Let's fly!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var ved at være hen på formiddagen, og Gabriel havde valgt at give Marcell fri i dagens anledning. Han havde lidt andre ting, som han ønskede at hjælpe ham med. Nu hvor han var kendt med mandens fortid i Dvasias, og hvad han havde gjort og det hele, så var det faktisk også rart for ham, at vise denne mand tilliden ved at hjælpe ham med den lille ting, som var typisk og kendt for en engel, at kunne. Det var ganske vidst koldt, men det var et flot vejr, og lige nu, havde han bare brug for at tænke på lidt andre ting, end alt det andet som plagede ham. Hvem end det var, som havde hjulpet Denjarna over muren, så havde han bestemt ikke opgivet den søgen endnu! Han slog armene roligt over kors og så sig omkring. Solen stod højt, selvom det bestemt ikke var varmt af den grund, men det var et smukt vejr, og det var vindstille, så med andre ord, så var det jo særdeles perfekt til at gøre, hvad der var nødt til at gøres i hans øjne; Marcell skulle lære at flyve.
Solen skar ham i øjnene, selvom smilet ikke falmede. Hvis det ikke var fordi, at han havde haft en kvinde ved sig.. hans elskede hustru, Silia, så vidste han slet ikke hvordan han skulle være kommet igennem noget som helst af det, og det var noget af det, som han faktisk stod fuldkommen fast på. Han stod i det varme tøj og med vingerne fri. Hvis man skulle være en sand procianer og en sand engel, så måtte han jo hjælpe ham lidt på vej med det sidste, hvilket uden tvivl, også var noget som han agtet at gøre, hvilket der ikke rigtigt var nogen tvivl om. Hvor lang tid Marcell ville være om at forstå budskabet, havde han ingen anelse om, men han gik da ud fra, at manden meget snart ville dukke op, så de for alvor kunne komme i gang. Her i Procias hjalp man jo trods alt hinanden, og det var også det, som han ønskede at vise den unge mand – At lyset for altid ville være en bedre vej end mørket.

[Deleted]

At Marcell havde fået fri, var en besked han da havde fået, selvom han til start ikke havde forstået hvorfor kongen gav ham fri. Han ville helst ikke forlade Dafnir, for han havde det faktisk rigtig godt med at arbejde sammen med den mand. Han lærte meget om heste, havde også fået et par lektioner i at ride, selvom han ikke var særlig god endnu. Men hver ting til sin tid ikke? Det var ganske vist koldt udenfor, selvom solen i dag var ude og at der var vindstille, så det var altid noget... det føltes mildere om ikke andet. Han sad i øjeblikket på sin seng og var ved at tage sine sko på, for han skulle ud og møde Gabriel, så meget vidste han da. Jo længere tid han var her, jo mere fik han også åbnet op for tiden, men han følte sig kun ganske sikker efterhånden fordi han ikke blev dømt på det og stadigvæk fik den samme tillid. Han trak vejret dybt og fik sit varme skind på, der dækkede foran og armene, men var åben til vingerne, for han kunne bedst lide at have dem fri eftersom de afgav ret mange reaktioner, han ikke helt kunne styre. De var jo en del af ham, så hvis han fik kuldegysninger så gik det også i vingerne, hvilket stadigvæk var en lidt underlig følelse... det vænnede han sig nok aldrig til. Han løb så afsted da han fik skoene bundet, eftersom han havde sine varme bukser på lavet af kraftigt materiale ligesom hans trøje han havde under skindet. Han nåede udenfor og drejede af mod slotshaven hvor han fik øje på Gabriel og han hastede ham lidt i møde, da han faktisk var lidt sen på den. Han stoppede op og smilede lidt forlegent og bøjede hovedet for ham. "Deres Kongelighed," hilste han høfligt, for han havde vænnet sig til at sige det uden at kludre i det hele. Han rettede sig op igen og foldede hænderne bag sig, mens han kiggede indgående mod ham. "Ehm... Du ville se mig?" spurgte han lidt tænksomt. Han vidste faktisk ikke hvad de skulle her, for han forstod ikke helt hvorfor han fik en fridag.