The beautiful moon bounds us together..?

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var ved at være hen på aftenen, og endnu en gang en fuldmåneaften. Aliyah havde efterhånden tilbragt uger nede i kælderen for Mattheus’ hånd, også selvom de var kommet så langt, at han kunne sige, at hun var ved at være færdig. Ikke helt op mod det som han ønskede sig som mål, men det var noget, som de bare var nødt til at tage som det kom. Selv var han endnu en gang på vejen tilbage ned i kælderen, også selvom det var mindre kramper, som meldte sig i ny og næ. Fuldmånen rev allerede i ham, og selvom det måske ikke var hans første forvandling, så var den stadig utrolig ubehagelig for ham, og slet ikke noget, som han kunne undgå at bide sig mærke i. ”Få Aliyah ned, og ind i en celle. Jeg går i cellen ved siden af.” Hans ord var tydeligt en ordre, men det var slet ikke noget, som man skulle tage fejl af. Han var måske ung af en konge, og havde meget at slås med, og specielt nu, hvor han også skulle til at tage hensyn til den store fuldmåne når den var på himlen, for den havde jo aldrig rigtigt haft nogen betydning for ham – før nu om ikke andet.
Da de endelig ankom til kælderen, var vagterne hurtigt henne ved Aliyah, hvor de pillede hende ned, og fjernede lænkerne, som holdt hende oppe, kun for at føre hende ind i rummet ved siden af, hvor de placerede hende i en celle, og fik den aflåst. Mattheus trak vejret dybt igennem endnu en krampetrækning som meldte sig i hans mave, inden han roligt placerede sig i cellen som var lige ved siden af. Han lukkede øjnene kort, inden han vendte sig mod vagterne, som låste hans celle, hvor han roligt gav sig til at fjerne tøjet, som hans krop befandt sig i. Han følte at han kogte indvendig, og sveden var begyndt at pible ned af hans pande, og det var faktisk direkte ubehageligt, men det var jo ikke ligefrem noget, som han kunne gøre det største ved af den grund. Skjorten fjernede han og rakte ud til vagten som stod der, som pænt lagde det sammen og gjorde det med det øvrige tøj, som han havde på, kom samme vej. Han vendte sig mod Aliyah, da han stod der i stort set ingenting. #Fuldmånen er over os. Når den er ovre, vil vi se, om du for alvor er klar til at færdiggøre din træning,# fortalte han roligt. Han vendte blikket mod et af de lille vinduer som var dernede, kun med tremmer for, så fuldmånens smukke skær kunne komme ind – det var jo trods alt også det, som var hele hensigten. Hans pupiller trak sig tydeligt sammen, hans krop dirrede og sitrede. Nu gjaldt det bare at vente..

[Cressida Marvalo]

