A little trip to the marked.

[Deleted]

Mallorie traskede igennem Det Magiske Marked som så mange gange før. Hendes respekt havde vokset sig stor igennem det halve år på Castle Of Darkness. Hun var stadig kendt som kongens elsker, men respekten fulgte også med. Hun havde intet imod at få så meget respekt, selvom det ikke altid var så søde kommentarer der kom fra folkemængden. Hun var flere gange endda også blevet truet, men det tog hun sig ikke længere af. Vagterne holdt sig en smule i baggrunden, men alligevel tæt nok på til, at de kunne springe ind hvis der blev nogle problemer med befolkningen. Ikke at hun som sådan havde brug for nogle, hun kunne godt passe på sig selv, men det var nu alligevel rart at have nogle i baghånden. Efter hendes lille eventyr på kirkegården nogle måneder forinden var hun begyndt at blive mere forsigtig.

”Hvad skulle det være frøken?” spurte en ældre dame, som Mall stoppede foran en bod med smykker. Det virkede som noget være fup, men hendes øjne var nu alligevel faldet på en sølvkæde med en rosenknub som vedhæng. ”Denne” sagde hun med et smil og holdt halskæden op foran sig. Den ældre dame nikkede og Mall gav hende pengene. Smykket tog hun i lommen og fortsatte ned af gaden. Hun havde et par solide støvler på for en gangs skyld, men var stadig iklædt en elegant kjole som altid. Hun vendte om på den ene hæl og fortsatte ned af en af de små sidegader, hvor nogle af de lidt mere mærkelige og uhyggelige boder befandt sig.

[Deleted]

Det havde været en foruroligende og svær tid for Yelena, som havde gjort hende nødsaget til at drage mod Dvasias for at finde arbejde. Der var intet i Imandra, og for tiden lå hendes nære veninde og arbejdsgiver Jacqueline i magisk hvile for at holde hendes dæmon i skak, således at Jacqueline ikke gik hen og mistede livet af tilstanden - noget hendes mand, Lestat havde sørget for, som var ude for at lede efter deres spædbørn, der var forsvundet. Det hele var en forfærdelig situation om ikke andet, men ikke noget hun kunne hjælpe besynderligt med for tiden. Hendes eksmand var begyndt at true hende for penge, hvis hendes børn skulle overleve og ligeså, at hun kunne betale en meget høj pengesum for at få et par timer med dem… og hvad gjorde man dog ikke for sine børn? Hun satte altid alle andre før hende selv, så hun havde slet ikke tænkt dybere over det hun havde i tankerne, hun var bare draget af sted, efter at have fået lov af tjenestestabens overhoved i huset ved Jacqueline. Hun vidste hvad hun måtte gøre, men da hun var nået til byen, så gik hun kort tid i stå ved det magiske marked, som hun ville udforske lidt for at holde det uundgåelige hen, for hun måtte tjene mange penge nu og hurtigt. Hun gik ad en lettere skummel sidegade med blikket let panisk rundt for sig, for hun havde en ret lav selvtillid og hun var usikker når hun var på udebane. Hun bed tænderne sammen som hun slog armene om sig og trak kappen godt om sig for at virke usynlig. Noget fangede dog hendes blik ved en bod og hun så ned på en skinnende genstand, som var et ret flot smykke. Den var sikkert ikke ægte, men det gjorde den jo kun billigere. "H-hvor meget?" spurgte hun forsigtigt og pegede på genstanden, som en grov mandlig sælger tog op for at tage i blik. Han angav en pris, der var lige lovlig høj i forhold til smykkets egentligt værdi. "Jeg har kun dette," sagde hun og åbnede hånden, hvor nogle mønter kom til syne og han tog dem og hun fik smykket. Hun tog det om halsen, og fortsatte frem for sig. Hun holdt dog ikke øje med vejen og da den blev lidt smallere, så stødte hun pludseligt ind i et andet menneske. En ung kvinde fik hun øje på da hun kiggede op, men hun sænkede hurtigt blikket og bed tænderne sammen. "U-undskyld," sagde hun og famlede med hænderne foran sig, da hun trådte et skridt skråt tilbage, så hun også kom lidt ad vejen.

