So much to do

[Sephiran Acheron]

Sephiran vidste godt, at Kimeya kunne tænke selv, det var jo klart. Men når der kom til magt og manipulation, så ville han vist til enhver tid kunne overhale Kimeya indenom med en god idé, som næsten var umulig ikke at sige god for. Han vidste det, men han tog også imod Kimeyas anerkendelse og bekræftelse når det endeligt var, for han ville jo hellere ikke stille sig højere hævet end ham - de var lige og det var noget han ville stå fast på, uanset om Kimeya så stod med titlen 'leder' og han med titlen 'højre hånd', det ændrede ikke noget for ham. Han tog ikke Kimeyas ansigtsudtryk som noget skidt, for han bar dragten i dag med agielen ved sig og der vidste han, at han havde den mere faste side. Han var bare glad for, at den Kimeya han kendte og nærede dyb respekt for, stadigvæk var der sindsmæssigt selvom han havde fået et lidt fastere ydre. Elitestyrken var noget han var usikker på om var godt nok, for han vidste ikke om det kunne bruges; men om ikke andet var det en idé de kunne prøve af og så slå den væk, hvis det skulle være, men ellers ville den jo kun styrke Kimeya om ikke andet. Han trak vejret roligt og nikkede roligt, for lige der var han fuldstændig enig; han tænkte altid kreativt og omvendt, hvor Kimeya tænkte rationelt og lige til. "Min hjerne fungerer blot anderledes i forhold til din, men derfor passer det jo også godt sammen. Jeg er bare glad for, du anerkender det," endte han stilfærdigt. Han kunne vel også tillade sig at tage imod anerkendelsen og så også takke på en måde for det, selvom det var et ord der meget sjældent forlod hans læber. Han vædede sine læber med et strejf af hans tunge, mens han kiggede roligt på Kimeya. Det ville tage tid at manipulere med en så dybt, men om ikke andet kunne han jo altid træde til og hjælpe, hvis Kimeya ikke selv kunne finde den nødvendige tid. Han nikkede let til hans ord, tænksomt alligevel. "Jeg forstår udmærket din frustration, Kimeya. Men hvis hun ville komme frem igen, var hun så ikke kommet frem? Hvis hun vidste, hun havde folks støtte, så kunne hun jo ligeså godt være kommet frem for at kæmpe. Men hun er bange Kimeya," sagde han forklarende og håbede, det kunne lette trykket lidt af Kimeya. I det indre håbede han så bare det var rigtigt, for hvis Malisha faktisk kom frem, ville det stille ham i et virkelig dårligt lys overfor Kimeya, hvilket han bestemt ikke ønskede! Han trak vejret roligt og nikkede. "Udmærket. Starten er vel, at finde en tøs der kan bruges? Og at jeg sender min styrke efter Malisha," sagde han.

[Kimeya Marvalo]

Sephiran havde lært forskellen på når han bar dragten, og når han bar sin egen beklædning, så det var noget som også passede Kimeya ganske godt. Manden tænkte i lidt andre baner, end det, som han selv gjorde, og det passede ham egentlig fint, at lytte til andre, som måske havde en lidt bedre idé, end det som han selv lige gik med, for han havde rigtig mange ting i hovedet lige for tiden, og det var bestemt ikke alt, som han bare kunne gå hen og gøre noget med. Det var vigtigt for ham, at anerkende den anderledes tankegang, end den som han selv var i besiddelse af, da det også var en ressource som han kunne udnytte og drage brug af, og det var så sandelig også det, som han havde tænkt sig at gøre. ”Du tænker måske anderledes end hvad jeg selv er i stand til, men jeg er ikke bange for at lytte til det. Jeg ved jo, at meget af det du fortæller mig, og mange af dine ideer, er noget som jeg kan bruge,” forklarede han sandfærdigt. Armene lod han roligt glide over kors, som han lyttede. Det var en frustration, som han var nødt til at få bugt med, og gerne så hurtigt som muligt, ingen tvivl om det. Han betragtede sig kortfattet og bestemt af manden som stod foran ham. Det var nok en af de meget få, som fik lov til at give udtryk for sin mening, uden at følgerne ville være katastrofale. ”Dræber vi kopien, og hun så dukker op, hvordan vil det så ikke ligefrem stille mig? Jeg ved hun i øjeblikket, ikke er i stand til at bruge magi, og det sikkert er grunden til at hun forbliver i skjul.. Jeg tror ikke på, at det er en permanent ting.. Og jeg frygter den dag, hun igen skal vende tilbage.. Ikke fordi at jeg ikke kan slå hende, men fordi at det i så fald, vil gå op for folk, at jeg har holdt dem for nar..” Han luftede tankerne, også fordi at han i øjeblikket, nærmest forventede, at Sephiran var i stand til at skænke ham alle de nødvendige besvarelser, for det havde han jo været til nu. Han nikkede. De var nødt til at finde en, som kunne bruges. ”Sæt din gruppe på opgaven.. Så må vi se, om de overhovedet kan bruges,” afsluttede han endeligt.

