Please, let me go...

[Deleted]

Mirry havde ikke forestillet sig, at det store mansion indeholdt et rum så langt nede i kælderen, at ingen kunne høre hende når hun skreg. Normalt så hev Thomas hende til side på hendes sidste opgaver på dagen, så hun nåede tilbage til Joshua til normalt tid, så han ikke fattede mistanke. Hun havde ikke turde fortælle ham det, for Thomas havde truet hende nok til, at hun bare klappede i. Sidst han havde trukket hende til side dog, der var det ikke sket til samme rum som normalt, for han havde fundet et nyt lokale han fandt bedre. Hun havde været væk i 1 nat nu, så hun var urolig for hvordan Joshua gik rundt og havde det, og hvad han mon ikke også tænkte om hende? Hun følte sig ydmyget på anden dagen, for hun lå nøgen i det hinsides rum i kælderen, bundet… bare liggende som en åben ting for Thomas, når han ville komme ned til hende igen. Hvad han mon bildte folk ind i løbet af dagen, det anede hun ikke, men hun fandt det noget nedværdigende at ligge hans seng på denne måde. Hendes krop gjorde ondt efter den sidste mishandlingen, for det var som om han havde skruet sit niveau op med hende, selvom hun ikke havde troet det var muligt at han kunne gøre det værre, men det havde han formået alligevel. Hun lå skælvende, idet hun hørte døren gå op igen og så Thomas komme ind, hvilket fik det hele til at gøre ondt på forhånd. Hun knyttede hænderne og så hen på ham, selvom hun dog intet sagde, for hun turde ikke sige ham imod, for så lagde han en straf oveni det hele. Hun ville have Joshua, for hun orkede ikke dette mere, men hun turde bare ikke gå til nogen med det, for Thomas var jo ligesom den øverste lige under Lestat og Jacqueline. Thomas gik i gang igen, da han selv havde smidt bukserne og det sprængte hendes indre endnu engang, for han kom uden eftertanke eller noget, som om han troede, at hun ikke havde følelser. Han kaldte hende grimme ting, nogle specielt ydmygende fordi han jo satte hende ned på niveau med det laveste af det laveste, og hun troede jo faktisk på det, for det havde jo stået på i en god rum tid nu med ham, for hun vidste ikke hvordan hun skulle kæmpe imod. Skriget brød igen hendes læber, fordi det gjorde ondt på hende, for han holdt sig ikke tilbage på nogen måde. Hun lå i tankerne og kaldte på Joshua, for hun ville virkelig gerne reddes om noget. Og hun håbede, at Joshua ville komme ind mens Thomas stadig var i gang, så han så det med egne øjne, så der var 2 mod 1. Men det var måske for meget at håbe på...

[Deleted]

Igennem det sidste døgn, havde Joshua været bekymret og ikke mindst usikker, for han havde jo slet ikke nogen anelse om hvor Mirry var henne! Jacqueline var gået godt hen i graviditeten, men blev kun mere og mere dårlig og mere og mere syg, og det var noget som vakte en bekymring stort set i hele huset, og det var noget som i den grad også godt kunne mærkes på husets herre, som var lige så stresset over det, som det alle andre var. Natten igennem, havde han ikke set skyggen af Mirry, og han var sikker på, at der var noget galt, for hun plejede at ligge ved hans side, så han kunne passe på hende.
Hvile havde han slet ikke fundet, og egentlig så havde han bare ligget og gloet op i loftet frem til han var endt med at falde i den nok mest urolige søvn, som han nogensinde havde været ude for, for det lignede hende virkelig ikke, at være væk på den måde, og det var noget som naturligvis bekymrede ham noget så frygtelig voldsomt! Han bed tænderne sammen, da han gik igennem de mange korridorer som huset bestod af, for helt lille, var det jo heller ikke ligefrem, og det gjorde ham bange, at han ikke kunne finde hende. Tænk hvis der nu var sket hende noget?! Skriget som lød i det fjerne, var dog noget af det første som fangede hans opmærksomhed, og det var noget som hurtigt fik ham til at stoppe op. Allerede fra starten af, fik han en yderst dårlig fornemmelse ved tanken, og derfor var det noget, som han var nødt til at undersøge med det samme! Han nåede ned af tjenestegangen, hvor han stoppede ved Thomas’ værelse. Han havde aldrig haft særlig meget til overs for den mand, og det var slet ikke noget som han ønskede at lægge skjul på. Han rystede på hovedet. Normalt ville han banke på, men ved lyden af skrig? Han måtte jo undersøge det. Han tvang døren op. Synet af det som mødte ham, var noget som gjorde ham fuldkommen askegrå og fjernede absolut alt af farve, som han havde i ansigtet. Hastigt var han henne ved sengen, hvor han tog fat om Thomas. ”SLIP HENDE!” nærmest hvæsede han af sine lungers fulde kraft, for derefter at gøre brug af al den energi som han havde, for at få ham vippet af hende og ned på gulvet. Han ville ikke have nogen tæt på hans Mirry!

