The twins

[Lestat De Lochér]

Lestat og Jacqueline havde haft nogle hårde måneder med de to små piger, der nu var kommet ind i deres liv. Han lagde dog virkelig alt arbejde i det, indtil de blev lidt mere selvstændige, for de fortjente hans fulde opmærksomhed, for han ville ikke nedprioritere sine børn nogensinde igen. De var nu blevet 4 måneder gamle, så de voksede godt og han var stolt af snart enhver bevægelse de lavede, for han vidste de ville blive store og stærke. Efterhånden havde de dog regnet ud at pigerne havde en meget intern forbindelse til hinanden, for hvis de ene for eksempel var ked af det, så var den anden det også og omvendt, når den ene var glad, var den anden glad. Det var dog ikke på normal tvillingevis af hvad Lestat havde hørt om det, det måtte være det dæmoniske i dem, som de havde fået af Jacqueline, men som de på en måde delte.
Det var blevet aftenstid og Lestat og Jacqueline havde kun lige nået at spise aftensmad, før pigerne igen gav til kende at de var vågne. Han smilede træt dog også lykkeligt, for han var virkelig glad. Han var selv kommet sig igen efter Jacqueline var blevet rask efter at have født, så han var jo kun tilfreds og ubekymret! Han rejste sig fra sin tallerken, for de havde spist i soveværelset, da de var der for pigerne konstant. Han gik hen til dem og tog en pige på hver arm, for det havde han lært at mestre nu, som han ikke havde turde i starten. De lå godt med hovedet støttende mod hans arme og han holdt fast med hånden omkring dem så de ikke røg ned. Han vuggede dem blidt. Det var tydeligt, at de var mentaldæmoner efter deres moder såvel som warlock efter ham, for der var bare den forbindelse mellem dem, men også op til ham - for børnene kunne vise dem ting mentalt, som de ikke kunne kommunikere med tale, for det var de jo ikke store nok til. "Mine dejlige små piger," sagde han blidt og vendte sig mod Jacqueline.

[Deleted]

De sidste måneder havde været hårde, men ikke noget som Jacqueline tog særlig tungt, for hun var glad… hun var lykkelig, og mere end det, som hun havde været igennem de sidste rigtig mange år, efter Giovannis død. Hun havde den mest fantastiske mand, og de to dejligste døtre, og hun kunne ikke glæde sig over mere! Selv hun var kommet godt igen efter fødslen, og det samme var Lestat, og det hele kørte bogstavelig talt på skinner. Igen, var hun j begyndt at smile ordentligt og oprigtigt, og det i sig selv, var bestemt heller ikke noget, som skete så ofte ellers, foruden når hendes elskede mand og børn var omkring hende.
Nu hvor de havde spist og børnene igen var begyndt at vågne, så kunne Jacqueline ikke lade være med at smile. Ganske vidst var børnene meget krævende, men det var ikke noget som gjorde hende noget ellers, for det var noget som faktisk gjorde hende glad. Der fandtes ikke noget bedre end at de kunne være sammen alle sammen. Hvad børnene ville have, gjorde de tydeligt mentalt, og det var ting som Jacqueline forstod sig på. Hun lagde roligt gaflen fra sig, da han hentede deres elskede piger, som trygt lagde sig i sin fars arme. ”Vores dejlige piger,” rettede hun ham, da hun satte sig til rette. Soraya havde meddelt at hun var sulten. Igen, så var det sådan noget som Jacqueline kunne se, på grund af den mentale forbindelse, som de havde til hende. ”Må jeg få Soraya? Hun er sulten,” tilføjede hun roligt. For hende, var det vigtigt at begge børn havde det godt, og det var uden tvivl noget, som de ville finde ud af, også når de blev ældre. Hun rakte ud efter hende. Lenore lagde sig ellers godt til rette ved sin far og proppede stort set hele sin næve ind i munden, mens hun lå og grinte i Lestats arme. Hun ville uden tvivl blive en rigtig fars pige.

