Welcome

[Lestat De Lochér]

Det gik forholdsvist hurtigt at komme hjem med de to unge mennesker på en hest ved siden af, så Lestat var kun glad for sin realistiske indstilling til, at han havde taget en ekstra hest med til dem, for det ville have taget alt for lang tid at gå den lange vej fra Dvasias og tilbage til Peula. Det store mansion viste sig for dem, hvor at han stoppede op udenfor hovedindgangen og hoppede af hesten, inden han gik hen og bandt deres reb fri af sadlen, inden han gav slip og trådte lidt til siden. "Kom ned," sagde han med en mere rolig stemme end hvad han havde brugt overfor dem i Dvasias, og han trådte et skridt væk fra hesten. Der kom en tjenestedreng hen mod dem for at tage hestene væk, da de var kommet af hesten og han pegede mod døren. "Det er den vej," sagde han videre til dem og lod dem gå forrest, inden han selv gik efter dem hen mod døren, der lige på slaget ved anden trappe blev åbnet af en tjenestepige, og han lod dem gå ind og ham selv efter. Han så roligt rundt i hallen, for mansionet havde de efterhånden gjort personligt sammen, for de havde gennemgået alle rum sammen, snakket om hvad der kunne ske ellers… og vigtigst af alt var hele hjemmet nu lyst, fordi han jo selv kunne bevæge sig ude på den tid. "Vil du bringe Jacqueline?" spurgte han henvendt til tjenestepigen, der havde åbnet døren og hun nikkede kort inden hun gik af sted, for tjenestestaben havde det godt her sammen med dem. Han vendte sig mod drengen og pigen, som han havde taget med sig fra Dvasias og sendte dem et medfølende smil, selvom han dog var forsigtig med dem; for de stolede sikkert ikke på ham, for han havde jo købt dem som andre vel havde haft købt dem før? "Jeg er Lestat De Lochér… Og I kan passende tiltale mig Hr. eller Hr. Lochér," sagde han og nikkede let, for selvom han havde svært ved det endnu, så var han og Jacqueline enige om, at der skulle være et skel mellem staben og dem, selvom de nok var mere blide omkring deres stab end andre store hjem.

[Deleted]

Jacqueline havde ladet Lestat søge ud på aftenen. Huset var langt mindre præget af Giovanni nu, og hun var uden tvivl kommet på bedringens gode vej. Med ringen på sin finger, og ham ved sin side, så følte hun en styrke, som hun ikke havde følt igennem rigtig mange år, og det var uden tvivl en stor befrielse for hende, at hun kunne slappe af, og bare.. være sig selv, på den måde, som hun nu var det. Hun sad i øjeblikket oppe i deres store fælles soveværelse foran sit sminkespejl. Ja, hun havde altid været et luksusdyr, men visse goder kunne man bare ikke lægge fra sig, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Håret hang for denne aften ganske løst, hvilket bestemt heller ikke var noget som hun gjorde normalt. Selv hun ønskede at gøre noget ekstra ud af sig selv, og vise Lestat, hvordan det så ud, når hun gjorde det, for det havde hun jo heller ikke ligefrem gjort i mange år. Nu så godt, så lignede hun sig selv, efter hun havde fået appetitten igen, og smilet på læberne. Selv her i Imandra og Peula, var det muligt for selv en dæmon at finde en glæde og lykke, hvilket hun naturligvis var frygtelig, frygtelig glad for.
Tjenestepigen kom op og meddelte hende, at Herren i huset var hjemvendt, hvilket fik hende til at lægge hårbørsten fra sig. Håret gik hende langt ned på ryggen, så hun skubbede det derom, så det hele ikke lå foran. Hun rejste sig op. Hun kunne selv gå sin forlovede i møde. Selv den tanke, var noget som hun virkelig godt kunne lide, for han gjorde hende intet andet end frygtelig glad og.. lykkelig. Næsten lettet, over at det også var noget som hun skulle have lov til at opleve, så var det jo uden tvivl noget af det bedste af det hele. Hun tog den lange tur ned af de store trapper, for at komme ned i den halvstore forhal. Hun bar en mørk kjole som slangede sig om hendes nu så slanke krop. Hun var ikke længere tynd eller noget lignende, og hun havde fået fedt på kroppen igen, så det igen var blevet pænt. Hun gik ham roligt i møde, hvor hun lagde hånden mod hans skulder og kyssede hans læber. ”Du er hjemvendt hurtigere end hvad jeg regnede med, min kære,” sagde hun roligt, idet hun vendte sig mod de to individer som han havde fået med sig hjem. På ingen måder noget som Giovanni ville have valgt, men han havde vel sine grunde. De var møgbeskidte, lignede noget katten havde slæbt med ind, små og udsultede individer. For hende var det lidt svært, men hun stolede blindt på Lestat i hans valg af tjenestestab. Selv hun nægtede at kalde det for slavehold.