Aliyah hang som altid nede i kælderen. Mattheus havde givet hende et par timers søvn, denne gang lidt flere end hun var vant til. At fuldmånen nærmede sig var hun begyndt at mærke. Selvom hun ikke kunne se den, så rev den i hende, hvilket havde vækket hende før vagterne overhovedet kom ned for at frigøre hende. De raslede med kæderne hvilket sled og rev i de mange år hun havde pådraget sig gennem træningen. Huden i ansigtet var helet en smule efter Jaqia havde været nede med en salve i ny og næ, men ud over det, så lignede hun stadig noget der var løgn. De flammerøde lokker var igen begyndt at gro fra hovedet efter at være brændt væk, men denne gang havde de mistet deres glød og havde i stedet ladet det antage lidt lysere toner. De løsnede kæderne og en af dem greb hende inden hun gik i gulvet.
”Det skal gå lidt tjept, hun er allerede brændvarm,” påpegede den ene. Flere kramper var allerede gået igennem hendes krop, men smerten havde ikke været nok til at få hende til at føle smerten ikke efter de ting hun havde været igennem. Med fødderne skrabende langs den kolde jord, blev hun ført ind i nogle private celler ikke langt fra torturkammeret. Selvom det var en kamp så tvang hun øjnene op. Det hele var en kende sløret men Mattheus’ duft genkendte hun med det samme hvilket fik hende til at føle sig tryg. Vagterne førte hende ind i en af cellerne og lagde hende så varsomt ned som de kunne, hendes gæt var at det var fordi Mattheus var der.
Frivilligt lagde hun sig på maven ned på det kolde gulv, men ignorerede den prikkende smerte det gav hende. Det var lige før at hun havde savnet følelsen, for underlaget var lidt lige meget så lang tid hun fik lov til at ligge lidt ned. Træt så hun op på Mattheus. Det gik op for hende at han stod fuldkommen blottet i sin egen celle, ligesom hun lå blottet i denne og følte sveden pible ned over hende. #Javel Mylord,# svarede hun blot. Vagterne sikrede sig at dørene var låste før de forsvandt ud. Det forundrede hende at se ham sådan. #Mylord.. tillad mig at spørge hvad pokker du laver hernede,# endte hun og blikket glippede en smule inden hun igen tvang dem op. Han havde ikke givet hende lov til at snakke, men hun tog nu alligevel chancen fordi hun ikke forstod sig på hvad pokker han lavede hernede sammen med hende.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde ladet Aliyah få noget hvile, udelukkende på grund af fuldmånen, og han vidste hvor krævende den kunne være, også fordi, at det nu var noget, som han også havde mærket på sin egen krop, og derfor heller ikke noget, som han kunne undgå at lægge mærke til, men det var nu bare sådan at tingene måtte være i den anden ende. Vagterne var skånsomme med hende, og han var klar over, at det kun var fordi at han var der, men det var slet ikke noget, som han havde tiden til at tage sig af lige nu. ”Så få hende ind i cellen, og for guds skyld, vær milde ved hende nu!” sagde han nærmest med en hvæsen, som han slet ikke kunne gøre noget for. Dyret rev voldsomt i ham, selvom det var for tidligt endnu! Han lod vagterne låse dem sikkert og forsvarligt inde, inden han vendte sig mod hende. Selvom hun talte før hun havde fået lov, så vidste han godt at tiden var knap, og at han derfor, var nødt til at gøre et eller andet. Hans mor ville komme ned og kigge til dem – Det plejede hun ellers at gøre, så han regnede egentlig slet ikke med noget andet. Om ikke andet, så kunne man jo sige, at hendes tiltale, var som den skulle være, og det var jo egentlig noget, som han havde det ganske fint med, hvis han skulle være helt ærlig. Han kneb øjnene ganske let sammen og med den samme ganske så kortfattede og intense mine som tidligere. Han trak vejret dybt, inden han selv krøb sammen i en kæmpe mavekrampe. Det var virkelig ubehageligt! #Fuldmånen, kærste Aliyah. Den river ikke bare i dig, men også i mig nu..” Næsten automatisk så trak han sig hen på en plads, hvor månens lys ramte hele hans skikkelse, hvor blikket igen gled op mod den store og skinnende kugle højt oppe på himlen over dem. Hans hjerte begyndte at slå kraftigt, og sveden piblede ned af hans pande. For ham, så var forvandlingen stadig forbandet ubehagelig, og det var noget som virkelig gjorde utrolig ondt, men ikke noget, som han kunne undgå. Pupillerne trak sig helt sammen, idet at forvandlingen påbegyndte for ham. Det var kun en gang tidligere, at han havde gennemgået forvandlingen helt, og for ham, så var den virkelig smertefuld. Nærmest som det hele eksploderede i hans bryst, så slap han et direkte smertefuldt gisp. Badende i lyset af den smukke måne, begyndte hans krop nærmest at krampe. Øjnene kneb han sammen, da han kæmpede sig om på maven i stedet for. Hænderne blev til poter med skarpe klør, og pelsen begyndte at gro. Knoglerne knækkede og brækkede, for at gøre plads til den massive ulv. Det gjorde virkelig ondt!

[Cressida Marvalo]

