Just our little secret

[Deleted]

Det havde altid givet Camryn hjertebanken når hun skulle krydse grænsen, fordi det var noget hun gjorde så sjældent og at hun var bange for at noget skulle gå galt - at hun havde en forkert adfærd, så vagterne måske ville nægte hende ud af landet eller værre, at hun ikke kunne komme tilbage over grænsen når hun ville hjem. Det var jo dumme tanker i bund og grund, men hun kunne alligevel ikke lade vær med at tænke dem. Hun var dog sluppet godt over grænsen denne gang og begav sig til Manjarno, for efter Marcianus var taget af sted til Dvasias for at lære sin far at kende, så var hun faktisk selv blevet en smule eventyrlysten og ønskede at gense Manjarno. Hun trak den sorte kappe omkring sine skuldre som hun bar, hvor hætten var slået ned, og man kunne for neden se den mørkelilla bund af hendes kjole samt hendes brune skindsko. Hun trak vejret roligt og listede roligt af sted over jorden på lette fødder, for denne gang var hun ikke kun ude for at være på eventyr, men for at mødes med en. En som hun havde mødt, efter hendes egen eventyrlyst havde bragt hende til Manjarno, og som hun nu havde aftalt at mødes med et bestemt sted på et bestemt tidspunkt. Månen stod nyslået på himlen og natten var endnu ung, men af den grund også sort, for efteråret var ved at sætte godt ind, så helt varmt var det jo heller ikke mere, men det bekymrede hende nu ikke så meget, hun havde klædt sig på efter vejret og det regnede heldigvis ikke, det var en tørvejrs nat. Hun nåede forholdsvist hurtigt frem til Natymia, hvor hun skulle mødes med Valerio, og hun gik med et lille smil på læben, for det var ret spændende og nyt alt dette, og også lettere hemmelighedsfuldt overfor hendes far… ja hun følte sig vel en smule ung og rebelsk igen, hvoraf rebelsk jo faktisk var noget helt nyt for hende. Hun nåede frem til engen og fandt det aftalte træ, hvor hun var den første der nåede dertil, hvor hun mærkede over barken med sin fine hånd, mens hun let lænede sig op ad træet og slog blikket op på månen der stod fint og halvt på himlen - ingen fare for varulve i nat.

[Deleted]

Valerio havde taget turen ud for denne aften. For en gangs skyld, så havde han jo faktisk fundet noget at give sig til. Efter Destiny og Fabians bortgang, havde han jo ikke rigtigt haft noget at tage sig af, selvom han stort set kunne siges, at være den mand, som stod for ansvaret for stort set hele Manjarno, for han var jo endnu bosat på Neutranium, selvom det nok heller ikke var noget, som betød noget for nogen som helst. Han bevægede sig aldrig udenfor Manjarnos landegrænser, og det var noget som han faktisk stod fast på, måtte være for det rette.
Allerede til stede ved træet faktisk, så stod Valerio med hænderne foldet over ryggen, blev han stående og ventet, mens han så op mod den store måne. Den var ikke fuld, så der var ikke rigtigt nogen at skulle være bange for, og efter det angreb af en varulv i Dvasias, så var man vel også begyndt at blive en smule påpasselig? Hans ansigt fortrak sig ikke så meget som en mine, eller noget som kunne hentyde til at blive noget hen af med følelser, for det var slet ikke noget som lå til ham, men.. Camryn var anderledes, og ja, så var det jo noget, som gjorde ham nysgerrig. Bide kunne han jo ikke ligefrem, eftersom de spidse tænder var revet fra ham, så var han da kun glad for, at han ikke var afhængig af jagten i samme forstand, for.. det kunne han ikke. Han blinkede endeligt med øjnene da lyden af hjerteslag faktisk nåede ham. Herude var der ikke særlig mange som mødte op, så derfor kunne det jo kun være en. Et ganske svagt træk på den ene mundvig, meldte sig, selvom det hurtigt forsvandt igen, da han roligt sænkede hovedet en smule. ”Det glæder mig, at du ville komme, Camryn,” begyndte han med en rolig, dog meget monoton stemme, da han roligt vendte blikket over skulderen og mod træet. Sjovt, som han skulle stå på den modsatte side af det, end hvad hun gjorde, og han vidste jo at det var sent, var ved at blive koldt for hendes væsen og det hele, da det heller ikke rørte ham, så.. han frygtede vel lidt, at hun bare ville forblive væk.
Med rolige skridt, søgte han om på den anden side, hvor han kunne stå ansigt til ansigt med hendes skikkelse i stedet for. Køn var hun dog, og det var svært at se, at hun faktisk skulle stå som mor til en teenageknægt, men det var nu heller ikke noget som rørte ham. ”Og køn som altid,” tilføjede han roligt, selv lige så monotomt som tidligere. Det var bare det, som lå mest naturligt til ham.

