In this together

[Lestat De Lochér]

Der var gået lidt over en måned siden brylluppet og alt havde virkelig været den rene lykke siden da. Lestat kunne ikke huske sidst, han havde elsket nogle så meget, at det næsten gjorde ondt, men alligevel på en god måde, der kun fik ham til at være stærk. Jacqueline var virkelig det mest fantastisk der var sket ham og han følte sig så sikker og modig, som aldrig før, for det hele kørte direkte på skinner for dem. De var bare glade sammen og delte hver dag, hvor de skabte nye minder, spiste nye ting og alt i alt, så levede de jo bare livet. Det var blevet aften og han sad på sit arbejdsværelse og læste nogle papirer igennem, for arbejdet var jo noget som faktisk interesserede ham, men det tog jo også tid. Han bladrede side, greb fat i sin fjerpen og fik skrevet under nederst på siden, hvorefter pergamentet blev foldet sammen og stemplet med en klat voks, med 'Gerardiaq De Lochér' seglet i - et segl, som var helt nyt og starten på det, de var ved at skabe sammen. Seglet havde han fået lavet i forlængelse af, at have fået designet et våbenskjold til dem, som nu også sad udenpå lågen yderst på grunden, så man ikke var i tvivl når man ankom. Han lagde brevet op i en bestemt kurv, for det var udadgående post af huset der skulle herfra i morgen tidlig med et sendebud. Han sad i skæret af et par stearinlys, for det synes han var hyggeligst nu hvor mørket var faldet på udenfor, for det begyndte jo at blive tidligere og tidligere at det blev mørkt, som det skred hen til efteråret. Han sukkede let, for han havde faktisk siddet længe i dag og han manglede jo stadig en stak papirer, han skulle have tjekket igennem. Han smilede let og lænede sig tilbage i stolen, som han kom til at tænke tilbage på brylluppet, for det hele var jo virkelig gået godt. Det bedste af det hele havde været hendes reaktion på maleren, den morgen de var vågnet fra bryllupsnatten. Et portræt af dem, sammen med deres våbenskjold på, som virkelig skulle symbolisere alt hvad de stod for sammen og det var blevet et stort smukt billede, der hang i den ene stue. Han smilede bare ved tanken og kom helt til at savne Jacqueline, når han nu sad her i sit arbejdsværelse.

[Deleted]

Der var gået en måned. En fantastisk måned, hvis man spurgte Jacqueline. Hun var kommet godt igen, efter det mentale knæk, som hun havde lidt ved Giovanni. Skulle hun være helt ærlig, så var det slet ikke en mand, som hun skænkede så meget som en tanke mere, for hun havde fået det bedre. Hun havde det så godt sammen med Lestat, og det var virkelig noget af det bedste af det hele! Nu som det var sagt, så var hun på vej hjem fra healeren. Hun havde været der for nogle timer siden, men hun havde brug for at lade nyheden synke ind, for det var en frygtelig stor nyhed som hun kom hjem med! Automatisk ved tanken alene, lod hun hånden glide let over sin mave og med et svagt smil. Et sted frygtede hun faktisk for Lestats beslutning, for tanken om børn, havde de jo aldrig rigtigt snakket om, og.. her stod hun pludselig, og hun ventede. De ventede.
Lestat arbejdede, og det vidste hun. Hun selv søgte ind forbi stuen, da hun kom hjem, lige for at samle sig lidt. Ikke fordi at hun var bange, men hvordan han ville reagere, var jo svært for hende at sige, og derfor var det vigtigt for hende, at forberede sig. Blikket gled automatisk i retningen af det maleri som de havde fået malet dagen efter deres bryllup. Igen kunne hun sidde og falde i staver over det, for det var det mest fantastiske som hun havde modtaget, og noget som hun for altid ville være stolt over at sidde og se på! Hun rystede de tanker ud af hovedet, inden blikket gled mod den stadig flade mave. Hun rejste sig endeligt, for at søge op mod Lestats arbejdsværelse. Selvom det var hende en vane, ikke at blande sig i arbejdet, så ønskede hun jo alligevel at vide lidt om hvad han egentlig lavede. Hun stoppede op ved døren som hun roligt bankede på. Visse vaner, var endnu en del af hende, som hun ikke kunne gøre noget ved, og det var respekten for ham og hans arbejde, og det var jo heller ikke fordi at hun ønskede at forstyrre ham. ”Skat..? Har du tid?” spurgte hun med en rolig stemme. Ja, et sted, så var hun en anelse urolig, for hun havde slet ikke nogen anelse om hvordan han ville reagere på nyheden. Ville han blive sur? Glad? Vred? Bede hende om at fjerne det? Stort set alle de tænkelige scenarier, havde hun tænkt igennem, og det var ikke ligefrem fordi at hun havde fået noget ud af det af den grund. Hun tog roligt i håndtaget, kun for at tvinge døren op og kigge ind. Han plejede jo som regel at have tid, når hun spurgte om det.

