Mission complete..?

[Deleted]

Det var ved at være sidst hen på eftermiddagen, og Azrael vidste, at Marcell efterhånden ville nå den tid, hvor han kunne sige, at han havde fyraften. I øjeblikket, stod han i Slotshaven og stirrede op på det prægtige hjem af et slot, som for flere år siden, var rejst fra ruinerne. Det var i sandhed en forunderlig ting selv set i hans øjne, hvad et sølle levende væsen, var i stand til at præstere, men det kunne vel også være fordi, at det aldrig var noget, som han selv havde taget del i? Menneskene og det levende, var skabt ud fra ham og Darlene.. hvad de havde ønsket.. og hvad de havde gjort af tanker. Til tider levede de op til det, og til tider, så gjorde de det så sandelig ikke.
Bevidst valgt denne placering og med den egenskab, at det kun var Marcell som ville kunne se ham, da det var vigtigt, at de slog denne snak af. Selv her i den kolde tid, var hans kappe præget af kulde.. Den var mørk, og nærmest præget af død, som foregik omkring ham. Selv vidste han, at en samtale som denne, naturligvis ville forsinke det naturlige arbejde, som han skulle tage del i, men han havde mange ting at tage højde for, og til tider, var selv en mand som ham, nødt til at prioritere. Marcell havde uden tvivl overrasket ham positivt, og det var bestemt heller ikke noget, som skete særlig ofte, og derfor ønskede han faktisk at belønne ham for hvad han havde gjort, for det at skænke Syrena noget at smile af, og noget glæde, havde han så sandelig også opnået, kunne man sige.
Det var koldt i dette vintervejr, selvom Azrael ikke gjorde andet end bare at stå og.. kigge. Velvidende om at Marcell snart ville komme gående forbi, for at komme indenfor igen, hvilket var noget, som faktisk passede ham selv ganske fint. Han havde ikke alverdens med tid, men noget havde han, og den agtet han at bruge. Belønning, skulle drengen have. Han havde jo gjort et godt stykke arbejde.

[Deleted]

Det var blevet iskoldt denne vinter. Der var frost, selvom sneen dog ikke var kommet endnu, men vinden gik helt ind i marv og ben. Marcell priste sig bare glad for, at han nu faktisk boede her på slottet, for han ville ikke have overlevet i skoven, når han ingen midler havde. Han havde efterhånden fået lagt en del til side, for han sørgede for ikke at bruge penge på noget medmindre det var yderst nødvendigt, for han ville faktisk gerne have pengene til at kunne begynde at bygge i foråret. Han skulle imponere Gabriel, så han kunne få et 'ja' til at skulle fri til Syrena, for den pige... hun blev bare bedre og bedre for hver dag. Han havde holdt sig løfte, om at være ved hende hver dag og ligeså, så gik det jo også virkelig godt for hende med synet, selvom det var små babyskridt de tog. Han tog dem med hende, lod hende se det hele an, men om ikke andet så havde hun da et smil på læben, hun var ikke sur på ham mere og han var bare lettet. I alt sin tid her på slottet, havde han direkte glemt sin aftale med Azrael, fordi det var som en del af den fortid han ligesom satte til side til fordel for de gode fremtidstanker. Han havde fået noget tykt vintertøj som han var glad for, selvom han alligevel måtte smide noget af det i løbet af dagen, fordi han fik det virkelig varmt med sit job i stalden. Han trak vejret dybt og åbnede let ud, da han trådte ud af stalden. Hans ånde mødte kulden som en mur og blev til en lille sky af damp foran hans øje, hvilket fik ham til at smile skævt. Han var selv tøet meget op, hans øjne var mindre glasagtige når han var om de rette mennesker og det hele gik jo bare med rygvind. Han gik roligt over slotshaven, mens han trak sin varme kappe om skuldrene. Han stoppede dog straks op ved den skikkelse han så foran sig, for det var da ikke til at tage fejl af, at Azrael stod der. Sandhedens time var kommet og i et øjeblik, så var han faktisk bange for, at at Azrael ville frarøve ham livet. Han sank en klump og fortsatte mod ham, selvom han dog kiggede sig omkring... men det var vel kun ham, der kunne se Azrael? Han nåede hen til ham og stoppede op, mens han så over ham med sine isblå øjne. Hans hjerte hamrede lidt hårdere mod hans bryst, men ikke meget. "Du... du tager mig ikke... tilbage... vel?" Det var det første han spurgte om.

