Welcome

[Deleted]

Mirry var virkelig det eneste som Joshua havde, og det var naturligvis også derfor at han var så meget over hende, for han ønskede heller ikke ligefrem at hun skulle komme til skade, og derfor tog han som regel mere end glædeligt imod de slag som han blev tildelt, for han vidste, at det var fordi at han passede på hende, og det var ikke noget som han så nogen skidt ting i. Han nikkede blot til hende. Han forsøgte om ikke andet, så at se positivt på det hele, og så håbe, at det var nu at de for en gangs skyld, skulle være heldige, og mere end det som de havde været til nu i hvert fald. ”Vi kan kun håbe for en gangs skyld, at lykken vil tilsmile os.. Jeg tror ikke at slavehandleren vil lade mig overleve, hvis vi bliver sendt tilbage igen. De virker gode af sig begge to.. Jeg håber virkelig,” sagde han med en dæmpet stemme, som han roligt lagde armene om hende. Han ønskede hende tæt på sig, om det så betød, at han ville få ondt i ryggen, eller hvad det var, så var han ganske ligeglad med det. At hun lagde benene over hans, sagde han ikke noget, hvor han mere end glædeligt lod hende sidde i hans favn, for han kunne også godt lide at have hende siddende der. At de igen havde haft fingrene i hende, var noget som gjorde ham vred, også fordi at han denne gang, ikke havde været kendt med det, hvilket nok nærmest måtte være noget af det værste af det hele for hans vedkommende. Han rystede let på hovedet. ”Ingen respekt for det menneskelige.. Det er jeg virkelig ked af, kæreste,” sagde han med en dæmpet stemme, for det var faktisk noget som gjorde ham ked af det, at kende til. Han sukkede ganske dæmpet og rystede så igen på hovedet. Han hævede hånden og strøg den mod hendes kind. Selv var han tynd og temmelig spinkel, og uden nogen særlig muskulatur. Der var ikke rigtigt noget i ham, men så lang tid hun havde det fint med ham, som han var, så var han glad og tilfreds. ”De.. virkede lykkelige.. Jeg tror ikke at han er typen som ville gøre det. Jeg har intet set af tegn på det,” sagde han roligt. Måske en anelse usikkert, men han havde n sjov fornemmelse af, at det slet ikke var noget som hun skulle være bange for. Om ikke andet, så ville han hellere miste livet, for så at stå op for hende igen, og blive kylet ud og tilbage til slavehandleren, for han fandt sig bestemt ikke i det andet på nogen måde! Han førte roligt vandet over hendes skulder og arm, kun for at stryge hende der. Vandet var behageligt, og han kunne godt lide at sidde der. Han ville jo bare gerne passe på hende.

[Deleted]

Mirry sank let en klump i halsen der havde samlet sig igen, fordi hun havde den gråd som hun havde brug for at få ud, selvom hun for nu holdt igen. Det var kun blevet til den enkelte tårer der landede i vandet, for hun havde tvunget sig til at stoppe igen, for hun ville ikke sidde her og hulke igen. Alt for ofte skete det at hun græd i hans arme, og han stod som en stærk pæl for hende mens han selv kæmpede og det syntes hun ikke var fair for ham. Hun håbede de kunne blive heldige på et tidspunkt, men hun troede ikke rigtigt på det lige nu, det var hun alt for skeptisk til, for skindet bedragede. Hun vidste godt at de burde se positivt på det, men det var bare lidt svært i hendes tilstand lige nu. "H-hvis jeg skal sætte mit håb op… for et sted, så b-bliver det også her. Jeg håber, at dit håb er rigtigt," startede hun ud og så derefter chokeret på ham, over at han ville blive slået ihjel hvis de røg tilbage til den samme slavehandler; det måtte da ikke ske, hun kunne da ikke leve uden ham, han var alt hun havde. Hun så overrasket på ham og tårerne begyndte at falde, da det havde prikket hul i hendes indre behov for at græde. "V-vi må ikk-e blive se-endt tilbage så," endte hun med en grødet stemme og vaskede sine kinder med det varme vand, hvilket føltes lettere betryggende og tåredæmpende. Hun bed sig i læben mens hun sad helt ind til ham, mens hun sad og vaskede hans bryst og mave, for at gnubbe det beskidte af hans hud. Hun rystede bare let på hovedet af hans næste ord, for hun var efterhånden vand til at blive taget uden at skulle have et ord at sige… i det mindste havde hun lært at holde igen med at græde mens hun blev taget imod sin vilje, det kom først bagefter, eller måske slet ikke. Hun prøvede da i det mindste at være lidt stærk, selvom det var nemmest når hun stod i Joshuas arme. Uanset hvor tynd eller spinkel han var, så elskede hun ham bare lige som han var, for de var jo begge lige tynde og spinkle nu, for hun havde mistet alt sin muskulatur. "Jeg h-håber du har ret… Jeg vil sove i dine arme i nat," sagde hun blidt til ham. Hun nød at han hjalp med at vaske hende ligeså, for det var faktisk hyggeligt at side her med ham og bare nyde en stille stund sammen. Hun gik i gang med at vaske hans arm ligeså og derefter hans nakke. Da hun blev en smule i drillehumør, så tog hun noget vand i sine hænder og hældte det over hans hår, så det faldt ned over hans ansigt også og hun undslap et grin, som man ikke havde hørt i meget længe… men lige nu følte hun sig bare… fri.