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var overbærende når det kom til Marcell. Han måtte dog alligevel give manden, at han var faldt utrolig godt til, på utrolig kort tid. Med ærligt arbejde, en tillid som han kun følte, at han kunne skænke ham, ud af sin egen gode vilje, og fordi at han ikke havde givet ham nogen grund til andet, selv på trods af det familienavn, som han nu havde. Syrena smilede hver eneste dag efterhånden, og hun var i stand til at se.. Det var næsten det, som var det mest fantastiske, og nu hvor vinteren var over dem, så var der så meget, som hun ikke vidste hvad var, men hun havde fundet befrielsen i synet på det ene øje, som hun havde fået, og det var selv en lettelse for ham, at det var sådan at det var. Han vendte blikket ned af haven, da han endelig så Marcell komme styrtende. Endelig! Han rettede sig op. Han selv havde skind om sin egen krop, for det var det, som varmede bedst, og det passede ham fint. Han nikkede mod ham i en tydelig gensidig respekt. Han var ved at lære det. Han ønskede at se ham, det var sandt, og det var på tide, at gøre noget ved det hurtigst muligt. ”Marcell,” hilste han roligt. Han foldede hænderne roligt foran sig. Han lod hovedet søge let på sned. Han havde en fri stund til selv, og denne valgte han jo så at bruge på denne unge mand foran ham i stedet for. Det var på tide, at han lærte det. ”Jeg har lidt tid i dag, så jeg synes det var på tide, at… fokusere på træning af vingerne, så vi kan få dig i luften,” sagde han endeligt, som han let klappede i hænderne foran ham. Selv var han helt klar til en tur i luften. Det var faktisk ved at være lang tid siden, han overhovedet havde haft tiden til det!

[Deleted]

Marcell levede faktisk ret højt på den tillid han fik af Gabriel, fordi hvis kongen kunne acceptere det hele og ham på trods af hvad han kom af og hvor han kom fra, så var der jo intet der kunne ramme ham... sådan følte han det i hvert fald. Syrena smilede hver dag og havde også accepteret synet nogenlunde, men han var også over hende hver dag og lærte hende synet at kende og styrkede det, så hun faktisk kunne føle det som en stor styrke at kunne se. Han havde jo selv kun synet på sit ene øje tilbage, så selvom det ene øje jo faktisk var mere strålende og åbent fremfor at ligne krystal, så var hans blinde øje faktisk næsten som krystal, fordi der lå en slags hinde over øjet, men ikke noget, der gjorde ham det store. Han tænkte faktisk ikke tit over, at han kun så med det ene øje, for der var ikke så stor forskel mere, fordi han lærte jo også selv at leve med det som Syrena gjorde det. Siden Azrael havde besøgt ham og givet ham lov til at få livet i sine egne hænder nærmest, så havde han faktisk også haft et strålende humør uden lige, for det var jo fantastisk han fik lov til at fuldføre sit livsmål. Han tog en dyb vejrtrækning og så mod Gabriel, der selv hilste igen. Han havde lært at tiltale ham rigtigt, som han endnu ikke kunne få 'De' og 'Dem' over læberne, for så pænt kunne han slet ikke snakke... hver ting til sin tid. Han så roligt mod Gabriel, da han talte. Han måbede dog et øjeblik. Havde han lige sagt, at han ville lære ham at flyve? "Vil... vil du... lære mig... at flyve?" spurgte han overrasket. Han så undersøgende på Gabriels ansigt, for det var faktisk lidt for godt til at være sandt. Han ville dog virkelig gerne flyve, for det var jo ligesom en del af det at være en rigtig engel, ikke? "T-tak..." endte han stadig overrasket, men dog glædeligt overrasket trods alt. Han sank en klump og trådte lidt tilbage fra Gabriel, hvor han selv foldede sine vinger ud og strakte