So much to do

[Kimeya Marvalo]

Det var ved at være hen på eftermiddagen og Kimeya befandt sig i denne omgang i Den Mørke Cirkel. Det var ved at være lang tid siden, at han havde været her, og det var tydeligt, at folk var direkte overrasket over hans tilstedeværelse. Dragten bar han endnu en gang om sin krop. Den var et tegn på magt.. et tegn på udholdenhed, og nu hvor folk vidste hvad det betød og hvad det indebar, så valgte de for deres egen skyld, at tage lidt afstand til det hele. Kontoret havde Kimeya valgt at flytte fra Marvalo Mansion og til Den Mørke Cirkel, og det var der han netop opholdt sig i denne stund, for han så ikke andet alternativ. Det var for udsat hvor alt og alle kunne komme, også selvom han havde rigeligt at se til og et helt folk, som skulle se, at deres leder langt om længe, var klar til at indtage den plads for alvor!
Faklerne brændte lystigt i de kolde korridorer. Det var jo nærmest en by i et kæmpe og massivt hjem, hvor warlockerne kunne opholde sig, da det var meningen at alle steder skulle have deres sted at være for deres race, hvilket var noget som passede Kimeya fint, selvom det var tydeligt, at der var meget at rode op i, efter Malishas pludselige forsvinden. Han skulle nok finde hende, for han vidste, at hun havde været derude et eller andet sted! Nu for alvor afventede han at Sephiran langt om længe, ville dukke op, for de havde aftalt, at det var her han skulle møde op, og det var noget som han uden tvivl ville kræve og forvente af ham. Hænderne foldede han roligt over ryggen, da han tog en tur ned af korridoren. Folk flyttede sig, så han kunne komme forbi, og de ældre snakkede bagom ryggen på ham, samt i krogene.. De skulle bare vide, hvad han var i stand til at gøre ved dem nu. Han stoppede endelig op og vendte sig mod dem. To ældre herre.. Tydeligt nogen af de ældre. ”Er I støtter af Malisha.. eller mig..?” spurgte han med en direkte hvislende og iskold stemme, som ikke tydede på, at der var noget som mindede om følelser for hans vedkommende. Da der ikke kom noget svar, trak han sin agiel, hvor han hurtigt var henne ved dem. Den ældste af dem, fik lov til at møde den ved brystet, hvilket satte så stort et chok og smerte i ham, at han med et skrig, gik i jorden med hjertestop – Han var død. ”Var der andre?!” hvæsede han. Folk blev tavse.. Han var langt mere bossy end hvad Malisha havde været i mange år.

[Sephiran Acheron]