Aliyah følte slet ikke hun havde fået hvile nok selvom han havde ladet hende hvile mere end hun havde været vant til gennem et langt stykke tid. Havde det ikke været for vagternes stramme greb så var hun nok faldet i søvn på den korte vej hen til cellerne som skulle holde hende og Mattheus for natten, også selvom hun slet ikke var klar over at han ligeså skulle være der. De lagde hende frygtelig nænsomt på gulvet fordi Mattheus var til stede. Den nedkølende følelse var faktisk behagelig, for smerten fik hende ofte til at føle at hun brændte op. Månen rev i hende, kroppen var dækket i sved og hun havde allerede haft mindre krampetrækninger som dog ikke havde betydet særlig meget i det lange løb fordi hun pludselig var vant til smerte som langt overgik den hun følte nu. Det matte, trætte blik faldt på Mattheus’ nøgne skikkelse, hvilket fik hendes hjerte til at banke. Hun kunne mærke at han havde frygtelig ondt hvilket automatisk vakte en indre bekymring. Hun åbnede munden for at kommentere på hans ord, men nåede det ikke før hans forvandling gik i gang. Han var hurtigere end hende. Hun så ham gro den lange pels, hørte knoglerne knække på kryds og tværs som det passede dem, hvilket skar hende dybt i hjertet. Hun så ud af vinduet.. det var første gang i uger hun så noget der mindede om omverdenen også selvom blikket hurtigt faldt på den blege måne uden for. Hendes egne knogler begyndte at gå ud af led og hun følte for at skrige men tvang det tilbage i struben. Det tog hårdt på en energi hun ikke havde. Hænder blev til poter med kløer, den falmede farve blev til en grim halvbrændt pels hvor man kunne ane sårene inden under. Hun gav et hyl fra sig og skrabede i den hårde grund under hende med de skarpe kløer. Det tog ikke lang tid før det i stedet for hendes lille, menneskelige skikkelse, lå et kampe bæst og brummede truende. Først forsøgte hun at rejse sig for at komme tættere på tremmerne og derved tættere på Mattheus, men benene faldt hurtigt sammen under hende hvilket fik hende til at klynke. Hans duft prægede hele kælderen og det gjorde hende direkte desperat efter at komme tæt på ham. Hun knurrede af tremmerne og forsøgte så vidt muligt at skubbe snuden gennem, hvilket kun knap lykkes fordi hun lå for langt væk.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Spiden i Mattheus kæmpede automatisk imod forvandlingen, som han var i færd med at gennemgå, og det gjorde det om ikke andet, så kun mere smertefuldt. Selvom det hele måske gik hurtigt, så var det kun sket en gang tidligere, at han faktisk havde gennemgået forvandlingen helt og særdeles. Han gispede kraftigt og bed tænderne sammen. Det gjorde ondt. Han følte at han brændte op indvendig. Man skulle næsten tro, at det her var noget som man ville vænne sig til, men det ville han heller ikke ligefrem sige, at han var blevet. Han gled automatisk hele vejen ned i gulvet, da pelsen begyndte at gro, og skriget forlod hans læber. Han var jo slet ikke vant til at håndtere smerten på den måde! Den massive ulv kæmpede sig frem i hans skikkelse. Betydeligt større end hans menneskelige skikkelse. Den sorte pels som groede nærmest med lynets hast. Poterne voksede, og det samme gjorde hale, og den massive snude. Mattheus forsvandt i takt med at dyret tvang sig frem i ham, og inden længe, så kunne den store og dog så smukke ulv, rejse sig op i sin fulde højde, og med et kraftigt ulvehyl som ville skære igennem marv og ben.
De ravgule øjne gled automatisk til Aliyahs skikkelse, da hun klynket og forsøgte at rejse sig op. Han nåede hurtigt hen til tremmerne, hvor han selv forsøgte at mase sin egen snude igennem, selvom tremmerne for ham, var alt for smalle til, at han kunne gøre særlig meget. Han klynkede ganske let og slikkede hende over den del af snuden, som han nu kunne nå, selvom det var med en knurren. Tremmerne var ham en trussel – det afholdt ham jo fra at være sammen med den kvinde, som han ønskede at være sammen med. Han skrabede over gulvet med sine kløer, næsten som han forsøgte at grave sig vejen ind til hende. Han klynkede igen og rejste sig op, kun for at hoppe op af tremmerne. Denne gang, var det ham som begyndte at blive aggressiv. Han ville jo ind til hende, for selv han kunne jo se, at hun havde ondt! Hun var desuden også hans mage, og det var hans vigtigste prioritet lige nu. Han knurrede voldsomt, gik rundt i cirkler, kun for at stoppe op i ny og næ og slikke hende over snuden, hvor han nu lige kunne nå den, selvom det bestemt heller ikke var meget igen, men han forsøgte virkelig! Det stresset ham, at han ikke bare kunne komme ind til hende!

[Cressida Marvalo]

