Safe in your arms...

[Deleted]

Caleb kunne slet ikke lide, at Yelena skulle gå igennem det her, også fordi at det var noget som faktisk gjorde.. ondt, og mere end det, som han havde troet, at han ville have det, men hvad kunne han gøre ved det? Han sukkede indædt og rystede let på hovedet. Det var faktisk ikke fordi, at han ønskede at ligge der og gøre det værre for hende, for det var faktisk slet ikke hans hensigt. Når det nu var sagt, så var han faktisk langt mere bekymret for, hvordan hun ville tage det, hvis han virkelig tvang hende ud af hytten her. Hun måtte vel også efterhånden have de penge, som hun skulle bruge? Tænderne bed han en anelse sammen. ”Jeg har lagt lidt til side også.. Dem må du gerne få. Jeg vil.. bare gerne have dig væk herfra hurtigst muligt,” sagde han med en rolig stemme, inden han let lod hånden stryge hende igennem håret, for han kunne jo faktisk godt lide, at han havde muligheden for at være der for hende på denne her måde, og det var noget, som han meget gerne ville give udtryk for, på den måde, som han nu faktisk havde. Han kyssede hendes pande. At hun gerne ville have ham med, var selvfølgelig noget, som betød rigtig meget for ham, men han havde virkelig ikke troen på, at det nogensinde var noget, som faktisk skulle blive aktuelt i den anden ende, og den tanke, kunne han faktisk slet ikke lide. Han rystede på hovedet. ”Jeg er mere end villig til at arbejde, men.. tror du virkelig, at de vil have mig der..?” spurgte han dæmpet. I udgangspunktet, kunne man jo sige, at han var vant til at være uønsket og alverdens andet, så det var jo heller ikke noget, som kunne komme bedre til hans fordel. Han sukkede dæmpet. ”Chancen for at han lader mig gå.. er nok større.. Jeg er jo ikke en del af hans elite… Vi skal nok sørge for, at du i det mindste kommer herfra,” lovede han med en rolig stemme. Han tillod sig bestemt heller ikke andet, hvis han nu selv skulle sige det!

[Deleted]

Yelena vidste godt, at hvis det havde stået til Caleb, så var hun aldrig gået ind i arbejdet. Men hun havde haft brug for det, havde gjort det og nu kunne det ikke laves om. Hun fortrød ikke, for hun var sikker på det førte hende til hendes børn, for hun blev nødt til at redde dem, hun kunne ikke lade dem i stikken. Hendes eksmand var ganske vist grusom og havde et tag om hende, men hun turde ikke gå imod ham i frygt for, at han ville gøre noget mod hendes børn, for hun vidste han ville gøre det hvis hun gav ham motivet. Hun sukkede svagt, for hun hadede at tænke på hendes eksmand, men hun savnede inderligt sine børn. Hun så mod ham og smilede forsigtigt, da han strøg hende igennem håret gengældende, for det føltes snart lidt for godt! "Tak... Caleb..." sagde hun dæmpet. Hun ville ikke afslå pengene, for hun ville bare have sine børn. Og hun ville vide, hvad pokker der ellers lå under for hendes mand at kontakte hende efter alt den tid fra hinanden. Manglede han mon penge? Eller hvad var han ude på? Hun ønskede ikke at tænke på det, for det skræmte hende lidt. Hun lukkede øjnene ved hans kys mod hendes penge, og slog så øjnene op igen for at kigge blidt på ham. Hun elskede ham virkeligt, for bare det at ligge her, det holdt hende varm og tryg som intet andet. Hun ville prøve at sove ved ham, hvis han tillod det, for det kunne hun bedre lide end at ligge inde ved sig selv. Hun nikkede. "Selvfølgelig vil de det," sagde hun meget selvsikkert. Hun kendte Jacqueline godt nok til, at Caleb så nemt som ingenting ville vinde indpas hos dem, specielt nu hvor Lestat var Herren i huset, for deres forhold var ren kærlighed og ingen pligter. Hun nussede fingrene ind i hans hår, for hun kunne slet ikke lade vær når han nu lå der indenfor så nær rækkevidde. "Så hvis han ikke lader mig gå... Må du tage til dem og forklare dem situationen," sagde hun dæmpet til ham og nikkede. Hun vidste, Jacqueline og Lestat ville redde hende herfra om ikke andet. Men for nu gjaldt det bare om at få det penge samlet ind. Hun drejede sig rundt og lagde sig på siden fremfor maven og krøb mere ind til ham. Armen gled over hans liv, så hun holdt sig ind til ham og hendes hoved hvilede mod hans overarm. Hun puttede sig godt og trak vejret dybt. "Du.. du er den bedste... det bedste, der er sket mig," hviskede hun blidt. Hun mente det... Han kunne ikke sammenlignes med hendes børn, selvom de jo også var noget af det bedste.