[Lestat De Lochér]

Hvad Jacqueline havde lavet de sidste par timer, det vidste Lestat ikke, for han havde faktisk siddet her det meste af dagen og ikke set Jacqueline siden frokost, for aftensmaden havde han fået bragt op, fordi han havde siddet i en kæmpe stak papirer. Han havde nu fået klaret det meste, men der var nok i hvert fald en times arbejde endnu, men lige nu havde han brug for bare lige at sidde og tænke lidt på noget der ikke havde med arbejde at gøre. At hun havde været ude i løbet af dagen, det vidste han ikke, men det ville han jo tidsnok finde ud af, når han kom i seng, for der snakkede de jo altid dagen igennem hvis de ikke fik gjort det tidligere på aftenen, det vekslede lidt alt efter hvor meget arbejde han havde at gøre med. Let vædede han sine læber som han strakte armene og derved kroppen, for det føltes godt at få lidt gang i kroppen efter at have siddet stille hele dagen. Derfor endte han også med at rejse sig op og gå hen til vinduet, for at kigge lidt ud og ellers så tog han en tur rundt på arbejdsværelset. Han smilede let for sig selv, med tanke om alt den glæde han delte med Jacqueline, for han kunne ikke få hende ud af hovedet, end ikke når han var sammen med hende, for hun var der altid, i hans hjerte og tanker. Han vendte sig rundt mod døren, da der blev banket på døren, og han kunne faktisk høre det var Jacqueline, så det måtte han jo kun trække på smilebåndet over. "Ja, elskede," svarede han og så på hende, som hun kiggede ind. Han gik hende i møde, tog fat i hendes hånd og trak hende ind, hvor han selv skubbede døren i med foden. Han skænkede hende et dybt kys lige midt på læberne, for han havde jo faktisk savnet hende lige siden frokost. "Jeg var lige nået til at savne dig, så det er godt du kommer," sagde han blidt til hende og strøg hendes kind med en ene hånd, mens han så ind i hendes øjne.

[Deleted]

Under normale omstændigheder, så ville Jacqueline aldrig tage nogen steder, uden at lade Lestat vide hvor hun tog hen, men denne gang, havde det virkelig været en nødvendighed for hende, for hun var nødt til at finde ud af, hvad der egentlig var foregået, og resultatet af hvad det var, var noget som hun virkelig var overrasket over. Hun havde vandret lidt igennem byen, for at tænke det igennem, og finde ud af, hvordan hun skulle gribe det hele an, også fordi at hun ikke vidst hvordan hun skulle gribe det hele an på overfor ham. Hun havde alverdens forskellige scenarier i hovedet, og det ene mere utænkelig end det andet. Nu stod hun endnu en gang foran døren ind til hans arbejdsværelse. Det var lang tid siden frokost, men hun havde ladt ham arbejde i håbet om, at der så ville være tid til hende tidligere på aftenen. De snakket som regel meget om hvad de hver især havde lavet i løbet af en dag, selvom hendes ikke var det vildeste at prale af, for det var ikke fordi at der skete særlig meget. Hun smilede let for sig selv ved tanken. Hun elskede når han gav sig tiden til hende. Roligt kiggede hun ind på arbejdsværelset, efter at have åbnet døren, også selvom han kom hende lidt hurtigere i møde, end det. Han tog fat om hende og førte hende med sig indenfor på værelset, hvor hun næsten automatisk endte i hans arme, hvor hun kyssede hans læber. Det var næsten med en længsel. Hun elskede ham mere og mere for hver dag som måtte gå, og sådan havde hun aldrig nogensinde haft det før. Ikke før han var kommet ind i hendes liv om ikke andet. Hun smilede let for sig selv, inden hun lod hånden glide mod hans bryst. ”Det er også rigtig mange timer siden frokost,” påpegede hun tydeligt og ironisk med et smil på læben, for hun kunne da slet ikke lade være! Hun kyssede roligt hans kind og lagde hovedet roligt mod hans skulder. ”Jeg har også savnet dig. Jeg sad og kiggede på maleriet nede i stuen, og så.. følte jeg for at se dig,” sagde hun med en rolig hvisken. Det var skam rigtig nok. Hun havde set hvordan de begge havde strålet på det, og kommet i tanker om, at de var sammen om det hele, og det gjaldt vel også deres.. pludselige situation?

