You are asking me to... what?

[Deleted]

Mallorie gik med selvsikre skridt ned mod pejsestuen, hvor Matt havde bedt hende om at komme ned. Skumringen var over dem og man kunne se de sidste orange stråler fra solen gå ned over horisonten. Snart ville hele byen ligge i mørke. Flammerne fra de omkringhængende fakler var allerede for nogle timer siden blevet tændt. Det var blevet den årstid, hvor mørket faldt hurtigere på. Vinteren nærmede sig med hast. Hun trak sjalet længere op omkring sine skulder, som hun kom tættere og tættere på døren. Hvad ville Matt hende? Det var efterhånden godt 6 måneder siden hun kom til slottet og blev hans elsker. Siden havde hendes følelser vokset for ham med hast. Dog havde hun fået strengt besked på at holde følelserne væk fra offentligheden. Det var ikke nemt. Hun var ikke den eneste, heldigvis. Matt havde også flere gange vist hende, at han holdt meget af hende.

Hun kom til døren derefter og trådte ind i den opvarmede stue. Matt’s skikkelse kom til syne foran pejsen, som hun lukkede døren bag sig og forsigtigt trådte ind i rummet. Hun var iført en elegant, lang kjole i silke, med blå perlemønstre ned af siderne. Sjalet omkring hendes bare skuldre var ligeså lavet af den fineste silke. En ting kunne man sige om at bo på slottet; Man blev i hvert fald behandlet godt. Hun var dog ikke helt glad for tanken om, at en anden skulle være hans dronning, men den kunne hun altid gruble over senere. Nu var spørgsmålet bare, hvad dette møde skulle ende med. Hun kunne ikke komme på noget, hun havde gjort galt indenfor de sidste par uger i hvert fald. ”Du ville se mig?” sagde hun stille, da hun var kommet tæt nok på ham, til han kunne høre hende.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde endelig taget en beslutning, som han havde håbet, at skulle undgå at tage. Kellan gjorde det ganske godt, men det var bare.. ikke det som han kunne bruge lige nu, og derfor var han nødt til at se sig om efter andre veje at gå. Det var faktisk.. underligt, at skulle tage den beslutning, men noget var han jo trods alt nødt til at gøre, også for sin egen skyld, men også for hans rige, som uden tvivl havde brug for at se et stærkt kongepar. Nu som det var sagt, så stod han nede i den store pejsestue Der var fuldgang i pejsen, og det var den, som for alvor havde fat i hans opmærksomhed. Tankerne fløj igennem hovedet på ham, som han bare stod der. Alverdens tænkelige scenarier, men noget var han jo nødt til at gøre, og det var ikke første gang, at han havde taget et valg på den her konto og mod det som han egentlig ønskede selv i princippet. Aliyah stod vagt ude ved døren, som hun altid gjorde, når han bad hende om det, og det var uden at stille spørgsmål, så det passede ham ganske fint.
Hænderne foldede han roligt over ryggen, da han kunne høre de velkendte skridt nærme sig. Han vidste at Aliyah ikke var særlig begejstret for tanken, men slog sig til ro med det, fordi at han bad ende om det. Han hævede hovedet, da Mallories stemme lød. Han smilede let for sig selv. ”Luk døren,” bad han ganske kortfattet, inden han roligt vendte sig mod hende. Han havde taget hende op på slottet allerede for lang tid siden, og det var skam ikke fordi, at han fortrød, at han havde taget det valg, som han havde gjort, for noget havde han jo været nødt til at gøre ved det i den anden ende. Han nikkede. ”Det glæder mig, at du kom. Jeg har en vigtig… yderst vigtig ting, at diskutere med dig,” tilføjede han sigende, dog tydeligt alvorligt.

