It must be... real?

[Deleted]

Valerio var virkelig forvirret, for han forstod ikke hvorfor hun gjorde alle de ting som hun gjorde, og det var noget som alligevel et sted, også formåede at frustrere ham mere end det som han var i forvejen. Nu som det var sagt, så kunne hun jo lige så godt forberede sig på, at det her, var noget af det sidste for hans vedkommende, for han vidste, at han stod i en meget skidt situation, og han kunne altså slet ikke fordrage det! Det var Alexander som bogstavelig talt stod med hans skæbne i sine hænder, og den tanke, var noget som han faktisk måtte finde en kende frustrerende, og alligevel også skræmmende, for han kunne jo ikke gøre noget som helst, som ville påvirke den på den ene eller den anden måde, og han brød sig faktisk slet ikke om den tanke, hvis han skulle være helt ærlig. ”Det må du naturligvis selv om. Ikke kom og sig, at jeg ikke har forsøgt at forberede dig på det!” nærmest hvæsede han efter hende. At hun så slap ham fri, var dog derimod slet ikke noget, som han havde regnet med, for han havde virkelig ikke brug for at bevæge sig på denne måde, da det faktisk var ham temmelig skræmmende, at det var sådan, for han kunne slet ikke lide det! Han krøb ned og satte sig i det ene hjørne. En skælven tog til i hans krop. Sølvet havde brændt sig godt ind i hans hud, og det var tydeligt, at han havde ondt, selvom et nu heller ikke var noget som han tog så tungt igen, men nok om det, så kunne han jo heller ikke ligefrem gøre noget som helst for det nu. Han vendte blikket mod hende. Hans mine var direkte truende. Han var et dyr, og han var sulten og her sad hun, også selvom han vidste, at han ikke havde nogen tænder at sætte i hende, for dem havde han mistet allerede for mange år siden. Han sænkede blikket og vendte det væk fra hende, da hun krøb hen til ham. Ikke fordi at han tog det som nogen truende adfærd, men han ville ikke have hende tæt på lige nu! Kærtegnet over hans kind, fik ham til at lukke øjnene. Han var let ikke vant til den blide form for kærtegn. Kysset som hun skænkede ham derimod, var det som kom mest bag på ham! Han turde næsten påstå at det berørte musklen i hans bryst, selvom han vidste, at det ikke kunne banke. Han gengældte det prøvende.. Han havde jo aldrig prøvet det her før. Han brød det dog igen og vendte hovedet væk. Han var jo ikke ligeglad med hende. Det hele var bare.. nyt.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice så let mod gulvet som hun sad på, for det var jo faktisk koldt at sidde på, hvilket hun dog først rigtigt ænsede nu, hvor han havde stemmen af hende og hun kom til at sidde og tænke over det hele. Havde hun gjorde det rigtige ved at gå herned eller satte hun bare alt på spil for dem begge, risikerede at ødelægge det endnu mere for ham og sætte sig selv i fare? Og for hvad? Lige nu var hun jo i tvivl om han havde følelser for hende, han bare ikke kunne vise, eller om han faktisk bare ikke kunne lide hende på den måde, så hun bare havde været underholdning for ham, selvom hun jo havde set det som noget andet, da hun havde været hos ham. Alexander holdt kortene i sidste ende for dem begge og det vidste hun jo godt, hun tog bare ikke så meget højde for det lige nu. Hun så på ham, da han faktisk påstod at have forsøgt at få hende til at forberede sig; det var jo faktisk sødt og pænt af ham, når hun nu selv var stædig og nægtede det, men hun ville jo helst bare have det hele skulle ende godt. "O-okay… undskyld," sagde hun dæmpet og selv halv forvirret, for det var jo ikke nemt for hende det her, men hun prøvede jo om ikke andet, og gjorde sit for det. Nok sad han helt henne i hjørnet, men hun var hurtigt henne ved ham igen, ligeglad med om sølvet så havde brændt sig i hans hud, for nu var han fri og kunne hele. Det ville dog nok være hurtigere hvis han nu gad tage en tår af hende, men for nu holdt hun inde med presseriet og prøvede at føre hans tanker hen på noget andet i stedet. Nok var hans mine truende, men hun kendte ham jo, eller det følte hun at hun gjorde, så hun var jo slet ikke bange for ham på nogen måde; så ville hun ikke tilbyde sig selv. Han kunne ikke suge hendes blod uden hendes hjælp, så det var jo altid en god ting om ikke andet. Da deres læber mødtes så vidste hun at følelserne var rigtige, for det hele sprang i hende og sommerfuglene vendte tilbage igen. Han gengældte det prøvende, for det var han vel ikke vant til at bruge læberne til, men hun kunne lide det. Hun trak hovedet lidt væk igen da han brød og lod hånden falde, da han vendte hovedet væk. Han havde gengældt kysset så godt han kunne, så det var næsten svar nok for hende. Hun vædede let sine læber og smagte det sidste af ham. "Vær nu sød og modtag lidt blod, Val, så du kan hele," bad hun ham med en blød, dæmpet stemme, som hun søgte at han ville kigge på hende igen.

