Safe in your arms...

[Deleted]

Yelenas sidste kunde for åbningstiden var endeligt færdig og lod hende ligge lettere grådkvalt i sengen, hvor hun dog heldigvis hørte en læderpung klirre mod hendes bord og det lød som om der faktisk var ret mange penge i. Det havde været en velstående mand af en ældre, men ikke så kendt slægt og derfor et elite job for hende. Hun tvang sit blik op mod ham, selvom hun havde lidt svært ved at kigge på ham uden at en nærmere storm af vrede nærmest dukkede op i hans øjne. "På gensyn," endte hun forsigtigt og med en neutral sød stemme og et fremtvungent glimt i øjet, hvilket fik ham til fornøjet at gå ud af døren. Hun lagde sig så ned igen med hovedet ned i sengen, da hun lå på sin mave. Hendes krop havde aldrig gjort så ondt af en omgang med en kunde i den tid hun havde været her, og hun havde været med ret mange efterhånden, men hendes pengebunke steg også godt for tiden over vinterperioden. Hun bed tænderne sammen og stønnede let, da hun kæmpede sig op at stå på benene der skælvede let. Hun var tæt på tårer og ville slet ikke tænke igennem alt hun lige havde været udsat for, for hun kunne nemt mærke det på hendes krop der var lettere blå og gul, men også rød af mærker fra slag. Hun trak sin kjole på igen, bandt den i nakken og listede ud af sit værelse, hvor der ikke var flere kunder i opholdsrummet heldigvis. Døren ind til Caleb gik op og en kvinde kom ud derfra, som hurtigt forlod stedet også. Hun så sit snit og hastede ind ad døren til Caleb som hun skubbede i bag sig og lænede sig op ad, da det gjorde ondt at stå op. Det hjemsøgte hende, at den sidste kunde havde været så hård og nærmest ond, men kjolen skjulte da de steder han havde slået. "C-caleb..." Hun skubbede sig fra døren og tog sig lidt ømmende til bagdelen. Hun snøftede og så hen mod ham, inden hendes ben knækkede under hende og tårerne begyndte at løbe. Hun støttede fra med den ene hånd på jorden og holdt sin anden hånd over hendes ansigt, da hun let gned sin pande. Hendes hår var uglet og faldt omkring hans ansigt. Hurtigt ville han kunne høre hendes hulk.

[Deleted]

Det hele var blevet bedre, efter de havde fået en til at bestyre stedet, selvom han virkelig var en hård mand.. En utrolig hård mand, hvis han selv skulle sige det! Det var faktisk rart nok, at der var nogle til at tage kontrollen, og styre stedet, så det igen kom tilbage til at have det ry og rygte, som det havde haft tidligere, også fordi, at det var noget, som virkelig var vigtigt, selv for ham. Han havde netop taget afsked med den sidste kunde for aftenen, for det var rart at Sephiran havde valgt en såkaldt ’åbningstid’, så der også var tid for dem, at skulle hvile sig. Han selv, lagde alle de penge til side, osm han overhovedet kunne, når en arbejdsdag var slut, og lønnen skulle opgøres. Det var mange som Sephitan skulle have, selvom det nu heller ikke var noget, som gjorde ham det mindste. Han kunne godt lide det ,sådan, også fordi at det var en forsikring for hans vedkommende på, at der var styr på tingene, for sådan havde det været under Leonardos tid. Han sukkede dæmpet og smed sig i sengen. Han havde alle pengene tjent på denne aften, samlet i en skål på kommoden. Deraf var det nemt for Sephiran at samle dem ind, når han kom på sin runde ned af gangene, når arbejdsdagene var overstået. Han vendte sig hastigt, da døren endnu en gang gik op og.. Yelena stod i den. Han satte sig op i sengen. Noget var galt, hvilket han tydeligt kunne se og fornemme på hende. ”.. .Yelena?” Han var hurtigt ude af sengen og henne ved Yelena, hvor han faldt på knæ ved hendes skikkelse, hvor han tog fat i hende. Han vidste godt, at nogle kunne være temmelig hårdføre og robuste, og det var jo det, som han helst ønskede at hun skulle stå ansigt til ansigt med, for det var ikke ligefrem noget som gjorde sagerne meget bedre af den grund, når det nu endelig var sagt. ”Hvad er der? Kom.. kom med over i sengen..” Han holdt døren lukket, men ikke låst, inden han hjalp hende over i sengen.