Aliyah kunne mærke at Mattheus havde ondt, hvilket fik hende til at reagere, ikke på den smerte som hun selv sad inde med, men mere på hans. Pelsen begyndte at gro også selvom den var fedtet og sammenflitet, hun havde jo ikke været i bad i flere måneder, det var ikke ligefrem den form for pleje en fange fik. Hendes forvandling var ikke færdiggjort før hans, det tog yderligere et par minutter før hun lå der som det store bæst også selvom hun i forhold til ham var frygtelig lille også i mangel på mad. Hun skrabede klynkende i jorden og forsøgte at møde hans snude gennem tremmerne, også selvom hun knap kunne røre spidsen af den. Han var et prægtigt eksemplar på en ulv og det var selvfølgelig også noget som trak en hel del i hende, hun ville gerne vise sig ligeså prægtig og stærk, desværre så lå bagbenene bare fladt under hende. Hun forsgte at kæmpe sig frem på forpoterne, hvilket ikke rigtigt lykkes.
Jaqia var kommet ned. Hun havde fuldt fuldmånen og følt på egen krop for at finde ud af hvornår den var overstået så hun kunne gå ned at se til dem. Blikket faldt på det store bæst der stod op af tremmerne og forsøgte at komme ind til Aliyah. Efterhånden var hun slet ikke i tvivl om at det var hans mage. Uden tøven strøg hun hen til cellelågen og åbnede den selvom den var tung. Det kølige blik hvilede på hans skikkelse, udelukkende så hun kunne holde øje med ham på afstand og hurtigt lure hvis han havde tænkt sig at gøre hende ondt, nu hvor han var et dyr kunne hun ikke stole på ham. Alligevel åbnede hun den tunge dør der larmede idet det tunge metal skrabede over den kolde grund under dem. ”Kom til mor,” endte hun kynisk og smilede køligt blot for at klappe sine lår i et forsøg på at vinde hans opmærksomhed. Det ville kun gøre ham langt mere træt i morgen at holde ham og Aliyah var hinanden, og hun så hellere at han kunne komme igennem morgendagen uden de store kvaler, selv hvis det betød at de skulle lukkes sammen. Hun åbnede døren ind til Aliyah og skubbede den på klem så han kunne se hensigten med det hele, også selvom hun holdt hånden over tremmerne således at tøsen ikke ville prøve at bryde ud af buret igen, det var jo sket en gang eller to, dog så det slet ikke ud til at hun havde energi til det, hvilket passede hende fint.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus gled længere og længere væk i takt med at ulven trådte mere og mere frem i ham, hvor han med det kraftige hyl, kun indikerede, at ulven var helt fremme i ham. Den smukke og kulsorte pels, de ravgule øjne, og den høje skikkelse, indikerede samtidig også en tydelig autoritet. Han vidste, at han var vigtig, og at han var betydningsfuld. At han så derimod skulle afholdes fra at være sammen med Aliyah, som han derimod også kunne se, på ingen måder havde det særlig godt, var noget som fik ham til at klynke, og kun kæmpe mere ihærdigt for at komme ind til hende, for han ville da ikke ligge der ved siden af!
At Jaqia kom ned, var noget som hurtigt fangede Mattheus’ opmærksomhed, hvor han direkte vendte blikket i retningen af hende, hvor han kraftigt gav sig til at knurre og stillede sig så tæt på Aliyah, som han overhovedet kunne komme til at komme. At hun så derimod åbnede lågen, fik ham til at stirre efter hende. Han ønskede jo kun at beskytte Aliyah, men da hun så valgte at åbne celledøren for ham, så han faktisk var i stand til at komme ud, og åbnede den ind til Aliyah, så var det alligevel som om at han godt kunne lægge to og to sammen. Med tunge skridt, søgte han ud af cellen som han sad i, kun for at vende blikket op mod sin mor. Han knurrede svagt, men slet ikke så faretruende, som det han havde gjort tidligere. Han passerede hende med de rolige skridt, hvor han alligevel gned hovedet let mod hende. Familie genkendte han. Duften var jo den samme, om han var menneskelig, eller om han var dyrisk, så det var jo ikke fordi, at det var noget, som gjorde den største forskel for hans vedkommende. Han kom hurtigt ind til Aliyah, hvor han igen slikkede hende over hovedet og snuden, inden han lagde sig ved siden af hende. Hun var måske langt mere falmet og svagelig end det som så mange andre ville sige, men for ham, så var hun stadig den stærkeste og smukkeste hun, som han kunne forestille sig. Liggende ved siden af hende, så var han betydeligt større, selvom det ikke var noget som gjorde ham det mindste. Han vendte blikket mod hende og klynkede igen, også selvom han tydeligt havde blik for Jaqia som stod på den anden side. Ikke fordi at han ikke stolede på hende, men fordi at han ønskede han jo at passe på Aliyah.