[Deleted]

Det havde føltes som en lang tur på hesten, specielt fordi Mirry i forvejen var øm mellem benene af det længere varende misbrug i at være slave, så det var ikke ligefrem en behagelig tur. Men hun bed det hårdt i sig, for hun ville ikke sidde og græde snot på en hest, og hun ville ikke lade Joshua høre hende græde heller, for han havde vel mindst ligeså ondt på sin krop. Hun havde dog siddet i hans favn hele vejen og bedre kunne det heller ikke siges at være for hendes vedkommende, når hun tog alt i betragtning over den sidste lange tid. Hun var dog stadigvæk spændt på hvad der ville ske når de kom frem, for hun frygtede direkte det værste, for hvad var der ellers at håbe for? Da hesten stoppede, så så hun på den store Herregård og blev straks mere frygtsom, for de store steder var næsten altid de værste, af hvad hun havde hørt andre slavepiger snakke om i krogene. Hun lod Joshua gå ned ad hesten først og derefter kom hun ned, hvorefter hun mistroisk begyndte at gå foran sammen med Joshua hen mod døren, hvor hun trådte ind sammen med ham i den store hal hvor hun kort måbede, inden hun slog blikket i gulvet. Hun turde slet ikke se op, i frygt for at møde sin nye herres blik, for alle mænd de havde været hos, var nogle svin mildt sagt. "J-javel Hr. Lochér," sagde hun med en dæmpet stemme og tog Joshuas hånd i sin, hvor hun flettede fingrene sammen. Hun knugede sig ind til hans side, bange for at blive ført fra ham alt for tidligt. Da hun hørte skridt af mere kvindelige karakter, så kom hun til at kigge op hen mod den smukke kvinde der kom gående i den mørke kjole og hun så hurtigt væk igen, da kvinden hurtigt var hende ved Lestats side. Hun havde snart lyst til at sætte sig ned og græde, men gjorde det dog ikke, hun bed det hårdt i sig.

[Deleted]

Joshua havde det bestemt heller ikke særlig godt, men han sagde ikke noget til de. De var blevet solgt mange gange, men var altid endt tilbage på det samme sted igen; På slavehandlernes podie, og et sted, så forventede han nærmest også at det var det som skulle ske endnu en gang. Det ville bestemt ikke komme bag på ham i hvert fald. Armene hvilede omkring Mirry som de kom frem. Det store hus, ja nærmest et kæmpe mansion, var noget som nærmest måtte rive det mod fra ham, som han havde brugt tiden på at opbygge, for de største steder, var altid de værste. Han forventede nærmest, at de ville være ude allerede i morgen. Han trykkede hende forsigtigt ind mod sig, også for at passe på hende, selvom det ikke var meget som han kunne gøre lige nu. Vingerne var for længst revet fra ham, så han var hvad man kunne kalde for en falden engel. For visse de havde været underlagt, havde det været nok til at kyle dem ud igen, for engle kunne ikke bruges til noget som helst. Hesten kom han ned af, hvor han hjalp hende ned, hvor han tydeligt usikkert, søgte i retningen af huset. At de skulle gå foran Lestat, og endnu med rebet om halsen, sagde han ikke noget til.
Den smukke kvinde som kom ned af trappen, var noget som fik Joshua til at sænke blikket. ”J-javel Hr.” sagde han med en dæmpet stemme, idet han roligt lod hende søge ind i favnen. Han kiggede ikke på den smukke kvinde som stillede sig ved Lestat, men derimod på Mirry som nærmest stod gemt i hans favn. Han lukkede hende i hvert fald tæt ind mod den. Han vovede dog pelsen, og hævede blikket mod dem, også selvom det hurtigt faldt igen. Han havde ikke det mod til det, og når de ikke sagde noget.. så ville han ikke sige noget selv. De var ikke blevet snakket til, og han vidste ikke om han kunne tage flere slag lige nu. Det var jo aldrig til at vide for ham, hvad de nu skule udsættes for, og han vidste slet ikke hvad han skulle forholde sig til, og det var næsten noget af det mest uhyggelige for hans vedkommende. For nu forholdt han sig tavs.. Han vidste jo slet ikke hvordan de var som herre i et hus endnu.

