Come home to me..

[Lestat De Lochér]

Lestat fandt tanken en smule morsom, i og med at så lidt som lidt skægstubbe på hage og kinder kunne gøre, at hun så ham som mere mand end hvis han var glatbarberet. Han havde dog bestemt ikke noget imod det, men hun måtte jo så selv hjælpe til med at klippe det til, nu hvor han ikke bare ville kunne skrabe det hele af. Hvis hun ønskede at se hans skægstubbe, skulle hun også have lov til det, for det var da en nem ting han kunne opfylde for hende om ikke andet. Han nød godt af tanken om, at skulle være hendes kommende mand, for det var specielt en plads han gerne ville have - og så endda med hende, så blev det hele jo kun meget bedre. Og han glædede sig til at have hende som sin kone. "Så kan jeg vist heller ikke forlange mere," sagde han roligt og sendte hende et smil, samt at han gengældte hendes kys derefter, for han kunne da ikke lade vær, når hun sådan skænkede ham et.
Nu hvor de endeligt sad ude i haven, så tog han også solen til sig fuldkomment, for det var faktisk en fryd uden lige at skulle mærke den på sig igen. Noget han glædede sig allermest til, var solnedgangen, for den ville han overvære sammen med hende engang i aften, som en romantisk afslutning på dagen hvor de kunne sige, at de var blevet forlovede - og hvilken fantastisk dag! For nu ønskede han ikke at tænke i så mange baner, men bare fokusere på hende og haven, tænke på det lykkelige nu han var i. Morgendagen kunne tidsnok bringe de første bekymringer eller andre tanker med sig, så det gemte han, nu ville han bare være her sammen med hende og nyde det fuldt ud. "Jeg er virkelig glad, Jacqueline. Bare at sidde her i haven med dig, er en glæde uden lige. Når vi har spist, så vil jeg vise dig det lille smukke sted jeg passerede tidligere, for det skal du se!" svarede han hende roligt, som hun også sagde hun gerne ville se haven, for der havde hun jo ikke være i længe og det vidste han; så nu hvor chancen bød sig, så syntes han bestemt at de skulle tage et kig. Han smilede let som han så, at hun tog ringen i blik igen, hvortil at han selv kiggede let ud over haven, som de nu sad i, på østsiden af det store mansion. En tjenerinde kom ud med en bakke og stillede en kande og to glas til dem, hvori der var noget koldt vand. "Værsgo, Jeres mad er straks på vej," sagde hun høfligt og nejede kort, som hun tog bakken med igen hun havde båret tingene ud på og hun forsvandt rundt om huset. Han nikkede let efter tjenerinden og hældte noget vand fra kanden op i Jacquelines glas først og derefter sit eget, inden at kanden blev sat tilbage på det lille fine bord. Han løftede glasset og kiggede nærmest spændt ned i det, for det var vand og han ville kunne drikke det. Nærmest forsigtigt løftede han glasset helt til sine læber og tog en tår, og selv noget så enkelt som vand, smagte faktisk godt i hans mund syntes han, så han fik hurtigt drukket det. "Det jo fantastisk som vand kan gøre en godt," bemærkede han for sig selv og smilede, som han hældte et nyt glas op til sig selv og vendte blikket hen mod hende.

[Deleted]