[Deleted]

Joshua havde selv brug for nogen som var stærk for ham, men det var der ikke lige nu. Det var ikke ligefrem fordi at Mirry kunne være det, men hun havde været det for ham så mange gange tidligere, så han ville naturligvis gerne være stærk for hende, som det han var nu. Det skulle bare mangle. Han kyssede roligt hendes pande. Både Lestat og hans forlovede virkede til at være fornuftige, hvilket var noget som kun tegnede positivt for ham, og så virkede de også til at være temmelig glade for hinanden, hvilket for hans vedkommende, kun gjorde det hele værre. Joshua så desuden også hellere, at hun bare græd og fik det ud, end at hun ville gå med det indvendig. Han hævede hånden og strøg den over hendes kind. Han havde hørt slavehandlerne snakke om det, for de kom uanset ikke af med ham. ”Jeg tror vi får det godt her, min kære.. Det tror jeg slet ikke du skal være bange for nu,” sagde han med en dæmpet og ganske sigende mine. Det bekymrede ham uden tvivl at se hende på den måde, for han havde aldrig set hende så langt ude i torvene, at hun nærmest var så panisk, at hun ikke turde at gøre eller sige noget som helst, var ikke noget som han havde set før, og det var noget som uden tvivl også måtte bekymre ham noget så frygtelig voldsomt. Han lod hovedet søge på sned. Han kunne ikke klare fysisk hårdt og tungt arbejde i hans situation, som det var nu, og det var jo det, som folk vidste, og det var derfor han konstant blev sendt retur, selvom det næsten var noget som gjorde ondt værre for hans vedkommende. Det gjorde ham faktisk ked af det, at vide, at det var sådan at det gik for sig. Han smilede let, som han strøg vandet over hendes krop, og fulgte med hånden i et kærtegn efter for at vaske hende ren. Han var mild ved hende, men hun var jo så værdifuld for ham, og så skrøbelig i øjeblikket. ”Vi har fået en hel seng til vores rådighed. Og du ved, du er den eneste, som får lov til at sove i min favn,” sagde han med et let smil på læben. At hun så fandt modet til at begynde at drille ham, var noget som let fik ham selv til at grine. Det var uden tvivl forbandet rart, og det var noget som han jo.. et sted godt kunne lide. Han skulede let mod hende. ”Det der var ikke pænt gjort,” påpegede han morende, inden han fyldte sine store hænder med vand, da han foldede dem, som i en skål og hældte det ud over hovedet på hende, så selv hendes lange og fine hår kunne vaskes. Han strøg hånden derefter over hendes kind og med et let smil igen på læben. Han holdt jo forbandet meget af hende, og han ønskede at beskytte hende med alt hvad han kunne.

[Deleted]

Mirry havde det skidt med at skulle lade Joshua stå som den fulde støttepæl for hende, for hun ville jo gerne være der for ham også… men angsten stod bare for meget i hende når hun var blandt andre end ham, for hun gik helt i sort, fordi hun følte sig lænket og fanget. Med ham var hun fri og derfor kunne denne alene tid med ham også løsne lidt op for det hele, samt en hel nat i hans arme. Måske i morgen ville hun kunne sige en sætning mere til Fruen, hvis hun blev spurgt selvfølgelig, end at gå helt i sort; eller måske ville der gå et par dage, men hvis hun kunne få denne frihed sammen med Joshua, så fik hun faktisk troen på at det hele nok skulle gå. Hun modtog hans kys med lukkede øjne, hvorefter hun så på ham igen med sine blå øjne. Hun ville nok først bryde ordentligt sammen senere når de lå i sengen og det hele væltede op i hende. "Hvis du t-tror på det, kære… så gør jeg også," sagde hun dæmpet til ham, for det var rart at have ham ved sig, for han var den bedste i hendes liv. Hun vidste godt at han bekymrede sig om hende, for hun bekymrede sig om ham på samme måde, for det gjorde alt for ondt at se ham få piskeslag. Hun havde dog ikke set tjenestestaben gå rundt med en stiv ryg som Joshua, så de var vel ikke mærket af pisk, var de? Da tanken slog hende, så følte hun igen troen bliver en smule stærkere, selvom det stadigvæk var med skepsis, for hun turde slet ikke bare springe med begge ben, for så ville hun da klart ryge i et hul igen. Ingen af dem kunne klare fysisk hårdt arbejde, så hun håbede bare de kunne få noget andet her, så de ikke røg tilbage til slavehandleren. Hun gøs let over hans små kærtegn, som han vaskede hende, hvilket hun virkelig nød. De blev begge rene og det gjorde hende kun glad, for det var allerede bedre end alt andet, uanset om de så var købt og skulle arbejde for en anden. "Du er den eneste, jeg vil ligge hos… Jeg h-hader… at blive tvunget a-af en anden… mand" sagde hun stille, for hun følte sig altid virkelig beskidt når en anden havde taget hende og ja, følte sig nærmest ikke værdig til at være i Joshuas arme. Men i aften turde hun godt, for hun følte sig nu faktisk ren, fordi hans berøring føltes at rense det hele sammen med det varme vand. Hun smilede uskyldigt til ham og trak på skuldrene, hvor det var rart at høre hans morende stemme. Hun betragtede vandet i hans hænder og kneb øjnene sammen på forhånd, da han lod vandet falde ned over hendes hår; der var dog ikke nok til at gøre alt hendes lyse hår vådt, men det blev da lidt vådt uanset. Hun smilede til ham ved hans berøring af hendes kind og hun strøg gengældende hans kind ligeså. "Jeg stiger op nu kære… men vil du vaske mit hår helt inden vi forlader badeværelset?" spurgte hun blidt og kyssede hans pande, inden hun plaskede lidt vand op på ham. Hun rejste sig op og kravlede ud over kanten, inden hun kom ned at sidde på sin ene side på gulvet og lagde hovedet ind over karet, så det yderste af hendes hår gled ned gennem vandet - så måtte han hælde vandet oppefra hendes hårgrænse og lade det rende ned over hendes hår, så det hele blev vådt og rent.

