Winter's cold

[Deleted]

Det var efterhånden ved at være temmelig sent. Vinteren var langt om længekommet hvilket betød lange nætter og korte dage, et paradis for landets vampyrer der alle var døde under solens stråler. For Valarie gjorde de mange timer med mørke ikke den store forskel, hun var tvunget til at gemme sig, krybe i skjul ved enhver lyd på grund af en dom hun endnu havde hængende over hovedet. Årene med frihed havde dog sat sine spor på hende. Det mørke hår havde fået en del af sin glans igen, og hang let ned over hendes blege, slanke skuldre, hun havde fået lidt sul på kroppen igen, hvilket havde gjort hende tålelig at se på, dog var hun endnu plaget af de mange år i Dvasias fangekælder. Brændemærker som aldrig ville gå væk, det sindssyge blik som aldrig helt forsvandt, fordi paranoiaen aldrig rigtigt forlod hende. Yannich var sendt ud efter føde for natten, mens hun som altid var blevet i det mausoleum som de havde indtaget på den gamle forladte kirkegård i Rimshia hvor ingen ville kigge alligevel. Convento var for oplagt og hun risikerede at blive spottet af en mand som Alex hvilket kunne ende med at blive hendes endelige død. Hun satte sig på kisten hvis låg var lagt halvt om halvt over. De isblå øjne stirrede på de tomme vægge som omgav hende. Til tider gjorde det hende vanvittig at se det samme dag ud og dag ind, men man skulle vel tro at hun efterånden var blevet vant til det, taget i betragtning af de mange tusinde år hun havde tilbragt i en celle, dog var der mere plads. Måske de skulle få det indrettet lidt? Hun gned tænksomt sin hage. Yannich burde kunne skaffe et møblement og så det gjort lidt hjemmeligt, det havde ganske kun været ment midlertidigt, men eftersom det var det tryggeste sted i forhold til hendes situation, så ville det vel blot være dumt at rykke videre og risikere mere? Hånden strøg gennem de ravnsorte lokker som kun fik hendes blege hud til at stå langt mere ud. Der var intet lys på stedet, men det generede hende ikke, for en vampyrs nattesyn var trods alt bedre end enhver fakkel, og kunne hun undgå ild, så gjorde hun det i den grad, det møde havde hun haft en gang eller to for meget. Tænderne blottede hun en kende. Sulten var begyndt at melde sig, hun håbede godt nok at han havde fundet noget lækkert, for hendes humør var intet at prale af i dag!

[Deleted]

Yannich var sendt ud på jagten for i aften. Efterhånden som årene var gået, var han også faldt mere og mere til rette ved Valerio og var vel.. blevet glad for hende? Det menneskelige, forsvandt også mere og mere for hver dag, som måtte gå for hans vedkommende, og han kunne slet ikke drømme om, at skulle gøre andet, end at komme hjem igen, for han vidste, at hun ikke kunne undvære ham for noget som helst. Han var vel et sted hendes bindeled ud af deres hemmelige skjul? Ganske vidst havde han fundet en flot ung mand, som han var temmelig sikker på, ville falde direkte i Valeries smag. Han kunne jo faktisk godt lide at.. gøre hende glad, for han kunne godt lide at se hende glad. Selvom det altid havde været ham imod at gøre noget som helst for at glæde en vampyr, så havde ordren jo været tydelig; Find mad, og komme hjem, og det var heller ikke fordi at han havde noget andet valg, når hun brugte den form for ’magt’ over ham!
På vejen hjemover, var han faldet over noget, som han dog slet ikke havde regnet med at skulle falde over; Alexander. Manden havde ligget på jorden. Ikke angrebet eller noget, var mere askegrå end det som han normalt ville have været, og han var.. tynd, og mindede mere og mere kun om et lig bestående af knogler og hud. Han kunne ikke lade ham ligge, så han havde taget den mand over den anden skulder, og var roligt begyndt at begive sig hjemad. Selvom det havde trukket mere ud, end det som han normalt ville have gjort det, så var det kun fordi at han havde fået mere at slæbe på, end det som havde været normalt. Manden som han havde fundet som føde, var kun slået ud med et slag i hovedet. Han vidste jo hvordan Valerie kunne lide sin mad. Han nåede langt om længe hjem igen. Han møvede sig frem, for at endelig ankomme til bestemmelsesstedet. Det var meget lille.. ikke så forbandet stort, og der var stort set ikke noget som helst derinde, så man kunne kalde det for et hjem eller noget lignende.. Han sagde dog intet. Valerie lød jo til at være glad for det. ”Jeg har bragt mad, frue..” endte han ganske kortfattet. Han slap Alexander direkte ned i gulvet i stedet for, og bar i stedet for den unge mand hen, hvor han lagde ham over kisten. For nu, lå han ganske stille.