[Lestat De Lochér]

Det gjorde ikke Lestat noget, at de sidste måneder havde været hårde, for det var den rene lykkerus de havde sammen. Han kunne ikke huske hvornår lykke havde stået som det øverste for ham og at familien havde været hans første prioritering, for han havde levet med sig selv i rigtig lang tid. Denne gang agtede han at være der for sine piger og han ville få svært ved at give slip i fremtiden, for han stod med frygten, at de skulle dø fra ham som snart halvdelen af hans børn havde gjort; Jonas og Maggie. Junior var den eneste han havde tilbage, og det forhold havde han forsømt, selvom det jo faktisk var blevet bedre siden brylluppet, hvilket dog kun var en glæde uden lige. Jacqueline forstod virkelig at være hans bedre halvdel og derfor havde hun jo også den helt specielle plads i hans hjerte. De havde lige nået at spise inden børnene vågnede op igen, for det var begyndt at hænge lidt bedre sammen den sidste måneds tid da pigerne var faldet mere til ro jo ældre de blev, for det blev jo lidt nemmere trods alt. De var krævende, men faktisk nemme at forstå, for med en berøring kunne de jo faktisk vise og formidle til ham, hvad de manglede og det var jo faktisk dejlig nemt. Han smilede ned til de to unger på hans arme, men flyttede blikket hen til Jacqueline, da hun rettede ham. Han nikkede stille til hende. "Vores… Mine, dine og vores," svarede han med et skævt smil. Deres forbindelse var stærkere til deres mor, men de kunne jo også godt fortælle ham hvad de mente. Han nikkede og rakte armen ud hvor Soraya lå, således at Jacqueline kunne tage imod hende. "Selvfølgelig." Da hun havde taget hende, så lagde han begge arme under Lenore som støtte og så blidt på hende. Der var en speciel forbindelse med Lenore, hvor Soraya havde fået det til sin mor; et sted allerede tydeligt nu, at der ville være både en fars pige og en mors pige. Han vædede let sine læber og løftede Lenores næve ud af hendes mund, hvor han kunne ikke lide, at hun nærmest var ved at sluge den. Hendes grin smeltede helt hans hjerte. "Gid de ville være så små for evigt," sagde han med et tænksomt smil.

[Deleted]

Små børn ville altid være krævende, men det var slet ikke fordi, at hun ville anse denne opgave som krævende på nogen måde. Slet ikke. Det var faktisk en opgave som hun nød af, også fordi at hun denne gang virkelig følte, at hun havde fundet den mand, som hun skulle være sammen med, og så kunne det altså heller ikke blive bedre for hendes vedkommende. Det var deres børn, og deres små guldklumpe.. Noget som hun uden tvivl agtet at passe på, så godt, som det nu var hende menneskelig muligt at gøre det! Selv blev hun bare roligt siddende, nu hvor han var så hurtigt oppe på benene, da lyden af børnene havde lydt. Det glædede hende virkelig, at han ønskede at blive så aktiv en del af det, da det også var noget som faktisk betød ekstremt meget selv for hende, så det var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen. Hun følte virkelig, at det var en opgave, som de kunne være to om, og ikke noget, som hun skulle gøre alene, som det havde været sidst. Hun smilede. Selv hun var kommet rigtig godt igen efter den problemfyldte graviditet. ”Det lød straks meget bedre,” sagde hun med en rolig stemme, idet hun tog imod Soraya. Det var den lille pige, som hun havde den største forbindelse med, og det var egentlig ikke fordi at det gjorde noget, for hun elskede begge piger lige højt! Roligt sænkede hun i kjolen, så brystet blev blottet, og den lille pige blev lagt godt til rette, da hun ikke var bange for at blotlægge sig på den her måde. Det var noget som hun havde taget forbehold for, ved at tage lige præcis denne kjole på.
Lenore smilede op til sin far og med det store tandløse smil, så kunne hun heller ikke lade være med at grine. Igen forsøgte hun at proppe hele næven i munden, efter at han havde fjernet den. Hun var en rigtig glad og munter lille pige. Jacqueline selv måtte trække på smilebåndet med et efterfølgende grin. ”Du får det bedre, når du kan tumle rundt med dem, skat,” sagde hun roligt, inden hun igen vendte blikket mod Soraya som hun strøg over kinden. De to piger var virkelig hendes et og alt, sammen med den mand, som hun levede livet med.