dem, for det gjorde han kun udenfor. Han havde god kontrol over dem på jorden. "Hvordan gør man?" spurgte han ivrigt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Et skridt af gangen og i rigtig retning, så var Gabriel heller ikke den, som stillede særlig mange spørgsmål i den anden ende. Nu om det endelig var sagt, så var det jo en tanke, som selv glædede ham. Flere kom hertil fra Dvasias, og de slog sig ned med rette intentioner, fik sig job, også selvom de blev holdt umådelig godt øje med, og dette var så sandelig heller ikke noget undtag, kunne man vel sige? Han havde tid i kalenderen nu, og han vidste, at ved at vise venlighed, så var der langt større chance for, at man fik den igen. Foreløbig, var han selv ganske godt tilfreds med den indsats, som han fik fra Marcell i staldene, og det var kun positivt, som han hørte fra Dafnir. Hvis der var nogen, som han vidste, at han kunne stole på, så var det når Dafnir sagde, at en gjorde tingene godt. Han nikkede mod ham. At se ham reagere på den måde, over hans nyhed, var uden tvivl noget, som virkelig morede ham, for han mente det skam. ”Hvilken engel, vil ikke være i stand til at flyve? Du har kun vist mig, at jeg kan stole på dig, Marcell. Jeg har intet imod, at skulle hjælpe dig i tilegnelsen af denne kundskab,” sagde han med en sandfærdig stemme. Hans egne vinger bredte han. De var store og ikke mindst kraftige og flotte snehvide. Han brugte vingerne forholdsvis ofte, og derfor regnede han skam ikke med at Marcell ville komme i luften som sådan, men derimod fik føling på hvordan det ville føles. Det var det, som i hans øjne, ville være det afgørende for, om han overhovedet vil have en mulighed for at komme i luften på et tidspunkt. Han sendte manden et roligt og venligt smil. Han kunne jo ikke lade være. Under normale omstændigheder, var han jo en varm og venligsindet mand, som smilede til alle andre, også selvom det var sjældent, at han nu om dage, fik noget i retur, men det var jo en anden sag. ”Det er vigtigt, at du får føl med vingerne, hvis det skal have nogen effekt. Hvor meget basker du med dem? Og hvor meget rører du dem?” spurgte han videre. Det var jo alt sammen, umåde afgørende i det videre arbejde.

[Deleted]

Marcell var stolt af sin indsats her til lands, også fordi han jo havde overrasket Azrael positivt. Hvor mange kunne lige have på sig, at de havde overrasket døden selv? Et smil passerede hans læber, for han var jo faktisk kun glad og det hele, for nok fik han Syrena til at smile, men hun fik i den grad også ham til at smile! Han vædede let sine læber. Han arbejdede godt sammen med Dafnir og havde det også lidt mærkeligt med, ikke at skulle hjælpe ham i dag, fordi Gabriel havde givet ham fri. Men dog var det en god nyhed han kom ud til, for han ville virkelig gerne lære at flyve. Det var en urealistisk drøm et sted, fordi kun fugle jo fløj i hans øjne, eller sådan havde han set på det inden han blev engel selv. Men han havde jo ikke haft mulighed for at bruge vingerne rigtigt, for han forstod slet ikke teknikken i det. Men vingerne var velplejede, i bevægelse og også meget følsomme, fordi de var en stor del af ham. Han trak på skuldrene, ja han var jo ikke i stand til det og Syrena heller ikke, men ellers kunne alle andre engle vel flyve? Han blinkede lidt med øjnene og så igen lettere måbende ud, selvom han var glædelig overrasket. "D-det... troede jeg... ville være mig," sagde han og kløede sig let i nakken, mens han strakte sine vinger i deres fulde bredde. Han så til siden og betragtede sin hvide vinge, som han foldede let omkring sig og fjernede lidt støv fra mellem vingerne. Han foldede den så tilbage væk fra sig og så tilbage mod Gabriel med et forsigtigt og dog venligt smil. Den tiltro han fik her, var