[Deleted]

De tunge hjerteslag var noget som fik Valarie til at stoppe op. Hun så hen moed døren og følte næsten allerede tænderne løbe i vand, for det var ved at være længe siden hun havde fået noget som helst. Som regel fortrak hun jo at jage selv, men til tider var det for farligt, og særligt her i vinteren hvor landet for alvor vågnede fra sin dvale. Automatisk endte hun med at blotte tænderne og lade tungespidsen stryge hen over sine blodrøde læber. ”Yannich kæreste det var på ti..” hun tav idet hans skikkelse faktisk viste sig i døren. Måske han havde en ung mand over sin skulder hvis hjerte endnu bankede, men det var Alex’ skikkelse som hun i virkeligheden havde øje for. Smilet falmede hurtigere end det var kommet og efterlod hende med en kold mine. De blå øjne lyste med et næsten sindssygt glimt. ”Hvad har du gjort?” spurgte hun næsten panisk. Som fange var det ikke ligefrem sin fyrste man havde lyst til at stå overfor, han kunne så let som ingenting give hende direkte til Jaqia hvilket jo slet ikke ønskede! Lige i det øjeblik var hun ligeglad med hvad han havde slæbt med hjem til middag, i stedet puffede hun ham til siden og strøg hen mod Alex. De ravsorte lokker fløj omkring hendes slanke skulder, og lagde sig først pænt da hun gled på knæ og lukkede fingrene omkring fyrstens kæbe. Han var tydeligvis ikke død.. så havde han været aske, men han lignede noget katten havde slæbt ind. ”Har du nogen idet om hvad du har gjort?” spurgte hun med en ildevarslende tone. Hun rejste sig og vendte sig mod ham med ekstremt hårde øjne, før hun uden varsel greb ud efter hans hals. ”Ønsker du at placere mig i en celle igen, Yannich?” spurgte hun hæst og lod neglene borer sig ned i hans kød. Måske han havde været trodsig i mange år, men som tiden var gået var det som om han havde affundet sig med tanken om at han var blevet vampyr og var bundet til hende gennem blodsbånd. Det kunne dog også være skuespil også selvom tanken kom bag på hende og på samme tid, faktisk også gjorde hende en smule ked af det, hans nærvær havde løftet hendes tilstedeværelse en hel del, givet hende en følelse af ikke at være konstant alene, men det der fandt hun sig ganske simpelt ikke i!

[Deleted]

Yannich vidste udmærket godt at Valerie ikke ville bryde sig om tanken, men han kunne jo heller ikke ligefrem lade Fyrsten ligge der på jorden. Det var et sted.. mere imod naturen og den ting som hun havde bedt ham om, end noget andet. Den unge mand lagde han på kisten og Fyrsten lod han glide direkte i gulvet, hvor han vendte blikket direkte mod Valerie. Han havde været det eneste, som hun havde haft omkring sig igennem de sidste mange år, og det vidste han udmærket godt, men ikke desto mindre, så vidste han ikke helt hvordan han skulle tage det. ”Jeg fandt ham liggende derude.. Jeg kunne ikke bare lade ham ligg..” Han tav omgående, som han så hvordan hun satte sig ved Fyrsten og vendte hans hoved. Han lignede bogstavelig talt noget katten havde slæbet med ind. Tog han ikke meget fejl, havde manden ligget og hvisket ’Cassie’ hele vejen til deres skjulested, så helt væk var han dog heller ikke, men han havde det bestemt ikke godt. Han nåede ikke rigtigt at reagere, før Valerie havde grebet ham om halsen og direkte tvunget ham op af væggen. Han gispede. Ikke fordi at det var nyt for ham på nogen måde, for det var det slet ikke. Han tog omkring hendes håndled. ”Tror du jeg er ude på at gøre dig ondt?!” nærmest hvæsede han med en anstrengt mine. Det gjorde jo faktisk ondt, når hun gjorde det der!

Alexander var dog ikke helt væk. At han blev bragt direkte til Valerie, var dog noget af det sidste, som han lige havde regnet med. Han bed tænderne let sammen, som Valerie tog fat om hans kæbe. At hun faktisk var omkring endnu, var heller ikke just noget som han havde set komme, men hvad skulle han da ellers gøre? Han vendte blikket træt mod dem, også selvom det at bevæge sig, føles som.. hårdt. Han magtede ikke rigtigt noget mere, og han vidste, at han virkelig havde klokket i det, og han kunne slet ikke fordrage, at have det på den måde! Han slog hovedet bevidst ned i gulvet. Han havde det virkelig ikke særlig godt. ”S-Stop..!” Han vendte blikket mod dem. Manden havde jo i princippet reddet hans liv, ved at føre ham hertil, for turen hjem, havde han aldrig nogensinde klaret på egen hånd.