[Lestat De Lochér]

Lestat var indtil videre ganske tilfreds med de to små individer han havde fået med sig fra Dvasias, for selvom de ikke så ud af meget, så havde de en styrke i hinanden; og det kunne komme til gavn i tjenestestaben et sted syntes han selv. Ligeså havde han ondt af dem på en anden måde end de andre, for nogle slaver var så hærdede med tiden at de ikke var til at arbejde med, men disse to var stadig skrøbelige og derfor kunne han måske hjælpe dem, hvis de bare ville stole på huset her i sig selv. Han glædede sig til at se Jacqueline, hvor han også gav hende den fulde opmærksomhed da hun kom ned med trappen, for hun var virkelig den smukkeste kvinde. Hun var kommet godt på bedringens vej og havde nu en langt bedre vægt end da han først havde lært hende at kende, så han var uden tvivl også bare glad for at være en så stor del af hendes liv. Han lod hånden falde mod hendes talje og gengældte hendes kys, inden han roligt så på hende. "Jeg kan jo ikke blive væk fra dig for længe… Og for en gangs skyld, har jeg ikke været involveret i problemer," sagde han med et let skævt smil, inden han vendte sig mod Mirry og Joshua igen, for han havde hørt hvad de kaldt hinanden indbyrdes. Han så roligt på dem med sine havblå øjne, mens han endnu havde en arm bag om ryggen på Jacqueline, for han elskede at stå omkring hende. Han ville lige have det formellem på plads, inden han ville få en fra tjenestestaben til at vise dem til rette på tjenestestabens fløj, så de kunne få mad, drikke og et bad, samt noget nyt tøj. De fortjente intet mindre end de andre der var ansatte her, selvom de var ansat på forskellige grunde - nogle kom fra mindre familier, der søgte arbejde hos de større familier, hvortil at Mirry og Joshua jo direkte var købt fremfor ansat. Han betragtede hvordan de stod og klyngede til hinanden, selvom han dog ikke skilte dem ad, for pigen så uden tvivl ud til at stå med en direkte angst i kroppen. "Dette er Fruen i huset, som passende kan tiltales Frue eller Fru Lochér… Selvom hun formelt først er det om en måneds tid," sagde han til dem med et fast nik, inden han roligt tog en dyb vejrtrækning, for de skulle snart have bryllup og han glædede sig virkeligt! "I må gerne selv præsentere jer, for jeres Frue. Her i huset er reglerne ellers simple: Respekter os og vi respekterer jer." Han så afventende på dem, for at de skulle præsentere sig passende for Jacqueline, for det kunne udmærket vise ham hvordan de havde været opdraget andre steder fra. Han havde set på deres skilte at de begge var faldne engle, men race var ikke noget han gik op i, så længe det ikke kunne bruges imod ham, og de så ganske harmløse ud. Han så mod en tjenestepige der kom over hallen og han vinkede hende hen. Han slap Jacqueline, for at hun kunne modtage deres hilsner og han så mod tjenestepigen. "Giv dem et bad og nyt tøj. Og lad dem derefter spise med jer, ved jeres måltid," sagde han roligt til tjenestepigen, der nikkede gengældende med et 'ja Hr.' til følge og hun stillede sig i vente position, til at føre dem med sig, når de var afskediget af Lestat og Jacqueline.

[Deleted]

Brylluppet var under planlægning, og der var mange ting som skulle på plads. Når Lestat ikke var hjemme, sad Jacqueline og eksperimenterede med håret. Hun havde det mål, at hun ville overraske ham så meget, at hagen skulle samles op fra gulvet på selve dagen, så for nu, lod hun det hænge løst. Hun ønskede jo også at vide mere om hvad han godt kunne lide ved hende. Hun var uden tvivl kommet godt på bedringens vej, og det var alt sammen takket være ham, og det var noget som hun virkelig var glad for. Hans arm omkring hendes talje, var noget som fik hende til at smile ganske let for sig selv. Hun tog mere end glædeligt imod hans læber, for det glædede hende virkelig at han kunne påvirke hende på den måde. ”Det var da alligevel utroligt, men jeg er glad for det. Jeg bryder mig heller ikke om det, når du kommer galt af sted,” sagde hun endeligt. Hun følte sig rolig når han var omkring hende, og når han var der til at passe på hende, og det var virkelig utrolig rart. Hun vendte blikket mod de to som han havde fået med sig hjem. I hendes øjne, var de spinkle og… skrøbelige at kigge på, men selv hun vidste, at man kunne være i besiddelse af mere. Den unge kvinde, var dog det første som hun havde øjne for. Hun lod hovedet søge let på sned. Snakken om at brylluppet skulle stå om en måned, var noget som kun måtte få hende til at smile. ”Det er sandt. Brylluppet skal stå om en måned. Nuvel.. Præsenter Jer,” bad hun endeligt, som hun stillede sig med hænderne foldet roligt og pænt foran sig, idet hun roligt lod hovedet søge en kende på sned endnu en gang. De gjorde hende nysgerrig, og det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen. Det var desuden også temmelig rart for hende, at der endelig skete noget heromkring og at der endnu en gang, var kommet gang i huset, for det var uden tvivl forbandet rart. Når de var blevet gift, ville det store manor her også få et andet navn. Salvorique var en tid og et navn, som hun agtet at lægge helt bag sig, når hun ville få muligheden for det. Hun lod Lestat søge tilbage til den anden tjenerinde som de havde her, mens hun afventende stod og betragtede sig af de to sårbare individer foran sig. Selv blev hun stående og kiggede på dem. De var nære og de var knyttet og det var slet ikke noget som var til at tage fejl af. Hun sendte dem et let smil. Her var der skam ikke noget at være bange for.