[Lestat De Lochér]

Små børn krævede meget, men det var ikke noget som trættede Lestat, for han nød faktisk den opgave som det var. Han kunne godt lide at pusle og nusse om børnene, for han elskede dem utroligt højt. Det var deres børn, deres et og alt, som de også var hinandens alt. Hun ville passe godt på dem for at svigte sine børn igen, det var slet ikke noget, der kom på tale! Han smilede og trak vejret roligt, for når han var rolig, så var Lenore det også - for så vel som de kunne kommunikere med dem ret nemt, så kunne de også mærke på ham hvis der var noget der nagede ham på en måde, så han prøvede ikke at blive irriteret over noget. Han pustede roligt ud og vuggede Lenore, som Jacqueline nu havde taget Soraya over. Han elskede begge piger lige højt, men forbindelsen til Lenore var lidt anderledes end til Soraya, men det var der jo ikke at gøre noget ved. Han smilede til hende, som han så til at hun fodrede Soraya, for det var ikke noget, han ikke havde set før. Han sendte hende et smil. "Ja, ikke?," svarede han med et skævt smil og grinte let. Han gik lidt rundt med Lenore, mens han igen fjernede næven fra hendes mund, for hun synes åbenbart det var sjovt. Hendes grin smeltede virkelig hans hjerte. "Jamen så… må de aldrig blive teenagere," rettede han og grinte kort. Han lod en hånd hvile blidt på Lenores mave, selvom det fyldte nærmest fra brystet og til maven, for hun var jo endnu lille og fin.
Soraya lå godt ved sin mor og lukkede øjnene, mens hun spiste, for det var uden tvivl rart at få mad når man var sulten. Det var skønt at mor og far forstod hende og hendes søster når de var sultne, for så behøvede hun jo ikke græde så meget. Da hun havde fået nok, så trak hun hovedet og så op på sin mor med et tandløst smil.

[Deleted]

Små børn kunne være krævende, men når det var muligt for hende at skulle tolke børnenes signaler, og hun kunne tolke deres gråd og deres ønsker og behov, og det var sådan at det var, og det var det som hun virkelig godt kunne lide. Soraya tog hun roligt imod og lagde hende godt og trygt på armen. Selv Lestat synes at være faldet godt til rette med rollen som far, og han gjorde det uden tvivl godt. Selv børnene var rigtig, rigtig glad for ham om ikke andet, og det var også noget af det, som hun virkelig godt kunne lide. ”Åh ja.. Det er og bliver vores små piger.. Vores små prinsesser,” sagde hun ed en rolig stemme, for det var der bestemt heler ikke nogen tvivl om. Hun kunne ikke lade være med at smile. Lenore var virkelig glad for sin far, og sådan som hun lyste op, når hun lå på hans arm, så nød hun det uden tvivl også. Hun grinede let. ”Hvornår ønsker man nogensinde at ens børn skal blive teenagere? Jeg kan godt undvære dem i den trodsige alder,” sagde hun med et let smil. Det lignede stort set bare at Soraya lå og sov og spiste på samme tid, men det var vel også bare et tegn på at hun virkelig var tryg på det hele? Og det var også noget som virkelig betød noget for hende.
Da Lestat igen tog om hendes hånd for at fjerne den fra hendes mund, begyndte hun igen at grine. Hun sparkede let med benene, inden hun forsøgte at få den i munden igen, da det nu var en leg for hende, og sådan som far smilede, så var det jo kun meget bedre selv for hende. Hun endte med at gribe ud efter hans hånd og forsøgte at proppe hans finger i munden i stedet for. Alt skulle jo testes og prøvesmages, kunne man jo sige. Jacqueline kunne slet ikke lade være med at smile. ”En lille pige på fire måneder har snoet dig om sin lillefinger, skat.. Pas på med hvad du viser hende, når hun bliver ældre,” påpegede hun drillende.