[Deleted]

Yelena syntes meget godt om stedet, selvom Sephiran, deres chef, var en ret hård mand. Men hun var ikke kommet på tværs af ham siden den første dag, for hun turde slet ikke med de straffe han uddelte, det var sikkert og vist. Hun havde tjent sine penge ind, der allesammen var på det samme sted, når Sephiran engang kom rundt senere og tog sin andel til sig. Det gjorde hende dog intet, for de fik nyt tøj, gode måltider, frihed når åbningstiden var forbi og alle de goder, samt at de jo faktisk fik noget løn oveni, så hun var tilfreds. Hendes egen opsparing gemte hun dog et andet sted, som ingen kendte til, for det var hendes og hendes alene og ingen skulle have mulighed for at tage af den. Nu var hun cirka halvvejs, så hun holdt stadig håbet oppe for at hun ville kunne nå det inden de første skud i foråret, hvor hun skulle aflevere til sin dumme eksmand. Det var dog ikke det hun tænkte så meget over lige nu, for hun følte hun levede i et lidt andet univers her på stedet. Hun havde vænnet sig til tilværelsen, selvom hun også glædede sig til at være færdig her, selvom hun faktisk var lidt nervøs for at skulle sige op overfor Sephiran. Ville han lade hende gå? Hun var blevet udnævnt til hans elite, så det var hun faktisk ikke helt så sikker på. Hun mødte Calebs blik, da hun selv kom ind. Hun knækkede dog hurtigt sammen, for hun var virkelig øm. Nej ikke bare øm, hun havde ondt i kroppen efter den hårde tur den sidste kunde havde givet, for hun havde aldrig været brugt så brutalt før. Et snøft lød fra hende igen og hendes krop skælvede, da han selv kom hen til hende og tog fat i hende. Hun bed tænderne sammen og kiggede op, hvor hun puffede hendes hår tilbage. "M-min... sidste kunde," mumlede hun grådkvalt til ham. Hun rejste sig op da han hjalp hende med sig hen på sengen, selvom det var med nærmest spredte ben som hun havde siddet på en hest i for lang tid. Det smertede mellem hendes ben, hendes bag var også øm efter slag og hvad mere den mand havde gjort. Hvis han kiggede godt efter, ville han kunne se hendes ryg og arme være lettere røde, der hvor han havde haft ved hende. Hun gled ned på sengen, selvom hun hurtigt strøg op igen. Hun drejede sig så rundt og lagde sig mere forsigtigt ned på maven, hvor hun krøb ind på hans seng og gav plads til ham ved siden af. Hun lukkede øjnene i og lod bare tårerne falde, hvor hun gemte hovedet ned i sengetæppet.

[Deleted]

Slag og den slags, var noget som Caleb efterhånden var vant til, kunne man vel sige. Ikke desto mindre, så var det bare sådan at det var. Det gjorde ham selvfølgelig ked af det, at det var disse tiltag, som man var nødt til at gøre, for sin egen overlevelse, men hvad andet valg, havde han egentlig? Den tanke i sig selv, var noget som uden tvivl gjorde forbandet ondt på ham, men han kunne virkelig intet gøre ved det. Han sukkede dæmpet, også selvom hans tanker meget hurtigt blev revet væk fra det, som egentlig plagede ham. Det at se hende på den måde, var virkelig noget som faktisk forundrede og ikke mindst bekymrede ham! Han ønskede virkelig at passe på hende. Han ønskede at være der til at passe på hende, og det kunne han bare ikke få lov til! Han var hurtigt henne ved hende, for at hjælpe hende, for han ønskede da slet ikke at se hende på den måde. Alene tanken om det, var noget som virkelig gjorde ondt.. Forbandet ondt faktisk! Han sukkede dæmpet og nikkede. At kunderne var hårde, var ikke nyt heromkring, men selv han håbede da, at Sephiran ikke lod sine folk komme til skade, og det var tydeligt for ham, at hun bestemt ikke havde det godt! ”Det må vi snakke med Sephiran om.. Det kan ikke passe, at de skal være så hårde ved dig..” Han hjalp hende roligt op og tilbage i hans seng, hvor han meget stille, lod hende sætte sig, selvom det var tydeligt for ham, at hun ikke havde det godt, men derimod var kommet.. til skade? At hun så derimod lagde sig ned, og begyndte at græde, var noget som gav ham en direkte knude i maven, for det efterlod ham med følelsen af, at have fejlet, og det var slet ikke noget, som han brød sig om i det hele taget! Han bed tænderne sammen, inden han kort vendte blikket væk fra hende. Han var nødt til at tænke, men også nødt til at tage sig sammen. ”Du skal ikke være ked af det..” forsøgte han med en dæmpet stemme, inden han lagde sig ned ved siden af hende. Han tog roligt om sin dyne og lagde den omkring hende. Han kunne slet ikke lide at se hende på den måde!