[Deleted]

Det var direkte dumdristigt at bringe fyrsten til deres tilholdssted, når han lettere end intet kunne få hende bag lås og slå igen. Tanken gjorde Valarie direkte rædselsslagen, for hun var dem som havde udstået årtusinder med tortur, men voldtægter og hånlige tilråb, hun havde fundet sig i det og forsøgt at holde fast i sig selv og sine ideologier på trods af det, og hvor havde det bragt hende. Fingrene lukkede sig omkring hans hals kun for at holdt ham op af den nærmeste væg. Muligvis, hun var hård ved ham, men han skulle lære på den hårde måde. De gale, isblå øjne stirrede ind i hans, tydeligt faretruende. ”Selvfølgelig kunne du lade ham ligge! Han er til farer for os Yannich, han er til fare for mig!” udbrød hun vredt og slog ham igen ind mod væggen for at understrege sine ord. Hun stønnede vredt og kunne ikke lade være med at føle sig en kende forrådt af den eneste som havde været omkring hende, og som havde forgivet at være hendes ven. ”Hvad vil du have mig til at tro?! Det er ikke dig som måtte leve i dit eget skidt, udstå timer af tortur og befamlende hænder i flere tusinder af år!” vrissede hun og var for første gang i lang tid oprigtigt vred. Hun slap ham ved Alex’ ord og knyttede hænderne. Fyrsten havde det tilsyneladende ikke særlig godt, han lignede en som mere eller mindre var blevet sultet, hun vidste det for hun havde set ligesådan ud den aften hun var sluppet fri af fangekælderen. Udsultet, livløs, uden glød i blikket eller rent sjælemæssigt. Han var ligeså fanget i sin egen krop som hun havde været, også selvom det heldigvis havde ændret sig en smule. ”Find mere mad til vores gæst, dit ubrugelige møj,” snerrede hun af Yannich inden hun igen satte sig på hug ved Alex. ”Det er til dit held at jeg er opdraget loyal i forhold til vores race,” mumlede hun og strøg de blege fingre hen over hans kind, der var om muligt blegere end den plejede at være. ”Du ligner noget katten har slæbt med ind, Alex, fortæl mig hvad der er hændt dig,” bad hun høfligt også selvom der lå en ordre gemt bag ordene. Hun ønskede at vide hvad der var sket, og særligt hvis hun skulle have mulighed for at hjælpe ham.

[Deleted]

Alex var fuldstændig rundt på gulvet, men det var bestemt ikke til at undlade at lægge mærke til, at han havde det skidt, for det havde han virkelig. Det var ved agt være lang tid siden, at han havde næret sig i det hele taget, også fordi at han virkelig ønskede at få Cassie hjem igen. Hun var savnet, og han kunne slet ikke klare den tilværelse alene, da han altid havde været vant til andre omkring sig. Den mand som havde fundet ham og bragt ham hertil, skyldte han stort set sit liv, for han vidste allerede nu, at han aldrig ville være kommet hjem ellers. Han hørte Valerie hvæse og det hele. Det var jo ikke fordi at han var ude på at gøre hende noget, og han havde jo altid været mod den fængsling, som hun var blevet udsat for i udgangspunktet, men han var blevet kraftigt nedstemt. ”Jeg mente ikke..” Yannich tav igen, da han blev kastet direkte ind i væggen endnu en gang, med det som denne gang, lød som et temmelig voldsomt brag. Han lukkede øjnene for en kort stund endnu en gang, inden han igen bed sig let i læben. Han hørte at Yannich igen forlod skjulestedet – som han selv ikke havde nogen anelse om hvor måtte være henne, og han kunne virkelig ikke fordrage den tanke, men der var jo ikke rigtigt noget, som han kunne gøre ved det af den grund. Han brummede tydeligt træt, inden han igen lod øjnene glide i for en kort bemærkning, selvom han hurtigt stivnede igen, da hun strøg over hans kind. Han vendte blikket let væk. Det var ikke Cassie.. Og så var der slet ikke nogen, som skulle have lov til at gøre det der ved ham, og længere var den bare ikke! Han fnøs ganske let og så ned af sig. Han var for træt, til at overhovedet bevæge sig alt for meget. ”Du er virkelig hård ved ham..” bemærkede han som noget af det første. Det var jo ikke ligefrem det, som man kunne sige, at han var vant til hjemmefra. Han sukkede tungt. Hun var måske opdraget til det, men det var da ikke ensbetydende med, at hun ville være ham en hjælp, når han ellers så tydeligt havde desperat behov for det. ”Til mit held ligefrem..?” Han vendte blikket mod hende. Hans øjne var blodskudte af mangel på næring, han var bleg og han var svagelig. Han hadede at hun skulle se ham sådan. ”Hvad der er sket? Der er sket meget.. alt for meget.. Carmine er borte, og Cassie er rejst..” Han behøvede vel ikke at uddybe det mere? Selvom hun slet ikke burde beordre ham til noget som helst!