[Cressida Marvalo]

Jaqia lukkede Mattheus’ bur op og så en smule afventende på ham. Det at han knurrede tog hun sig ikke af, men forsøgte blot at vise at hun ikke var en fjende men derimod en ven. ”Ti da stille,” vrissede hun og himlede med øjnene. Det var mere generende end det var så meget andet. Døren holdt hun åben. Der var ikke nogle tegn på at Aliya havde tænkt sig at rejse sig eller noget som helst. I Mattheus’ forbifart, strøg hun ham blidt over hovedet, lod fingrene løbe gennem den glatte pels. Måske hun havde ikke været meget for hans forvandling, men når det var sagt, så kunne hun ikke lade være med at beundre det smukke dyr med den mørke pels. Ved siden af Aliyah kunne man tydelidt se at hun var udsultet og lille i forhold til ham, men maden ville blive serveret senere. Buret låste hun efter ham så hun var sikker på at de blev hvor de var, hun trak sig dog ikke med det samme. Armene gled på kors over brystet mens hun blot stod og betragtede dem med et dødt blik, mest for at finde ud af om hun kunne lade det være sådan eller om de skulle afskilles igen.
Aliyah vendte blikket mod Jaqia idet den fremmede duft blandede sig, hvilket automatisk fik hende til at knurrer af hende. Enhver kvinde var en trussel, familie eller ej, det var et skel som hun ikke kunne finde som dyr. Mattheus fik hurtigt opmærksomheden igen eftersom han kæmpede for at komme ind til hende ligesom hun gjorde til ham. Hun peb efter ham da han forlod cellen, det var ikke rigtigt gået op for hende at han havde fået muligheden for endelig at finde vejen ind i hendes celle. Hun faldt lidt til ro da han begyndte at slikke hendes fedtede pels og den sårede hud under. På trods af forvandlingen, havde hun bestemt ikke fået mere energi, alligevel lå det i hendes natur at ville gøre et godt indtryk og lade ham bestige hende så hun kunne føde ham et stærkt kuld unger. Hun forsøgte at komme på benene, også selvom de bare skrabede i jorden når hun forsøgte til den tunge ende faldt sammen under hende. Til sidst opgav hun mere eller mindre men gned i stedet hovedet ind mod hans smukke pels i søgen efter en form for anerkendelse der ikke var nem at få når man som hun ikke kunne give ham det han havde brug for.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det lå stort set naturligt til Mattheus også som dyr, at ønske at passe på hende, som han ønskede det i sin menneskelige, selvom han måske ikke havde givet samme udtryk for det. Nu var det hele jo tydeligt, sådan som han kæmpede for at komme ind til hende, for det var noget af det, som han ønskede sig mere end noget andet. Automatisk som hans mor var kommet, havde han stillet sig så tæt på Aliyah, som han kunne komme, nu hvor der var tremmer i vejen for det. Som dørene blev åbnet, og han smuttet forbi hende, for at komme ind til Aliyah i stedet for. Han ønskede så brændende, at komme ind til hende, men også vise sin mor den respekt, for det gjorde han automatisk. Han respekterede naturligvis den kvinde, som havde født ham, a det også var noget som lå ganske naturligt til ham.
At Aliyah forsøgte at rejse sig op, fangede hurtigt Mattheus’ opmærksomhed, så den gled mod andre ting, end sin mor, som stod fuldkommen rolig på den anden side af cellen. Han rejste sig selv, inden han gik ned for at snuse let til hendes bagparti, inden han puffede til det. Han ville have hende op at stå, så han kunne bestige hende. Det var jo et dyrisk instinkt som slog ind, frem for noget andet, og det var jo heller ikke fordi at han ville gøre noget andet ved det. Han brummede ganske let, som havde det været en opfordring til det, også selvom han allerede nu, havde set at hun havde forsøgt, så var det ikke fordi, at det var noget som han kunne gøre det største ved, som det var lige nu. Da hun forsøgte at rejse sig, gjorde han et fast forsøg på at komme op på hende, også selvom hendes bagparti hurtigt røg ned i jorden igen. Han var vel for tung? Selvom det slet ikke var noget, som han havde det mindste forståelse for, for det eneste som han ønskede, var jo at markere hende også på den dyriske måde, som man gjorde ved dette. En alfahun og en alfahan, skulle jo trods alt have en flok, og den havde de jo ikke, når de kun var to! Han knurrede ganske let, inden han igen puffede lettere voldsomt til hende, som han direkte gav tegn til at hun skulle rejse sig igen, og uden at han fandt sig i andet. Han slog let irriteret med halen og lagde ørene ned. Han var bestemt ikke en tilfreds hanulv i øjeblikket!

