod Soraya, som han satte over sit andet lår, også med sin front ind mod ham, så de kunne sidde ind til ham. Armene holdt han omkring dem, strøg dem lidt over ryggen. Han følte det allerede meget bedre, da det store fuldskæg røg væk og de små stubbe var tilbage, som hun kunne lide det. Han trak på smilebåndet. "Allerede meget bedre," sagde han tilfredst og nikkede.
Soraya sagde ikke en lyd, da hun blev givet fra sin mor til sin far. I stedet, så da hun kom til at sidde tæt på Lenore, så rakte hun en hånd ud og greb fat om sin søsters hånd, som hun holdt.

[Deleted]

Jacqueline havde svært ved at finde hoved og hale i noget som helst af det som skete, og specielt når det kom til alt det med Kimeya, for hvad var det helt præcist den mand ville? Han ville uden tvivl komme igen.. Det var jo Lestat som han ville have, og det var slet ikke en tanke som hun kunne lide i det hele taget, og det var noget, som uden tvivl gjorde hende utrolig ked af det! Hun vendte blikket mod ham. ”Yelena måtte gøre noget for sine børn.. Så hun tog herfra.. Jeg ved ikke hvor.. eller hvorfor hun ikke er kommet tilbage.. Jeg forstår det ikke..” sagde hun dæmpet. Det var noget af det, som hun aldrig rigtigt havde fået svar på, og hun var end ikke sikker på, at det var noget, som hun ville få svar på. At Thomas var helt væk nu, var noget som faktisk passede hende særdeles fantastisk, for den mand, skulle slet ikke have lov til at komme i nærheden af hendes børn eller hendes familie igen! Soraya lod hun glide ned ved siden af Lenore ved Lestat, så han kunne passe på dem begge to. Hun ville slet ikke lade dem uden opsyn længere, for tænk nu hvis de blev væk igen? Det var slet ikke noget, som hun kunne have med at gøre i det hele taget! Skægget røg som noget af det første, hvor hun selv ikke kunne lade være med at smile. Det var i det mindste noget, som hun kunne genkende i stedet for alt det andet. At Soraya rakte ud efter Lenore, så Jacqueline ud af øjenkrogen. De havde haft hinanden i det mindste… heldigvis! Hun fortsatte med håret, for at give pigerne lidt tid selv. De ville vel forhåbentlig åbne op med tiden?
Lenore lå fuldstændig stille ind til Lestat. Hun rørte sig ikke rigtigt, andet end når hun faktisk trak vejret. Hun var ikke rigtigt interesseret i, hvad der var omkring dem, eller hvem der var der. Det var først da Soraya blev lagt på Lestats anden side, at hun egentlig vågnede bare lidt til live. Hun blinkede med øjnene og tog om sin søsters hånd. ”Raya,” endte hun stille. Hvis der var nogen som kunne holde bare lidt gang i hende, så var det hendes kære søster.