[Deleted]

Mallorie begyndte at vride sin hjerne med, hvad pokker hun kunne have gjort galt, siden han var så alvorlig. En klump samlede sig i hendes hals, som hun gjorde, som hun var blevet bedt om og lod døren lukke sig. Aliyah stod vagt udenfor døren og det var tydeligt, at hun ikke var ret glad for Mallories tilstedeværelse. Hun rystede det dog af sig og vendte i stedet sin opmærksomhed mod sin elskede, som stod lidt fra hende. Med nervøse skridt gik hun helt tæt over til ham og lod sine øjne møde hans. Hun stod med hænderne nervøst foran sig og bed sig i læben på samme tid. Mellemrummet mellem dem var ikke mere end 1,5 meter, men hun turde næsten ikke gå nærmere. Hvad ville han hende? Det var til at blive vanvittig over.
”Det er jo mit job at være her når du kalder” svarede hun kort og lod blikket falde på sine hænder. Hun tog en dyb indånding, inden hun kiggede rundt i rummet, for at få den dødelige stilhed til at ende noget hurtigere. Hun vidste stadig ikke, hvad han havde tænkt sig og det ville være tåbeligt at spørge ham, hvad hun havde gjort galt. Det ville om noget bare gøre ham mere tilbøjelig til at straffe hende for et eller andet. Det havde hun efterhånden lært. Det med at holde munden lukket kunne være en ganske god ting en gang imellem. ”Er der problemer, min elskede?” spurgte hun så endelig og lod sine øjne falde på hans igen. Hendes hænder var stadig nervøst ved hendes skød og bevægede sig nervøst ned af stoffet på den elegante kjole hun var iklædt. Hvis det var en yderst vigtig ting? Ja, det kunne være så mange ting, når man stod foran kongen. Mulighederne var praktisk talt endeløse.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste at han havde været hård igennem den sidste tid, men det var også kun for at finde ud af, om dette var et arbejde, som hun kunne bære, for det var vigtigt for ham at han fandt en, som kunne bære det. Han stod svag nok, som det var i forvejen, og han kunne slet ikke have det! Det havde stået sådan på siden Leonardo var gået i døden, og han vidste udmærket godt, at det ikke ligefrem stillede ham i et godt lys, nu hvor han valgte at gøre det med et simpelt menneske, som ikke ligefrem havde særlig mange år på bagen, men i hans øjne, så var det bedre end ingenting. Han nikkede. ”Det ved jeg,” sagde han med en ganske sigende stemme. Hun var nervøs.. Det stod så tydeligt ud af hende, og det var heller ikke ligefrem fordi at han kunne gøre det største ved det, for selv et sted for hans vedkommende, så morede det ham faktisk, at det var sådan at det var, men hvad skulle han da kunne gøre ved det? Han lod hovedet let søge på sned.
At hun kaldte ham for elskede, havde han rettet på hende frygtelig mange gange tidligere, men det var ikke fordi at han ville sige eller gøre noget med det uanset. Hvorfor skulle han da? Han betragtede hende ganske sigende. ”Jeg har kun en yderst vigtig ting, som jeg ønsker at snakke med dig om. Det er .. strengt fortroligt, til vi finder en løsning,” sagde han ganske kortfattet. Sagde hun nej… Jamen, så var der faktisk ikke andre alternativer end at tage hendes liv, selvom han nu ikke troede på at det ville blive aktuelt, men man kunne jo trods alt aldrig vide. Han søgte roligt hen til sofaen, hvor han satte sig ned. Han klappede let på den fine plads ved siden af sig. ”Sæt dig,” endte han med en rolig stemme. Dog stadig meget alvorligt.