[Deleted]

Mirry var stort set ligeså bange for at være her, som for at blive solgt igen og hun vidste derfor snart ikke hvad der var værst. Hun var virkelig skeptisk overfor denne Lestat og Jacqueline, for skindet kunne bedrage… de kunne være søde overfor dem den første dag og så rive det hele fra dem igen så nemt. Hun frygtede at skulle ende i Lestats seng i nat, blive taget som af alle andre de havde været købt af, skulle ligge og græde sig i søvn efter at blive smidt ud, mens hun lå i Joshuas arme, fordi han var den eneste trøst. Da de havde været små, havde hun været den stærke i deres forhold, men nu var det ham der var stærk og det satte hun pris på, for han gjorde virkelig meget for hende. Hun havde dog været utroligt ked af det på hans vegne, da hans vinger var blevet taget hos et af de første steder, for hun savnede dem jo selv, for da de havde været små, havde de jo lagt og nusset hinandens vinger… men nu var der kun de store ar tilbage i ryggen på dem begge. Hun blev stående ind mod Joshua, for hun turde slet ikke give slip på ham, nu hvor han faktisk gav hende den tryghed hun havde brug for lige nu. Det havde virkelig revet alt mod og grundlag væk for hende at være endt som en slave, fordi behandlingen havde været så grov og hun både følte skyld for sig selv, men også for Joshua. Det viste dog bare at de altid havde haft ret; aldrig stol på andre, for de havde de sådan set aldrig gjort.
Hun skævede mod Lestat da han sagde, at de skulle præsentere sig selv, men så snart hun mødte hans blik så så hun ned igen, mens hendes øjne flakkede over gulvet. Hun overhørte Lestats ord til den anden tjenestepige og bed tænderne sammen, for hun troede straks der lå noget bag, men hun sagde det dog ikke. Hun så kort op på Joshua, inden hun drejede blikket mod Jacqueline, der bad dem om at præsentere sig ligeså. Hun gav slip på Joshua og rettede ryggen en smule, selvom hun ikke ville puste sig op som om hun var alt for selvsikker og hun bed sig fast i læben. "Mit navn er Mirry, Frue," sagde hun høfligt, tog fat i siderne på hendes kjole som hun trak let ud i, inden hun nejede for hende. Det var ganske elegant fra hendes tid som danser, og det var et dybt respekterende nej, selvom hun også gjorde det af den rene frygt for at blive slået eller lignende. Hun rejste sig op da hun havde nejet og bakkede tilbage til sin plads ved siden af Joshua, mens hun stod og bed sig i læben og havde hænderne foldet foran sig.

[Deleted]

Joshua havde fået revet vingerne væk fra sig, som noget af det første, på det første sted, som de havde været ved, og det havde været med skrig og en smerte, som han aldrig nogensinde havde oplevet noget lignende af, så det var vel heller ikke underligt, at han var bange af sig? Han blev stående med Mirry i sine arme, for han ønskede at være stærk for hende, ingen tvivl om det. Han bed sig svagt i læben. De var nødt til at præsentere sig, og det var allerede gået op for ham, så han slap endeligt Mirry, så hun kunne gøre det først. For nu virkede de jo faktisk flinke nok, men selv han vidste at det.. kunne være farligt at stole på dem, men hvad andet valg havde de egentlig i denne stund? Det var næsten det værste af det hele.
Næsten varsomt trådte Joshua frem til sidst. Han foldede hænderne forsigtigt bag sin ryg. Han var pisket adskillige gange her til aften, så han var faktisk temmelig øm, selvom han var vant til at det ikke var noget som hans herrer havde taget hensyn til, for han havde altid været udsat for temmelig hårde ting, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han bukkede hovedet for dem begge, i respekt, hvis det betød at han blev respekteret igen, så var det mere end hvad han havde været vant til fra før af. ”Først og fremmest, må jeg lykønske Dem med Deres kommende bryllup,” begyndte han med en tydelig forsigtig stemme. Han havde det bestemt heller ikke særlig godt, men nu om dage, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han bed sig let i læben. Hans blik forblev hvilende nedad, også fordi at han slet ikke følte sig værdig til at se dem i øjnene. Det var faktisk temmelig ubehageligt. Han følte næsten hvordan hans hjerte hamrede og slog mod hans bryst, som intet andet i det hele taget, men nok om det. Igen var det noget som han var vant til, at der ikke var nogen som tog hensyn til. ”Mit navn er Joshua. Jeg er fra Procias.. Falden engel,” sagde han med en dæmpet stemme. Ikke fordi at han var vant til at skulle præsentere sig på den måde. Han var vant til at blive bragt til hjemmet, tvunget i arbejdet for en dag eller to, de fandt ud af, at han var for spinkel og skrøbelig, og han blev så kastet ud igen, og det samme med Mirry. Han vendte blikket mod hende. For nu rørte han hende ikke. Han blev stående til han havde fået besked om andet.