[Sephiran Acheron]

Sephiran vidste udmærket forskellen på dragten og når Kimeya kom i sit eget tøj, hvilket dog skete frygtelig sjældent efterhånden, men sådan måtte det jo bare være. Der var en anden facade og et andet ydre når Kimeya havde sit stramme dragt på, men det måtte han jo bare respektere. Han vædede stilfærdigt sine læber og betragtede roligt sin gamle ven. De var inde på noget, han havde sat en idé til som gjorde, at de forhåbentligt havde drejet rigtigt i vejkrydset. Han tænkte anderledes og kreativt, hvilket dog passede ham fint, selvom det dog som regel heller ikke gjorde ham specielt rationel, for den tankegang kunne han ikke finde ud af; der skulle han have Kimeya til at stoppe sig, hvis det skulle være og det stolede han også på, at han ville gøre hvis det kom til det. Han havde selv flere ting i hovedet, men dog ikke nok til, at han ikke kunne tænke ud af boksen på dette emne, for det var jo hans førsteprioritet at stå der for Kimeya når han trods alt havde bedt ham komme. Hans tanker var noget han gerne delte og gav til Kimeya og lod ham benytte sig af, for trods alt fik det dem kun længere når de fandt ud af det hele sammen. "Og hvis det løber af sporet, så har jeg kun dig til at få mig til at indse det og banke lidt rationalitet ind i mig. Vi er bedst sammen, Kimeya, for jeg er ikke bange for at lufte mine tanker," svarede han ærligt. Han lagde bestemt tryk på 'bedst sammen for det var noget han stod fuldkommen fast på uanset hvem der spurgte, om det så var Kimeya selv, som han jo stod sammen med nu. Han havde endnu hænderne foldet bag ryggen for sådan havde han det bedst med at stå. Frustrationen var tydelig og han ville jo gerne hjælpe ham af med den, for han kendte jo selv til hvordan frustration var en virkelig forfærdelig følelse. Det skulle gå hurtigt, så de skulle jo trods alt også i gang. Han nikkede igen, forstod Kimeyas tanker. "Hver ting til sin tid. Jeg vil stadig mene, at hun slet ikke kommer frem, Kimeya. Så var hun kommet frem, om hun kan bruge magi eller ej. Men hun stoler vel ikke nok på sit folk? Det er noget vi skal få folk til at tro. Hvis hun så kommer frem, så vil hendes tidligere støtter jo tro, at hun ikke har stolet på dem og i så fald, står hun meget dårligt," svarede han roligt. Hans tanker var fuldstændig i balance lige nu, så det hele gav mening for ham. Han vidste også at Kimeya regnede med ham, så derfor blev han nødt til at være helt skarp på alle detaljer. Han nikkede fast, for han skulle nok sende sin gruppe på opgaven, når de var færdige her.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var måske ikke meget for det, men den kreative tankegang som Sephiran var i besiddelse af, var noget som han uden tvivl godt kunne bruge, og det var det, som han havde i sinde at gøre, nu hvor muligheden langt om længe bød sig, så var det bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han kneb øjnene let sammen. Det gjaldt at kende til forskellen på hvornår han havde dragten på og ikke havde den på, selvom det nu var blevet en fast ting for ham at vandre rundt i, så det var noget som man bare måtte tage som det kom. Han slog armene let over kors foran sig, da han lyttede til hans ord. Han havde uden tvivl fat i noget, som han kunne bruge, og noget som han skulle tænke over i en mere rationel tankegang, men han havde givet ham et fantastisk startpunkt, og det var det, som han virkelig var glad for. Han trak tilfredst på smilebåndet. ”Du giver mig rigeligt at skulle tænke over, Sephiran, og det er det jeg har det fint med. Du har ret.. Vi supplerer hinanden ganske udmærket. Det er jo trods alt også derfor, at jeg vælger at dele de tanker og frustrationer med dig.” Selv var det ikke noget, som han delte med enhver, da det var noget som faktisk stillede ham selv sårbar, og den tanke, var slet ikke noget, som han kunne have med at gøre i den anden ende! Han nikkede. Han havde vel ret? Han frygtede dog alligevel, at Malisha kunne finde på at vise sig, og specielt fordi at han vidste, at hun var i live derude.. Han kunne mærke det. ”Jeg håber virkelig, at du har ret,” sagde han endeligt, inden han roligt rettede sig op endnu en gang. Han vendte blikket direkte i retningen af ham endnu en gang. Han nikkede. De kunne jo lige så godt få sat det hele i værk og helst så hurtigt som muligt. ”Jeg frygter ærlig talt for den dag, hvis hun får sin magi igen. Det fremstiller hende svag, og der er ikke mange, som ved at hun er underlagt den situation, som hun er.. Send dine folk ud.. Så kan du hjælpe mig med at finde en passende til at spille Malisha til en henrettelse,” sagde han kortfattet. En enkelt warlock kunne de vel godt undvære?