[Lestat De Lochér]

Lestat var sikker på at Jacqueline nok skulle have klaret sig i løbet af dagen, det gjorde hun jo som regel, selvom han faktisk også havde det dårligt med bare at arbejde hver dag og så efterlade hende alene hele dagen. Men det var jo sådan det måtte være, men for hver time han var væk fra hende, jo mere så elskede og savnede han hende helt. Han kunne ikke huske nogensinde at have haft det præcist på denne måde og det sagde jo også bare alt for ham om ikke andet, for hun havde virkelig den mest specielle plads i hans hjerte. Han havde slet ikke tænkt tanken, at hun kunne være blevet gravid på bryllupsnatten, for normalt skete det jo ikke der for de fleste par - netop fordi at pigen var jomfru og først skulle brydes, før der kunne gøres, men det var jo faktisk ikke deres situation - han tænkte bare ikke lige over det. Han smilede til hende som han trak hende ind, for han ville gerne give sig tid til hende når hun krævede den, for hun skulle bare sige til og så stod han jo på spring for hende. Han lod en arm hvile omkring hendes talje, mens den anden kærtegnede hendes kind ganske let mens han kiggede i hendes øjne, for hun var virkelig smuk og han smeltede jo altid når han så hende. Hun gengældte kysset til ham, hvilket han kun var glad for og han smilede til hende, som hun selv lod hovedet falde mod hans skulder. "Ja, det er faktisk rigtig mange," medgav han med et morende grin, for de kunne jo altid lave lidt sjov med, at de faktisk savnede hinanden efter bare en dag fra hinanden. "Det glæder mig at maleriet førte dig herop, så har den jo en god effekt må jeg sige… og hænger det rigtige sted," påpegede han med et smil og lod hånden fra hendes kind, falde ned bag hendes talje også, så han holdt hende ind i sin favn. Han lod selv hovedet lægge sig let mod hende, mens hun tog en dyb vejrtrækning, for han elskede hende virkeligt. "Hvad har du lavet i dag?" spurgte han nysgerrigt, for han ville jo gerne vide hvad hun bedrev tiden med.

[Deleted]

Det var ikke et problem for Jacqueline at få tiden til at gå i løbet af en dag, når hun vidste at Lestat sad med arbejdet, men at lave noget fornuftigt, var jo så den store udfordring for hende. Hun var rigtig god til bare at sidde og.. kigge. Denne dag havde hun dog haft lidt andre ting i hovedet – såsom det besøg ved healeren, som kun havde bekræftet hendes mistanke, som hun nu skulle snakke med Lestat om. De var sammen om tingene og det var det som hun trøstede sig med lige nu. Hun stillede sig mere end glædeligt i hans arme. At vide, at han savnede hende, var noget som kun fik hende til at smile, for det betød virkelig meget for hende, at høre ham bekræfte hende på den måde. At høre ham sige, at han havde savnet hende, selvom de havde set hinanden omkring frokost. Det var for eksempel ikke noget, som hun nogensinde havde hørt Giovanni sige. Hun smilede let for sig selv. ”Jeg kan godt lide, at høre dig sige det,” sagde hun med en rolig stemme. Hovedet gled mod hans skulder, hvor hun mere end glædeligt blev stående lidt i hans favn. Hånden lagde hun let mod hans bryst og det bankende hjerte, som hun strøg ganske let. Hun kunne jo heller ikke dy sig, nu hvor hun endelig stod der i hans arme, som hun gjorde i denne stund. Et sted gjorde tanken hende nervøs, og det lignede hende slet ikke. Næven lukkede hun en anelse omkring hans bluse, også bare for at have noget at holde fast i. Hun lukkede øjnene ganske let. ”Det hænger lige hvor det skal hænge, og hvor alle kan se det, kæreste.. Det er sådan jeg vil have det. Jeg elsker det.. Det er den bedste gave, nogen nogensinde har givet mig,” fortalte hun roligt. Hun rettede sig en anelse op, inden hun lod blikket glide mod hans ansigt igen. Som han spurgte ind til hvad hun havde fået dagen til at gå med, måtte hun alligevel bide sig lidt i læben. Hvordan skulle hun sige det, uden at det ville lyde direkte tåbeligt? Hun rystede de tanker let ud af hovedet. ”Jeg har været.. ude, siden frokost,” begyndte hun roligt. Normalt ville hun sige det til ham, men det havde hun ikke gjort denne gang. Det var ikke ofte, at hun havde det sådan, men hun havde virkelig følt, at hun havde brug for at finde ud af det alene, og nu hvor hun vidste hvad der ventede dem, så var hun jo nødt til at fortælle det til ham.