[Lestat De Lochér]

Det at brylluppet var under planlægning var virkelig en fryd for Lestat uden lige, for det begyndte at komme tættere på og han blev kun mere og mere spændt. Det hele føltes bare at falde mere og mere på plads for hver dag der gik, for han kunne mærke at Jacqueline blev mere og mere… fri på et plan, både med at have håret løst flere gange, som han rigtig godt kunne lide og som han også altid fortalte hende. Han stod der altid for hende i alle situationer og han fungerede uden tvivl som hendes støttepæl, ligesom hun også støttede ham ekstremt meget, uden nærmest at gøre det mindste. Han smilede skævt til hende, som hun sagde sin ord; han var for en gangs skyld ikke kommet til skade på sin tur ud, så det måtte snart være en rekord allerede. "Ja ikke? Jeg er faktisk lidt stolt af mig selv, over at jeg kommer hel hjem. Jeg tror vi er på rette spor," sagde han til hende og sendte hende et blik, hvor kun lykken stod og glimtede i hans øjne overfor hende. Dog så blev hans blik neutralt så snart han så på tjenestepigen eller de to nye væsner, han havde taget med hjem. Han havde lidt håbet at kunne finde nogle de selv kunne være med til at forme og nogle som eventuelt kunne blive deres mere personlige tjenere, for han ville gerne forkæle Jacqueline med en personlig tjenestepige, der kunne hjælpe med hendes tøj med videre. Han lyttede til deres præsentation, hvor han kunne fornemme at Mirry faktisk var alt for bange til direkte at sige mere end sit navn og give et dog elegant nej fra sig, inden hun bakkede væk… Joshua snakkede mere, selvom han dog også virkede til at være nervøs. Han kiggede mod dem begge, da de stod og afventede nye ordre og han syntes det var på tide at sende dem med tjenestepigen, Ilyana. "Udmærket, I må gå… Ilyana, tag dem med og gør som jeg har sagt… I må derefter alle tage fri resten af natten… og sove indtil i vågner af jer selv i morgen," afsluttede han, for nu havde tjenestestaben jo ventet oppe længere fordi han kom hjem over midnat og det hele. Ilyana vendte om for at tage dem med. "Oh, og Ilyana… Giv Mirry og Joshua et værelse sammen," endte han roligt, inden han lod en hånd falde omkring Jacqueline og han tog hende med sig. Han skænkede hende et let kindkys og tog hende mod trappen ovenpå, hvor Ilyana førte Mirry og Joshua med ned mod tjenestegangen.

//Out

[Deleted]

Jacqueline var lykkelig sammen med Lestat, og det var faktisk yderst betryggende for hende, at vide, at der var nogen omkring hende, som kunne lide hende, og som holdt af hende, som den kvinde hun var, i stedet for alt det andet. Hun fandt styrken sammen med ham, og hun følte sig langt mere fri, selvom der endnu var skræmmende mange ting, som hun var nødt til at finde ud af endnu. Det hjalp dog ikke mindst, for hun følte sig som en kvinde, og alligevel en, som kunne få lov til at give større udtryk for, hvad hun egentlig ønskede, og det var uden tvivl forbandet rart for hende. Hun sendte ham et mildt smil, også fordi at det slet ikke var noget som hun sagde noget til, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun hævede hånden og strøg ham let over kinden, inden den faldt igen. ”Du skal da også være stolt af dig selv, skat. Jeg kan nu bare godt lide at pusle lidt om dig,” sagde hun med et let smil på læben, for det var jo ikke ligefrem fordi at det var en løgn. Sidst havde han fået lov til at ligge i sengen og på sofaen, hvor hun gik og gjorde tingene for ham. Ikke fordi at hun havde noget imod det, og specielt ikke nu.
Som de præsenterede sig, så var det tydeligt, at Mirry var direkte panikslagen. Et sted, var det noget som Jacqueline betragtede som en svaghed, men hun vidste, at hun ikke kunne fortsætte med at tænke i de baner, for det var slet ikke noget som ville gavne dem på nogen som helst måde, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun nikkede i retningen af Joshua, som han lykønskede dem med deres kommende bryllup. ”Mange tak. De er mig nok en høflig mand,” gengældte hun roligt. Når det var hvad de blev vist med, så var det også det nemmere for en som hende at vise det i gengæld. Faldne engle var ikke nogen som man så særlig ofte, så naturligvis gjorde det hende nysgerrig. Hun stillede sig igen roligt i Lestats arme og lagde den ene hånd mod hans bryst, som hun strøg ganske let. Hun elskede ham. Hun havde aldrig været så sikker i sin sag omkring det, som det hun var i denne stund. ”Sørg nu for at de bliver taget vel imod. Og noget tøj på kroppen. Det andet ser ud til, at det er ved at falde fra hinanden,” afsluttede hun stilfærdigt, inden hun roligt tog med ham op ovenpå. Lige nu ville hun gerne nyde sin forlovede lidt i fred og ro. Han havde jo været væk stort set hele aftenen, så hun havde jo også savnet ham.