Sephiran havde kun sovet i et par timer, eftersom han havde været oppe hele natten indtil solen var stået ind gennem hans vindue. Han var nu langt mere rolig, var kommet ud med frustrationerne og havde lagt planer for det hele, og nu var han også klar til at tage til Den Mørke Cirkel for at møde Kimeya. Han var ikke skræmt af i går, nej faktisk havde han det ret godt i dag fordi det var kommet frem og Kimeya kendte til sandheden. Det eneste spørgsmål var, om Kimeya faktisk tvivlede på hans tillid eller om det var en prøve for ham? Han kunne ikke finde ud af det, men Kimeya måtte da vide at han støttede ham helt og fuldkomment. Han ankom og med sig havde han nogle af de ny-trænede samt knækkede warlocks, som han havde haft liggende i sin kælder i utroligt lang tid, fordi han skulle knække dem fra at støtte Malisha til Kimeya, samt gøre dem stærkere i deres magi. Han havde 3 med sig, 2 yngre og 1 ældre og de var allesammen både lydige overfor ham, men de vidste at Kimeyas ord var den der betød allermest. Han gik roligt ind i de kølige korridorer, han havde altid fundet det et rigtig godt sted, for det var jo en by i sig selv, selvom det udefra bare lignede en stencirkel og så forfaldent ud. Han smilede tilfredst som han gik med faste skridt ned ad gangen, hvor selv nogle folk veg for ham. Han stoppede op i det samme, som Kimeya direkte slog en ihjel med sin agiel og han så blot tilfreds og overlegen ud, med hans kendetegnende smil. "Begynder du nu på alt det sjove uden mig?" spurgte han morende og stod ganske tæt på Kimeya. Han trak vejret roligt og vendte let armene ud, som en gestus mod hans tre kompagnoner, han havde med sig i ryggen. "Her er tre yderst lydige undersåtter… Ny-knækkede for dig… tidligere støtter af Malisha, men nu fuldt dine," svarede han tilfredst. De tre warlocks bukkede per automatik og sagde i kor 'Herre' som en slags entydig organisme. Han trak vejret roligt og foldede hænderne over ryggen, som han blev blev stående.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var uden tvivl blevet en hård mand, men det var nu også på tide, at han trådte ordentligt ind i rollen som warlockernes leder, og det var så sandelig også, hvad han havde tænkt sig. Han kneb øjnene fast sammen, som han så sig omkring. Folk forblev tavse, da manden gled direkte død i gulvet, og han selv rettede sig på. Agielen var hans foretrukkende våben, også fordi at han vidste, at det ikke var noget, som folk kunne tage fra ham, for de kunne ikke tage fat om det, og det var jo faktisk noget som passede ham ganske fint. At Sephiran dukkede op, var noget som hurtigt fangede hans interesse. Han kneb øjnene let sammen. ”Jeg må jo sætte mig et glimrende eksempel,” påpegede han ganske kortfattet, da han fik Agielen tilbage i bæltet. Folk trak sig hastigt væk. De frygtede ham.. Og det var det som passede ham helt fint, og det var slet ikke noget, som han havde noget imod, for man skulle jo starte et sted. Han vendte blikket mod de 3 som fulgte efter Sephiran. Lige hvem de var, vidste han ikke, og han kunne virkelig ikke være mere ligeglad end det som han følte sig, det var helt sikkert! Han vendte blikket efterfølgende mod Sephiran. ”Ser man det..” At de havde været støttere af den kvinde, som faktisk havde taget hans liv på hans eget bryllup, var noget som alligevel vækkede en direkte vrede i ham, så det i sig selv, heller ikke var noget, som måtte sige så lidt igen. Hans blik lynede direkte alene bare ved tanken om det! ”Gamle støttere af den gamle Malisha.. Den kvinde, som jeg søger efter med lys og med lygte.. Svagt.. Svæklinge, at støtte en som hende!” nærmest brølede han. Han trådte mod dem, og med den samme direkte advarende mine fra tidligere. Han tog fat om den ældre om kæben. Han genkendte ham..Det havde været en af hans gamle tro støtter. ”Et tydeligt tegn på, at man ikke kan stole på nogen som helst nu til dags.. Kære Adriel..” hvislede han iskoldt. Manden følte han intet til overs for, og det var noget som han selv havde været med til at ødelægge i udgangspunktet.

[Sephiran Acheron]

Sephiran vidste, at enhver med en logisk nok tankegang ville følge Kimeya, for ellers ville de jo hurtigt lade livet, det havde de jo lige været vidne til. Han vidste det var Kimeyas måde at sætte et eksempel på, for magten skulle vende tilbage til den retmæssige og han stod der jo for Kimeya i alle tænkelige situation som den højre hånd, selvom de lige havde ramt et bump i vejen på grund af Tiyanna-episoden. Ikke noget der skulle ske igen, for det ville da direkte være så nedslående som noget kunne være. Han løftede et bryn med det samme smil på læben, for han var hidset fuldkomme ned og havde fået bugt med meget af frustrationen, så det lettede jo kun på humøret for ham. "Selvfølgelig," svarede han høfligt og bøjede kort hovedet for ham. Agielen var et våben, som han virkelig ikke kunne lide, men det måtte han jo bide i sig, for han havde følt det et par gange før og det var ubehageligt. Han kunne centralisere smerte normalt og få det til ikke at føles som om det gjorde ondt, men ikke med Kimeyas agiel. Han forstod ikke helt situationen omkring smerten og det, at det også gjorde ondt på Kimeya at holde våbenet, men på det plan var Kimeya jo et skridt foran ham selv, hvilket var lidt irriterende. Dog var det ikke noget han ønskede at tale om. Han så roligt på sin gamle ven, broder, men også leder, med et roligt blik i de isblå øjne. "De er fine," sagde han med et smil. Kimeya bifaldt vist de tre nye støttere, så det var jo altid noget, for de var jo en slags symbol på Kimeyas magt. Han trak vejret roligt og trådte let til side, så de tre warlocks stod alene.
Det gibbede i de tre warlocks, at Kimeya råbte af dem, for de lystrede jo ham og kun ham, eftersom de havde været igennem en hård tid i Sephirans kælder. Adriel holdt sit blik nede, selvom han blev taget ved kæben og stod blot ydmygt med et underdanigt udtryk i ansigtet. "Herre… Jeg indrømmer min fejl, jeg vil gøre alt for at gøre det op for Dem… Deres Højre Hånd har fået mig til at indse det hele, hvilket fejltagelse og hvilket forræderi. Det skal aldrig ske igen," svarede han med en forsikrende tone. Det var tydeligt, at Sephiran havde banket en ting og to ind i ham og at det sad fast.

