Not an ordinary training.

[Carmine Jordin Marlineo]

Det var ved at være sent på aftenen, da Enrico afventede at Kellan ville dukke op. Han havde fået det hele fortalt af Mattheus, og derved var han skam også indforstået med hvad der skulle ske fremadrettet. Ikke fordi at han havde noget imod det, for det var nok noget af det mest fornuftige, som kongen havde gjort igennem skræmmende lang tid, og det var noget som han næsten kunne sige sig, at være.. stolt af? Salen var ikke dækket op til træning med brug af våben, men derimod dækket op med et bord. Først af alt, så var det vigtigt at en dronning var kendt med sin finesse og sin etik, da det var noget som selv var værdsat høj – ikke bare i Dvasias, men også i den øvrige verden, og som en repræsentant for landet her, så var det virkelig vigtigt, at det var noget som hun fik styr på hurtigst muligt.
Som altid, ville der stå to vagter ved dørene ind til salen, selvom det nu ikke var noget som han havde noget imod. Afventende havde han placeret sig i en af de store stole som var båret ind i salen til denne form for træning, hvor han med det ene ben over kors, lod begge hænderne hvile mod armlænene og stirrede i retningen af døren. Han vidste at hun havde fået beskeden om at møde ham her, for han havde selv sendt den til hende, og jo hurtigere de kunne komme i gang, jo bedre var det. Nu var han ganske vidst kendt med folk som Kellan, så han havde skam også taget sine forholdsregler – udelukkende fordi at han kendte Noelle. En del af den oprindelige træningssal stod endnu på sin plads, i tilfælde af, at der var nogle frustrationer som skulle lukkes ud, også fordi at han vidste at finesse nok ikke ligefrem var hvad de lærte ude på slagmarken. På bordet foran ham, var der dækket op. Næsten som havde det været en yderst fin middag, og med en tjener som stod afventende i det ene hjørne. I dag, ville han have fokus på middage. Nok noget af det, som hun ville blive introduceret til, som noget af det første, og derfor kunne de lige så godt tage fat om et af det, som altid ville og altid havde været et hovedproblem. Det var det jo stadig for Mattheus trods alt! ”Forsinket..” mumlede han let for sig selv, idet han kort spejdede ud af det ene vindue. Månen stod på halv, men den var derimod ganske højt oppe. Det var ganske vidst sent på aftenen, men for et væsen som Enrico, så var det faktisk tidligt på morgenen, da han var et væsen af natten, så var det nætterne han befandt sig ude i.

[Deleted]

Kellan vidste at hun var ved at være for sent på den. Det havde været længere tid end forventet på vagtstationen og hun var nu i gang med at løbe igennem slottet. Hun vidste at det virkelig var uprofessionelt at komme forsent, og så især på sin første dag men der var ikke meget hun kunne gøre ved det. Elijah havde været meget hård og havde ikke ladet hende gå før fordi han holdt på at hun havde været i hans service indtil han sagde god for det. Hun havde bedt ham om at kunne gå før men ak nej, han havde et sted nydt at holde på hende så længe. En sund og naturlig kamp havde der altid været mellem dem og det var hun så ramt af nu. Kellan havde i al sin hast grebet en kjole, den eneste hun havde og hun havde skiftet vagt uniformen ud med den inden hun var løbet afsted. Hun nåede ud til gårdspladsen og kiggede op af mod den gang hvor tronsalen lå på. Hun smilede roligt og lod vingerne folde sig ud og med et ordenligt slag med dem var hun i luften og nåede de mange etager op i få hurtige tag og hun landede roligt i vindueskarmen. Hun hoppede ned på gangen og fartsatte derefter med hurtige skridt hen mod tronsalen. Hun rettede let på kjolen sådan så den sad pænt før hun nåede hen til salen. Vagterne foran døren stod og ventede på hende, hun kendte dem fra garden og holdt derfor sit hoved højt da hun så dem. Hun var stolt over at blive udvalgt til at blive den kommende dronning og hun følte sig allerede en smule knyttet til Mattheus. Hun åbnede døren indtil salen og gik ind med rolige skridt. Hun bar ikke videre præg af at hun havde været stresset eller havde løbet gennem slottet for at nå mødet men hun bag alligevel en smule præg af at hun godt vidste at hun var forsinket. Hendes blik faldt hurtigt på manden i stolen som hun vidste måtte være Enrico, hendes træner. Med rolige skridt gik hun hen til ham og nejede en gang for ham. "Jeg undskylder min forsinkelse. Jeg blev opholdt" sagde hun roligt og undskyldende. Hun prøvede virkelig at gøre alt for at virkelig høflig overfor ham. Et sted så tænkte hun bare på ham som en af hendes overkommanderende i hæren og der skulle man altid være høflig så det var hun selvfølgelig. Hun kunne mærke hvordan hjertet hamrede i hendes bryst, hun var spændt på hvad der nu skulle ske.

