A night like all others.?

[Deleted]

Det var ved at være sent på aftenen. Alexander havde været oppe i et par timer. Sommeren var ved at gå på hæld igen og de første tegn på efterår havde allerede for længst meldt sig. Ikke at det gjorde ham noget, så lang tid at han havde muligheden for at komme ud. Efter Carmines død, forsøgte han virkelig at gøre hvad han kunne for at opretholde det hele, og det var noget, som han faktisk var ved at være frygtelig træt af. Han var ikke bare en grevinde her, men lige så en fyrste.. en leder som skulle have og holde styr på alle vampyrerne som var i landet, og det var ikke ligefrem fordi at der var få, men derimod temmelig mange!
I dag bar han den mørke skjorte og de mørke bukser, hvilket stod i kontrast til den blege og kolde hud. De mørke øjne hvilede intenst foran sig, med det rødlige skær. Bevidst satte han kursen direkte i retningen af kælderen. Han vidste at hans lille legetøj hvilede dernede, som hun havde gjort igennem det sidste lange stykke tid. Hænderne foldede han over ryggen. Carmines asker havde han stående på sit kontor. Et sted som et minde, men også en påmindelse om det ansvar som han havde overfor racen, og som han var nødt til at opretholde, selvom det virkelig var ved at blive svært. Turen tog han ned af den store snoede trappe, kun oplyst af en enkelt fakkel. Cassie levede jo stort set sit eget liv nu, så et sted, så forsøgte han vel også at gøre det samme? Den store dør, skubbede han op med hånden. Den knirkede voldsomt, hvilket nærmest ville være mere end rigeligt. Han trådte roligt ind. Her var koldt, der var fugtigt, og stort set ingen mulighed for at finde noget sted, at holde sig tør. Han rynkede let på næsen. Det lugtede bestemt heller ikke særlig godt. Hans skridt forblev rolige og lydte, idet han søgte hen til den ganske særlige celle, hvori han vidste at Denjarna holdt sig. ”Rejs dig..” Ordene var udtalt med en kulde uden lige. Der var ingen følelse at spore i hverken dem, såvel som i hans blik. Roligt fik han den massive celledør op, inden han trådte ind. Hans lille legetøj.. Han elskede det.. elskede at se hende vride sig under ham, tigge og bede ham om at lade være.. Han elskede at have den magt, over noget som havde haft så stor en værdi for Vladimir! Manden havde fortjent det, efter han havde truet med at gøre skade på Cassie!

[Deleted]

Dage.. Nætter.. Uger.. Måneder.. År. Al det syntes ikke at eje nogen mening. Det hele syntes nemlig blot at smelte sammen til et stort mareridt. Et forfærdeligt mareridt. Sommer eller efterår … måske vinter? Det var ej heller til at sige. Der herskede nemlig ingen vinduer eller åbne revner i fyrstens dystre kælder. Faktisk herskede der kun mørke der. Både mørke i form af belysningen, indretningen, akustikken, og fyrstens handlinger. Det var et sted, hvor sindssyge og frygt blev opdrættet. Det var i hvert fald hurtigt kommet til overfladen igennem det seneste lange stykke tid. Rundt regnet de seneste 2 måneder, hvis man skulle være helt præcis. Tid spillede dog ingen rolle i dette grusomme sted. Det eneste der var af betydning, var den altid nærværende smerte. Både i form af groteske handlinger fra selveste fyrsten, og i form af den tikkende ensomhed, der bragte vrangforestillinger og frygt med sig. Et vrid gik igennem Denjarnas krop, hvilket mærkværdigvis fik hende til at skyde til siden med sit hoved, alt imens hendes krop rystede svagt. Det var sådanne pludselige bevægelser hun var begyndt at bøvle med i den tid, hun havde været Alexanders fange. Monsterets fange… for et monster var, hvad han var. Derudover havde beskyttende hallucinationer lagt sig over hendes nethinde, for at fortrænge det syn, som hun dagligt blev mødt af. Sundt var det ikke just, som det derimod var et tegn på hendes psykiske lidelser, der kraftigt havde vendt tilbage til hende. Hårdt var det, som hun følte, at hun var på nippet til at miste sin gode forstand, men underligt var det ej heller, når hendes sind i forvejen havde været ufatteligt skrøbeligt. En voldsom skrækskælven gled igennem hendes tynde krop, som den skrækindgydende dør knirkede sig vej op. Nu vidste hun kun alt for godt, hvad der ville hænde hende. Skønt hun allerede sad op ad væggen i et af cellens hjørner, forsøgte hun at presse sig endnu nærmere den fugtige mur, som hun håbede, at den ville sluge hende, inden hendes fangevogter kom frem. Klam og ydmyget følte hun sig, som hendes smukke sorte lokker ikke længere faldt pragtfuldt ned, men derimod hang ende tungt og fedtet ned ad skuldrende. Udmagret følte hun sig, som kosten ikke just var en levende værdig, hvor der også måtte være mørke rander under hendes sølvgrå øjne. Beskidt og lettere hullet var hendes sorte kjole ligeså, som glansen ikke længere var over den, efter at hun i månedsvis havde båret den i sit fængsel. Ansigtet lod hun vige bort fra tremmerne, som hun fornemmede sin fangevogters tilstedeværelse. ”Forsvind tilbage til det helvede du kommer fra,” svarede hun ham med sin trætte stemme, der dog skinnede igennem med tydelig had til den mand, der besøgte hende. Det var en hilsen hun ofte mødte ham med, og derfor var hendes manglende medvillighed ej bemærkelsesværdig. Men skønt hun følte had til manden, fik han alligevel hendes skikkelse til at skælve af frygt, som hun hørte, hvordan han fik skubbet hendes celledør til siden, og hvordan han trådte ind til hende.