[Kimeya Marvalo]

Malisha havde været forblød, så det at komme tilbage på posten og med det ry og rygte, som han nu havde, så var det vidst også bare på sin plads, så var det sådan at det måtte være i den anden ende. Han vendte blikket ganske sigende i retningen af Sephiran som endelig havde meldt sin ankomst. Manden virkede også langt mere afbalanceret, end da han havde set ham dagen i forvejen, så det var noget som uden tvivl også passede ham særdeles fint, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han rettede sig op. Agielen var hans foretrukkende, for han vidste, at der ikke var nogen, som kunne tage det våben fra ham. Det var måske underligt, at smerten ved at holde det, var den samme som at blive berørt af det, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. I det store og hele, så havde han brug for at vide, at han kunne støttes i hans ideologi, for han skulle i allerhøjeste grad til at rode op efter Malisha og det lort, som hun havde lavet, også fordi at han var nødt til at handle til fordel for det her på et eller andet sted. ”Fantastisk.. Lad os se hvor fine de er…”
Grebet omkring Adriels kæbe, var udelukkende en magtdemonstration. Den mand havde støttet Malisha, efter han havde trukket sig fra posten for mange år siden, og det var noget som gjorde ham direkte arrig, for det var bestemt ikke sådan, at han ønskede tingene. Tvært imod! Han kneb øjnene fast og direkte sammen, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at han kunne gør alverdens ting med det her! ”Det håber jeg så sandelig for din skyld, Adriel.. Jeg er i mit gavmilde hjørne i dag.. Og det kan du takke Sephiran for..” Han skubbede manden fra sig, inden han vendte sig i retningen af Sephiran i stedet for. ”Jeg vil snakke med dig. Mit kontor.. Nu,” endte han sigende, inden han roligt trak sig væk fra mængden af folk og tilbage mod sit kontor igen. Det lå afsides, hvilket var bevidst. Selv han havde jo brug for at kunne trække vejret selv på et sted som det her.

[Sephiran Acheron]