[Carmine Jordin Marlineo]

Det var ikke nogen god start at komme for sent, også selvom Enrico skam godt vidste, at den kære Kellan havde meget at se til, også med henblik på hendes gamle arbejde i hæren. Noget som hun nu måtte lægge bag sig i stedet for. I og med, at hun endelig trådte indenfor, vendte han blikket i retningen af hende. Han rejste sig roligt op. ”Første lektion: Overhold tiderne. Du skal herske over et land, hvor det værdsættes frygtelig, frygtelig højt,” begyndte han ganske kortfattet, inden han roligt trådte mod hende. Han foldede hænderne roligt over ryggen. Som den kongelige rådgiver, så var han en hård mand, og han gjorde trods alt kun hvad den kære konge havde bedt ham om, i og med, at det var en del af arbejdet. Han bukkede roligt for hende, inden han igen rettede sig op. ”Tillad mig, Deres Højhed,” sagde han roligt, idet han søgte hen til hende, for at rette kjolen lidt til. Hun lignede måske ikke en, som havde haft travlt, men kjolen derimod kunne godt vise lidt noget andet. Det passede ham egentlig ganske fint, at hun havde været af den tanke, at hun var forsinket, for det var så frygtelig vigtigt, at de tider blev overholdt. Derudover, så havde han jo set hende mere end en gang tidligere, så han vidste lige så, at han ikke var ukendt for hende. Han stod som regel der, når hun var ved kongen, for at afgive besked eller en update af hvordan det gik i feltet. Det var trods alt ham, som hjalp, rådet og guidet Mattheus derefter, og specielt efter han nu var kommet ud af sengen igen, efter det massive angreb af en varulv, som var fundet sted længere inde i byen for en tid siden. Han havde været heldig at overleve, og kun med et ar over ansigtet og ryggen og brystet med, som han heldigvis kunne dække og skjule, så det var noget som uden tvivl også passede ham selv ganske fint. Han blev nemlig sindssyg af at blive liggende, og selvom han endnu kunne have en smule ondt, så forsøgte han om ikke andet, at klare sig og komme igennem en normal hverdag. ”Som De allerede har set, Deres Højhed, har jeg fået dækket et smukt bord til os, i anledningen af dagens træning. Jeg vil begynde med etik. Jeg kunne forestille mig, at det ville forvolde Dem de største problemer i og med, at De er vant til det hårde liv på Slagmarken,” fortsatte han med en ganske sigende. Ja, et sted så vidste han jo også godt, at Noelle var derude, og ja.. han savnede hende virkelig, men end ikke det, var noget som han kunne fokusere på lige nu, for hun var vred på ham. Ikke fordi at det var nyt, men nu var det fuld fokus på hans arbejde. Noget skulle han jo gøre. ”Sæt Dem,” opfordrede han endeligt, da han trak den fineste stol ud for hende. Hun var jo trods alt Dronningen af Dvasias i dette henseende.

[Deleted]