//Out

[Deleted]

Mirry var så skræmt, at hun ikke kunne finde på mere at sige om sig selv til Jacqueline. Det hele sortnede nærmest for hende af angst, så hun formåede ikke at sige noget efter sit navn, hverken lykønske dem, fortælle at hun oprindeligt var fra Procias eller at hun var falden engel. Det var hårdt nok at holde inde i sig at skulle græde, for tårerne pressede stadigvæk på, men hun ville ikke foran sin nye Herre og Frue, for hun var svag og sårbar nok som det var. Hun blev stående mens Joshua klarede sin præsentation meget bedre, men hun fumlede bare med sine fingre foran sig hvor hun også havde fat i hendes kjole. Hun stod med benene samlet, for hun frygtede endnu at Lestat ville tage hende som alle andre, for måske spillede han vel bare sådan sød og charmerende overfor sin forlovede, men var i virkeligheden også en ond mand? Men dog så sagde han kort efter at de måtte gå og hun lod tankerne slippe omkring hans egentligt onde væsen som hun beskyldte ham for, for at se hen mod tjenestepigen Ilyana, der viste dem af sted. Hun vendte om for at følge efter hende sammen med Joshua, da hun kunne høre at Lestat og Jacqueline gik væk den modsatte vej og det var faktisk en lettelse i hende så langt. Hun tog Joshuas hånd igen og holdt fast i den, mens hun nu turde at kigge lidt rundt på væggene og lofterne og tage indtrykkene bedre til sig. "Jeg er glad for… han tog os sammen," sagde hun stille til ham, for det var den bedste tanke lige for øjeblikket, at de var her sammen om ikke andet.
Ilyana førte dem ned til fløjen hvor tjenerne holdt til og havde deres værelser, hvor hun viste dem deres værelse først, som var et enkelt rum med en dobbelt seng i. Derefter viste hun dem dog badeværelset der lå et par døre længere henne og bad dem gå i bad først, hvorefter hun sagde at der ville lægge frisk tøj til dem på deres værelse, og at de så skulle mødes i deres spiserum inden de gik i seng, fordi der ville være natmad til dem. Hun lod dem så være alene for nu, for at hente noget tog at lægge frem til dem. Mirry holdt fast i Joshuas hånd hele vejen da de nåede badeværelset, hvor at hun kunne se at baljen var fyldt op på forhånd. Hun slap ham forsigtigt og skubbede døren i bag dem, så de kunne være alene. Hun vidste ikke om hun havde lyst til at bade, for Joshua havde ikke set hvor slemt det så ud under kjolen med blå mærker, sår og ar fra de hårde ture med en mand. "D-du må gerne s-starte… så kan jeg hjælpe dig med dine piskeslag," sagde hun med et forsigtigt smil, for at dække over at hun ikke ville i lige nu, fordi hun skammede sig over det. Hun gik hen til det store kar og stak en hånd i for at mærke hvor varmt det var, og hun syntes det føltes godt; det havde en god temperatur til at blive ren i, i hvert fald. Hun så hen på ham, hvor hun gled ned at sidde ved siden af karret, afventede til at han skulle hoppe i.

[Deleted]