Sephiran havde aldrig bifaldt Malisha og hendes styre, men han havde aldrig haft mulighed for at kæmpe imod hende, fordi hun jo faktisk havde fået mange støtter, specielt en del der var hoppet fra Kimeya over til hende, hvilket jo stillede ham i en dårlig position. Han havde stort set altid været Kimeyas højre hånd, men hvis han var gået mod Malisha, så ville han have fået en stor flok efter sig. Nok var han mægtig og kunne klare mange på én gang, men Malisha kunne have sendt en styrke på nok til, at han ikke ville have overlevet, så derfor havde han passet sig selv og i det skjulte støttet den sag han altid havde troet på, samt kidnappet de warlocks der var ubetydelige for hende, så hun ikke havde tænkt over det; dem havde han så trænet for at lave en styrke til Kimeya, når han vendte tilbage, for det havde han altid vidst. I dag var han langt mere afbalanceret end han havde været dagen i går, for han havde fået bugt med sin frustration og afklaret sit sind. Han trak også vejret roligt og afmålt med det samme smil på læben da han havde en bedre følelse i kroppen i dag. Han stod selv rankt, med hænderne foldet over ryggen og betragtede Kimeya snakke med den ældre warlock, som han havde haft fingrene i. Disse tre warlocks ville i hvert fald støtte Kimeya og hans ideologi, for hvis ikke så fik de med ham at bestille og de frygtede både ham og Kimeya med æresfrygt, selvom de havde fået at vide at Kimeyas ord altid galt over hans eget, men sådan måtte det jo være, for Kimeya var jo lederen om ikke andet. Der skulle bestemt ryddes op efter Malisha og han ville gøre alt for at hjælpe Kimeya med det. "De ved hvad der venter, hvis de ikke lystrer…" svarede han roligt. De var jo selv bange for hans tortur, så de skulle da bestemt frygte hvis de fik smag på agielen.
Adriel blev stående med blikket vendt nedad, selvom det var svært for ham når Kimeya holdt hans kæbe, men han gjorde intet for at rykke sig fri eller gå imod ham. "Tak, Herre," svarede han ydmygt og vaklede baglæns da Kimeya skubbede ham, men genvandt balancen. Blikket faldt ned i gulvet.
Sephiran mødte Kimeyas blik og nikkede fast mod ham, mens han vendte om på hælen og fulgte efter ham. Mængden for svandt da de gik mod kontoret der lå hinsides i Mørkets Cirkel, hvilket passede ham fint. Da de nåede kontoret, så steppede han ind og stillede sig roligt op. "Jeg er lutter øre," svarede han stilfærdigt.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste at Malisha var kommet til på et tidspunkt, hvor han ikke havde stået særlig stærk, og det var noget af det, som uden tvivl havde været med til at ødelægge tingene. At denne mand, så forsøgte at købe sig ind i den gode bog, var ikke ligefrem noget som han havde noget imod, for det var jo egentlig noget som faktisk passede ham ganske fint, hvis han selv skulle sige det. Som det nu var sagt, så var han faktisk ved art være frygtelig træt.. Det var en kamp at skulle indtage en plads, efter en kvinde, eller et andet individ, som man vidste i princippet ikke var død endnu. Og det var jo trods alt også det, som han vidste, at folk var klar over, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde sagen meget bedre for hans vedkommende. Han vendte blikket direkte mod Adriel og med den samme faste mine. ”Godt, at nogen har haft styr på tingene i mit fravær,” sagde han ganske kortfattet, inden han igen vendte blikket i retningen af Sephiran. Så lang tid, at han kunne styre dem, så var det faktisk noget som passede ham selv ganske fint. Han var ikke en mand, som satte særlig mange krav, men når han krævede tegn på loyalitet, så forventede han, at de kunne vise det – Præcist som Sephiran havde gjort det.
Kontoret blev det næste som de stødte på, inden han roligt vendte blikket i retningen af Sephiran endnu en gang. Det var tydeligt en helt anden stemning som præget ham netop i denne dag, så var det noget som faktisk passede ham ganske udmærket. Der var rigtig mange ting, som de skulle tage højde for, og det var det som han var klar over. Han vendte blikket ganske kortfattet i retningen af Sephiran endnu en gang. ”Vi har mange løse ender vi skal have samling på, Sephiran, og jeg går ud fra, at jeg har din støtte til det?” endte han med en ganske kortfattet stemme. Man kunne jo lige så godt få det ud af verden, så man kunne komme videre med det, i stedet for alt det andet, for det ville jo kun være en langt større frustration, end hvad godt var.

[Sephiran Acheron]

Sephiran vidste godt at Malisha var levende endnu et sted derude, selvom han håbede hun lå på sit dødsleje så de kunne komme af med dem. Men på den anden side, ville det være sjovere hvis Kimeya selv kunne få lov til at slå hende ihjel, for det ville jo nærmest gøre op for det hele og indfri gælden. Han havde gjort hvad han skulle for at støtte Kimeya under hans periode hvor han havde været død fra jorden, men han havde altid vidst, at manden ville komme tilbage og derfor havde han jo også sat ind med sin lille plan om at tage warlocks fra én for én så det ikke vækkede en større opsigt for Malisha så hun gik ind i sagen. Han var nu godt tilfreds med at kunne præsentere tre loyale støttere til Kimeya, for han havde 2 mere liggende hjemme i kælderen der lige manglede den sidste kærlige hånd før de var klar, men det var jo i alt 5 han så ville skænke ham i første omgang og han kunne jo sagtens fortsætte hvis det skulle være. Han sendte Kimeya et fast blik med en mere seriøs mine, fremfor det overlegne og velkendte Sephiran smil, for det passede ikke helt i situationen på nuværende tidspunkt. Han var nu bare glad for, at det faldt i god jord ved Kimeya, at han havde bragt ham 3 warlocks. Han nikkede blot mod Kimeya til hans ord, inden at de vendte om mod kontoret, som blev det næste stop for dem. Han stod roligt, for han havde det langt bedre i dag i forhold til i går, fordi han havde fået udredt trådene og det hele. Han manglede nu kun at finde Helon og kværke livet ud af den mand, men det skulle forhåbentligt ikke vise sig svært. "Du har min støtte til alt Kimeya. Du burde vide, at jeg stoler blindt på dig," endte han fast. Også for at understrege, for meget han jo faktisk nærede tillid, respekt og loyalitet for den mand og endda som den eneste! Han holdt hænderne over ryggen og blev stående på sin plads han havde taget. "Du er den eneste der har min tillid og loyalitet forud for mig selv og har altid været det."

