Finally.. you got me..

[Deleted]

Det nærmede sig solopgang, da de endelig nåede Corvento by og Corvento Mansion. Jo tættere på de var kommet, jo mere anspændt var Valerio endt med at blive, også fordi at han vidste, at Alex ikke kom til at være blid ved ham. Han vidste at Alexander længe havde søgt efter ham, og nu hvor han stod i denne situation, så var det ikke noget som gjorde det meget mere behageligt for ham af den grund. Han bed tænderne kraftigt sammen. Ham og hans bror havde i det mindste haft nosserne til at gøre noget ved sagerne, i stedet for alt det andet, og det var vel det, som man ville straffe dem for? For at placere vampyrerne tilbage på landskortet igen? Det var slet ikke noget, som han havde nogen forståelse for, men der var vel nok en højere mening med det. Han håbede og trøstede sig lidt med, at de ville lade Camryn gå, når de fandt ud af, at hun intet havde med det her at gøre, og det var det som han håbede på, også ville blive udfaldet. Hun havde en søn.. hun havde en familie, og noget at vende tilbage til, hvor han derimod.. havde ingenting. Han prustede ganske let, idet at de endelig nåede Corvento Mansion. Det store hus, som selv nærmest så helt forfalden ud.
Med faste skridt, blev de først indenfor. Valerio havde gjort modstand på vejen, så hans hænder var bundet i kraftigt materiale, som gjorde, at han faktisk slet ikke kunne rive dem til sig igen. Han havde altid været en som brugte hovedet, hvoraf hans bror, havde været slagsen som gjorde brug af musklerne i stedet for. Det havde aldrig været ham, og nu hvor han ikke havde sine tænder at slå fra sig med.. så havde han jo faktisk absolut ingenting. Da de kom indenfor, stoppede de op i den store og massive forhal. Valerio fik et kraftigt slag bag hans knæhaser, så hans ben gav efter under ham, og han endte på knæ, hvor de holdt han fast. Hans krop sitrede af ren og skær vrede og raseri. Han ville slet ikke sidde der og bare vente, når han havde alverdens andet at tage sig til! Han gjorde et forsøg på at rejse sig, selvom grebet om hans skuldre, tvang ham ned at sidde igen. ”Meget snart, Tandløs,” hånede de. I princippet, så var de jo ligeglade med Camryn. Det var Valerio de længe havde søgt efter.

[Deleted]

Camryn syntes det havde været en virkelig lang tid igennem Manjarno og over grænsen ind i Dvasias, hvilket kun satte en frygt i hende, men også en længsel. Hun var bange for hvordan dette ville ende, selvom hun jo ikke havde en rolle i alt dette, og længslen kom af, at hun nu var i det samme land som sin søn. Hun havde ikke sagt et ord hele vejen, for hun anede ikke hvad hun skulle sige og hun gjorde sig alt for mange tanker til, at hun faktisk magtede at sige noget i det hele taget. Hun kunne fornemme de til sidst havde travlt, fordi solopgangen nærmede sig, så de jo snart skulle nå endestationen på dette. Hun var blevet snust til at par gange, af den vampyr der gik og sikrede sig at hun fulgte med, for hun blev ikke holdt ved hele vejen, da hun jo slet ikke ville være hurtig nok til at kunne løbe fra dem eller være stærk nok til at slå fra sig. Hun fulgte jo med af en slags frivillig tvang kunne man sige, for hun havde jo ikke noget at sige i dette, selvom hun gik uden at være holdt af vampyren, men hun gik jo lige ved siden af ham; hvis de skulle skynde sig, så var hun dog blevet løftet op og halset af sted med i topfarten, som faktisk kun var svimlende hurtig for hendes vedkommende. Det store hus faldt hende i blik og så vidste hun de var ankommet, det var jo nærmest logik selvom hun aldrig havde været her, ja, faktisk havde hun vel aldrig været i Dvasias på noget tidspunkt, så det var jo kun skræmmende om ikke andet. Hun blev selv ledt ind i huset, hvor hun bed sig i læben, for nu kunne hun da fornemme dette var vampyr land; hele huset var fuldkommen mørkt og der nåede ikke en eneste lysstråle ind, det var jo som at gå ned i en krypt, selvom de var på stueplan. De blev stoppet i den store forhal, hvor hun bed tænderne sammen da Valerio blev slået på knæ og holdt nede af de to vampyrer, der havde holdt ham hele vejen og tvang ham til at blive siddende. På vejen havde vampyren kommenteret, at hun var markeret, men hun havde ikke svaret på af hvem, for det var slet ikke noget hun gad dele med dem. Hun kneb blot øjnene i og blev selv skubbet ned at sidde på knæ, hvilket kun fik hende til at udstøde et lille fnys, men hun satte sig dog blot… ventende på hvad der egentligt ville ske herfra.