[Deleted]

Mallorie havde godt lagt mærke til, at han havde været igennem en hård tid. Det var tydeligt til at se på både hans øjne, ord og holdning. Der måtte ske et eller andet, men hun vidste desværre ikke ret meget mere end det. Det var ikke fordi hun var i sin ret til at vide mere end det, da Matt altid havde været temmelig hemmelighedsfuld på det grundlag, men hun var nu alligevel nysgerrig. Hun var ”ansat” til at få ham til at glemme alle de ting, så det var som regel ikke det, der blev snakket om mellem dem. Der blev sjældent snakket overhovedet, men det var igen, det hun var ansat til. Hun så det dog ikke som et arbejde mere. Hun elskede ham virkelig og at skulle forlade ham, det ville hun ikke. Om hun så skulle dele ham med Kellan, så måtte det være sådan. Hans sigende stemme fik hende til at være endnu mere nervøs. Hun kaldte ham elskede, selvom hun så mange gange var blevet bedt om at lade være, men det ville hun aldrig stoppe med. Om så han straffede hende hver gang.
Hun skød det ene øjenbryn i vejret over hans ord. Var der noget vigtig han skulle snakke med HENDE om? Ville hans rådgiver ikke være en bedre løsning? Hun sagde dog intet til det. Hun skulle ikke risikere at han blev gal. Det havde hun set lidt for mange gange efterhånden. ”Forstået” sagde hun stille og kom med et nik. Hendes stemme havde intet andet i den end respekt. Havde det været alle andre, var hun begyndt at blive flabet, men hun havde efterhånden lært, hvornår man skulle og ikke skulle være flabet. Dette var ikke en af de gange. Hun nikkede til hans ord og gik med elegante skridt over til sofaen, hvor hun satte sig ned ved siden af ham. Hun vendte sig en smule til den ene side, så hun kunne se ham i øjnene og lod hænderne ligge foran sig. Hun rystede.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var ikke ofte, at han havde haft muligheden for at snakke med Mallorie om ting, og det var ikke det som hun var blevet ansat til, men selv hun vidste, at han havde været en frustreret mand, og han havde haft utrolig mange ting at tænke over, og nu havde han så endelig valgt at tage en beslutning i stedet for, for det var det, som han havde haft brug for. Han vendte blikket roligt mod hende. Det var skam ikke fordi, at han ville have, at hun skulle være nervøs, for hun havde skam slet ikke gjort noget som helst. Han tog roligt plads på den store sofa. Han havde snakket med Enrico om rigtig mange ting, men noget som han var nødt til at tage sin egen beslutning for om ikke andet.
Hun var virkelig nervøs, og det var et sted, næsten noget, som faktisk morede ham. Han lod hånden roligt tage omkring hendes, som han trykkede let omkring. ”Du skal ikke blive nervøs. Du har intet gjort forkert,” lovede han med en rolig stemme. Han trak vejret dybt. Det var faktisk ved at være en tanke som virkelig tyngede ham, for det var noget som han var nødt til at gøre, og han kunne ikke forestille sig nogen, som var bedre egnet end det som Mallorie var. ”Jeg ved godt, at du er kendt med Kellan, og den plads som hun skulle have haft.. Men jeg kan sige dig, at det ikke kommer til at ske.. Det går ikke helt som jeg havde ønsket eller håbet på det.. Jeg.. vil faktisk gerne have, at du hopper ind i den rolle i stedet for.. Og bliver min kommende dronning,” sagde han direkte. Han kunne jo lige så godt få det sagt, så hurtigt, som det var ham muligt.

[Deleted]