[Deleted]

Mirry kunne stort set ikke føle hendes hænder og fødder mere, for det summede af de stramme reb der skar ind i hendes hud og det var bestemt ikke en rar følelse. Hvor hendes tøj var endt, det var hende uklart, for hun havde ikke haft det på i et døgn nu. Hun havde ikke sovet igennem natten, for det at Thomas havde sovet ved hendes side, var direkte ækelt og havde rystet hendes grundvolde ekstremt. Hun savnede virkelig Joshua og håbede snart at han ville komme hende til undsætning. Hun troede på, at hvis Joshua kom som hendes helt, så kunne de sammen få Thomas smidt ud, fordi de så var 2 mod 1. Hun turde bare ikke tage kampen selv, fordi Thomas så bare kunne tage hævn alt for nemt og få det vendt om, fordi hele tjenestestaben ville stå bag overhovedet. Kun Lestat og Jacqueline støttede jo faktisk Mirry og Joshua, så det var da altid betryggende, men alligevel ikke nok i denne situation. Hun hørte intet udefra, som Thomas var over hende igen, for det gjorde ondt i hende, for han trængte sig jo ind uden nogen forvarsel eller eftertanke, hvilket kun fik det til at blive ømt og svide mellem hendes ben. Hun skreg, selvom det dog blev kvalt af nogle støn, hun ikke kunne holde igen. Hun bed tænderne sammen og skar en grimasse, da det smertede hele hendes indre. At døren gik op, det ænsede hun knapt nok, som hele hendes krop lå spændt som en flitsbue på sengen. Stemmen og det hele gik lidt hurtigt, men hun følte pludseligt en lettelse, i og med at Thomas blev skubbet af hende og trillede ned, hvor han heldigvis på vejen slog hovedet mod kanten af sit sengebord, så han landede på gulvet uden at kunne rejse sig specielt hurtigt. Hun vendte blikket mod Joshua, hvor det hele brændte sammen for hende. Tårerne trængte sig lynhurtigt på og hun bed tænderne sammen, som læberne begyndte at dirre. Et snøft forlod hende, som hendes blik blev sløret af tårer og hun ikke kunne se ham længere. "U-undskyld J-josh," hviskede hun som det først og vendte blikket op mod loftet, som hun knyttede sine hænder, selvom hun hurtigt foldede dem ud igen. Hendes krop rystede og hun havde lyst til at kravle i et hul, men hun kunne knapt nok vride sig.

[Deleted]