[Deleted]

Det var ved at nærme sig solens opgang, men selv Alexander vidste, at de endelig havde fundet og spottet Valerio, og derfor havde han sendt vampyrerne ud efter ham, velvidende om, at det måske ikke ville være tid for dem, at søge tilbage mod det dvasianske igen. Han stod afventende inde i den store pejsestue. Cassie var væk.. Der var stort set ikke noget menneskeligt tilbage i ham. Den eneste som faktisk holdt det en smule i ham, selvom det slet ikke var i den samme grad. Cassie var konstant i hans hoved, og derfor søgte han mere og mere til Alice. Han manglede den menneskelige og den varme kontakt, som man ikke ligefrem kunne sige, at han havde fået noget andet sted, og naturligvis, var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende, og det var noget som faktisk gjorde ondt på ham. Han havde efterhånden fået styr på mange af tingene, men der var bare visse, som faktisk var utrolig svære for ham, og det var noget som kun gjorde ham langt mere frustreret, end det som han havde været til nu. En tjener passerede Camryn og Valerio i forhallen, og blev bedt om at give beskeden videre. Han nåede pejsestuen. ”Fyrste. Valerio er netop bragt hertil, med en kvinde,” sagde han roligt. Alexander forlod den trancelignende tilstand, som han havde stået i, mens han havde stået og stirret ind i flammerne i pejsen. Han blinkede let med øjnene og nikkede. Det var på tide!
Med rolige skridt, søgte Alexander ud i gangen. Synet af Valerio i sig selv, fik det frydende smil til at brede sig over hans læber. Endelig havde de fundet og fanget ham, og det havde godt nok også trukket forbandet meget ud! ”Der var du jo endelig.” Med vampyrens hurtighed, var han hurtigt henne ved Valerio. Næven lukkede sig kraftigt omkring hans hals, hvor han direkte løftede ham op fra gulvet, velvidende om at manden ikke kunne gøre nogen modstand i det hele taget, eftersom hans hænder var bundet bag på hans ryg. Længe havde han søgt efter Mathimæus-familien, og nu hvor han vidste, at der kun var en tilbage af dem, så kunne han endelig få lov til at straffe dem for det som de havde gjort tilbage i sin tid, for han fandt sig bestemt heller ikke i det!

[Alice Lairé-Jênan]

Alice vidste efterhånden ikke hvor længe hun havde været her, men hun vidste bare at hun var kommet sig helt og holdent og havde oparbejdet det samme fysiske niveau som hun havde haft, da hun havde været ved Valerio. Psykisk var hun stadig stærk, men der var dog opstået små smuthuller, hvor styrken glippede af og til, men hun skulle jo ikke rigtigt bruge forsvaret her, for ingen turde jo røre hende; hun tilhørte fyrsten, Alexander. Hun havde oftere fået besøg af ham, da hans egen kone… kæreste eller hvad hun havde været, havde forladt huset, og det havde hun jo faktisk intet imod, for hun savnede ham et sted når han ikke var der. Solopgangen gjorde, at hun var på vej ud af søvnen, for hun sov meget skævt, alt efter hvornår hun fik tid imellem besøgene fra Alex. Hun vågnede roligt op og satte sig ved sit lille bord med spejlet på, hvor hun redte sit lange lyse hår igennem med en blød børste, hun havde fået af ham. Alt hun havde var jo faktisk ting han gav hende; tøjet, skoene, børsterne, spejlet, ja alt hun ejede og havde, for hun havde jo intet andet og ingen penge. Hun smilede let og tog en af hendes nyeste kjoler på, som var en mørkelilla kjole der stod godt til hendes lyse hud og hår. Hun smilede let for sig selv og bandt kjolen, for den skulle bindes foran, hvor den havde en dyb nedskæring og fremhævede hendes barm. Hun trak i mørkebrune læder sko, som hun bandt også og så var hun klar til at træde udenfor værelset og mænge sig i huset, for hun følte sig jo fint tilpas her efterhånden, for håbet om at se Procias igen var jo for længst ude af billedet. Hun smilede skævt, som hun trak sit lange blonde hår over den ene skulder og roligt betrådte trappen. Her mødte blikket hende dog, hvor at hun så Alex nu stå med en fyr hævet i sin hånd og hun måtte selv se direkte overrasket til; Valerio. Den mand, hun ikke havde set i hvad der føltes som en livstid og som hun jo faktisk havde elsket at være hos. Alle minderne kom op igen; deres fange leg, hvordan de havde været sammen og nu tænkte hun så, at det jo sikkert kun var hende det hele, for der var en kvinde ved hans side og det var jo også så længe siden… måske huskede han hende slet ikke. Hun kneb øjnene let i og rettede på sin kjole, som hun tog det sidste trin ned ad trappen og gik hen over forhallen og hen mod Alex, Valerio og den ukendte kvinde. Hun søgte hen mod kvinden, som hun direkte så ned på hende med et skarpt blik. "Hvem er du?" spurgte hun fast og faktisk krævende for et svar, for som det jo så ud for hende, ville hun vide hvem der var blevet hendes erstatning ved Valerio.

