Just one drink

[Deleted]

Det var ved at være aften i Procias. Vejret var godt, varmen udmærket med solen på vej ned i horisonten. Det var for varmt til arbejde, i hvert fald i Blacwins tilfælde og af selv samme grund, var han nu på vej væk fra Procias' slot hvor en mindre banket havde stået på. Han var iført en mørkeblå doublet og med en sort skjorte under. Bukserne var også holdt mørke, og han havde en broche med sit våbenmærke på brystet. Som altid var sværdet ved hans side. Nok var det ikke helt passende kropåklædning, men Blacwin var lidt ligeglad. I Procias blev man heldigvis ikke bestjålet for at være pæn på samme måde som i Dvasias, så Blacwin bekymrede sig ikke. Nu skulle der slappes af på Den Lyse Kro og han havde ikke tænkt sig at lade stoppe ved en mulig lommetyv.
Han slentrede ned gennem bygaderne med et let smil på læberne og endte uden for kroens dør uden problemer. Han havde været her før og dørmanden der stod og holdt problemer væk, hilste afslappet på ham. Første gang havde det været ærbødigt, men han havde bedt manden være som han var over for alle andre. Ergo, var han faktisk også blevet smidt ud herfra en enkelt gang efter han var blevet lidt for fuld. En af de dårlige dage. Denne dag var god og han gik inden for og hilste på alle stamkunderne med et nik og en vinken, til han fandt et bord, han kunne sidde ved.

Snart kom én af krokvinderne med en flaske af kroens gode vin. Hun stillede den på bordet med et glas. Folk var klar over hvad han skulle have her. Ikke at han kom her SÅ tit, men han havde udtrykt sig klart hver gang han havde været her.
"Tak, Lysa," sagde han, og lod hende gå tilbage til sit.
Han forventede at aftenen bare skulle være én af den afslappede slags, men alligevel holdt hans træning ved, da en mand med kappe over hovedet gik ind af døren. Manden gjorde intet og der var umiddelbart ikke den store grund til at være bekymret, havde det ikke været fordi, Blacwins trænede blik godt lagde mærke til adskillige knive, som manden gemte på. Han kunne umuligt være andet end noget lusket, men som det så ud nu, holdt Blacwin bekymringerne for sig selv. Det var først i tilfælde af, at manden skulle gå hen at gøre nogen fortræd, Blacwin ville tage drastiske handlinger. I stedet samlede han sin flaske op, hældte sig et glas og tog et nip fra det. Det var god vin de havde her på kroen.

[Deleted]

Det var ikke lige let for alle folk i Procias. Landet var ikke så velstående som det en gang havde været det og det bed sig mærke i byerne især. Caleigh levede på gaden, hun havde intet hjem for hun nægtede konsekvent at tage hjem til sin stedfar. Hendes mor var død og hendes far anede hun virkelig ikke hvor var henne så hun var alene. Hun skuttede sig let som hun gik ned igennem Apterta City's gader, ikke fordi det var koldt men fordi det så ud til at blive endnu en af de nætter hvor hun opholdt sig i byen. Hun brød sig ikke meget om det fordi hun vidste at der skete ting og sager i byer som denne men hun havde brug for noget mad. Det var ikke mange penge hun havde kunnet skrabe sammen på denne dag men den havde været en af de bedre. Hun havde fået noget nyt tøj, en kappe og en let kjole og der var stadig nok til mad på kroen. Hun var lykkelig. Med rolige skridt gik hun hen mod den lysende kro, hun havde været der før og vidste at der som oftest ikke skete mange ting der så der ville være fredeligt og hun havde virkelig brug for freden. Dørmanden lukkede hen ind uden et ord og hun takkede ham som hun altid gjorde. Da hun kom indenfor tog hun roligt den mørke kappe af og lagde den over armen så man kunne se hendes hvide kjole. Den var simpel, ingen ærmer, gik hende til knæene, den var syet ind bag på sådan så hun fik en talje og der var ingen broderier på den. Hendes blonde hår hang roligt ned over hendes skuldre og selvom hun boede på gaden så så hun pæn og ren ud. Hun opholdt sig som regel nær den lysende flod og derfor kunne hun let vaske sig selv og sit tøj. hendes blik gled roligt rundt på de mennesker som var på kroen og hendes blik faldt hurtigt på manden med hætten over hovedet. Caleigh sukkede stille og satte sig så i en bås så langt væk fra manden som overhovedet muligt. Hun ønskede virkelig ingen ballade. Den kvindelige værtinde kom ned og spurgte hvad hun ville have og Caleigh bestilte en skål varm suppe og et glas vand som hun hurtigt fik og betalt for. "Tak" sagde hun roligt da det blev sat foran hende og kvinden endnu en gang forsvandt. Hun satte sig til rette og begyndte at betragte de forskellige mennesker på kroen. Hun elskede at studere folk, det var altid så spændende.