Lidt skægstubbe gjorde faktisk meget for Jacqueline, selvom det bestemt ikke var nogen negativ ting. Hun kunne lide at se det, da det var det som også gjorde, at man ikke længere var dreng, men faktisk en mand. Hun smilede let for sig selv og nikkede. Han forlangte ikke mere, og det gjorde hun bestemt heller ikke, så det passede hende jo uden tvivl fint. Hun smilede let for sig selv, som hun satte sig i haven. At spise derude, var ikke noget som hun havde gjort med Giovanni, så det i sig selv, var jo faktisk ganske nyt for hende oveni, men hun.. kunne faktisk godt lide tanken. Selvom hun endnu ikke var stolt over hvordan hun så ud, så var det uden tvivl også på bedringens vej, og det var udelukkende på grund af ham, hvilket var en tanke som virkelig gjorde hende glad og ikke mindst tilfreds oveni. Hun vendte blikket i retningen af ham endnu en gang. Han havde fundet dette ganske særlige sted som han gerne ville vise hende, og hun glædede sig faktisk til det, fordi at det var en stund, som hun kunne dele med ham og ham alene, og det var uden tvivl noget af det bedste af det hele. Hun vendte de mørke øjne i retningen af ham igen, hvor smilet på ingen måder var at skulle tage fejl af på nogen måde i det hele taget. ”Jeg vil se frem til det. Haven har jeg bare været vant til, har været et pynt på facaden her omkring huset. Jeg har aldrig som sådan… nydt at vandre igennem den. Jeg vil glæde mig til at se, hvad det er du har fundet.” For alt i verden, så var Giovanni det sidste som hun tænkte på i denne stund, da man snildt kunne sige, at Lestat havde overtaget pladsen for den mand, som hun stort set kunne sige, at have tilbragt sit liv med. Nu var det for en gangs skyld hende, som havde taget et valg for sig selv, og hun havde det faktisk utrolig godt med det, trods omstændighederne.
Vandet blev serveret for dem, og hun lod glædeligt Lestat skænke op til hende, hvor hun nikkede mod ham og tog glasset til sig. At se nogen nyde et glas vand så meget, var nu en tanke som alligevel fik hende til at grine lidt. ”Man ved ikke hvad man har, før man har mistet det. Jeg har nu aldrig set nogen direkte.. nyde et glas vand på den måde. ” Hendes stemme var morende og bar klang med et liv, som hun ikke havde følt igennem temmelig lang tid. Hun selv tog en tår, som hun blev siddende og bare afventede at maden endelig ville komme. Hun var glad for at han var kommet hjem og det var lettende for hende. ”Jeg synes vi skal sætte et personligt præg på stedet her, kære. Hvad synes du? Det sidste af Giovanni, ønsker jeg ud. Jeg ønsker at se frem og ej tilbage,” fortsatte hun med en dæmpet stemme, også fordi at hun mente det. Hun var færdig med den mand, for nu havde hun fundet det, som var hende langt bedre; Nemlig Lestat.

[Lestat De Lochér]

Lestat var som sådan ikke en krævende mand, for han mente selv, at hvis man gav lidt så fik man i længden meget, fordi det var de små ting det egentligt betød allermest fremfor de store og prængende. Det havde han vist også bevist med ringen, i og med at stenen bar hendes yndlingsfarve fremfor hvilken som helst anden, for det var jo en lille detalje som vel sagtens kunne betyde alverden for hende, fordi han havde husket det. En anden lille ting som han ønskede at gøre for hende, var at åbne op for et nyt sted han troede på, at hun ville syntes om; haven. Haven havde nok bare været en pyntegenstand, men det var faktisk et vidunderligt sted og specielt om sommeren, for da stod alting i flor og der var et liv uden lige af små insekter, mindre dyr og ikke mindst fuglelivet. Alle de ting han tænkte igennem, var ting han nærmest havde glemt, men som han sad og kom i tanke om nu hvor han faktisk kunne tænke tilbage på sidst han havde været af en levende race og ikke vampyr. Selvom han ikke havde noget imod tilværelsen som vampyr, så følte han alligevel, at det faktisk var virkelig befriende at være et væsen med bankende hjerte og mulighed for at bevæge sig ude i solen, uden at frygte den direkte død og pine. Han kunne være sammen med Jacqueline på alle tidspunkter at døgnet nu, uden at skulle frygte noget direkte på grundlag af raceforskellen, så det var han bare glad for. Han glædede sig bestemt til at vise hende det lille sted han havde passeret tidligere når de havde spist, for han var sikker på at hun ville finde det smukt. "En skam at se sådan på det, så jeg glæder mig til at udvide din horisont. Nu hvor jeg sidder her i solen, så anede jeg jo nærmest ikke hvad jeg havde før jeg blev vampyr, men jeg er faktisk gået glip af meget," sagde han dæmpet til hende og sendte hende et varmt smil, for haven havde han jo faktisk haft som favoritsted engang i det der føltes som et tidligere liv, selvom det jo bare var meget lang tid siden, da han var blevet far for første gang. Elanya var dog faktisk ikke særligt tydelig hos ham mere, fordi at han vidste hun endeligt havde fred og han havde levet med den viden i længe nu, så hun gled mere og mere bort til en bestemt plads i ham, som dog ikke var en han tænke over. Den velfortjente plads havde Jacqueline overtaget, som den eneste og rigtige i hans hjerte, det kunne han jo mærke når de var sammen, for hun fyldte ham med glæde og lykke. Han grinte smørret til hende, da hun sad og grinte og morede sig over, at han nød et glas vand; men ja, det var vel også mærkeligt. "Du har vidst heller aldrig været sammen med en, der har været vampyr så længe som jeg har og så er blevet et levende væsen igen," svarede han med et smil på læben, for hendes klang af liv i stemmen var virkelig en fryd for ham at høre. Han tog en mere rolig tår nu og drak ganske normalt, men den første tår havde han bestemt nydt virkelig meget. Han så roligt på hende, som hun faktisk kom med et ønske, og han skulle straks stå der for at opfylde det! "Det lyder som en god idé, min kære. Fremad skal vi se sammen, så hvad end du ønsker lavet her på stedet, det finder vi du af sammen," svarede han hende roligt med et let nik, som han selv så op da tjenerinden kom tilbage og denne gang med to tallerkener fyldt op med mad, som var en nærmere blanding af lidt morgenmad og noget frokost, som både duftede lækkert og så lækkert ud. "Tak," svarede han til tjenerinden, der forsvandt igen efter at have stillet maden til dem og lagt bestik ved dem, så de kunne spise, sammen med nogle servietter. På tallerkenen lå både noget æg, brød, lidt kød og grøntsager, hvilket alt sammen så virkelig godt ud i hans øjne; han ville nyde sit første måltid mad i ekstremt lange tider. Fast gik han ombord i sin mad og nød hver en bid.