[Deleted]

Valerio forsøgte i det mindste, men det var egentlig bare typisk, at folk ikke rigtigt bed sig mærke i hans anstrengelser, for det var efterhånden ved at være noget, som han var temmelig vant til. Han vendte blikket mod hende endnu en gang. Når hun nu ikke selv ville se det, så måtte han jo forsøge at få hende til det, og det var også mest for sin egen skyld, for han vidste, at han stod i den situation, at han med lethed kunne få frataget hans liv. Det sølle liv som han nu havde om ikke andet, og det var slet ikke noget, som han kunne sige sig, at være det mindste interesseret i. ”Det fint..” mumlede han let for sig selv. Han havde brugt alt for lang tid på at rende rundt og være sur og negativ, så han forsøgte egentlig bare at give slip, og nu hvor han havde fået arme, krop og ben fri, så ville han virkelig heller ikke fristes mere end det som han følte, at han var i forvejen, for han brød sig faktisk slet ikke om det. At hun så ikke bare ville lade ham sidde, var noget som faktisk forvirrede ham, for han var vant til at folk ikke kunne komme langt nok væk fra ham, og her sad hun og faktisk forsøgte at opsøge ham. Hånden mod hans kind, fik ham til at sitre og kysset var noget som uden tvivl slog ham helt ud af kurs, for det var noget af det sidste, som han var forberedt på! Hans næve lukkede han om tremmerne ind til cellen, bare for at have noget at holde fast i, for han var virkelig, virkelig fristet til at springe på hende, og det var slet ikke noget som han havde lyst til. Han ville miste sit liv hurtigere end hvad han ville kunne nå at tælle ti til, hvis Alexander fandt ud af det, også fordi at han allerede var fri og alt muligt, så det var jo en masse, som slet ikke var meningen! At heale og få noget energi, ville han dog ikke have noget imod, men det var bestemt ikke fordi at han brød sig om, at det skulle gå udover hende, for det ville kun bide ham hårdt bag i senere hen, og det vidste han udmærket godt. Han rystede på hovedet. Kunne hun ikke bare forstå det? Det var virkelig, virkelig ved at blive frustrerende for ham. ”Jeg vil ikke nære på dig, Alice.. Han vil se det med det samme..” påpegede han med en ganske sigende mine. Det kunne da heller ikke være så svært at forstå, at han faktisk frygtede for hans eget velbefindende?

[Alice Lairé-Jênan]