[Lestat De Lochér]

Lestat havde ikke troet, at det kunne være så nemt med tvillinger. For selvom det var hårdt, så var det nemmere end med hans to sidste børn, for denne gang så kunne de jo faktisk kommunikere med mor og far på grund af deres race og det lettede jo faktisk arbejdet. Deres behov var nemme at tolke og om gråden betød det ene eller det andet, hvilket han faktisk godt kunne lide, for så blev de ikke frustrerede over ikke at forstå. Han var faldet godt til som farrollen igen, selvom han virkelig ønskede at gøre det så meget bedre end førhen, for på et tidspunkt havde han altid svigtet og det nægtede han virkeligt denne gang. Børnene var glade for deres forældre og han og Jacqueline var jo også virkelig glade for børnene, uden tvivl. Han nikkede til hendes ord, der var ingen tvivl om, at det var deres små prinsesser, for de fortjente bestemt at få det bedste af det bedste og med alle muligheder. "For evigt… Og alle fremtidige drenge skal igennem mig først," sagde han og så ned på Lenore med et stort smil, som om han havde sagt noget andet og sødt, end den nærmere trussel han lige havde sagt. Tanken var klart frustrerende, at de engang skulle flyve fra reden, for han vidste at tiden på et tidspunkt bare ville flyve fra dem! Han nikkede endnu engang, for den trodsige alder kom jo uden tvivl og der agtede han at holde endnu bedre fast end nogensinde. "Ja, det ved jeg ikke… De er bare så fine nu, ude af stand til at flyve fra reden…" konkluderede han med et skævt smil og trak vejret dybt og roligt. Han så ned på Lenore, for han kunne næsten ikke tage blikket fra hende, eftersom hun var noget af det mest fantastiske sammen med Soraya. Børnene var alt for ham og skulle være det til evig tid! Han forstod udmærket, at Lenore nu legede med ham, men det gjorde ham bestemt ikke noget. Igen smeltede hans hjerte helt af hendes grin og han lod hende bare gumle lidt på hans finger, for hun havde jo ingen tænder - hans finger kunne han jo også holde igen så hun ikke blev kvalt. Han grinte let over Jacquelines bemærkning og vendte sig mod hende, som hun stod der med Soraya. "Hvad kan jeg sige… Det er ude af min magt ikke at være så forelsket i vores dejlige piger," sagde han varmt og trak sin finger ud af Lenores mund og gav sig til at vugge hende, for de skulle jo trods alt sove igen. "Skal vi bytte? Se om Lenore måske vil ha lidt mad til at sove videre på?" spurgte han og rakte ud, så de kunne lave en lille byttehandel.
Soraya lå blot stille med et smil og strak sig let med et gab.

[Deleted]

At have tvillingerne var ikke så slemt, og det var det som Jacqueline havde været forberedt på. De kunne alligevel kommunikere på en eller anden måde, og børnene vidste jo hvad de ville have, og det var et signal, som hun sagtens kunne tolke og forstå, som deres mor. Desuden var de to om børnene, og det hele kørte virkelig på skinner.. hun kunne slet ikke forestille sig, at noget kunne gå galt lige for tiden, og det var uden tvivl en tanke, som hun virkelig voksede på, og det var virkelig rart for en gangs skyld, at det var sådan at hun havde det med tingene, ingen tvivl om det! Hun smilede let for sig selv. Hun kunne virkelig godt lide, at han så tydeligt viste, at han elskede deres små børn, og at det ikke bare var en pligt eller opgave, som han var tvunget til at påtage sig efter deres aften på bryllupsnatten. ”Jeg kan nu godt lide, at du gør så meget for at passe på dem, min kære,” sagde hun med en ærlig stemme, for det var virkelig noget som faktisk betød ekstremt meget for hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun vendte blikket mod Soraya som nærmest lå og sov i hendes arme. Hun havde fået det som hun havde haft brug for, også selvom det var så hyggeligt at sidde der med hende. At Lestat allerede nu tænkte på det, som når børnene ville flyve fra reden, gjorde hende en anelse trist, for hun kunne trygt love ham for, at de ville have frygtelig mange år med deres elskede piger, før det overhovedet blev aktuelt! ”Vi har børnene i rigtig mange år endnu, før det kommer på tale, min skat.. Det skal du slet ikke være bange for. I.. min familie, er det desuden meget normalt, at børnene bliver boende i familiens hus. Det er dem, som skal overtage familiens bedrifter,” forklarede hun i håbet om, at det ville trøste ham bare en smule.
Lenore legede med Lestat, og hun kunne slet ikke lade være med at grine, da hun begyndte at gumle på hans finger. Det var jo ikke ligefrem fordi at det ville gøre ondt eller noget lignende. Hun sparket smilende med sine små ben. Hun havde det virkelig godt på sin fars arm, og specielt når hun havde ham lidt for sig selv, så var hun faktisk mest glad. Jacqueline smilede let for sig selv. ”Så lang tid, de ikke overtager min plads, så er jeg glad,” sagde hun med en morende stemme. Hun nikkede igen. ”Det begynder også at blive sent for dem..Og det ville være godt, at have dig lidt for mig selv for en enkelt aften,” afsluttede hun sigende. Hun løsnede Soraya fra sit bryst, for at bytte og lægge Lenore til. Hun tog selv til med det samme.