[Deleted]

Azrael havde igennem temmelig lang tid nu, holdt øje med Marcell, og selv han måtte sige sig yderst imponeret over, hvad han havde været i stand til at præstere allerede på frygtelig kort tid. Han havde ikke direkte regnet med, at han ville opnå det resultat som han havde; En kvinde at holde af, tag over hovedet, og faktisk også et job. Det var faktisk noget, som han kun var overrasket over, men det beviste jo kun, at folk var mere end hvad de gav udtryk for at være, så det var egentlig noget som passede ham selv ganske udmærket. Han selv stod upåvirket af det hårde vejr, for det var slet ikke noget som bed sig fast på ham i det hele taget. Han selv vendte kun blikket i retningen af Marcell, da han endelig kom gående. Aftalen havde været klar og tydelig, også selvom han havde taget det valg, at han ville have at der skulle ske noget yderligere.. Hvis han rev Marcell med sig, vidste han, at det ville knuse den unge Syrena, som endelig havde formået at åbne sig for nogen, og det var bestemt heller ikke noget, som han havde i sinde, at skulle ødelægge i det hele taget. At manden spurgte om han ville tage ham med, var noget som let fik ham til at trække på den ene mundvig, også selvom det falmede med det samme endnu en gang. Det lå slet ikke naturligt til ham, at skulle smile i det hele taget. Han var døden.. og det var død og ødelæggelse han bragte, og yderst sjældent noget andet, så det var heller ikke noget, som man skulle undlade at tage sig af. Han rettede sig op. Han var en frygtelig høj mand, men man var vel heller ikke en Gud for ingenting? Han blev stående roligt og afslappet, kun betragtede sig af den nærmest frygt, der tydeligt udspillede sig i Marcells ansigt. Det morede ham virkelig. ”En aftale, er en aftale,” sagde han blot. Han var en mand, af frygtelig få ord, og det havde han jo også altid været. ”Meget kan jeg sige.. Men du har gjort det utrolig godt, Marcell,” sagde han endeligt. Det var sjældent han roste, go så havde man uden tvivl gjort det forbandet godt.

[Deleted]

Marcell vidste i øjeblikket da Azrael stod der, at der faktisk var noget han havde glemt i hele forløbet; chancen for, at han ikke fik lov til at blive. Det var derfor, at han nærmede sig Azrael med en frygt. Den mand var en Gud og ikke hvilken som helst gud; døden selv stod han jo faktisk overfor. Ironisk, at det var den mand, han selv var blevet bragt til live af i en ny chance, men der havde jo uden tvivl været en grund til det med Syrena. Han havde dog slet ikke tænkt over det den sidste tid, fordi Syrena jo bare var glad og smilende rundt om ham og han selv var travlt optaget af at lære alt om sit job og snart, skulle han faktisk også sidde på en hest for første gang nogen sinde, hvilket skulle blive spændende. Han bed tænderne sammen og nåede hen til Azrael. Han var en meget høj skikkelse, så han holdt en nødvendig afstand for ikke at knække nakken bagefter for at se på hans ansigt. Dette ville uden tvivl se virkelig dumt ud, hvis der kom nogle forbi, for han regnede jo med, at kun han kunne se ham. Han sukkede svagt og vædede flygtigt sine læber med et strejf fra tungespidsen. Han kunne godt se, at Azrael morede sig og det fik ham kun til at bide tænderne lidt sammen. Hans ord forvirrede ham dog også, for betød det, at han skulle væk? Eller at han fik lov at blive? Det var dog irriterende, at den mand var så kortfattet. Han nikkede tavst og sank en klump, mens hans hjerte stadig bankede ubehageligt i hans bryst, hvor han også sænkede blikket. Da han dog nærmest fik de rosende ord, så så han lidt forbavset op, for det var da store ord at få af døden, ikke? "Har jeg?" spurgte han lidt dumt og kløede sig i nakken. Han gøs let af en kold vind der ramte ham i nakken og hans vinger sitrede bag ham, da kulden også gik ind i dem. Han trak svagt på mundvigen og så stadig på ham. "T-tak... er vel på sin plads," endte han. Han var spændt på, hvordan dette ville ende.