Alice kunne fornemme på Valerio at han prøvede og det glædede jo kun hendes lille følelsesprægede hjerte, for det var vigtigt for hende at hun ikke stod her og prøvede at holde hænderne under noget, der ville glide igennem hendes fingre som vand. Hun ville ganske vist ikke se faktummet i øjnene, men måske burde hun, nu hvor han jo selv ligesom prøvede at få hende til det. Hun kunne bare ike lide tanken om at give slip allerede, for hun følte jo ikke slaget var tabt endnu, det var vel kun lige startet, selvom det så dårligst ud for Valerio i forhold til Alexander. Hvis hun kunne flygte med ham lige nu, så ville hun, men det var jo direkte dristigt. Men måske det at hun sad her ved ham, var dristigt nok i forvejen, så det andet ville bare blive dumdristigt - og hun turde slet ikke foreslå det heller. Hun burde ikke være her, men hun ville være her og derfor blev hun jo også hos ham. Han trak sig ganske vist væk og var afvisende, men hun måtte jo prøve at finde sig i det og lade vær med at blive ked af det, uanset hvor svært og hårdt det måtte lyde i hendes eget hoved. Hun ville dog ikke lade ham sidde alene, for hun ville jo ikke væk fra ham, tvært imod ville hun jo tættere på ham. Hun var glad for at kysset i det mindste påvirkede ham og han ikke afviste hende der, det var en lettelse et sted som fik knuderne til at løsne sig fra hendes indre. Hun sendte ham et skævt smil og så på ham med de blanke øjne, hvor hun heldigvis ikke fældede flere tårer nu. Han måtte være fristet, siden han nærmest holdt sig selv tilbage, men det måtte hun jo bare tage med, når hun jo selv lokkede. Hun sukkede da han afviste hende på det punkt igen, for kunne han da ikke forstå det? Hun fandt det ligeså frustrerende som ham, de sad bare på hver deres side af situationen. "Se det, hvor? Hvem siger jeg ikke har skåret mig på noget skarpt. Jeg lugter jo allerede af dig," sagde hun forklarende, selvom hun jo faktisk selv havde det dårligt med det, for hun havde jo ikke tænkt over det i første omgang. Alex ville lugte Val på hende, men et sugemærke hvor han havde næret sig, det ville hun nemt kunne gemme hvis de bare placerede det rigtigt. Hun så bedende på ham og sukkede let. "Men hvis du virkelig ikke vil have det bedre… Vil du så ikke bare... kysse mig igen?" bad hun og bed sig let i læben, som hun slog blikket ned i gulvet mellem dem.

[Deleted]

Valerio forsøgte egentlig bare at handle for sin egen skyld, og specielt fordi at han vidste hvad Alexander kunne finde på. Nu hvor hans bror ikke længere var blandt dem, så var det ham, som fik hele skylden, og det var noget, som uden tvivl frustrerede ham yderligere, for han synes bestemt ikke at det var fair overfor ham! Han bed tænderne sammen og rystede let på hovedet. Alice forstod ingenting.. Det var ikke fordi, at det ikke var noget som han var vant til, for det var det skam, men han kunne jo ikke ligefrem gøre det vildeste ved det. Hun sad i kælderen ved ham, hvor hun i princippet, slet ikke burde være, og det var noget som virkelig måtte irritere ham, for det fristede ham mere end det som han nok var i stand til at give udtryk for. Han ville ikke nære på hende, for han ville heller ikke komme Alexander mere på tværs. Han måtte jo for pokker ikke engang røre ved hende, hvis hun var markeret af en anden, og specielt fyrsten! Han prustede let. Det irriterede ham, at hun faktisk formåede at rive hans argumenter fra hinanden, men det var ikke fordi at et var noget, som han kunne gøre det vildeste ved, som det var lige nu. ”Fyrsten er ikke dum, Alice, og det burde du vide, hvis du har været her i et stykke tid. Jeg kan garantere dig for at han vil se det..” ente han med en ganske kortfattet stemme. Han ville ikke diskutere det, også selvom han nu havde forsøgt med det hele, så var det ikke fordi at han kunne gøre det vilde ved det. Han ville gerne ud og væk derfra, selvom det vel stadig havde temmelig mange udsigter? Han vendte blikket hen mod tremmerne. Han havde ikke tænderne at gøre brug af, for ellers havde han nok også sprunget på hende allerede nu, selvom det jo ikke var noget, som han kunne gøre mere. At hun så derimod bad om et kys mere, var noget som fik ham til at vende blikket i retningen af hende endnu en gang. Det lignede ikke ham at sidde på denne her måde, men det gjorde ham usikker, også fordi at alt det kærlighedsnoget, virkelig ikke var noget som han brød sig om i det hele taget. ”Jeg forstår det ikke.. Jeg forstår mig ikke på det,” sagde han dæmpet. Det havde faktisk været.. rart at kysse en, som faktisk gerne ville, men følelsen som det efterlod ham med, var skræmmende for ham.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice vidste at Valerio måtte tænke på sig selv i alt dette, men det måtte hun jo for sin vis også, for hun kunne ikke klare at hun ikke kunne sove om natten fordi hun lå og grublede over ham hele tiden, tænkte i både den ene og anden retning af hvordan udfaldet ville være når hun ligesom konfronterede ham med sine følelser. Lige nu, så gik det ikke helt som forventet, men dog bedre end frygtet, for nok var han afvisende, men alligevel ikke helt, for han havde jo faktisk ikke direkte bedt hende om at gå, vel? Han havde blot fortalt hende, at hun ikke måtte og burde være der, men han havde ikke direkte sendt hende væk, så det var da kun en lille trøst. Hun forstod ham nok ikke, men han forstod jo heller ikke rigtigt hende, så hun prøvede nu bare at finde en mellemvej et sted, så hun ikke ville gå ked af det herfra. Nok ville han ikke nære på hende, men det måtte vel være hans eget valg, selvom hun virkelig gerne ville hjælpe ham med lidt styrke nu hvor hun havde chancen. "Jeg ved da godt han ikke er dum," sagde hun dæmpet, for det var hun jo klar over, fyrsten havde jo faktisk meget hovedet med sig om ikke andet, det var vel derfor han var blevet fyrste og ikke nogle af de andre. Hun stoppede dog med at give argumenter for at han skulle nære sig lidt på hende, for han ville jo tydeligvis ikke, selvom det måtte irritere hende grænseløst. Hun fik pludseligt en knude i maven igen, for hun kom til at tænke på hvordan Alex ville reagere, når han lugtede Valerio på hende, for hvad skulle hun sige? Det må være indbildning? Det var nok da jeg stod nær ham da han ankom? Hun sukkede let og mærkede hans blik på sig igen, men hun så denne gang ikke op på ham, hun holdt blikket ned i gulvet. Hun foldede sine hænder foran sig i skødet, hvor hun sad på sine knæ endnu. Hun vidste han ikke forstod sig på kærlighed, men det gjorde hun jo, hun havde lige kysset ham, hvor svært kunne det så være at placere sine læber på hendes? "Det ved jeg godt… Jeg er vel også dum at tro… noget," sagde hun og rystede på hovedet, for modet var på et øjeblik taget fra hende igen. Hun trak sig let tilbage, vendte ryggen til ham og skævede hen langs burene, hvor Camryn lå og sov i den midterste og Marcianus nu sad musse stille henne i den sidste og bare stirrede ud i luften frem for sig.

