It must be... real?

[Alice Lairé-Jênan]

Det havde givet Alice søvnløse nætter, at Valerio var kommet i huset, for han hjemsøgte direkte hendes tanker og drømme hele dagen og hele natten, så man kunne jo kun sige, der måtte være noget uafklaret. Det havde vækket nogle følelser i hende, som hun ikke troede hun havde, da hun havde set ham i forhallen for et par dage siden. Det havde nærmest overdøvet alle tanker omkring Alex og båndet til ham, for nu stod Valerio faktisk øverst, hvilket alligevel var utroligt… mon ægte følelser faktisk vandt over båndet? Hun rejste sig fra sin seng og slog en slå-om kjole omkring sig, som hun bandt om maven med et bånd i matchende farve. Kjolen nåede hende lidt ned under knæene, men det passede hende også fint lige nu. Hun tog sine sko på til, da gulvet ellers var koldt i huset under hendes bare fødder, og så listede hun af sted. Hun anede ikke hvad tid på dagen det ville være udenfor, for alt var jo sort og mørkelagt i huset, så det var vel den evige nat for hende kunne man kun sige. Hun nåede ned til forhallen og til kældertrappen, hvor hun et øjeblik stoppede op og bed sig i læben. Hun strøg sit lange hår om på ryggen og så ned ad trappen, mens hun lod hånden falde mod gelænderet. Hun trak vejret dybt og begav sig ned ad trappen ganske yndefuldt og lydløst som altid, selvom hun vidste at i et hus som dette, kunne alle høre så snart hun tog et skridt, men hun måtte jo tage den chance lige nu. Hun kiggede rundt hernede, hvor der var nogle enkelte fakler tændt som svagt oplyste de forskellige celler. Hun kunne se Camryn, kvinden der var ankommet her sammen med Valerio, hendes søn Marcianus ved siden af, men det var ikke dem hun skulle noget med; det var Valerio. Hun fik øje på ham i hans celle, hentede nøglen der hang udenfor rækkevidde af de fangede og listede hen og låste cellen op. Hun var hurtigt inde, hvor hun så hen mod ham som han lå lænket og helt fastlåst, hvilket hun slet ikke kunne lide overhovedet. Hun stoppede nøglen ned i hendes højre læder støvle og var hurtigt henne ved ham, som hun knælede ned ved hans side. Han havde ikke sine tænder, så han kunne ikke direkte bide hende uanset hvor sulten han efterhånden måtte være, når han skulle afholdes fra det! "V-Val… jeg…" mumlede hun dæmpet. Hendes hjerte bankede mod hendes bryst, for det gjorde helt ondt i maven at sidde her ved ham efter så lang tid. Hun hævede den ene hånd og strøg den prøvende over hans kind.

[Deleted]