[Deleted]

Alexander havde ærlig talt, slet ikke tal på, i hvor lang tid, han egentlig havde holdt Denjarna i kælderen. Det var jo i princippet startet med at være en handling for hævn, men også for at holde Vladimir og Derick i skak, men de havde ikke rørt på sig.. Det mindste, så nu var han vel bare gået hen og kedet sig, og derfor også begyndt at lege lidt med hende i stedet for? Hun var jo gået hen og blevet hans legetøj og han morede sig jo med at opsøge hende dagligt. Nu hvor Cassie ikke virkede synderlig interesseret i ham, så måtte han jo finde noget andet, som kunne tage hans fokus i hvert fald for en stund, for det var det som han selv havde brug for i ny og næ.
Denjarna var bange.. hun sad nærmest som et skræmt og panisk lille dyr i sit mørke og kolde hjørne i sin lille celle, for det var bestemt heller ikke fordi at den var særlig stor, men til det som han brugte hende til, så var det jo ikke fordi at der var behov for den store plads. Den typiske kolde hilsen som han blev mødt med, var egentlig ikke rigtigt noget som bed på ham længere. Han hørte den jo trods alt dagligt nu. Han lod hovedet søge let på sned. Næsten som om at han faktisk kedede sig. ”Aften efter aften får jeg den samme besked.. Tro mig, Denjarna.. Jeg befinder mig allerede i et sandt helvede.. Du befinder dig ligesom bare midt i det,” påpegede han med en ganske kortfattet stemme. Nu hvor hun alligevel ikke ville lystre ham, så gik han hende roligt i møde, hvor han med en fast hånd, greb omkring hendes strube, for at rive hende op at stå, for han fandt sig bestemt ikke i, at folk ikke gjorde som han sagde, at de skulle, og specielt når det kom til kvinder. Det morede ham dog, at han havde formået at knække en stolt Mørkelver, og at ingen var kommet hende til redning. Det beviste jo bare, hvor stort og hvor højt disse mænd havde sat hende – åbenbart ikke så højt, som hun meget gerne ville have det til, så det var jo egentlig også noget som passede ham fint. Med den vampyriske styrke, så var det jo heller ikke ligefrem fordi at det var nogen udfordring til at få hende til de ting, som han gerne ville, for han kunne jo tvinge hende på de kraftigste måder, hvis han ønskede det. Han var dog ikke ude på at gøre hende noget ondt – i den forstand vel at mærke. ”Desuden vil jeg på det kraftigste anbefale dig, at gøre som jeg siger.. Ellers ved du, at det virkelig kommer til at gøre ondt..” hvislede han med en fast og iskold tone. Han smilede næsten helt sindssygt til hende. Det frydede ham at se hende så svag, så bange og.. angst var hun vel? Hånden hævede han, kun for at stryge hendes kind ganske let, kun for at stryge hendes hår bort fra hendes ellers så smukke ansigt. Arrene og mærkerne efter hans mange tandsæt var tydelige. Og han nød af det!

[Deleted]

Det var intet under, at Denjarna var blevet en frygtsom person, da hun ikke just var i paradis. Hun ville nærmere beskrive det, som var hun i helvedet. Et grufuldt helvede. Det værste af det hele var dog, at oplevelsen påvirkede hendes i forvejen skrøbelige psyke. Oplevelsen fik hende nemlig til at trække sig dybere ind i sig selv, alt imens, at hendes krop reagerede på mærkværdig vis, samtidig med, at hendes sind spillede hende små puds i ny og næ. Skør følte hun sig helt til tider, og det gjorde blot situationen værre for hende. At hun skælvede, ænsede hun end ikke, som hun generelt ikke ænsede sine bevægelser mere. Det var blot blevet en del af dagligdagen, at hendes krop begyndte på små udbryd, samt rystede. Hun frøs dog også, som kælderens fugt var kvalmende og derfor aldrig forsørgede hende. ”…S-Så lad mig gå. Lad mig gå, Alexander. Du har ej brug for mig,” lød det fra hende. Selv vidste hun, at hendes ord var som vand mellem fingrene, for … selvfølgelig ville han ikke lade hende gå. Hun var hans morskab, så hvorfor skulle han lade hende? Den tanke blev også kun forstærket, som hun mærkede hans døde og stramme greb omkring sin strube. Det var en handling der fik hende til at gispe. Både fordi hans kulde var bidende, og fordi det gjorde ondt på hende. Der var dog en ide i, at han hjalp hende op og det var, at hun tvivlede på, at hun selv kunne rejse sig. Sine håndflader lod hun støtte mod hver sin væg, blot så hun kunne forårsage en smule stabilitet til sig selv. Hendes ben rystede dog voldsomt under hende, som de tiggede hende om at glide ned igen. Der var dog også sket en anden ændring ved scenariet og det var, at hendes før så smukke og lysende sølvgrå øjne nu hvilede matte og hadefuldt på Alexander. Hun hadede den mand! Vladimir havde haft ret omkring ham, men selv han var ikke i hendes lykkebog for tiden.. Han var nemlig ikke kommet til hendes undsætning. Derudover var hun vred på kongen, fordi han var et fjols. Han havde talt noget så pænt om denne fyrste, og se, hvad han nu gjorde ved hende! Som han sagde, at hun hellere måtte samarbejde med ham, mærkede hun, hvordan det måtte rinde hende koldt ned ad ryggen. Hun vidste udmærket, hvad han talte om. Hun havde nemlig endnu de daglige og konstante minder om det, samt arrene på sin krop, der var hans markerede tandsæt. Men skønt hun vidste, at det ville gøre ondt, mærkede hun endnu, hvordan stoltheden og kampgejsten ulmede i hende … skønt hun vel mere eller mindre var en knækket kvinde. Et surt opstød mærkede hun i sin mave, som hun modtog hans kærtegn, der ikke gjorde andet end at kvalme hende. Tungen lod hun glide omkring inde i munden, inden hun kyndigt trak hovedet en anelse tilbage, blot så hun kunne sende en trodsig spytklat i hans ansigts retning. Det var vel en tydelig måde for hende at vise ham, hvor hun endnu stod i det hele?