Når alt endelig kom til alt, så var det jo ikke ligefrem nogen hemmelighed, at Mirry virkelig betød noget for Joshua, og det var noget, som han gerne lod hende vide. Selvom det måske var svært for ham at sige, hvad der egentlig var i det, så var det ikke fordi at han kunne gøre det største ved det lige nu. Nu hvor hun ikke havde været her igennem det sidste døgn, så frygtede han virkelig for hvor hun var. Der var i forvejen en helt anden stemning i huset, og det her gjorde det kun mange gange værre for hans eget vedkommende. Alene det at skulle se hende ligge der på sengen under Thomas, bundet fast og tage imod den behandling, var noget som direkte gjorde ham vred, for han havde virkelig håbet, at det ikke var noget, som de nogensinde skulle opleve igen, ofr den tanke var virkelig noget som gjorde ham vred og ikke mindst utrolig trist, og det var altså slet ikke noget som han kunne lide! Han rystede på hovedet, da Miry forsøgte at undskylde, for hun havde slet ikke noget at undskylde for, og det var noget, som han gerne stod fast på, for det andet her, var da slet ikke noget, som han kunne lide. ”Du.. du skal da slet ikke undskylde, Mirry..” Mens Thomas var i færd med at rejse sig op, efter det slag i hovedet, så havde han da om ikke andet, så fået muligheden for at finde hende og få hende med sig ud igen. Han fik den første knude op ved hendes ankel og kastede sig i krig med den næste. De var jo faktisk utrolig stramme, og han kunne da slet ikke lide at se hende ligge der i ingenting, og så vide at.. Thomas havde taget den ganske særlige ting fra dem, og det var slet ikke noget, som han kunne lide i det hele taget! Han rystede de tanker ud af hovedet, kun for at få bakset den anden knude op, og søgte så videre til hendes hænder. ”Jeg frygtede at noget ville ske dig.. Og frygtede at noget var sket dig.. Nu er jeg bare glad for, at jeg har fundet dig..” Han fik endelig løsnet knuderne om hendes håndled, og trak hende direkte ind i favnen, hvor hun kunne få lov til at gemme sig. Hun havde jo ikke så meget som en trævl på kroppen, og alene det at vide, at Thomas havde taget hende på den måde, var noget som gjorde ham direkte vred! ”Nu skal vi ud herfra,” endte han med en dæmpet stemme. Det gjorde ham så vred, at han blev ked af det!

[Deleted]

Mirry hadede det der var sket, og at hun ikke var stærk nok til at kæmpe imod det mere, fordi når han ikke var ved hende, så tænkte hun jo altid, hvorfor hun dog ikke kunne gøre bare et eller andet. Hun var svag på det punkt, fordi de før Lestat og Jacqueline havde været så dybt nede i dem selv, været på slavemarkedet sammen og det hele, hvor hun jo også var blevet misbrugt. På daværende tidspunkt havde hun bare ikke forstået hvad det betød, men efter Jacqueline havde åbnet hendes øjne, så var dette jo faktisk bare meget værre og det havde hun aldrig troet, at det kunne være. Men det gjorde bare så ekstremt ondt indeni, for det var som om at hendes hjerte blev revet ud og trampet på, og så sat tilbage igen i ringere tilstand. Hun kunne intet se ud gennem øjnene på grund af sine tårer, der vædede det hele til og gjorde det helt sløret. Tårerne faldt og det blev lidt tydeligere, som hun bare så mod Joshua, der gik i gang med at binde rebene op. Hun hulkede, så hendes bryst direkte dirrede af ubehag, for det var virkelig en klam følelse hun havde i kroppen. Hun bed tænderne sammen, men hulket brød læberne og et snøft efterfulgte, så hun viste ikke lige hvad hun skulle svare på, at hun ikke skulle undskylde. Hun følte jo skyld for, at hun ikke havde gjort mere for at kæmpe imod. Da hendes første ankel blev fri, så bøjede hun straks benet op til sig. Det summede helt i hendes ankel. Thomas havde været næsten oppe på benene, men var blevet svimmel fra faldet, så han røg ned på knæ igen og sad og knurrede og bandede. Hun så mod Joshua igen og foldede begge ben, da den anden ankel kom fri og tårerne dækkede igen for hendes syn et øjeblik. "J-jeg hader d-det…" var det eneste hun kunne få frem, selvom hun faktisk havde mere at sige, men det var svært med en grødet stemme. Da han trak hende ind i favnen, så slyngede hun armene omkring ham og knugede sig ind til ham, mens hun bare lukkede det hele ud. Hun gemte sig ind mod ham. "Vi-vi skal låse d-døren," hviskede hun ind i hans øre, for de blev nødt til at sladre til Lestat og Jacqueline nu, det kunne ikke vente. Hun skælvede ind i hans arme, mens hendes ankler og håndled summede og havde mærker fra de stramme reb. Hun gjorde tegn til at skulle rejse sig, så de kunne komme ud herfra hurtigst muligt.