Hvor lang tid der egentlig var gået, vidste Valerio ikke. Stilheden havde for længst lagt sig over det hele i kælderen, og end ikke havde han set skyggen af Alexander endnu. Sølvet havde brændt sig så meget ind i hans hud, at han ikke kunne mærke den mere – hvis han lå stille selvfølgelig, selvom det jo faktisk var temmelig svært for en som ham! Han bed tænderne let sammen. Han følte sig træt.. Sulten drev ham til vanvid, for det var i sig selv, ved at være lang tid siden, han havde spist ordentligt, og nu hvor han var tvunget til at leve på dyr, så var det jo heller ikke ligefrem fordi at det var noget som mættede ham over længere tid, og det var noget som han helt klart godt kunne mærke! De nærmest blodrøde øjne, tvang han op ved lyden af skridt, hvor han vendte hovedet en anelse. Så forsigtigt, at han nu kunne gøre det, uden at det skulle gøre vanvittig ondt, for det gjorde det virkelig! Tungen strøg han let over sine læber. Han var helt tør i munden, også selvom han vidste at Marcianus havde det langt værre end ham, så havde han faktisk svært ved at synes synd på andre end sig selv lige nu. Det hele stank langt væk af brændt kød. Det gjorde ondt, at være i kontakt med direkte sølv! At det var hans celle som blev åbnet, og at det var Alice som faktisk kom ind, for han regnede næsten med, at det ville være Alexander som ville komme ned, for at gøre jobbet færdig, for det lignede bestemt heller ikke den mand, at trække det ud i lange drag, så det i sig selv, var heller ikke noget som han som sådan kunne bruge til noget som helst.
Blikket hævede han stille i retningen af Alice, da hun åbnede munden og faktisk kom hen til ham. Han kunne ikke bide efter hende, også selvom lyden af hendes hjerteslag, var noget som kraftigt fik stort set hele dyret i ham til at reagere, og det var næsten helt ubehageligt, at det skulle reagere så voldsomt, da det ikke var noget, som han kunne gøre for. Igen begyndte sølvet at ætse ind mod hans hud. Han gispede endnu en gang og forsøgte så vidt muligt, at finde til ro endnu en gang, selvom det virkelig ikke var nemt, når hun var der. Han havde ikke set Alice i evigheder, og det at vide, at hun var endt på et sted som det her, var nok noget af det sidste, som han havde regnet med. ”..” Han tav, da hun strøg hans kind. Det føles virkelig godt efter alle disse år.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice havde følt de sidste par dage som en nærmere evighed, så derfor vidste hun også at hun ikke kunne trække den mere med at søge til Valerio, selvom hun havde fået besked på at holde sig fra kælderen af Alexander. Normalt ville hun aldrig have trodset ham, men de følelser der boblede i hende lige nu, var faktisk overdøvende for båndet, hvilket var utroligt i det hele taget. Hun vidste at Valerio måtte være sulten, for han havde jo ikke fået noget i flere dage here og det skulle være pudsigt, om han lige havde mættet sig inden han blev tvunget hertil. Hun havde det dårligt med det, for hun kunne ikke lide at Alex pinte ham på den måde, for han havde vel ikke gjort noget… havde han? Hun vidste det i hvert fald ikke i så fald og Alex og Valerio var da kommet overens, da hun havde været hos Valerio, så meget var ændret i den tid hun selv havde været 'væk' - fanget hos warlocksne. Hun kunne fornemme det blodrøde i hans øjne, da hun stod foran ham i cellen, for skæret fra en fakkel ramte ham lige nok til at oplyste hans ansigt. Hun kunne fornemme, at Marcianus rumsterede lidt i baggrunden over at hun var kommet ned, fordi hendes hjerte jo bankede og hendes blod blev pumpet lidt hurtigere rundt, nu hun sad her ved Valerio. Han blev tavs da hun strøg hans kind, men i og med han ikke direkte gjorde modstand, så holdt hun sin varme hånd mod hans iskolde kind et øjeblik, mens hun måtte sende ham et lille forsigtigt og skjult smil. Læberne fortrak ikke en mine men hendes øjne skinnede lidt for en gangs skyld. Hun tog fat om sølvkæden og fjernede det stykke der lå over hans hals, for den brød hun sig slet ikke om - men hun turde dog ikke slippe ham helt fri, ikke lige nu i hvert fald, så resten af hans krop var stadig dækket der hvor de andre vampyrer havde lænket ham. Hun så ind i hans øjne, hun havde jo ikke direkte set ham i uendelige tider og alt havde jo ændret sig. "Jeg havde aldrig troet jeg skulle se dig igen, Val…" sagde hun stille og strøg fingrene kort ind i hans hår, inden hun trak hånden til sig igen og famlede let med hendes hænder foran sig. Hun havde jo faktisk… savnet ham.

[Deleted]