Mallorie blev en smule mere rolig over hans berøring og åndede lettet ud. Hun sendte ham et smalt smil og nikkede derefter. Det var beroligende, at det ikke var hende, som var i problemer. Det var underligt, at hun reagerede på den måde, men hun var opsat på ikke at gøre noget voldsomt galt mere. Hun ville ikke på nogen måde skuffe ham. Hun lod sine fingre roligt flette sig ind i hans, som han trykkede omkring hendes hånd og hun holdt blikket mod hans. Hun sagde intet til hans kommentar, men lod hovedet falde en smule til siden og ventede tålmodigt på han fortsatte.
Han trak vejret dybt. Hvad kunne være så vigtigt, at han var helt nervøs over at skulle sige det til hende? Kellans navn fik hende til at se ned, men kun et kort øjeblik, før hendes øjne fløj op på hans igen og blev 3 gange større. Ville han virkelig spørge hende om…? Hun var målløs og anede ikke, hvordan hun skulle reagere. Flere gange åbnede og lukkede hun munden for at kunne tale, men intet kom ud. Hans dronning? Det var… Meget at tage ind, men der var faktisk intet hun hellere ville. At være fuldt hans. ”De.. Der er intet jeg hellere vil” fik hun endelig fremstammet, stadig halvt i chok. Hende som dronning? Det ville tage en del arbejde, men hvis Matt virkelig troede på, at hun ville kunne klare det, så måtte det være sådan og hun elskede ham for meget til at sige nej. Fristelsen til at hoppe direkte i armene på ham var stor, men hun lod være for nu og kiggede i stedet ned mod deres sammenflettede hænder.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var nødt til at tage en beslutning for sin egen skyld, og det var ikke altid at tingene gik som han ville. Kellan havde været en kvinde, som vidste hvad hun havde med at gøre, og med det liv som Mallorie havde levet.. ja, så var det uden tvivl en risiko, som han var villig til at løbe, for han følte også efterhånden, at han kendte hende, og naturligvis, var det også noget, som gjorde sit for hans vedkommende, det var der ingen verdens tvivl om overhovedet. Han lod deres fingres sammenflettes, hvor han roligt sendte hende et smil. Det var slet ikke fordi, at hun skulle være bange for noget, for hun havde faktisk ikke gjort noget forkert denne gang. Han lod hende vide det, og afventede nu hendes reaktion, også selvom den virkelig morede ham. Han lavede ikke sjov.. Han mente faktisk, at han gerne ville se hende, som sin dronning, for der vidste han da, hvad han havde at forvente, og hvad han kunne kræve af hende, selvom det naturligvis også krævede noget af en omstilling fra hendes side.
At hun gik med til det, var noget som passede ham særdeles udmærket. Han smilede let tilfredst, inden han hævede hånden, og lagde den roligt mod hendes kind, som han strøg ganske let. Hun reddede det hele ved at skænke ham det svar, som hun gjorde. ”Fantastisk,” fortalte han med en rolig stemme. Det ville blive krævende, og så meget vidste han, og det var noget af en vej at gå. ”Jeg ved godt, at det er en frygtelig stor ting, Mallorie, og det kommer til at kræve noget af en omstilling, som jeg håber, at du er i stand til at gennemgå. Jeg vil ikke gøre det offentlig… endnu,” fortalte han med en rolig stemme, også selvom det faktisk var vigtigt, at hun tog det hele alvorligt, for det var virkelig en fantastisk stor ting!

[Deleted]