[Deleted]

Camryns tanker vekslede mellem hendes søn og Valerio på vejen til mødestedet, for hun savnede ofte sin søn, fordi de jo altid havde været sammen og nu var han der jo pludseligt ikke. Han var ude og blive en ung mand med erfaring, men hun var jo også bange for ham, med alt man hørte om det land han var kommet til. Men hvis der skete ham noget, så kunne hun altid bearbejde Junior for det, for knægten var jo ligesom taget dertil for hans skyld, så hvis hans far ikke passede på hendes søn, så ville hun nok blive en smule gnaven. Hun skubbede dog tankerne væk da de igen landede på Valerio… Valerio var ikke direkte som andre hun havde mødt. Godt nok var han også vampyr, som åbenbart var den race hun blev tiltrukket af, men han havde jo ikke sine hugtænder og han kunne derfor ikke bide hende. Men der var noget over hans væsen, der også var anderledes, og det at han vel egentligt havde boet så længe i Manjarno gjorde jo også sit, fordi han vel var løsrevet fra Dvasias. Hun havde ikke set at han var ved træet, for det var en tyk stamme og i det at de faktisk stod på hver sin side, så var det jo lidt svært for hende at gennemskue han var der. For ham var det jo så til gengæld nemt at gennemskue hun var der, men det gjorde hende nu heller ikke noget, for hun var jo vant til at omgås racen, for selv hendes søn kunne jo overraske hende gang på gang. Det gibbede let i hende da hun hørte hans stemme og hun smilede skævt, da hun let blev stående på ad træet på den side hun havde valgt at stå på. Hun trak hætten let ned fra hendes hoved og lod det lange mørkebrune hår komme til syne. "Jeg kunne da ikke andet møde op, nu når vi skulle mødes ved dette… specielle træ, Valerio," sagde hun og med en let drilsk tone da hun sagde 'specielle træ', for godt nok havde de mødtes her før, men det var vel også bare et træ på en eng om ikke andet. Hun vendte de mørke øjne mod ham da han trådte om til hende, hvor hun så på hans ansigt, der kun lige var oplyst at månelyset. Han var en flot mand, med de dragende træk fra en vampyr og ikke mindst en monoton stemme, som dog var anderledes fra hvad hun kendte fra hendes søn. "Du ser heller ikke værst ud selv," sagde hun gengældende og mødte hans øjne, som hun let skubbede sig fra træet og stillede sig helt hen til ham.

[Deleted]

Det var ikke ofte, at Valerio var sådan omkring en kvinde, men denne gang, så kunne han slet ikke lade være. Om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det faktisk noget, som havde en temmelig stor betydning for ham. Han var en ensom mand, og specielt efter han havde mistet Athena til Evan, så var det egentlig noget som havde.. lettet ham et sted, men tunget ham ned et andet, og det var jo heller ikke ligefrem fordi at man kunne sige, at han var ekspert på følelser eller noget lignende, for det var noget af det sidste som han var, men ikke noget, som han kunne gøre det største ved i denne stund, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han vendte blikket roligt i retningen af Camryn, da han endelig kom om på den anden side af træet, hvor han kunne se hende. Smuk som altid, og det faktum, at hun ikke virkede til at være bange for ham, var næsten noget af det, som faktisk gjorde det så meget bedre, selv for hans vedkommende. Han trak ganske svagt på den ene mundvig. En sjov tanke var det faktisk, at han skulle komme godt overens med en af et andet land, men det var nu heller ikke ligefrem noget, som han ønskede at blande sig i, hvis han skulle være helt ærlig om tingene. ”Så sandt.. Jeg kan jo høre dig, dog selvom du ikke siger så meget som en eneste lyd,” påpegede han morende, også fordi at det jo faktisk var en tanke som morede ham frygtelig, frygtelig meget, men ikke noget, som han ønskede at lægge fokus på. Han stoppede op endnu en gang foran hende, kun for at lade blikket glide over hende. Træet var nu ganske specielt, og det sted, som de stort set altid havde valgt at mødes, selvom det nu var noget som han havde det fint med. Selv for ham, så var det rart at komme lidt ud, også fordi at det var noget, som skete så sjældent nu om dage. Hånden hævede han, kun for at lade den stryge mod hendes varme kind. Fascineret af varmen var han uden tvivl, da det heller ikke var noget, som han selv kunne, eller var blevet en del af, men ikke desto mindre, så var det nu bare sådan at det var. ”Jeg formoder ikke at din søn er kommet hjem endnu?” spurgte han roligt. Uroen var måske ikke at se, men det var noget som han var i stand til at kunne mærke, og det var jo alligevel en hel del, som de havde valgt at dele indbyrdes, når det kom til den slags, som kunne minde om følelser og lignende, men det var nu ikke noget som gjorde ham noget. Alle havde vel brug for en at snakke med? Dem deriblandt?