Joshua havde måske klaret sin præsentation bedre, men det værste som han havde været ude for, var at miste vingerne, og så ellers pisk.. Mere kunne de jo ikke rigtigt udsætte ham for, for at komme tættere på ham, var slet ikke noget som han fandt sig i på nogen måde, for det havde han simpelthen for meget værdighed til. Det var bestemt ikke det her han havde regnet med, da han havde siddet som en lille dreng på børnehjemmet i Procias. Han var ked af det, og alligevel også lettet over alt det her. De var kommet af sted sammen. Han vidste ikke om det var fordi at Herren havde set dem kigge på hinanden, eller hvad det nu var, men han var virkelig glad for det. Han tog roligt omkring hendes hånd. ”Også jeg,” sagde han med en varsom stemme. Han vågede at kigge sig lidt omkring, og han måtte erkende, at han virkelig godt kunne lide, hvad det var han så. Det var uden tvivl et stort og yderst flot hjem, og det var noget som han faktisk godt kunne lide.
Soveværelset som de havde fået, var flottere, end noget andet som han havde oplevet, for det at de faktisk.. fik deres eget, og så endda med en dobbeltseng med sengetøj og det hele, var langt mere end det som han havde regnet med. Ingen tvivl om det! Han nikkede og fulgte med videre mod badeværelset, hvor vandet allerede var gjort klar til dem. Det tegnede jo godt ud, men det var jo ikke fordi at det var meget anderledes, end det ville have været så mange andre steder. Han vendte blikket i retningen af hende. Han vidste jo godt, at folk havde været grumme ved hende de andre steder de havde været, og det var næsten det, som faktisk gjorde ham mest ked af det, for han havde ikke været i stand til at forhindre det, og det var noget som uden tvivl måtte give ham en forfærdelig dårlig samvittighed, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Det er ikke noget, som jeg ikke har prøvet før, Mirry.. Hop i med mig.. Nu har vi tiden til faktisk at sidde der sammen,” sagde han med en rolig stemme, inden han selv begyndte at fjerne de utrolig beskidte klæder, og endte med at stå der i ingenting, inden han endelig hoppede ned i vandet, som var virkelig varmt, men forbandet dejlig at glide ned i, for følelsen var virkelig fantastisk, og noget som han virkelig godt kunne lide! Han sukkede næsten lettende, også selvom han var stiv i ryggen af de piskeslag som han havde fået, så var det næsten som det andet overdøvede det hele.

[Deleted]

Mirry var ikke særligt stærk fysisk og nu heller ikke psykisk, for der var jordskælv i hendes fundament, og det var virkeligt frustrerende. Hun prøvede altid at kæmpe imod de mænd der ville mellem hendes ben, men hun havde ikke den fysiske styrke til at skubbe dem af og det gjorde jo at hendes psyke blev rystet lidt endnu engang, for nogle var virkeligt hårde. Hun skammede sig dog over det, fordi hun ville ikke bare være en… ting som mænd kunne tage og gøre med som de havde lyst, for de anede ikke hvor ondt det gjorde. Hun ville faktisk helst have piskeslag fremfor det andet, men det bestemte hun jo ikke, fordi hun var en tøs, som hun så ofte var blevet kaldt. Hun gik med ham mens de holdt i hånd, for han var den eneste der holdt hende på jorden og lagde en ny sten i hendes fundament, når en mand havde revet den væk fra hende. Hvordan Lestat havde valgt at de skulle være sammen, det vidste hun ikke, men hun var glad for det uanset. Hun vædede let sine læber, mens hun tog huset ind, for hun måtte jo indrømme her var stort og flot. "Du er den eneste grund til jeg føler for at stå på mine ben," hviskede hun stille til hende mens hun kort lod sit hoved hvile på hans skulder da de gik, selvom hun dog hurtigt rejste hovedet op igen. Soveværelset var fint og hun glædede sig faktisk til at lægge sig ned i den i Joshuas arme, når de engang havde fået lidt at spise i spiserummet, selvom hun var lidt nervøs for at møde de andre i staben. Hun så mod ham da han endte med at stå i ingenting og hoppe op i karet, hvor hun måtte indrømme at det trak i hende efter at komme i vandet, fordi det længtes hun jo efter. Hun rejste sig dog op, da han sagde at hun skulle komme i og hun gik hen til døren som hun fik låst ved at skubbe en pæl fordi væggen, så den sad halvt over døren og halvt over væggen. "L-lad vær med at sige noget… o-om m-min… krop," bad hun så, for han var jo den eneste hun stolede på. Hun trak snoren ud der bandt kjolen sammen om hendes nakke og den faldt straks ned omkring hendes fødder på gulvet og hun trådte ud af den. Hun havde intet indenunder, for hun skulle jo være nem at komme til. Allerede på hendes lænd og bagdel var der mærker efter slag og kradsemærker. Og da hun drejede rundt, så kom det også tydeligt til på hendes smalle hofter med blå, brune og nærmest sorte mærker, kradsemærker og andre sår. Hun havde virkelig ondt og hun var også rød på huden. Hun gik tavst hen til karet og trådte op i det, mens hun gled ned at sidde i en behagelig stilling mellem hendes ben, for det var jo egentligt kun et kar til en person. Hun strøg forsigtigt hendes hår om bag øret og sad med en rank ryg nærmere stiv i kroppen, for hun ville ikke læne sig op ad ham og belaste hans ryg mere, fordi så ville hun jo presse hans ryg mere mod karets kant. "Det g-gør ondt, Joshua," sagde hun stille og så ned i vandet, hvor hun lod hånden glide gennem vandet, og vaskede sine arme på skift.