Det eneste som brød stilheden nede i kælderen, var når Marcianus begyndte at pusle frem og tilbage i sin egen celle. Selv var han placeret i den anden celle, som lå på den anden side af Camryn, så hun var i midten af dem. Han havde virkelig ondt, og sølvet havde brændt så tydelige huller, at det stank langt væk af brændt kød, selvom det nu heller ikke var noget som han jo kunne gøre for, om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Blikket og de næsten helt røde øjne, hvilede tungt på Alices skikkelse. Han havde ikke set hende, i det som måtte være mange år efterhånden, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Han havde ellers været sikker på, at hun havde været død. Nu kunne han jo så bare være overrasket over, at det ikke ligefrem var tilfældet. Han knyttede næverne ganske let, også selvom han virkelig forsøgte ikke at røre mere på sig, end det som var højst nødvendigt, for det gjorde ondt når man lå fuldstændig lagt i kæder af sølv. Ja, den kære Fyrste formåede i sandhed at holde ham i skak, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget behag ved det på nogen måde. Den som lå over hans hals, forhindrede stort set også hans tale, for når han bare bevægede sig en smule, så brændt den mere ind mod hans stemmebånd, og det gjorde ondt. At hun så derimod valgte at fjerne den, så bed han tænderne kraftigt og fast sammen Han prustede lettere tungt, inden han igen vendte de røde øjne mod hende. Hendes strøg mod hans hår, og det at hun bare satte sig ned, og begyndte at berøre ham på den måde, var slet ikke noget som han var vant til. ”Du må ikke være her..” påpegede han med en ganske sigende mine. Det var da om ikke andet, så noget, han havde hørt Alexander forbyde hende, og et sted, så vidste han jo udmærket godt hvorfor. Han var et sted glad fro at se hende igen, selvom han lige nu, lå i en situation, hvor han ikke rigtigt kunne give udtryk for det, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, ingen tvivl om det. Han var træt, og lyden af hendes bankende hjerte så tæt på ham, velvidende om at han havde fået hendes blod før, rev virkelig i ham, på en måde, som han faktisk ikke havde oplevet i mange år. Han hvæsede svagt, selvom det ikke var noget som han gjorde med vilje.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice kunne fornemme at det faktisk kun var Marcianus der brød den ellers dybe stilhed hernede, for Valerio havde jo ondt, Camryn sagde faktisk ikke noget, kiggede ikke engang herhen, og så var der jo kun knægten tilbage. Hun vidste ikke hvor længe han havde været her, men han virkede som et uroligt dyr, hvor alt menneskelige nærmest var gået af ham, så hun ville sige der var gået et godt stykke tid. Hun så mod Valerio igen, skimmede hans krop, for hun havde lyst til at befri ham helt, men et sted turde hun ikke direkte. Hun vidste ikke om hendes følelser bare var hende og hun forventede jo allerede et helvedes udbryd fra Alexander, bare ved at være hernede, så hun måtte jo lige se det hele an. Hun holdt sine øjne mod hans, for det var nærmest uvirkeligt at sidde sammen med ham igen efter så mange, mange år. Men som hun så på ham, var det som om der ikke var gået så lang tid alligevel, hvilket hun kun var glad for et sted, for det var den en af tingene hun ønskede at bekræfte. Nok måtte han være overrasket, troet hun var død eller lignende, hvilket hun på et punkt også selv havde følt, men hun var her jo i levende live. Hun lagde sølvkæden fra hans hals til side på gulvet, hvor hun blot så på ham med et blidt blik. Hun ville jo gerne kunne snakke med ham og så hjalp den kæde jo ikke ligefrem på det. Hun trak alligevel lidt på smilebåndet og fjernede hånden fra hans hår, for hun vidste jo ikke direkte hvad hun kunne tillade sig og det var vel næsten overgreb når han ikke rigtigt kunne gøre modstand i kæderne. Hun sukkede, da han selv påpegede for hende at hun ikke måtte være her, for hun var faktisk træt af at leve efter så mange regler. I spændingen vidste hun, at hun nærmest havde lokket Alex til at bide hende, hvilket jo kun var virkelig dumt nu. Hun bed tænderne sammen da et lille hvæs slap hans læber, men hun tog det ikke så tungt, for hun kunne jo regne ud hvorfor; han var sulten og hun sad lige der ved ham, det måtte jo tirre ham. "Det ved jeg godt… Jeg burde også adlyde Alex, for han… har mærket mig. Men da jeg så dig, i forhallen, det overdøvede alt ved mærket," svarede hun ham, hvor hun jo selv luftede grunden til at hun var her; følelserne for ham vandt over båndet til Alex, og det skulle han jo vide.

[Deleted]

Marcianus kom med sine udbryd i ny og næ, og det var slet ikke fordi at Valerio ikke forstod ham, for det gjorde han skam, og det var næsten det, som han måtte definere som det mest uhyggelige ved det hele. Tænderne bed han tydeligt sammen, som hans virkelig forsøgte ikke at lægge for meget mærke til hendes bankende hjerte. Han havde smagt hendes blod tidligere, og det var det som gjorde det langt mere besværligt for ham, selvom han virkelig forsøgte så godt som det nu var ham menneskelig muligt. Han lukkede øjnene ganske let og med et dæmpet suk, også selvom han virkelig forsøgte at ligge stille, for det var slet ikke fordi at det var nemt for ham! Han havde uden tvivl været sikker på, at hun havde været død i mange år, for han havde jo ikke set så meget som en skygge til hende eller hørt så meget som et ord, så det var noget som han nu havde lært på den hårde måde. Tungen strøg han let over sine læber, inden han igen vendte blikket mod hende. Nu hvor kæden om hans hals var blevet fjernet, så var det også nemmere for ham, at gøre brug af stemmen, selvom han vidste at det var ham, som ville få skylden for det hele, hvis Alexander fandt hende dernede, og det var også den som han havde lidt i hovedet. ”Jeg troede du var død..” Hun havde jo pludselig en dag bare været væk, og han havde faktisk søgt efter hende.. Men bare slået sig til tåls med, at hun – ligesom alle andre, også havde forladt ham. Han drejede hovedet en anelse i retningen af Marcianus. Han havde det ikke godt, men det var heller ikke underligt, hvis han havde været dernede i uger nu. Selv frygtede han for, at han skulle blive mødt af den samme skæbne længe inden sindssygen ville tage ham med i faldet, for det ville ikke tage lang tid, før han røg samme vej. Det var jo selv ved at være lang tid siden, han selv havde næret sig sidst. At Alexander så til gengæld havde mærket hende, gjorde også at Valerio vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. Han måtte i det tilfælde, så slet ikke være i kontakt med hende! ”Hvis han har markeret dig, Alice, så må jeg slet ikke være i kontakt med dig. Han vil slå mig ihjel..” endte han ganske sigende, inden han lod hovedet søge ned mod gulvet. Han havde det bestemt heller ikke særlig godt, og det gjorde ondt, bare at røre på sig!