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var slet ikke i tvivl om hvor han havde Sephiran, men det var egentlig kun for at understrege alvoren i denne situation, at han handlede og gjorde som han gjorde, og det håbede han da, at manden også var klar over, for han var slet ikke ude på at gøre ham noget som helst. Han stolede ikke på andre, som han gjorde på ham, og det var fordi at han vidste, at han havde manden i sin hule hånd, og det var det som faktisk passede ham ganske perfekt, hvis han nu selv skulle sige det. Han vendte blikket direkte mod ham, nu hvor de endelig kunne snakke på egen hånd. Malisha skulle han nok tage hånd om, når han fandt ud af, hvor den forbandede tøs gemte sig, for hun var derude.. Han vidste det, og han hæmmede ikke før, han havde fået sin hævn for det som hun havde taget fra ham, for det var jo heller ikke ligefrem småting, men derimod de temmelig store, det gjaldt! Han kneb øjnene let sammen. At manden endnu en gang valgte at understrege hvor han stod med sin respekt og det hele, var noget som faktisk passede ham særdeles fint. Det var den bekræftelse, som selv han havde brug for. ”Frygtelig mange her, støtter endnu Malisha. Så lang tid den kvinde er i live, så vil det blive svært for mig at indtage den angivende plads som leder.. De har fået for løse tøjler over alt for lang tid.. Og det er farligt.” Hvordan Sephiran havde klaret sig igennem det, vidste han ærlig talt ikke. Han selv havde faldt for hånden af Malisha til sit eget bryllup. En dag, som han mildest talt bare ønskede at glemme, for alt var virkelig gået galt den aften, og han havde været på sit svageste og mest sårbare.. Og så alligevel. Han havde fået hvad han ville have, selvom det var revet fra ham, selv i samme stund. Han skævede kort i retningen af manden. ”Folk skal omvendes.. Se mig som den stærke og retmæssige leder endnu en gang, og frygten af mit navn skal overskygge den frygt, som det satte i dem for årtusinder siden. Det bliver ikke nemt,” endte han sigende, inden han tog pladsen i sin gode stol. Den plads havde han da taget til sig, og ingen turde nærme sig. Folk frygtede ikke ham, men hans agiel.. Det var hans navn de skulle være bange for!

[Sephiran Acheron]

Sephiran håbede virkelig ikke, at Kimeya faktisk betvivlede hans tillid for alvor, for det ville være ret nedslående for ham at miste den som han ligesom havde viet sin tillid og tro til. Hvis Kimeya spurgte, så lagde han jo for pokker gerne sit liv i hans hænder, uanset hvor dumt han så syntes det var. Selvom han ikke bifaldt det Kimeya nu stod for med agielen, da det var svagt at falde for hånden under Jaqia, så lod han det jo bare være fordi han stolede på Kimeya og han stolede på, at det kunne gavne hele warlock racen samt Dvasias. Desuden forstod han jo nok heller ikke nok faktorer til, at han kunne tillade sig at udtale sig omkring Kimeyas situation; i går havde været i ren frustration og som en forsvarmekanisme for hans trætte og frustrerede sind. I dag var han langt mere afbalanceret, så han tænkte fuldkommen klart og fokuseret som han normalvis gjorde. Han trak vejret dybt og roligt, mens han mærkede ryggen ranke sig i takt med det, for han havde ikke behov for at føle sig lille overfor sin gode gamle ven og broderlige figur, uanset om det var hans leder eller ej. Der var en grund til, at han var den højre hånd og ikke nogen andre; han var den eneste der nogensinde havde givet Kimeya fuldkommen kamp til stregen. Malisha var han sikker på nok skulle findes, de skulle bare sætte sig nok ind i hendes sted til hvor hun ville gemme sig. Han valgte gerne at understrege for Kimeya sin respekt, loyalitet med videre, for han ønskede ikke at blive betvivlet på nogen måde! Han nikkede kortfattet, det vidste han udmærket, at mange gjorde; en irriterende tanke, men han tog sig gerne tid til at knække folk som han havde med de tre, han var kommet med. "De tre warlocks jeg viste for dig her nu… Er starten på det jeg ville kalde for… De Sorte Vandrere. De vil hjælpe med at knække folk til ære for dit navn, som jeg har knækket dem," svarede han roligt. På den måde ville tøjlerne blive strammere. Han kneb øjnene let tænksomt sammen, som han begyndte at gå let rundt i en cirkel, eftersom hans tanker nu blev sat i gang og drejede rundt i det indre. Han lyttede til Kimeyas ord i mellemtiden og så ham ud af øjenkrogen, sætte sig i sin stol. "Jeg foreslår, at lade De Sorte Vandrere gøre deres arbejde i et par måneder og knække nok til, at vi har en slags hær af vores egne. De som du finder passende, kan eventuelt få en pænere uniform så andre kan se hvad de har opnået og hvad de står for. Så skal vi have nedskrevet alle dine retningslinjer. Og til sidst indkalder vi alle warlocks til stormøde, hvor hæren kan holde dem i skak og vi kan fortælle dem retningslinjerne. Opstår der kaos, så kan De Sorte Vandrere fungere som et internt korps i kampen mod, at dit navn bliver magten," endte han. Han stoppede op da han havde snakket færdigt og så sigende på Kimeya. Han synes selv det lød ret godt, men nu måtte han jo se.