[Deleted]

Caleb var fuldkommen rolig, også selvom han slet ikke var meget for, at det var her, hun skulle tilbringe sin tid. Det bekymrede ham virkelig, at se hende på denne her måde, og i dette arbejde, når han vidste hvor.. nedladende det var, og hvor svært, det var at skulle opretholde noget som helst efterfølgende. Han havde lagt penge til side til hende. Han havde langt mindre brug for dem, end det som hun havde, og specielt når der var børn i billedet, for det at hendes eksmand kunne være sådan, var slet ikke noget, som han havde forståelse for i det hele taget, hvis han skule være helt ærlig! Han lukkede øjnene. Han kunne virkelig godt lide, at hun rørte ved ham på den måde, og det var så sandelig heller ikke noget, som han havde tænkt sig at løbe fra, hvis det nu endelig skulle være. ”Jeg gør hvad jeg kan, for at hjælpe,” sagde han ærligt, da han vendte blikket mod hende igen. Hånden mod hans hår, mod hans bryst og mod hans mave, når hun berørte ham, satte en direkte sitren i ham, som han aldrig havde oplevet magen til før. Det var.. virkelig rart, når nogen gjorde det på den måde, og specielt når det var hende, så var det bare det bedre end noget andet. Han tvivlede på at nogen ville lukke ham ind, for det var der jo ikke rigtigt nogen, som havde gjort tidligere, kunne man vel sige. Han rystede igen på hovedet. ”Der er ikke nogen, som lukker en, som mig ind, Yelena..” Han vendte blikket roligt i retningen af hende endnu en gang. Det bekymrede ham naturligvis meget at se hende sådan, men hvad kunne han da gøre ved det? Ingenting! Selv tvivlede han på at Sephiran bare ville slippe hende sådan uden videre, men ikke desto mindre, så ville han gøre hvad han kunne, for at få hende derfra. ”Jeg vil gøre hvad jeg kan i det tilfælde,” sagde han med en dæmpet stemme, også fordi, at det var ord, som han faktisk måtte mene i den anden ende. Han kunne slet ikke lide, at se hende her og da slet ikke på den måde! Hendes efterfølgende ord, var noget som kun fik ham til at smile. Det var noget af det bedste, som man kunne sige, at han havde oplevet. ”Du fremstiller mig, som noget særligt,” påpegede han endeligt, da han igen vendte blikket mod hende. Han kyssede igen hendes pande, inden han selv lagde sig godt til rette med hende, og lagde dynen om dem begge.

[Deleted]

At Caleb forholdt sig rolig gjorde også, at Yelena kunne tillade sig det samme. Sammen med ham glemte hun lidt tid og sted, hun kunne ligge hos ham til evige tider, så længe han gav hende denne følelse af tryghed. Han var virkelig det bedste for hende, det kunne hun tydeligt mærke, for dette var det hun havde misundet hos Lestat og Jacqueline; men nu var hun sikker på, at hun jo faktisk havde det for sig selv også. Hvis det stod til hende, gav hun aldrig slip, for hun ville have Caleb med sig hjem - faktisk havde han jo størst chance for at slippe herfra fremfor hende, så derfor måtte han jo søge til Lestat og Jacqueline for at få dem til at komme efter hende. For nu, var hun dog bare glad for, at han tog sig så godt af hende, for det gjorde det hele lidt nemmere ved at være her. "At du er her, betyder mere end rigeligt... Du er alt for god ved mig," hviskede hun blidt. Hun trak på smilebåndet og lukkede øjnene i, da hun nu lagde sig ned til ham og holdt armen over hans mave og trykkede sig ind til ham. Hun smilede ind mod ham og holdt øjnene lukkede, hvor hun bare slappede helt af i hans form. Hun vidste, at Lestat og Jacqueline ville lukke ham ind, men hvis han altid havde fået modgang, så forstod hun godt hvorfor han tvivlede. "Jo. Lestat og Jacqueline gør... Lestat ansætter alle, der bare er villige til at arbejde sammen med ham. Nok kalder vi ham Herre, men han er slet ikke strid på nogen måde, man er meget lige med ham. Og overhovedet af hele tjenestestablen er en falden engel... Du skal ikke tænke på det, du bliver lukket ind," svarede hun ham modsigende. Og nu ville hun heller ikke diskutere det mere. Hun nikkede stille ind mod ham, taknemmelig over, at han ville hjælpe, hvis hun i første omgang ikke kunne komme herfra. "Godt," endte hun stille til ham. Hun smilede skævt til ham og rødmede lidt, selvom hun skjulte sig ind mod ham. Øjnene forblev lukkede hele tiden. "Du er noget særligt," påpegede hun gengældende til ham. Hun modtog hans kys, trak vejret dybt og var faktisk tæt på at falde i søvn, specielt da han lagde dynen om dem begge. "Godnat kære," sagde hun blidt til ham, med et efterfølgende gab. Lidt efter, var hun faldet i søvn ind mod ham i en tryg søvn på trods af aftenens hændelse.

//Out.