[Alice Lairé-Jênan]

Alice vendte blikket let hen langs cellerne, da Marcianus udstødte noget der mindede om et grynt, hvilket kun fik hende til at bide tænderne sammen, for når han sådan susede rundt om sig selv i cellen, så fik hun jo kun ondt af ham. Hun kunne ikke lide det, at afholde andre vampyrer fra føde, for hvad ville Alex måske ikke selv sige til det, hvis det var ham der blev låst inde i en celle og ikke fik føde i flere uger? Hun tænkte tanken og kunne ikke lade vær med at næsten håbe, det ville ske for ham, for nu var det jo Valerio der ligesom betød noget i hendes hoved og ikke ham, fordi at båndet tabte i kampen mod følelserne. Hun sukkede let og betragtede den unge mand sætte sig ned midt i buret og bare stirre frem for sig, hvilket selv fik hende til at vende blikket mod Valerio igen, som hun jo sad sammen med. Hun mødte selv hans blik, som hun bed sig let i læben og blot tænkte over alt den tid, de havde været fra hinanden. "Det kunne jeg også have været… Jeg ville bare ud og se dagens lys en enkelt time eller to, men en gruppe warlocks fik fat i mig… torturerede mig. Jeg flygtede og det nærmeste var her. Jeg ville heller ikke kunne have løbet længere, for jeg besvimede på stien lige udenfor," svarede hun ham dæmpet, for han havde vel krav på historien, eftersom det var ham hun havde 'forladt' i det hele, selvom det aldrig havde været hende muligt at give lyd fra sig. Hun havde aldrig ment at forlade ham, for nu viste alt jo bare, at hun faktisk nærede nogle ægte følelser for ham. Hun håbede ikke for ham, at han ville ende som Marcianus, for den tanke kunne hun virkelig ikke lide. Hun mødte hans øjne direkte med en øjenkontakt, da hun nævnte mærket, og hun sukkede let og slog blikket væk. Lige nu hadede hun den idé om, at hun var mærket, for hun havde vel i princippet ikke ønsket det sådan reelt… havde hun? Det havde vel været stemningspræget eller hvad det var; eller måske hun bare skulle lade vær med at prøve og undskylde det. Hun holdt hænderne ind mod sig, som hun foldede hænderne i sit skød og knapt turde røre ham. "Men jeg… jeg elsker dig, Val," sagde hun dæmpet. Det gjorde hun og det havde hun jo gjort da hun havde været hos ham. Hun havde elsket at bo hos ham, blive jagtet rundt og blive holdt i form af ham. At lade ham suge hendes blod, men uden at de var bundet sammen af mærket. Hun så mod ham igen og åbnede munden, for hun skulle jo lige tænke sine ord igennem. "Jeg vil ikke have du skal ende som ham," sagde hun lavmælt og hentydende hen til Marcianus, for tanken gjorde ondt i sig selv. "Lad… lad mig give dig bare… en mundfuld," endte hun, bedende til at måtte give ham bare en sip blod så han blev mere frisk.

[Deleted]