[Lestat De Lochér]

Lestat ønskede ofte at vide hvad Jacqueline lavede i løbet af dagen, for hun havde jo endda selv hjulpet med at få ham i arbejde og ind i handelsbranchen, for hun var jo faktisk dygtig til det om ikke andet, selvom det jo ikke var set at kvinder skulle lede, være øverst eller hvad mere man sagde. Han var glad for udfordringen, for så havde han jo også noget at lave i løbet af dagen, men han håbede bare at hun også kunne finde på noget at lave så hun ikke bare sad, for det ønskede han da slet ikke for hende. De var jo sammen om det hele, det ville han gøre meget klart for hende, de skulle ikke bo sammen og leve separate liv; de havde et sammen. Han smilede til hendes ord, for han savnede hende jo hurtigt, selvom de kun havde været fra hinanden siden frokost, så han vidste da slet ikke hvordan han nogensinde skulle tage fra hende i flere dage, hvis det kom op at han skulle det. Han nød at have hende så tæt, hvor at hendes hånd mod hans bryst faktisk var noget af det bedste, for det var en så kærlig gestus, som noget det kunne være. De stod jo her sammen og han var bare virkelig glad, for nu havde hun da løsrevet ham fra arbejdet og også fået de tanker lidt på afstand. "Netop, det er symbolikken på os. Jeg kunne heller ikke tænke på en bedre gave, for du fortjener at blive sat på et lærred så smuk som du er," hviskede han blidt til hende og selv med et smil, for han gav hende stort set komplimenter hver eneste dag. Han rettede hovedet op som hun selv gjorde og så hende ind i øjnene, hvor han kunne se hvordan hendes ansigt lidt fortrak sig til en biden i læben og sådan, da han spurgte ind til hendes dag. Han nikkede let, som hun sagde at hun havde været ude, for det forklarede jo ikke så meget om hvad hun havde lavet. "… Ja?" sagde han, opfordrende til at hun skulle fortælle videre.

[Deleted]

Jacquelines selvtillid voksede kun mere og mere, for hver dag som måtte gå, og naturligvis var det hende en glæde, at det var ham, som skænkede hende det på denne her måde. Hun elskede ham virkelig, og hun var bestemt heller ikke bleg for at lade ham vide det. Hovedet lod hun for en kort bemærkning glide mod hans skulder. Hun elskede tanken om at have ham tæt på sig, og det at mærke ham som hun havde lige nu. Hans arme om hende og hende i hans favn. Det var uden tvivl noget af det bedste, som hun vidste. Billedet hang lige hvor det skulle, og det var nok den mest personlige og mest fantastiske gave, som hun nogensinde havde modtaget, og det var noget som virkelig betød utrolig meget for hende, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Slet ikke! At det var symbolikken på dem, var noget som hun især godt kunne lide. ”Jeg kan godt lide at det er tanken om os. Det er den mest fantastiske gave, som jeg nogensinde har modtaget. Den betyder virkelig utrolig meget for mig,” sagde hun roligt, også fordi at det jo var ord, som hun jo måtte mene. Det var virkelig det bedste som nogensinde var sket for hende. Nu hvor hun havde luftet første del af det hele, så kunne hun jo lige så godt få det fortalt, selvom hun var en kende nervøs for hvordan han ville reagere, for.. hun vidste det ikke. Tanken om børn havde jo de som sådan aldrig rigtigt snakket om tidligere, så et sted, var hun vel bange for at han ville blive.. sur? Bede hende om at fjerne det? Eller noget som var værre end det? Hendes hjerte begyndte at banke ubehageligt i brystet. Hun forberedte sig vel på det værste, hvis hun nu endelig skulle sige det? ”Jeg har i.. et stykke tid nu, gået med en tanke, som jeg har været nødt til at undersøge og.. det forholder sig sådan, at..” Hun tav let. Det gjorde hende faktisk en anelse usikker. Hun tog stille omkring hans ene hånd. Hun var præget af koldsved. Og det lignede hende slet ikke! ”Sagen er den at.. vi venter os, Lestat.. Jeg er gravid,” afsluttede hun med en rolig stemme, kun for at vende blikket afventende op mod ham, da hun lagde hans hånd mod sin ellers så flade mave. Kun for at understrege, at hun mente alvor.