[Deleted]

Det kunne godt være, at det var Joshuas hoved, som spillede ham et puds, men han var temmelig sikker på, at han så tjenestestaben smile til Jacqueline og Lestat, og hilste og snakket til dem på denne måde, som.. var de glade for at være her. Tungen strøg han let over sine læber. Han var nu alligevel sikker på at det hele nok skule gå. En underlig fornemmelse måske, men så lang tid de havde hinanden, så kunne det vel heller aldrig gå helt galt? Han sendte hende et stille smil og nikkede så. ”Jeg ved det.. Jeg har bare på fornemmelsen, at det er her, vi skal få det godt,” sagde han med en sigende stemme. Om hun ville bryde sammen når de kom op på værelset, vidste han ikke, men han ville tage imod det, og han ville hjælpe hende. I hans øjne, så var det ikke nogen skam at græde, og få det ud. Hellere det, end at sidde inde med det, for det var slet ikke noget, som man kunne bruge til noget som helst i den anden ende. Han sendte hende et stille smil. Han ville hellere se hende glad, end hvad han ville se hende som det modsatte, for det var slet ikke noget som han kunne lide. Slet ikke! ”Så lang tid jeg kan, så ønsker jeg at ligge og passe på dig. Jeg kan ikke lide, at de andre skal tage sådan fat i dig, Mirry.. Du fortjener bedre end det. Jeg.. føler vel bare lidt, at det er min skyld,” sagde han dæmpet.
At de pludselig godt kunne drille hinanden, var slet ikke noget som Joshua havde noget imod, for det var faktisk rart, at man også kunne være sådan her overfor hinanden. Han grinede let, inden han strøg en hånd igennem håret, for at få vandet væk fra øjnene. Han endte dog med at nikke til hendes ord. Naturligvis ville han hjælpe hende med hårvasken. Selv følte han sig mere ren nu, end det som han havde gjort igennem rigtig lang tid, selvom det nu heller ikke var noget som man kunne sige noget til som sådan. Han smilede let for sig selv, og tog omkring det lange hår, inden han glædeligt fik det gennemvædet af vand og vredet det ud igen, så det var til at have med at gøre. ”Lad os komme i tøjet og få noget at spise.. Jeg er spændt på, om det er rester, som sidst,” sagde han. Han tog fat om karets kant, inden han tvang sig op at stå. Han slap et mindre gisp. Det var en smertefuld proces nok i sig selv, at komme op! Han bed sig svagt i læben og trådte ud af karet og gik hen for at gribe om et håndklæde, som han tørrede sig med, inden han svøbte det om livet. For nu, så virkede det jo næsten til at selv slaverne havde et liv i luksus her. I hvert fald i forhold til hvad han var vant til.

[Deleted]