Det stressede Valerio at bare ligge og høre på Marcianus, velvidende om, at han selv ville ende sådan før eller siden, og det frustrerede ham, for han kunne jo ikke rigtigt gøre noget andet, end at blive liggende og bare.. vente.. Vente på at Alexander fandt ud af hvad pokker han ville gøre, også selvom han jo egentlig bare ønskede, at få livet mistet, så de kunne få det overstået! Han bed tænderne let sammen. Han brød sig bestemt heller ikke om det. I det mindste, var det lettende for ham at vide, at hun ikke bare var taget af sted, for at tage af sted, for det havde faktisk gjort ham ked af det, selvom han havde været vant til at miste folk undervejs. ”De skide warlocker skal absolut blande sig i alt, som ikke har noget med dem at gøre!” Igen spændte han i hele kroppen, hvor sølvet igen begyndte at ætse direkte ind i hans hud, og det gjorde ondt! Igen forsøgte han at falde til ro. Han hadede det virkelig! Alene den tanke om, at han slet ikke kunne få lov til at røre ved hende, men at hun så heller ikke burde røre ved ham. Hans duft ville hænge på hende, og det var slet ikke noget som han ville. Nok mere for hans egen skyld, end det var for hendes, for han havde problemer nok som det var nu! Hendes ord, fik ham dog til at ligge helt stille. Han vendte blikket mod hende. Han havde aldrig nogensinde fået de ord før, men kendte betydningen af det, og det var næsten.. skræmmende for ham at vide. Han skilte læberne, selvom der ikke rigtigt kom nogen ord, så var det slet ikke noget, som han gjorde med vilje. Han rystede let på hovedet og vendte blikket mod Marcianus. Han vidste at knægten ikke havde det særlig godt. Selvom han selv aldrig havde været derude, så vidste han, at han endte der før eller siden. ”Det er svært ikke at ende der.. Fyrsten afventer kun at det der det er mig..” påpegede han ganske sigende, ofr det var jo heller ikke nogen løgn i den anden ende. Som det nu var sagt, og hun valgte at tilbyde hendes blod, var noget som fik selv hans tarme til at skrige. Han havde smagt hende før, så han vidste jo at hun smagte fantastisk godt! Tænderne bed han kraftigt sammen. ”Det kan jeg ikke, Alice.. Han vil vide det med det samme. Du vil aldrig kunne skjule de sår, og du vil aldrig kunne skjule for ham, at du har været her.. Jeg vil ikke..” afviste han, inden han vendte blikket væk fra hende og mere ind mod væggen. Han ville ikke bide hende.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice bed tænderne let sammen. Vampyrer var mærkværdige på det punkt, at de blev som vilde dyr når de ikke fik føde og egentligt blev drevet sindssyge af sulten. Hvad mere der skete vidste hun ikke - ville de til sidst dø og blive til aske? Hvis hun ikke fik føde i længere tid, ville hun jo til sidst blive så tynd og syg, at hun ville dø af sult direkte, men hun vidste ikke om det kunne hænde for vampyrer, det hele var så anderledes for dem. Hun vidste ikke hvad Alexander ville gøre mod Valerio i det lange løb, men for nu ønskede hun jo at være der for ham. Hun havde aldrig ment at blive væk, hun havde jo faktisk ønsket at være hos ham fremfor det andet, for det havde hun da aldrig troet ville ske. Hun nikkede dæmpet, for det var en ting vampyrerne da var enige om; det havde Alex jo også selv sagt til hende da hun havde forklaret hvorfor hun var endt ved hans hus. "Ja, det skal de," sagde hun dæmpet og så på ham med et trist blik, for lige nu følte hun ikke dette gik så godt som hun havde håbet, men det var vel også svært med omstændighederne. Hun burde nok ikke røre ham, men det havde hun jo gjort, for så langt tænkte hun jo slet ikke, når det kom til at Alex ville kunne lugte Valerio på hende, så den skade var vel sket. Nok måtte han ikke røre hende, men ville han mon gerne, det var næsten det hun ønskede at vide, når hun lige havde kastet ordene 'jeg elsker dig' ned over ham. Hun sukkede let og mødte hans blik igen, selvom han blev mundlam over det, hvilken næsten var reaktionen hun havde regnet med. Han svarede ikke på det og det gav hende en knude i maven, så hun pludseligt følte at hun fik det dårligt. Hun vendte selv blikket væk, da han gjorde. "Det kan godt være han afventer det, men vi kunne da holde det hen," endte hun dæmpet og nikkede let. Hun hævede hånden igen og strøg hans kind, for hun lugtede jo alligevel af ham allerede. "Du har ingen tænder, kære… Og jeg lugter vel allerede af dig, ikke?" endte hun dæmpet og selv lidt lokkende, for hun ønskede han skulle være tilpas… så tilpas han kunne være om ikke andet.

[Deleted]