Kellan havde det virkelig dårligt over at hun var kommet forsent den første gang men der var ikke så meget at gøre ved det nu. Hun vidste at hun burde have ignoreret hendes øverstkommanderende men det havde hun bare ikke kunnet og derfor vidste hun også at hun nu måtte tage konsekvenserne af det nu. "jeg beklager. Det skal ikke ske igen" sagde hun roligt og høfligt. Hun kendte lidt til ham, kendte lidt til hans arbejde sammen med Mattheus men hun måtte nok erkende for sig selv at hun ikke havde givet de arbejdende på slottet meget omtanke for i hendes hoved havde de ikke været vigtige for hun ville jo aldrig ende på slottet. Hvor havde hun dog taget fejl. "Tak" sagde hun roligt mens han rettede hendes kjole det sidste som hun ikke selv havde formået. Hun smilede stille, hun var spændt og alligevel en smule skræmt af de nye omgivelser. Hun vidste at det her ville blive rigtig svært for hende, dette var ikke krig eller et lang bord hvor soldaterne sad og ragede til sig. Hun vidste at hun måtte holde sig selv i ørene med takt og tone hvis hun skulle ægte Mattheus og det var nok det der ville blive sværrest for hende. Hun foldede roligt hænderne på maven mens hun lyttede til hans ord og nikkede for han havde jo ret. Etik ville være det som ville blive sværrest for hende og især når det kom til kongelige middage. Hun trak vejret en smule dybt mens hun kiggede på det flotte bord, aldrig havde hun set et bord været dækket så fint og det skinnede næsten i hendes øjne. "Jeg ved at det vil blive en udfordring men jeg er rede. Jeg skal nok gøre mit bedste, også for at Deres arbejde ikke bliver for svært med mig." sagde hun blidt hvorefter hun satte sig roligt i den stol som han havde trukket ud for hende. Hun kunne godt se at det var den fineste stol ved bordet og tanken var stadig hende så underlig. Hun prøvede bare at holde sig selv i ro, ikke være for ivrig og så virkelig prøve at gøre sit bedste for at Enrico's arbejde ikke ville blive for besværligt med hende. Hun ville bare gerne gøre sit bedste.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico tog det faktisk som en ganske alvorligt, at hun var kommet for sent, og for hendes skyld, så håbede han naturligvis ikke, at det var noget som skulle ske igen en anden gang. Han vendte blikket direkte mod hende. ”For Deres skyld, håber jeg ej, at der vil hænde nogen gentagelse af dette.” påpegede han med en ganske sigende mine. Kjolen fik han ganske enkelt rettet til. Det var ganske rigtigt og så yderst fornuftigt ud, hvad hun havde gang i. At denne tanke var noget som hun fandt skræmmende, var noget som et sted morede ham. Dette var blot en del af hans dagligdag. Roligt tog han pladsen på hendes venstre side. Hans retmæssige plads, var og ville altid forblive på kongens højre side. Han vendte blikket mod hende, som han roligt nikkede til hendes ord. Hun var rede? Ja, det var noget som de nok skulle finde ud af, for det var han ikke nær så sikker på. ”Meget vel,” sagde han med en ganske sigende mine. ”Etik. Ved bordet, er det yderst vigtigt, at regentparret kan fremtræde autoritær. Ret ryggen, højt med hovedet og med hænderne i skødet. Selv når man sidder ved bordet,” begyndte han med en ganske sigende stemme. Hun kunne lige så godt gøre det fra start, og lære det rigtigt. Tanken omkring dette, ville ganske vidst for mange, nok virke en anelse skræmmende, men selv han var af overbevisningen, at det nok skulle gå. Specielt hvis de ville hjælpe hinanden godt på vej med dette. Han vendte blikket mod tjeneren i hjørnet, og vinkede ham hen til bordet. Han repræsenterede professionelt vinen for Kellan. ”Et glas vin, Deres Højhed?” spurgte han med en rolig stemme. Mest af alt, som en prøvelse mere for Enrico, end den var for Kellan, for han ville se hvor langt hun var med etik fra barns ben af, og hvor meget hun havde lært hjemmefra, så han vidste hvad han skulle tage fat i. Han lod kort sin hånd gnide sig tænkende over hagen, som han betragtede sig af hende. Foran dem lå der adskillige gafler og knive, alt efter hvad der skulle spises, og det var meget vigtigt, at hun lærte det hele at kende, så hun ikke ville dumme sig til de store kommende middage, for dem lå der rigtig mange af i fremtiden. Middage, hvor hun var tvunget til at opføre sig anstændigt. ”Jeg er skam ikke bange for, at arbejdet vil blive mig for stor et besvær, Deres Højhed. Jeg er bare spændt på, hvor hurtig jeg kan gøre Dem.. Færdig,” afsluttede han roligt.