[Sephiran Acheron]

Sephiran trak vejret ganske roligt og afmålt. Han var tilfreds med at kunne bidrage til Kimeyas tanker og prøve at lette hans frustrationer, for han vidste jo selv hvordan det var at gå med selv, det drev en til nærmere vanvid. Han tænkte blot det mest kreative og kloge der dukkede op i hans tanker under samtalen og han var lidt i sit es i dag, så derfor vidste han også, at han kom ud med noget godt som Kimeya jo til sin fordel kunne tygge på selv. Måske skulle der bankes lidt rationalitet ind i de ret kreative ideer, men sådan måtte det jo være, det kunne han ikke selv. Han tænkte ud af boksen og Kimeya puttede det i en ny, sådan måtte det jo bare være. Kimeya var ganske vist én med dragten og en uden, og faktisk kunne han ikke huske sidste gang han havde set Kimeya uden den, men sådan måtte det vel bare være. Han vædede let sine læber og betragtede ham, som han stod der foran sig med korslagte arme. Han nikkede stilfærdigt til ham og. "Det er jeg da glad for," svarede han. Han kunne godt lide, at han gav Kimeya noget at tænke over, at han var enig i at de supplerede hinanden godt og at han var den, som Kimeya delte sine tanker med - det var jo perfekt, for sådan kunne han klart bedst lide det. Det var jo ikke enhver der ligefrem havde hånd om Kimeyas indre, men det havde han og ligeså var det jo også omvendt. Han nikkede stille og tænkte i det indre, at han virkelig også håbede, at han havde ret. Han rettede let ryggen og skiftede vægten lidt fra det ene ben over til det andet. "Jeg skal nok give dem besked snarest.. Jeg har faktisk en tøs liggende hjemme i kælderen, der er halvvejs knækket. Måske hun var en mulighed?" foreslog han så. Det kunne da om ikke andet lette noget af arbejdet for Kimeya så han ikke skulle starte fra bunden, men havde med en tøs at gøre, der var godt mørbanket.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var forholdsvis rolig i denne stund, og det var faktisk utrolig rart at man havde en, som man kunne stole på, når det kom til noget som dette, og det var uden tvivl noget som gavnede dem begge. Sephiran gav ham rigtig mange ting, som han kunne arbejde videre med. Det var dejligt at man i det mindste havde en, som man kunne dele sine frustrationer med, for det var ikke ligefrem fordi at man kunne sige, at det var sådanne ting, som han gjorde normalt. Han havde jo igennem sin træning af Jaqia, fundet ud af, at han ikke kunne klare tingene alene, men at der var visse ting, som man skulle dele med nogen, og det var så sandelig også det som han følte at han gjorde i denne stud. Han nikkede mod ham. Det var skam på sin plads, at komplimentere ham for disse ting, og det at vide, hvad man skulle forholde sig til. ”Godt,” sagde han med en rolig stemme, inden han igen rettede sig op. Han følte stadig at han skulle opretholde en facade – selv overfor Sephiran. ”Det lyder glimrende, Sephiran.. Jeg vil gerne kigge på hende næste gang vi mødes. For nu, så vil jeg have, at du tager fat i din lille gruppe, og så ser vi, hvad vi kan gøre ved denne sag.. Malisha er mig en torn i øjet, og derfor, er det en sag, som vi er nødt til at få gjort noget ved, som det første.” Med andre ord, så gav han jo faktisk manden lov til at gå nu, og det var noget som han faktisk gjorde med vilje. Jo hurtigere, de kunne få sat det hele i gang, jo bedre ville det uden tvivl blive. ”Jeg er åben for muligheden hvad angår den kvinde som du har i kælderen. Hun er næppe en savnet Warlock, og som jeg kan se, så er hun også en, som jeg kan undvære,” endte han med en rolig stemme, inden han satte sig ned igen. Han havde mange ting, som han skulle til at tænke igennem.