[Deleted]

Følelser, var noget som Valerio altid tog den største afstand til, for han vidste, at det slet ikke var noget, som ville gavne ham i det hele taget, for han kunne ikke bruge det til noget som helst, hvis han skulle være helt ærlig. Det forvirrede ham, og derfor, var det også bare nemmere for ham, at holde afstand til det hele, også fordi at han vel var.. bange for hvad Fyrsten kunne finde på at gøre ved ham, og det var noget som han faktisk måtte finde direkte ubehageligt, og specielt nu hvor han vidste, at manden havde markeret Alice, hvilket var noget som han heller ikke ligefrem havde muligheden for at gøre selv, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. Hans mine var dræbende, selvom det nu var hverdag for ham. Han var et dyr med alt hvad det indebar, men igen hans egen races leder, var slet ikke noget, som han ønskede at kaste sig i krig med. Ingen tvivl om det! ”Jeg vil ikke kaste mig i krig med ham, og min duft hænger på dig, og det vil han finde ud af, allerede med det samme,” endte han med en ganske sigende mine. Han var egoistisk, men i denne situation, kunne man jo heller ikke ligefrem sige, at han havde meget andet valg end det. At hun gerne ville kysse ham, havde han svært ved at finde ud af.. Han forstod det virkelig ikke, og den tanke, var virkelig frustrerende. Han så til, som hun vendte sig med ryggen til ham i stedet for. Han ville jo heller ikke have, at hun skulle komme galt af sted, og specielt ikke når Fyrsten ikke kunne finde ud af at styre sig, for det kunne han jo tilsyneladende heller ikke. ”Prøv at forstå.. Jeg må ikke komme i kontakt med dig, Alice.. Det hele forvirrer mig, og du har været væk i så skræmmende lang tid, selv på trods af, at jeg længe søgte efter dig.. For det gjorde jeg. Det er bare svært for mig. Du har ingen anelse om hvor fristet jeg er, til at sætte tænderne i dig, selvom jeg ikke kan..” Hans hånd lukkede sig skælvende omkring tremmerne, som han sad helt tæt op af, da han vendte blikket væk fra hende igen. Det var virkelig svært!