[Deleted]

Det at hun var kommet forsent var hun selvfølgelig ked af og hun vidste at det ikke kunne ske igen hvis hun skulle vise sig fra en god side af. Hun bed sig let i læben og lyttede til hans ord mens han rettede på hendes kjole. "Det skal ikke ske igen" sagde hun roligt og med en tydeligt bestemt stemme mine for ligesom at vise at hun var fast besluttet på at det ikke skulle ske igen. Kellan betragtede det fine bord og nærstuderede det hele. Hun var virkelig ikke vant til at se på et så fint bord og alt det bestik og ting og sager som lå der gjorde hende kun en smule nervøs. Hun vendte blikket roligt mod Enrico da han snakkede til hende igen og hun lyttede roligt og interesseret og gjorde som han sagde. Hun rettede sig op og holdt hovedet højt og foldede roligt sine hænder i skødet. Hun vidste at det ville være vigtigt at hun opretholdte en etikette ved bordet og det var hun også fast besluttet at gøre sit bedste for at huske alt det han fortalte hende og ville lære hende i dag. Alt det som skete her på denne dag var meget skræmmende for Kellan. Hun var virkelig i en uvandt situation og hun vidste virkelig ikke hvad han forventede at hun kunne? Hun måtte vel bare se det hele an. Da tjeneren kom over til hende og tilbød hende vinen vidste hun ikke helt hvordan hun skulle håndtere det. Hun sad lidt før hun valgte at rykke på sig. "Ellers tak. Jeg drikker ikke alkohol" sagde hun roligt. Hun vidste ikke om hun bare skulle have taget imod vinen alligevel men hun brød sig ikke om at tage imod sådan noget og så ikke drikke det alligevel og hun havde aldrig i sit liv drukket alkohol før så hun havde ikke i sinde at gøre det nu. Hans næste ord fik hende til at smile et stille men roligt smil til ham. "Jeg har mange ting at lære men jeg er lærenem. Den eneste oplæring i etikette jeg har er fra hæren så det er ikke ret meget pæn etikette jeg holder mig. Jeg jeg er virkelig villig til at lære." sagde hun roligt og betragtede bordet i en kort stund igen. "Dette bord er virkelig dækket fint. Hvad skal alt dette bestik bruges til?" Nysgerrigheden havde meldt sig og hun var nød til at vide hvad der var der lå foran hende. Hun var spændt for hun vidste at vejen var lang.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico forventede ikke at Kellan kendte særlig meget til den kongelige etikette, men det var noget som han nu måtte tage som det nu måtte komme. Så lang tid hun ikke kom for sent vel at mærke. For det var slet ikke noget, som ville gavne hende i forløbet som den kommende dronning af landet, og det var sikkert og vidst! ”Det håber jeg så sandelig ikke for Deres skyld, Deres Højhed,” påpegede han med en sigende mine, for det var virkelig alvorligt, og det var bestemt ikke en ting som denne, man skulle komme for sent til! At tjeneren skulle afvises i at skænke vin op til hende, var noget som han dog hurtigt og tydeligt måtte reagere på, for det var almen skik at dronningen altid skulle dele et glas vin med de øvrige som sad ved de store selskaber, så det var vigtigt, at dette lige så, var noget som hun faktisk tog imod. Han rystede på hovedet. ”Det er en skik, at tage imod et glas vin i de fine selskaber, Deres Højhed. Det er i denne situation at De må nikke og tage imod, som tjeneren vælger at skænke op til Dem,” fortalte han med en ganske sigende mine, for der var slet ikke noget som talte for, at hun skulle sige nej. Og drak hun ikke alkohol, jamen så var det noget som hun blev nødt til at lære sig, for hun ville ikke rigtigt få noget andet valg nu. ”Skænk op til den kommende dronning,” bad han tjeneren om, og tjeneren gjorde det skam. Den smukke røde væske gled roligt ned i glasset, men fyldte stort set intet i det. Han smilede let for sig selv, inden han endnu en gang rejste sig fra sin plads. Det var meget, som man skulle vænne sig til, og det vidste han jo egentlig godt, selvom det ikke var noget som han kunne tage sig af. Det var bare vigtigt at hun lærte det hele. ”Jeg ved det godt, Deres Højhed, og så lang tid det er denne tankegang som De viser, så er det også et mål, som De naturligvis vil opnå,” roste han hende med et varmt smil på læben, for det var jo heller ikke fordi at det var nogen løgn. Han smilede svagt, inden han begyndte at udpege de forskellige gafler, knive og skeer, og forklarede hvad de hver især skulle bruges til. ”Helt afhængig af hvad der står på menuen, er der forskelligt bestik som skal benyttes. Det er umådelig vigtigt at du specielt lærer salatgaflen, kødgaflen og..” Han begyndte at pege dem ud, mens han forklarede. For ham gav det jo udmærket mening.