[Deleted]

Det var længe siden at Camryn havde følt de følelser hun havde - ja for sin vis, havde hun jo ikke haft det sådan siden Jacques og det var jo også ved at være længe siden, for hendes 'lille' dreng var jo blevet en myndig ung mand i mellemtiden, så efterhånden måtte hun vel også bare føle sig lidt gammel. Men Valerio var anderledes og fik hende til at føle sig lidt ung igen på nogle punkter, fordi han berørte nogle steder hun snart ikke kunne relatere til efter så lang tid, og derfor var det hele også spændende, fordi Valerio selv virkede så speciel som person og ikke som andre hun havde omgået før. Hun var jo selv en ensom kvinde og havde været det siden Jacques havde forladt hende, så det var faktisk rart for hende at have Valerio at skænke en tanke i løbet af dagen. Hun så på ham med hendes mørke øjne, som han nu stod der foran hende, hvor de nu stod på den samme side af træet fremfor at lege gemmeleg omkring stammen. Han var en flot mand, det havde hun jo erkendt allerede først gang hun egentligt var stødt på ham - hvor deres møder jo så siden havde været her ved dette træ, midt på engen - et sted de jo vidste, at de kunne finde hinanden. Taget hendes race og lande baggrund i betragtning, var det sjovt hun skulle komme godt ud af det med Valerio, men det vampyriske havde på sin vis altid tiltrukket hende og det skræmte hende jo ikke, efter hun havde kæmpet med Marcianus siden han var blevet omdøbt som lille, fordi hun havde stået med en nydøbt vampyrunge selv. Hun trak på smilebåndet til ham og løftede et let bryn i sjov, for det vidste hun jo trods alt udmærket godt at han kunne. "Ja det er jo så det uretfærdige ved os… du kan altid høre hvor jeg er, men jeg kan ikke høre hvor du er," sagde hun påpegende, men smilede dog bare, for det gjorde hende jo faktisk ingenting, det var bare en sjov tanke. Selvom det var nat, køligere på grund af årstiden og det hele, så kunne hun nu godt lide at komme ud; og have en mening med at komme ud. Hun gøs let under hans kølige hånd, der strøg over hendes egen varme kind; ikke fordi hun reagerede på kulden, for hun havde jo kolde kinder fra gåturen i forvejen, men fordi hun godt kunne lide det blide kærtegn det var og den følelse det satte i hende. "Nej det er han ikke," svarede hun stille, for selvom hun jo vidste at han i princippet kunne mærke på hende, alt hvad der var galt, så kom det altid lidt bag på hende når han kunne påpege ting sådan ud af det blå. Hun smilede dog bare, for hun havde jo også delt det med ham på deres forhenværende møder om ikke andet. "Jeg håber ikke det har været alt for ensomt siden vi mødtes sidst?" spurgte hun ham blidt og vædede let sine læber, mens hun blot stod og kiggede mod hans øjne, for at få kontakt.

[Deleted]