[Deleted]

Jacqueline kunne ikke begribe hvor fri hun følte sig omkring Lestat, også fordi at dette var noget som gjorde det meget nemmere for dem begge to. De kunne få hinanden, uden at have noget direkte at skulle rette sig ind efter. Han behøvede ikke længere skjule sig for solen, som hun heller ikke behøvede at lægge sin døgnrytme om, selvom hun gerne ville have gjort det, for at være sammen med ham. Haven havde for hende altid bare været til pynt. Ja, børnene havde leget i den dengang de havde været små, og tvillingerne havde gjort det i den tid de havde været der, før hun havde fundet det nødvendigt at sende dem bort, ligesom hun havde smidt resten af familiemedlemmerne ud. Nu havde hun Lestat, og det var så meget bedre havde hun fundet ud af, også fordi at hun kunne være sig selv, og bare en kvinde, uden facader som hun var vant til. ”De eneste som har gjort brug af haven her, er mine børn, Lestat.. Foruden det, så har den altid været pynt til det store hus. Den har aldrig rigtigt tjent noget andet formål, end at lægge afstand fra huset og til de offentlige gader,” forklarede hun videre. Det var uden tvivl en skam, men med de familiehemmeligheder som de havde, så var det vel bare.. en nødvendighed, at det var sådan det forholdt sig? Det var hendes tro om ikke andet, for Giovanni havde forklaret det således. Men at se ham nyde et glas vand så meget, var uden tvivl noget af det som hun faktisk måtte finde direkte morende, hvor latteren brød hendes læber. ”Det har jeg ikke, det kan jeg gerne indrømme.. Giovanni er den eneste jeg har været med.. Foruden dig nu. Jeg morer mig bare ved synet.. Det er da altid godt, at noget så simpelt som et glas med vand, kan bringe dig den nydelse,” sagde hun roligt og med et smil på læben. Hun var træt, men slet ikke noget som hun ønskede at tænke over lige nu. Lige nu var det vigtigste for hende, bare at tilbringe den tid sammen med ham, nu hvor hun endelig havde muligheden for det. Hun havde for en gangs skyld valgt at komme med et ønske, og hun ville gerne have huset personaliseret, og få de minder ud af Giovanni. Ganske vidst ville hun ikke smide de malede familiebilleder ud, men derimod.. Gemme dem lidt til side. Det var jo trods alt billeder af familie, og var en del af hende. At han gik med til det, var en tanke som faktisk passede hende ganske fint, og noget som hun virkelig, virkelig var glad for, så det i sig selv, var heller ikke noget som sagde så lidt. Hun trak let på skuldrene. ”Du bor her nu.. Du er min kommende mand, og jeg har ikke lyst til at skulle tænke over tiden som var, men tiden som er, og vil komme. Dit præg skal sættes på det..” bad hun med en sigende stemme. Maden blev serveret, selvom tjenerne var vant til intet at høre fra hendes side. At se ham gå sådan om bord i maden, fik hende igen til at grine. ”Til din orientering, kæreste.. Du kan kvæles i det, hvis du ikke tygger det,” påpegede hun med en let drillende mine, inden hun selv gav sig til at skære sin egen mad ud. Yderst små bider, men hun var jo begyndt at spise, og specielt rundt om ham.