[Cressida Marvalo]

Aliyah var ret ligeglad med at Jaqia trak sig tilbage og stod at betragtede dem fra sidelinjen. Selv forsøgte hun inderligt at komme på benene så Mattheus kunne få lov til at bestige hende også selvom energiniveauet ikke rigtigt lystrede hendes ønske. Hun klynkede en smule og stak snuden blidt mod hans næsten i en form for undskyldning. Han var den mest prægtige han hun nogensinde havde set, det ville være en ærer at bære hans unger og det ville give hende en form for status som sikrede sig hendes beskyttelse hvilket dyret selvfølgelig tog højde for. Idet han begyndte at skubbe til hendes ende, forsøgte hun igen at hive sig på benene og det lykkedes også for korte stunder, men når han forsøgte at hoppe op på hende, bragte hans vægt hende for fald igen, hvilket et sted fyldte hende med skam. Hun lagde sig ned med hovedet hvilende på sine poter og gav klart bevis på at hun mere eller mindre havde opgivet at efterkomme hans ønske, for hun kunne ikke holde sig på sine ben. De grønne øjne fulgte ham da han lagde sig ned ved siden af uden at skjule sin utilfredshed. Hun lænede sig en lille smule mod ham og slikkede hans snude selvom det var en ret ringe form for erstatning i forhold til det han skulle have fået. Igen lagde hun sig ned ved siden af og lagde ørerne et sted for at vise at hun faktisk var ked af ikke at kunne lade ham gøre det men det nyttede ikke noget når han havde tærret på hendes energi gennem uger, og vagterne gennem måneder samt forvandlingen i den grad havde drænet hende. Faktisk følte hun mest af alt også for at sove, men Mattheus havde trods alt ikke givet sit samtykke til lige dette. Om ikke andet så kunne de begge to falde til ro nu hvor de var sammen frem for at være adskilt. Undervejs bed hun sig ikke fast i at Jaqia forsvandt og tog tilbage til sine pligter, de forsøgte jo ikke rigtigt at slå hinanden ihjel, tværtimod så gjorde det fuldmånen langt mere behageligt. Aliyah fik vendt sig en smule så hun kunne slikke hans pels og poter, stadig for at gøre lidt op for det men uden at have held med sig.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var på ingen måder tilfreds med omstændighederne, og det faktum, at Aliyah slet ikke kunne holde sig oppe på benene, så han kunne få lov, for han ønskede jo at markere hende som flokkens lederhun, og derfor også den som skulle beskyttes. Uanset hvad, så var det en beskyttelse, som han ønskede at give hende, hvis det skulle vise sig at blive en nødvendighed, og det havde han vel også gjort? Han lagde sig ned igen og med en tung brummen og med ørene lagt ned, som et tydeligt tegn til, at han bestemt heller ikke ligefrem kunne kalde sig for en tilfreds mand, for han fik jo slet ikke lov til det. Han lukkede øjnene, da hun begyndte at slikke ham, selvom det var ham en ringe trøst, hvor han så i stedet for, kun flyttede hovedet en smule og lagde sig tungt på maven, hvor han lod hovedet hvile mod hans poter i stedet, for han kunne jo ikke ligefrem vise det på andet vis.
Jaqia var pludselig noget af det sidste, som Mattheus ønskede at skænke en tanke, hvor han selv ikke rigtigt bed sig mærke i, at hun faktisk var smuttet igen, og havde efterladt dem alene. Det passede ham egentlig ganske fint at være sammen med Aliyah lidt alene for en gangs skyld. Han vendte blikket igen mod hende. Lysten og ønsket om at skabe deres egen flok, og lade hende bære hans stærke kuld af unger, var virkelig det mest tydelige og stærkeste for hans vedkommende, men ikke desto mindre, så var det ikke noget, som han kunne gøre det meste ved lige nu. Hun var svag, og det frustrerede ham virkelig! Igen vendte han blikket mod hende, kun for svagt at knurre. Uvidende om hun faktisk var i stand til at høre det eller ikke, så var det ikke noget som gjorde den største forskel af den grund. Han brummede tydeligt utilfredst, og forsøgte endnu en gang at puffe til hende, også selvom han vidste, at det nok ikke ville gøre den største forskel af den grund, men det skadede da ikke at prøve, når han virkelig ønskede, at få hende op at stå, så han kunne få lov, for han kunne da heller ikke være så tung! Igen rejste han sig op. De lå badende i månens lys, også selvom det slet ikke var noget som rørte ham noget. Han var faktisk rolig, selvom cellen ikke var særlig stor. Der var ro, og han havde Aliyah.. Mere havde han i sandhed ikke brug for.