[Kimeya Marvalo]

Det var bestemt ikke fordi at Kimeya betvivlede Sephirans tro og loyalitet, for han vidste, at den lå ved ham, og det havde den gjort igennem frygtelig mange år. Det eneste som han tvivlede på, var hvor godt og hvor stærkt, han kunne indtage den ventede plads, når han vidste at Malisha stadig var derude, og hun i krogene, havde alt for mange som endnu støttede hende. Han var vel bange for, at folk lavede samme nummer som Tiyanna havde gjort overfor Sephiran? Ikke fordi at han ønskede at tage det op i denne stund, for det var slet ikke noget, som han så nogen grund til, hvis han skulle være helt ærlig, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Nu som det var sagt, så vendte han sig roligt i retningen af Sephiran endnu en gang. Hans mine var alvorlig, og det var noget som han ønskede at understrege, for dette var en forbandet vigtig ting, og noget, som de var nødt til at gøre noget med, hårdt som det måske var sagt, og selv var han rationel nok til at vide, at dette ikke var noget som han kunne gøre alene. Han hævede sigende det ene bryn. ”De Sorte Vandrere?” gentog han sigende, inden han roligt tog pladsen i stolen. Han havde så mange ting i hovedet, at det var rart, at der var nogen, som kunne tage lidt af tænkearbejdet for ham. Et sted vel udnyttelse, men han kunne faktisk godt bruge det som Sephiran kunne fortælle ham til noget, og det var skam også det som han havde i sinde at gøre. Han samlede hænderne roligt foran sig, kun for at se på ham med det direkte kolde blik. ”Du har fat i noget.. Men skal jeg være ærlig, så frygter jeg at de kommer til at lave samme nummer som Tiyanna, om de ved at Malisha stadig er i live. Den kvinde tog mit liv.. Ødelagde den dag, som skulle være den lykkeligste i mit liv, Sephiran, og jeg hæmmer ikke før hun er fundet, om jeg så skal hæve hver en sten, og tjekke efter, for jeg kommer til det. Jeg ved de hvisker i krogene.. Og skal jeg fremstå som den retmæssige leder her, så skal hun ryddes af vejen. Lad dem ej omvende warlocks.. lad mig om den sag. Find hende,”endte han med en kortfattet tone.

[Sephiran Acheron]