jo faktisk virkelig rar om ikke andet, for han følte sig jo bare godt tilpas og velkommen. Han så måbende til igen, da Gabriel selv havde bredt vingerne ud, for de var virkelig store og flotte, selv større end hans egne også. Han så dog så lidt genert ned, for det var uhøfligt at stirre sådan, det vidste han jo trods alt, selvom han ført levede efter det i dette live. Han så op igen, da han blev snakket til. "Jeg er stærkt forbundet med mine vinger..." endte han. Han var sikker på, han ville være god til at flyve, for hans sind var stærk og trænet til at fokusere, fordi han havde jo været en dygtig warlock førhen og var jo også ret god med sin healende magi i dette liv. "Altså... I skoven brugte jeg dem til til at løbe hurtigere..." sagde han prøvende. Han havde jo tit basket og flakket rundt med dem når der var plads, fordi han ville have dem til at 'virke'.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde skam slet ikke nogen kvaler ved at skulle vise, at han virkelig stolede på denne mand, for det gjorde han. Han havde skam folk til at holde øje med ham i smug, for det var han jo bare nødt til, når han havde med forhenværende dvasianere at gøre, for han var nødt til at sikre sig sit folks velbefindende. Dem som havde meldt tilbage til ham, havde ikke haft noget at indberette om, og derfor følte han virkelig også, at han kunne stole p denne unge mand, og det var faktisk rart. Han havde jo også set, hvad manden gjorde for Syrena, hvilket kun gjorde at han gerne ville tilbringe denne tid med knægten, nu hvor han havde muligheden for det, så det var vel heller ikke så underligt igen, var det? Han smilede let for sig selv. Så lang tid, at Marcell var komfortabel med sin race, så var de allerede godt på vej, og specielt hvis det var fordi, at han var vant til alt det andet, så han kunne jo godt forestille sig, at det var noget af en forandring i forhold til livet i Dvasias. Han smilede let for sig selv. ”Enhver engel, skal kunne opleve det at være i luften.. have vinden i ansigtet,” sagde han sandfærdigt. Han ville i hvert fald gerne lære manden det. Hans egne vinger var måske større og mere prægtige, men han havde også brugt dem i en lidt anden forstand og over langt flere år, end det som han havde gjort. Han var forbundet med vingerne. Det gjorde det jo bare meget nemmere. ”Fantastisk,” sagde han tydeligt tilfreds, for det var faktisk ord, som han mente. At han kun havde brugt vingerne som et redskab på jorden, fik ham kun til at smile ganske let. Han rystede roligt på hovedet. Ikke at det forundrede ham, men så lang tid, at de blev brugt, så var han jo allerede godt på vej. ”Du har brugt dem.. Det er det vigtigste lige nu. Bask med dem.. Lad mig se,” opfordrede han roligt og med et smil på læben. Hvorvidt om kontrollen var der, var en ting, men styrken var jo straks en helt anden.

[Deleted]

At Marcell i smug blev holdt øje med, var ikke noget han tænkte over som sådan, men han ville også godt kunne forstå hvis Gabriel havde folk til det. Han var tæt på Syrena, han havde en fortid der ikke ligefrem var til at være stolt af med de ting han havde gjort, og også med det navn han bar på, som han vidste at både Silia, Gabriel og Syrena kendte til, men de var også de eneste. Han gjorde dog virkelig alt slet ikke at være ad det navn, for han ville ikke være sådan, for han havde jo sin egen mission i livet; han holdt virkelig meget af Syrena og derfor ønskede han jo også at kunne tilbyde hende et liv, som ikke ville være at bo i en hule, men i et hus. Et hus de havde råd til, som han betalte for, og så ville han selv skabe sit et livserhverv han kunne have for så længe som muligt, så han kunne forsørge hende; han ville slet ikke tilbyde hende noget hvis han ikke kunne give