[Deleted]

Det var ret åbenlyst at noget var hændt deres kære fyrste og Valarie kunne et sted godt forstå Yannichs instinkt, men det gjorde det på ingen måde bedre! Hun knyttede sine hænder og borede neglene så dybt i sine håndflader at det satte mærker i hendes blege hud. Hun endte blot med at slappe Yannich så han igen kunne forlade dem, for hvi8s der skulle være blod til dem alle sammen, så ville de få brug for mere.. Alex havde i sig selv brug for en hel del, hvilket var ret tydeligt. ”Bare skaf noget mere,” bed hun hårdt. Muligvis, hun var hård ved sit kære afkom, men han skulle lære ret og forkert, og hun fandt sig bestemt i ikke at blive sat i en farezone når hun havde gemt sig i frygtelig mange år for ikke at blive tvunget tilbage i fangekælderen. Valarie trak hånden til sig sukkede dæmpet dog uden at tage det næsten sindssyge blik fra ham. Det var jo næsten ynkeligt at se ham på den måde! Hans ord fik hende dog alligevel til at trække køligt på smilebåndet. ”Hvordan skulle han ellers lære det? Det er mit job at lære ham at kontrollere sine instinkter og han skal kende sin plads, så til tider må jeg holde ham lidt i nakken,” forklarede hun og trak ligegyldigt på skuldrene. Uanset hvad der var sket med hende gennem årene, så havde hun hele tiden holdt fast i sine dyriske sider og dermed også det hierarki der fulgte med. Hun nikkede. ”Det er dit held, ellers havde du været død nu kæreste. Jeg hjælper dig, ikke fordi jeg har lyst men fordi skaden er sket og det er min pligt,” påpegede hun ærligt. Skulle hun da lyve for ham? Hun himlede med øjnene. Carmines død havde hun hørt om, men Cassie vidste hun ikke mere om, end at det var hans hustru… og det måtte vel ligeså være hans mage når nu han reagerede på den måde? ”Og det er grunden til at du er stoppet med at nærer?” spurgte hun ret uimponeret og rejste sig for i stedet at gå hen til den unge mand som var vågnet op. Hans hjerteslag var paniske, hvilket lød som sød musik i hendes ører. ”Kom her.. spis,” bad hun greb fat i mandens nakke. Han så på Alex med rædsel og forsøgte at kæmpe sig fri af hendes greb, men hun tvang ham ned at sidde foran Alex med en blottet hals.

[Deleted]

Alexander var slet ikke vant til at se den form for behandling, også selvom han havde været således overfor Carmine, selvom det var frygtelig mange år siden, så var det ikke noget, som han kunne gøre det største ved, som det var lige netop nu. Han bed tænderne kraftigt sammen, og vendte blikket væk fra hende endnu en gang. Han havde det slet ikke godt, men han var vel stadig overbevist om at lade Cassie vide, at han var det bedre, end hvad hun gav ham credit for? Han forsøgte virkelig ihærdigt, at leve op til de krav og forventninger som hun havde sat til ham, og det var virkelig frustrerende! ”Det er ikke det, som man oplever særlig meget af mere,” påpegede han med en ganske sigende mine, for det var bestemt heller ikke fordi at det var løgn i den anden ende. Valeries kærtegn, var savnet for ham, men ikke noget, som han kunne have, for det var den forkerte kvinde, som gjorde det ved ham! Han vendte blikket mod den mand, som tydeligt var ved at vågne, selvom det ikke var noget som han tog sig af. Cassie havde nægtet ham jagten igennem så lang tid, at han slet ikke kunne huske hvordan det var at smage på tingene, som var.. rent for ham. Han knyttede næverne tydeligt. Tænderne løb i vand, han lignede noget som katten havde slæbt med indenfor, og han havde det generelt slet ikke særlig godt kunne man vel sige? Han prustede ganske let og lagde sig igen ned på gulvet. Det var næsten bare det, som han måtte finde det mest behagelige ved. ”Du behøver virkelig ikke gøre det ud af din egen gavmildhed, Valerie.. Jeg ved, at du slet ikke har lyst til at gøre det..” De blodsprængte øjne, vendte han direkte mod hende, inden hun rejste sig op, for at hente manden som lå over kisten. Han blottede tænderne næsten automatisk. Han var virkelig ved at være godt sulten efterhånden! Han rystede på hovedet, og vendte blikket væk, da hun holdt manden mod ham og med den blottede hals. Han kunne høre mandens hamrende hjerte, og se panikken i hans øjne, og selvom han virkelig var fristet.. Så kunne han ikke få sig selv til at gøre det. ”Jeg vil ikke have det…” svarede han med en mindre hvæsen.