[Deleted]

Mallorie havde ikke rigtig tænkt over, hvor hun befærdede sig henne, da den skumle gyde blev mere og mere mørk. Hun havde en eller anden vane med at blive tiltrukket til sådan nogle steder og hun havde absolut ingen ide om hvorfor det skete. Det var vel en eller anden vane hun havde fået sig i årenes løb. Hun var nu tæt på de 21 og var stadig ligeså eventyrlysten, som hun var som 11 årig. Det ville nok aldrig komme til at ændre sig, men det ville også tage charmen fra hende, så det passede hende ganske glimrende. Så længe hun huskede på, at hun stadig var en repræsentant for slottet, så skulle det hele nok gå godt. Hun ville ikke have Jaqia på nakken. Hun var i forvejen ikke ret glad for hendes tilstedeværelse og at provokere hende yderligere ville blot være idioti.
Som hun fortsatte ned at gå, da hun gradvist kunne se vejen blive smallere. Hun var lige ved at træde til siden, da en person pludselig stødte ind i hende. Hun tumlede et par skridt til siden og var lige ved at vælte på røven, da hun fik fat i kanten af en bod og fik hejst sig på benene igen. Hun børstede noget snavs af sin kjole og tog en dyb indånding, før hun vendte sig mod kvinden, der klogt havde trådt et skridt tilbage. Hun var ikke mange sekunder fra at pande hende en, men det ville Matt nok ikke blive glad for, eller… måske. Hun skubbede tanken fra sig. Kvinden havde ikke gjort noget respektløst. Hun havde ikke set, hvor hun havde gået. Det var i hvert fald det Mallorie tænkte, som hun stod der og kiggede på, om hendes tøj stadig var i fin stand. Der var intet revet i stykker.
”Det må du nok sige…” sagde hun stille og rystede på hovedet på samme tid. Hun kiggede på kvinden og trådte et skridt tættere på. ”Jeg vil råde dig til at se dig for næste gang, man kan aldrig vide, hvem man render ind i og nogle er måske ikke helt så tolerante med at blive skubbet omkuld.”

[Deleted]

Yelena havde aldrig rigtigt været i Dvasias før, men hun vidste det var her hun blev nødt til at søge til for at tjene penge for at kunne betale sig fra at hendes børn skulle leve videre. Hun vidste at hendes uduelige eksmand havde børnene og havde haft dem i mange år, hvor hun var nægtet at se dem, fordi de var blevet skilt på hans bud. Hun gjorde altid alt for alle andre end sig selv, for hun satte sig selv i sidste række i alle sager, uanset hvor syndig og grim det fik hende til at føle sig, for sådan havde hun ikke råd til at tænke. Ligeså fik hun jo endda lov til at se sine børn efter så forfærdeligt mange år, hvis hun betalte også og det ønskede hun jo inderligt, for det at savne sine børn var en forfærdelig sorg at leve med. Hun havde været så opslugt af alle tankerne om hendes børn, at hun ikke havde husket at se sig for og lægge mærke til at gaden blev smallere. Det at hun gik ind i en, det var hun virkelig ked af, for hun havde slet ikke selvtilliden til at møde folk på den måde, eftersom hun var så genert og tilbageholdende. Hun vidste også, at hun stod ekstra svagt her i Dvasias, da det slet ikke var inden for hendes område, hun var jo vant til Imandra og roen ved Jacqueline. Hun holdt blikket nedad og kunne se at den unge kvinde kom et skridt nærmere, da hendes fødder kom nærmere. Forsigtigt løftede hun blikket og så på kvinden med sine meget mørkebrune øjne, der var indrammede af de mørke træk i form af øjenbryn, øjenvipper og håret der indrammede ansigtet. Hun sank en klump og mærkede hendes hætte glide af, så hun strøg en hånd igennem håret for at rette det lidt. "Det vil jeg huske… Undskyld, Frøken, jeg så mig ikke godt nok for," sagde hun igen og sænkede blikket igen, hvor hun på vejen fik taget kvindens kjole i blik; hun var pænt klædt, så hun måtte være af højere rang. Hendes egen kjole og kappe var meget simpel og uden diverse broderier, bare helt enkel.