[Cressida Marvalo]

Selvom Mattheus endnu forsøgte at få hende på benene, så valgte Aliyah denne gang at ignorere ham. Hun orkede ikke at prøve mere, kroppen skreg på hvile og nu hvor forvandlingen var sket så havde hun en oplagt mulighed til langt om længe at slappe lidt af. Dovent så hun frem for sig og forsøgte ikke at knurrer når han puffede krævende til hende. Selvfølgelig ville hun gerne være med til at udvide flokken, bære hans kuld af unger. For en hun var det aldrig sjovt at erkende sin svaghed og hun var bestemt ikke meget for det, men lige i øjeblikket var der ikke andre trusler i nærheden hvilket gjorde det en hel del nemmere. Hun endte med at brumme en smule som en form for forvarsel til en knurren, for han måtte vel også forstå at hun ikke havde overskud til at komme på benene lige nu? Hans vægt var for tung og hendes ben for svage, hun var jo direkte udsultet og uden energi.
De desperate forsøg fik hende i sidste ende til at stoppe sine kærtegn af hans pels og i stedet knurrer lidt irriteret. Hun lukkede øjnene og forsøgte bare at sove, for det andet havde hun virkelig ikke tålmodighed til! Deres store skikkelser badede i månelyset, hvilket for alvor oplyste hvor misligholdt hun var. Fedtet pels, såret underhud og så tynd at man kunne se ribbenene tydeligt selv gennem den tykke pels, hun var ikke ligefrem noget smukt eksemplar af en ulv, og næppe den han ville have valgt i en større flok med flere muligheder, men lige nu var der jo kun ham. Hun slikkede sig over snude et kort øjeblik dog endnu med blikket skjult bag tunge øjenlåg. Hvis hun nogensinde skulle komme igennem den næste forvandling, så var hun nødt til at finde hvile efterhånden og det var jo mere eller mindre umuligt når han gik hende i enden mere eller mindre konstant, hvilket jo var det han gjorde! Jo længere tid der gik, begyndte hun at pruste tungt som tegn på at hun var gledet ind i noget der mindede om en søvn som hun virkelig havde brug for. Hans tilnærmelser var pludseligt lige meget, for hun orkede simpelthen ikke at bide sig fast i det, det var helt sikkert, det var der ikke tvivl om!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det begyndte virkelig at irritere Mattheus voldsomt, at Aliyah ikke ville efterkomme hans ønske, for han lod hende bestemt heller ikke ligge, før han var stillet tilfreds! At hun så knurrede og brummede af ham, var slet ikke noget osm han fandt sig i, for han kunne jo samtidig godt se, at hun bare blev liggende! Han kastede let med hovedet, inden han forsøgte at give hende et sidste puf, selvom det var uden den ønskede respons på nogen måde, og det var noget, som virkelig måtte irritere ham som intet andet, når det nu endelig skulle være. Han endte med at lægge sig ved siden af hende, da han så, at hun stort set bare havde lagt sig til at sove, selvom et bestemt heller ikke var noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende.
Mattheus dumpede ned ved siden af Aliyah i stedet for, og med en tung vejrtrækning, som et tydeligt tegn på at han slet ikke var tilfreds med tingene, for det kunne man bestemt heller ikke vove at påstå at han var. Han vendte blikket mod den høje måne over dem, hvor han kraftigt slap et kraftigt hyl. Dybt, men alligevel skingert på sin egen ganske særlige måde, selvom der nu alligevel var noget ved det, som også gjorde sit for ham. Han slikkede hende roligt over hovedet, inden han selv gled roligt hen i søvnen. Selv han var træt ovenpå forvandlingen, og med hende ved sin side, så var det bare.. så dejlig nemt at slappe af.

Som tiden gik og fuldmånen forsvandt et sted bag horisonten, så gik forvandlingen i sig selv igen. På gulvet lå der nu en nøgen Mattheus helt tæt ind mod Aliyah. Han sov.. Han var træt, var øm og havde ondt ovenpå forvandlingen, som han lige havde været igennem, selvom den slet ikke var smertefuld på den samme måde, som den ville have været det ellers, selvom det nu heller ikke var noget, som han sagde noget til. Magi som beskyttede slottet, sørgede også for, at solens lys ikke ville komme ind om dagen, og derved også ramme dem. Han gispede ganske svagt, da han bevægede sig en smule, for det gjorde jo ondt. Han missede let med øjnene, inden han til sidst forsøgte at sætte sig op. Siddende i ingenting, så var det ikke noget som rørte ham. Han kunne faktisk godt lide den form for bevægelsesfrihed som var i det, at have.. ingenting på. Han vendte blikket mod Aliyah. Selv kunne han ikke lade være med at smile.