[Deleted]

Denjarna var bange for ham. Et sted var det også det som påvirkede Alexander på den her måde, og det var noget som han heller ikke kunne undlade at bide sig mærke i. Han var jo et dyr.. et bæst, som handlede på instinkter, og nu stod han overfor den kvinde, som i princippet kunne være det, som afholdt Vladimir fra at gøre Cassie noget, og efter den mand havde truet hans elskede Cassie på livet, så var han vel gået hen og blevet paranoid? Og nu hvor han ikke ligefrem kunne sige sig, at have Carmine til at holde ham i nakken, så kørte han jo bare med det hele frit og det var jo egentlig ikke noget som han kunne holde til. At lade hende gå, var derimod heller ikke noget, som ville komme på tale. Tvært imod! ”Hvorfor tror du, at med dit tiggeri, at jeg vil lade dig gå? Med hvad den mand har gjort mig igennem tiden, så kan jeg ikke lade dig gå, Denjarna… Det burde du have fundet ud af nu. Du beder mig om det samme, aften efter aften,” påpegede han med en ganske kortfattet og yderst sigende mine. Han tog omkring hendes hals for at tvinge hende op at stå, for han fandt sig slet ikke i, at hun skulle sidde der og rode rundt på gulvet foran ham.
Hvad kongen af landet havde fortalt hende om ham, vidste han ikke, for normalt var han faktisk en meget retskaffen mand, men bare ikke når man gik ham på tværs på denne måde. Han strøg hånden let over Denjarnas kind, for at fjerne de mørke lokker. Tandsættet i halsen, var så tydeligt at se, og det var en dyrisk og meget alvorlig markering, selvom han ikke selv, lagde noget som helst i den. Hun kunne gøre det nemmere for sig selv, og gøre hvad han bad hende om, for det ville gøre det meget nemmere for absolut alle parter. Han nåede ikke rigtigt at gøre noget yderligere, før spytklatten landede direkte i hans ansigt tæt ved øje og næse. Han klemte øjnene fast sammen. Sidst nogen havde gjort det, havde han omdøbt vedkommende. Ikke at han var interesseret i at gøre det igen, men han var heller ikke ude på at slå ihjel eller noget som helst! Han hævede sin frie hånd, kun for at tørre det væk fra sit ansigt. ”Det der, skulle du ikke have gjort..!” hvislede han med en fast og direkte iskold stemme. Han trykkede hende direkte op mod væggen, hvor han direkte satte tænderne i hendes hals – samme sted, som han altid gjorde det, da han ikke gik op i det at skambide. Han bed sig direkte fast og begyndte at suge. Det var som regel aldrig mere end et par mundfulde, men hun skulle for pokker lære at høre efter hvad han bad hende om! Blodet begyndte at rende i en smuk bane nedover hendes ene skulder. Han trak sig endeligt, dog denne gang med blod om munden. Han vendte hendes blik direkte mod ham endnu en gang. ”Du gør det kun mere besværligt for dig selv, kæreste.. Du kunne gøre det så nemt, ved bare at gøre, som jeg bad dig om..” Hånden gled roligt ned, hvor han tog fat om hendes bryst – hårdt og brutalt. Han var ikke nogen blid mand!

[Deleted]

Selvom Denjarna nat efter nat tiggede om sin frihed, vidste hun godt, at den ej ville blive hende givet. Hvorfor skulle han også sætte hende fri? Han var et monster. En hjerteløs mand, og hun var hans legetøj. Den person han morede sig med, når han blev træt af alt andet. Derudover vidste hun også, hvorfor hun var her. Vladimir. Han håbede, at han gennem hende ramte den mand, som hun havde flyttet ind hos, og som tidligere havde været hans ven. Desværre syntes det ej at virke, og det var faktisk en viden som knuste Denjarna. Vladimir var nemlig ikke bare en mand, som hun boede med, men som hun også anså for at være sin nære ven. Sin nære ven, som hun tydeligvis havde taget fejl af. Det gjorde ondt, hvor også det måtte påvirke hendes i forvejen skrøbelige psyke, samt nære hendes ensomhed. ”Lad mig gå, Alexander,” gentog hun, inden hun måtte tage en dyb indånding for at kunne fortsætte. ”Han kommer ikke. Din kidnapning af mig, påvirker ham ikke. Lad mig gå.. Der er ingen mening i at holde mig her.” Ondt gjorde det at sige, hvor det både måtte være psykisk og fysisk. Det smertede nemlig at sige højt, at hun tydeligvis ikke havde betydet noget for Vladimir. Derudover smertede det generelt at tale, da hendes hals var udhungret grundet den tvivlsomme ernæring. Det brændte af den sygdom, som hun næsten var sikker på at have. Og hun var ej længere vant til at bruge stemmerøret, da hun kun fik Alexanders besøg for et par minutter af gangen.
Skadefryd og en smule stolthed måtte vise sig i Denjarnas ansigt, som den glinsende spytklat hoverende udsmykkede hans ansigt. Selv vidste hun udmærket, at det ej var klogt, da det ville smerte hende i den anden ende. Det føltes dog afsindigt godt at yde en smule modstand mod bæstet. Som han hvislede ad hende og bankede hende op ad den kolde væg, måtte hendes hjerte for et øjeblik gå i stå, alt imens et smertestøn gled over hendes læber. Intet nåede hun at sige, inden alle hendes kræfter gik på at klynke, klemme øjnene i, samt lægge hænderne mod hans skuldre for at skubbe ham væk. Det gjorde ondt! Glødende ondt! Værre var det desuden fordi, at hun var så svag, som han nu engang havde gjort hende. Derfor var der heller ikke den store tvivl om, at han ikke kunne mærke hendes hænders modarbejden, da hendes kræfter var så sølle. Især imod hans vampyrismen. ”..S..S-stop..,” fremstammede hun, skønt han først gjorde det, som han var færdig med hendes blod. Lettere hivende måtte hun helt trække vejret, som han endelig trak tænderne ud af hende. Hårdt var det for hende, som hun i forvejen var ufatteligt afkræftet. Derudover skræmte det hende at blive bidt gentagende gange, for hvad hvis han endeligt drak det hele til sidst, eller besluttede sig for at omgøre hende? Den bløde underlæbe med hun ned i, som han nu fik hendes hjerte til at banke hurtigere igen. Kvalme gav det hende, at han nu også ragede på hende, for han var ej en mand af hendes valg. ”Jeg er ikke og vil aldrig blive din ejendom, Alexander. Jeg vil kæmpe imod dig til mit sidste åndedræt. Jeg vil sørge for, at du får betalt,” endte hun med at hvisle ad ham.