[Deleted]

Kellan lavede en mental note til sig selv at hun aldrig nogensinde skulle komme forsent og derefter besluttede hun sig for at hun nok skulle få sig en lille hævn på Elijah når hun fik chancen og hun smilede for sig selv meget kort hvorefter hun endnu en gang gav Enrico sin udelte opmærksomhed. Stolen som han havde placeret hende i var behagelig og hun havde aldrig i sit liv troet at hun skulle side i en. Hans ord om at hun var nød til at tage imod vinen fik hende til at nikke lydigt. Hvis det var skik ar hun nød til det, om ikke andet så kunne hun vel nippe af vinen? De forlangt vel ikke at hun drak flere glas af det? Hun lod tjeneren skænke hende vin i glasset og hun tog forsigtigt glasset i hånden og betragtede den blodrøde væske. Hun duftede stille til den og kiggede roligt over på Enrico. "Er det altid rødvin som der bliver drukket til middagene eller er der også hvidvin alt efter hvad der bliver serveret?" spurgte hun roligt med et stille smil. Hun vidste en smule om vin også selvom det ikke var noget hun drak og hun ville gerne stille så mange spørgsmål som det var hende muligt for hun ville vide så meget som hun kunne komme til.
Hendes blik fulgte som han pegede forskelligt bestik ud for hende og hun prøvede at huske det hele i hovedet men der var godt nok meget information som hun skulle huske. Hun bed sig svagt i læben og prøvede at gennemgå det i hovedet igen. "Okay. Det her kommer jeg nok til at skulle have gennemgået igen. Hvilken gaffel var salatgaflen og hvilken en var til kød igen?" spurgte hun roligt. Der var så mange ting men lige nu så skulle hun bare fokusere på en ting af gangen og det var så lige gaflerne som fik deres tur.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico håbede så sandelig at Kellan ikke ville komme for sent på et senere tidspunkt, for det kunne gå hen og blive katastrofalt, så det var yderst vigtigt, at hun vidste hvordan og hvad hun skulle gøre, når det endelig var i situationen. Han vendte blikket roligt mod hende, da han selv valgte at skænke rødvinen op til hende. Han nikkede mod hende. Det var da tydeligt, at hun da vidste en smule om vin, hvilket naturligvis glædede ham, for så slap han for at fortælle hende om det. ”Alt efter hvad der bliver serveret, skænkes der rødvin og hvidvin op, Deres Højhed,” medstemte han ganske sandfærdigt. Han skænkede roligt op til sig selv. Selv som vampyr, kunne han lide dette i ny og næ. ”Det er en skik at tage imod i hvert fald et enkelt glas, kan jeg fortælle Dem. Alle plejer at tage del i den kongelige skål, når kongen eller dronningen byder velkommen til middagen, hændelsen, traditionen, eller hvad valget nu ender på,” fortalte han ganske sandfærdigt, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han tog endnu en gang plads i sin egen stol.
At hun spurgte ind til hvilken gaffel der nu var til hvad, var noget som faktisk passede Enrico ganske fint, for det var noget som nok skulle komme til på et eller andet tidspunkt. Han nikkede roligt til hende. ”Den kongelige titel vil ikke blive skænket til Dem, før De er i stand til at huske det hele. Det kommer til at tage tid, og De skal ikke tøve med at kontakte mig, om De har brug for noget ekstra øvelse,” fortalte han sandfærdigt, mens han gav sig til at udpege de forskellige gafler og generelt bestik for hende endnu en gang. Mattheus var vokset op med dette, og han havde selv stået for at oplære den unge konge tilbage i sin tid, og nu hvor han vidste, at han generelt bare sad og ventede på at Kellan ville blive klar og rede til at indtage tronen side om side med ham.