[Deleted]

Det var efterhånden ved at gå op for Joshua hvad det her egentlig betød, og det gjorde ham faktisk ked af, at andre havde taget denne ting fra dem, for det var slet ikke noget som han brød sig om i det hele taget. Han var da om ikke andet, så bare glad for, at han havde fundet hende, og at hun var nogenlunde ordentlig i stand, for det var uden tvivl det, som havde betydet det største og meste for ham. Han sukkede dæmpet, idet han endelig fik knuderne op. Han hadede det mindst lige så meget, som det hun selv gjorde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. ”Sch.. kæreste.. Nu er jeg her, og jeg kan love dig, at der ikke vil være nogen, som kan og kommer til at gøre det der ved dig en gang til,” lovede han. Han lod hende mere end glædeligt slå armene om ham, hvor han knugede hende direkte ind mod sig, for det gjorde ham faktisk ked af det, at se hende på den måde, og vide, at han ikke havde haft nogen mulighed for at passe på hende, eller beskytte hende. For fremtiden, så kunne han trygt love hende, at døren blev låst, om han så skulle ligge vågen, for at passe på hende og beskytte hende, så var det noget som han uden tvivl agtet at gøre, for han ville passe på hende, som det mest værdifulde for ham, som hun var. Han rejste sig op med hende i sine arme, inden han igen vendte blikket mod Thomas, som tydeligt ikke havde det særlig godt, selvom det var noget som han uden tvivl var direkte ligeglad med, for han så da slet ikke nogen grund til at skulle reagere på nogen anden måde ellers. Dette var noget som Lestat og Jacqueline nok skulle få høre om, men han ville ikke forstyrre dem med de småting. Han vidste jo at Lestat passede på sin hustru i disse stunder, en dette var virkelig ikke noget, som han lod gå uset for sig, for det var noget, som virkelig gjorde ondt, selv for ham at tænke på, og han kunne slet ikke lide det, så det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han kyssede hendes pande. ”Døren låses og jeg holder mig vågen.. Jeg skal nok sørge for, at herren og fruen hører om det her..” lovede han, da han forlod værelset. På vejen sørgede han for at få nøglen med, og låste døren, så Thomas heller ikke kunne komme ud. Han søgte bevidst ned mod deres værelse, hvor han lagde hende på sengen. Han strøg hendes kind. ”Jeg melder det.. Hellere nu end senere, ikke sandt?

[Deleted]

Det gjorde kun ondt værre for Mirry, at hun vidste hvad det hele egentligt betød. Det var noget specielt, der var revet fra hende, noget specielt som hun ikke kunne give til Joshua og noget meget intimt og betydningsfuldt, som andre fik til at virke ubetydeligt. Det var en forfærdelig følelse, der kun gav hende en følelse af væmmelse, som satte en kvalmende fornemmelse i hende. Hendes læber bævrede, fordi tårerne stille trillede ned over hendes kinder, og hun holdt benene tæt sammen. Hun lyttede til hans ord og tog straks ordene til sig, fordi de var så trøstende som noget kunne være. Den eneste der nogensinde skulle røre hende på denne måde, var når hun var klar til at lade Joshua komme hende så nær, fordi hun ønskede at vide hvordan det egentligt kunne føles - på den måde som Jacqueline havde forklaret hende, at det skulle føles. "O-okay," sagde hun hviskende og trykkede sig ind mod ham, for han var tryg for hende og den eneste, der kunne berolige hende ovenpå sådan en omgang. Hun var såret og nedtrykt, for hun følte sig lige nu på et bundpunkt som hun havde håbet hun kunne komme ud af, ved at være hos Lestat og Jacqueline. Men det havde Thomas ødelagt rimelig hurtigt for hende og det havde jo også stået på i over seks måneder nu, da det var startet inden brylluppet. Hun snøftede let og tørrede sine tårer med den ene hånd, mens hun greb fat i tæppet der lå på sengen og gemte sig lidt i, inden hun slyngede begge arme helt om ham igen. Hun bed tænderne sammen og holdt armene knugende omkring hans nakke, da han rejste sig med hende i sine arme. Han var blevet fysisk stærk siden de var kommet her, for med ham var der jo kun fremgang og det glædede hende! Hun puttede ind til ham og lukkede øjnene, mens hun bare dirrede let og trak vejret lidt hiksterende. Hun tog imod kysset mod sin pande og hun nikkede let. Hun ville ikke finde sig i det mere, så det var nu eller aldrig, at de skulle tage kampen mod Thomas. Hun sukkede og lod ham bære hende ned på deres eget værelse, hvor hun krøb ned under sin egen dyne så snart hun var blevet lagt på sengen. Hun modtog hans kindstrøg. "Gå med det samme… Men lås døren," sagde hun dæmpet, for hun turde ikke ligge med døren låst op. Hun vidste døren til Thomas var blevet låst også, men hun tog virkeligt ingen chancer. Hun gemte sig under dynen og lagde sig så godt til rette, som hun kunne, selvom hun ingen ro fandt i kroppen og hun var lysvågen.