[Deleted]

Yelena havde ondt, for hun havde faktisk aldrig haft en så brutal kunde så at sige, ikke engang hendes eksmand havde været så hård ved hende og det sagde jo også lidt. Men det havde vel bare overrasket hende en del, at der faktisk var nogle hårdere end hendes eksmand, for indtil nu havde hun jo levet i troen om, at det umuligt kunne være værre. Hun ville faktisk hellere føde et barn mere end dette, for nu syntes hun faktisk slet ikke det var sjovt på nogen måde. Dybt trak hun vejret, prøvede at falde til ro, for måske gjorde hun det også værre end det var. Det var ikke fordi, at hun ville plage Caleb med hendes problemer, men hun havde bare virkelig brug for ham i dette øjeblik og hans varme og trygge arme, der beroligede hende på et øjeblik. Allermest kunne hun faktisk bruge en spand vand ude fra brønden, for hun kunne hele sig selv på den måde, men hun havde slet ikke kræfter til at gå derud sådan som hun rystede og faktisk havde ondt ved hvert skridt hun tog. Det var måske ikke nyt med hårde kunder, men hun følte sig næsten forulempet af dagens sidste kunde, for han havde slået hendes professionelle facade lidt ud af kurs undervejs. "Og hv-hvad skulle ha-an g-gøre?" spurgte hun med lidt hiksterende vejrtrækninger, eftersom gråden sat lidt som en stopklods på hende. Hun følte sig som en tilskadekommen men måske lagde hun også bare mere i det, selvom hun faktisk kunne mærke hver del af hendes krop. Hun snøftede og hev lidt efter vejret, fordi det var lidt svært sammen med gråden. Hendes krop dirrede, hvor hun selv drejede hovedet mod hende og tørrede hendes kinder. Dynen han lagde om hende, fik hende kort til at smile. "C-caleb... vil du-u... ikke hente... en spand vand?" spurgte hun dæmpet. Han kendte hendes racer, så det lød vel ikke så underligt med en spand vand når hun faktisk kunne hele og blive bedre når hun var i kontakt med vand? Vandet skulle jo bare være der, før hun kunne gøre brug af det, for hun kunne ikke selv danne det. Hun puttede sig ind i dynen og gled om på siden, hvor hun nogenlunde kunne holde ud at ligge også.

[Deleted]

Caleb havde bestemt ikke regnet med at skulle se Yelena på denne måde, også fordi at han vidste, at hun var en temmelig hårdfør kvinde, og en kvinde, som kunne tåle temmelig mange ting, men lige dette.. Ja, så vidste han, at det var slemt. Han lod hende lægge sig ned, også selvom han mest af alt, havde lyst ti at tage hende i favnen, i stedet for alt det andet, lade hende vide, at han passede på hende, og at han ville være der for hende, for det var uden tvivl det, som han havde i tankerne. Han sukkede dæmpet og rystede så endeligt på hovedet igen. Det var ikke fordi, at han synes, at det her var synderlig morsomt. ”Jeg ved det ikke.. Nægte, at lade den mand komme tæt på dig igen? Han bryder sig jo om vores velbefindende.. kan man vel sige,” sagde han endeligt. Det var i hvert fald det indtryk som han havde fået af manden så langt, og det var jo kun en positiv ting! Han så hende lægge sig på maven, hvor han roligt nikkede. Han forstod skam godt, og vidste hvad vand gjorde for hende. ”Bare lig der.. så kommer jeg om lidt,” sagde han endeligt, da han tog fat om sin skjorte og tog den på, inden han rejste sig og forlod værelset.
Caleb brugte ikke særlig lang tid, på at komme retur med en spand iskold vand fra brønden. Han søgte roligt ind på værelset igen, inden han roligt satte den fra sig på sengebordet ved siden af sengen. Han lagde sig roligt ned ved siden af hende igen, inden han roligt tog fat omkring hendes skikkelse, for forsigtigt at rive hende med sig op, så hun kunne ligge op af ham, uden at det ville lægge for stort et pres på hendes underliv og fra hoften og ned, når hun havde så ondt, som det hun havde, hvilket bestemt ikke var noget som han kunne lide. ”Her min kære..” sagde han endeligt, inden han tog fat om den lille spand, for at føre den hen til hende. Han ville bare gerne have, at hun fik det godt igen. Det andet kunne han slet ikke lide!