Det var bestemt heller ikke ofte at Valerio havde det på den her måde. Han var et flokdyr, men levede livet alene, så han var vel også ved at være sindssyg et eller andet sted? Han kunne ikke jage og gøre som hans slags typisk ville gøre det, og det var jo heller ikke noget som gavnede ham i længden, for ikke at glemme at han ikke kunne tage tilbage til Dvasias, da han vidste, at han stod til en kæmpe straf for det som ham og hans kære bror havde gjort tilbage i den tid, men det var nu også bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han betragtede hende med en rolig mine. Han kunne høre hende, og det var jo som regel altid en fordel, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Der er vel fordele og ulemper i det hele, og specielt i vores væsen. I har varmen og følelserne.. vi har kulden og instinkterne,” sagde han med et let smil på læben, også selvom det hurtigt falmede igen. Naturligvis kunne han mærke på hende, at hun var en ensom kvinde, og at der var en masse galt. Ikke fordi at det var noget som han kunne mærke, men det derimod var noget som han kunne se i hendes øjne, for mere tydeligt, kunne det jo heller ikke ligefrem være. ”Han skal nok komme hjem,” sagde han med en rolig stemme. Han lod hånden falde endnu en gang. I forhold til ham, så var hun varm, og det var noget af det, som han faktisk måtte finde selv ganske fascinerende, men det var nu bare sådan at det var. De mørke øjne gled endnu en gang til hendes skikkelse. Smuk var hun virkelig, og han fandt det faktisk underligt, at der ikke var nogen mand, som havde gjort hende til sin, men der var vel ting i det, som han endnu ikke kendte til? Han spurgte heller ikke, og han var et sted også fuldstændig ligeglad. Gift havde han jo selv været, selvom man ikke ligefrem kunne sige, at det var noget, som havde gjort ham rolig i det hele taget, men derimod gjort dyret værre, end det var i forvejen. Han rystede på hovedet. Ensomheden så han ikke på som en fjende, men derimod en ven, som man altid kunne stole på, for man vidste jo at den altid ville være der. ”Tilværelsen for min del, har været som den har været igennem de sidste mange år, Camryn. Jeg er vant til den. Det er ikke noget, som du skal bryde dit smukke lille hoved med at tænke på. Jeg klarer mig jo. Det har jeg gjort til nu,” fortalte han roligt. Derimod, så var han mere interesseret i hvordan hun havde haft det. Det var jo også ved at være et stykke tid siden han havde set hende sidst.

[Deleted]

Camryn var vant til at være ensom, selvom hun havde folk om sig; selvfølgelig var det en kæmpe hjælp og trøst, at hun havde både sin far og søn omkring sig som regel, men det var jo ikke det samme som at have en at dele livet med på den måde og det gjorde hende jo ked og frustreret, at hun ikke kunne finde ud af det. Det havde fejlet to gange med at finde en livspartner, hvor hun begge gange havde troet at det virkelig var nu og rigtigt, så efterhånden havde hun bare mistet modet en smule. Men Valerio havde lidt vækket en interesse igen, for han greb det an på en anderledes måde - hvordan kunne hun ikke forklare - og hun prøvede da om ikke andet at finde lidt af sin gemte selvtillid frem igen, når det var sådan. Hun sendte ham et stille smil og lyttede til hans ord, mens hun selv fik øje på hans eget lette smil, selvom det forsvandt hurtigt igen, men det havde været der. "Det lyder meget rigtigt… men det er måske også det, som er fascinerende for vores parter," bemærkede hun dæmpet, for hun fandt det jo fascinerende at han var kold og levede efter instinkter, fremfor følelser, hvor han også måtte se på det med interesserede øjne den anden vej. Hun var ikke god til at skjule sine følelser og hun vidste, at det stod alt for tydeligt ud af hende, men hun kunne jo ikke gøre for det. "Ja, det tror jeg da også… Selvom jeg faktisk ikke ved, om han vil kunne komme over grænsen igen," sagde hun stille efterfulgt med et suk, for på sin race, hørte han jo slet ikke til i Procias, men det var jo hans fødested og land, han var vokset op. Men hun frygtede alligevel at han ville blive afvist ved muren. Hun bed sig let i læben og så på hans ansigt, som han selv vendte sine mørke øjne mod hende. Hun blev lidt varm i kinderne, da han sagde at hun ikke skulle bryde sit 'smukke' hoved med at tænke på hans tilværelse, for det var som et boomerang ord - et tilbagevendende ord, fra ham, at han altid nævnte hun var smuk, pæn eller køn; så hun troede jo næsten på det. "Jeg er efterhånden selv kørte fast i de samme baner… eller nærmere den samme bane, for det er som en hul i jorden, jeg ikke kan komme op ad," sagde hun stille og undslap et suk over hendes læber, som hun vendte blikket væk fra ham, som hun strøg en hånd igennem sine lange brune lokker.