[Deleted]

Kort efter den forkuttede mand var gået ind og havde fået et glas øl, dukkede en ny gæst op på kroen. Blacwins blik lagde sig kort på hende. Hun var pæn, men der var noget forhuttet over hende, hendes måde at gå og stå på, og som hun bad om mad da hun havde sat sig hen i en bås ved siden af hans.
Hun virkede heller ikke helt og holdent ren, men det var sjældent folk i byen var det, men hendes tøj var ganske pænt. Selvfølgelig ikke nær så pænt som Blacwins, men nu havde han jo også været ved en skrædder og havde et våbenmærke på, der fremviste at han i hvert fald havde med adelen at gøre.
Hans blik måtte have lagt der længe, for larmen trak hurtigt hans opmærksomhed væk.
Manden med kutten over hovedet var godt i gang med, at diskutere med en anden adelig.
En mindre betydelig mand, men alligevel vidste Blacwin godt hvem denne var. Lord Eriko Rogers, en mand der havde tjent rigtig meget på handel og på denne måde, også ved hjælp af sin families arv, var af nobel byrd, samtidig ganske respekteret i hoffet.

Den fremmede mand stod ved bordet og talte lavt, nærmest truende til ham, og det endte med at Eriko råbte af manden. "Du kan fortælle din mester, at jeg ikke har tænkt mig at modtage hans beskyttelsespenge når jeg tager mine rejser gennem grænserne!" 
Med de ord, rejste manden sig op. Manden med kutten sagde noget meget lavt, og tog derefter fat i Eriko, hvor en af hans knive røg frem i hånden på ham. Da han stak den i den adelige mands arm, sydede såret omgående, og Blacwin rejste sig, alarmeret. Hvordan sikkerheden havde slækket sig på denne måde, var ham en stor, stor overraskelse, men for nu var det irrelevant. Manden skulle pacificeres, men problemet var, at han stod i nærheden af adelsmanden, holdt fat i ham og de var inden for i en kro.
Det var et problem, så Blacwin måtte komme tæt på uden at blive opdaget. Han valgte derfor at spille på, at spille én der var fuld. Han gik svajende mod døren, hvor de to også stod, med sit vinglas i hånden, og som han gik forbi, valgte han at klaske glasset lige ind i baghovedet på manden med kutten. Dette fik ham til at slippe Eriko og vende sig mod Blacwin der trak sit sværd, der begyndte at slog gnister.
"I kongens navn. Giv op," advarede Blacwin koldt. Hans venstre hånd blødte fra det klirrede glas, men det måtte han tage sig af senere. De fleste andre var frosset til stedet i chok og Blacwins blik lå fast på den fremmede.