[Alice Lairé-Jênan]

Følelserne var det som Alice direkte levende på, for det holdt hende i gang og drev hende og derfor var det uden tvivl også frustrerende for hende, at han tog så lang afstand, når hun gerne ville mødes halvvejs, men det kunne han ikke. Hun vidste han var i en presset situation, men dette var ikke ligefrem den afklaring hun havde regnet med, så nu kunne hun vel bare søge tilbage til sin seng og ikke falde i søvn, som de sidste par nætter. Nok havde fyrsten markeret hende, med hendes egen lokning bag, men hun havde jo aldrig troet hun skulle se Valerio igen og indtil han var kommet her, havde mærket fra Alex jo været et sikkerhedsnet til at han skulle holde hende sikker. Det havde også været rart indtil de ægte følelser skinnede igennem og overdøvede båndet til Alex. Hun lod hænderne falde let over maven, for knuden i maven føltes direkte som kvælende lige i øjeblikket, fordi følelsen helt tog pusten fra hende. Den dræbende mine påvirkede hende dog ikke, heller ikke hans attitude eller hvæsen, det var mere hans ord der ramte hende. "Undskyld…" endte hun, for hun vidste jo ikke hvad hun skulle sige andet end det, for hun følte slet ikke at noget hun sagde lige nu var godt nok til ham. Hun sukkede dæmpet og så ikke på ham, for alt mod var taget fra hende for et øjeblik, for hun kunne jo virkelig lide ham, hun holdt af ham, ellers var hun jo ikke søgt til ham. Hun havde aldrig næret præcist disse følelser for en anden, så det var jo virkelig stort for hende at have fortalt ham det. Hun vidste inderst inde godt, han også holdt af hende og ikke var ligeglad, men når han udadtil afviste hende, så nagede tvivlen jo alligevel og nedtrykte hende. Hun blev siddende med ryggen til et øjeblik, men endte med at skubbe sig op at stå og vendte sig så mod ham igen, som han bare sad der og klyngede sig til tremmerne. "Men det er lidt for sent til det, ikke, Val?! Undskyld jeg åbenbart er alt for dum til dig, jeg skal nok gå nu," sagde hun vrissende og stormede hen mod cellendøren, som hun flåede op og smækkede i efter sig. Hun greb nøglen fra gulvet og låste igen, hvor hun ignorerede hans andre ord; nok varmede det hende at han havde søgt efter hende, men han havde vel også givet op i sidste ende, så hun var igen ikke overbevist om at han faktisk holdt af hende et sted i sit døde hjerte. Hun hængte nøglen på plads og gik mod kældertrappen.

[Deleted]

Valerio var ikke ligeglad, men det var ikke fordi, at det lå til ham at vise noget som helst, og det var ikke underligt, at der ikke var nogen som forstod sig på ham, for han var egoistisk, og det havde han nok altid været igennem hans liv, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tænderne bed han tydeligt samme. Han gjorde det dog ikke bare for sin egen skyld, men skam også for hendes egen, men det var vel heller ikke noget som hun kunne se, hvis hun nu var så optaget af sit eget, som det hun nu var. Blikket gled endnu en gang i retningen af hende, som hun undskyldte for sig, hvilket var noget som forundrede ham, for han havde aldrig stået i den situation, at nogen faktisk havde undskyldt overfor ham, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det nu måtte være i den anden ende. Han bed tænderne tydeligt sammen og lod blikket falde igen. Han var virkelig fristet til at sætte tænderne i hende - tænder som han ikke havde, og det var en frustration uden lige for hans vedkommende. At hun så bare valgte at rejse sig og forlod cellen så hastigt og endda med de ord, var noget som et sted kom bag på ham, selvom det naturligvis lettede ham, at hun tog afstand til ham, for det gik ham til at slappe mere af, end det som han havde gjort til nu. Han sukkede tungt og lod blikket søge ned mod gulvet. Hun misforstod ham jo fuldstændig! Ligesom alle andre, og det var virkelig noget, som var ved at gå ham så tydeligt på nerverne, og det var bestemt heller ikke noget, som gavnede det for hans vedkommende. ”Det sagde jeg aldrig noget om;” påpegede han sigende. Levende og deres mange følelser.. At de kunne holde det ud, var slet ikke noget, som han havde det mindste forståelse for, og naturligvis, var det noget, som virkelig måtte frustrere ham som intet andet i den anden ende. Det var jo ikke fordi, at han var ude på at gøre hende ked af det, men han ønskede jo bare at hun forstod ham, selvom det tilsyneladende var meget, som han kunne forvente af hende. Han så til, som hun bare lod ham sidde der. Ikke at det kom bag på ham, men.. han var bare vant til at blive efterladt.