[Lestat De Lochér]

Lestat kunne mærke på Jacqueline at hendes selvtillid voksede, så det glædede ham jo kun at de faktisk bidrog til hinanden om at komme videre og være stærke sammen. De havde begge været på et nærmere nulpunkt da de mødtes, hvis ikke i minus og nu så det hele jo faktisk meget positivt ud; hun var kommet sig rigtig pænt og havde en perfekt krop samt psykisk styrke, som han selv bare følte sig modig og helt ovenpå. Han kunne godt lide tanken om at de sammen var stærke, for det var jo en perfekt match de var om ikke andet, det kunne de ikke komme uden om. Det var jo også derfor at han hver dag mindede hende om alt det gode, for han mente det jo også ærligt, det var jo ikke bare ting han sagde fordi det var en slags pligt for ham, han mente det virkeligt. Han smilede til hende og var bare glad for, at hun kunne lide det maleri så meget, for det betød jo meget for ham at hun kunne lide hvad han gik og tænkte. "Det er jeg glad for, min kære," hviskede han blødt til hende, for han elskede tanken om at det var den bedste gave hun nogensinde havde fået, for så fik han jo bare lyst til at finde på nye fantastiske ting til hende. Han selv løftede et let bryn som hun gik i stå og han begyndte faktisk at blive lidt nervøs for, hvad hun havde lavet, siden hun havde forladt huset uden at fortælle ham det; hans første tanke var, hvad der mon var galt? Hendes ord gjorde ikke ligefrem frygten bedre og han troede straks at hun havde en sygdom der ville rive hende fra ham, for han nåede at tænke på de mest utænkelige sygdomme i tiden mellem hendes første og sidste sætning angående emnet. Han tog hendes hånd og kyssede hendes pande, for han kunne jo se at hun var virkelig usikker omkring dette og det skulle hun jo ikke. Han gav hende tid til at sige det og lod vær med at bryde ind. Da ordene ramte ham - gravid - så måtte der direkte ende julelys i hans øjne, for det var da den bedste nyhed hun overhovedet kunne give ham. Han lagde sin hånd mod hendes mave, som jo kun bekræftede det hun lige havde sagt og han smilede stort til hende, som han blot så ind i hendes øjne med den største glæde. "Det er jo fantastisk! Det er jo helt… uendeligt fantastisk. Vi skal være en familie," sagde han lykkeligt og det var slet ikke til at overhøre hvor glad han var for den nyhed, samt han også var lettet over, at det ikke var en sygdom, men tvært imod det modsatte, det var jo en gave.

[Deleted]

Billedet som Lestat havde skænket hende som en gave efter deres bryllup, var uden tvivl noget af det som Jacqueline værdsatte mere end det, som hun kunne værdsætte noget andet, og hun var bestemt heller ikke bange for at lade ham vide det, for det var noget af det bedste, som hun længe havde oplevet. Hun voksede med opgaven, selvom dette ægteskab uden tvivl var langt mere anderledes end det forrige som hun havde haft, og naturligvis, var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende. Hun ønskede slet ikke at han skulle knokle med arbejdet alene, og hun kunne jo hjælpe ham lidt med det hele, da hun kendte til det igennem hendes tid sammen med Giovanni, men det var nu slet ikke fordi at det var den mand, som hun havde lyst til at tænke på, hvis hun nu skulle være helt ærlig, og det var uden tvivl også noget som gjorde sit for hende. ”Jeg elsker dig, skat,” hviskede hun roligt, inden hun igen kyssede hans kind. Hun følte virkelig for at understrege det, også for ham. Nu hvor hun havde fortalt ham nyheden om at de ventede sig, så var hun virkelig bange for, hvordan han ville reagere på den nyhed, for det var jo ikke en lille ting, men derimod en frygtelig stor en. Hans måde at reagere på, var næsten noget som kom bag på hende, for han var jo.. glad? Ellevild? Det var noget som virkelig lettede hende indvendig, hvor hun pustede tydeligt lettet ud og endnu en gang lagde hovedet mod hans skulder. ”Hvor er jeg glad for, at det er sådan du tager det, kære.. Jeg.. jeg frygtede for, at du ville blive sur..” sagde hun med en dæmpet stemme, inden hun endnu en gang vendte blikket mod ham. Hans hånd mod hendes mave, var kun noget, som fik hende til at smile lidt for sig selv, for det var tydeligt for hende, at det var noget som han faktisk mente. At den tanke virkelig glædede ham på den måde, var uden tvivl noget af det bedste, som var sket hende hvad angik det her, for hun havde slet ikke turde tilladt sig at være glad, når hun slet ikke vidste hvordan han ville tage det. ”Vi skal blive en familie,” hviskede hun med en ærlig stemme. Nu hvor hun sagde det.. Så lød det virkelig, virkelig godt!