[Deleted]

Yelena havde ikke selv troet, at hun faktisk skulle ende med at få så ondt efter en kunde, ja hun havde ikke troet det var muligt efter hun havde haft sine sammenstød med sin eksmand, som hun havde troet var det mest voldsomme der kunne ske hende, men dette var faktisk værre. Normalt kunne hun tage meget, fordi hun netop havde døjet med sin eksmand, men dette væltede virkelig hendes verden et øjeblik. Hun havde brug for Caleb og dernæst en spand vand, så hun kunne komme lidt til hægterne igen, for hendes tårer var slet ikke nok til at hele sig selv med. Hun sukkede dæmpet og snøftede, mens hun bare lagde sig på sin mave og dernæst om på siden, eftersom hun både havde ondt mellem benene, på bagen og egentligt også foran ved den nedre region. Hun tænkte et øjeblik over hans ord, ja det lød jo ikke så skidt igen. "J-ja... mås-måske. Men jeg tr-tror ikke det kan b-betale sig. Og kunden v-var en velhav-havende mand," endte hun. Udover hende, var der var jo ikke andre til at tage sig af de velhavende, dem med titler og det hele, udover Zacharias, og denne mand ville klart have en kvinde. Mystique var jo ikke klar endnu, så meget vidste hun, selvom hun ikke havde snakket så meget med den unge pige. Hun turde nemlig ikke komme til tale over sig, for pigen virkede slet ikke til at have noget skam over at være her. Hun sukkede dæmpet og nikkede bare, mens hun blot lod og snøftede for sig selv, da han gik. Heldigvis var han hurtigt tilbage, hvor hun forsigtigt løftede hovedet og fulgt hans gang, da han stillede spanden fra sig på sengebordet. Hun krøb ind til ham, da han lagde sig som en slags støtte, hvilket hun glædeligt tog imod. Hun slap dog et gisp, fordi det gav et sæt i hendes underliv og hun bed tænderne sammen. Hun så mod spanden, da han tog den hen til hende. "T-tak," sagde hun dæmpet og lod hænderne glide op i spanden, hvor hun allerede følte det fylde hende. Vandet flød udenpå hendes hud i nogle bløde baner, ligesom hvis vandet nærmest 'faldt' den forkerte vej. Det gjorde ikke hendes kjole våd, men var fuldt en del af hende, da det banede vej over hele hendes krop og endeligt sugede kroppen vandet til sig og hun følte sig straks næsten så god som ny, fordi hun var fuldkommen helet. Hele spanden var tom, da hun havde taget vandet fra den og hun smilede lidt for sig selv.
Hun tog selv spanden og stillede den væk, inden hun drejede sig let rundt og vendte sig mod ham i stedet. Hun lagde sin mave halvt op ad hans og lod en hånd hvile på hans bryst, samt at hun støttede på sin anden arm, der hvilede ved hans side. "Tak Caleb," sagde hun igen og holdt hovedet løftet, således at hun kunne se på hendes. Hun var træt og udmattet, men nu mærkede hun slet ikke at det gjorde ondt. "Du er der altid for mig," sagde hun blidt. Uden at tænke over det, kørte hun sin pegefinger rundt i cirkler over hans bare bryst, da hendes hånd havde fundet vej mellem hans skjorteåbning.

[Deleted]