Staben her var anderledes, og tjenestefolkene reagerede anderledes overfor Lestat og Jacqueline, det var også noget som Mirry havde bidt sig mærke i… men hun vidste ikke om det var indbildning fordi hun ønskede at det her skulle være stedet, de fik det godt, eller om det var virkelighed og at de faktisk ville få det godt. Uanset hvad så skulle der meget tro til før hun kunne sige sig at komme over sin frygt og skepsis omkring det hele, men hun håbede det ville lykkes for dem, at finde et sted de var trygge. "Jeg tror på dig… du har en god fornemmelse omkring de fleste ting," sagde hun til ham med et let bestemt nik, for hvis han kunne være optimistisk skulle hun nok prøve at støtte ham i det projekt, selvom der var risiko for at hun kunne gå i sort igen i morgen når hun ikke kunne stå i hans arme og være trygge. Lige nu var der mange blandede følelser i hende, for hun følte både for at græde i hans arme, men også for at smile til ham og være lidt glad for det spinkle håb de havde sammen nu og kunne holde fast i. "Du gør mig virkelig tryg, Joshua kære. Intet er din skyld, for du er den eneste der gør mig tryg, selv lige bagefter det er sket." Hun mente sine ord, for selv lige når en mand havde haft fat i hende og kylet hende væk igen, så søgte hun altid først og fremmest til Joshua, selvom han også var af det mandlige køn, men han var den eneste der kunne berolige hende og den eneste hun ønskede at være hos. Den eneste hun følte at kunne alt med… så nu hvor hun følte sig fri, ville hun også gerne drille ham en lille smule. Hun smilede let som han fik vædet hendes hår igennem og selv vred det, hvor hun trak det våde hår til sig og lagde over skulderen, hvor de lå i en nærmere klump. Hun skubbede sig op at stå lettere smertende, hvor hun selv bed sig i læben da han kom op med et gisp. "Ja l-lad os det," endte hun med et stille nik og pustede let ud over et suk, hun igen havde sluppet. Hun gik hen og tog et håndklæde, som hun selv tørrede sig med og svøbte omkring kroppen, for de skulle jo lige et par døre og så finde ud af, hvad deres nye tøj var for noget. Hun tog et mindre håndklæde og slyngede omkring hendes hår, inden hun gik hen til døren og låste den op igen og skubbede den op, så de kunne komme ud. Hun nåede hurtigt deres værelse sammen med ham og gik ind, hvor hun lod ham lukke døren efter dem. Hun så det reneste og flotteste tøj længe set ligge på sengen; det samme tøj som Ilyana havde haft på, hvilket var flot i forhold til hvad hun plejede, for dette tjenestetøj var ikke sådan lige til at bryde igennem. Hun kom i det, mens hun nød at det faktisk duftede frisk… hun havde i længe ikke følt sig så ren. Håndklæderne smed hun fra sig, efter hun havde givet hendes hår en gnubbetur for at tørre det lidt og ellers gik hun i gang med at rede det lidt ud med fingrene. "Jeg kan ikke huske sidst… jeg følte mig så… så ren," endte hun dæmpet til ham og så mod ham.

[Deleted]

Alt her virkede anderledes, end hvad de var vant til. Joshua håbede kun inderligt, at det var fordi at han havde ret, og ikke fordi at det var noget han så desperat ønskede at se, at han faktisk… så det. Han vendte blikket mod hende. De havde brug for et sted hvor de kunne føle sig trygge. Det var ikke fordi at han havde noget imod at arbejde for tingene, for det var faktisk noget som han havde det fint med, men at folk skulle køre så hårdt på dem, at de faktisk knækkede sammen, var bestemt heller ikke noget som der kom noget godt ud af. Han vendte blikket stille mod hende og nikkede så. ”I så fald, så håber jeg virkelig, at jeg har ret denne gang,” sagde han med en dæmpet stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke i den anden ende. Han vaskede hendes hår og vred det op, så det var til at gøre noget med, inden han selv kæmpede sig ud af badet, selvom det var hårdt. Han var stiv i ryggen, og følte ikke rigtigt for at kunne bevæge sig. Han havde fået mange slag i tidens løb, så hans ryg var præget af temmelig mange ar, selvom det nu heller ikke just var noget som man kunne sige noget til i den anden ende. ”Jeg er kun glad for, at du stoler så meget på mig, til at jeg kan trøste dig efter det er sket, kæreste. Jeg ønsker ikke, at der skal ske dig noget, og så lang tid, jeg kan få dig til ro igen, så er jeg glad,” fortalte han med en ærlig stemme, inden han søgte med hende tilbage til værelset.
På sengen lå deres nye tøj. Det første som han havde regnet med, også fordi at det var ren og sær vane, var jo at det var noget gammelt noget, men det som han så var en flot beklædning. Nærmest lignende noget uniform. Han bed sig let i læben og tog fat om det, kun for at komme i det. Han var ganske vidst spinkel, og det kunne ses, men det at komme i sådan en beklædning! ”Jeg… tror ikke jeg har været så ren siden vi var børn,” sagde han med en dæmpet stemme. Han vendte blikket mod hende endnu en gang og med et smil. Han tog roligt omkring hendes slanke talje, og førte hende med sig. ”…. Ved du hvor kammeret hvor vi skal spise er?” spurgte han med en sigende mine. Det havde de da ikke lige fundet ud af, hvor var.

[Deleted]