[Lestat De Lochér]

Lestat havde kun fundet det passende at have en maler til at forevige dem på et portræt efter brylluppet, fordi det jo var der at det hele startede for alvor, der hvor de satte det sidste punktum i bog et og begyndte at skrive bog nummer to, som han allerede virkelig godt kunne lide starten på. Han var glad for at hun også satte stor pris på hans gave, for det fortalte jo kun, at han for fremtiden kunne finde på noget lignende, for de var jo enige om hvad der gjorde dem glade. De voksede sammen med opgaven, som to træer der havde stået ved siden af hinanden i virkelig lang tid og til sidst, snoet deres grene sammen for at blive til en og drejet stammerne om hinanden for at være sammen. Han smilede let ved tanken om det hele, for han elskede hende jo virkelig højt og hun var jo med ham i alt og hele tiden, som han kun var virkelig glad for som intet andet. "Jeg elsker også dig," svarede han hende uden det mindste tøven, for det kom jo bare som refleks og han ville fortælle hende det hver dag, flere gange om dagen, når det føltes som at bringe dem tættere sammen hver gang ordene blev udvekslet. Han smilede varmt til hende, for nyheden der lige var sunket ind, var jo virkelig fantastisk og han glædede sig jo allerede. Han havde aldrig troet han skulle blive far igen, for han troede næsten det skib var sejlet, men hvis Jacqueline følte at hun kunne gå gennem en graviditet, så ville han tage hele vejen sammen med hende. "Sur? Hvordan kunne jeg nogensinde blive sur over det… det er jo utroligt og glædeligt," sagde han til hende og kyssede hendes kind blidt, inden han lod hovedet hvile mod hendes, da hun lagde hendes mod hans skulder igen. Han smilede for sig selv og lod øjnene let glide i for et øjeblik, for det var virkelig dejligt at stå med hende i sine arme. Hun var det mest fascinerende i hans liv i virkelig længe og han ville aldrig give slip på hende for noget! "Ja vi skal…" sagde han til hende og helt ærligt, for han elskede det virkeligt. Han rettede sig let op og smilede til hende, som han endte med at sætte sig ned på hug. Hænderne lagde han på hendes hofter, som han endte med at kysse hendes mave udenpå kjolen. "Det her er din far der snakker," sagde han til maven og grinte let, for det her var både hyggeligt og tåbeligt, men på en sød måde. Han lagde kinden mod hendes mave og slap et morende grin igen.

[Deleted]