[Deleted]

Camryn forekom ham som en kvinde med rigtig mange bekymringer. Det stod så tydeligt i hendes øjne, og det var uden tvivl også noget som fangede hans interesse. Det var sjældent at han mødte nogen, som i det hele taget, faktisk viste og vakte denne form for interesse for ham, og naturligvis var det også noget, som han følte for at undersøge nærmere end det som han havde gjort til nu, så det at hun ville tage denne lange vej hertil, var egentlig noget, som faktisk passede ham selv ganske fint, så det i sig selv, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han betragtede hendes skikkelse. Hendes hjerteslag gav ikke udtryk for frygt eller utryghed omkring ham, og det var naturligvis også noget som gjorde sit for hans del. Det vakte ikke de instinkter som han havde for rovdyr og jagt. ”Der er jo altid noget som vejer godt ved begge parter.. Jeg er fascineret af varmen og det bankende hjerte.. udelukkende fordi, at det ikke er noget, som jeg har selv.. Eller nogensinde har oplevet før,” påpegede han med en rolig stemme. Han lod hånden søge bort fra hendes kind igen, og lod den falde slapt ned langs hans side i stedet for. Han var ganske rolig. Han så ikke nogen grund til andet, og specielt når hun stod der upåvirket af hvad han var, hvilket uden tvivl også var noget som fascinerede ham yderligere. ”Du er bekymret for ham,” bemærkede han. Han var slet ikke vant til den form for følelse for andre individer. Den eneste som han havde haft det sådan for, var hans kære bror, Alecander, men den mand havde jo så også været død igennem temmelig mange år. Ensomheden var det eneste som var en del af ham lige nu, og det var noget, som han egentlig bare havde lært at leve med, uanset hvor hårdt man nu kunne sige, at det måtte være. Han lod hovedet søge en anelse på sned. At hun var så åben om tingene, var naturligvis noget som han måtte beundre hende for, for han kendte rigtig mange, som slet ikke ville åbne sådan op for en som ham, og da særligt ikke ham, når folk vidste hvad han specielt også havde gjort og stået bag i det store og lange forløb. ”En kvinde som dig, vil uden problemer kunne finde en mand.. Er det ikke sådan I plejer at sige det? Du har et varmt hjerte, Camryn.. Det ville være en skam at give det ind til ensomhed,” påpegede han sandfærdigt.

[Deleted]

Camryn kunne ikke lægge skjul på sine bekymringer, for det havde jo bare været hende og Marcianus i så frygteligt mange år, så derfor frygtede hun jo direkte på hans vegne hvad der kunne ske og det jagede hende jo selv i hendes drømme, så hun havde da haft et par søvnløse nætter på grund af det. Den ting der lå bag, at han så nemt kunne se i hendes øjne hvad hun følte, var jo så at hun var procianer hele vejen igennem, havde altid boet i det land, var opvokset der i liv og sjæl, så det satte jo sit præg, når det var hele hendes baggrund at være sådan. At det så interesserede Valerio, var jo så kun en god ting for hende, når hun selv fandt ham fascinerende, for så var der jo noget mellem dem, selvom de jo var så forskellige om ikke andet. Hun var ikke bange for man på nogen måde, for hun vidste jo hvad vampyrer var i stand til, men hun vidste også, at de ikke behøvede at gøre det mod hende om ikke andet. "Det er der jo. Jeg er fascineret af dig, dit væsen i det hele taget. Fordi det nok er alt det, jeg ikke er," sagde hun med et stille smil, for hun mente det bestemt ikke på en dårlig måde, at han var alt hun ikke var. Det var nærmere et ønske om, at hun jo faktisk ville ønske hun kunne skjule sine følelser og tanker bedre, for det var altid næsten lidt for spændende for hende når hun skulle ud på den anden side af Procias. Hun strøg let noget af sit hår om bag øret og puffede håret om på ryggen, for det var jo faktisk virkelig langt. "Jeg savner ham. Bekymre mig for, om han kan klare sig alene," sagde hun dæmpet og med et stille suk, for hun havde jo faktisk meget stærke følelser for sin søn og hun manglede ham virkelig meget, hvor følelserne jo så også kom af, at hun var bidt af ham - en ting hun ikke havde fortalt Valerio. Hun så ned i jorden med et suk, for det nagede hende faktisk at hun ikke kunne finde en mand, der blev ved med at have interesse for hende, for hun blev jo åbenbart bare dødkedelig efter et stykke tid, specielt når de nåede til forlovelsen eller ægteskabsdelen. Hun rystede på hovedet af hans ord, det var da godt nok alt for optimistisk fra hans side, at sige, at hun uden problemer kunne finde en. "Der har da endnu ikke været en, der var mand nok til mig. Og jeg er ved at blive for gammel Valerio, mænd gider jo ikke have en kvinde, der har været enlig mor lige siden hun var teenager," endte hun stille og slog blikket op mod ham igen, for ensomheden var jo noget hun bedre kunne tage at føle på, end hun kunne med at blive forladt af mænd, hun virkelig følte hun stolede på. Hun trådte hen til ham, hævede sin hånd og strøg den over hans kølige kind og sendte ham et prøvende smil.