hende noget. Han arbejdede derfor også meget hårdt på at opfylde sin drøm, for han kunne snart ikke vente længere, selvom det dog gik lidt langsommere, men det var fint nok når vinteren stod på. Han håbede dog at kunne begynde at bygge til foråret. Han smilede skævt og nikkede. Det ville han gerne. Han ville gerne flyve som fuglen og faktisk kunne se alt i et andet perspektiv, for det var også en måde han jo faktisk kunne flygte på, ikke sandt? "Det vil jeg meget gerne," sagde han helt blødt, for han var helt salig ved tanken om, at han kunne komme til det. Det havde han ikke troet, for han havde da forsøgt at lette, men faldt altid på bagen igen når han var en meter over jorden. Han så lidt genert ud igen da Gabriel sagde et fantastisk, hvilket han bare smilede lidt til som svar. Han strakte vingerne helt ud og rystede dem lidt. Det var helt vindstille, så i det mindste fik han ikke så nemt kuldegysninger i dag. Han blinkede kort med øjnene, for det var faktisk lidt pinligt at skulle stå og baske med vingerne foran kongen, men han måtte jo gøre det. Han trådte lidt mere tilbage og ud i det fri, hvor han roligt gav et bask med dem, der nærmest dannede en vind i sig selv. Han slog igen med dem og baskede et par gange mere med så meget kraft han kunne. Det var let for ham, ligesom hvis han slog og slog med armene.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel valgte at stole på Marcell, selvom han måske ikke burde på baggrund af det navn, som han måtte bære, så var det virkelig ikke noget som gjorde den store verden til forskel. Han havde det godt, han passede sit job, han faldt ind i det normale her på stedet, så han skilte sig ikke rigtigt ud, og vigtigst af alt, så fik han jo Syrena til at smile, hvilket ikke var noget, som de havde set særlig meget af siden hendes mor døde, hvilket uden tvivl var synd og skam i hans øjne, men hvad var der at gøre ved det? Der var jo ikke de vildeste ting, men ikke desto mindre, så måtte det jo bare være sådan at tingene var. At Marcell så gerne ville lære at flyve, forundrede ham dog ikke, og det var noget, som han meget gerne ville hjælpe ham med. At han var ude på at samle nok penge til at bygge sit eget hus, som ham og Syrena kunne bosætte sig i, vidste han ikke hvorvidt var en besked som Jason ville bifalde, men vigtigst var jo, at hans børn havde det godt, og det havde hun altså med denne mand.. Og derfor ønskede Gabriel lige så at træde til. ”Det anede mig,” sagde han med et varmt smil. Vingerne så han Marcell brede. De var måske ikke så store og stærke, som hans egne, men det var jo heller ikke underligt igen, hvis man tænkte på at han aldrig havde prøvet at flyve med dem, og at han var forholdsvis ny indenfor faget her. Han smilede let for sig selv. Det virkede måske dumt, at stå og baske med vingerne foran ham, men han var jo selv nødt til at sikre sig, at vingerne var stærke nok til at bære ham, ellers ville han da aldrig nogensinde komme op under skyerne. Selvom han slog op i vind når vingerne basket, så var det slet ikke noget som rørte Gabriel det mindste. Han nød det selv mindst lige så meget. Han tog en tur roligt omkring ham, så han kunne se, hvordan vingerne arbejdede. Han smilede let for sig selv. ”Du har stærke vinger, Marcell..” roste han ham for, da han igen stoppede op foran ham. Hans egne vinger havde han taget tæt ind mod sin egen krop. ”Du skal nok komme op i luften. Det er jeg sikker på,” afsluttede han.

[Deleted]