[Deleted]

Mallorie havde ikke set denne kvinde før. Hun måtte være ny i byen, da hun efterhånden kendte størstedelen af de folk, som befandt sig enten på slottet eller markedspladsen. Hendes far var stadig den der ejede den og selvom hun havde haft en smule problemer i starten af hendes ophold på slottet, så var de stadig ligeså tætte som de altid havde været. Hun besøgte ham når hun nu kunne, men det var ikke så tit mere, da hun skulle stå til rådighed for Matt døgnets 24 timer. Hvis han ville have hende ved sin side, så var hun der også. Det var dog ikke for ham hun var på markedet lige den dag. Matt var reddet til et møde et eller andet sted og ville ikke være hjemme før efter solnedgang, så hun kunne ligeså godt få tiden til at gå med et eller andet.
Hun kunne hurtigt se på det hele, at denne kvinde behøvede en guide til byen. Hvis hun blev ved med at opføre sig sådan, så ville der ikke gå længe, før der blev taget brug af hendes svagheder. Denne by var ikke rolig, som nogle af de andre i landet. Slet ikke. At være genert og tilbageholdende ville bestemt ikke holde i længden. ”Du er ny i byen kan jeg se på det hele…” konkluderede hun, men sendte kvinden et roligt smil. Dette smil for at bevise, at hun intet ondt ville gøre hende. Faktisk ville hun hjælpe hende. At hun selv var flabet og kom ind i problemer var en ting, men en uskyldig kvinde som hende i Dvasias’ gader. Det kunne kun gå galt i længden.
”Lad mig give dig et godt råd” fortsatte Mallorie i den stadig rolige tone. ”Byen her er ikke fredelig eller rolig. Det lærer man efterhånden at indse. Jeg er vokset op her, så jeg er vandt til den brutalitet der kan ses. Du derimod ligner ikke en der har været her længe. At vise svaghed i denne by er en meget dårlig ting. Ret ryggen, få det nervøse blik af dit ansigt og lær at forsvare dig selv, ellers kommer det til at gå galt.” Trods Mallories unge alder havde hun alligevel en voksen klang i sin stemme.

[Deleted]

Yelena var ny i byen, der var der ingen tvivl om, for det var tydeligt på hendes udstråling; der var jo en grund til hun prøvede at gemme sig under sin kappe. Lige nu gik hun jo bare rundt for at holde det uundgåelige hen, for hun måtte tjene de penge for hun ville ikke være skyld i, hvis hendes børn havde det dårligt, for hun kendte til sin eksmands metoder. Hun kendte ingen her, men agtede også at holde folk så meget på afstand som muligt, fordi hun var så genert og usikker, og fordi hun vidste, at hun jo ville vende tilbage til Imandra så snart hun havde indtjent den enorme sum penge hun skulle. Det var dog en ulempe, for denne kvinde hun havde stødt ind i var pænere klædt end hende selv, men hun vidste jo ikke hvem kvinden var og hvordan hun kunne tillade sig at tiltale hende; hun håbede ikke det var en kongelig, for det havde hun slet ikke lyst til at blande sig ind i. Hun sank en let klump i halsen og strøg hænderne igennem håret, så det blev trukket op under kappen og hang ned langs hendes sider; det bølgede let og nåede hende ned til brystet cirka. Håret var meget mørkt og indrammede hendes ansigt på en virkelig flot måde, eller det havde hun da ofte fået fortalt af sin eksmand, for det var det eneste han var gået op i; at hun var så smuk så smuk, så alle andre misundte ham og at hun skulle være det pæne ansigt udadtil, ja den var god med ham. Heldigvis var hun blevet smidt ud, hvilket både var lykke og ulykke, for nu kunne hun ikke se sine elskede børn, der jo efterhånden måtte være voksne. Hun nikkede tavst og så forsigtigt op igen, da kvinden smilede til hende. Kvinden virkede rolig om ikke andet, men det var alligevel foruroligende, for måske var det bare for at snyde hende? Smilet virkede dog alligevel oprigtigt. "Er det så tydeligt?" spurgte hun stille og foldede hænderne foran sig. Hun blev stående, men med et hjerte der bankede ekstra hurtigt, fordi situationen var ret ubehagelig for hendes væsen. Kvinde så ung ud, men der var noget erfarent over hendes ord, så hun kunne konkludere, at hun måtte være her fra byen af. "Jeg lytter." Hun lyttede opmærksomt, for måske kunne det jo hjælpe hende alligevel? Hun bed sig let i underlæben, mens hun hørte til ordene; ret ryggen, fjern det nervøse blik og lær at forsvare dig selv. Det sidste mestrede hun udmærket, for var der en ting hun kunne, så var det forsvar; om ikke andet var hun mester til at stikke af! "Det skal jeg huske… Specielt de to første ting," sagde hun og rettede sig lidt op, selvom det i sig selv føltes ubehageligt. Hun vendte blikket mod himlen, da hun fornemmede at det trak op til uvejr. "Det begynder snart at regne… Ret voldsomt. De må hellere søge ly," endte hun fast og smilede prøvende til hende. Nu så hun pludseligt meget mere selvsikker ud, men det var fordi det var indenfor hendes element.