[Deleted]

Valerio var ganske enkelt fascineret af Camryns væsen, også fordi at hun slet ikke følte det mindste frygt for ham, og det var noget som faktisk.. forundrede ham. Han var vant til, at folk frygtede ham på grund af det som han havde gjort, men hun var anderledes.. Og han måtte i sandhed erkende, at det var noget, som han faktisk rigtig godt kunne lide. Blikket gled direkte mod hendes skikkelse endnu en gang. Ej smilte han, men det var heller ikke fordi at det var noget som lå naturligt til ham. ”Det er vel bare noget fascinerende ved begge parter. Jeg derimod forstår ikke at I styres af.. følelser og tanker i den forstand.. Det er beundringsværdigt for mig..” Det forundrede ham, at opdragelserne kunne være så forskellige, hvor de for deres væsen var ganske ens, om man gjorde det ene frem for det andet, for det var slet ikke noget som gjorde nogen forskel for hans vedkommende. Han kunne nærmest læse det hele i hendes øjne, og han kunne jo se og mærke på hende, at hun var bekymret for sin kære dreng. Han forstod hende skam godt.. Han havde faktisk fået forståelsen for, at der var andre ting som spillede sin rolle, når det kom indenfor dette, og det var noget som naturligvis også var noget som gjorde sit for hans vedkommende. At hun så savnede sin søn, forundrede ham ikke, og det var noget som han faktisk havde forståelse for. Selvom han havde svært ved tanken om at ’savne’ nogen, for det var han heller ikke ligefrem vant til. Han savnede ikke sin bror.. Han manglede ham på en lidt anden måde. En dyrisk måde et eller andet sted, selvom han slet ikke var noget som lå naturligt til ham at snakke om, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Han er en voksen mand efterhånden, er han ikke det?” fortsatte han. Som snakken dog fortsatte, måtte han hæve blikket, da han var temmelig sikker på, at han hørte noget.. Dog langt væk, men det kunne jo også bare være en tilfældig forbipasserende som skulle videre, men det var jo aldrig til at vide efterhånden. ”Der er en derude til alle.. det er det som jeg synes at have hørt mange sige..” sagde han en kende fraværende, inden han igen så sig omkring. Han havde en fornemmelse af at der var et eller andet, som kun var rimelig galt.

[Deleted]

Camryn syntes det var spændende at Valerio var styret af noget helt andet end hende, og selv nogle ting, der var egenskaber hun slet ikke ejede på nogen måde. Det forundrede selv hende, at der faktisk gik et væsen rundt der havde så svært ved at føle, hvor det jo selv stod så tydeligt ud af hende og det var jo også det som fascinerede hende og faktisk tiltrak hende mod ham. Det var jo som to forskellige sider af noget, der blev tiltrukket til hinanden et sted, selvom det jo var et spæd stadie om ikke andet, men hun kunne godt lide Valerio. Hun så på hans skikkelse, selvom hun havde lidt svært ved at se i mørket i forhold til ham. "Og jeg forstår jo ikke, hvordan du ikke kan være styret af det. Det er jo det forundrende ved dig, Valerio," sagde hun og alligevel med et smil, for hun mente det jo på en god måde om ikke andet, det var slet ikke negativt. Hun vidste hun var en åben bog, men hun havde jo heller aldrig haft behov for at skjule sine følelser om ikke andet, ikke i en situation som dette. Hun kunne bedre skelne mellem privat og officiel, som hun var opdraget i da hun skulle have været dronning, men hun havde nok glemt meget at det siden da, for hun havde jo ikke direkte en officiel person mere, hun var jo bare hende. Hun sendte ham et varmt blik, som hun holdt blikket på ham, for hun var jo ikke bange for ham på nogen måde. Hun savnede sin søn virkelig meget lige nu, hvor hun også havde krydset den ene grænse, men hun var vel faktisk ikke modig nok til at tage til Dvasias lige nu. Hun skulle få et adrenalin-kik før hun kunne storme over grænsen og lede efter sin søn, men for nu så holdt hun sig i ro og trøstede sig ved sin far, når savnet blev for stort. Hun sendte ham et stille blik og nikkede let til ham, som hun trak sit lange hår over den ene skulder i stedet. "Jo, han har endelig nået en alder hvor han også ser myndig ud. Men han er jo bagud på mange områder og er stadig et barn, for jeg har jo ikke kunne tage ham med ud blandt andre, ingen har jo lært ham at styre sin sult sådan rigtigt," sagde hun stille og med et lille suk, hvor hun selv vædede sine læber. Hun trak let på skuldrene til hans sidste ord, mens hun selv hørte han var lidt fraværende, og det fik hende til at vende blikket lidt rundt. Hun troede dog ikke der rigtigt var noget, så hun så på Valerio igen.
Kort efter så dukkede en vampyr dog op lige bag hende og låste hendes arme fast bag hendes ryg. Det i sig selv, fik et let skrig til at bryde ud fordi hun jo blev forskrækket og hendes hjerte hamrede straks, som hun stod fuldkommen låst, ryg ind mod brystet til den, der stod og holdt fast i hende. Personen var kold, så det måtte være en vampyr. Vampyren bag hende var en han, som var ude for at fange Valerio; han havde to andre vampyrer, der var klar til at dukke frem, men for nu havde han en plan. Han snuste let til hende og smilede kynisk hen til Valerio, blot for at se om han ville reagere på tøsen, altså om det på noget punkt ville irritere ham eller betyde en smule for ham. "Længe siden, spidsløs… Hvem har vi her? Er hun din?" spurgte han. Camryn kneb øjnene sammen og gøs ved tanken om, at vampyren bag hende snusede til hende som var hun et… bytte.