[Deleted]

Valerio vidste udmærket godt, at han bestemt ikke var godt stillet i øjeblikket. Han var klar over, at Alexander igennem frygtelig lang tid nu, havde søgt efter ham, og at det sikkert havde noget med de mange handlinger at gøre, tilbage fra sin tid. Var det underligt, at han var usikker på det, og utålmodig? For alt hvad han vidste, så kunne det jo være, at Alexander ønskede at tage hans liv, for de handlinger som han havde udført, selvom tanken bag, jo faktisk havde været god nok! Blikket gled mod Alexander som den første, også selvom det hurtigt var Alice som fangede hans opmærksomhed. Hvad pokker var det lige hun lavede der?! Han nåede kun lige at åbne munden, inden Alexander havde taget om hans strube, klemt godt til og hævede ham fra gulvet. Nu var det ikke fordi, at han var direkte afhængig af luft på samme måde, som et levende menneske var, men ubehaget og den kvælende fornemmelse, af det, kunne han så sandelig godt mærke! Han gispede ganske svagt, hvor tænderne blev bidt tydeligt sammen. Mest af alt, så måtte han stå imod fristelsen til at sparke ud efter ham, for at komme fri, selvom det bestemt heller ikke ville gavne ham! Uden mulighed for at svare ham eller noget som helst, så blev han stort set bare hængende i grebet som han hang i. Han vidste at Alexander desuden også var langt stærkere end det som han selv var, og at han derfor var temmelig forsvarsløs i det lange forløb, men det var ikke noget, som han kunne gøre det mindste ved, om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Han vendte blikket mod ham og med den samme ganske kortfattede og sugende mine. ”S-Slip mig..!” hvæsede han sammenbidt, hvor han tydeligt spændte i hans krop, for det var virkelig, virkelig ubehageligt som intet andet i det hele taget, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han følte sig svimmel, selvom det nok mere var ubehaget, end det måtte være noget andet for hans vedkommende. Han vidste at han var ude et sted, hvor han ikke kunne bunde, og specielt fordi at han stod forsvarsløs overfor sin egen fyrste, for manden var langt ældre og stærkere end ham og han kunne slet ikke fordrage det! Han havde øje for Camryn ud af øjenkrogen, også selvom han i denne stund, var lidt mere optaget af sin egen situation.

[Deleted]

Camryn så hen imod trappen, hvor en mand kom til syne, der ganske vist så ret autoritær ud og af den grund dragede hun konklusionen, at han måtte være lederen af vampyrerne. Hun kendte ikke rigtigt situationen for Valerio, hun vidste bare hun gerne ville væk herfra, men alligevel ville hun også gerne blive og prøve at forsvare Valerio, for nok havde de ikke direkte noget forhold udover et venskab og fascination for hinanden, men hun ønskede ham jo ikke ondt på nogen måde, og ønskede ham i live. Hun ville ikke være ensom, for Valerio satte et lille lys i hendes hverdag om ikke andet og det var jo det, hun kunne forholde sig til. Hun gispede direkte da Valerio blev løftet fra gulvet på den måde, for det så jo ret ubehageligt ud og det fik hendes hjerte til at hamre lidt igen, for hun følte ubehag ved at være her. Han bed tænderne sammen og kiggede frem for sig, hvor der nu kom en kvinde frem; en kvinde der i hvert fald ikke var vampyr, for hun lyste faktisk med en lys aura og han kunne fornemme det lyse i hende fra hendes magiske side. Hun sukkede let og slog blikket ned, som hun let samlede sit lange hår over den højre skulder og strøg fingrene igennem, som hun hurtigt fik flettet det og bundet et bånd rundt om for neden, som hun altid bar på sit. Hun så op, da kvinden nåede hen til hende og nu stod op foran hende og direkte så ned på hende, hvilket kun måtte irritere hende. Hun kneb øjnene sammen og skubbede sig op at stå, hvor det viste sig, at de var på højde med hinanden. Hun foldede hænderne foran sig på en rolig måde og så afmålt på kvinden, hvis navn var hende ukendt, for nu havde hun stadig den officielle Camryn facade på. "Camryn Darcy," sagde hun roligt og selv med en nærende stolthed i stemmen, for hun var stolt af det hun kom fra, fordi hendes far havde opnået så meget, og at deres navn stod som noget godt i Procias; hendes hjemland. "Og hvem er du?" spurgte hun gengældende, for hun krævede da et gengældende svar, for den tøs skulle ikke tro hun var noget i forhold til hende. Vampyren bag hende greb fat i hendes skulder og skubbede hende ned på knæ igen, eftersom hendes attitude ikke var passende i det selskab de stod i. Hun fnøs igen og sendte kvinden et fast blik, inden hun skævede mod Valerio og den mand, der holdt ham over jorden, ud af øjenkrogen.