[Deleted]

For Caleigh var der virkelig ikke noget bedre end fred og ro. Hun havde brug for det for hendes magi var slet ikke til at styre for hende. Hun hadede den tanke men hun nægtede konsekvent at komme krybende til den magiske cirkel for at få hjælp. Hun ville ikke i nærheden af sin stedfar. Hendes tilstedeværelse på kroen havde fået enkelte til at vende blikket mod hende og hun kunne mærke hvordan det brændte i hende når hun fik den opmærksomhed. Hun brød sig et sted ikke om det for hun ville bare være alene. Hun satte sig til rette og fik udleveret sin mad og det var hun taknemmelig for. Hun var ikke en tigger, hun bad ikke om mad men hun var meget villig til udføre en god dags arbejde for at få mad eller penge til det. Derfor var hun heller ikke alt for tynd for hun sultede ikke. Hun havde fået et stykke brød til suppen som hun roligt dyppede i og derefter stoppede i munden. Hun nød smagen af mad for hun var da sulten efter at have arbejdet på market hele dagen. Hun stoppede dog op da tumulten på kroen blev værre. Hendes blik hvilede roligt på manden med kniven som holdt fast i den adelige. Hun satte sig lidt længere ind i båsen og betragtede mændende. Hun ville i hvert fald ikke blande sig for hvad kunne hun gøre? Hun kunne ikke en gang styre sine magier? Hun rystede på hovedet af sig selv og betragtede hvad der virkede som en fuld mand bevæge sig mod de to kæmpende. Hun bed sig let i læben og knyttede en hånd. Hun ville have det dårligt hvis den fulde mand kom til skade bare fordi han forstyrrede dem. Men hun nåede ikke at tænke videre før den fulde havde trukket sit sværd. Han var en mand forbundet med kongehuset? hun smilede stille ved sin egen tåbelighed. Der var ikke brug for hende, hun kunne jo heller ikke noget. Hun kunne dog ikke fjerne blikket fra manden med sværdet. Der var noget over ham som fangede hende og hun glemte helt maden foran sig mens hun blot betragtede hvordan han håndterede manden med knivene og hvordan han håndterede sværdet i hans hånd.

[Deleted]

Blacwins vrede grimasse blev på ingen måder bedre da manden med kutten vendte sig mod ham og holdt sin kniv klar sammen med én han havde trukket uden at det var blevet lagt mærke til.
Blacwin vidste godt at knive var noget lusk. Han var udmærket klar over, at han skulle være hurtig nu.
Manden stak ud, men Blacwin parérede, til hvilket der lød et piskesmæld. Sværdet slog gnister, som altid. Elektriciteten var det, der lavede piskesmældene. Modstanderen gav et spjæt af kontakten til stødet, men så ellers uanfægtet ud. Hvis ikke han ville give op, måtte der vel nye boller på suppen.
Blacwin gik i offensiven og lavede først en finte mod manden, hvorefter han med success fik disarmeret den ene af knivene. Den fløj tværs gennem lokalet og landede næsten lige i hovedet på den kvinde, Blacwin havde set tidligere. Han lagde godt mærke til hvordan kniven derefter kurede henover hendes bord, men måtte vente med en undskyldning, for nu kom modstanderen springende mod ham med en løftet kniv og fintede adskillige stik der forvirrede Blacwin enormt.

Manden endte med at stikke kniven i Blacwins arm, men det skulle han ikke have gjort, for kort efter fik han en pommel i ansigtet, der selvfølgelig også slog gnister, til hvilket han denne gang faldt om.
Blacwin trak hurtigt kniven ud af armen, men han var heldig. Det var ikke den her kniv der var magisk.
Det var den anden. "Krofatter, send én af dine mænd med ham her op til slottet. I skal få refundering af hvad end der er ødelagt," forklarede Blacwin sig, før han skyndte sig over til kvinden fra før og samlede kniven op.
"Jeg beklager ulejligheden, er der noget jeg kan gøre for at gøre det godt igen, Frøken?" Spurgte han, mens han satte en finger i sit sår i armen og fik det healet. Tøjet var lidt ødelagt, men det måtte vel erstattes. Derefter fik han sat sværdet tilbage i skeden og healede også sin beskadigede hånd. Han blev stående, ventende foran den noget pæne kvinde.