Marcell havde aldrig troet, han ville få tilliden, men nu hvor han havde den, så tillod han sig også at gengælde den, for han ville jo gerne vise, at han slet ikke var som i fortiden. Det havde måske været en fejl, at fortælle hans navn og det i starten, men trods alt så var det jo ude i det åbne, og så kunne han jo ligeså godt køre den hele vejen med ærlighedssiden. Han gik ad den vej han mente var rigtig med et ærligt job, hvor han mest af alt bare prøvede på ikke at skille sig ud. Men de fleste kendte ham som den, der altid gik rundt sammen med Syrena, for hende vidste mange jo hvem var og det var lidt en mirakel historie, at hun nu kunne se. Men efterhånden havde hun vist fået sat ansigt på alle, hun førhen havde kendt på stemme og navn, så det var jo udmærket for hende trods alt. Dybt trak han vejret. Han ville virkelig gerne lære at flyve, for han havde jo slet ikke forestillet sig nogensinde at få chancen og nu stod Gabriel jo nærmest og rakte ham den på et sølvfad, så mere kunne han heller ikke bede om! Han var stolt af sig selv over at være nået så langt, for i det mindste behøvede hans afdøde kære ikke at vende sig i graven over ham. Azrael måtte vel fortælle dem, hvor god han havde været? Gøre hans mor stolt? Det var noget, han manglede, bare én gang i livet faktisk at have levet op til sin mors navn. Han smilede lidt genert, da Gabriel nævnte, at det anede ham. Selvfølgelig ville han da gerne flyve! Og han følte det jo lidt som en belønning, hvilket føltes virkelig godt. Han baskede bare med vingerne for Gabriel, selvom det føltes lidt underligt. Han så frem for sig, selvom Gabriel tog turen omkring ham for at holde øje med vingerne. Han smilede skævt. "Det er da altid noget," sagde han og nikkede. Han holdt vingerne i ro, da han mødte kongens blik. Han foldede så vingerne ind til kroppen igen. "Virkelig?" sagde han begejstret og nærmest med stjerner i øjet.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det havde på ingen måder været en fejl at fortælle sandheden fra start, og derved også fortælle sit navn. Gabriel var glad for det. Han havde nu alligevel valgt at give manden en chance, og han havde ikke givet ham nogen grund til ej at skænke ham den tillid, som han havde gjort til nu, det var der heller ikke nogen tvivl om, når det nu endelig skulle være i den anden ende. Tungen strøg han let over sine læber, da han tog runden roligt omkring ham, da han stod og baksede med vingerne. Det kunne godt være, at han følte sig som en komplet idiot, men det var nu slet ikke sådan, at han selv tog tingene, hvis han nu selv skulle sige det. Foreløbig, måtte han jo alligevel sige sig, at han var imponeret over hvor godt Marcell var faldet til her. Ikke bare på grund af hans fortid i mørket, men også tilvænningen af den nye race, som han var kommet tilbage som. Hans navn var ham kendt, men ikke hans fortid som sådan, som hans forældre og den slags, for det havde som sådan aldrig interesseret ham – før nu om ikke andet. Han stoppede igen roligt op foran den unge Marcell. Vingerne var stærke, så han var temmelig sikker på, at manden nok skulle komme i luften, men det krævede tid og træning.. Det var hårdt, for det var mange kilo vingerne skulle kunne bære, og det var jo farligt, at blive for træt i dem, hvis de ikke kunne bære hele vejen. Han smilede venligt. ”Selvfølgelig!” sagde han med en munter stemme, da han roligt rettede og foldede sine egne vinger ud. ”Det tog selv mig år at komme i luften, men jeg lærte det.. Og jeg vil gerne lære dig det samme. Kunsten er udholdenhed, kraft og energi,” sagde han roligt. Han havde lært flyvningen på egen hånd, for han havde ikke haft nogen i hans omgangskreds, som kunne lære ham den slags, men han havde da om ikke andet, så lært det, og det var vel også det vigtigste? Han baskede kraftigt med sine egne vinger i en ganske bestemt vinkel, hvor det ikke tog ham lang tid, at komme fra jorden og søge i retningen af himlen. Det ville kræve finesse og træning uden tvivl, men han var sikker på at den unge Marcell nok skulle klare det.