[Deleted]

Alexander var i bund og grund fuldstændig ligeglad med hvor ubehageligt det her var for Valerio, for han så slet ikke nogen grund til at han skulle være mild ved ham eller noget lignende, for det var slet ikke fortjent. Det kunne godt være, at han ikke havde fået fat i Alecander som faktisk var manden som stod bag alt det som var sket, så var det slet ikke noget som gjorde sin forskel for hans vedkommende. ”Du vil have jeg skal slippe dig? Giv mig en god grund til ikke at tage dit liv, Valerio!” direkte hvæsede han med en fast tone. Han var virkelig vred, men det var også nu, at han for alvor fik den mulighed for at give udtryk for det, og det var uden tvivl noget af det som han havde savnet mest, så det i sig selv, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han hørte godt hvordan manden gispede, men at han så ikke gjorde modstand, var også noget som passede ham fint, for det ville bestemt heller ikke gavne ham i denne givende situation på nogen som helst måde i det hele taget. Kvinden som var fundet sammen med ham, var dog noget af det næste, som fangede hans interesse, hvor han direkte.. slap Valerio i gulvet, upåvirket af, om han ville få ondt eller noget som helst, for det var da slet ikke vigtigt for hans vedkommende. Endnu en Darcy? Hvor heldig kunne man være?! Smilet bredte sig tydeligt og kynisk på hans læber, som intet andet i den anden ende. Han rettede sig op, hvor han også bare lod Valerio ligge på gulvet. Nu havde han fat i en Darcy – Marius’ barnebarn, så måtte dette jo næsten være… hans datter? Det kunne jo ikke blive bedre for hans vedkommende, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget, som sagde så lidt igen i den anden ende. ”Ser man det.. Endnu en Darcy til min samling..” påpegede han med en ganske kortfattet mine. Nu var Marius da nødt til at komme hertil, hvis han ville gøre sig nogen forhåbninger om at se sin kære familie igen, så det frydede ham virkelig! Jo mere han kunne ødelægge, jo bedre ville det uden tvivl være. ”Lad hende være, Alice..” Nærmest udtalt som en ordre, så gik han selv ind foran Camryn. Hånden lod han næsten kælent glide over hendes hage, for at tvinge hendes blik op mod sig. ”Det må jeg sige.. Din søn ligner dig,” afsluttede han kortfattet.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice fornemmede at hun havde holdt Valerios opmærksomhed på sit et øjeblik, men hun tvang direkte sig selv til ikke at se på ham, for det gjorde faktisk for ondt. Hun bed sig dog let i læben da hun fornemmede ud af øjenkrogen, at Alexander hævede Valerio fra gulvet ved hans strube og jo faktisk også klemte til; nok havde de ikke brug for luft, men det måtte jo stadigvæk være ubehageligt at bare mærke den kvælende fornemmelse, selvom det ikke kunne kvæle ham. Hun var bare glad for at Valerio ikke sparkede efter sin fyrste eller gjorde forsøg på at komme fri udover at hvæse af ham, for hun ville nok bryde sammen hvis han blev dræbt her foran hende, eller bare i det hele taget i dette hus mens hun var her. Hun rystede dog tankerne om Valerio af sig, for lige nu var hun mere interesseret i kvinden og om det var en han elskede eller holdt af, eller om det bare var en kvinde der var røget med i farten, da de havde hentet ham. Hun sendte kvinden et skarpt blik og følte sig irriteret over, at kvinden desværre var på samme højde som hende selv, men hun kommenterede det ikke og fortrak ikke en mine på grund af det. Navnet sagde hende ikke rigtigt noget, for hun vidste jo ikke hvad Alex direkte foretog sig, hun var jo ikke den han delte alt med lige frem. Hun fornemmede dog stoltheden i kvindens stemme over sit navn, så det måtte jo betyde noget et sted. "Alice Lairé-Jênan," svarede hun kortfattet, dog ikke med den samme stolthed i stemmen lige over hendes navn, men dog heller ikke foragtende på nogen måde. Hun smilede frydende, da vampyren bag Camryn skubbede hende i knæ igen. Hun så mod Alex, da hun blev beordret til at lade hende være og hun så blot kort mod ham, inden hun selv trådte tre skridt tilbage og foldede hænderne foran sig på en yndig måde - ikke på en udfordrende måde. Hun forstod ikke helt sammenhængen som Alex så i Camryn, men hendes opmærksomhed svandt også fra dem og faldt hen på Valerio. Hun gik ikke hen til ham, men hun så på ham fra afstand, som han jo direkte bare var blevet 'tabt på gulvet' af Alex.