[Deleted]

Joshua havde gennemgået en temmelig stor forvandling, siden de var ankommet til Lestat og Jacquelines hus, og han var faktisk glad for at være der. Bare ikke når Thomas var sådan efter hende, for det var noget, som virkelig gjorde ham ked af det, for det var slet ikke meningen! Han holdt hende godt og tæt ind mod sin favn, da han bar hende med sig ned mod deres værelse. Det var måske noget meget værdifuldt som var blevet revet fra hende, og naturligvis, var det noget som virkelig gjorde ham vred et sted, for han frygtede lidt, at Mirry ikke turde at komme tæt på ham i frygten for at han ville gøre det samme, for det var jo heller ikke ligefrem meningen med noget som helst. Han lagde hende ned i deres egen seng, hvor han lod hende trække sig under dynen, hvor han satte sig på sengekanten ved siden af hende. Han nikkede og strøg hende roligt over håret. Jo hurtigere, de kunne få det her undersøgt og ordnet, jo bedre ville det uden tvivl blive. ”Jeg gør det med det samme.. Og jeg låser døren, min skat.. Jeg kommer meget snart igen,” sagde han med en rolig stemme. Selvom han slet ikke var meget for at skulle forstyrre dem, når Jacqueline havde det som hun havde det, så var det ikke ligefrem noget som gjorde sagen meget nemmere eller bedre for hans vedkommende. Han søgte ud af døren, som han lukkede og låste efter sig, hvor han tog nøglen godt i hånden, for han ville bestemt ikke give Thomas en mulighed for at komme i nærheden af hende, hvis han ellers kunne blive fri for det!
Automatisk søgte han op til Lestat og Jacquelines værelse, som lå i en helt anden fløj, end det som resten af huset. Han formodede at Lestat ville sidde side om side med sin hustru, for hvorfor skulle han da gøre andet end det? Han stoppede op foran døren. Var sagen alvorlig nok til at de ville handle nu? Han bed tænderne sammen. Det var vel en dum og komplet idiotisk tanke? Han bankede på døren ganske roligt og næsten tøvende. ”…. Herre?” spurgte han med en dæmpet stemme, dog tydelig respektfuldt.

[Lestat De Lochér]

Det at Jacqueline var blevet syg, havde slået Lestat lettere ud af kurs den seneste tid. Han sad meget inde ved hende og tog sit papirarbejde med i soveværelset, så han kunne springe til ved hendes side med det samme hun bare gav et piv fra sig. Han havde tabt sig på det seneste, fordi han var så inderligt bekymret for at miste hende, for det ønskede han virkeligt ikke. Han elskede hende, så det påvirkede ham så dybt, at han næsten selv blev syg. Fordi at alt tiden blev brugt på Jacqueline, så havde han ikke så meget overblik over resten af huset som han burde, men han stolede på sine medarbejdere, at de kunne klare sig indtil Jacqueline havde født. Men hvis der opstod problemer, forventede han jo selvfølgelig at de ville komme til ham og oplyste ham. Han kunne bare ikke selv skabe overskuddet til at holde overblik på situationen. Lige nu var Jacqueline faldet i søvn, så han havde lydløst listet hen til sit lille bord, hvor et stearinlys brændte så han kunne se det han skulle. Han sad og skrev papirer og arbejdede ganske lydløst. Da de bankede på døren, så rejste han sig hurtigt og lydløst op og gik hen til døren. Han åbnede den på klem, så det var Joshua og trådte udenfor døren og lukkede den forsigtigt i efter sig, for at forstyrre Jacqueline mindst muligt. "Ja, Joshua?" sagde han og prøvede at finde lidt energi frem, selvom han så træt ud i forhold til hvor frisk han havde set ud, før Jacqueline endte med at blive syg af graviditeten. Han trak let på mundvigen og rettede sig let op, som han foldede hænderne over lænden. Han sendte ham et roligt blik, for han ville jo gerne lytte, for medarbejderne havde taget meget respekt siden Jacqueline var blevet sengeliggende. "Sig frem," sagde han, for han regnede jo med der ligesom var noget vigtigt at sige. Ellers havde de jo sagt, de ikke ville forstyrres, medmindre at det ikke kunne løses uden deres indblanden - med deres, mente han selvfølgelig sin egen, for Jacqueline kunne jo ikke hjælpe så meget.