[Deleted]

Mallorie kunne tydeligt se på kvinden, at hun var ny i byen. Ingen i deres rette sind ville gå sådan rundt i byen, hvis de havde været der før. Hun kunne heller ikke forestille sig, at hun ville blive ret længe. Det skulle ikke undre hende, hvis hun ville væk så hurtigt som muligt. Det var ikke ligefrem fordi byen var et rart sted at være. Eller.. Mall kunne nu meget godt lide det, men hun havde også tilbragt næsten 21 år i byen, så det var der ikke noget at sige til. Kongelig ville Mallorie endnu ikke kalde sig selv, men alligevel var hun en af kongens tætteste, som man også kunne se på hendes beklædning. Hendes tøj var altid finere end alle de andres. Der var ikke mange på slottet, som var klædt mere elegant end hende. Mallorie lod en hånd rette en smule på sit hår, men det var ikke helt nemt, da det var sat op i en høj hestehale. Hun kunne ikke køre hånden igennem det, som hun havde lyst til. Hun var rolig på alle måder, imens hun snakkede. Hun kunne ikke se nogen grund til at skulle hidse sig op over noget. ”Det tror jeg selv du kender svaret på” sagde hun og nikkede derefter. Hun vidste med sikkerhed, at hun var yngre end kvinden foran sig, men det lod hun sig ikke bemærke af. Hun havde mere erfaring end hende på dette grundlag. Hun ville gerne hjælpe hende og bestemt ikke gøre hende noget ondt. Hvorfor skulle hun det? ”Godt” sagde hun med et nik, ”Så skal du nok klare dig her i byen.” Hun vendte derefter selv hovedet mod de mørke skyer og gav et suk fra sig. ”Ja det burde jeg nok, men kan ikke nå hjem alligevel. Hvad med vi tager et smut ned på kroen? Jeg er ret nysgerrig over, hvad du laver her i byen.”

[Deleted]