[Deleted]

Det kunne godt være, at dette ikke var noget som virkede efter hensigten, men det var virkelig ikke noget som påvirkede Alexander. Et sted var han vel bare blevet paranoid efter Vladimir havde truet med at ramme Cassie? Så gjorde han bare hvad han kunne for at ramme ham, og mens han ventede, så kunne han naturligvis godt få lov til at få sit sjov, ikke sandt? Det var jo heller ikke ligefrem fordi at der var nogen skam i det i hans øjne om ikke andet. Svag var hun blevet igennem tiden, men det var vel ikke underligt i al den tid som han havde holdt hende? De bønner som hun kom med, blev udtalt for døve ører, for det var bestemt heller ikke fordi at de fik lov til at virke for hans vedkommende. Han ville ikke lade hende fri i frygten for at Vladimir pludselig ville komme, om han så skulle holde hende her, for at holde manden på afstand, jamen så gjorde han da det! ”Tror du jeg holder dig her, for at han skal komme dig til undsætning, kære Denjarna?” endnu en gang lod han hånden kælent glide over hendes kind og med det næsten sindssyge blik i ansigtet. Efter Carmines død, så kunne han slet ikke magte den pludselige frihed som han havde fået. ”Desuden har jeg ingen intentioner om at slippe dig fri. Jeg har sagt det før.. og jeg siger det igen; Først den dag, dit hjerte holder op med at slå, og jeg ikke mere nytte kan finde i dig,” påpegede han med en ganske sigende og yderst kortfattet mine, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var løgn. Han var en kold mand, men ikke hjerteløs.. Hvis man dog bare gjorde hvad han sagde.
Spytklatten gjorde ham vred, og derfor tvang han hende op af væggen, kun for at sætte tænderne i hendes varme hals. Det var som regel aldrig mere end en mundfuld eller to, som han tog, for han forsøgte faktisk at holde hende i live. Han trak sig. Blod havde han om læberne, hvilket gjorde ham langt mere morderisk at se på, men det var intet som gjorde nogen forskel for hans vedkommende. Hånden lukkede han direkte omkring hendes bryst. Hun hadede det.. og derfor kunne han heller ikke lade være! ”Så lang tid jeg bestemmer det, så er du min ejendom, kæreste.. Jeg gør med dig, hvad der passer mig.. Du derimod, kunne bare gøre hvad jeg bad dig om.. Så slap vi for disse problemer, aften efter aften,” tilføjede han ganske sigende, nærmest som en lokkende stemme mod hendes øre. Modstand kunne hun lige så godt stoppe, for hun ville intet få ud af det, og det var sådan han agtet at holde det, for han fandt sig bestemt ikke i det. ”Og sørge for at jeg får betalt..? Er det en trussel?” spurgte han morende. Han var bestemt ikke bange for hende!

[Deleted]

Blikket vendte Denjarna ned mod gulvet, som hun mærkede hans blide kærtegn hen over kinden. Det var en berøring der både fik hende til at skælve, og som gav hende kvalme. Skælve over hans gennemtrængende kulde, der truede hendes i forvejen eskalerende immunforsvar. Kvalme over væmmelsen ved modtagelsen af en berøring fra ham. Hun havde lyst til at stikke ham en lussing, men dvask følte hun sig, og derfor stod hun blot rystende og med nedslået blik. ”I så fald.. hvorfor så mig? Hvis ej du håber på en redningsaktion, hvorfor så mig? Vi havde intet udestående, før nu,” lød det fra hende. Hvis ej han håbede på, at Vladimir … eller Derick for den sags skyld … kom efter hende, hvorfor så hende? De havde ikke sat øje på hinanden før kidnapningen. Det trætte blik lod hun igen søge hans. Det gjorde dog, at hendes indre måtte trække sig sammen, da hans blik var som en gal persons. ”Jeg skal nok undslippe før det. Jeg vil finde en vej.. Det gør jeg altid.” En vis sandhed måtte der være i hendes ord, da hun på utroligt vis altid klarede sig igennem skærene. Om hendes held var blevet opbrugt, var dog ikke til at sige.
Da Denjarna så sit blod på Alexanders læber, mærkede hun det som et surt opstød i sin mave. Han var den tredje person der drak hendes person. Avidan, der havde omdøbt hende, havde været den første. Derick havde været den anden, og for det havde hun kastet ham bort. Alexander var den tredje og sidste. Selv hadede hun det, hvor de tre mænd måtte gøre hendes had til vampyrerne større. Nu forstod hun udmærket Salvatore, men desværre kunne hun kun sige, at hun havde forstået det for sent. Alexander fik hende til at skælve, som han berørte hendes bryst, samtidig med, at han hviskede hende ind i øret. ”Jeg vil først slippe for mine problemer den dag du er borte,” begyndte hun, mens hun med sine få kræfter forsøgte at skubbe hans hånd væk. Han skulle ikke lægge hånd på hende! Ingen skulle lægge hånd på hende på den måde, uden hun selv havde valgt det! ”Jeg hører, at du har en elsket.. Foragter hun dig i så høj en grad, at hun ej lader dig tæt? Er det derfor du forsøger dig på kvinder, der ej kan afvise dig?” bed hun af ham. Helt klogt var det muligvis ikke at tirre sin fangevogter, men selv nægtede hun at følge hans pibe. Det var hun al for stolt til. Dog håbede hun på, at hun med ordene viste ham, hvor langt han havde sunket, og at han derfor ville stoppe. Nok havde hun haft en del mænd gennem livet, men alligevel havde de alle været af eget valg. ”Jeg vil komme ud. Og jeg vil få dig til at fortryde, hvad du har gjort ved mig,” sagde hun, hvor hendes blik faktisk måtte udvise en stålfasthed - samt noget af den sindssyge han havde drevet hende til. Hvornår al det ville ske, anede hun ikke, men hun ville komme efter ham, og han ville blive bange, samt hun ville give igen med en langt større kraft, end den han havde brugt mod hende.