Caleb brød sig slet ikke om at skulle se hende på den måde. Det gjorde ondt på ham, og det gjorde ham ked af det, konstant at skulle se hende blive udsat for den slags ting, når hun også fortjente det, som var bedre end dette, så var det bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han sukkede dæmpet og hentede det vand til hende, som han stillede på sengebordet. Sephiran ville vel reagere, når hans folk blev udsat for så grov vold, at det kunne gå udover arbejdet efterfølgende? Desuden brød han sig slet ikke om at se hende der, og det var også derfor, at han selv lagde så mange penge som muligt til side, så hun havde dem ekstra at give til sin eksmand, så han vidste, at det hele nok ville gå i den anden ende. Han bed det i sig for nu, for han vidste, at det uanset var sket, og at man nok ikke kunne gøre det største ved det, hvilket var en tanke, som faktisk gjorde ham direkte ked af det. ”Jeg går ikke med det indtryk, at han ønsker os slemt til skade, så arbejdet ikke kan udføres… Elite eller ej,” sagde han endeligt. Ja, et sted nagede det ham vel, at han ikke selv var en del af den, da han også var den af dem, som faktisk havde været der i længst tid, så var det ikke noget, som så ud til at gøre nogen forskel af den grund. Han rystede de tanker ud af hovedet, inden han vendte sig mod hende igen. Han fik hende forsigtigt bakset op i armene i stedet for, så hun havde han at ligge ved, og spanden med vand, som han rakte mod hende. Han kyssede let hendes pande, inden han lod hende gøre hvad hun nu skulle gøre med vandet, absorbere, hvad hun havde brug for, for han vidste jo hvad vandet gjorde ved hende, så det gjorde ham bestemt ikke noget som helst! Da hun var færdig, satte han spanden væk, og trak dynen godt om hende. Han nikkede. ”Selvfølgelig er jeg her for dig, min kære.. Hvad ville du ellers tro om mig?” spurgte han med en sigende mine, som han let betragtede sig af hende. Han hævede den ene hånd, og strøg den let over hendes kind. Han holdt virkelig af hende, og ønskede slet ikke at se hende på denne her måde. Ikke på vilkår. At hun strøg ham over brystet, fik det til at sitre. Det var behageligt når hun gjorde det.

[Deleted]

Yelena vidste godt, at det påvirkede Caleb når hun havde ondt eller var blevet udsat, specielt fordi han jo gerne så, at hun ikke arbejdede her. Men han var den eneste, hun rigtigt kunne søge trøst ved når hun virkelig havde brug for det, så derfor valgte hun jo også at gå ind til ham selvom han også blev påvirket. Han holdt vel bare af hende, ikke? Det måtte være et tegn på sådan noget, selvom hun slet ikke kendte meget til det med kærlighed, andet end for sine børn. Hendes eksmand havde slet ikke været noget værd. Men i hvert fald vidste hun, at hun virkelig godt kunne lide de trygge arme. Faktisk kunne hun godt lide alt omkring Caleb, fordi hun aldrig havde følt sådan som hun gjorde omkring ham før. Hun trak vejret dybt og tungt, mens hun fulgte ham forsigtigt med blikket indtil han lå ved hende igen. Sephiran ønskede deres velbefindende, så meget vidste hun, men han gik også op i pengene og at få forretningen til at køre. Og sandt at sige, så var hun jo faktisk bange for den mand, for de straf han uddelte var virkelig ikke rare på nogen måde. Hun sank en klump. "... Du har nok ret," svarede hun dæmpet. Hun vidste godt, det plagede Caleb, at han ikke var gjort til eliten, men det kunne vel komme, ikke? Hun ønskede det jo slet ikke, hun havde bare fået det trukket ned over hovedet. Men hun gjorde dog brug af det, fordi de velhavende jo som regel gav flere penge og derfor var der også mere til overs til hende selv. Hun så på ham med sine mørkebrune øjne og modtog hans kys mod hendes pande, hvilket hun virkelig godt kunne lide. Hun lagde sig godt til rette ved ham, selvom hun holdt sig lidt oppe, så hun kunne studere hans ansigt, for hun syntes han var flot. Hun holdt meget af ham, virkelig meget, så derfor ville hun også have ham med væk. "Ikke noget, kære... Det var blot en konstatering," sagde hun stille og smilede lidt genert, da han strøg hendes kind. Hun var slet ikke god til sådan noget, når det ikke var en kunde. Der kunne hun have sit professionelle hårdføre sind på, men overfor ham, så var hun helt sårbar. Hun lagde hele hånden ned mod hans bryst ganske blidt og lod sine fingerspidser stryge lidt frem og tilbage. Det føltes rart at stryge hans bare bryst. Da det gik helt op for hende hvad hun lavede så rødmede hun stort og lod armen falde omkring ham istedet, inden hun lagde hovedet ned mod hans skulder. Hun blev så usikker på det hele. Hun puttede sig ind i dynen og mærkede sit hjerte hamre lidt af spænding, fordi hun lå med nogle ord lige på tungen. "J-jeg..." mumlede hun bed tænderne sammen. "Jeg elsker dig," hviskede hun så endeligt.