[Deleted]

Valerio havde været ganske overrasket over at se Alice, selvom han ikke havde nået at kommentere det, inden Alexander havde taget fat i ham, og han kunne jo kun sige, at det var noget, som virkelig var ubehageligt. Selvom han vidste, at fyrsten nemt som ingenting var i stand til at tage hans liv, så var det uden tvivl forbandet ubehageligt, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Han spændte i absolut hele kroppen, alene ved tanken om at han pludselig skulle stå der og forsvare sit liv. Camryn var og havde kun været uheldig i denne situation, for hun havde jo ikke noget med noget af det at gøre i det hele taget. Hun havde stået og snakket med ham, og det var jo stort set også det eneste, som hun havde gjort! Han nåede knapt nok ikke at afgive nogen respons på Alexanders ord, inden han bare blev sluppet i gulvet og med et kraftigt gisp, hvor han begyndte at hoste, for det var uden tvivl utrolig ubehageligt at blive holdt oppe på den måde. At Alexander pludselig skulle vise interesse for Camryn i stedet for, forundrede ham et sted ikke, også fordi at hun kom fra den familie som hun gjorde, men der var alligevel visse ting ved det, som ikke rigtigt gav mening for ham. Han rullede let over gulvet, inden han vendte blikket mod dem endnu en gang. Alice var dog noget af det første, som faktisk fangede hans opmærksomhed, så det i sig selv, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen. Han gispede ganske svagt, idet han gjorde sig et akavet og besværligt forsøg på at komme op at sidde, selvom det var noget som han hurtigt opgav til fordel for alt det andet. Han bed tænderne kraftigt sammen. Vampyrerne hjalp ham op, og tvang ham endnu en gang i gulvet. Han havde allerede nu, fået mærker om halsen efter Alexanders kraftige greb om struben på ham, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til. For alt hvad han ville, så kunne Alexander lige så godt bare tage hans liv og få det overstået! ”H-hun har intet med noget at gøre, Alexander, så lad hende gå,” bad han med en ganske kortfattet tone. Han ønskede jo heller ikke at Camryn skulle komme galt af sted på grund af noget, som han havde lavet for lang tid siden!

[Deleted]

Camryn kunne fornemme at fyrsten var helt og holdent ude efter Valerio, så hun forstod jo faktisk ikke hvorfor vampyren havde slæbt hende med denne vej, for hun havde jo intet med det at gøre i det hele taget. Hun savnede sin far lige nu, at sidde på Herregården og vide hun var sikker, selvom hun jo nu følte en længsel efter sin søn, nu hvor hun var i det land han selv var rejst til. Hun trak vejret dybt og pustede selv ud, for det irriterede hende ganske vist at den kvinde skulle gå direkte i kødet på hende på den måde, for hun svarede ganske vist igen, men hun ønskede jo faktisk ikke en hønekamp her midt i det hele, hun ville bare væk herfra hurtigst muligt. Hun bed tænderne sammen da fyrsten selv sagde, at Valerio skulle give en god grund for at beholde sit liv, for det gav hende ondt i maven af ubehag over at overvære dette, for hun ønskede jo Valerio i live, uanset hvor lidt forhold de havde. Hun gispede dog selv da fyrsten bare endte med at slippe Valerio i gulvet, hvor hun selv kunne høre ham hoste ud af ørekrogen, som kun satte et ubehag i hende. Hendes blik faldt dog straks op på fyrsten fra hendes knælende position på gulvet, da han sagde 'endnu en Darcy til min samling' - hvad pokker skulle det betyde?! Hun så dog væk igen, for nu satte det jo tanker i gang så hun skulle lige samle sig et øjeblik, for var det muligt, at fyrsten havde hendes søn? I så fald ville hun blive gnaven! Hun fornemmede at fyrsten gik ind foran hende, men hun stirrede blot på hans sko, indtil hans hånd strøg over hendes hage, hvilket kun fik hende til at dirre i hele kroppen lettere anspændt, for det var da en ækel gestus fra ham. Hun slog hurtigt sin hånd ud efter hans der kælende gled mod hendes hage, for det fandt hun sig da ikke i, så hun ville slå den væk. Hun så dog op på ham alligevel, bare med et trodsigt blik i øjnene, selvom minen straks fald - officielle Camryn var væk og private Camryn kom nu frem i hendes øjne, der straks blev milde og prægede af tanker og følelser igen, da han sagde de sidste ord. "Hvad skal det betyde? Hvad ved du om min søn… hvor er han?" spurgte hun nærmest krævende for et svar, for hun ville jo vide det, hvis han måske endda var her. Hun skubbede sig op at stå igen og glemte helt at lytte efter noget andet, for nu manglede hun svar om sin kære dreng. Hendes hjerte var selv begyndt at slå lidt hårdere mod hendes bryst.