Valerio havde ikke sine tænder, så han kunne heller ikke ligefrem bide fra sig, selvom det var en tanke som faktisk frustrerede ham, for det var en del af hans liv, som han vidste, at han aldrig nogensinde kunne få tilbage. Alt for mange blandede sig i hans liv, men ikke desto mindre, så var han levende.. For nu om ikke andet. Det var ikke fordi at en vampyr ville dø af mangel på mad og næring, men derimod glide hen i den evige søvn, hvor de ville gå i dvale.. bare ligge der, som tynde lig.. Skeletter med hud på, og faktisk se fuldkommen døde ud, for selv uden energi, så kunne de altså heller ikke fungere for noget som helst. At Alice faktisk skulle elske ham, var noget som han havde det ganske svært med i den anden ende, hvilket jo faktisk var noget som gjorde ham… usikker. Han var ikke et væsen af følelse, og det var bestemt ikke fordi at han ønskede at være afvisende, men han vidste ikke hvad man lagde i de ord. ”De gør det jo altid..” endte han sigende. At afvise hende og det hele, var mest for sin egen skyld, end det var for hendes. Han var et egoistisk dyr, og intet andet end det. At hun så strøg over hans kind igen, fik ham til at lukke øjnene let. Hun havde ret. Hans duft hang allerede på hende, men han ønskede jo heller ikke, at blive udsat for mere, end det som var højst nødvendigt. Blikket vendte han endnu en gang i hendes retning, og med en alvorlig mine. Det var jo for pokker da en alvorlig situation for dem! ”Han bliver utålmodig, Alice. Det her skal nok blive mit endelige, skal du se..” Ondt som det nu var, så var det jo ikke just en hemmelighed, hvis han skulle være helt ærlig. Han hævede blikket mod hende, også selvom han forholdt munden lukket. Han havde hendes smag på tungen, næsten som om at hans krop og sind kunne huse hvordan hun smagte, og det var noget som faktisk frustrerede ham forbandet meget! Det var virkelig ikke fair, at sætte ham i den situation, uden at han kunne gøre noget som helst ved det. ”Jeg vil ikke, Alice.. Jeg må ikke for det første.. Og jeg ved, at jeg ikke kan styre det.. Det er for lang tid siden..” Han vendte igen blikket mod Marcianus. Før eller siden, så ville han være på den samme måde, og den tanke var skræmmende.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice vidste, at hvis han havde haft sine tænder, så havde han nok bidt sig fast i hendes arm omtrent nu, hvor hun igen havde hånden på hans kind. Hun kunne jo ikke gøre for at hun savnede ham, og direkte nærede følelser for ham, for hun var et levende væsen der levede på følelser, så hvad pokker skulle hun gøre? Hun vidste han aldrig fik sine tænder tilbage, men hun kunne faktisk godt lide ham for ikke at have dem, fordi så kunne båndet ikke være mellem dem, som hun nu var udsat for med Alex, for det var selv frustrerende i det lange løb at have ham vandrende ind på sine tanker dag ind og dag ud. Hun anede ikke hvordan vampyrer endte efter for lang tid uden føde, men hun ville heller ikke vide det, hun ville have at han skulle være frisk. Hvordan han følte med at hun elskede ham, det anede hun heller ikke, for han svarede jo ikke direkte på det, men sprang bare let og elegant hen over det. Men hun ville ikke give slip, for for nu der var hun fri af tankerne om Alex, fordi de var erstattet af ham. Hun vidste vampyrer ikke var præget af følelser, men hvis de bare kunne få det de havde haft igen engang for enden af dette, så ville det jo gøre hende… lykkelig. Hun nikkede til hans ord omkring warlocksne, for hun ønskede ikke at snakke mere om det, for de havde været tæt på at ødelægge hende, selvom de ikke havde fået lov og det var hun kun glad for! Nok var han egoistisk og afvisende, men hun vidste han blev nødt til at tænke på sig selv, og det forstod hun jo også godt, hun havde jo bare selv ønsker og behov også. Hun smilede da han lukkede øjnene, strøg tomlen let over hans kolde kind og trak så ellers hånden til sig igen. Hun mødte hans alvorlige mine og det fik hende kun til at se væk, for sommerfuglene i maven hun havde haft på vej herned føltes nu mere som sten, der lå og gav knuder i maven. Hun rystede på hovedet, tæt på at blive presset til tåre, men der nægtede hun. "Nej!" sagde hun hviskende, men meget bestemt og kortfattet. Det skulle ikke være hans endelige, hun skulle få ham ud af dette… det måtte hun, hun kunne ikke leve med ikke at have ham, for Alex ville garanteret også smide hende ud efter dette. Hendes hjerte hamrede kraftigere af tankerne. Hun var skyldig i at lokke ham, men hun ville jo gerne holde det hen for ham, at han skulle blive som Marcianus i cellen tæt ved ham. "Det er dig, som ligger i sølvkæder. Jeg vil have styringen… vær nu sød bare at sig ja og tag imod en tår eller to," sagde hun nærmest bedende og vendte sine blanke øjne mod ham. Vil ikke, var ikke godt nok, ej heller 'må ikke'. Intet var godt nok til et nej for hende lige nu.