[Deleted]

Marcell var glad for, at han havde valgt at sige sandheden, for ellers kunne det have indhentet ham på en ubehagelig måde, der ikke ville have gavnet ham på nogen måde. Det ville have stillet ham dårligere end det andet, noget han slet ikke turde tænker over. For nu priste han sig bare glad for, at han faktisk havde valgt en bedre vej og at han formåede at følge den. Det faktum, at han havde vinden i ryggen for en gangs skyld, var virkelig fantastisk! Ikke alene følte han, at han gjorde lidt for at ære sine afdøde, men han gjorde også noget for sin tilværelse - ikke med snyd og bedrag, men med hårdt og ærligt arbejde. Han bed sig i læben og så lidt på Gabriel. Det var spændende, at han faktisk fik lov til at lære og flyve, for det var slet ikke noget, han havde regnet med. Om ikke andet havde han forventet, at det var noget han efterhånden skulle finde ud af selv, når han blev stædig nok, men for nu var det jo mere opsparingen der tog hans tid fremfor at komme på vingerne. Han vidste det måtte være hårdt, for vingerne skulle jo bære ham i luften, men mon ikke, at han efterhånden ville kunne komme længere og længere fra jorden og måske flyve over slottet en dag? Det ville være hans første mål; at flyve rundt om slottet, for så at flyve over slottet også og se slottet oppe fra luften. Han betragtede sig af Gabriels prægtige vinger, da han foldede dem ud og så lidt målløst til igen. "...Tak," sagde han igen. Han vidste slet ikke hvad han skulle sige, han var bare taknemmelig for, at han fik chancen. Han trådte selv lidt tilbage, da Gabriel så ud til at skulle baske og søge mod himlen, hvor han selv kiggede efter ham med en tabt kæbe, det så jo fantastisk ud! "Wow," hviskede han for sig selv mens han et øjeblik bare stod og gloede, inden han kom til sig selv igen. Han rystede kroppen og foldede vingerne ud i én stærk bevægelsen og gav vingerne et par bask i en vinkel han formodede ville bære ham op i luften. Han blev også løftet op og baskede igen med vingerne for at komme højere op. Det var da de første 10 meter over jorden om ikke andet. Han smilede sejrende og baskede igen, da han lige nu kun øvede sig i at komme opad - ikke direkte at flyve nogen vegne. Han så lidt febrilsk efter Gabriel da han nåede de 30 meter op, for hvad skulle han nu gøre?!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde slet ikke noget imod, at skulle hjælpe og guide Marcell til at lære det. Manden havde været her med ærlighed allerede fra starten af, og det var en grund til, at de faktisk holdt øje med ham. Ikke fordi, at man kunne sige, at de var videre skuffet over hvad de havde set, for manden var ærlig, han arbejdede hårdt, og han skabte sin egen stabile grobund for et godt liv, og så havde Gabriel så sandelig heller ikke noget imod, at skulle hjælpe ham lidt på vej, når muligheden for det, endelig var der, for det var den jo nu. Nu skulle han jo lære at flyve, og det i sig selv, kunne jo faktisk godt vise sig, at blive en stor kamp i sig selv, selvom han var ganske sikker på, at det nok skulle vise sig at være til gavn. Desuden.. han ville gerne vise den unge mand, at han stolede på ham, og at han var en, som man kunne stole på, for det var jo også grunden til, at han gjorde, som han gjorde i denne stund, og det var noget, som han faktisk også gerne ville understrege. Han spredte sine egne vinger og begyndte at baske, for at komme op i luften. Meget af det som han kunne, havde han lært på egen hånd, og det var bestemt heller ikke fordi, at man kunne sige, at det havde været nemt, men han havde ikke haft nogen som sådan i hans omgangskreds, som kunne lære ham det. Han vendte sig mod ham. ”Når man først lærer kontrollen over dette, så er det faktisk ikke en svær opgave at komme op i luften. I første omgang, kan det være trættende,” forklarede han roligt, inden han søgte ned mod jorden igen, hvor han roligt landede og trak vingerne ind mod sig. Han var vant til at bruge dem, så det var slet ikke noget som påvirkede ham som sådan. At Marcell derimod, var klar til at prøve kræfter med det, var et mod, som han faktisk måtte beundre, for han vidste, at det var hårdt, og at det ville blive hårdt. Han nikkede mod ham, da han faktisk kom op i luften, for han var da klar og frisk til at gøre det! At han så fortsatte op, var noget som fik hans smil til at stivne en anelse, for han kom da temmelig højt op! Han spredte vingerne endnu en gang. ”Bask mindre kraftigt, så kommer du ned igen. Vend kroppen for at ændre retning,” forklarede han med en forholdsvis høj stemme, da han jo var kommet temmelig højt op i luften! Han søgte selv op i luften efter ham. Bare i tilfælde af, at det blev for hård, for faldet, kunne være farligt.