Mirry var meget på vagt overfor hvordan det føltes, fordi hun vidste jo ikke om hendes svage psyke bare spillede hende et pus, fordi hun havde et brændende ønske om at de skulle ende et sted hvor de kunne få det godt. Et sted hvor hun ikke blev taget mod sin vilje og han ikke fik piskeslag, så han gik så stiv rundt, for hans ryg var jo arret en masse i forvejen. Hun håbede bare at hans fornemmelse var korrekt og at de faktisk kunne blive trygge her, selvom det ville tage hende frygtelig langt tid at stole på Lestat og Jacqueline - hvis hun nogensinde kom til at stole på dem, for hun havde aldrig stolet på andre end Joshua, helt fra barnsben af. Hun ville dog gerne arbejde for dem og gøre sit for at få det godt, hvis de så bare lod vær med at gøre dem ondt og gøre umenneskelige ting, så de blev kørt helt ned psykisk begge to. Hun ønskede at komme sig igen og få sin styrke tilbage, men det var svært i den evige modgang de mødte efter at være blevet kastet helt ned på bunden af alle hierarki rangeringer; slavemarkedet. "D-det gør jeg også," sagde hun forsigtigt, for det ønskede hun brændende at han havde, men det ville tiden vel vise dem, ikke? Hun vidste bare at hvis hun mistede ham, så ville hun ikke leve videre, for hun ville aldrig kunne stole på andre end ham. Hun var bekymret over hans ryg, for han var jo helt stiv i kroppen og kæmpede med at komme op af karet bare. "Du er den eneste jeg stoler på, min kære. Du kan trøste mig i alle øjeblikke, og gøre mig ligeså glad på den anden side." Hun sendte ham et stille smil og slog kort blikket i gulvet, inden hun gik med ham tilbage mod værelset.
Det at deres tøj faktisk var helt nyt og aldrig brugt, var noget som hun tydeligt kunne se på det og det var en overraskelse uden lige. Det dækkede hendes ryg, mave, bryst og hofter og så nåede den lette stuepige kjole hende ned under knæene; dertil kom et par strømper med strømpeholdere omkring lårene, samt at der lå et par skindsko i lidt forskellige størrelser, hvor hun fandt et par der passede. Der lå det samme til ham. "Dette er det nyeste tøj… jeg… jeg nogensinde har, ja, ejet…" endte hun stille til ham og sendte ham et blik efterfulgt af et gengældende smil. Hun lagde en arm omkring hans lænd, mens han holdt om hendes talje og gik med ham ud af værelset. Hun så tænksomt op på ham og gik ned langs gangen, hvor der på den modsatte side af hvor de havde deres værelse, var en større åbning i væggen fremfor en dør. Hun kunne se et langt bor og Ilyana der sad der sammen med den resterende stabel. "Der?" spurgte hun med et sigende smil og klappede ham let på brystet med den hånd, der ikke holdt om hans ryg og hun grinte let drilsk til ham. Hun gik igennem ind til spiserummet, hvor bordet var dækket med hele, friske brød, en skål grød til hver plads og et glas med noget at drikke, som hun ikke vidste hvad var. Hun gik hen til to frie pladser, hvor hun satte sig ned og kunne havde ham med sig ved siden af. For enden af bordet i modsatte ende af hvor de sad, der sad der en mand i en lidt flottere uniform, så han måtte vel være et slags overhoved, under Lestat og over staben? Der blev ikke sagt så meget andet end 'værsgo' og hun gik forsigtigt i gang med at spise af grøden, der faktisk var varm og ikke daggammel.

[Deleted]

Joshua håbede og bad virkelig til, at det var her de skulle finde den tryghed, som ikke havde været dem en mulighed på noget andet sted. Foreløbig tegnede det godt. Lestat og Jacqueline virkede søde nok, men det kunne jo være spil fra galleriet, for det var jo trods alt aldrig til at vide. Han ønskede nu alligevel at være den som kunne trøste hende. Lestat virkede nu også glad for Jacqueline, og naturligvis håbede han da på at det havde noget at gøre med at han ikke ville tvinge hende med sig til sengs, når han havde en ellers smuk forlovede ved sin side. Han sendte hende et stille smil og nikkede så. ”Om ikke andet, så er det et mål for mig, at sørge for, at vi har hinanden.” Han ønskede selvfølgelig ikke at miste livet, for han vidste, at det var det som ville ske, hvis de endte med at blive sendt retur, og det var ikke ligefrem det som han kunne prale med, at ville ønske, for det gjorde han på ingen måde! Hendes ord, var noget som uden tvivl varmede ham, og det var virkelig, virkelig rart at vide, at det var den virkning som han havde på hende. ”Altid vil jeg være din trygge havn, min kære, og det er noget som du skal vide. Det er et løfte, som jeg kan give dig,” sagde han endeligt, idet han roligt søgte af sted med hende, for at finde deres soveværelse igen.
At komme i noget rent og nyt tøj, kunne Joshua slet ikke huske, at han nogensinde havde oplevet, og det var virkelig en underlig, men utrolig dejlig fornemmelse, det var der slet ikke nogen tvivl om i det hele taget. Han kom i tøjet. En skjorte og et par mørke bukser, også selvom det var svært nok for ham at få på, så klarede han det trods alt af den grund, og det var han faktisk glad for. ”Jamen, det er jo.. helt nyt,” sagde han dæmpet. Han kunne slet ikke huske, at han nogensinde havde ejet noget lignende af dette. Han vendte sig mod hende. Det klædte hende faktisk. At være ren og få noget nyt tøj på, var virkelig en fantastisk fornemmelse. Han fulgte med hende ud af deres soveværelse og ned mod spisekammeret, for det så da ud som om at det var noget som hun havde styr på. De andre sad tydeligt og ventede på dem, hvilket næsten gav ham en ringe samvittighed over at have trukket tiden sådan ud, for det havde jo slet ikke været meningen. Han nikkede som hilsen til de andre, som ikke tog synderlig meget notits af dem. Som de fik lov til at spise, begyndte Joshua, så pænt som han nu kunne. Det nye tøj, skulle jo heller ikke ende med at blive snavset. Den var varm og nylavet, hvilket han heller ikke var vant til, så han var måske lidt mere ivrig efter at få noget indenbords, end hvad han havde været til nu. Det var virkelig godt!