[Lestat De Lochér]

Lestat var virkelig en lykkelig mand, for han havde den mest fantastiske hustru nogensinde, som han om muligt kun elskede højere hver dag der gik og det var jo næsten frustrerende at kunne elske en så meget. Børnene elskede han ligeså, for det var som en faderlig forelskelse til sine børn, hvor han virkelig bare holdt af dem og var så mange for at miste dem! De kunne kommunikere godt ud, specielt med det mental dæmoniske væsen de havde efter deres mor, så det gjorde jo kun arbejde nemmere og ikke så slemt, som det kunne have været. Det hele gik jo godt med dem og det var som om, at intet jo kunne gå galt for dem, for han havde ingen bekymringer jo - de levede i en slags tryg boble. Han smilede skævt til hende, for han elskede virkelig dem alle. "Jeg vil vogte dem med mit liv," svarede han blidt og nikkede let. At det så ikke gjorde hende noget, at han ville beskytte dem, det glædede ham da kun, for han ville uden tvivl blive meget overbeskyttende overfor dem. Han så blidt ned på lille Lenore, der lå og grinte og sprællede med benene som den glad lille pige og det smeltede hans hjerte. Soraya sov nærmest igen allerede, så hun ville blive nem at lægge under dynen. Pigerne havde de prøvet at give hver deres seng, men det kunne de ikke lide, så nu havde han bygget en større seng til dem hvor de begge kunne sove i som de jo også blev større med tiden, for de voksede hurtigt. Han sukkede let, for han tog jo næsten sorgerne på forskud med, at pigerne skulle vokse op, men han var jo bange for at miste dem som hans to andre afdøde børn. Han nikkede dæmpet, for han troede jo på hende om ikke andet. "To gange har jeg bare mistet mine børn… Det må virkelig ikke ske igen," sagde han og rynkede panden. Han sukkede let og løftede blikket til hende, da hun sagde, at de ikke måtte tage hendes plads. "Selvfølgelig ikke, elskede… Men de har fået den anden halvdel af mit hjerte," sagde han og blinkede let. Han nikkede til hendes ord, da de byttede om og tog Soraya på armen, så Lenore kunne få noget bryst hos mor. "Jeg lægger Soraya hen, så kan Lenore komme hen når hun har spist… Så kan vi forhåbentligt få lidt tid sammen selv," sagde han blidt og smilede. Han gik hen til sengen med Soraya blidt på armen, mens han gik og vuggede hende let på armen og også smeltede over, at have hende ved sig. Han lagde hende blidt ned og puttede hende under dynen, som hun blot sov trygt videre. Han kyssede sin finger og strøg over hendes kind, inden han selv vendte tilbage til Jacqueline og Lenore. Han strøg blidt Lenores kind og kyssedes Jacqueline, før han gik hen og indtog sin egen seng, efter at have smidt skjorten og bukserne.