//Out

[Deleted]

Hvor lang tid Alexander havde stået og ventet på trappen, vidste han ikke. Det var for længst gået op for ham, at Alice alligevel havde valgt at søge ned i kælderen, også selvom han havde forbudt hende at gøre det, og det var noget, som uden tvivl måtte irritere ham som intet andet overhovedet! Han knyttede sine næver, hvor han alligevel bare blev stående. Selvom deres stemmer ikke var særlig høje, så havde det jo sine fordele i at være vampyr, og han kunne stå på denne afstand, og så bare lytte. Foreløbig så var han ganske tilfreds med Valerios måde at håndtere det hele på, for han vidste jo tydeligt, at det var meget, meget dumt, at modsige sin Fyrste, og han var nu kun ganske enig. Sådan som han havde det lige nu, så var det ikke ham, som man skulle sige imod! At Alice så derimod, havde valgt at trodse hans ordre, når han havde sagt, at hun ikke skulle gå derned, og så gjorde det alligevel. Det var noget, som faktisk ville gøre ham temmelig hidsig! At Alice så derimod blev hidsig, var noget som faktisk morede ham faktisk morede sig ved, hvor han blev stående og afventede, at hun nåede kældertrappen, og ville få øje på ham. Armene lod han roligt glide over kors. Han var bestemt ikke en tilfreds mand på nogen måde. Tvært imod, så var det jo det stik modsatte at han var! Han trådte et par skridt ned af trappen, kun for at gå hende i møde i stedet for. ”Jeg synes jeg sagde, at jeg ikke ville se dig i nærheden af min kælder,” begyndte han med en ganske så kortfattet stemme. Han trådte hende i møde, hvor hans hånd lukkede sig direkte om hendes strube, kun for at føre hende direkte op af den nærmeste mur. At hun så havde sagt de store ord til Valerio – som Cassie havde gjort overfor ham, uden at han havde gengældt dem. Det var ganske vidst ord, som han faktisk var bange for, og nu noget som han kun kunne fortryde, at han aldrig nogensinde havde nået at sige til hende selv, og det var uden tvivl også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han kneb øjnene fast og dræbende sammen. ”Hvad laver du i det hele taget hernede? Forsøger at fedte dig ind ved en gammel kending? Den mand kommer ikke til at se månens skær,” endte han ganske kortfattet, velvidende om at Valerio kunne høre det hele.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice anede ikke at Alexander faktisk havde stået og direkte lyttet med, for hun ønskede jo faktisk bare at lægge sig i seng nu og faktisk give sig til at græde og lukke sine følelser ud, så hun kunne være mere ovenpå i morgen, hvis hun da kunne sove. Hun var ked af hvordan det var gået med Val og lige nu overskyggede hendes følelser den fornuft hun jo vidste der lå bag det hele, men lige nu tog hun det bare til sig som noget skidt og en afvisning uden lige. De forstod tydeligvis ikke hinanden, og så skulle hun vel nok lade ham være i fred, hvis han virkelig ikke ville hende noget. Hun mente ikke at vende sig fra ham og gå fra ham, men det var bare det hun følte for nu, hvor hun ikke havde flere argumenter med sig som støtte. Hun havde ganske vist trodset ordre, men hun var et levende væsen der fulgte sit hjerte og det havde jo ført hende herned, fordi følelserne styrede hende. Hun bed tænderne sammen for at holde tårerne inde og sank en klump, som hun gik og stirrede ned i gulvet. Hun stoppede dog op da et par fødder viste sig på trappen og hun så op, hvor hun kom til at undslippe et gisp, for hun havde da ikke regnet med at få et møgfald allerede! Hun stivnede let og så mod Alex' ansigt, som han snakkede. "Er du sikker på du ikke bare… drømmer?" forsøgte hun, som lidt sjov for at lette stemningen, men også fordi hun ikke rigtigt havde nogen undskyldning; hun havde trodset ham og gået herned, selvom han højt og tydeligt havde sagt, hun ikke skulle være her. Hendes hjerte sprang nærmest et slag over da hun blev taget ved struben og ført op ad nærmeste væg, hvor hun klinede sig ind mod væggen mens hun spændte let i kroppen. Hun så på ham med et fast blik og førte adrenalinen løbe rundt i hendes krop på en ubehagelig måde, for nu var hun jo faktisk direkte bange for Alex og hvad han kunne finde på; hele hendes mavefornemmelse var nu én kæmpe knude, der følte for at kvæle hende indefra. Alex hånd om hendes hals føltes også som at trykke livet ud af hende, metaforisk ment. Hun bed sig i læben, for for nu havde hun glemt alt om at have lyst til at græde, nu var hun bare bange faktisk og panikken ville han også se tydeligt i hendes øjne. "Jeg forsøger ikke at fedte mig ind hos nogen… Jeg prøver at få afklaring på gamle følelser," svarede hun, selvom det nok var noget Alex overhovedet ikke ville forstå det mindste af, for det jo handlede om følelser. Hun løftede sine hænder og lagde dem omkring hans håndled på den hånd, der var omkring hendes hals, som holdt hende op ad væggen. "U-undskyld, Alex," forsøgte hun sig, for det gik jo ikke med Valerio og hun ville helst ikke ud i kulden.