[Deleted]

Valerio var egoistisk og selvcentreret, for det var noget, som han virkelig havde brug for i denne situation, for han vidste, at han var ude, hvor han ikke kunne bunde i forvejen, og naturligvis, var det noget, som uden tvivl frustrerede ham som intet andet i denne situation Han frygtede virkelig at det skulle vise sig, at blive hans endelige, for han vidste at det var noget som den kære fyrste godt kunne finde på, hvis det skulle være det. Han var virkelig ved at være en grum mand, så det var noget som et sted også skræmte ham en anelse. Alices følelser for ham, havde han svært ved at gengælde, også fordi, at han ikke vidste hvordan det var at være elsket eller noget som bare kunne minde om det. Jovist havde han holdt forbandet meget af sin bror, men selv de havde aldrig haft den form for nære forhold dem imellem. Han sukkede tungt og vendte blikket væk fra hende. Det var vel bare at forberede sig på tingene? Han vidste jo desuden også, at han havde et lidt andet syn på livet og døden, end det som så mange andre ville have det, for han var en del af døden.. han var jo fanget midt mellem det hele! ”Det er jo bare fakta, Alice!” endte han med en hård tone, inden han igen vendte blikket mod hende. Det var jo ikke fordi, at han ønskede at gøre hende ked af det eller noget lignende, men hvis han skulle forberede sig, så kunne hun jo lige så godt, også bare gøre det samme. Han rystede på hovedet igen. Han havde slet ikke lyst til at nære sig på hende, for selvom han ikke havde lige præcis dé tænder, så kunne det uden tvivl godt gå ondt af den grund. ”Jeg kan ikke, okay?! Jeg vil ikke, Alice.. Jeg kan ikke..” Denne gang forsøgte han at vende sig helt i sølvkæderne, så han kunne komme lidt længere væk fra hende. Han var virkelig, virkelig fristet og alene tanken om det, var noget som fik hans tænder til at løbe i vand, for han havde jo smagt hende før, selvom det var lang tid siden, så kunne han jo så sandelig godt mærke det. ”Ikke frist mig..” hviskede han lettere anstrengt. Det gjorde jo ondt at vride sig i sølvkæderne!

[Alice Lairé-Jênan]

Alice ville ønske hun kunne være ligeså egoistisk som de fleste vampyrer, for det virkede som regel til at gavne dem fremfor det pjat at tænke på, hvad andre følte før en selv. Nok følte hun at hun satte sig selv forrest, men hvis hun virkelig gjorde det, havde hun jo gjorde alt for at komme hjem til Procias og det var jo aldrig sket, var det? Hun frygtede også, at det nok aldrig kom til at ske, så det i sig selv, gjorde jo kun hun blev pillet ned fra hvilken piedestal hun prøvede at sætte sig selv på. Måske det i sig selv også var egoistisk, at hun ønskede at redde Valerio, fordi hun ville have ham for sig selv… men det så hun som noget andet, fordi det jo fra hendes synspunkt var kærlighed og ikke egoisme. Måske havde han svært ved at gengælde dem, fordi han ikke kendte til dem, men han kunne vel ikke være ligeglad med hende, kunne han? De havde jo haft det så godt sammen. Hun sank en let klump, som hun trak vejret dybt og prøvede at berolige sig selv, så hun ikke endte med at trække Alex hertil, fordi hendes hjerte hamrede som ti vilde heste. Hun bed tænderne sammen da han så væk go så også væk, for hun kunne ikke acceptere, hvis han skulle dø, det var ikke fair! Det gibbede helt i hende da hun hørte hans hårde tone, for den gjorde faktisk ondt. En glinsende tåre faldt ned over hendes kind og hun gemte sit ansigt i hendes hænder, som hun let skælvede, for han gjorde hende ked af det. "I-ikke brug den tone," hviskede hun bedende, for hun kunne ikke lide at blive mødt af en mur på den måde, for det her var jo svært nok for hende. Hun kendte ikke hans tanker bag at afvise hende, men hun følte i hvert fald ikke at det havde noget at gøre med, at han ønskede hun skulle forberede sig på hvad der kunne ske. Hun snøftede let og tørrede sine øjne, for hun ville jo ikke sidde her og græde, men han havde stukket hul på boblen med sin hårde tone. "Kan du ikke eller vil du ikke?!" spurgte hun gengældende med en spids tone, som hun vendte sit blik mod ham. Han drejede i kæderne, for at rykke væk fra hende… var hun virkelig så slem? Hun tog en dyb vejrtrækning og endte med at vikle ham ud af alle sølvkæder, fordi hun var ked af det og også lidt irriteret, for følelserne kom jo virkelig til udtryk nu. Hun kylede kæderne væk da han var fri og vendte bare ryggen til ham, som hun sad på gulvet nær ham.