[Deleted]

Det var ret tydeligt at Alex havde det direkte elendigt. Så isoleret som Valarie havde været, så var det meget lidt som nåede hende for ører. Carmines død havde selvfølgelig, men hun havde misset at fyrsten tilsyenladende havde fundet sin kære mage og nu var hun smuttet? Tanken morede hende næsten. Hun betragtede ham dog med et lettere vildt og forvirret blik uden helt at vide hvad pokker hun kunne forvente sig af ham i det hele taget. ”Hvilket? Vampyrer som faktisk lever op til deres løfte og pligt? Yannich var blot en stædig mand der ønskede at tage mit evige liv, han har nu forstået hvilken gave det kan være,” fortalte hun ærligt. Jovist han havde sine trodsige perioder, men oftest affandt sig med det og havde ligeså levet som et dyr i temmelig mange år efterhånden. Hun skævede mod den unge mand der netop var vågnet og havde fundet ud af at han var endt i vampyrers kløer. Selvom han ikke skreg som så mange andre før ham havde gjort, så afslørede hans hjerte panikken. Valarie lukkede øjnene for et kort øjeblik og nød lyden velvidende om at når hun satte tænderne i ham, så ville det næsten føles som var det hendes hjerte der slog mod brystet. Der var ikke en mere fantastisk følelse. ”Du får det næsten til at lyde som om du faktisk ønsker at svømme i din egen selvmedlidenhed kære Alex. Det ligner ikke den hysteriske, bestemte mand jeg engang kendte. Du var i sandhed den mest oprørske af dem alle,” sagde hun og trak næsten triumferende på smilebåndet ved minderne så mange år tilbage. Visse ting ændrede sig åbenbart temmelig hurtigt. Den unge mand trak hun med sig, selvom han denne gang begyndte at gøre modstand ved at forsøge at rive sig fri. ”Det der hjælper dig ikke kære,” hviskede hun lokkende i hans ører og kyssede hans hals, modstod sig fristelsen til at bide sig fast, for lige nu handlede det i højere grad om Alex. Hans væsen fik hende til at se på ham med sammenknebne øjne. ”Vov ikke at hvæse af mig! Det er dig som ligger ynkelig og ikke vil tage imod føde, men skulle næsten tro at du ønskede dvælen. Har du virkelig givet op? Hvis det er tilfældet så sig endelig til så jeg kan gøre en ende på dine lidelser og indtage dit lille palads,” vrissede hun hårdt. Hvorfor skulle vampyrerne spilde tiden på en mand der havde givet op på sig selv og sin styrke? Det var synd og skam, så hellere bare tage livet af ham med det samme.

[Deleted]