[Deleted]

Børnene var en nemmere opgave end det som graviditeten havde været, og det var naturligvis også noget som gjorde sagen meget nemmere for hende. Jacqueline var kommet godt til hægterne igen, og hun følte igen at hun kunne klare det hele. Hun smilede let for sig selv, for løgn var det jo trods alt heller ikke. De piger var deres fremtid og noget som de havde skabt sammen, og derfor, var det naturligvis noget, som uden tvivl skulle vogtes frygtelig, frygtelig godt om, for hun kunne aldrig nogensinde drømme om at skulle være skyld i at de skulle mistes! Hun smilede let for sig selv. ”De er vores liv, Lestat.. Det er noget, som vi fælles har skabt,” sagde hun med en rolig stemme, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var nogen løgn. Soraya lå og sov ved hende og det var bestemt ikke fordi at det gjorde hende noget. Hun var klar over at Lestat havde mistet børn tidligere, og derfor glædede det hende naturligvis, at det ikke var en fejl, som han ønskede at gøre om igen! Hun nikkede. ”Du er mere end en værdig far, Lestat.. Og de kan mærke det..For det mærker jeg,” sagde hun roligt. De forgudede uden tvivl deres far begge to, og det var en tanke, som også gjorde hende frygtelig, frygtelig glad, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun nikkede og rejste sig roligt op med Lenore i sine arme. Den tøs, så dog ikke ud til at ville sove lige foreløbig. Det var også en evne, som Lestat påtog sig langt bedre med lige hende, end det som Jacqueline selv havde det, men det var nu ikke noget som gjorde hende noget. Det var bare et særligt bånd hun havde til sin far. ”Tager du hende..?” spurgte hun roligt, da hun søgte hen til sengen med deres lille pige mod sit bryst. At blotte det, var slet ikke noget, som hun havde noget imod, for hun havde ikke ligefrem noget, som han ikke havde set tidligere, og det var også det, som gjorde et stort udfald for hende. Hun var virkelig lykkelig her. Blikket kastede hun mod vuggen ikke langt fra sengen. Soraya lå allerede og sov den sødeste søvn. Forhåbentlig ville det give dem lidt timer selv for en gangs skyld.

[Lestat De Lochér]

Lestat var glad for børnene, for efter de var kommet så havde Jacqueline også fået det bedre; og nu var det bedre end under graviditeten, samt at alle var sunde og raske, så mere kunne han da heller ikke bede om! Han var selv kommet sig efter at have været så syg af bekymring over Jacqueline, så det var jo kun godt, at det hele var gået i bedringens vej siden fødslen. Pigerne var deres liv og fremtid, alle var de en familie og han glædede sig til at skabe en stærk familie i deres lille kernefamilie, der forhåbentligt ville brede sig i fremtiden, selvom han ville få svært ved at give slip på sine piger. "Bestemt, kære… Vores kernefamilie… Det er det vigtigste," svarede han roligt til hende. Soraya var en god sover, hvor Lenore hellere ville være vågen, medmindre hun kunne være hos sin far; Soraya var lidt ligeglad og sov bare fra det meste. Han vædede let sine læber og modstod hendes ord, som han blot forsigtigt nikkede. "Jeg vil gøre det mere end godt denne gang… Ja det kan næsten ikke gøres godt nok," svarede han roligt. At børnene så kunne lide ham var jo kun en glæde. De havde kommunikationen til deres mor og når de blev ældre, ville de vel næsten med en berøring kunne fortælle og vise ham ting også med deres mentaldæmoniske sind. Han satte sig på sengekanten, efter at have gjort halvt sengeklar, selvom Jacqueline dog søgte hen til ham med Lenore også. Han nikkede dæmpet og da Lenore havde spist færdigt, så rakte han armene ud og tog imod hendes fra Jacqueline. Han vandrede roligt rundt i rummet med Lenore på vuggende arme og smilede til hende, som han prøvede at få hende lullet i søvn. Da det lykkedes, så lagde han Lenore ved Soraya og pakkede hende under dynen også, for de var uden tvivl tætte som tvillinger også. Han gik da tilbage til sengen, kun et par skridt væk fra vuggen og kravlede under sin egen dyne, hvor han lagde sig ned. "Kom," sagde han blidt til Jacqueline og åbnede dynen for hende.