Yelena kunne ikke fornemme noget magisk i kvinden, inden dæmonracer eller noget, så enten var hun noget speciel ellers var hun en af de sjældne kvinder, der var et ret menneske og ikke direkte havde en race. Mennesker, der kun levede maks 100 år, hvis de var velhavende og langt mindre som arbejdere. Der hvor hun selv kunne blive virkelig gammel, ja vel næsten leve for evigt hvis hun ikke blev taget af sygdom eller noget andet. Hun trak vejret roligt, for hun burde nok have tænkt sig mere omkring byen her inden hun satte foden der, men hun var i tidspres og pengepres, så alt det gjorde hende bare lidt urolig for det hun skulle klare, men hun måtte for hendes børn! Hun sukkede let, for det var jo heldigt for hende, at denne kvinde ikke direkte flippede ud over, at hun var kommet til at støde ind i hende. Hun bed sig let i læben, for noget højere rank måtte kvinden alligevel være med det tøj, fordi hun var virkelig smukt klædt. Hun bar jo selv kun noget simpelt uden det mindste mønster eller pænere stof, for det var almindelig hør. Hun nikkede forsigtigt og svarede ikke, eftersom hun var lidt usikker på hvordan hun skulle tage ordene. Nok var kvinden foran hende yngre, men hun havde erfaring i denne by og det kunne vel være nyttigt om ikke andet? Hun skævede let til himlen igen. Der var kun meget få mørke skyer på vej, men hun kunne jo mærke det i hendes indre fordi hendes dæmoniske racer reagerede på det; vanddæmonen på vandet, luftdæmonen på uvejret. Hun smilede forsigtigt ved tanken, for det var noget hun var selvsikker i; hendes racer, fordi hun var en god sammenblanding af forskellige dæmoner. Ved kvindens forslag, vendte hun de mørkeblå øjne tilbage på hende. Hun kunne vel godt trække det lidt endnu, for hun var jo stadig lidt usikker på sig selv og det hele. Hun rankede dog ryggen. "Det vil jeg gerne. Vil De vise vej?" spurgte hun høfligt. Hun vidste ikke om hun kunne tillade sig at være dus med kvinden, selvom kvinden sagde 'du' til hende. Burde dette være tidspunktet hun præsenterede sig? Der var jo ingen der kunne spore hende ud fra hendes navn. "Jeg er Yelena," præsenterede hun sig.

[Deleted]

Mallorie havde intet magisk i sig, men alligevel var hun et af de højtstående mennesker i byen. Hvis ikke igennem sin far, så igennem det arbejde, som hun havde været i besiddelse af det sidste halve år. Smilet var stadig på hendes læber, som hun kunne høre kvinden sukke let. Hun havde ikke tænkt sig at flippe ud på hende, men hvis hun havde været uheldig og stødt ind i en anden, så havde hun nok kravlet hen af gaden lige nu. Hun ventede tålmodigt på at hun skulle svare. Hendes ord havde på ingen måde været en ordre, blot et forslag, da hun alligevel ikke kunne nå hjem og selskabet bestemt kunne bruges. Hun virkede som en ganske fornuftig kvinde, så hvorfor ikke snakke en smule med hende, for at få nogle nye bekendtskaber? Himlen var mørk og truende, så der ville ikke gå meget tid, før regnen begyndte at komme fra himlen. Hun nikkede blot, da hun blev bedt om at vise vej. ”Meget vel, kom med” sagde hun og begyndte at traske ned af gaden.
Kroen var tæt på, så der gik ikke mange minutter, før hun kunne høre den glade lyd kommende fra kroen. ”Jeg er Mallorie og vi er her” sagde hun og nikkede mod døren. Hun åbnede den derefter og trådte ind. Kroen var ikke fyldt, men der var en del beboere, som havde besluttet sig for at gå til kroen. Mallorie valsede igennem kroen og fandt et frit bord, hvor hun blot regnede med, at Yelena ville følge efter hende. ”Sæt dem endelig og lad mig så høre, hvad gør de her?”

[Deleted]