[Deleted]

Alexander havde søgt og ledt efter Valerio igennem frygtelig mange år, og nu havde han endelig fået muligheden, og derfor lod han den så sandelig heller ikke gå fra sig, om det var noget som man nu ville det eller ikke. han burde tage mandens liv, og det vidste han, selvom det var sjovere, at få lov til at lege først. Ellers var det jo bare.. kedeligt, og det var slet ikke noget, som man kunne sige, at han var det mindste ude efter i den anden ende. Valerio havde han sluppet direkte i gulvet, velvidende om at ham og Alice lige så havde en fortid sammen, selvom det nu var noget, som han i princippet var fuldstændig ligeglad med, for han så slet ikke nogen grund til at skulle blande sig i lige netop den sag. Han knælede roligt ved Camryn, også selvom han vidste, at hun stadig kunne slå fra sig og alverdens andet, så var det ikke noget, som han tog særlig højtideligt i den anden ende, om det var noget, som man nu ville det eller ikke i den anden ende. Hånden lod han næsten kælent glide næsten kælet over hendes kind, også selvom det ikke rigtigt kom bag på ham, at hun slog den væk, så var det ikke noget, som han sagde noget til, for det var der jo heller ikke ligefrem nogen grund til i den anden ende. ”En procianer med slag i.. Så har man jo også prøvet det,” sagde han med en morende stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han havde hendes søn i kælderen, og det var næsten det bedste af det hele, så var det bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Ved hendes ord, så måtte smilet alligevel brede sig tydeligt på hans læber, for det var uden tvivl noget af det som frydede ham mest. ”Hvad jeg ved om din søn? Du skulle bare vide.. Han har siddet i min kælder de sidste uger nu.. Han er ved at blive et rigtigt rovdyr,” sagde han med en næsten tydelig stolthed i minen. Han ville se hvor langt han kunne tvinge manden ud, inden det ville gå galt for ham – og ingen Marius ville dukke op for den sags skyld, for det var også noget af det, som han var mest spændt på! ”Du skal da være velkomme til at joine ham.. Jeg garanterer ikke for din sikkerhed,” tilføjede han ganske kortfattet.

[Deleted]