[Deleted]

Hvis der var noget, som var vigtigt for Sephiran, så var det indkomst, og den kunne jo ikke rigtigt komme, hvis det gik skidt for dem som arbejdede på stedet, så han var selv temmelig sikker på at manden ville tage det alvorligt. Han håbede i hvert fald på det! ”Han får jo ingen god indtægt, hvis hans folk ikke har det godt, så.. det giver jo lidt sig selv,” sagde han med en rolig stemme, også mest for at berolige sig selv, i stedet for alt det andet, ofr det var slet ikke noget som gjorde tingene meget bedre for hans vedkommende. Han var ikke en del af eliten, og det plagede ham, også fordi at han havde været der i længst tid, kendte kunderne bedst, og havde den evne, at forvandle sig til det som kunderne havde mest lyst til og som havde mest brug for, men det var ikke noget som han kunne gøre noget ved lige nu. Han lod hende alligevel ligge der ved siden af ham, for det var noget, som selv han havde brug for. Han ønskede jo trods alt at være der til at passe på hende, i stedet for alt det andet, for det var da ikke noget, som gavnede nogen af dem i længden. Han kyssede roligt hendes pande. Det gjorde ham rolig, at hun lå der og rørte ved ham. Han smilede let for sig selv. ”Jeg ved det godt,” sagde han endeligt, som han igen vendte blikket mod hende. Han kunne godt lide, at hun rørte ved ham på den måde, for det var virkelig rart. Det gjorde automatisk, at han blev mere rolig, end det som han havde været til nu. Hendes følgende ord, var dog noget, som alligevel overraskede ham en hel del. Hans hjerte begyndte fast og for alvor at hamre mod hans bryst, som det aldrig nogensinde havde gjort det før! Hun… elskede ham? Det var ikke ord, som han troede, at han skulle høre. Han vendte blikket mod hende. Det var varme følelser… og virkelig, virkelig store ord. ”Jeg… jeg elsker også dig, Yelena,” afsluttede han endeligt. Ord, som han heller aldrig havde troet, at han skulle give til nogen som helst!

[Deleted]

Yelena vidste, at indkomst betød meget for Sephiran, så derfor var hun også usikker omkring hele situationen med ham. Han passede på dem, ingen tvivl om det, men hun frygtede faktisk for om hun fik lov til at tage herfra? Fik lov til at sige op? Det var ikke til at sige med ham, for hun havde ikke helt gennemskuet ham endnu, hun vidste bare hun ikke ville have hans straffe. Hun trak lidt på skuldrene og så tænksomt på ham, for hun vidste ikke helt. "Men jeg har jo helet mig selv nu," sagde hun stille. Hun turde ikke rigtigt sige noget til Sephiran før hun skulle ind og meddele, at hun skulle forlade stedet som ansat, for han kunne sikkert holde hende oppe på de ting. Hun så mod ham med et blik, at hun ikke rigtigt ønskede at snakke mere om det. Nok var han ikke af eliten som sådan, men han var jo den næstdygtigste i rækken som sådan. Hun kunne dog sagtens have været foruden, hvis det ikke var for, at det sikrede hende ekstra penge til sin opsparing. Hun blev trods alt nødt til at lægge alt til side hun kunne, så det gode ved Sephiran var jo, at han faktisk gav dem alt tøj, mad og så videre; hun havde ingen udgifter så at sige, for hun havde ikke brug for andet end det hun fik. Hun lukkede øjnene i, for hun var helt roligt nu hvor hun lå her sammen med ham. Hun lagde hovedet ned mod hans skulder, for hun var alt for genert og usikker til at kigge på ham, med de ord hun havde lige på tungen. Hendes hjerte hamrede i hendes bryst og det føltes næsten ubehageligt rart, hvilket var en meget mærkelig følelse for hende. Varmen steg i hende som en prikkende fornemmelse omkring på huden og hendes kinder blussede og glødede med et rødt skær. Da han svarede på ordene, så følte hun sig dog for alvor overrasket. Hun havde aldrig skænket de ord til andre end sine børn, men hun var sikker i sin sag på, at hun virkelig elskede ham. Det var nok store ord, men hun kunne slet ikke lade vær med ham. Hun løftede hovedet og vendte flakkende de mørkebrune øjne tilbage på ham. Hendes øjne så næsten våde ud, men det var da kun af den rene lykke. Hun havde aldrig troet, hun faktisk ville finde en der gav hende de ord og så også lød som ærlighedens ord selv. Hun havde ikke mere at sige, så hun lænede sig ned og kyssede hans læber kærligt og blødt. Igen, et perfekt match mellem deres læber.