[Deleted]

Alexander var ude hvor han ikke længere kunne bunde, men når der ikke var nogen som rev ham ind i land igen, så blev det jo heller ikke ligefrem bedre af den grund, og hvad skulle han så stille op med det? Det var jo ikke ligefrem noget som gjorde det meget nemmere for ham af den grund. Han kneb øjnene let sammen. Denjarna fortsatte med at arbejde mod ham, og det var noget, som efterhånden kun irriterede ham, for han havde givet hende valget mellem den nemme eller den svære vej. Der var ikke nogen som kom hende til undsætning – med andre ord, så kunne hun vel heller ikke være så elsket, som hun ønskede at give udtryk for at være? ”Jeg får alt det ud af det, som jeg vil have ud af det, kæreste.. Bare fordi du ikke år det ud af det, som du gerne vil.. Lidt vanvid i en iskold kælder overfor et hjerteløst dyr.. Er det ikke hvad du plejer at kalde mig?” spurgte han med en iskold hvislen. Ja, han var ikke ligefrem et væsen med forståelse for andre, og nu mindst af alt, så var det hvad han var ude på. Det var bestemt heller ikke fordi at han havde nogen intentioner om at lade hende gå, uanset hvor meget hun ville ønske at han gjorde det. ”Hvis du tror, at du kan komme ud, uden at jeg bider mig mærke i det, så tro om igen.. Jeg ved alt om hvad du foretager dig, og jeg vil forfølge dig og dine nære, frem til dommedag..” Han kneb øjnene let sammen. Han var jo trods alt også et rovdyr, så det afspejlede sig naturligvis i hans personlighed, så det var noget som han faktisk gjorde alvor ud af! Og hun vidste det!
At hun slog hans hånd væk, fik en iskold latter til at bryde hans læber. Hun fortsatte med at kæmpe imod, og komme med alverdens former for trusler, og naturligvis, var det noget som faktisk morede ham betragteligt! ”Skal jeg virkelig betragte det som en trussel, kæreste?” spurgte han morende. Smilet falmede ved hendes ord. Hun hentydede til Cassie.. Selv det, var han ikke rigtigt i tvivl om. Grebet omkring hende, strammede sig automatisk. Cassie, var hans ømme punkt.. Virkelig ømme punkt, og det var noget som gjorde ham frygtelig hidsig! ”Aldrig nogensinde, skal du nævne hende i mit forhør, er du med?!” hvæsede han denne gang med en fast tone. Denne gang, var det ham som blev sur! Hånden greb omkring hendes hår med en fast næve, idet han roligt trak hendes hoved bagud. Med hans vampyriske styrke, så ville hun slet ikke have nogen mulighed for at stoppe ham. Tænderne blottede han endnu en gang. Cassie var ham et ømt punkt.. virkelig ømt punkt, og det var ikke hans dyr, som man skulle lege med. ”Du ved hvad der sker, hvis man ikke lystre… ikke sandt..?” Han lod den ene spidse hjørnetand glide over hendes tynde hud ved halsen. Han kunne høre og se blodet pulsere på den anden side.. hvilken fristelse! Endnu en gang gled tænderne i hendes hals, som havde det været knive igennem smør, og han bed sig voldsomt fast denne gang. At nævne Cassie var grænsen, man ikke skulle krydse!

[Deleted]