Camryn kunne fornemme at der var en fortid mellem denne fyrste, Alexander - som Valerio havde kaldt ham - og Valerio selv. Hvad fortiden så gik ud på, det anede hun ikke og lige nu var hun for sin vis også ligeglad med det, for hun ville faktisk bare vide hvor hendes søn var nu, for hun savnede ham virkelig meget lige nu hvor Alexander havde omtalt ham. I og med at Alexander var gået i knæ, så havde hun forsvaret sig ved at rejse sig op, så hun sendte ham blot et skarpt blik. Hun fandt sig i meget, men at få sådan en kælen gestus over kinden, det fandt hun sig virkeligt ikke i, og derfor havde hun jo også slået hans hånd væk. Hun kneb øjnene i og kunne ikke lide den måde han morede sig over hende på, for det var jo direkte nedladende på en måde hun ikke ville have. "Hvilken planet kommer du måske fra?" svarede hun spydigt, hentydende til om han virkelig aldrig havde oplevet en procianer slå fra sig, siden det lød som om det var noget helt nyt for ham. Hun kneb øjnene let i og foldede hænderne foran sig, mens hun blot så ned på ham med sine mørke øjne, der både viste en blanding af vrede og savn. Hun bed tænderne sammen da han nærmest lyste op i et smil over hendes spørgsmål og det irriterede hende faktisk virkelig meget, samt gjorde ondt på hende, at han skulle fryde sig over hende og hendes søn. Hun måbede ved hans ord, måtte spærre øjnene op og gispe let, hvor hendes ene hånd lagde sig foran hendes mund. Han så stolt ud, men hun havde jo ikke kæmpet så hårdt med sin søn for at han skulle være et dyr! "Hvad har han?! Du er et rovdyr!" bed hun af ham, for hun kunne ikke lide at hendes søn blev holdt i Alexanders kælder, mod sin vilje, og direkte blev pint derud, hvor han blev desperat efter blod, for det han var ved at blive et rovdyr måtte jo betyde, at han ikke fik føde - det hun ikke havde kunnet hjælpe sin søn af med - sulten. "Min sikkerhed? Jeg er da ikke bange for min søn, jeg har trods alt været der for ham hele hans liv," svarede hun dæmpet. Hun vidste at hendes søn sikkert ville bide hende, hvis hun røg ind til ham, men hun frygtede ikke for det kunne gå galt overfor hende, for han havde jo bidt hende før og de havde jo båndet, som Jacques engang havde sagt, selvom hun ikke vidste hvad det betød sådan reelt.

[Deleted]

Alexander havde fuldstændig mistet interessen for Valerio, selvom den nok skulle komme tilbage igen før eller siden, så var det nu ikke det vigtigste lige nu. Valerio kunne uanset ikke komme nogen steder hen, så det var noget som faktisk også passede ham ganske fint, hvis han skulle være helt ærlig. Han blev siddende i knæ foran Camryn og med den samme ganske så kortfattede mine. Der var ikke rigtigt noget menneskeligt at spore i ham mere, eftersom Cassie ikke var der til at holde det i ham. Han vidste, at det var farligt, men det var virkelig ikke noget som han kunne gøre noget ved, og selv for ham, måtte han erkende, at det faktisk var ham en temmelig skræmmende tanke. Det var ikke ofte, at man mødte nogen procianere, som turde at slå fra sig, og da slet ikke på denne her måde, så det at han var overfor en, som faktisk turde, var noget som faktisk morede ham. Ingen tvivl om det! Han trak let på smilebåndet. ”Man ser det nu ikke ofte.. Det er næsten morende,” sagde han med en tydeligt morende stemme. Hvorvidt om det var godt eller skidt, var jo noget, som han nok måtte finde ud af i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han var grum mod Marcianus. Knægten skulle spille en rolle når det kom til hans arbejde med Marius ville starte, for han vidste, at nu hvor han også stod med mandens datter, så ville det uden tvivl tvinge manden hertil, og det var skam også det, som han regnede med. At blive kaldt for et rovdyr, var derimod noget, som han faktisk tog som en god og ikke mindst positiv ting, så det passede ham jo ganske udmærket! ”Det tager jeg som et kompliment,” endte han ganske sigende og med en kortfattet mine. Han rejste sig op endnu en gang, inden han gjorde tegn til vampyrerne, at skulle tage fat om hende. De kunne jo lige så godt få styr på det hele. ”Få hende ned i cellen tættest på Marcianus.. Nu skal jeg have det sjovt,” sagde han ganske kortfattet, inden han igen vendte blikket i retningen af Valerio som sad der på gulvet, ude af stand til at gøre noget som helst. ”Du har måske brugt år på at opbygge hvad han har, kære Camryn.. Men jeg har kun brugt en uge på at ødelægge det.. Han vil springe på dig, hvis han fik muligheden.. Nu må vi jo bare afvente hvornår din kære far dukker op,” påpegede han med et sindssygt glimt i øjet. Han gjorde tegn til at vampyrerne skulle tage fat i hende, og hæve hende fra gulvet. Hun skulle ned i kælderen.