[Deleted]

Joshua vidste godt, at Jacqueline var syg, og at de strengt havde påpeget, at de kun ønskede forstyrrelser, hvis det virkelig var vigtigt, og han var faktisk i tvivl om, at det her måtte være vigtigt nok? Han stillede sig ved døren i et stykke tid, inden han faktisk bankede på, selvom det var yderst forsigtigt, for hvis de nu lå og sov, så ønskede han jo ikke at vække dem. Han hævede blikket, da døren gik op og så Lestats hoved stikke ud af døren. Han bakkede hurtigt, da manden kom ud. Det lå bare automatisk til ham at udvise den form for respekt, så han bukkede hovedet for ham som et tydeligt tegn på det. Han kendte sin plads her i huset, også selvom der stadig var en kende tvivl at spore i ham. Han havde jo trods alt været mange steder, hvor man ikke ligefrem kan sige, at han havde trives på nogen måde, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke. ”Jeg håber ikke, at jeg forstyrrer, Herre,” begyndte han næsten undskyldende. Han vendte blikket stille ned mod sine hænder, som han fumlede med foran sig. Han begyndte faktisk at blive en anelse nervøs, for han var vel også bange for hvordan Lestat ville tage det hele? Han frygtede jo stadig, at det ikke var en alvorlig nok sag, til at han ville gøre noget ved det, og at han så ville blive sur i stedet for, og det var slet ikke noget, som han ønskede at tænke på i den anden ende. Tungen strøg han let over sine læber. ”Mirry har været borte siden i går.. Jeg fandt hende for ikke lang tid siden, bundet til Thomas’ seng, Herre.. Han har taget hende mod sin vilje..” forsøgte han, bare for at stille det fint som muligt, selvom synet uden tvivl stadig hjemsøgte ham, og tanken om det, var noget som gav ham tårer i øjnene, for det var noget, som faktisk gjorde ham direkte ked af det, for hun havde slet ikke fortjent det! ”J-jeg slog Thomas af hende, og.. og bragte hende til vores kammer. Jeg.. ville bare lade dig vide det,” tilføjede han med en sigende mine, som næsten et tegn til at han ikke turde gøre sig nogle forhåbninger om at der ville blive gjort det største ved det, men man kunne jo altid håbe?

[Lestat De Lochér]