[Lestat De Lochér]

Lestat var glad for at han havde bidraget til at gøre Jacqueline fri, for det var hans største ønske for hende, det var at kunne føle sig som den kvinde hun var i hans øjne; En kvinde der skulle passes på og varetages, en som ligeså skulle respekteres som en Gudinde og hvad mere det indebar for en mand om at tage vare på sin kvinde, det ønskede han at hun skulle føle på nært hold. Det allerbedste var jo så, at det føltes så nemt at være sammen med hende, fordi der ikke var nogle pligter eller mere, de kunne sammen starte det hele op som de havde lyst til. De kunne ændre på det store hus, få gardnerne til at flytte om i haven og de kunne lægge en dagsorden for de to der passede sammen; måske kunne de endda ansætte et par nye folk, hvis der blev behov for det, for han vidste at Jacqueline ikke havde mange tilbage ud over de nødvendige; i det mindste havde hun da beholdt sin kok! "Så må vi jo hellere sørge for, at haven bliver til for noget andet end pynt," sagde han med et smil på læben, selvom han dog klart hørte hende og kunne følge hende i sine ord, specielt hvis hendes eksmand havde været, som han havde en fornemmelse af ud fra hendes forklaringer på det. De dybere hemmeligheder kendte han dog ikke til, men han var sikker på at han aldrig ville løbe fra hende uanset hvad hun kunne have af hemmeligheder. Han ville gerne være der for hende i alle sager, også de svære, for nu var de jo også kommende mand og kone, og han kunne ikke glæde sig mere. Han lo let over hendes ord, da hun indrømmede, at hun ikke havde mødt en som ham før, det gjorde ham kun glad. "Ja, så ved du hvor lidt der skal til for at tilfredsstille mig," svarede han med et smørret smil på læben, for han vidste jo godt den nok ikke holdt i længden, men så alligevel… hun skulle faktisk ikke gøre meget, før han ville være imponeret og tilfreds, for han var ikke en svær mand at tilfredsstille, hvis man bare tog det fra de små ting og vidste hvordan man skulle gribe ham an; og det gik rigtig godt for Jacqueline allerede. Bare det at være sammen med hende, var en lykke og tilfredsstillelse uden lige syntes han. "Jeg synes at vi i morgen så, skal gennemgå huset… værelse for værelse og så skrive ned, hvad vi synes der skal laves om eller hvad der skal nyt til," svarede han hende og smilede let, for han var da glad for at hun ville give plads til ham, det var virkelig rart om ikke andet. Han havde ikke haft tjenere siden han havde været Konge i Procias, så det i sig selv gjorde jo, at han faktisk følte for at være meget høflig overfor de, der arbejdede her, for han synes ikke han var højere hævet. Han grinte let over hendes ord og tog hurtigt en tår at drikke, før han var klar til at svare hende, fordi han lige havde været ved at kvæles af grinet. "Jo tak, så meget kan jeg da huske," sagde han med et grin, som han meget hurtigere end hende fik spist op, som han ligeså følte sig utroligt mæt og følelsen var utroligt god!
Så snart hun selv var færdig, så ønskede han at vise hende det sted han havde passeret tidligere, så han rejste sig op og rakte hende en hånd, med et kæmpe smil på læben. Det lå bagerst i haven, skjult bag buske og træer, men det var en rigtig hyggelig sti, som var yderst i haven og mod bagudgangen. Han trådte om bag hende og lagde sine hænder for hendes øjne som de kom tættere på stedet og førte hende frem til åbningen ind til stien, der var helt lyserød, gul og rød af blomster. "Klar?" spurgte han og fjernede hænderne fra hendes øjne, og lod hende se.

[Deleted]