[Cressida Marvalo]

Selvom hun havde været ude af stand til at tilfredsstille sin alfa, så havde Aliyah sovet bedre end nogensinde med hans blide slik og pelsen og puf med snuden. Solen var på vej frem hvilket betød at månen gik i sig selv og malede himlen i lysere, smukkere farver Pelsen svandt bort, leddene knækkede på plads hvilket under normale omstændigheder havde vækket hende, men denne gang sov hun så tungt som hun aldrig før havde gjort. Hun lå stadig på maven efter forvandlingen og sov frygtelig tungt. Der var ikke længere lange hår, men kun korte, blege som stikkede ud af hendes forbrændte hovedbund, i øjeblikket var hun slet ikke den mest charmerende kvinde at se på, hvilket gjorde hende en kende blufærdig overfor ham, men han havde trods alt selv skabt hende. Først da Mattheus begyndte at rokke rundt på sig, vågnede hun selv. Øjnene spærrede hun op og stirrede tomt ud i luften for et øjeblik, også i et forsøg på at hente nattens glemte stunder ned og komme en smule til sig selv. Hans duft ramte hende hurtigt. Øm i hele kroppen, tvang hun sig om på ryggen så hun kunne sætte sig en smule op hvilket var energikrævende. Blikket faldt på hans smilende skikkelse. Hun følte for at gengælde men på den anden side var det svært med henblik på alt det han havde tvunget hende til at håndtere. Et let træk i mundvigen var hvad det blev til, men det var vel bedre end ingenting? #Godmorgen Mylord,# hilste hun træt. Det var rart endelig at blive fri af lænkerne, men hun havde en idé om at det ikke ville vare længe, så hun kunne ligeså godt nyde det nu hvor hun havde muligheden for at gøre det. Han skyldte hende en forklaring, dog vidste Aliyah også at hun ikke var i positionen til at kunne bede om det – det havde han gjort klart før. Hun krydsede sine skælvende håndled og rakte dem frem mod ham for at give ham oplagt mulighed til at kunne binde hende igen eller lænke hende for den sags skyld, det var en tillid som hun nærede til ham. Det at sidde op var hårdt i sig selv, så hun glædede sig næsten til at få lov til at hænge lidt for sig selv igen og forhåbentlig vinde lidt energi gør han ville fortsætte hendes træning?

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Den frustration som Mattheus havde lagt sig til hvile med, var noget som han ellers så tydeligt også kunne mærke på sin egen krop i denne stund, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han prustede temmelig tungt ud, da han endelig satte sig op. Han følte sig træt og sløv, også selvom det nu heller ikke ligefrem var noget nyt for ham, for det var jo sådan typisk efter fuldmånerne. Det føles bare.. anderledes i denne stund, end det som det plejede at være. Han vendte blikket ned mod Aliyah, som lå ved siden af ham, selvom hun også tydeligt vågnede hurtigt op igen. Han tog sig let til hovedet. Selvom han var forholdsvis vågen, så havde han brug for at hvile, og så var han nok også klar til at tage over arbejdet igen når solen ville gå ned igen. #Godmorgen,# svarede han blot. Hun havde uden tvivl fået styr på tiltalen nu, og det var noget som uden tvivl også passede ham selv ganske fint, da det var noget so han faktisk værdsatte temmelig meget, hvis han nu endelig skulle være helt ærlig. Skulle han være helt ærlig, så var det ikke ligefrem fordi at det var det første, som han havde i hovedet, når det kom til dette. I hans øjne, var hun så godt som færdig med træningen, og sådan som hun opførte sig, så var det tydeligt. Hænderne korslagte foran ham, som hun nærmest forventede at han ville lægge hende i lænker igen, fik ham kun til at ryste på hovedet. Med hænderne i gulvet, så gjorde han et forsøg på at rejse sig, selvom det var tydeligt vaklende. #Du skal ikke i lænker, Aliyah. I dag, har jeg noget andet i tankerne til dig..# Han stillede sig hen til tremmerne, som han måtte gribe fat om, kun for at holde sig på benene, for det var faktisk svært nok, som det måtte være i forvejen, selvom han virkelig forsøgte at lade som ingenting, så var det altså bare ikke nemt for ham! Han bed tænderne sammen. Han hadede eftervirkningen af den forvandling, men det blev vel forhåbentlig bedre med tiden? For det var virkelig ubehageligt. Han trak vejret dybt, inden han greb omkring sin skjorte og sine bukser på den lille stol udenfor buret. Han kunne også kun lige nå det. Han kastede skjorten hen til hende. #Tag den på,# bad han ganske kortfattet, inden han selv kæmpede for at komme i bukserne. Vagterne ville komme ned inden længe og føre dem op. De var allerede indforstået med hvad der skulle ske videre.