Yelena ville ikke kalde den dæmoniske race for magisk, selvom de selvfølgelig kunne bruge deres elementer ligeså vel som magi, men det var bare en anden forbindelse til sine evner fremfor at være warlock eller magiker. Hun var stolt af den hun var, for hun ville hellere være forbundet med hendes elementer fremfor at kunne benytte sig af mørk magi. Hun smilede forsigtigt, eftersom denne kvinde nu virkede venlig nok, for hvis hun mente hende ondt så var det vel sket allerede ikke? Så havde hun fået et møgfald over at være stødt ind i hende og være flygtet den anden vej for at slippe væk fra det, men her stod hun jo endnu. Hun kunne også godt give sit selskab til kvinden for en tid, for det var endnu en lille undskyldning for at holde det hen, som hun jo egentligt var kommet til Dvasias for. Hun vidste godt det ikke var en ordre, men hun havde ikke noget imod at komme lidt ind og få varmen, for vinteren nærmede sig jo. Det eneste gode ved efteråret var, at det regnede en masse og hun var derfor i sit bedste element. Himlen trak op, hun kunne mærke det i hele kroppen, at det snart ville regne og hun glædede sig næsten for hun elskede jo faktisk vand. Det var en tredjedel af hende at være forbundet med vandet, hvor de andre to havde luften og jorden, så hun var jo faktisk meget naturpræget i sine racer. "Gerne," svarede hun. Hun fulgte med hende igennem gaderne og der gik ikke længe, før kroen dukkede op som en tæt tilslutning til markedet. "Rart at møde Dem, Mallorie," svarede hun dæmpet. Hun var altid des med folk indtil de nærmest bad hende om at tiltale dem med en dus tone i stedet. Hun trak vejret roligt og fulgte efter Mallorie hen til et frit bord, hvor hun tog en plads med et: "Tak.". Hun knappede kappen op og placerede den ved hendes side, da hun helst ville kunne finde varmen udenfor efter at have været herinde. Hun trak vejret roligt og overvejede, hvad hun skulle svare til hendes sidste spørgsmål. "Jeg har aldrig været i Dvasias før," startede hun ud og bed sig forsigtigt i læben. "Så jeg tænkte det var på tide…" endte hun. Hun havde svaret, uden egentligt at sige sit formål, men det ville hun helst undgå.

[Deleted]

Mallorie beholdt smilet på sine læber. Hun ville ikke allarmere kvinden ved at være alt for nedladende, som hun normalt ville have været, men Yelena havde set så skrøbelig ud, at hun ikke havde kunnet få sig selv til det. Havde det været en normal beboer, så havde hun bestemt ikke haft noget imod at enten puffe til dem eller smide vagterne på dem, men hun vidste også, at de ville kunne klare det. Det var nærmest blevet en skik. Man gik ikke ind i andre mennesker/væsener uden at få problemer for det, sådan var det bare. Da de endelig var kommet ind i varmen og havde sat sig ved et bord, lod hun kappen omkring sine skuldre glide af, så man kunne se hele silkekjolen i det svage lys fra faklerne omkring dem. Det reneste silke, ligesom det meste af hendes tøj. Hun kunne ikke lade være med at grine over hendes svar. ”Virkelig? …” sagde hun og rystede på hovedet. ”Dvasias er ikke ligefrem en by man tager til frivilligt. Misforstå mig ikke, jeg elsker stedet, men jeg har også boet her hele mit liv. Jeg kan ikke se, hvad man dog skulle ville her. Men dem om det. Velkommen til byne så.” Hun sluttede af med et nik og ville ikke rode mere i det. Yelena virkede ikke som om, at hun havde lyst til at snakke om det, så hun ville bestemt ikke tvinge hende til det. ”Hvad vil de have at drikke?” spurgte hun lidt efter, da hun havde fået en bartender til at se i deres retning.

[Deleted]

Yelena var en ret skrøbelig kvinde, når det kom til hende selv, for hun var virkelig usikker når hun nærmest stod som bambi på glatis og ikke vidste om isen ville knække under hende hvornår det skulle være. Men hvis hun stod på landjorden udenfor fare, så var hun stærk, men det krævede hun var i hendes element eller erhverv og intet af det havde hun været før, så derfor havde hun jo også set så nervøs ud over at have ramt ind i kvinden. Normalvis ville hun nok få tæv, men hun var bare lykkelig for at blive skånet for det. Hun tog vejret dybt. Hun satte sig godt til rette, med kappen ved hendes side og tog Mallories kjole i blik. Hendes tøj var klart ægte silke, for det kunne hun jo se, men det gjorde hende intet. Hun kom fra ringe kår og havde aldrig været godt forsørget, før hun var kommet til sin veninde Jacquelines hus. Hendes eksmand havde behandlet hende skidt og ikke givet hende noget videre godt andet end sin sæd, således hun kunne føde sine dejlige børn, som hun skulle til at tage en lille kamp for. Eller kamp var det jo ikke, men hun skulle gøre noget syndigt for at sikre deres overlevelse, men sådan måtte det jo være; alle andre før hende selv, specielt sine børn! Hun trak et forsigtigt smil over læberne og så lidt genert ud, selvom hun prøvede at have et mere fast ydre så hun ikke blev set på som en snack for de omkringsiddende på kroen. Hun nikkede, hun måtte jo få det til at lyde sådan. "Nu… er Dvasias jo hele landet ikke? Jeg er sikker på, her er nogle steder man kan færdes uden at frygte sit liv. Jeg har nok bare valgt den forkerte by i forhold til… mig selv," svarede hun roligt. Hun nikkede dog stille, for hun skulle jo være i byen lidt, indtil hun havde fået de nødvendige penge, men ikke noget hun ville dele med Mallorie i frygt for et dømmende blik. "Tak," fortsatte hun så. Hun kiggede lidt rundt og mødte kort en anden kvindes blik, hvilket fik hendes øjne til at flakke tilbage til Mallorie. "Årh… Jeg behøver ikke noget… måske… et glas vand?"