[Deleted]

Mirry kunne sammen med Joshua kun håbe og tro, for hun havde kun én hun kunne håbe og tro med og det var Joshua; for hende havde der aldrig eksisteret andre, for end ikke en Gud var noget for hende, for det troede hun slet ikke på… for hvorfor skulle hun så have sådan en modgang i livet? Der var ingen der kunne komme og bilde hende ind at det var Guds vilje, for det nægtede hun simpelthen at tro på, så hun satte sin lid til Joshua fremfor det andet. Indtil videre så håbede hun dog bare at lykken ville tilsmile dem for en gangs skyld fremfor den ekstremt hårde modgang de havde oplevet siden de var børn, og så lade dem være endt et godt sted; hun håbede han havde ret angående Lestat, for hun ønskede bestemt ikke at ligge i hans arme i nat… men han havde set med kærlighed på Jacqueline, sin forlovede, så mon ikke at han faktisk var en mand med lidt mere anstændighed fremfor de svin hun havde haft at gøre med? Udover Joshua selvfølgelig, han var en rigtig mand i hendes øjne. "Det glæder mig kæreste, jeg vil kun have dig," sagde hun blidt til ham og smilede til ham, mens de for nu bare kunne gå rundt og håbe på at han blev her hos hende… at de begge blev her, og ikke blev sendt tilbage, for hun ville hellere være her og så miste sine håb på gulvet overfor Lestat og Jacqueline, fremfor at miste Joshua til døden, for så havde hun intet at leve for! Hun kiggede på ham med en kærlighed der skinnede igennem, for det var ægte for hende at være med ham, det havde vist altid bare været ment at skulle være dem, uanset om det så var en mørk sol der skinnede på dem. "Så er det godt jeg valgte at sejle ind i dig," sagde hun med et let grin og prikkede ham i brystet, for hun kunne om ikke andet bare være fri og more sig med ham for et øjeblik hvilket var rart. Hun måtte indrømme at han faktisk så godt ud i det nye og rene tøj, for det klædte selv ham bedre end det andet slaveagtige tøj, for nu havde han da i det mindste en uniform at have på… det havde hun også, og det var rart selv med nye sko, for hun vidste faktisk ikke om hun nogensinde havde haft et par sko. "Nemlig," sagde hun til ham med et stille smil, som de kom ind og satte sig ned til natmaden, inden at hele staben vel ville gå i seng, hvoraf at hun, Joshua og Ilyana måtte sove indtil de vågnede næsten morgen, hvoraf de andre skulle op tidligt og i gang med deres pligter. De andre virkede på en måde hævede over dem, på nær Ilyana der sendte dem et smil, men hun lod det bare være sådan, for dette var indtil videre bedre end andre steder. Hun spiste pænt, men alligevel hurtigt, fordi det smagte jo faktisk godt for en gangs skyld og hun fik hurtigt tømt sin skål samt kørt en skive brød ned. Da de var færdige så sagde overhovedet at alle måtte gå i seng og folk rejste sig, så hun gjorde det samme. Hun tog Joshuas hånd og førte ham tilbage til deres værelse, hvor hun lukkede og låste døren, så de igen kunne have deres privatliv natten igennem. Hun sendte ham et stille smil og gik hen til ham, hvor hun lagde hænderne mod hans bryst og så op på ham. "Du er fantastisk," hviskede hun blidt til ham og så på ham med et glimt i øje, der ikke var set længe; oprigtig glæde.

[Deleted]

Joshua håbede virkelig, at der nu ville komme ro på tingene igen, for det var noget som de uden tvivl godt kunne bruge begge to, så det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. For en gangs skyld, så måtte lykken godt tilsmile dem. Han betragtede dem allerede som et par, selvom de nok aldrig kom videre end det, men det var skam også noget som han havde det ganske fint med, for han havde hende ved sig, og det var uden tvivl det bedste af det hele. Han kyssede let hendes pande, og med et stille smil på læben. ”Og jeg vil også kun have dig. Nu har vi haft hinanden siden vi var helt små.. Og jeg ønsker ikke, at det skal være anderledes,” påpegede han med et stille smil på læben. Han kunne faktisk godt lide det, og det at se hende smile igen, var faktisk rart. Han håbede bare, at det var et sted, hvor de kom til at arbejde let, for det fysisk hårde, var han slet ikke i stand til at gøre endnu, og så lang tid Lestat ville holde sine fingre væk fra Mirry, så var han uden tvivl også den som var mest tilfreds med det hele, ingen tvivl om det! Han rystede smilende på hovedet, for han kunne jo heller ikke lade være. For nu tillod han sig selv at more sig og slappe af, og bare få noget mad indenbords. ”Jeg er glad for det,” sagde han med en ærlig stemme. Han.. elskede hende, og det havde han gjort i mange år nu, og det var også nu at han var gammel nok til at forstå det, og det var jo alt sammen en glædelig tanke. Han smilede let for sig selv og fik endelig maden kørt ind og i maven, for det var rart med noget mad, som faktisk var godt for en gangs skyld, og ikke noget gammelt noget, eller rester, som de var vant til at få, hvis de i det hele taget fik noget.
Som de fik lov til at rejse sig, så rejste Joshua sig roligt. For nu, så virkede det ikke som en stab, som var meget for at snakke, hvilket som for nu, var noget som passede ham selv ganske fint i længden. Han tog hendes hånd og fulgtes med hende tilbage til deres værelse. Deres værelse! Han lod hende låse døren, inden han vendte sig mod hende. Så langt, så det jo faktisk ud som om at.. de kom til at få det rigtig godt her. Han lagde begge armene omkring hende. At rende rundt i tøj, rent og nyt og endda et par sko, havde de ikke gjort siden børnehjemmet, for Marius havde jo passet godt på dem dengang. ”Så lang tid det er den mening du har om mig, så er jeg glad,” sagde han med et let morende smil på læben, for han kunne jo ikke lade være. Han kyssede hendes pande, inden han roligt trak hende med sig hen til sengen. Han havde brug for at komme lidt ned at ligge nu.