Lestat kunne fornemme på Joshua, at han faktisk tvivlede på om det var vigtigt nok, for han virkede mere fumlende end normalt og hans bank på døren, havde også været mere forsigtigt end normalt. Men Joshua var en god ung mand, som havde den nødvendige respekt, endda måske lidt for meget en gang i mellem, men det arbejdede han stadig på med ham. Han ønskede jo at give Mirry og Joshua en chance for at kunne tjene, uden direkte at være slaver. Han trak vejret roligt og blev stående med hænderne foldet over lænden, som Joshua selv bukkede hovedet og han nikkede roligt mod ham til gengæld. "Du kommer ganske belejligt, Jacqueline sover og jeg sad og stirrede mig blind på pergament nummer 30," sagde han og nikkede let. Der var ingen grund til at undskylde, for han vidste Joshua ikke ville komme herop og banke på, hvis der ikke var grund for det. Han vædede let sine læber og afventede at få det hele at vide, så han kunne gøre noget ved det, hvis han skulle det og hjælpe med det han kunne, så hurtigt som muligt. Han rynkede let panden da han hørte det første, at Mirry havde været væk, men da han fik det sidste med, så blegnede han direkte og han måtte knytte hænderne bag ryggen, hvilket Joshua heldigvis ikke kunne se. Han stolede fuldt på Joshua og vidste, at han ikke kunne finde på at lyve om en sådan ting, for den knægt havde vist sig mere værd end resten af staben faktisk. Thomas havde han altid synes der var noget over, han havde bare aldrig kunne sætte sin finger på det. Han stod lettere mundlam og fik intet sagt, før Joshua tilføjede sine næste ord og nikkede. "Udmærket. Hvor er Thomas nu?" spurgte han fast, for han ville klare sagen med det samme. Thomas skulle ud og det kunne ikke gå hurtigt nok, for det fandt han sig virkelig ikke i. Han begav sig hen mod trappen og ned og forventede Joshua førte ham til Thomas. Han var inderligt vred, men forsøgte ikke at vise det for meget, selvom Joshua nok sagtens kunne mærke det på ham. Han gik bestemt ned mod tjenestefløjen.

[Deleted]

Joshua var virkelig bange for, at det som han gjorde, slet ikke var med det rette grundlag, og det var jo heller ikke fordi, at han ønskede at føle Lestats vrede bare sådan uden videre. Tanken var i sig selv uhyggelig, for han var usikker på rigtig mange ting, og han var meget forsigtig til at tage sine egne valg, for det havde han jo stort set aldrig gjort før. Han nikkede, hvor et ganske svagt smil meldte sig på hans læber, selvom det hurtigt døde hen. For ham, så var det en alvorlig ting, for Mirry var virkelig det eneste som han havde, og noget af det mest betydningsfulde, som han havde i sit liv, og derfor ønskede han selvfølgelig at passe på hende, og ikke mindst beskytte hende! ”I.. I så fald, er jeg glad for, at jeg ikke har forstyrret. Hvordan går det med Fruen?” spurgte han videre. Han var jo faktisk oprigtig bekymret for hende, også selvom han havde den store forståelse for, at hun blev holdt på værelset og i sengen, sådan som hun havde det. Selvom hans ord var udtalt meget forsigtigt, så var det alligevel for ham, en meget stor ting, for han ville ikke have at Thomas skulle fortsætte med at genere hans Mirry! Han kunne virkelig ikke lide, at han gjorde det! Varsomt hævede han blikket mod Lestat. Den stramme mine, indikerede da om ikke andet, at han lyttede til ham. Han nåede kun lige at åbne munden, inden Lestat var på vej ned af gangen, inden han hurtigt hastede efter. ”Han er på sit værelse, Herre.. Vi låste døren, så han ikke løb efter,” forklarede han, inden han rakte ham nøglen, som han stadig stod knuget med i sin hånd, for han var slet ikke sikker på, at han havde handlet rigtigt, men fordi at han virkelig forsøgte at beskytte og passe på det eneste som han havde. Vel næsten det som Lestat også gjorde med sin elskede Jacqueline? Og specielt nu hvor hun virkelig var syg? Joshua havde nu alligevel mest af alt lyst til at søge i retningen af Mirry, tage hende i armene og passe på hende, men det vidste han jo så til gengæld godt, at han ikke bare kunne gøre, sådan uden videre. ”Han sårede min Mirry…” sagde han næsten forskræmt. Den tanke gjorde ham faktisk vred!

[Lestat De Lochér]