[Deleted]

Sephiran passede på dem, og hvis der var nogen som gjorde dem ondt, så ville han vel også reagere, for det kunne jo gå udover arbejdet? Ikke desto mindre, så var det bestemt heller ikke meningen, at kunderne kunne tillade sig absolut hvad som helst, selvom det nu bare var sådan, at det måtte være i den anden ende. Han ønskede i hvert fald kun det bedste for hende, og nu hvor han ikke længere var det mest foretrukkende i huset, så gav det ham jo kun tid nok til at ligge og tænke over de ting, og det vakte ham jo kun en langt tydeligere og større frustration, end det som han havde i sindet, som det var lige netop nu. Han sukkede indædt, og rystede så endeligt på hovedet af sig selv. Det var bestemt heller ikke tiden, at tænke over det lige nu. Han vendte blikket mod hendes skikkelse endnu en gang, som hun nærmest lå der og trykkede sig ind til ham. ”Du er måske healet lige nu, men det kan jo ske igen, hvis han fortsætter med at få lov til at gøre den slags.. Det er måske et.. usselt arbejde, men der findes grænser for hvad man skal finde sig i,” sagde han med en rolig og dæmpet stemme. Det var i alle fald den tanke, som han ønskede at trøste sig med i det store og hele, men det var bare.. svært, når han ikke kunne gøre noget som helst for at hjælpe hende. At hun var så genert, men alligevel valgte at skænke ham de ord, var noget som direkte chokerede ham, for han følte slet ikke at han var et elsket væsen eller noget lignende, og det var noget, som han meget gerne ville stå fast på i den anden ende. Han gengældte dem..Han følte for at gengælde dem, også selvom det virkelig var store ord at skænke nogen som helst, også fordi, at de ikke rigtigt havde tilbragt tiden sammen, men der var jo også dengang.. Dengang hvor de havde hjulpet hinanden med at overleve. Han lå og kiggede på hende.. Hvad skulle man egentlig sige? Hvad skulle man egentlig gøre? Det var selv for ham, en meget fremmed situation at befinde sig i, og det var noget som gjorde ham.. usikker et eller andet sted. Som hun selv tog første skridt videre, og trak sig tættere på ham, så lod han mere end glædeligt læberne indramme hendes med en sådan perfektion, at man skulle tro, at de var det perfekte par. Øjnene lod han glide i, armene gled om hende, som han trykkede hende tæt på sig. Han kunne slet ikke lade være!

[Deleted]

Yelena trak vejret dybt, for hun havde uden tvivl virkelig haft brug for at komme ind og lægge sig ved Caleb. Han gjorde noget ved hende, som hun slet ikke var vant til. Det var kærlighed, på en måde som overfor hendes børn, men også fuldkommen anderledes og meget dejligere på et plan. Hun følte sig varm indeni og fik næsten røde kinder af bare at tænke på Caleb. Det måtte være forelskelsesdelen, men der var mere i det, så meget om tryghed og alt det, at det måtte være den kærlighed som hun kun havde hørt om. En kærlighed hun så mellem Lestat og Jacqueline, som hun havde været lidt misundelige på i det skjulte, men slet ikke mere... specielt ikke hvis Caleb følte for hende, som hun gjorde for ham. Hun sukkede bare og trykkede sig ind til ham, for hun kunne næsten ikke komme tæt nok på ham. "Jeg skal bare... have de penge jeg skal have, Caleb. Så er jeg ude herfra," sagde hun dæmpet til ham, da hun vendte de mørke øjne mod ham. Hun var meget genert, men derfor var ordene også kommet hurtigt over læberne og havde nærmest fået hendes hjerte til at springe et slag over, det var alt for spændende og skræmmende på samme tid. Hun vidste ikke direkte, hvad man skulle gøre fortsat når ordene var sagt, så derfor fulgte hun sig instinkt og kyssede ham i stedet. Øjnene gled i, mens hun holdt læberne mod hans, næsten som de smeltede sammen. Hun følte sig frem, for hun ville blive helt skeløjet hvis hun prøvede at se på ham mens de kyssede. De var perfekte for hinanden, det var hun næsten sikker på, specielt fordi hun jo havde haft kendskab til ham fra førhen. Hendes hånd strøg over hans bryst, for hun kunne faktisk slet ikke lade ham være nu hvor hun lå så tæt ved ham. Hun brød kysset og løftede hovedet lidt, så hun kunne se mod hans ansigt igen. Hånden gled op til hans kind, som hun strøg ganske blidt med sine fingerspidser. "Caleb... Jeg... jeg vil spørge dig... Vil du... Vil du med mig væk herfra? Når jeg har... pengene?" spurgte hun ham lidt nervøst. Hun frygtede jo faktisk lidt, at han ville sige... nej?