Alex havde mødt sin mage, og denne gang mistet hende for alvor, for hun havde jo taget valget og var rejst derfra, hvilket var noget, som uden tvivl knuste ham, uden at han egentlig kunne gøre det største ved det, som det stod lige nu. Han havde det ikke særlig godt, og han forsøgte stadig at leve op til de krav og forventninger som Cassie havde stillet til ham, næsten som havde det været i håbet om, at hun ville komme tilbage til ham igen. Han kneb øjnene let sammen. At se hende så hård mod sit eget afkom, var ikke noget som han havde set i mange årtier, men han vidste jo derimod også godt, at Valerie, var af den ældre generation, hvor det faktisk havde været ganske normalt. ”Det er ikke ofte, at man ser den slags mere.. Menneskelig eller ej.. En vampyrjæger? Og du falder over ham.. Det er jo næsten ironisk..” Selvom manden var ved at vågne, og det paniske tvang hans hjerte til at hamre og slå mod hans bryst i den forstand, så var det svært for Alexander ikke at bide sig mærke i, og det var noget som uden tvivl frustrerede ham som intet andet overhovedet. Han vendte blikket væk fra dem, for han havde slet ikke lyst til det. Han knyttede næverne kraftigt og tænderne havde han blotlagt, uden egentlig at tænke over det. At hun så derimod, skulle bringe den fortid på banen, var slet ikke noget, som han ville høre tale om. Han glemte den helst! ”Det var man nødt til, for at klare hvad din familie tvang os igennem, Valerie.. Du ved lige såvel, som jeg, at det var den eneste mulighed for at overleve det,” påpegede han med en mere spids tone. At hun selv gav sig ombord og bed sig fast i manden for et øjeblik, var noget som tydeligt fik ham til at reagere, for han var virkelig ved at være sulten efterhånden! At hun så truet med at tage hans liv og indtage hans palads. Det ville være så dejlig nemt i hans øjne, ingen tvivl om det, men det var derimod ikke noget, som han kunne sige eller gøre noget ved af den grund. Det ville bare være.. det nemmeste, men han følte jo heller ikke at han var færdig i livet. Der var så meget, som han stadig ønskede at udrette. Han kneb øjnene fast sammen og vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. ”Det vil jo ikke ligefrem være mit problem, vel?” begyndte han med en kortfattet stemme. ”Jeg forsøger at efterkomme de krav, Cassie satte til mig.. Ikke, at der er nogen skam i det..!” endte han en anelse hårdt. Det var vel et sted.. mere for at overbevise sig selv om det?

[Deleted]

Uanset hvad der var sket med denne Cassie, så var Valarie mere forundret over at se en leder som engang havde været en af landets stærkeste mænd, på sine knæ overfor en som hende der var skyld i den had og bitterhed som han brændte inde med. Det kølige døde blik studerede ham som havde han været et nyopdaget dyr. Manden i hendes favn græd.. han tiggede og bad om at få lov til at gå og i stedet tage hjem til sin smukke hustru og den mindre flok af børn. Hun ignorerede ham. ”Måske der er en vis form for ironi i det scenarie, men under alle omstændigheder kunne han ikke have slået mig ihjel. Det var næsten for nemt,” erkendte hun med et ligegyldigt skuldertræk. Hun tog ansvar overfor det hun selv havde skabt, og på trods af at hun havde lavet i alt hemmelighed, så havde hun faktisk levet efter kodekset. Mandens hjerte hamrede. Hun tog sig selv i at stirrer på hans smukke hals, hvor hun kunne se den store årer pulserer, hvilket fik hendes tænder til at løbe i vand. ”Min familie gjorde forfærdelige ting.. både ved du og jeg, men så kan vi spørge os selv, hvem de stærkeste vampyrer her til lands er. Vores lidelser gjorde os stærke. Du overlevede mod alle odds og jeg.. jeg overlevede årtusinder i Dvasias fangekælder, og hvis du synes det min familie gjorde mod dig var slemt, så skulle du prøve at sidde der som landsforræder,” svarede hun uden tegn på sorg eller bitterhed. Hun bebrejdede ikke Jaqia, kvinden frygtede hende og den tanke kunne hun ikke meget andet end at nyde. Hun strammede grebet om manden og slikkede sig om munden. Alex var svag, og det var frastødende at se på, når hun vidste at han kunne udstå så meget mere end han viste hende lige nu. Hans desperate undskyldninger fik hende blot til at le.. en iskold, død latter der på sit vis dryppede af hån. ”Og hvordan synes du det går? Hun er væk Alex og hun kommer ikke tilbage. Du var engang en af de stærkeste mænd jeg kendte, og det eneste jeg ser nu er et ynkeligt eksemplar.. men fint.. hvis du ikke vil have, så må du have mig undskyldt, så vil jeg nyde min middag,” endte hun kortfattet inden hun satte tænderne i den unge mand og fastholdt ham tæt ind til sig. Bevidst lod hun blodet løbe ned over hans blege hud så Alex ville blive fanget af den søde duft, hun lukkede øjnene og stønnede vel den varme fornemmelse som bredte sig i hende. Blodet smagte sødt, hvilket var fantastisk!