[Deleted]

Ligesom enhver anden vampyr, så var Valerio forbandet egoistisk, og det vidste han udmærket godt, men det var heller ikke fordi, at han havde nogen intentioner om at skulle reagere meget anderledes, end det som han havde gjort til nu. Han vendte blikket direkte i retningen af hende endnu en gang. Den hårde tone, brugte han yderst sjældent overfor nogen som helst, men selv han var præget af sulten efter den tid, som var gået, også selvom det måske ikke var særlig lang tid, så var det faktisk underordnet for hans vedkommende. Som det nu var sagt, så kunne han jo godt se, at det også var noget som gjorde hende ked af det, men det var slet ikke noget som han kunne tage sig af lige nu. Han var nødt til at tænke på sig selv, også fordi at det ikke var helt utænkeligt, at det her var det sidste for en mand som ham, og specielt fordi at han var endt i Fyrstens kælder. Det var ikke ligefrem det sted, hvor det siges, at folk forlod den igen i livet, og specielt det, vatr noget som han havde i tankerne, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. ”Det er jo bare at indse, at det er det, som jeg muligvis går i møde, Alice.. Jeg har indset det, så kan du jo lige så godt gøre det samme,” endte han med en ganske så kortfattet stemme. Han vendte sig fuldstændig væk fra hende denne gang, for han var jo fristet nok til at bide, selvom han vidste, at det var noget, som han faktisk slet ikke kunne, og det var noget som faktisk måtte irritere ham noget så frygtelig voldsomt, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen. Han klemte øjnene sammen, som hun tog fat om kæderne. ”Kan det ikke bare være lige meget?!” Det lignede slet ikke ham, at hæve stemmen på nogen måde, så det var selv noget som kom bag på ham. At hun viklede ham fuldstændig ud af sølv, var noget som fik ham til at gispe, for det gjorde jo ondt. Han krøb sammen på gulvet, hvor han forsøgte at samle sig, inden han igen vendte sig mod hende. Han var jo slet ikke ude på at gøre hende ked af det, for han holdt jo af hende, og det vidste hun vel godt? Han var ikke så ligeglad, som han måske formåede at give udtryk for. Han trykkede sig op af det nærmeste hjørne, for at komme væk fra hende. Nu var han jo mere fristet til at springe på hende!

[Alice Lairé-Jênan]

Alice måtte sukke ganske dæmpet, for hele situationen gik ikke ligefrem som håbet og slet ikke når han tog den tone i brug overfor hende, for det gjorde hende faktisk ked af det. Det måtte jo påvirke hende så dybt, fordi hun faktisk virkelig holdt af ham, og så ville hun jo ikke mødes af en mur, hun ville hellere slå den ned og komme ind til sagen; og måske bare få den mindste hentydning fra ham om, at han også følte bare det mindste for hende eller bare havde tænkt tanken! Hun prøvede dog ikke at tage det så tungt, for måske følte han sig presset, sammen med at han var sulten og frustreret over sin situation, og så ville hun jo heller ikke gøre det værre for ham. Hun håbede bare at han kunne se et lille hul og bare åbne sig en millimeter, så hun kunne få en slags afklaring på det hele om ikke andet. Hun vidste det var en virkelig dårlig situation han var i, hun var jo selv fanget i et slags spind her på stedet og hun så gerne at de faktisk begge to kunne komme herfra, uanset hvor umuligt det virkede. Hun rystede let på hovedet, det havde hun ikke lyst til at indse, for det gjorde for ondt på hende og gjorde kun at det slog knuder i hendes indre, hvilket virkeligt var ubehageligt. "Hvad hvis jeg ikke har lyst til at indse det, Val? Bare fordi du har, behøver da ikke at jeg kan!" svarede hun let grådkvalt og snøftede igen, for hun ønskede jo ikke sidde her som et andet tudebarn. Hun fandt sig dog ikke i at han bare vendte sig væk fra hende, men hvis han så gerne ville, så skulle han da også have helt lov til det; så derfor hev hun alle kæderne af ham og smed dem væk, så han kunne være fri til at rykke sig uden smerten fra kæderne. Hun tørrede sine øjne og knyttede hænderne, da han igen hævede sin stemme ad hende, som han selv samlede sig på gulvet. "Mm… JO!" svarede hun ham så med en tvær tone, for hvis det kunne være ligemeget for ham, så skulle det da nok være ligemeget. Hun pustede tungt ud og sank en klump, som han rykkede sig væk fra hende og helt op i det ene hjørne af cellen. Han virkede både ligeglad, og så alligevel ikke, så derfor ønskede hun jo at finde ud af det helt. Hun tørrede sine øjne igen og kravlede hen til ham, dog ikke på en truende måde, men forsigtigt. Hun kom ikke mod ham, som at hun ville have ham til at bide og suge hendes blod, for nu havde hun fået en ny ide. Hun satte sig ved ham på sine knæ, lod en hånd kærtegne hans kind og endte med at presse sine læber mod hans i et menneskeligt kys.