[Deleted]

Det var bestemt ikke ofte, at Caleb havde det på denne her måde, men ikke desto mindre, så var det en fornemmelse, som han virkelig godt kunne lide. I det store og hele, så var han virkelig godt tilpas sammen med hende, og det var slet ikke noget som han kunne skjule. Han lå og smilede for sig selv. Han lagde jo til side af sine egne penge, for at hjælpe hende med at komme derfra, og gerne så hurtigt som muligt, i stedet for alt det andet, for han ønskede slet ikke, at se hende blive offer for denne behandling. Det var faktisk noget som gjorde direkte ondt på ham at se. Han nikkede roligt til hendes ord. Det var jo det, som han selv ønskede for hende, for han kunne slet ikke lide, at hun skulle have det på den måde, som hun nu havde det, da det også var noget, som uden tvivl bekymrede ham. ”Jeg ved det godt, min kære, og det er det jeg håber, bliver en realistisk tanke hurtigst muligt. Jeg kan ikke lide, at du har det sådan her,” sagde han med en ærlig stemme, idet han roligt vendte blikket mod hende igen. Han kyssede hende. Også fordi, at han slet ikke kunne lade være! At hun brød kysset, sagde han ikke noget til. Han lagde roligt hovedet ned i puderne, hvor han lod hende stryge ham over kinden. Hendes ord derimod, var noget som direkte kom bag på ham, hvor han blev liggende for et kort øjeblik og.. kiggede på hende. Mente hun virkelig at.. hun ville have ham med? Skulle han være helt ærlig, så vidste han jo ikke hvad han tog med til og.. den tanke skræmte ham et sted. Han trak vejret dybt. ”Du tager vel tilbage til den familie, som huser dig, Yelena? Jeg.. jeg kan da ikke bare tage med dig, bare sådan uden videre, kan jeg..? Det.. nej.. det kan jeg da ikke bare..” Han drømte om mulighederne, for at komme væk fra det her sted, og det havde han gjort igennem nogle år nu, og specielt siden Leonardos død, men skulle han være helt ærlig, så tvivlede han selv på, at Sephiran bare ville give slip.

[Deleted]

Yelena var lettet indeni lige nu. Hun havde allerede glemt alt om den brutale sidste kunde, fordi nu var hun tryg i Calebs arme. Hun følte sig tryg, også selvom hun vidste, at han ikke kunne forhindre nogle kunder i at gøre med hende som det passede dem. Hun havde lært at døje med det og tænkte ikke så dybt over det, da hun så først ville køre sig selv ned. Hun havde det bare godt med Caleb og kunne være ligeså usikkert og genert som hun var, uden at han kommenterede det og kaldte hende for onde navne. Han var et sted friheden for hende selvom hun sad i en situation, hvor hun også følte sig fanget. Hun sukkede dæmpet og sank en klump, mens hun bare lå ind mod ham. Hun havde det varmt, men ikke for varmt... faktisk så var hun bare generelt fyldt op af varme. Hun smilede forsigtigt for sig selv, mens hun blot så mod ham, holdt hånden mod hans kind som hun strøg fraværende under det hele. "Jeg håber også snart jeg har dem... men bunken bliver større og større," sagde hun, selv håbefuldt. Hun ville gerne væk herfra, for hun ønskede ikke mere snart, men hun blev ved... arbejdede for sine børn; alle andre kom før hende! Hun trak på mundvigen lidt genert og vendte blikket væk da hendes kinder blussede lidt op. Hun var genert, som intet andet, selvom hun følte sig sikker omkring ham. At han blev tavst, fik hendes hjerte til at hamre lidt ekstra i hendes bryst igen, selvom hun lige var ved at være faldet ned. Hun drejede blikket tilbage til ham igen, da han begyndte at svare. Hun bed sig i læben. "Jo... Fruen er min veninde, Caleb. Du kan sagtens tage med, familien vil ikke være et problem. Herren, han tager enhver ind der bare er villige til at arbejde," sagde hun dæmpet og nikkede. Hun strøg hånden op i hans hår i stedet og mærkede hans hår mellem hendes fingre, hvilket føltes virkelig rart. Hun var faktisk slet ikke bange for at røre ham, men nu var hun jo efterhånden også rutineret fra arbejdet her på stedet. Hun bed sig i læben og sænkede blikket ned mod hans hals. Hun frygtede jo selv for at Sephiran ikke ville lade hende sige op. "J-jeg... frygter bare at... Chefen ikke lader os gå," sagde hun lavmælt og sukkede tungt.