Sephiran var glad for, at det heldigvis ikke virkede til at han blev betvivlet på noget plan, for så vidste han da ikke hvad han skulle gøre af sig selv, hvis det var sådan. Han kunne nu kun være rolig og afmålt i det hele, fordi han var sikker på at Kimeya stadig troede fuldt og fast på hans tillid og loyalitet. Den var kun skænket Kimeya, for der var ingen andre værdige af den i nogle lande! Han vidste dog godt, at det måtte være frustrerende at skulle rydde op efter Malisha, når hun stadig var derude, fordi mange jo stadig snakkede i krogene efter hende og om hende. Det skulle de snart få sat en stopper for, han skulle bare lige regne ud hvordan, men han var på færten af noget, så meget vidste han. Han havde selv i baghovedet, at folk kunne lade som om de støttede Kimeya uden egentligt at gøre det, ligesom Tiyanna havde ladet ham tro, at hun var ham underdanig… hvilken fejltagelse, der aldrig skulle gentage sig! Han trak vejret roligt og så mod Kimeya med et sigende blik og nikkede for at understrege, at han mente det alvorligt. "De Sorte Vandrere… Vores egen interne elitestyrke, udplukkede warlocks til ære for dig og dit styre… En tanke jeg netop fik," forklarede han stilfærdigt. Kimeya måtte selvfølgelig gerne slå ideen bort, men han synes selv det var vigtig med en styrke der altid ville stå nær ved sidelinjen og være stærkere warlocks om ikke andet. Og de skulle jo have et godt navn; vandrere kom efter tanken om vandredderkoppen, der var meget giftig og sorte, kom jo af den mørke magi. Han kunne altid godt lide at tænke, for hans hjerne fungerede helt unikt og det var hans specialitet at udtænke planer om at få magt. Hans sind var jo fuldkommen i balance igen om ikke andet, så derfor kunne han også fuldstændigt fokusere på det hele. Han lyttede til hans ord og nikkede, det kunne han jo godt se; og så slog det ham, det mest geniale som han nok længe havde udtænkt. Han gik rundt i en cirkel igen, skulle lige have klaret tankerne, mens han dog også lyttede færdig til sin leder. "Så må vi jo få dem til at tro, at Malisha faktisk er død. Vi udvider vores elitestyrke, tilkalder til stormøde som planlagt… Og uanmeldt, så hives 'Malisha' op - en vi skal have til at ligne hende på en prik - og du slår hende ihjel foran hele mængden!" sagde han og stoppede op, som illustrerede storheden ved at slå ud med armene og smile stort ved tanken om alle de forbavsede ansigter. Han slog armene ned igen og foldede hænderne bag ryggen. "Og alt i mens vores tre kære knækkede warlocks, er ude og lede efter hende. Hun vil aldrig komme frem frivilligt, så du kan få dit navn tilbage på toppen med et brag hvis du slår en ihjel, alle tror er hende," sagde han og smilede koldt, for han elskede tanken!

[Kimeya Marvalo]

Malisha var måske væk, men alligevel så stærkt infiltreret i samfundet, at det ville være svært for Kimeya at gøre noget som helst, så længe, at hun endnu var i live.. Og han kunne mærke helt inde i sine knogler, at hun stadig var derude, og det var en tanke, som uden tvivl frustrerede ham tydeligt! Han kunne stille med det ene eksempel efter det andet, og han vidste, at det bare ikke ville være godt nok, så lang tid, at hun var derude endnu. Lige hvad planen var med De Mørke Vandrere, vidste han ikke, men dog af den grund, så gjorde det ham forbandet nysgerrig, og det var en nysgerrighed, som han ikke var bange for at skulle vise for ham på nogen som helst måde i det hele taget. Som det nu var sagt, så var det jo ikke fordi at han havde meget styr på den slags. Han var politisk anlagt.. vidste meget om rigtig mange ting, men hvad der var foran næsen på ham, var noget af det, som han desværre måtte sige, at han var blind på. ”Jeg kan lide det.. Til ære for mig..” sagde han med et let smil på læben. Hvorvidt om de kunne bruges, var jo så en anden side af sagen, men han var bestemt heller ikke bange for at lade det komme an på en prøve, for de var jo trods alt nødt til at finde ud af det på en eller anden måde. Han slog fingrene let mod hinanden, som han lod Sephiran snakke. Han havde skam fat i noget.. Folk havde brug for at se, at han tog livet af Malisha, men.. de behøvede jo ikke at vide, at det ikke var hende. Han rejste sig op endnu en gang. Ikke fordi at det var truende på nogen måde eller noget lignende, for det var slet ikke sådan ment. ”Til tider må jeg erkende, at jeg ikke ved hvad jeg skulle have gjort uden din skarpe hjerne.. Du har så evigt ret! Jeg skal få nogle til at ligne hende..” Igen gik han i tænkebox. Havde han nogle, som kunne bruges til det? Det skulle jo naturligvis være en, som ikke ville plabre om at vedkommende ikke var hende, for det ville jo ødelægge det hele. ”Og hvordan synes du vi skal gribe det an? Jeg skal have hende af banen, før jeg kan gøre noget som helst,” forklarede han med en ganske stilfærdig mine.