[Deleted]

Valerio kendte ikke rigtigt Camryn endnu, men han følte sig komfortabel og selv tryg omkring hende. Hun vakte ikke nødvendigvis det dyriske i ham på en måde, som man ellers ville have troet, at hun ville, o det var noget som han faktisk måtte finde yderst behageligt, om det var noget, som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var. Han sendte hende et let træk på smilebåndet, næsten som han forsøgte at gøre hende efter med et smil, men han kunne ikke.. Uanset hvor meget han forsøgte, så kunne han bare ikke, og den tanke var selv noget, som han måtte finde frustrerende. ”Det dyriske er egentlig ganske ud af landevejen, Camryn. Det burde ikke være så svært at forstå..” påpegede han en anelse tænksomt, også selvom han ikke rigtigt vidste om hun opfangede det på den måde. Savnet efter hendes søn derimod, var noget af det, som han faktisk følte, at han efterhånden havde fået styr på, og han forstod hende jo godt, hvis det var det eneste som hun havde. Han nikkede mod hende. ”Du har holdt ham hjemme, kan jeg forstå.. Jeg formoder også, at det er ham, som har sat tænderne i dig?” spurgte han. I princippet, så burde han faktisk slet ikke røre ved hende, men der var vel ikke noget skræmmende ved det, hvis det var hendes søn? Og hvis han var omdøbt, så kendte han vel slet ikke til tankerne omkring og lovene som faktisk forhindrede nogen i at røre hans mor? Stemmerne og skridtene som kom ikke langt bagved dem, var noget som fangede hans opmærksomhed, selvom det hurtigt viste sig, at være for sent.
Camryn blev grebet, også selvom Valerio reagerede med en mindre hvæsen. Han kendte hende jo ikke som sådan, så.. hvis det var en som skulle have betydning for ham, var jo svært at sige endnu. Han vidste at han var eftersøgt tilbage i Dvasias, og han som regel holdt sig i Neutranium, netop for at forhindre hændelser som dette, for han ønskede jo ikke at blive kastet for Alexander! ”Lad hende gå, hun har ikke noget med noget at gøre,” endte han med en helt anden tone. Denne gang var han langt mere fast og vred, end det som han ellers ville have været, men det andet var virkelig ved at stresse ham! Han endte med at gå hastet over mod ham, også selvom han hurtigt fortrød den handling. To øvrige vampyrer kom hastigt hen til ham, og greb Valerio fra hver sin side og holdt ham tilbage, og derved også fuldkommen fast, så han intet kunne stille op. Han spændte i hele kroppen. Han ville ikke finde sig i det!

[Deleted]

