Let's fly!

[Deleted]

Marcell havde selv lært, at tålmodighed betalte sig på en ret hård måde. I sit gamle liv, havde han været meget utålmodig og grådig også, prøvet at få det hele med magt og magiske kræfter, hvilket slet ikke havde fået ham nogle vegne. Så denne gang ville han gøre det rigtigt, også fordi han jo havde nogle mål med sit liv for en gangs skyld. Han trak vejret roligt og afmålt. Himlen var et sted, han glædede sig til at udforske, men han vidste også at det ville komme til at tage lang tid. Vingerne skulle jo styrkes, ligeså vel som ben og arme i alt man skulle. Han havde også været ekstremt træt de første dage efter en lang dag i stalden, men han var begyndt at få den nødvendige fysik til at kunne klare dagene uden at dejse om, om aftenen. Han prustede let, da han landede igen og selv røg på benene. Det havde været lidt for spændende og hans vinger var faktisk trække - han ville komme til at sove godt i nat. Han foldede vingerne ind bag sig igen og prøvede at lade dem falde til ro, eftersom det faktisk var hårdere end lige først regnet med. Nu kunne han da regne ud, det ville tage en del tid! Men han var stædig, så han skulle nok få det lært. "Tak," sagde han nærmest beæret, for det var da stort at få og vide, at en var imponeret af ham. Ingen havde nogensinde været imponerede af ham, men nu var både Azrael og Gabriel det. Han nikkede stille. "Jeg føler mig ret træt... jeg vil hvile mig. Tak for timen!" sagde han med et skævt smil og skubbede sig op at stå. Han prustede let, for hjertet hamrede og blodet løb stadig rundt i kroppen. "Vi ses, Deres Højhed!" sagde han og bukkede flygtigt, inden han hastede af sted. Han skulle fortælle dette til Syrena!

//Out.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Med tålmodighed, så opnåede man rigtig meget af det, som man ønskede at opnå, og det var vel også noget, som så småt, var ved at gå op for den kære Marcell? Det var bestemt heller ikke fordi, at han ikke ønskede at skulle gøre noget som helst for ham, men ikke desto mindre, så var det jo bare sådan at det måtte være. Nu var de kommet godt og solidt tilbage på jorden igen, og det var tydeligt for selv Gabriel at se, at den unge mand virkelig var træt. Det tog på energien, når man ikke var vant til at bruge den på den måde. Han smilede let for sig selv. Han var faktisk imponeret over hvor godt han havde klaret det, så han var ikke i tvivl om, at han nok skulle komme op i luften, og at han nok skulle klare at styre det, når det ville komme så vidt. ”Hvil dig endelig, Marcell.. Og prøv igen. Jo mere du prøver, jo hurtigere styrkes vingerne, og så kan du tage dig en tur på himmelryggen,” sagde han med en rolig stemme, idet han endnu en gang vendte blikket mod ham. Han bukkede for ham… så han bøjede hovedet i retur, inden han så efter manden, som bare stormet ind efter Syrena. Han havde en vis fornemmelse af, at der var noget mellem de to, hvilket nu faktisk var noget som morede ham et sted. Unge mennesker.. Der var visse ting som bare var så tydelige, og de var ikke ligefrem særlig gode til at skjule det, nogen af dem. Han smilede let for sig selv, inden han rystede på hovedet. Selv søgte han ned i retningen af staldene, for han skulle ned og snakke med Dafnir, da der var nogle ting, som han lige skulle have på plads, inden de kunne tage skridtet videre. Han smilede tydeligt for sig selv. ”Mærkværdige knægt..” sagde han med en morende stemme, inden han selv forlod stedet her. Nu var det jo så mange andre ting, som han lige skulle tage sig af.

//Out