[Deleted]

Alex var måske i for stor kontakt med sine følelser, uden egentlig at vide hvad de betød, og det var faktisk noget, som frustrerede ham mere, end det som noget andet måtte gøre, og han kunne virkelig ikke fordrage den tankegang! Som det nu var sagt, så forsøgte han om ikke andet, at finde sin plads i det hele, selvom han virkelig havde brug for Carmines vejledning. Det var den mand, som formåede at få ham på rette spor, når han var helt herude, og han var væk.. Det var mange tab på en gang, som han slet ikke vidste hvordan han skulle beherske. ”Et sølle menneske, kan ikke slå nogle som os ihjel, Valerie, og det ved du, såvel som jeg.” Selv bevidst forsøgte han virkelig at se bort fra det menneske, som tiggede og bad i hendes favn, også selvom det var et forfærdeligt brok i hans ører! ”Få ham da til at tie stille..” mumlede han med en ganske kortfattet tone. Hvad de havde været igennem, vidste han godt, var et tegn på styrke, men det var bestemt heller ikke fordi at man kunne sige, at det havde været nemt for nogen af dem. Han havde mod alle odds, formået at komme helskindet igennem det liv, som han til nu havde haft som et forsøgsdyr g intet andet. ”Uanset hvad jeg har været udsat for, så har det alligevel sat noget i mig, Valerie.. Jeg har mange ting, som jeg aldrig har fortalt.. Aldrig vist, og som jeg ved, at jeg aldrig kommer til at komme ud med. Jeg er ærlig talt, ligeglad med at du har siddet i årtusinder i en fangekælder. Jeg var imod din fængsling i udgangspunktet, men blev kraftigt nedstemt,” fortalte han endeligt. At se hende sætte tænderne i det kære individ i sine arme, og bevidst lod blodet trille ned af den blege hud, var noget som fik Alex til at blotte tænderne, for han var virkelig ved at være sulten. Han vendte blikket væk fra hende, også selvom det krævede absolut al den energi og overbevisning som han kunne finde frem. Cassie var væk, og han vidste det jo godt, men han kunne alligevel ikke lade være med at gøre sig de tanker.. Han ville jo bare gerne gøre hende tilfreds, og det var vel ikke så svært at forstå, var det? Hans tænder løb i vand, og hans tarme vendte sig nærmest i protest mod nægtelsen af føde. Han knurrede svagt.. Han kunne ikke lade være!

[Deleted]

Det var direkte kvalmende at se en så stor leder som ham i kontakt med sine følelser på den måde. Valarie himlede med øjnene og kunne ikke lade være med at gøre sig den tanke at han slet ikke var klar på at varetage sine opgaver som fyrste. Det var synd og skam, særligt hvis det skulle vise sig at vampyrerne ville forsøge på at slå ham ihjel. Hun trak svagt på skuldrene. Mennesket var måske ikke stærkt men det var frygtelig intelligent det måtte hun trods alt give dem og Yannich var ikke nogen undtagelse end ikke efter hans forvandling, hvilket var en klar fordel. ”Selvfølgelig ikke, jeg kunne have slået ham ihjel før han havde nået at gøre noget som helst, dog fandt jeg det lidt morsommere at vise ham hvad ahn rent faktisk foragtede, og jeg må sige at det lader til at han har ændret mening,” svarede hun blot. Manden i hans favn lavede ikke andet end at klynke og tigge og bede om nåde hvilket begyndte at blive ret irriterende, men kom til kom råd. ”Du må hellere gøre hvad han siger.. han er trods alt fyrste,” hviskede hun lokkende i mandens ører og strøg ham over håret. Han blev om muligt mere bleg og skar en grimasse da han forsøgte at holde gråden inde. Hun vendte sig igen mod Alex. ”Buhu.. Alex du er ikke den eneste som har oplevet sorg og lidelse, du er heldig hvis du overhovedet finder en i denne verden som ikke har sølet i det gennem hele deres liv. Alligevel vover du og sidde at ynke.. der er vampyrer der regner med dig, og hvis du skal gøre dig den mindste forhåbning om at kunne være noget for dem, så bør du genfinde dig selv, lige nu er du ligeså svag som en halvsyg, gammel mand.” påpegede hun. Et sted ville hun gerne tilbyde sin ekspertise men eftersom hun var eftersøgt endnu, så ville det nok være ganske dumt, desuden var hun slet ikke sikker på at han ville tage imod. Blodet løb ned over mandens blege hud. Han var blevet frygtelig stille foruden støn der kom i takt med at hun sugede. De isblå øjne tvang hun op og så på Alex med det næsten lokkende glimt, føden ville han uanset få brug for og det var direkte dumdristigt at han nægtede at indtage det på grund af en sølle kvinde!