[Deleted]

Alexander var ikke typen som man skulle lege med, og sådan som han havde idet i disse tider, så var det bestemt hellere ikke fordi at han var manden, som kunne klare at folk lavede sjov med ham. Han var et sted.. følsom, udelukkende fordi at han lukkede af for tingene på den måde, som han nu gjorde det, og et sted, så var det noget, som han selv måtte finde skræmmende. Cassie var der jo som sagt ikke længere, og der var ikke rigtigt noget som ellers kunne holde det mere menneskelige i ham. Han havde aldrig været god nok, og nu hvor han klamrede sig til det sidste som han havde, så var det ikke den form for strid og modstand, som man burde udsætte ham for! Hans hånd lukkede sig om hendes strube – Ikke stramt, men dog fast, så hun ikke kunne vride sig ud af det, og med den direkte dræbende mine, som tidligere, for denne gang, var han virkelig skuffet og ved at blive virkelig vred, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. ”Tror du virkelig jeg synes det her er sjovt, Alice?” spurgte han ganske kortfattet, og med en tydeligt faretruende mine. Valerio var en mand, som nok skulle møde sit endelige, hvis det stod til ham.. Han ville bare se, hvor sindssyg han kunne drive manden til først. Lidt sjov, skulle man jo trods alt også have, når man endelig havde muligheden for det. Følelser var slet ikke noget, som han havde nogen anelse om, for han forstod sig ikke på det, og han havde fuldstændig opgivet at skulle finde ud af det, og det var noget, som han gerne stod fuldkommen fast på, så det passede ham ganske fint egentlig. Han kneb øjnene fast og næsten dræbende sammen. ”Følelser er ikke andet end noget som gør folk ondt. Jeg bad dig om ikke at gå herned, og så mener jeg, at jeg ikke vil have, at du går herned!” hvæsede han med en fast tone. Han havde ikke lyst til at smide hende ud.. Hvad skulle han så tilbringe tiden med? Han havde jo ingen ellers, eftersom Carmine var død og Cassie var væk.. Og den tanke gjorde ondt, uden at han egentlig vidste hvad det betød eller hvorfor han handlede og reagerede som han gjorde, for det var virkelig, virkelig forvirrende. ”Smut ovenpå, og hold dig langt væk fra kælderen.. Er du med?!” hvæsede han med en fast tone, inden han gav slip, for at give hende et mindre skub i retningen af trappen.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice vidste at Alexander ikke ville finde hendes ord sjove, men hun vidste ikke hvad hun ellers skulle sige eller gøre. Hun mente jo egentligt ikke at gøre ham vred eller irriteret, for han havde jo givet hende et hjem et sted og trygge rammer, så at hun gik ham imod var jo kun dumt ad hende, det synes hun i hvert fald nu. Hun ville dog ikke se det som at Alex var følsom eller at han faktisk måske følte noget indeni ved, at hun trodsede ham, fordi hun jo burde være på hans side. Hun vidste at hans mage var taget herfra, og måske hun burde kæmpe for at holde den menneskelige side i ham, det fortjente han vel, eftersom han jo faktisk kun var god mod hende. Alle de tanker kom jo så først nu, hvor hun ligesom følte sig afvist af Valerio, hvilket kun gnavede i hendes indre som en sygdom. Nok holdt han ikke stramt om hendes hals, men bare at han holdt hende låst der var jo virkelig ubehageligt som intet andet, og hun kunne jo ikke vride sig fri. Hun fornemmede at han var skuffet og den følelse forstod hun da i det mindste, specielt lige nu. Hun holdt blikket mod ham, for selvom hun var bange lige nu, så respekterede hun ham jo stadig, og det ville hun jo vise ham. "N-nej, selvfølgelig ikke," svarede hun ham dæmpet, for det mente hun trods alt også, hun havde bare ikke vidst hvad hun ellers skulle sige, fordi han havde overrasket hende. Hun kunne ikke lide tanken om hvad Valerio skulle igennem, men det måtte hun for nu bare bide i sig, indtil hun måske kunne komme op med en lidt anden plan end den hun lige havde forsøgt. Følelser vidste hun dog at Alex ikke forstod, nøjagtigt ligesom Valerio, og derfor var det også det kort hun kunne bruge og undskylde med, heldigvis. Hun bed sig i læben, som han sendte hende et sammenknebet og nærmest dræbende blik. Hun håbede bare at han ikke smed hende ud, for hun anede jo ikke hvor hun skulle gå hen og hun ville jo nok ikke overleve heller. "Du har ret… undskyld. D-det skal ikke ske igen," sagde hun dæmpet til ham og så skyldigt på ham, for hun følte sig rimelig nede på humøret lige nu. Hun følte dog nærmest lettelse, da han sagde, at hun skulle smutte ovenpå igen, for så kunne hun da komme i seng. "J-ja," stammede hun let og fik let overbalance mod trappen, men fandt dog hurtigt balancen igen og løb op ad trapperne. Da hun nåede sit værelse, så smækkede hun døren i og kastede sig på sin seng, hvor tårerne begyndte at løbe.