Denjarna hadede ham.. eller hun mere end hadede ham, for had var et svagt ord i denne situation! Hun væmmedes ved ham, som han var modbydelig, og alt, hvad man kunne forestille sig om en vampyr. At hun engang havde støttet op omkring den race, kunne hun kun foragte sig selv for. Ingen vampyr var et redeligt individ. End ikke Derick. Hendes elskede mand, der havde knust hendes hjerte ved at bide hende. Ham havde hun derfor kastet bort, og nu så det ud til, at Vladimir led samme skæbne i hendes hjerte.. Hvorfor tiltrak hun altid problemer og de døde? Problemerne ville hun formentligt aldrig kunne jage bort, men de døde havde hun i sinde at gøre.. ”Det er ikke kun, hvad jeg kalder dig, men også hvem du er,” sagde hun dæmpet og dog fast. Det gjorde hende afkræftet at bruge sine kræfter på at stå op og skændes med ham. Hvad hun egentligt ønskede, var at ligge og sove, men selv sove havde hun svært ved, som hendes krop var urolig. Hans efterfølgende trussel om, at han for evigt ville jage hende, fik det til at risle hende koldt ned ad ryggen. Bange var hun for ham, men dum var man også, hvis man ej frygtede sin fangevogter. Og dog syntes hun at finde lysten til at fortsætte provokationen af ham.. ”Hvor ville jeg have en sørgelig tilværelse, hvis jeg som dig, ikke havde mere fylde i mit liv, at jeg var nødsaget til at jage folk som sport,” lød det igen trodsigt fra hende. Hun mente dog, at Alexander måtte lide af seriøse problemer. Desværre var det problemer, som hun måtte lide under.
Truende skulle Denjarnas blik hvile på ham, som han nærmest latterliggjorde hende, men tomt endte det dog med at blive, grundet den svækkelse hun måtte føle. Det var hårdt at kæmpe imod ham på den måde! Hvis bare hun ikke havde siddet i dette hul i de seneste to måneder.. ”Det vil du med tiden,” fastholdt hun. At det derefter glippede fuldstændigt for ham, som han gik fra at være munter til fuldkommen arrig, fik hendes hjerte til at springe et slag over. Og dog kunne hun ikke lade være med at fryde sig. Hun havde ramt noget ømt! Hun skulle til at afgive en kæk kommentar, indtil et gisp måtte forlade hendes læber, som han tvang hendes hoved tilbage. Hun ønskede ikke at blive bidt igen! Den blotte tanke, og fornemmelsen af sin egen svækkelse, fik det til at svimle for hende. ”Så det hjerteløse monster har alligevel en svaghed.. Interessant..” Fik hun alligevel sagt. Hendes hænder søgte støtte bagtil på væggen, som det hele var hende ufatteligt anstrengende. Hun hadede at føle således, men det vigtigste var, at hun ej gav hun. Desværre vidste hun, at hun ville få en ekstra hård stund, efter hans lille visit. Hun fnøs. ”Du kan ikke gøre noget ved mig, som du ikke allerede har gjort,” sagde hun, hvor hendes stemme denne her gang bare virkede udmattet. Hun kunne ikke overskue det. Hun vidste, at han ville straffe hende for sin ulydighed, og det kunne hun ej gøre noget ved. Den gennemtrængende smerte ville inden længe møde hende igen..

[Cassie Imirachi]

Cassie så ned af den tomme gang og kvalte et gab. Som sædvanlig var der ingen til at passere eller så meget som en lyd i nærheden og alt var henlagt i natten mørke. Det løb hende koldt ned af ryggen. Efter at have sovet i en god del timer, følte hun sig stadig en smule søvndøsig. Hun glattede den blå silkenatkjole med hånden og lukkede døren ind til sit kammer bag sig, for i stedet at tage turen ned mod gangen. Hendes skridt var lettere dvælende og sløve. Turen ned til køkkenet virkede frygtelig lang og overskuelig, hun overvejede hvor vidt hun burde hoppe tilbage i seng og bare lade det gå. Lys fra fakler strålede gennem en mindre sprække fra døren, og malede den anden væg.
Cassie stoppede op og rynkede en smule på panden. Ingen havde været nede i kælderen i årevis.. så vidt hun vidste vel og mærke, så hvad foregik der egentlig? Uroen vækkede hende lidt, vaskede trætheden væk. I lange sekunder stod hun bare og så på døren, strøg fingrene gennem sine mørke lokker og forsøgte at overbevise sig selv om at det næppe kunne være til gavn for hende at gå derned. De pludselige lyde og Alex’ stemme bekræftede det kun og dog kunne hun ikke lade være. Forsigtigt skubbede hun døren op og missede en smule med øjnene, da faklernes lys virkede som lidt af en omvæltning i forhold til hvad hun netop var kommet fra. Hun gnubbede sine arme, for jo længere ned af trappen hun kom, des køligere blev det og der var ikke megen varme i den glatte silke. Hendes hjerte hamrede hårdt, hvilket hurtigt fik hende til at føle sig lysvågen, hun vidste at Alex nok hurtigt ville bide sig fast i det, men lige nu var hun ret ligeglad, i stedet frygtede hun mere for hvad pokker hun havde gang i.
Kvindens stemme var fremmed. Man behøvede ikke at være særlig skarp, for at regne ud hvad der foregik, hun kunne om ikke andet kun se en enkelt grund til at holde en kvinde i en kælder som en vampyr. Hun lænede sig op af væggen for enden og kæmpede en smule med tårerne, for hun havde ikke lyst til at se ham gøre det, men det gode hjerte forbød hende bare at vende ryggen til og lade ham, for det var formentlig en uskyldig kvinde som var på den anden side. Hun knyttede hænderne og trådte frem for sit skjul. Underligt nok blev hun alligevel overrasket over at se ham begravet i kvindens hals selvom hun havde forsøgt at forberede sig på det. ”Alex! Slip hende!” udbrød hun bestemt men direkte febrilsk. Det skar virkelig i hjertet at han igen var ved at markerer en anden kvinde. De isblå øjne gled forbi ham, hvor hun forsøgte at se kvinden, lettere bekymret for hendes tilstand. Hun skælvede.. nok til ikke at turde gå ind til dem, men hun håbede vel at de advarende ord var nok?