[Deleted]

Mirry var det eneste som Joshua havde nu, og det var uden tvivl også noget som gjorde sit for hans vedkommende, for han var bange for at han ville have mistet hende efter alt det her, så han var virkelig glad for, at det slet ikke skulle vise sig at være tilfældet. Han lod Mirrys hoved glide mod hans skulder. Han skulle nok være den stærke af dem, for det var noget som han uden tvivl gjorde med selv den største glæde. Han vendte blikket mod hende. ”Du er også det eneste jeg har.. Og nu har vi hinanden igen. Vi kan jo bare håbe, at det bliver bedre denne gang.” Hvad de havde været udsat for, havde været direkte umenneskeligt, men det var jo ikke ligefrem noget, som han kunne gøre det vildeste ved af den grund, selvom det uden tvivl var noget som gjorde ham direkte ked af det. Han havde aldrig troet at han ville blive noget stort, for et barn på et børnehjem kom som regel aldrig særlig langt, men at de skulle falde så dybt, det havde han aldrig nogensinde forestillet sig. Han fik hende med ind på badeværelset, hvor han selv bare valgte at smide tøjet og krybe op i. Måske karret kun var til en mand, så var han egentlig ligeglad. De var jo vant til lille plads, og det havde de altid været. Han vidste godt, at hun så forfærdelig ud under tøjet, og at hun – ligesom han selv gjorde, men han var nok også påvirket af lidt andre ting. Han nikkede til hende. Han lovede ikke at sige noget, selvom hans ansigt nok sagde det hele, for hun så virkelig forfærdelig ud! ”Hvornår havde han dat i dig sidst..?” spurgte han sigende, idet hun roligt trådte op i karret ved siden af ham. Han spredte sine ben en anelse, også selvom det virkelig brændt i ryggen, så var det ham nu som var stærk for dem begge, og han ville gerne yde hende den trøst, når han nu vidste at hun havde brug for det, og han vidste, at han var den eneste som kunne skænke hende det, hvilket næsten gjorde, at han ikke så noget andet valg. ”Kom Mirry,” bad han endeligt, idet han roligt trak hende tættere ind mod sig og helt ind i favnen til sidst. Det var måske temmelig trangt i et lille kar, men det var noget som han gjorde, selv med den største glæde, for han ønskede slet ikke, at hun skulle rende rundt og have det skidt og da slet ikke når de nu endelig havde muligheden for at være det for hinanden. Han kyssede hendes pande, som han altid gjorde det, inden han vendte blikket i retningen af hende endnu en gang. ”Foreløbig, så virker de begge to meget venlige. Du så endda det værelse, som vi har fået.. Hvis vi nu er heldige denne gang..” sagde han dæmpet. Han forsøgte da om ikke andet, at holde modet bare en smule oppe.

[Deleted]

Joshua havde altid været den eneste i Mirrys liv, helt fra barnsben, på børnehjemmet, i skoven… selv da de havde været fra hinanden, så havde det været tydeligt da de mødtes igen, at de kun havde hinanden. Hun sukkede kort, hvorefter et smil bredte sig på hendes læber, da han sagde at hun var den eneste han havde… for et sted var hun glad for, at de kun var dem sammen. "Jeg er glad for jeg har dig… du er alt jeg har. Vi har hinanden, du har mig… Jeg håber det bliver bedre, men ærligt så tror jeg… ikke på det," endte hun dæmpet. Hun troede virkelig ikke på at det kunne blive bedre, for alle deres købere havde været onde mod dem, både der de havde været sammen og en gang hvor de havde været splittet fra hinanden, hvilket havde været virkelig slemt, fordi hun havde frygtet aldrig at se ham igen. De havde været udsat for umenneskelige ting og hun hadede tanken om det, for der var jo intet de kunne gøre ved det, for de var ikke stærke nok til at slippe fri; så ville de nok have lidt døden hvis de havde forsøgt at løbe væk, og kræfterne havde jo ikke været til det. Hun sad godt hos ham så snart hun var kommet ned i karet, for det varme vand gjorde alligevel godt på hendes forslåede underliv, selvom det gjorde ondt at sidde, så hun måtte bare bide det i sig. Hun så godt på hans ansigt hvordan hans reaktion var på at se hendes forslåede underliv, men han sagde ikke noget som hun havde bedt om, så han kunne vel heller ikke bearbejde ham noget. "For en dags tid siden," sagde hun stille og så mod ham, som hun nu sad op ad ham, for han var tryg at sidde op ad. Hun rykkede ind til ham, da han bad hende om det og han selv trak hende tættere ind mod sig. Hun drejede let rundt i det ovale kar, så hun sad med siden til ham og hendes ben bøjede over hans ene, for at gøre mest muligt plads til dem begge. Hun lagde en hånd på hans bryst og strøg den blidt, mens hun så ham ind i øjnene med sine fuldstændigt isblå øjne. "Jeg er bange for at ende i hans seng," endte hun dæmpet og lagde sit hoved mod hans skulder, hvor en tårer løb fra hendes øjenkrog og ned over hendes kind, inden den ramte vandet. Hun bed tænderne sammen og gnubbede let hans bryst og mave med sin hånd, for at hjælpe med at vaske ham.