For første gang i sit liv havde Mallorie faktisk lyst til at græde af glæde. Som en rigtig lille tøs, men hey. Hun havde aldrig været mere lykkelig lige nu. Hun kunne sagtens forestille sig et liv sammen med Matt. Dette var en risiko for dem begge to. Hende som menneske…. Eller? Noget gik pludselig op for hende. Hun ville ikke kunne forblive et menneske. Hun var villig til at løbe den risiko, men det var noget der skræmte hende. Skulle hun virkelig blive til en vampyr? Hun kom med et lettet suk, da han lod deres fingre sammenflettes. Hans rolige smil fik hendes hjerte til at hoppe et ekstra slag. Hun ville med glæde tage den omstilling det ville kræve af hende.
Hun lod sin frie hånd ligge sig på hans brystkasse, da han lagde hånden på hendes kind og lænede sig en smule ind mod ham. Hun lukkede sine øjne i og nød hans blide strøg på sin kind. Det var bestemt noget af det ved ham, som hun elskede. En af de mange ting. ”Jeg er godt klar over, at det kommer til at kræve meget for os begge to, men jeg er villig til at gå igennem det. Jeg er i stand til det kære, det burde du af alle vide” sagde hun stille. Godt nok var hun menneske, men hun var stærkere end de fleste af sin race. At han ikke ville offentliggøre det passede hende fint. Det var ikke noget, som betød så meget for hende. Tanken om at han skulle have en anden elsker trak hende dog en smule ned. Ville han det, eller var han tilfreds nok med hende? Det havde han da været det sidste halve år, men man kunne aldrig vide.
Hun skubbede tanken fra sig og lænede sig en smule op mod ham. Forsigtigt lod hun sine læber møde hans i et blidt kys, blot for yderligere at bevise, at hun var opsat på dette og ikke havde tænkt sig at bakke ud. ”Jeg elsker dig.” Hendes ord var næsten ikke til at høre, det var blot en hvisken.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var en virkelig stor ting, som Mattheus valgte at dele med hende, og derfor var det kun vigtigt for ham at understrege for hende, at han gjorde dette, fordi at han stolede på hende, som han ikke stolede på særlig mange, og det var virkelig vigtigt for ham, at vide, om hun kunne håndhæve det eller ikke, for det ville bestemt ikke være nemt for hende. For ham, var det jo et spørgsmål om at vente, og det var det, som han var klar over, og det var jo også det, som gjorde det for hans vedkommende. Han blev siddende med hendes hånd i sin egen. Hun virkede glad, og det var naturligvis en lettende og glædelig tanke for ham, for så kunne det måske være, at han faktisk havde fundet en, som kunne håndhæve den opgave, for han vidste jo, at det på ingen måder ville blive særlig nemt, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende.
”Det glæder mig virkelig, at du tager sådan på det, Mallorie, men der går alligevel tid, før jeg vil gøre det offentlig. Der er en træning som du skal igennem.. Bare de typiske royale skikke. Nu ved jeg ikke hvor meget skik du har med fra hjemmefronten, og nu ved vi begge hvilket liv du har levet frem til nu,” påpegede han ganske sigende. Det var ikke fordi at han ville smile, for det var ikke noget, som han gjorde særlig ofte, og han ønskede da også tydeligt at understrege for hende, at han mente dette i ramme alvor. Han gengældte hendes kys, inden han roligt trak sig igen. Disse ting, havde han jo delt med hende frygtelig mange gange tidligere, så det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var noget nyt for hans vedkommende. At hun så valgte at give ham de store ord, resulterede kun i en yderst stram mine. Han holdt af hende, men at trække den så langt.. det var ikke noget, som han kunne på stående fod. Han trak vejret dybt. ”Store ord at give mig, Mallorie,” påpegede han sigende.

[Deleted]