Jacqueline havde lige brug for at understrege, at hun elskede ham, nu i tilfælde af, at han skulle gå hen og blive sur over nyheden, for det var vigtigt for hende, at hun kunne understrege at det var ham som hun satte først, for det ville det nok for altid være! Hun smilede let for sig selv. At han ikke blev sur, var uden tvivl noget, som virkelig lettede hende som intet andet, så det var noget som uden tvivl betød ekstremt meget for hende! Hun følte de tunge sten lette fra hendes hjerte, som igen faldt mere til ro, for han virkede slet ikke til at være sur eller noget, og det var jo bare rart at få det understreget på den måde, for selv det, var noget som hun havde brug for, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. ”Jeg var bare bange for det.. Vi har aldrig snakket om at få børn eller skabe en familie, så.. jeg vidste ikke hvordan du ville tage det..” sagde hun med en dæmpet stemme, kun for at vende blikket op i retningen af ham endnu en gang. At han tog det så pænt, var uden tvivl noget, som i sandhed måtte lette hende som intet andet overhovedet, for det var virkelig rart, at det var sådan at det var for hendes vedkommende i hvert fald. De var sammen om det hele, og det understregede han kun for hende igen og igen. Hun begyndte igen at smile. Nu var hun jo for alvor faldet til ro igen, og det var virkelig, virkelig lettende for hende. ”Jeg er glad for, at du tager det så pænt,” sagde hun. At han i stedet for, gled ned på knæ foran hende, og kyssede hendes mave, for derefter at begynde at snakke med den, var noget som virkelig fik hende til at grine, for det var virkelig underholdende. Hun havde aldrig nogensinde oplevet Giovanni gøre noget lignende for hendes mave, da hun havde været gravid med den flok af børn, som hun have sat til verden tilbage i sin tid. Hun strøg hånden roligt over Lestats hår. ”Har du tid nu, eller kalder arbejdet endnu?” spurgte hun med en rolig stemme. Der var jo visse ting, som de var nødt til at tale igennem nu hvor de ventede sig, ofr de var jo nye indenfor det her, og selvom de måske var ved at finde ud af tingene og specielt hvis der skulle komme børn ind i billedet nu.

[Lestat De Lochér]

Lestat kunne godt fornemme at det hele havde ledt frem til afsløringen om graviditeten, men det gjorde det jo om muligt kun bedre, for hun skulle da slet ikke være så nervøs på den måde over en sådan ting, for det var jo fantastisk, de kunne jo virkelig starte noget godt op sammen. Han smilede, for han kunne jo se det lettede hende at han reagerede som han gjorde. I og med de så ikke havde snakket om børne situationen før, så kunne han sagtens regne ud det var derfor hun havde været nervøs for udfaldet, for det kunne jo være han ikke ville have flere; så var det jo bare godt, at han gerne ville om ikke andet. "Sandt vi ikke har snakket om det… men det kan vi gøre nu. Og elskede, jeg kan jo aldrig blive sur på dig, uanset hvad, det må du vide… du kan komme til mig med alt," sagde han til hende og også ærligt, for han ville stå der for hende uanset hvad, i alle situationer og hændelige episoder, så var han der for hende. Han smilede stort til hende, for det var da kun noget der kunne lette tankerne, at han skulle være far igen; og denne gang agtede han at gøre det rigtigt, aldrig give rigtigt slip på sine børn og sørge for, de faktisk levede. Han kiggede op mod hende, som han nu sad på knæ foran hende og omfavnede hendes mave, for han var virkelig glad for hende og det hele, det var jo bare et fantastisk øjeblik. Arbejdet var fuldstændig glemt nu og han orkede faktisk heller ikke mere i dag, så for nu ville han give resten af aftenen til hende om ikke andet. Han gøs af behag ved hendes hånd, som hun kørte over hans hår. Han smilede til hende og skubbede sig op at stå igen, som hun lagde armene omkring hendes talje igen og holdt hende blidt ind mod sig. "Jeg står bare en time tidligere op i morgen, der er meget lidt tilbage… Du er langt vigtigere, Fru Lochér," sagde han med et smil og kyssede hendes læber let, inden at han tog hendes hånd og førte hende ud af arbejdsværelset, for der gad han virkelig ikke være mere. Han førte hende med sig mod soveværelset, for det var jo faktisk aften, så de kunne jo slå sig lidt ned på altanen eventuelt, svøbt ind i et tæppe eller lignende. Da de nåede soveværelset gik han ind og kyssede hendes kind, inden han slap hende. "Øjeblik, så skal jeg anrette en hyggekrog," sagde han med et let smil, tog en masse puder af sengen og bar ud på altanen, hvor han pakkede dem i det ene hjørne mod gæret, så de havde en lille sidde krog. Han hentede også en dyne og lagde den derude, som han nød den friske aftenluft i starten på efteråret. "Kom herud," kaldte han ind til hende og satte sig ned under dynen på puderne, med en plads til hende ved sig.