[Deleted]

Camryn havde for nu lidt glemt andet omkring sig, for hun var alt for optaget af Alexander og den samtale de havde omkring hendes søn, som det jo havde vist sig var her mod sin vilje, hvilket da kun satte hendes humør i kog og fik vreden til at boble i hende, hvilket virkelig skete sjældent. Som regel var hun nemmere at såre end gøre sur, men lige nu var hun virkelig sur og hendes krop dirrede direkte også af det. Nok blev han siddende i knæ, men hun stod op og kiggede ned på ham, hvilket alligevel passede hende meget fint. Hun turde sagtens slå fra sig når det kom til det, for når hun ikke fandt sig i noget, så mente hun det bestemt også, for så ville hun da ikke give sig. Hun rullede blot let med øjnene og sendte ham et skarpt blik med sine mørke øjne, hvor der slet ikke var smil at spore på hendes smalle læber der var formet som to streger lige nu. "Godt du kan have det sjovt," svarede hun ham igen og fnøs let, som hun blot rettede ryggen let og holdt sit blik mod ham, for hvis hun så væk, så ville hun syntes, hun havde tabt; og det ville hun bestemt ikke! Hun bed tænderne let sammen, for hvad Alexander havde i sine tanker det anede hun ikke, men det kunne ikke være noget godt, for manden bestod af endnu færre følelser end Valerio og det i sig selv, var skræmmende, for der var jo intet, ja nærmest var det jo helt i minus, hvilket faldt hende utroligt. Hun sukkede da han tog rovdyrs udtrykket som et kompliment; ja det kunne da godt være han så på det sådan, men hun så det ikke som et kompliment, at hendes søn var ved at blive gjort til et, ikke efter hendes hårde kamp. "Men… det skal du ikke!" sagde hun let rystende men stadig bestemt, mens hun fulgte ham med blikket da han rejste sig op. Hun blev grebet bagfra af vampyren, der havde ført hende hertil fra Manjarno, da Alexander gjorde et tegn. Hun glædede sig nu til at se sin søn, men hun hadede denne situation om ikke andet. "Jeg har brugt snart et helt liv på det… Hvor vover du at komme og ødelægge det hele sådan, han er en god dreng!" hvæsede hun direkte af ham, og hvis det ikke havde været fordi at vampyren allerede holdt hendes arme i spænd, så havde hun nok klappet ham en; men det kunne hun desværre ikke. Hun forstod ikke den sidste del, men hun kunne regne ud af hende og Marcianus var et led i en plan om at få hendes far hertil, hvilket kun gjorde hende mere sur, men også ked af det, for hvilke onde planer kunne fyrsten have? Hun blev hævet fra gulvet og slynget over skulderen på vampyren, hvilket kun var virkelig nedværdigende for hende. "Sæt… mig…. ned," sagde hun faretruende lavmælt til vampyren, men det gjorde han dog ikke. I stedet førte han hende væk fra forhallen og ned i kælderen, hvor hun blev kastet ind i cellen tættest på Marcianus, hvor han forlod hende for at gå tilbage til forhallen.

//Out.

[Deleted]

Nu var Alexander da ikke rigtigt i tvivl om at Marius nok skulle komme forbi, da stort set hele hans familie nu måtte være her, og det i sig selv, var heller ikke noget som sagde så lidt. Han kunne jo ikke være andet end direkte glad for tanken, for han fik tingene for en gangs skyld, som han ville have dem! Han tog sig nu ikke af, at Camryn blev vred og ked af det, for det var den effekt, som han efterhånden var ved at være vant til at have på folk, så det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han himlede med øjnene og rystede på hovedet. Det hele var nu alligevel begyndt at kede ham temmelig meget, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Det her begynder at blive kedeligt.. Kald mig noget, som jeg ikke er blevet kaldt før,” nærmest opfordrede han, inden han rettede sig op. Han var en temmelig høj mand af sig, og det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han skulle have hende ned i kælderen, så der var styr på dem, til Marius ville dukke op, for det ville jo også tage isn tid fra Procias trods alt. ”God dreng, og god dreng.. Vi får se, når Marius dukker op, min fine ven.. Før hende væk,” sagde han med en ganske kortfattet stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke i den anden ende. Han så til som Camryn blev hævet og løftet og bragt ned mod kælderen, hvor han vendte blikket i retningen af Valerio som blev holdt af den anden. Han sendte ham et direkte skulende og dræbende mine, for han var bestemt heller ikke færdig med ham endnu. ”Sæt ham samme sted.. Bind ham i lænker.. Lad ham sulte og drives til vanvid af det,” sagde han med en ganske kortfattet mine, inden han vendte sig mod Alice. Han gjorde et hovedkast i retningen af trappen. Hun var jo det eneste, som han havde nu, og det var bestemt heller ikke noget som sagde lidt. Cassie var jo væk, og det var nu at han måtte trøste sig med det, som han nu havde, selvom det bestemt heller ikke var særlig meget. ”Gør hvad du vil. Jeg sætter mig ovenpå. Hold dig væk fra kældrene,” endte han ganske kortfattet, inden han tog turen op af trappen endnu en gang og forsvandt ned af den mørke og kolde korridor.

//Out