[Deleted]

Den særlige forbindelse som Jacqueline havde til børnene, var naturligvis noget som uden tvivl hjalp dem rigtig godt på vej, og hun forstod sig på deres nødvendige behov, eller når de bare ønskede at komme op til mor og far og putte. Det forekom jo også i ny og næ, og hun måtte erkende, at det var de stunder, som hun faktisk nød mest, og mere end det som hun nød noget af det andet, så det var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Som det nu var sagt, kunne hun godt lide at de var to om det, og naturligvis var det en rolle som Lestat uden tvivl levede frygtelig godt op til. ”Det er det nemlig.. Selv tvivler jeg på at disse piger kommer til at flytte herfra. Imandra er et farligt sted for smukke piger som dem at færdes,” fortalte hun sandfærdigt. For hende, så var det virkelig vigtigt, at familien havde det godt, og var i sikkerhed, og de kunne jo alle være her, uden at de behøvede at gå på nakken af hinanden. Desuden var det jo sådan at familielivet altid havde været i hendes øjne og for hendes familie, så det var jo heller ikke fordi at hun ønskede at gøre det anderledes. Hun gik ham roligt i møde. Begge pigerne forgudede virkelig deres far, også fordi at han var der mindst lige så meget, som det hun selv var, og det glædede hende virkelig. ”Jeg tror ikke du kan gøre det bedre end hvad du gør, kæreste.. Du gør det virkelig godt. Jeg kunne ikke forestille mig en bedre far for vores børn,” sagde hun med en ærlig stemme. Hun rakte ham roligt Lenore, inden hun satte sig på sengekanten og kom ud af kjolen, inden hun roligt vendte blikket mod ham igen. At han formåede at få den lille pige til ro så hurtigt, var virkelig svært for hende at forstå, for han havde knækket en kode ved hende, som hun ikke kunne. Hun smilede let for sig selv. ”Endelig lidt tid for os selv igen,” sagde hun med en rolig stemme, inden hun roligt lagde sig op i sengen og lagde sig tæt ind mod ham. Hånden lod hun stryge ham ganske let over maven. Hun ville nyde denne stund!

[Lestat De Lochér]

Lestat var glad for pigernes forbindelse til deres moder, for det lettede uden tvivl arbejdet for dem og gjorde at de nemt kunne finde ud af hvad de havde brug for. Jo tættere pigerne selv ville være med den mentale dæmon, jo bedre ville de jo også selv være til at komme ud med tingene og måske også kunne formidle det direkte til ham. I aften ville han putte alene med Jacqueline, men ofte havde de jo pigerne imellem dem og det var jo virkelig stunder der var hyggelige, hvor hele familien lå og sov så sødt sammen. Han smilede ved tanken og nikkede let til hende. Nok ville de ikke flytte herfra, men de ville jo alligevel komme til at ønske og udforske området, og det ville han uden tvivl have svært ved. "Det er rigtigt… De får aldrig lov at gå ud," sagde han med et skævt smil. Hvis det var farligt i Imandra når pigerne blev større også, så ville han næsten binde dem til en stol bare for at holde dem hjemme, så de ikke trodsede ham og gik ud. Familielivet skulle være højesteprioritet og derfor kunne han jo også afprøve Jacquelines måde, fremfor det andet, for det havde jo ikke været en succes for ham kunne man jo nemt sige. At han var forgudet glædede ham kun, for han ville være den far, han aldrig rigtig havde fået lov til for nogle af sine børn førhen. Han ville ikke svigte igen! "Det letter mig, at du siger det kære… jeg ønsker virkelig at være den bedste… bedre end bedste," svarede han sandfærdigt. Han fik hurtigt Lenore til at sove og kom selv under dynen, hvor han sendte hende et smil. Armen lod han falde om om hendes talje, hvor han trak hende tæt ind til sig. "Mhm, endeligt," endte han blidt og lukkede øjnene, hvor han lagde panden mod hendes. Han strøg sine fingre blidt over hendes ryg, som han blidt skænkede hende et kys. Han sukkede let, ikke negativt, men fordi han virkelig havde det godt lige nu. Let faldt han ind i en stille søvn...