[Deleted]

Det morede uden tvivl Alex at se Denjarna fortsætte med at gøre modstand, når det var så tydeligt, at det ikke var noget, som hun ville få noget ud af. Som ingenting, kunne han tage hendes liv, hvis det var det som han ville, selvom det var helt andre ting, som han havde i planerne for hendes vedkommende, og det var noget som han stod fuldkommen fast på. Som det nu var sagt, så irriterede det ham, at hun ikke bare kunne give ham, hvad han ville have, for det ville gøre det hele meget nemmere! Et bæst og dyr, var han blevet kaldt igennem mange år, så det var ikke ligefrem fordi at det var nogen hemmelighed. ”Det er hvad jeg er..? Kæreste Denjarna.. Du kender ikke noget som helst til hvem jeg er,” afsluttede han med en ganske kortfattet stemme, for det var jo heller ikke ligefrem nogen løgn i den anden ende. Den mand som kendte ham bedst, var afgået ved døden, og Vladimir havde kendt ham temmelig godt, og havde valgt at tage afstand til ham på grund af en handling, som han havde gjort for mange år siden. Han var uelsket.. selvom han et sted vidste, at han elskede en anden. Han smilede næsten skadefro. At jage med jagten på den måde, havde han faktisk ikke gjort igennem mange år. ”Hvis det dog bare var sådan at jeg levede mit liv, så havde der været noget krydder på det,” påpegede han ganske sigende. At hun så derimod skulle komme ind på Cassie, og det at der var en anden, som ikke ville vide af ham, for løgn var det jo heller ikke ligefrem. Cassie ville ikke.. Og det var noget som faktisk gjorde ondt, selv på ham. Han havde et ømt punkt, og det havde hun uden tvivl formået at ramme.. Og det var slet ikke noget som han fandt sig i!
Tænderne havde han kun lige formået at sætte i Denjarnas hals endnu en gang, før han havde hørt Cassies stemme et sted bag sig. Han stoppede med at age blod, kun for at trække hovedet til sig. Han havde hendes blod om læberne og i hele hovedet. Blikket og de tydeligt rødlige øjne, gled i retningen af Cassies skikkelse. Det var ikke fordi at han havde regent med, at hun ville opsøge kælderen på denne måde, så naturligvis, var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han kneb øjnene let sammen, inden han nu alligevel gjorde, hvad hun bad ham om og.. bare valgte at slippe Denjarna. Fuldstændig ligeglad med om hun gled i gulvet eller ikke. Denjarna var hans legetøj, for det var ikke fordi at han lagde noget som helst i den markering af hende. ”Du burde ikke være hernede, Cassie.. Gå op igen,” nærmest hvæsede han. Det var hans måde at indtage det menneskelige blod, og det var noget som uden tvivl også gjorde ham langt mere dyrisk.

[Deleted]

At Alexander ej mente, at Denjarna kendte ham, var hun ragende ligeglad med. Hun havde nemlig ej brug for at lære ham bedre at kende! Hun ville faktisk slet ikke være bekendt med ham. I hendes forstand var han intet andet end et bæst. Det var, hvad alle vampyrer var. Ingen af dem var gode, selvom de havde forsøgt at bilde hende det ind, for de gjorde alle ondt. ”Jeg ved nok om dig,” endte hun kortfattet med at sige. Hun kendte til, hvad hun havde oplevet på egen krop med ham, samt det, som Vladimir havde fortalt hende. Vladimir var ikke just en mand, der var i godt lys hos hende for tiden, men alligevel kunne hun ikke benægte, at han havde haft ret omkring sin gamle ven. Desværre havde han løjet med den del, at hun var af betydning for ham, og at han ville beskytte hende. Han beskyttede hende ikke.. Han lod hende rådne op! Hun kunne ikke stole på nogen som helst mænd. Hun kunne kun stole på sig selv. Hun fnøs igen, som han talte. ”..Hvilken sørgelig mand du er.. Hvis man da overhovedet kunne kalde dig for en mand.” Hun direkte væmmedes ved Alexander, og det var ikke just en følelse, som hun før havde lagt skjul på.
Som han på ny havde ladt sine tænder bore sig igennem Denjarnas blottede hals, skælvede hendes krop voldsomt! Det var en gennemtrængende smerte, som hun blev påbudt at udholde, alt imens hendes krop i forvejen var svækket. Det var meget muligt, at han kun drak et par mundfulde pr nat, men det var mange mundfulde til sammen, når man tog de to måneder, hun havde været indespærret i hans kælder. Hun led derfor af et blodtab, der gjorde hende svagere end hvad godt var. Den fremmede stemme der pludselig brød ind, forekom hende utroligt fjern. Derfor spekulerede hun også over, om det mon var en hallucination, som hun selv havde skabt. Langt inde i sit eget sind havde hun trukket, som Alexander drak af hende, mens hendes blik blot hvilede fjernt frem for sig. Det var først, da hun blev sluppet, at hun nogenlunde kom til sig selv, men ej heller var det helt smertefrit. Hun mærkede nemlig, hvordan hendes ben øjeblikket gav efter under hende, og derfor også, hvordan hun hårdt faldt til gulvet. Det var et fald der rev huden op på hendes sarte krop, og derfor efterlod hendes tynde arme og ben med hudafskrabninger. Meget skulle der ikke længere til, før hun kom galt af sted, men det skyldtes også kun det ringe helbred, som hun havde fået etableret her i kælderen. Hvad der foregik omkring hende, ænsede hun knapt nok, men fik hun endelig den hjælp, som hun så længe havde drømt om? Hun var ikke helt sikker.. Hun kunne dog ane, at det ikke længere kun var hende og Alexander. Derudover tænkte hun også, at det var et godt tegn, at hun var blevet sluppet. Selv så hun på ingen af de tilstedeværende, som hun blot stirrede ned i det kolde gulv, mens hun forsøgte at genfinde vejret. Blodet piblede endnu fint ned ad hendes slanke hals og skulder, som såret ej var lukket, men intet kunne hun gøre ved det. Det eneste hun forsøgte at gøre, var at holde sin krop oppe i en siddende position, som hende arme måtte forholde sig strakte, og håndfladerne måtte presse ned mod gulvet.