[Deleted]

Jacqueline var virkelig lettet over det faktum, at Lestat var åben for det, for hun havde været bange for, hvordan han ville tage det, også fordi at hun ikke vidste hvordan han ville have det med at de nu skulle til at have deres eget, men derimod, at det også var en ting, som hun ikke kunne holde hemmeligt for ham for tid og evighed, og derfor noget, som hun vidste, at hun var nødt til at fortælle ham, så var det skam også noget som hun havde i sinde. Han havde taget det fint, og det var det som var hende det vigtigste og bedste af det hele. Hun smilede let for sig selv, som hun nikkede til hans ord. Han havde ret, men det var vigtigt for hende, at der blev snakket om det, for hun havde jo før været udsat for, at hun faktisk var blevet slået, for at gøre noget, som Giovanni ikke ville have. Ja, visse ting, fulgte vel bare en for resten af livet, uanset hvor hårdt, man så kunne sige, at det måtte være, og det var nok noget af det, som ville følge hende for temmelig lang tid nu. ”Jeg frygtede bare for at du ville blive sur, eftersom det ikke var noget, som vi har snakket om indbydes, kære,” undskyldte hun med. Indenfor visse ting, kunne hun fremstå selvsikker, men når det først kom til det mere personlige, så var hun faktisk noget så usikker, hvilket var en tanke som hun direkte hadede. At han ville give sig tiden til dem nu, fik hende til at smile ganske let. ”Du arbejder jo snart i døgndrift, Lestat.. Måske du burde tage dig lidt fri i ny og næ? Også i løbet af dagen?” spurgte hun med en kende usikkerhed i stemmen, for hun ville jo heller ikke fraholde ham fra arbejdet, når det var noget som i princippet faktisk betød utrolig meget for ham, og det var jo hvad hun kunne fornemme.
Selv turen tilbage til soveværelset, var noget som fik hende til at smile, for hun ville virkelig gerne være sammen med ham. For vane, havde de jo gjort det, at de lå og snakket, før de lagde sig til at sove, og det var noget som hun virkelig godt kunne lide. Hun følte sig set og hørt, og det have hun jo heller ikke gjort igennem mange år. At han lagde til med et pudehjørne ude på altanen, fik hende til at rynke lidt på næsen, for den slags, kunne man jo ikke ligefrem sige, at hun var vant til. Hun søgte udenfor, da han bad hende om det, hvor smilet bredte sig, da hun så hvordan han havde sat sig til rette. ”Det ser virkelig hyggeligt ud..” Roligt søgte hun hen til ham, hvor hun satte sig tæt ved hans skikkelse. Det føles faktisk rigtig hyggeligt.

[Lestat De Lochér]

Lestat var kun glad for at Jacqueline var kommet af med frygten nu hvor hun havde fået det sagt, for han havde jo set hvor nervøs og usikker på sagen hun havde været, kunnet mærke det på hende, og det var jo ikke nødvendigt, slet ikke. Han var åben for det at få barn eller børn for den sags skyld, så længe det var med hende, for hun var det mest fantastiske væsen der nogensinde var sket ham og det skulle hun vide. Han ville aldrig kunne finde på at slå hende eller gøre hende noget ondt på nogen måde, så begik han hellere selvmord, for lagde han finger på hende, så var han virkelig et sted han ikke ville være. Han var bare glad for, at hun på trods af nervøsitet, turde snakke med ham om det og så blev lettet, for han var da kun glad for at give hende den modsatte effekt af hendes frygt. Han smilede, for han var jo bare glad sammen med hende, hvordan kunne han været andet? "Du er umulig at blive sur på, elskede," svarede han hende med et let nik, for det mente han jo trods alt; så glad han var for hende, så kunne han jo ikke blive sur, det var jo psykisk umuligt. Han vidste, at hun jo stadig havde usikker hed, men der måtte han jo bare bevise hende modsat, så det kunne afværges og hun for fremtiden på dette område, ikke ville være nervøs for at fortælle ham det. Efterhånden så kunne hun måske næsten være frygtløs når det kom til ham, når hun kendte alle hans reaktioner. "Der er meget at lave, kære… jeg tager fri så godt jeg kan," sagde han dæmpet og selv ærligt, for han ville jo gerne gøre det godt og tjene penge til dem, for hendes formue holdt jo trods alt ikke evigt og nu skulle de jo endda også skabe en formue for deres børn og deres fremtid. Han fik det godt anrettet på altanen, for at ligge under en varm dyne i hinandens varm og så få kolde kinder, måtte blive hyggeligt! Han sendte hende et kærligt smil da hun kom ud til ham og selv bemærkede, det så hyggeligt ud, som blot fik ham til at nikke let. Han tog hende ind i armen og puttede dynen omkring hende ligeså, så de kunne sidde der sammen. "Vi skal have indrettet et børneværelse," bemærkede han med et saligt smil, for han var virkelig høj på lykke.