In this together

[Deleted]

Jacqueline havde virkelig været bange for, hvordan han ville tage tingene, men ikke desto mindre, ås var det hende en glæde, at det ikke var noget, som hun havde brug for at tænke yderligere over, som det var lige nu. Det var hende tvært imod, en stor lettelse og glæde at det var sådan at det faktisk forholdt sig, at det var en tanke, som han fandt en direkte glæde ved det hele. Hun smilede let for sig selv. Hun var nu sikker på, at han godt kunne blive sur på hende, hvis det virkelig skulle vise sig at komme derud, hvor hun fandt de ting ved ham, som han ikke brød sig særlig meget om når det endelig skulle være i den anden ende. ”Det siger du nu.. Prøv at vent, og så ser vi på den tid,” sagde hun med en rolig stemme. Hun havde virkelig frygtet for hans reaktion, og derfor havde det bare været vigtigt for hende at understrege, at hun elskede ham, i tilfælde af, at han nu pludselig skulle tvivle på det. At han gerne ville tage lidt fri, var noget som naturligvis glædede hende, men det var bestemt heller ikke meningen, at hun ville afholde ham fra det. Hun nikkede blot og lod blikket glide en anelse ned i gulvet. ”Jeg ved det godt..” sagde hun, nærmest som havde det været en undskyldning, for det var jo heller ikke ligefrem meningen.
Jacqueline var selv kommet fra finere kår, og havde aldrig været vant til det med hygge udendørs, og bestemt ikke på denne måde, så det i sig selv, var faktisk noget som kom tydeligt bag på hende i den anden ende. Let blinkede hun med øjnene og så til at han havde gjort det hyggeligt udenfor med dyner, tæpper og puder. Det så jo virkelig hyggeligt ud. Hun smilede let for sig selv, inden hun roligt søgte hen mod ham og tog pladsen tæt ved hans skikkelse, så hun igen kunne lægge hovedet mod hans skulder, og blive pakket ind i dynen, så hun ikke kom til at fryse. Hun trak benene en anelse op til sig. ”Vi ved jo endnu ikke om det er en pige eller en dreng, min kære. Men ja.. det skal vi. Det… Og det vil jeg gerne have, at du skal være med til,” sagde hun med en sigende mine. Det var ikke fordi at hun ville pålægge ham mere, men fordi at det var et vigtigt familieforetagende i hendes øjne.

[Lestat De Lochér]

Lestat var glad for at Jacqueline havde taget sig modet til det, for det lettede jo faktisk hele hans arbejde lige for aftenen, fordi han nu kunne løsrive sig fordi noget vigtigere var kommet op. Ofte kunne hun faktisk løsrive ham fra papirarbejdet når det skulle være, hun skulle jo bare bede om det, så kom han springende til hende, for at være der for hende og hende alene. Han følte jo kun det hele blev bedre at bedre og at de nu var på vej mod familie livet, det var jo bare direkte fantastisk som intet andet. Han var selv sikker på, at han aldrig ville kunne blive direkte sur på hende, for hun var jo en fantastisk pige som han slet ikke kunne finde noget ved, der kunne irritere ham. Han rystede bare på hovedet til hendes ord, for der var han i hvert fald meget uenig; han ville sige det og holde ved det for alt i verden, så han kunne modbevise hendes tvivl. Han sendte hende bare et opmuntrende smil, for det at hun jo nærmest undskyldte for at han tog fri når han kunne, bare for at have nævnt det, det skulle hun jo ikke. Han var glad for sit arbejde, men han ville jo også gerne tage fri for hende, for hun var trods alt vigtigst. I og med, at han havde levet nærmest forskellige liv, fordi han både havde levet fint og 'beskidt', så havde han jo faktisk alle perspektiver til at skabe hygge i forskellige kroge. Det var dog tydeligt for ham at hun ikke ligefrem havde tilbragt en aften på altanen med en kølig vind i hovedet og så ellers holdt sig varm under en lun dyne, mens de sad der sammen. Han var dog bare glad for hun sprang ud i dette uudforskede område, for han kunne godt lide at overraske hende lidt med små søde gestusser som dette. "Vi laver et neutralt værelse, så det kan passe til begge… og når barnet så er kommet, så kan vi jo få bestilt noget lidt mere farvepassende indmad til værelset såsom tæpper og tøj og så videre. Jeg vil hjertens gerne være med til at indrette det," sagde han blidt og kyssede hendes kind. Det var vigtigt at lave værelset, for det var jo familien og den kom trods alt først i alt, den ville han aldrig putte bag noget andet igen. Han lod sin anden hånd glide over hendes mave, som han let strøg med tomlen, hvoraf den anden arm lå omkring hendes skuldre og holdt hende ind i favnen. Hans hoved hvilede mod hendes, da hun lå med hovedet på hans skulder; dette var en virkelig rar stund.