[Deleted]

Alexander var i større kontakt med sine følelser, end det som han egentlig brød sig om, men hvad pokker skulle han gøre ved det? Cassie havde igennem frygtelig mange år, forsøgt at gøre ham menneskelig, og det havde til dels virket.. Nu kunne han jo slet ikke finde ud af det mere. Han kneb øjnene let sammen. Historien om Valerie og Yannich, var uden tvivl morende på en eller anden måde, og det var egentlig ikke fordi at det gjorde ham noget. Valerie havde altid haft en sindssyg tankegang, men hun havde derimod altid opnået, det som hun ville opnå, og det var det som han faktisk respekterede hende for. ”Jeg vil glæde mig til den dag, jeg har tid til at høre hele historien,” påpegede han ganske ærligt. Menneskets klyngen, tiggen og beden, var noget som direkte irriterede ham, for han havde brug for ro, til at finde ud af det hele, og det var bestemt heller ikke fordi at det hjalp, at høre den slags, når han igennem så lang tid, var blevet benægtet at nære sig på det. Han bed tænderne kraftigt sammen, og vendte blikket væk. At Valerie så skulle nedgøre ham samtidig, var noget som fik ham til at spænde i hele kroppen, for han fandt sig bestemt heller ikke i den form for behandling. Hvor vovede hun at tiltale ham på den måde?! Han prustede let. Det gjorde ham arrig, at høre hende sige det, for det var faktisk hårdt at kæmpe, når man ikke havde den støtte, som man var vant til at have – hverken fra Cassie eller Carmine, for de var begge blevet revet fra ham. Han var i for megen kontakt med sin menneskelige side, og det vidste han udmærket godt, men det var ikke nemt, når man var alene om tingene. Desuden havde han aldrig været god til det med at være alene. ”Jeg er alene om at stå med det hele, Valerie, og jeg ved ikke hvordan jeg skal komme tilbage på fode igen! Det er fandeme ikke nemt!” Denne gang blev hans ord udtalt med en hvæsen. At se hende sidde og nære sig for øjnene af ham, var noget som satte en voldsom sitren og dirren i ham. Han kunne simpelthen ikke holde tanken om det ud! Tænderne var blottet og hver en muskel i hans krop var spændt. Han ville virkelig ikke bryde med det, som han havde kæmpet så hårdt for at lære sig.. og så alligevel.. Han vidste ikke, hvad han skulle stille op!

[Deleted]

Kvalmende som det end var at se på, så vidste Valarie næsten at hun ikke ville kunne gøre særlig meget for ham hvis ikke han ønskede at blive hjulpet. Hun himlede med øjnene ved tanken. Hende og Yannich var en ganske anden historie. Hun ville ikke gerne være ved at han kunne være hendes mage, men hvorfor skulle hun ellers have brugt alt den energi på et simpelt menneske og fastholde ham? ”Hvis den dag nogensinde. Jeg kunne altid tage med dig hjem og vi kunne snakke om det over en lækker middag, men noget siger mig at det ville blive min død,” påpegede hun ligegyldigt. Han ville kun gøre sit job ved at anmelde hende, men hun ønskede ikke at vende tilbage til fangekælderen. Det havde været et levende helvede der havde frataget hende alt hvad hun havde haft af værdighed og stolthed.. hun havde udstået sin straf! Valarie slap taget om den klynkende mand der var blevet underlig stilfærdig og fuldkommen bleg. Han var for svækket til at sige meget mere. Hun slikkede sig tilfreds om munden og tørrede sine mundviger med en enkelt finger. ”Delikat,” mumlede hun tilfredst for sig selv Manden var ikke helt tømt i tilfælde af at Alex skulle skifte mening. Hun trak skævt i mundvigen, næsten triumferende over hans udbrud. ”Du behøver ikke stå alene. Vampyrerne er et fællesskab, om ikke andet er det hvad vi begge altid har ønsket at det skulle være. Et fællesskab behøver en stærk leder, og lige nu er du svagere end en mus i kattens mund!” skældte hun hånligt og kravlede roligt over mod ham for at lægge sin blodige hånd på hans kind. ”Lad mig hjælpe dig, Alex. Jeg ønsker ikke at se dig blive hundeføde, og jeg ved at du har en umådelig styrke. Lad ikke et simpelt pigebarn ødelægge det for dig, der er nogle som værdsætter dig for det vilde, ustyrerlige bæst du er,” hviskede hun lokkende i hans ører. Hendes blik udstrålede en underlig sårbarhed, det var selvfølgelig ganske bevidst. Hun kyssede hans kolde læber for et øjeblik inden hun trak sig og greb den slappe mands nakke for at trække ham hen til Alex. ”Drik,” opfordrede hun igen, denne gang bestemt på en anden måde end hun havde været for et øjeblik siden.