[Deleted]

Mirry følte en ro i sin krop som hun ikke længe havde følt, og derfor gjorde det det også en smule nemmere at tro på sig selv og tro sammen med Joshua på, at det hele skulle blive godt her begge to, for de havde begge brug for det. De var begge to underernærede, tynde, vejede ingenting og havde heller ikke rigtige fysiske kræfter. Derfor ville det være godt hvis de kunne få let arbejde, for det fysisk hårde arbejde kunne de jo ikke engang klare en hel dag, så et sted håbede hun at Lestat eller Jacqueline havde kunnet se de var så tynde og derfor skulle have et andet slags job end nogle af de andre. Hun tog imod hans kys på panden, hvilket bragte hende et lille smil på hendes læber. Det varmede hende at han også kun ville have hende, for hvis hun ikke havde ham, så ville hun slet ikke have nogen, for hun kom jo nok aldrig til at åbne op for andre end ham. "Det gør jeg heller ikke," sagde hun dæmpet til ham, for hun ville bare have at de skulle være sammen, for det var den eneste måde hun kunne finde glæde i livet. Hun puffede let hendes hår om på ryggen, for det var jo faktisk langt og flot lyst om ikke andet. Maden var god for en gangs skyld, så mere kunne hun jo faktisk heller ikke bede om, med både et bad, rent tøj, et par sko og så et så godt måltid, som hun så det var.
Grunden til hun låste døren da de kom ned, var fordi hun kunne og på den måde ville hun være mere sikker i nat, fordi så var der vel ikke nogen der kunne komme ind, vel? Hun elskede jo virkeligt Joshua, selvom de vel egentligt aldrig direkte havde fortalt hinanden det på en kærlighedsagtig måde… de havde vel bare altid opført sig som et par… hun så dem som et par, og det gjorde de fleste også der så dem; selv Lestat, for ellers havde han vel ikke valgt at skænke dem et fælles værelse? Et værelse de kunne kalde deres eget faktisk, hvilket faktisk var en befrielse. Hun mødte hans øjne og nikkede let med en rød farve i kinderne, som hun lukkede øjnene ved hans kys i hendes pande. Hun skænkede hans hage et kys, for han var jo faktisk en del højere end hende om ikke andet, selvom de så faktisk var nærmest lige tynde og ranglede. "Så kan du være evigt glad," sagde hun dæmpet og fulgte med hen til sengen, der så ganske indbydende ud om ikke andet! Hun tog sig yderst lag af tøj af igen indtil underkjolen, hvilket også var en underlig fornemmelse for hende, for hun havde længe kun haft en kjole og så været fuldkommen bar indenunder. Hun tog også sine sko af igen og fik det lagt så pænt sammen som muligt for enden af sengen på gulvet, inden hun kravlede op på sengen og trak dynen op, så hun kunne kravle under. Hun så hen på ham med sine store blå øjne og smilede sødt, for lige nu havde hun faktisk ingen bekymringer for natten, hvilket var lettende! "Kom," hviskede hun blidt og klappede ved siden af sig på sengen med sin hånd.

[Deleted]

Det glædede virkelig Joshua, at de i det mindste havde hinanden. Han kunne slet tikke forestille sig et liv, hvor han slet ikke ville have hende, og den tanke i sig selv, var nærmest noget som måtte skræmme ham. Nu havde de haft hinanden så længe, og nu hvor de stod her i en slaves tilstand, så havde de endnu hinanden, og det var i det mindste sådan at han ville have det. Han ville næsten være ligeglad med hvor de ville være, bare de havde hinanden. Hun var det kæreste i hans liv, og de opførte sig vel.. som et par? Selvom han ikke rigtigt vidste hvad det involverede, men det var nu heller ikke noget som han kunne gøre noget ved nu. Han ville bare gerne passe på hende, og sikre sig, at hun havde det godt, for det virkede da også til at hun havde det bedre nu. ”Du gør mig kun glad,” sagde han med et stille smil på læben, for han kunne da slet ikke lade være! Maden smagte godt, de havde fået nyt tøj, og endda et ordentligt værelse, hvilket var mere end hvad man kunne sige, at de havde fået fra tidligere, og det var noget som passede ham ganske fint, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt.
Nu hvor de var tilbage på værelset igen, så følte Joshua for alvor, at han kunne slappe af, og det var uden tvivl også umådelig tiltrængt. Han sendte hende et smil og kyssede hendes pande. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være. Han nød at stå der med hende i armene, og det faktum, at de faktisk kunne låse døren, selvom han ikke vidste, om det var noget som de havde lov til, men hvis det var noget som gjorde Mirry tryg, så måtte de jo tage konsekvenserne derefter, for han påtog sig gerne, at han havde låst den, hvis det beskyttede hende! ”Så er jeg gerne det,” sagde han med en ærlig stemme, for det var heller ikke ligefrem fordi at det var nogen løgn. Han trak sig mere end gerne hen til sengen, hvor han krøb op i den, også selvom han var temmelig stiv i ryggen, så lagde han sig i stedet for, om på siden, som han gjorde hver aften, så han kunne have hende i sine arme. Han begyndte at bakse tøjet af igen, inden han lagde det fint – han forsøgte det om ikke anet. Han lagde sig under dynen, hvor armen gled omkring hende, så hun kunne komme ordentlig og tæt ind mod ham, for der kunne han godt lide, at hun lå. ”Lad os få noget søvn.. Så må vi se, hvad de vil have os til at lave fremover,” sagde han med en rolig stemme og med et let smil. Han havde faktisk en god mavefornemmelse omkring det her.