[Deleted]

Azrael have bedt Marcell om at få Syrena til at smile, og han havde fundet sig tag over hovedet, tøj på kroppen, og havde fået sig et ærligt arbejde. Det var langt mere end det som han selv havde gået med forhåbningerne om, men okay.. Med tanke på det liv, som den unge mand havde haft førhen, så havde han uden tvivl rykket voldsomt, og det var noget, som han faktisk godt kunne lide. De kære aber, formåede i sandhed at overraske ham, og det var ikke ligefrem noget som skete særlig ofte. Han blev stående, upåvirket af vind og vejr, og det faktum, at Marcell ville se frygtelig dum ud, dersom andre så, at han stod og snakket med sig selv. Det var kun den påvirkede, som ville være i stand til at se ham, og dette var ikke noget undtag. Det var yderst sjældent at han tildelte nogen som helst former for ros overfor nogen som helst. Han nikkede kortfattet. ”Det er ord sjældent fra min side, og det skal du vide. Det er mere end hvad jeg gik og håbede for dig,” fortalte han ærligt. Ud fra hvad han havde set, så gik han faktisk ikke ligefrem med ønsket om at tage ham med sig igen. Det var måske ikke ligefrem hans bord, men selv han kunne genkende kærlighed, når han endelig stod der og så det i sit åbne ansigt. ”Jeg er ikke ude på at tage dig fra denne verden igen, Marcell. Du har gjort mere end hvad jeg gjorde mig forhåbninger om. Ved at fjerne dig herfra, forværrer det Syrena. Jeg er her blot for at skænke dig det liv, som blev fra dig taget. Betragt det som en permanent ny chance,” sagde han roligt, også selvom det var ord som han mente. Det var bestemt ikke fordi at han normalt legede med livet og døden på denne måde, men denne gang, valgte han bevidst at gøre et undtag, og det var kun fordi, at han endelig havde en grund til at gøre det.

[Deleted]