[Deleted]

For dem, så gjaldt det virkelig om at nyde de små stunder, når de endelig havde dem, også fordi, at man ikke kunne sige, at det skete særlig ofte, når der var små børn i billedet. Det var skam ikke fordi, at hun fortrød at hun havde fået dem, for det gjorde hun slet ikke! Der var bare så mange andre ting, som man også lige skulle tage højde for, og det var ikke ligefrem fordi at det var en ting, som gjorde det nemt for dem. Tvært imod. Hun vendte blikket roligt mod ham. De var virkelig alt hun havde, og noget som hun virkelig værdsatte. Børnene forgudede virkelig deres far, men ville han placere dem sådan i bås, så tvivlede hun da ærlig talt på, at det var noget som ville fortsætte. Hun slog ud i et let grin. ”Ih ja.. Du skriver dig bare ind i deres gode bog, kæreste,” sagde hun morende. Det var slet ikke fordi, at hun havde noget imod, at han ville passe på deres elskede børn, for det var virkelig noget af det mest vigtige for hendes vedkommende, og det var hun slet ikke bange for at bekræfte for ham. ”Jeg tvivler virkelig på, at du kan gøre det bedre, end hvad det er nu, Lestat.. For mig og børnene, er du det bedste, som nogensinde er sket os,” sagde hun roligt.
At Lenore faldt hurtigt i søvn på sin fars arm, var slet ikke noget som Jacqueline havde noget imod, for så var der forhåbentligvis ro for de næste timer, da det også var noget, som hun virkelig havde brug for at vide efterhånden. Kysset tog hun imod og gengældte selv med den største glæde, inden hun roligt lagde sig godt til rette i hans arme. Der var fuldkommen ro fra vuggen af, så selv hun tillod sig at falde godt til rette og til ro ved ham. Hun møvede sig helt ind i hans trygge favntag, hvor hun lod øjnene glide i. Ved at ligge og lytte til hans rolige vejrtrækning, have hans duft i næsen og hans arme om sig, tog det hende ikke særlig lang tid, at falde i søvn…

[Lestat De Lochér]

Lestat nød alle stunder med børnene, som han nød at have Jacqueline for sig selv i de små stunder de fik nu hvor børnene var kommet til. Det gjorde ham intet, at de havde mindre tid sammen, for børnene var jo trods alt halvdelen af familien nu og det var noget han ønskede at holde fast i resten af livet. Han elskede virkelig dem alle så højt, at det gjorde ondt bare med tanke på, at de kunne forsvinde fra ham som sand mellem fingrene. Det var den største frygt i hans liv, fordi han havde mistet før og længe havde været ensom. Men han ville ikke bytte Jacqueline eller børnene for noget i verden, for han ville hellere være med dem og leve med frygten, fremfor ikke at have dem, for kærlighed var noget af det bedste han vidste og specielt i denne grad, som han følte til Jacqueline. Han grinte let af hendes morende ord, for det var jo nok klart noget, der ikke ville behage dem og få dem til at blive trodsige, men igen… hvis han lod dem gå ud og de så aldrig kom tilbage, så ville han jo virkelig hade sig selv! "Netop," svarede han blidt til hende med et let grin på læben selv. Han trak vejret roligt og lod Jacqueline komme helt ind til ham, for det var noget af det bedste han vidste. "Det er godt… Så ved jeg, jeg gør det rigtigt," svarede han dæmpet til hende. At hun gengældte kysset gjorde ham helt varm indeni og fik ham straks til at falde helt til ro. At have hende ved sig, var noget af det mest beroligende som det også kunne have modsatte effekt, men det var nok fordi han elskede hende så meget. Han sov roligt ved hendes side…
Det var en underlig følelse, der vækkede ham midt om natten. Han slog øjnene op og slap forsigtigt Jacqueline, da han rejste sig op for at finde ud, hvad det var for en dårlig mavefornemmelse. Han så mod balkonvinduerne, hvor gardinerne blæste ind… den var åben? Hvad skete der? Han bakkede let og vendte rundt, for at se i vuggen. Synet der mødte ham, var direkte uhyggelig, for børnene var der ikke?! Han løftede i dynerne. "NEJ! NEJ!" Nogle havde været her og tage dem! Han faldt på knæ. Hans råbende ord klingede i rummet og han brød sammen i gråd foran vuggen. Han kunne slet ikke forstå det.