[Deleted]

Selvom Mirry slet ikke forstod den direkte dybere og kærlige mening i de ord som de delte, så lå det hende efterhånden bare naturligt at sige sådan til ham. Hun så dem som et par, hvilket i hendes øjne betød at hun ikke skulle sige disse små komplimenterende ord til andre end ham, og at det kun var hans favn hun frivilligt ville ligge i og blive tryg i; dybere forstod hun ikke meningen i et forhold, hvad det indebar eller hvordan det hele skulle gribes an, for ingen havde nogensinde forklaret hende det. Men bare hun havde ham, så var alt godt i hendes øjne, uanset om de så direkte stod med titlen slaver på sig. Hun sendte ham et stille smil som han nævnte at hun gjorde ham glad, for han gjorde bestemt også hende glad, det var der slet ingen tvivl om! Han gjorde hende glad og fri helt i det inderste og hun kunne jo kun forklare ham hvordan hun følte med dem, hvilket vel var sådan de også hang sammen og ligesom valgte at havde de hinanden, var det hele nok. Sengen var direkte tiltrængt, for den så god ud sammenlignet med de forhold de havde haft de andre steder, hvor de havde sovet på gulvet eller i stalden, medmindre hun havde været tvunget til at blive i sengen hos den mand der havde taget hende imod sin vilje; de mest skrækkelige nætter af dem alle. Derfor tog hun nu også chancen og låste døren, så de skulle bryde ind for at kunne nå hende, så for nu følte hun sig sikker og kunne nyde en nat i en seng i Joshuas arme. Hun så på ham med sine strålende blå øjne, fordi der lige nu var frigjort en glæde i hendes krop som kunne komme frem til ham, hvilket hun var virkelig glad for. Hun lod ham bakse tøjet af, mens hun let fik sig lagt godt ned på ryggen, inden at de begge lå under dynen. Hun mærkede hans arm omkring hende, hvilket var en fantastisk følelse og hun krøb ind i hans favn, med hovedet hvilende på hans arm, mens hun også lå på siden, med ryggen imod ham. Det var betryggende når hendes ryg lå mod hans bryst, fordi så kunne de ligge helt tæt i ske. "Ja..." sagde hun dæmpet i en hvisken, der allerede var tegn på at hun faktisk var nærmest halvt faldet i søvn, for hun var udmattet. Hurtigt gled øjnene i for at blive i for natten, og hun sov godt i hans arme hele natten

//Asleep

[Deleted]

Så lang tid de havde hinanden, så var Joshua faktisk glad. Lige hvad det egentlig betød, vidste han ikke, men han forsøgte da o m ikke andet, at finde ud af det. Han vidste at de ord, som han skænkede hende, ikke var noget som han ville skænke alle og enhver, og det var slet ikke noget som han ville skænke til andre. Han fik endelig bakset tøjet af, og lagt sig ned ved siden af hende i sengen, hvor han faktisk følte det godt og trygt. De havde låst døren, de havde hinanden, og han havde en sjov følelse af, at de nok skulle komme til at trives rigtig godt her, hvilket var noget som faktisk passede ham selv ganske fantastisk, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han smilede let for sig selv, som hun lagde sig ind mod ham, hvor han lod armen lægge sig om hendes mave. Han beskyttede hende, og det var noget som han agtet at gøre, til den dag, hvor han ville ende i graven, selvom der forhåbentlig stadig måtte være rigtig mange år endnu, før det ville ende med at ske! Han kyssede roligt hendes skulder, inden han lagde sig godt til rette ved siden af hende og trak dynen godt op over dem. Selv dynen var jo ordentlig, og det var noget som han uden tvivl godt kunne lide. Det var uden tvivl en form for tryghed, som de ikke havde haft nogen andre steder. Han sukkede dæmpet. ”Sov godt, kæreste,” hviskede han roligt og tæt ved hendes øre, inden han let trykkede hende ind mod sig. At ligge der i en forholdsvis stor seng med rigelig plads, og så at vide, at de kunne sove til de stod op igen, var en virkelig fantastisk fornemmelse for ham, og det var noget som han virkelig godt kunne lide. Det tog dog heller ikke særlig lang tid, inden han selv måtte give efter for smerten i hans ryg, og give efter for søvnen som han virkelig havde så desperat brug for. Velvidende om at de var der for sig selv, og de havde hinanden, så tog det ham ikke mange minutter at glide hen i den tunge og ellers så tiltrængte søvn.

//Out