Marcell havde gjort det hele så godt han kunne. I starten havde han fundet sig tilpas i skoven, fundet ud af at lave våben og det hele, mens han gik og ledte efter Syrena. Da han så endeligt 'faldt' over hende på kirkegården en dag, så havde han faktisk glemt sin mission i det hele, fordi hun jo bare var en fantastisk pige i hans øjne. Han havde fundet sig tag over hovedet, med den tillid han og Gabriel delte, et ærligt arbejde, fordi han slet ikke ville ned ad samme vej som i fortiden og så fik han jo også varmt tøj ud af det. Det hele var faktisk en vindende situation for ham selv, hvilket han kun var glad for om ikke andet, for han kunne godt lide det hele. Han var tæt knyttet med sin race, mørket glemte han mere i takt med at lyset fyldte ham op, selvom det var underligt som det var med tanke på den far, han var født af. Han tog en dyb vejrtrækning og foldede vingerne tæt ind til kroppen da kulden havde rystet hans krop. Han vidste, at kun han kunne se Azrael, så han håbede ikke nogle kom forbi, for han havde ikke brug for at folk så noget, der kunne sende ham lidt tilbage i processen som at blive accepteret i Procias. Han fortrak en lidt overrasket mine af ordene. Det var virkelig stort så, så han måtte jo have gjort det rigtige. Han var faktisk helt mundlam og anede ikke hvad han skulle sige til, at have fået ros af døden selv. "Jeg..." sagde han bare og stod med munden åben uden at vide, hvad han skulle sige. Hans ansigt sagde vel det hele; den glædelige overraskelse og selv et snært af stolthed over, hvad han selv havde opnået på ærlig vis. Det føltes klart langt bedre end det andet. Hans hjerte bankede stadig mod hans bryst, fordi han var spændt på hvor det hele førte hende. Lettelsen skyllede direkte ind over ham, da Azrael sagde, at han ikke ville tage ham fra denne verden. Han fik livet... helt igen. Han skulle nu ikke frygte, at Azrael kom, medmindre han faktisk endte i nogle store problemer og dem holdt han sig udenom. Han smilede nu, så lykkelig for at få lov til at blive. "Tak... Og det mener jeg. Jeg havde faktisk lidt glemt vores aftale i det hele, da jeg kom i gang med at skabe et liv omkring mig selv. Så tak," endte han igen. Ordet tak var blevet en lidt fastere del af hans ordvalg.

[Deleted]

De levende var uden tvivl en besynderlig slags, selvom det nu ikke var noget som gjorde Azrael noget. Det gav ham da noget at betragte, forsøge at forstå, selvom det eneste, som han egentlig kunne sige, at han vidste noget om.. var døden. Det var hans bord. Han vidste hvad der skete lige før, under, men også hvad der ville ske efterfølgende, når han hentede dem. Han var en travl mand.. Der var altid frygtelig meget for en som ham, at se til. Marcell havde formået at skabe sig en lys identitet, og det var skam ikke noget, som han ville ødelægge. Med det bånd, som han havde fået til Syrena, så havde han jo allerede på forhånd set, at det ikke var noget som han ville ødelægge. Han havde heldigvis den mulighed for at være en del af skæbnen, at han kunne se hvad der ville ske, og derfor vidste han, at det var noget som ville styrke Darlene. Et sted selv stolt over, at det var noget, som han havde sat i værk. Han kunne se hvordan lettelsen skyllede ind over hans blik, da han offentliggjorde, at han ikke var her for at tage ham fra det liv, som han nu havde skabt for sig selv med ærligt arbejde, nogen at holde af, og nogen som faktisk udviste ham tillid. Han havde fået en omgangskreds trods alt. Han nikkede mod ham. ”Aftalen var glemt, det vidste jeg. Derfor gik jeg faktisk ud fra, at jeg skulle hente dig før end antaget.. Du har overrasket mig, Marcell.. positivt.” Alle levende individer, var som skabt i deres billede.. Det var Darlene og ham, som havde taget det endelige skridt for mange år siden, og nu kunne han jo se, hvordan de gjorde sine valg, hvordan de blev ud fra det, og hvad de egentlig lærte. Det levende liv, havde han selv aldrig været en del af, men det havde nu og da, altid fascineret ham. Han hævede blikket en anelse, da der var en yngre mand der passerede dem. Han frøs tydeligt, selvom det nu ikke var noget, som han selv sagde noget til i den anden ende. Nu selv stående i sin menneskelige skikkelse, så vendte han blikket mod Marcell igen. ”Syrena har brug for dig..Gå ind til hende.. Nyd dit liv.. Og så ses vi jo igen på et tidspunkt.” Han trak let på smilebåndet. Døden var og blev hans erhverv og navn.. Og han gjorde det godt.