Mallorie havde regnet vigtigheden af dette ud. Det ville tage meget arbejde og et meget alvorligt spark i røven fra hendes side af, men det var noget, hun ville være i fin stand til at gøre. Han stolede på hende og det vidste hun ikke var noget der skete tit. Det fik hende til at føle sig vigtig, som ikke skete så tit mere. Det ville ikke være nemt for hende. Faktisk ville det blive et helt andet liv, men det var noget, som hun var parat til at gøre. Hun blev lettet over, at han ikke fjernede sin hånd fra hendes, men hvorfor skulle han også det?
”Det er forståeligt nok. Jeg kan godt forestille mig at det bliver noget af en omvæltning. Jeg ved ikke andet, end hvad jeg har lært siden jeg kom hertil og desuden…” hun sank en klump, som havde formet sig i hendes hals, ”jeg kommer vel heller ikke til at forblive et menneske.” Det var ikke et spørgsmål, mere en konstatering. Hun kunne ikke forestille sig en menneskelig dronning af byen. Det virkede bare forkert. Hun var udmærket godt klar over alvoren ved dette og det var også derfor hun stræbede efter at bevise for ham, at han kunne stole på hende og at hun ikke ville bakke ud, lige meget hvor hårdt det så måtte blive. Hun lagde godt mærke til hans stramme mine. Det var første gang hun havde udtalt de ord til ham og hun måtte indrømme, at det gjorde lidt ondt, at han kom med den reaktion. Hun vidste ikke, hvad hun havde forestillet sig. At han elskede hende? Måske bare lidt. Skuffelsen bredte sig i hendes ansigt, som hun kiggede ned mod deres hænder for at skjule det. ”Det ved jeg godt det er, men jeg mener det…” sagde hun stille, stadig med blikket vendt mod deres hænder.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Dette krævede noget af en omvæltning for Mallorie, og det var jo også det, som Mattheus var klar over. Livet som menneske, kunne hun heller ikke fortsætte, så der havde hun faktisk fat i det rette. Det var noget, som han skulle snakke med sin mor om, for hun havde sikkert rigtig mange gode ting på lur, lige hvad angik det, og det var det som han naturligvis håbede på. Han betragtede hende med en ganske alvorlig mine alligevel, for det var bestemt ikke småting som de skulle til at have på plads, og det var jo heller ikke ligefrem nogen hemmelighed. Han rystede let på hovedet. ”Jeg kan ikke benægte, at du har rykket dig utrolig meget, men det er alligevel sit at skulle indtage pladsen som dronning af et land, Mallorie. Du kommer aldrig til at have fri, og du kommer heller aldrig til at kunne være selv.. Folk vil altid se på dig.. Og nej.. Du kan ikke fortsætte tilværelsen som menneske.. Det er for.. undskyld udtrykket, men svagt,” sagde han endeligt. For hans eget vedkommende, så vidste han hvordan det var at skulle give afkald på noget, for det havde han selv gjort, da Aliyah havde valgt at sætte tænderne i ham, da hun havde været underlagt fuldmånen.
At skænke Mattheus de ord, var nærmest som at snakke til en mur, og han vidste det. Han selv lagde frygtelig meget i de ord, og han var ikke i stand til at.. føle på den samme måde, som hun sikkert var, og det var uden tvivl også noget, som gjorde sit for hans vedkommende. Som det nu var sagt, så kunne han jo tydeligt se skuffelsen brede sig i hendes ansigt. Han hævede den ene hånd, kun for at lægge den mod hendes kind. ”Du er skuffet,” bemærkede han endeligt. Han lod hovedet søge let på sned. Han havde jo aldrig som sådan tænkt på det, på den måde.

[Deleted]

Mallorie ville blive sat på sit livs prøve. 20 år og på vej til at blive dronning. Det var en del mere end hvad de fleste kunne prale med at have fuldført. Hun havde jo som sådan heller ikke gjort det endnu, men hun ville blive det snart. Tanken både skræmte og tiltrak hende. Den tiltrak hende faktisk mere end hun havde lyst til at indrømme. Hun anede ikke, hvad hun ville blive forvandlet til, men hendes første gæt var en vampyr. Hun smilede helt stolt til ham, da han kom med sin kommentar. Hun ville bestemt heller ikke benægte det. Hun havde rykket sig utroligt meget blot på det halve år de havde kendt hinanden. ”Det er jeg klar over. Det kommer til at tage meget arbejde. Jeg har set, hvor meget du har om ørerne, men om noget.. så vil jeg i det mindste kunne lette den byrde en smule. Det håber jeg i hvert fald på.” Hun bed sig i læben. Hun havde set, hvor meget det tog på ham og ville gøre alt for at hjælpe ham igennem alle de svære tider. ”Det tænkte jeg nok” sagde hun med et nik. Overraskende rolig. Det var hvad man kunne kalde hende lige nu.
Hun kom med et suk over hans kommentar. Ja. Hun var skuffet, men det var sådan set hendes egen skyld. Som hendes svigermor havde sagt til hende, som noget af det første: ”Gem de følelser væk” og det havde hun ikke kunne gøre. Der var ikke gået længe, før hun var faldet for ham og hun var ikke i stand til at skjule det. Hun kiggede ikke op på ham, da han lagde hånden mod hendes kind, men den velkendte følelse af glæde væltede op i hende. ”Det er min egen skyld. Jeg skulle ikke have sagt det..” mumlede hun stille og holdt blikket væk fra ham.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var en ung, men dog presset mand, og han følte sig presset fra alle vinkler, og derfor var han nødt til at tage visse valg, som man vel altid håbede på, aldrig ville komme? Han ville snakke med hans mor omkring muligheder for forvandling. Hun havde rykket sig rigtig meget, og derfor var han slet ikke i tvivl om at hun kunne rykke sig det sidste, for at komme frem til det sted, hvor han kunne gøre det officielt, for det var det, som folket havde brug for at se. Han havde en elskerinde, men ej en hustru.. Folk begyndte jo også at stille spørgsmål, for der havde ikke været nogen tæt på ham, siden Leonardos bortgang. ”En kongelig har mange ting om ørene, men det er det som jeg blev skabt til.. Det er grunden til min eksistens. Jeg ved at du vil kunne lette mig for meget.. Det gør du, bare i de stunder, som vi tilbringer sammen,” sagde han ganske ærligt. Skulle han endelig sige det, så måtte han jo give hende den. Hun tog det virkelig, virkelig pænt, og overraskende roligt, selvom det bestemt heller ikke var noget, som gjorde ham det mindste, for det var lettende i hans øjne, at det var sådan. ”Vi skal nok finde noget passende,” lovede han roligt.
Mallorie var skuffet over, at han ikke gengældte det, og det var tydeligt for ham at se. Det dummeste, som man kunne gøre, var at slynge rundt sig med de ord, også fordi at han ikke var den, som gav dem til alle og enhver. Det var trods alt kun hans lillesøster, som havde fået lov til at høre ham sige dem, men det havde også været en helt anden mening bag disse trods alt. Hans mine forblev alvorlig. ”Det ændre ikke på det faktum, at du er skuffet.. egen skyld eller ej,” påpegede han sigende, inden han trak hånden til sig. Hun virkede ikke til at ville ønske den berøring.