[Cassie Imirachi]

Cassie betragtede dem uden at bryde ind. Hun havde lært at Alex var mest dyrisk når han tog blod fra en anden, og hun havde heller ikke lyst til at sætte sig selv i farer. På sit vis var hun vel bange for ham? Hun strøg sin arm, forsøgte at berolige sig selv, og slippe det ubehag som hun følte ved at se ham så tæt på en anden kvinde, og ikke nok med det, så at se ham skade hende så koldblodigt. Det lykkes hende tilsyneladende at fange Alex’ opmærksomhed. For en kort stund faldt de blå øjne i hans. Hun forsøgte at fortrænge tårerne for at han ikke skulle se de våde øjne, desværre lykkedes det ikke specielt godt. ”Det her ligeså meget mit hjem, Alex, så vov ikke at fortæl mig hvad jeg skal gøre” bed hun og reagerede slet ikke på hans hvæsen. I stedet trådte hun forsigtigt tættere på cellen og smøg sig forbi ham uden så meget som at værdige ham et blik. Han havde lovet hende ikke at holde bloddyr, men det lod til at han havde valgt at vise sig fuldkommen ligeglad. ”Og du kunne ikke engang få over dig at lukke hendes sår?” vrissede hun og faldt på knæ ved kvinden. Hun genkendte hende ikke, hvilket var uden betydning, der var ingen lovlig grund til at give hende den behandling! Den arme kvinde var jo ligbleg og lignede en der kunne gå ud som et lys hvert øjeblik. Hun så ned over mærket på hendes hals. Det var ikke første gang hun var blevet bidt, hvilket fik hendes mave til at snøre sig sammen, fordi det var sket lige for næsen af hende, gennem for lang tid?
Hånden lagde hun blidt over de åbne sår som endnu lod blodet rende frit ned over hendes blege hud. ”Kom her.. det er okay, han får ikke lov til at gøre dig ondt” endte hun langt mere blidt end den tone hun havde talt til Alex i. Med hånden over såret for at stoppe blødningen, forsøgte hun at tvinge kvindens hoved ned i sit skød. Igen så hun op på sin kære ægtemand med lynende øjne. ”Hvem er hun?” spurgte hun krævende efter svar. Fraværende strøg hun hende gentagende gange over hovedet i et forsøg på at holde hende rolig, skænke hende en vis tryghed i at hun ikke længere var alene med Alex. Han ville næppe gøre hende ondt, så lang tid hun var til stede. Cassie strøg sine mørke lokker væk fra ansigtet så hun kunne holde fokus på kvinden ved hende. Hun var utrolig smuk, selv med den næsten gennemsigtige hud og de mange sår hun havde pådraget sig. Måske det var en egoistisk tanke, men det gjorde kun det hele værre, at han markerede kvinder som denne men aldrig lagde et blik eller en hånd på hende efter Carmines død.

[Deleted]

Alexander stod fast på det, når han sagde at Denjarna ikke kendte ham, for måske hun kendte til hans væsen, men derimod intet til ham som person. Han var langt ude i torvene, men han forsøgte da om ikke andet, at holde samling på det hele, selvom det bestemt heller ikke var noget, som var særlig nemt for ham, når det nu endelig var sagt. Han kneb øjnene let sammen ved hendes ord. ”Du kender absolut intet til mig,” hvislede han med en fast og iskold stemme. Alene den tanke på, at hun skulle komme ind på det at han var uelsket og havde andre som skubbede ham fra sig, var noget som virkelig gjorde ham vred, for et sted, så frygtede han vel også lidt, at det var sandheden? Cassie gjorde jo ikke andet end at skubbe ham fra sig og komme med alverdens undskyldninger, også selvom hendes hjerte altid sagde ham noget andet, så var det overhovedet noget vidunder, at det var noget som faktisk forvirrede ham? ”Du kan tro at der er mand i mig.. Hvem ville ellers beskytte kvinden man elsker og holder af.. Hvor du derimod er fortabt og forladt.. efterladt af dem, som du har troet, har været dig kær og nær..” hvislede han iskoldt. Cassie var det kæreste i hans liv, og det som han så desperat ønskede at beskytte. Med vreden i minen, så lod han tænderne synke direkte i hendes hals, hvor han kraftigt bed sig fast.
At Cassie derimod, skulle komme ned i kælderen, var ikke ligefrem noget, som han havde regnet med. Hendes stemme, havde automatisk fået ham til at trække sig, også selvom det var med en hvæsen. Det var først da han havde fået Denjarna i hus, at han for alvor var begyndt på menneskeblod igen, for hun havde faktisk fået ham til at stoppe med det. Tænderne var fremme, som de rødlige øjne stirrede næsten morderisk på Cassie. ”Du burde uanset ikke være her!” hvæsede han, idet han bare slap Denjarna i gulvet. At det så fik Cassie til at reagere, fik ham til at himle med øjnene, mens han virkelig forsøgte at få sig selv under kontrol igen. For hans del, så var det virkelig vigtigt, for Cassie ønskede han ikke at gøre nogen skade på. ”Du bad mig om at give slip, så det gjorde jeg,” fastholdt han med en kortfattet stemme. Han knyttede næverne, da han så hvor.. omsorgsfuld Cassie blev overfor Denjarna. Det var ikke den side af hende, som han havde set igennem et rigtig langt stykke tid nu, og ja, det gjorde ham ked af det et sted, selvom det var en følelse, som han ikke rigtigt forstod sig på. Han fnøs. ”En som står uden betydning for dig eller mig, men derimod en større betydning i at holde dig sikker, Cassie,” svarede han. Personligt, vægtede han ikke Denjarna noget som helst, men at Cassie derimod var kommet derned i denne tid, var slet ikke noget som han havde regnet med!