[Deleted]

At kellan i det mindste bare vidste lidt gav hende et fornyet håb om at det nok skulle lykkes hende at komme igennem det her sådan så hun kunne hjælpe Mattheus på tronen. Hun havde fået blod på tanden så at sige. Hun sad roligt med glasset og betragtede væsken roligt. Hun kunne vel nok vende sig til et enkelt glas, det skulle ikke være så svært igen. Hun nikkede roligt ved hans ord med et lille smil. "Så vidt jeg ved er det vidst rødvin ved middage med rødt kød og fjerkræ og hvidvin ved fisk" sagde hun tænkende og lagde hovedet let på sned. Hun var virkelig nød til at lære det her hurtigt hvis hun skulle hjælpe Mattheus og det var hun så sandelig besluttet for at gøre. "Et enkelt glas kan jeg nok godt blive vant til, også selvom jeg ellers ikke før har drukket" sagde hun roligt og nikkede for sig selv. Hun skulle nok komme igennem det her.
Hun lagde godt mærke til det forskellige bestik som han pegede ud for hende og prøvede at huske det i hovedet så godt som hun kunne men der var bare så mange ting. Hun tog en dyb indånding og begyndte at gennemgå dem alle sammen for sig selv igen, hun stoppede dog ved hans ord og nikkede roligt til ham. "Jeg ved det godt. Jeg er slet ikke klar til at indtræde en trone endnu. Jeg ved at det komme til at tage tid men jeg vil virkelig gerne igennem det så hurtigt som muligt sådan så jeg kan være behjælpelig istedet for bare at være i vejen. Jeg er villig til at arbejde med dig og lærer fra dig lige så ofte som du har tid til mig. jeg får brug for hjælp og jeg tager gerne imod så meget som jeg kan få" sagde hun roligt. Hun mente det virkelig, hun vidste at Mattheus sad og ventede på hende og at hun var nød til at komme igennem det her så hurtigt som det var hende muligt at lære det hele. Hun smilede roligt for sig selv og gennemgik endnu en gang bestikket som han havde vist hende i hovedet. Hun måtte bare lærer dette!

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico betragtede Kellan med en næsten kølig mine. Det var bare det, som lå mest naturligt til ham, så det var faktisk ikke noget, som man skulle tage særlig tungt igen. Han ønskede faktisk at hjælpe sin kære konge så langt, som det nu var ham menneskelig muligt, og nu hvor Kellan var valgt til at indtage tronen med ham, så var det vigtigt, at det blev gjort ordentligt ikke mindst. ”Korrekt,” sagde han roligt. Et enkelt glas var desuden noget, som hun var nødt til at vænne sig til, for det var ikke noget, som hun ville være i stand til at kunne undgå for fremtiden, og specielt ikke ved de kongelige middage, som for øvrigt var temmelig mange. ”Et enkelt glas, er jeg bange for, at De må vænne Dem til, Deres Højhed. Det er skik og ære til de kongelige middage som sagt. Et enkelt.. Så kan De tilbagevende til Deres vand eller andet ønsket,” tilføjede han ganske sandfærdigt.
Så lang tid Kellan var indstillet på at lære, så var det bestemt heller ikke noget som gjorde ham noget som helst. Det var den indstilling, som nok hurtigt skulle få hende op på tronen side om side med Mattheus, så der igen kunne komme bare lidt styr og kontrol på landet her. Desuden var denne træning en glimrende mulighed for ham, til at glemme Noelle lidt, nu hvor de endnu en gang var ude hvor de ikke kunne snakke eller noget som helst, så var det noget, som virkelig frustrerede ham voldsomt. ”Det er den indstilling, som jeg respekterer, og sikkert også grunden til at den unge konges valg faldt på Dem, Deres Højhed. Ej er De i vejen, kan jeg informere Dem om. De skal lære, og vi ved, at det er en proces, som tager tid,” påpegede han ganske roligt. Han rettede sig op. Reglerne for de kongelige var faktisk temmelig mange, uden at man egentlig kunne gøre særlig meget ved det. ”Jeg håber De er sulten,” tilføjede han endeligt igen. Fadene blev serveret for dem. Enrico fik sit blod. Det var jo trods alt hans føde.