//Out

[Sephiran Acheron]

Sephiran var glad for, at Kimeya trods episoden med Tiyanna stadigvæk stolede på ham til at dele sine tanker og frustrationer, for det andet ville have været noget nedslående, så det ønskede han slet ikke at tænke på. De gavnede hinanden bedst når de var på samme side, for hvis de var imod hinanden, så ville det blive noget af en blodig krig var han ret sikker på. Han tog en rolig vejrtrækning, trak vejret ind og pustede det ud, mens et smil lagde sig over hans læber. Kimeya kunne bruge hans tanker og det glædede ham, uanset om Kimeya så måtte opretholde sin facade overfor ham eller ej. Han nikkede stilfærdigt, for tøsen i hans kælder var en ubetydelig warlock, som han prøvede at styrke lidt. Han vidste ikke meget om hvad Kimeya havde gået igennem med Jaqia, for det var jo intet han fik at vide, så derfor måtte han jo bare acceptere hvordan tingene stod nu med Kimeya og den dragt, der gav ham den specielle facade. Han nikkede stilfærdigt. Det gjorde ham intet at møde den facade, så længe at Kimeya stadig var ligeså åben med sine ord og tanker som førhen, så de stod lige. "Du kommer bare forbi, når du har tid, Kimeya. Hun ligger alligevel godt på det kolde gulv. Jeg skal nok tage fat i min gruppe og sende dem på opgaven, før jeg vender hjemad. Malisha skal udryddes så hurtigt som muligt," endte han fast og så på ham med et fast blik fra de isblå øjne. Han skulle også hjemad nu, se om Myia faktisk kunne tilgive ham i dag eller om hun stadig var bange for ham, hvilket han jo slet ikke havde ønsket, men sådan gik det jo nu. "Præcis. Hun er ingenting, blot med warlock racen i sig," svarede han afsluttende, før han vendte om på hælen. "Til vi ses, Kimeya," endte han som en lille afsked og forlod kontoret med faste skridt. Han gik ned ad gangen og fandt hurtigt frem til sine tre undersåtter, der stillede op på række foran ham så snart han vinkede dem hen. Han stoppede op og trak dem til side og ind i et tomt rum, hvor han smækkede døren i. For en sikkerhedsskyld så sikrede han også rummets lyd, så det ikke nåede udenfor væggene. Det var jo top hemmeligt dette. "I tre bliver sendt på en opgave. Og jeg vil ikke se jer her, før det er klaret," sagde han fast og så skarpt på dem. De så ned i gulvet. "I skal finde Malisha. Den tidligere leder, som I heldigvis ikke længere støtte. Hun skal bringes levende til Kimeya med alle mener. Men I må ikke vise hende frem for andre. Kun jeg, Kimeya og mellem jer tre… forbliver dette," sagde han fast. De svarede ham lydigt med et 'ja Herre'. Han opløste mødet, hvor de tog af sted og han tog hjem.

//Out.