[Deleted]

Marcell holdt sit blik på Azrael, eftersom det var ret utroligt at stå og få ros af døden selv. Han følte sig faktisk virkelig stolt, for hvis man kunne overraske døden, så var der vel virkelig noget godt i en alligevel. Han prøvede da i hvert fald sit hårdeste på at være alt det, han aldrig havde opnået i sit tidligere liv og denne gang lykkedes det hele godt for ham denne gang. Han havde husly, et job, tøj på kroppen, adgang til måltider og det bedste af det hele; han havde Syrena. Den pige var og blev helt fantastisk i hans øjne, for han kunne slet ikke gøre noget andet end at holde af hende helt ind til det inderste. Han ville blive knust, hvis hun en dag afviste ham, for så havde han jo faktisk intet at leve på, for det hele vendte jo tilbage til hende. Han trak vejret dybt og betragtede ham, mens han vædede sine læber ligeså forsigtigt. Lettelsen var stor og nok også tydelig, men hvad pokker kunne han gøre? Han ville ikke væk fra denne verden med alt han havde opnået. Han trak på smilebåndet og slog kort blikket ned. I farten havde han jo glemt aftalen og bare fokuseret på livet, så var det jo heldigt, at det hele faktisk handlede om Syrena selvom han havde glemt aftalen omkring hende. Han så op mod Azrael igen og trak vejret roligt. Endnu en kølig brise fik det til at sitre i hans krop og hans vinger skælvede af kulde. "Brr," mumlede han for sig selv og nikkede til Azrael. "Så ved jeg da, jeg virkelig gør det rigtige," endte han stille. For hvis døden selv så det som noget positivt, så var det jo bare ret utroligt for ham om ikke andet. Han drejede blikket til side, da en mand passerede dem og han hilste bare med et lille nik og kløede sig i nakken, for det lignede jo han stod og snakkede med luften. Pinligt. Han smilede stille. "Det... skal jeg nok. Tak. Vi ses om forhåbentligt... meget længe," sagde han med et let grin, for det var jo lidt en joke i og med, han jo faktisk havde virkelig mange leveår tilbage i sin race og skikkelse. Han bøjede hovedet i respekt mod Azrael, inden han gik udenom og forlod slotshaven, for nu skulle han finde Syrena, der sikkert ventede ham.

//Out.

[Deleted]

Azrael vidste, at det ville være komplet tåbeligt for Marcell, at blive set i øjeblikket, for han var jo den eneste, som kunne se ham. Selvom det nu heller ikke ligefrem, var noget som gjorde den største forskel for ham, så var det nu bare sådan at det var. Han var positivt overrasket, og det var bestemt heller ikke fordi, at det var noget som skete særlig ofte, hvis han selv skulle sige det. Han blev stående. Selvom det var tydeligt for ham at se at knægten stod og frøs, så var det slet ikke noget som rørte ham som sådan. Han havde en ganske vigtig ting at skulle tage for sig her, og derfor ønskede han blot at understrege for Marcell, at den aftale, som førhen havde været i spil, nu var afsluttet, og at han ikke var ude på at komme for at hente ham. Der var og fandtes en langt dybere mening med dette, og det var noget som selv han stod fuldkommen fast på i den anden ende. Som det tydeligt lettede den unge mand, som stod foran ham. At det lettede ham så meget, forstod han sig ikke rigtigt på, men det var nok fordi at det var alt det menneskelige.. det var faktisk svært nok at finde hoved og hale i, i forvejen. ”Du har formået at rette op på mange af de fejl, som du gjorde i dit forhenværende liv, på frygtelig kort tid.” Hans ord forblev fuldkommen rolige, da han slet ikke så nogen grund til at hidse sig op eller noget lignende. Hans blik gled kort i retningen af slottet, idet han udtalte sine ord. Syrena havde brug for ham, og det var noget som han mente, så det at han ville videre nu, havde han skam den største forståelse for i den anden ende. Han nikkede roligt i retningen af ham, som et resultat af den hilsen, som han selv blev mødt af. ”Forhåbentlig,” sagde han endeligt, idet han lod knægten søge indenfor. Selv tog han turen væk derfra. Han forsvandt, lige så hurtigt, som han var dukket op.

//Out