[Deleted]

Jacqueline var allerede faldet til ro igen, for han havde uden tvivl taget det langt pænere, end det som hun havde regnet med, selvom det var noget som alligevel gjorde sit for hendes vedkommende. Det gjorde hende naturligvis usikker, når hun faktisk følte sig elendig til mode, når hun rev ham fra arbejdet, og specielt når hun vidste, at det efterlod ham med et højere og mere krævende arbejde dagen efter, bare fordi at hun havde brug for det. Men derimod, så var det fordi at hun var vant til at klare tingene på egen hånd, at hun næsten kunne se skamfuldt ned i gulvet i stedet for. Selvom det nu var noget som hurtigt blev revet væk fra det hele, og mod ham, da han havde valgt at dække op til dem udenfor, for det var virkelig hyggeligt, det som han havde lavet, og det var noget som faktisk betød utrolig meget for hende. Ikke fordi at dette var noget af det, som man kunne sige, at hun var vant til, for det var det slet ikke. Selv havde hun taget pladsen ved siden af ham og godt op mod hans skikkelse, så hun kunne mærke ham helt tæt på, også fordi, at det var det som hun godt kunne lide. Hun lukkede øjnene ganske let og lagde hænderne let mod sin mave. Alene det faktum at de skulle være forældre, var en tanke som hun synes mere og mere om, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun smilede let for sig selv og lagde hovedet mod hans skulder. Han havde ganske ret. Et neutralt værelse, ville være sagen lige som det var nu om ikke andet, og så kunne de jo indrette det alt efter kønnet, når hun havde født deres elskede lille baby. Hun vendte blikket ned mod maven, hvor smilet kun bredte sig mere på hendes læber. At hans hånd lagde sig mod hendes mave, fik kun hendes smil til at brede sig på hendes læber. ”Det lyder som en rigtig god idé. Jeg havde ikke troet, at der ikke.. skulle mere til, end det her, men jeg er faktisk glad for det. Jeg kan godt lide tanken om, at vi har noget familie, som faktisk er.. vores.. Noget som vi sammen har skabt.” Hun vendte blikket roligt mod ham endnu en gang, for løgn var det trods alt heller ikke. Selv satte hun sig godt og tæt ind mod hans skikkelse

[Lestat De Lochér]

Lestat kunne mærke at Jacqueline allerede var falde til ro og det glædede ham kun at de så nemt var kommet over en muligt opstående situation, for han ønskede jo ikke hun skulle være bange for noget som helst med ham, for han ville garanteret 9 ud af 10 gange reagere modsat af hendes frygt og overraske hende glædeligt - hvoraf den sidste gang var en reaktion, hun allerede havde udset. Han smilede, for jo mere selvsikker hun blev, jo mere tilfreds var han også selv, for han elskede det de havde sammen, delte sammen og skabte sammen; et helt nyt liv. Hun skulle ikke undskylde for at rive ham fra arbejdet, for det var kun en lettelse når hun krævede opmærksomhed, ellers kunne han jo blive siddende i evigheder bøjet ind over bordet i et lille lys. Han holdt armene godt omkring hende, for han kunne godt lide at sidde og putte med hende, specielt når dette var noget nyt for hende. Han smilede stort, nød bare at tilbringe tiden med hende her ved aftentide som de plejede, hvor de senere ville trække ind i sengen, snakke mere der og så ellers falde i søvn, hvis de da ikke ved et uheld faldt i søvn herude, for han kunne faktisk mærke han var lidt træt. Han strøg hende blidt over maven, for bare tanken om at der skulle vokse et barn derinde; hans barn, var jo virkelig fantastisk og noget han kunne leve højt på de næste mange måneder. Når barnet så kom, så ville han have noget nyt at leve højt på, så det hele var jo virkelig meget værd, for hun gav ham jo hele tiden noget fantastisk. Den bedste gave, var og blev dog nu altid Jacqueline selv. Han syntes virkelig godt om idéen om, at de skulle være forældre sammen, for det var fantastisk. "Godt, så kan vi lægge planer i morgen. Lige nu kan jeg ikke nå videre end til neutral. Jeg er virkelig glad… vi skal være en familie… sammen," sagde han blidt, for efterhånden var 'sammen' deres lykke ord, og det kunne han virkelig godt lide. Aftenen tilbragte de på altanen, dog faldt de ikke i søvn, de kom i deres egen seng og sov tæt ind mod hinanden, ligeså tæt som de havde siddet udenfor.

//Out.

[Deleted]

Jacqueline voksede med opgaven, også fordi at hun efterhånden havde fundet ud af, at der var stor forskel på Lestat og Giovanni, og det var noget som faktisk også passede hende selv ganske udmærket. For hende, var det bare vigtigt at vide, hvad hun havde at forholde sig til, og det var heller ikke ligefrem fordi at det var nemt for hende på nogen måde. I det store og hele, så havde hun det virkelig skidt med at trække ham fra arbejdet fordi at hun havde brug for opmærksomheden lidt, men det var jo heller ikke fordi at det var noget, som hun kunne gøre det største ved nu. Det her var virkelig en stor og vigtig ting for hende at dele med ham, og derfor havde hun brug for at dele det med ham, og det at han havde taget det så pænt, var noget som selvfølgelig havde lettet hende som intet andet i den anden ende, det var helt sikkert! Hun smilede let for sig selv og blev liggende med hovedet mod hans skulder, for det var virkelig rart for hende at vide at han var der for hende og var omkring hende, for hun havde brug for ham, og nu mere end noget andet. Hånden mod sin mave, var noget som virkelig glædede hende, så det var slet ikke noget som sagde så lidt igen i den anden ende. Hun lagde sin hånd over hans. ”Så lang tid, at det er noget som gør dig glad, så er det også det vigtigste for mig, Lestat. Jeg frygtede virkelig for, at du ville blive sur på mig. Jeg er bare glad for, at jeg tog fejl,” begyndte hun roligt. Nu vidste de, at de skulle have ordnet med et børneværelse, og hun måtte erkende, at det faktisk var noget som hun så frem til for en gangs skyld, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Hun lukkede øjnene let. Hun følte for at falde i søvn. At de sad der i et stykke tid, inden de krøb i seng, sagde hun heller ikke noget til. Hun var præget af intet andet end den tydelige lettelse. At ligge med hans arme om sig, var uden tvivl noget, som gjorde hende rolig, hvor hun endnu en gang blev lullet ind i en tryg og behagelig søvn.

//Out