[Sephiran Acheron]

Sephiran vidste han var hjernen, specielt når det handlede om magt og udtænkning. Hans manipulerende hjerne tænkte helt særligt i forhold til mange andre, da han så tingene i et andet perspektiv end de fleste. I hvert fald, så var han skarp på mange ting som det hele jo omhandlede og han kunne godt lide det. Det var et punkt, for han faktisk tænkte anderledes end Kimeya selv, så på den måde matchede de jo hinanden godt, fordi at de sammen jo faktisk måtte være uovervindelige. Han vidste, at Kimeyas magtoverbevisning ikke var nok så længe folk stadig troede på, at Malisha levede, så derfor sagde hans tanker jo med det samme, at de så måtte slå en ihjel der lignede hende, så alle ville tro på, at hun var død. Det var den mest geniale idé til at få styret tilbage i hænderne på Kimeya, så de ville frygte hans navn og skælve i bukserne, samt være bange for at trodse ham. Han var den sande leder, det havde han altid været og det vidste han jo udmærket. Hans loyalitet var ikke til at knække eller brække på nogen måde. Han trak vejret roligt. Planen med De Sorte Vandrere syntes han jo selv om, for det var endnu en måde at fremme styret på, for jo flere der kom over på Kimeyas side jo færre ville turde gå imod ham. Han nikkede dæmpet. Det var noget, de selvfølgelig skulle aftale nærmere om, men om ikke andet havde de spiren til noget de kunne skabe omkring en elitestyrke. "Godt… Dem kan vi få på plads lidt senere," sagde han. Nu ville han gerne fokusere på det overordnede spørgsmål, som jo var Malisha og dernæst gå ned i detaljerne. De skulle finde ud af, at få folk til at blive berørt af Kimeya og ikke turde trodse ham. Han smilede blot og lod Kimeya rejse sig, for han tog det slet ikke på en truende måde, tvært i mod så var det en god ting. Hans nærmest rosende ord faldt i god jord, for det var jo altid rart med bekræftelse om ikke andet, ligesom en broderlig accept og bekræftelse. "Og jeg tænker det bliver en lille proces… Udvælge én, manipulere med hendes udseende, slette hendes hukommelse og implantere falske minder så hun tror hun hedder Malisha… Og så hive hende op på scenen, efter hun ligner en du har haft liggende i din kælder i flere måneder og bare ventet på at skulle slå hende ihjel foran alle. Og styret er dit," sagde han. For ham var det en så enkel ting, der ikke rigtigt krævede så meget udtænkning, for det var jo hans naturlige tankegang.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kunne sagtens tænke, det var skam ikke fordi at han ville påstå, at han ikke ejede en tanke i sit liv, eller var i stand til at tænke på egen hånd, for det var skam slet ikke sådan, at det hang sammen, ingen tvivl om det. Han var fast i minen, men det var skam ikke fordi at det var noget som Sephiran skulle tage som nogen skidt ting, for det var skam slet ikke sådan ment. Slet ikke. Det var mange ting som skulle tilrettelægges, og måske hans lille elitegruppe kunne bruges.. Det var det, som han nu var nødt til at finde ud af på den hårde måde, og det var noget som han gerne gjorde. Han var nødt til at handle på den ene eller den anden måde, og det var bestemt heller ikke fordi at det var helt nemt altid, ingen tvivl om det. ”For nogle forekommer det måske mere naturligt at tænke i de baner. Jeg har aldrig været kendt for at være den kreative, men derimod den mere rationelle. Det er godt, at nogle i det mindste, kan tænke ide baner for mig,” påpegede han sigende. Når man endelig gjorde det godt, var han skam slet ikke bleg for at skulle give ham den anerkendelse for det, for det var jo noget, som han kunne bruge. At udvælge en, skulle ikke være et problem, men at manipulere så dybt, var noget som faktisk kunne vise sig, at være en proces, som ville tage tid.. Tid som han måske ikke havde, og det var faktisk ekstremt vigtigt for ham, at det hele gik som det skulle, for ellers ville det kun for alvor sætte ham i en meget ubehagelig situation! ”Og hvad så hvis hun pludselig ender med at dukke op, Sephiran? Det ville stille mig i et frygtelig dårligt lys, når jeg ikke har nogen anelse om hvor fanden i denne verden, hun gemmer sig henne, og det er virkelig ved at gå mig på nerverne!” Hænderne vandrede frustreret igennem hans hår, inden han endnu en gang rettede sig op. Han pustede dybt. Det var en frustration, som han måtte gøre noget ved. ”Men du har ret.. Det er faktisk en god plan,” afsluttede han endeligt.