[Deleted]

Mallorie var fra rige kår, det kunne man tydeligt se på både hendes opførsel og hendes påklædning. Det var ikke hele hendes garderobe, som bestod af silke, men det var en god del af det. Det var blot en af de kjoler, som hun havde mest glæde af. Det generte smil Mall nu fik sendt var lettere… mærkeligt. Det så helt genert ud. Ikke noget man tit så i denne by. Hun kunne ikke lade være med at grine over hendes næste kommentar. ”Jeg kan godt se, at du ikke har været her ret længe… Du finder hurtigt ud af, at du skal være på vagt ligemeget hvor du er i dette land. Jeg prøver blot at komme med nogle hjælpende råd. Jeg har lært det på den hårde måde” afsluttede hun og fik en kuldegysning hele vejen ned af ryggen. Hendes blik landte på hendes håndled, som stadig ikke fungerede optimalt efter hendes møde med vampyren. Hendes håndled var næsten blevet knust. Hun vendte sin opmærksomhed mod Yelena igen. Hun nikkede og vendte hovedet mod bartenderen. ”En øl og et glas vand” sagde hun med et smil og nikkede mod ham. Han gik med det samme over til baren og kom tilbage blot få minutter efter med deres drikkelse.  

[Deleted]

Yelena var fra fattige kår, selvom det ikke direkte var sådan hun så ud. I dag var hun ikke nær så fattig som hendes barndom; Hun havde ressourcer nok, selvom hun var tjenende i et hus, men husets Frue var jo også hendes veninde, så derfor var hendes arbejdssted også halvt hendes hjem, fordi det var hvad hun havde. Hendes tøj var simpelt, fordi hun lagde pengene i andet end dyr stof, for hun tænkte aldrig på sig selv som sådan, så hun gav aldrig sig selv noget af det bedste, kun hvad hun virkelig behøvede. Hun betragtede dog stadig fascineret Mallories tøj, for hun måtte komme fra rige kår hvis hun havde råd til kjoler af silke. Hun skulle bruge mange måneders løn hvis hun skulle have så dyrt stof, men om ikke andet vidste hun, at hvis hun ville, så havde hun råd til noget lidt pænere end det hun bar, men hun havde jo bare ikke brug for det. Hun bed sig i læben og så på Mallorie med et flakkende blik. "Jeg tager glædeligt imod Deres råd... Jeg er taknemmelig for at have stødt på Dem, fremfor... enhver anden," svarede hun lavmælt. I det mindste virkede denne kvinde til at ville hjælpe, hvor de fleste andre nok ville have brugt det imod hende. Hun så ned i bordet da bartenderen kom og kæmpede med sit generte udtryk et øjeblik. Hun så ikke op før vandet stod foran hende og hun lukkede forsigtigt sine fingre omkring kruset, hvor hun så mod hende med sine mørke øjne. "Tak," endte hun stille og tog en tår. Det gjorde nu godt sådan noget vand. Hun satte kruset ned og kiggede hen over bordet til Mallorie, med et langt mere alvorligt og professionelt udtryk der slet ikke ansporede usikkerhed, men nærmere at hun var selvsikker. Hun holdt stadig hånden om kruset. "Det er en yndig kjole De har på," kommenterede hun kortfattet, faktisk lidt nysgerrig på hvor fin Mallorie var?