[Deleted]

Marcell havde altid været meget utålmodig, men for tiden, så gik det faktisk godt med at være tålmodig. Han arbejdede hårdt for at tjene penge og gik først i gang med at bygge, når han havde midler nok til at kunne købe ind til det. Han skulle kunne overraske Syrena og Gabriel og bytte huset som et sidste tegn på, at han virkelig mente det alvorligt og at det var fuldt den vej han viede sit liv til; den ærlige vej. Han ville dog spørge Gabriel om Syrenas hånd, inden han tog chancen med hende... men han var stensikker på, at det var hende han ville have. Han var glad for tilliden fra Gabriel, for så var tilliden jo gengældt og gensidig, og det kunne han godt lide. Han trak vejret roligt og så Gabriel flyve op i luften og betragtede sig af teknikken. Da han landede igen, lyttede han flygtigt til ordene, noget med kontrol og med at blive træt; trætheden kendte han til, for hårdt arbejde gjorde en træt jo. Han smilede til Gabriel da han landede, men så satte han selv af. Han var så ivrig efter at flyve og han turde jo godt, han var frygtesløs... for hvad havde han ikke oplevet? Han havde en del tegninger på kroppen, der ligesom betød en del ting fra fortiden. "Okay," svarede han på vejen. Han kom forholdsvist hurtigt op og stoppede i luften hvor han holdt sig oppe og så sig lidt omkring. Han hørte Gabriels ord, mindre kraftige bask, ja det var jo logik, men han tænkte ikke lige så langt da skrækken kort satte ind. Han prustede let og baskede mindre hvor han langsomt mistede højde og sænkede sig selv med en lidt stiv krop. Han nåede også selv ned på jorden, selvom Gabriel var kommet i luften også. Han landede, selvom hans ben knækkede sammen under ham som hans hjerte også hamrede mod hans bryst. Han satte sig på bagen og foldede vingerne ind, hvor han så smilede stort. Han var fløjet op i luften og havde landet igen. "Det var jo fantastisk!" udbrød han glad med nærmest lys i øjet. Han skubbede sig op at stå igen og smilede til Gabriel. "Men... jeg tror det var nok for i dag," sagde han med et forsigtigt smil. Han var virkelig helt opbrugt allerede.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Med tålmodighed, så nåede man også rigtig meget af det, som man ønskede at opnå, og det var noget som Gabriel selv havde erfaret på den hårde måde, kunne man jo sige. Han selv ønskede jo at hjælpe Marcell så godt, som det han nu havde mulighederne for, men ikke desto mindre, så kunne man jo gøre hvad man kunne for at hjælpe hinanden, og det var også den læring, som han ønskede at give ham, for det var jo sådanne ting, som man gjorde her i landet. Han vendte blikket mod ham, da han selv søgte op i retningen af den store himmel over dem, og med et smil på læben. Manden var virkelig ivrig efter at lære det, og det var tydeligt, selvom han skulle regne med, at det ville tage ham mange dage, at komme ordentlig til det.. det ville nok ikke bare tage dage, men kunne sagtens tage op mod flere måneder at lære, for det var trættende, og det var muskler i vingerne, som man måske ikke lige var vant til at bruge på den måde, så naturligvis, var det også noget, som gjorde sit for hans vedkommende.
Selv da Gabriel søgte op, så havde han alligevel fortalt manden hvordan han skulle komme ned igen, for han var jo nødt til at lære det, men når man var så højt oppe, som han var, så kunne det jo godt gå hen og blive risikofyldt med tanke på faldet.. Det kunne jo slå ham ihjel! Og nu hvor han vidste hvor glad Syrena var blevet for ham, og nu hvor hun var begyndt at smile så meget, så var det jo kun en skam, hvis det skulle gå hen og blive tilfældet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om i den anden ende! Han landede selv lige ved siden af, også selvom han røg på bagen. Det var trætheden. Det var kræfter som man slet ikke var vant til at bruge og muskler og energi, som skulle bruges på utrolig kort tid. Han smilede igen, da han landede yndefuldt. ”Jeg er imponeret, Marcell,” sagde han ærligt. At det var det for i dag, forundrede ham ikke, for det var virkelig trættende at skulle lære at flyve, hvilket han skam godt selv kunne huske! ”Du har ret.. Det er virkelig trættende, og mere trættende, end hvad folk faktisk forestiller sig. Hvil dig… Tilbring tiden med Syrena. Jeg ved, at hun mangler det,” sagde han roligt og med et varmt smil. Den tøs havde han aldrig set smile så meget, som efter Marcell var ankommet her.