Lestat syntes bestemt ikke at Joshua havde handlet forkert ved at komme til ham, for det var en alvorlig ting og noget som han ikke fandt sig i blandt hans medarbejdere. Hans arbejdende stabel skulle ikke have sådan en mand i blandt sig, som tillod sig at genere og misbruge en kollega. Han kunne sagtens gennemskue grunden, for han vidste staben snakkede ned om Joshua og Mirry, men han mente jo de alle var på ligefod. Mirry var jo faktisk mere end de andre, for hun var jo Jacquelines personlige dame. Han nåede end ikke at svare på hvordan det gik med Jacqueline, for han var allerede af sted ned mod tjenestefløjen. Han vidste at Mirry betød alverden for Joshua, for han kunne se kærligheden i begges øjne. Han havde jo det samme til Jacqueline, den kærlighed i blikket og det hele, så han vidste jo hvordan det var at være 'manden' i det hele. Thomas var en mand, der i hvert fald ikke skulle få lov til at ødelægge mere, for bare tanken om det var direkte opsættende. Han følte sig vred, især på Joshuas vegne. Han havde en stram maske, for han var harm overfor det, at Thomas kunne finde på det! "Du har gjort ret i at komme til mig, Joshua," forklarede han på vejen, eftersom han før ikke havde sagt så meget. Han havde været meget chokeret. Han nikkede ganske let, som Joshua fulgte efter ham og de nåede ret hurtigt tjenestefløjen. Han tog imod nøglen og tog den selv i hånden, som han fast søgte til værelset. "Godt tænkt," sagde han kortfattet. Joshua havde både hjertet og hjernen på det rette sted, og det kunne han godt lide om ikke andet. Han nikkede. "Gå ned til hende, Joshua. Pas på hende hele natten. Tag fri i morgen, vær sammen med hende. Jeg tager mig af resten," sagde han roligt og nikkede til ham. Han lod Joshua gå af sted, inden han låste op ind til Thomas. Derfra gik det hele ret hurtigt. Der var ingen nåde for Lestat. Manden fik nøjagtigt 2 minutter til at pakke de vigtigste ting, hvilket satte fut under Thomas, der så meget modvillig ud. Han snakkede konstant og undskyldte, men der var ingen nåde i Lestat, slet ikke overfor sådan noget. Han tog ham med sig væk fra tjenestefløjen og op til hoveddøren, som han åbnede og lod Thomas gå ud af. "Farvel. Kom aldrig igen, ellers så flår jeg dit hoved fra resten af din krop!" hvæsede han fast efter ham og holdt øje med at han gik ud af lågen, inden han lukkede og låste døren. Han kneb øjnene fast sammen, rettede på sin trøje og søgte mod trappen igen. Han skulle op til Jacqueline og regnede bestemt ikke med at se Thomas nogensinde igen.

//Out.

[Deleted]

Joshua havde virkelig forsøgt at handle efter bedste mening, og derfor glædede det ham faktisk, at der for en gangs skyld, faktisk skete noget, og at det ikke bare var en sag, som var ligegyldig. At han så derimod fik bekræftet, at han kunne komme til ham med det, og faktisk havde gjort det ret, så var det noget, som faktisk passede ham ganske udmærket, for det var noget som kun lettede ham. ”T-tak,” begyndte han roligt. Selvom han ikke besvarede hvordan det gik med Jacqueline, så gik han vel bare ud fra, at intet nyt, var godt nok? Og at det om ikke andet, ikke var i forværring. Thomas havde han låst inde, og det var bestemt heller ikke et valg, som man kunne sige, at han havde fortrudt på nogen som helst måde i det hele taget. Han stoppede op og nikkede. Han ville hellere end gerne tilbage til Mirry, og være der for hende, samt passe på hende, da det også var noget af det, som han faktisk værdsatte mere end det, som han værdsatte nogen anden. ”Jeg… jeg takker virkelig, Herre. Jeg lover at passe på hende, og.. tak for fridagen. Rigtig mange tak..” Igen var det mere end det, som han egentlig var vant til, og forberedt på for den sags skyld. Han vendte om og hastet tilbage til deres værelse, hvor han stoppede op. ”Det er bare mig, Mirry..” sagde han med en rolig stemme, inden han fik døren op. Nede i forhallen, kunne han høre Lestat råbe af Thomas, som var på vej ud. Han var virkelig på vej ud! Han lukkede døren roligt efter sig, men låste dog ikke. Han ville gerne vise Lestat den tillid, ved at lade ham vide, at han troede på, at han ønskede dem det bedste. Han krøb roligt tilbage i sengen, hvor han denne gang tog hende helt ind i favnen og holdt hende tæt. Igennem hele denne nat, sad han faktisk vågen. Han agtet at beskytte og passe på hende, overfor alt af fare, som kunne finde på at true hende!

//Out