Camryn vidste godt at hende og Valerio ikke rigtigt kendte hinanden endnu, men det ændrede ikke på det faktum, at hun jo faktisk kunne lide at være omkring ham. Hun følte sig ikke bange på nogen måde, nærmere tryg et sted, fordi hun vidste at han ville kunne beskytte hende, hvis han ville. Hun vækkede ikke det dyriske i ham af hvad hun vidste, så derfor havde hun jo intet at frygte, og desuden var hun ikke bange for biddet, for hun havde jo følt ubehaget ved det. Hun så hans forsøg på at smile, hvilket kun fik hende til at smile, for det lå jo slet ikke til ham, som det gjorde hende, men at han prøvede var jo faktisk… sødt et sted. "Ja jeg ville ønske jeg kunne sige det samme om følelser, men de er desværre ikke ud af landevejen… jeg kan bare ikke sætte mig ind i, ikke at føle, når jeg føler så stærkt," svarede hun dæmpet til ham og selv tænksomt, for de var jo virkelig af to verdener, det var jo tydeligt. Hun nikkede til hans ord, hun havde ikke turde tage ham med ud, i frygt for at han ville bide en anden af ufri vilje, og så blive revet fra hende. Da han nævnte biddet, så tog hun sig stille til den side af nakken, hvor biddet sad og nikkede. "Ja, det er ham. I den første tid efter han var blevet omdøbt, hvor han var konstant sulten og ustyrlig direkte," svarede hun dæmpet og så på ham. Hun vidste at andre vampyrer i princippet ikke måtte nærme sig hende på grund af det, for det havde Jacques jo fortalt hende førhen, men det var jo hendes søn for pokker, ikke en mage eller noget! Det at en vampyr så kom frem, det var jo så det som satte ubehagen i hende, for den måde han stod og lugtede til hende som skulle han tilsmage sin aftensmad, var virkelig ækel! Hun spændte i kroppen og prøvede at rive sig fri, men hun kunne på ingen måde. "Slip mig," vrissede hun dæmpet, som hun holdt blikket på Valerio, for dette var jo ikke ligefrem det hun havde ventet i aften og nu frygtede hun jo hvad der skulle ske. Hende og Valerio havde ikke direkte et forhold og kendte jo ikke hinanden så dybt, så deres betydning for hinanden var vel minimal et sted, men hun var alligevel bange for hvad de kunne gøre med ham og hvad de ønskede af ham. Hun bed tænderne hårdt sammen da to vampyrer hurtigt var henne og holde fast i Valerio og hun kneb øjnene sammen, for nu trådte den gamle 'officielle' person faktisk i kraft hos hende, fordi det var den del af hende, hun kunne søge til, i denne situation. Vampyren der holdt hende, smilede iskoldt hen mod Valerio. "Det er jeg nu ikke så sikker på," sagde han med et skjult smil, som han gjorde et tegn til de andre vampyrer og direkte førte Camryn med sig, som de to andre vampyrer, skulle tage Valerio med sig.

//Out.

[Deleted]

Valerio forholdt sig egentlig ganske roligt, selvom det var en ro, som meget hurtigt skulle blive forstyrret. Desuden havde han vidst på forhånd, at han vel levede på, hvad man ville kalde for lånt tid, da han havde en masse handlinger at stå til regnskab for, og nu hvor hans bror var afgået ved døden for adskillige år tilbage, så stod han tilbage med det hele, og skulle tage skyld for planlægning og udførsel. Selvom han dog ikke fortrød det mindste, for de havde faktisk fået utrolig meget udrettet med det som de havde gjort – på både godt og skidt om ikke andet. Hun følte en masse.. og han følte stort set.. ingenting, med mindre, at han virkelig gav sig hen til den ene følelse. Som når han forsøgte at smile, selvom det var noget, som han meget hurtigt opgav igen, for han kunne virkelig ikke. ”Følelser kan være en grum ting.. Som det kan være grumt, ikke at føle dem,” påpegede han sigende, som nok det eneste, inden de begge to blev grebet. Han bed tænderne kraftigt sammen, som han spændte i absolut hele kroppen af ren og skær anstrengelse, for det var bestemt ikke noget som gavnede situationen for hans vedkommende i det hele taget. En ting, var at de tog ham, men at de tog Camryn med oveni, var virkelig ikke nødvendigt, for hun havde virkelig intet med sagerne at gøre i det hele taget! ”Lad hende gå..!” nærmest hvæsede han. Om det var et forsøg på at beskytte hende, eller hvad det var, vidste han faktisk ikke, hvis han skulle være helt ærlig, men at blive ført væk fra stedet og se hende blive udsat for det samme, var nu ikke noget som han kunne gøre det største ved. Hans krop forblev fuldkommen spændt, som han blev ført i den samme retning. Ikke fordi at han som sådan frygtede for sit eget liv, for han havde ikke haft noget i det igennem de sidste år, og det var noget som kun efterlod ham med en meget ensom tilværelse, som han faktisk ikke var særlig glad for at sidde med i det store og hele, for det var faktisk.. utrolig ubehageligt for ham, at have det på den måde. Han blev ført med. Det var ikke fordi, at han havde meget af et valg.

//Out