[Deleted]

Mallorie vidste godt, hvor meget pres der egentlig lå på hans skuldre og nu hvor der ikke var nogen dronning ved hans side, og Leonardo også var væk, så var det hele blot mere bøvlet. Hun ville ikke længere blot være hans elskerinde, men hans hustru. Tanken fik hende næsten til at smile, men det var nok ikke det rigtige tidspunkt, så i stedet lod hun være. Dog måtte smilet alligevel komme frem på hendes læber, da han fortsatte med at snakke. Hun vidste, at hun kunne få ham til at glemme alt på et split sekund, men igen; Det var det hun var blevet ansat til. Hun blev nødt til at opføre sig professionelt, især i denne tid hvor folket endnu ikke skulle vide, at hun var kommende dronning. Hun ville stadig blot være hans elsker. ”Jeg gør blot, hvad jeg er blevet ansat til at gøre” sagde hun stille og prøvede på at holde det neutrale toneleje. Hun nikkede blot over det næste. Hun anede ikke hvad ”passende” indgik under og det gjorde hende en smule nervøs, men ikke nok til at vise det til ham.
Ja, hun var skuffet. Men hun havde ikke regnet med andet inderst ind. Hun havde ikke sagt de ord til nogen andre end hendes far. Ingen. Han var den første og forhåbentlig også den sidste mand hun ville komme til at sige det til. Hun lod endelig sit blik møde hans, da han fjernede hånden fra hende og trak den hen til sig igen. Hun lod deres hænder skilles fra hinanden og lagde i stedet den ene hånd på hans arm og den anden omkring hans nakke. ”Matt…” sagde hun stille og kom med et suk. ”Jeg kan ikke komme udenom det faktum, at jeg er skuffet, men det kan være ligemeget… Der er vigtigere ting at tænke på.” Ordene var desperate. Intet mindre, men hun måtte om noget bare prøve på at komme over det og i stedet dreje hovedet om det faktum, at hun snart ikke ville være menneske længere. Om han elskede hende eller ej, det kunne vel være ligemeget… Hvem prøvede hun at narre? Selvfølgelig var det ikke det, men hun prøvede på at virke sådan.