//Out.

[Deleted]

Alexander havde det virkelig svært, og det var ikke underligt, at nogen havde svært ved at forestille sig det. Hans mage var taget fra ham, og han havde ikke rigtigt nogen at klamre sig til lige nu, foruden hende, som nu også var begyndt at trodse ham på grund af Valerio. Se, det gav ham jo bare endnu en grund til at tage mandens liv, for så slap han da også for den bekymring, for han havde virkelig rigeligt nok som det var i forvejen. Han kneb øjnene fast og let sammen. Han forstod sig ikke på følelser eller noget lignende, og det at hun havde valgt at trodse ham, gjorde ham faktisk utrolig skuffet, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han fnøs ganske kortfattet og rystede på hovedet. At hun overhovedet kunne få sig selv til det, var slet ikke noget som han forstod sig på. Han slap roligt grebet omkring hendes hals. Han havde jo heller ikke ligefrem holdt stramt eller noget lignende. ”Så hold op med at gå og tro, at jeg synes det her er morsomt,” advarede han med en ganske kortfattet mine. Følelser gjorde ondt, og det var den eneste erfaring, som han kunne trække ud fra dette, og det var noget som han meget gerne stod fuldkommen fast på, om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Han skubbede Alice i retningen af trappen. Han skulle skam nok sørge for, at hun ikke søgte derned igen, om det så skulle være det sidste! Lige nu, var hun den som var markeret af ham, det eneste menneskelige, som han havde til at være omkring ham, og specielt nu hvor han virkelig havde det svært, så var han nødt til at havet et eller andet, som han vidste ikke ville svigte ham. ”Det håber jeg så sandelig heller ikke for din skyld, Alice..” advarede han ganske kortfattet, inden han søgte op af trappen sammen med hende. Han skulle skam nok sørge for, at Valerio aldrig nogensinde kom til at se den rejsende måne igen! Om det så skulle være den vej, for at holde Alice ved sig, så gjorde han det! Han lod hende bare løbe.. Alt ovenpå, var bedre end nede i kælderen i hans øjne.

//Out