Visse ting var bare bedre forblevet usagte, og det var noget som Jacqueline holdt fast på. Hvad angik haven her, så havde det været børnenes legeplads, men også det som havde skænket huset en afstand fra den øvrige befolkning, og med de mange hemmeligheder som faktisk hvilede her i huset – og i hendes hjerte, så vidste hun ikke, om det var noget som var klogt at fortælle videre, for hun ønskede bestemt heller ikke at skræmme ham eller noget lignende, og hun var vel næsten bange for, at det var den effekt som det ville have på det hele? Hun ville holde det kort tæt til hjertet om ikke andet, også i respekten for hvad Giovanni havde gjort og havde stået for tilbage i sin tid. Tungen strøg hun let over sine læber og nikkede. Hun ville gerne give det hele langt mere personlighed, også fordi at det var en lys tid, det hele nu skulle gå i møde, og det havde hun det ganske fint med i længden, og det erkendte hun gerne. ”Det lyder som en rigtig god idé. Jeg ønsker at gøre det til et sted, hvor jeg selv kan vandre når solen står højt.. Selv om vinteren,” sagde hun roligt. Sammen med Lestat, var det bare.. naturligt for hende, at give udtryk for hvad hun ville have, selvom det var noget som først var begyndt nu, for hun vidste, at han ville gøre sit for at efterkomme det. Det havde han jo allerede vist hende, og derfor vovede hun også at gøre det overfor ham. Hun smilede let for sig selv. ”Hvis der ikke skal mere til, er jeg sikker på, at selv det, er en opgave, som jeg kan leve op til,” fortalte hun med en ærlig stemme. Smilet var ikke til at tage fejl af, for selv den tanke glædede hende faktisk. Hun følte for en gangs skyld, at hun kunne noget. Hun nikkede. Det lød som en ganske fornuftig idé. ”Jeg er spændt på at se hvad du kan tilføje huset her, kære.. Jeg vil gerne have, at jeg skal kunne føle mig ordentlig hjemme.. Også med noget, som vil minde mig om dig,” fortalte hun med en ærlig stemme, hvilket også var at spore i hendes blik. Hun holdt forbandet meget af ham, og hun ville gerne have noget som hun kunne kigge på og vide at det var noget som han havde tilføjet – såsom ringen, som hun stolt måtte bære på sin finger.
Jacqueline fuldendte roligt sit måltid, og med et ganske tilfredst smil på læben. Det var faktisk lækkert at få noget i maven, også fordi at hun omkring Lestat havde roen til det. En tro på at det hele nok skulle gå, og at han var der til at passe på hende, var uden tvivl det, som drev hende frem. Hun vidste, at hun var en kvinde, som blev beskyttet og passet på. Roligt rejste hun sig op og med et smil på læben. ”Så vis mig det,” opfordrede hun med en rolig stemme, for hun mente det jo trods alt også. At han lagde hånden for hendes øjne, gav hende en tydelig.. spænding i maven, men hun stolede mere end nok på ham, til at lade ham føre hende derned. Turen igennem haven var med langsomme og rolige skridt. Som de stoppede op, følte hun for alvor spændingen i maven. Da han fjernede hænderne, kiggede hun roligt rundt omkring sig. Tydeligt overrasket over hvor smukt, der var i haven her. ”Det.. det er jo smukt, Lestat.. Og.. du kom igennem her..? Jeg.. jeg vidste slet ikke, her var så smukt..” sagde hun med en dæmpet stemme. Hun gik roligt frem og så til hvad der var at kigge på. Det var virkelig smukt!

[Lestat De Lochér]

Lestat havde aldrig forstået princippet i at nogle ting skulle være usagte, når de heller ikke var til at regne ud, for han var en mand der talte åbent om tingene og lagde bordene frem som de var, uanset hvor nervøs han så var for at få det sagt. Men han respekterede dog også Jacqueline hvis hun ikke følte for at talte om det endnu, men engang ville han da gerne vide hvad hun havde følt var for svært at fortælle. Han ønskede at vise hende, at ingen hemmelighed var for dyb eller grov til at kunne skræmme ham væk, for der var virkelig intet der kunne skræmme ham væk. Han havde da været igennem mange ting selv, så det kunne vel umuligt være værre, det syntes han i hvert fald ikke. Hans sidste ægteskab havde vist sig at være med hans mor, og selv der havde kærligheden da holdt mellem dem, selvom hans søskende havde set sig godt forhadt på ham over det, da det var kommet ud; vel også en grund til, han følte sig allerbedst tilpas her i Peula, Imandra, fordi det var væk fra alle og han kunne finde fred. "Så er det også sådan du skal få det, for vi kan i hvert fald finde ud af det sammen, det hele og skabe et hjem, som vi ønsker det," svarede han hende med et smil, for det var klart også et ønske han havde, selvom han ikke følte for at ville presse på med at skulle sætte sit præg på hjemmet før hun var klar, så han var glad for at hun selv kom frem med ønsket omkring det. Det var dejligt at hun gav udtryk for hvad hun ville have, for så skulle han nok stå der og gøre det for hende og med hende, eller sætte nogle til det, alt efter i hvilken sværhedsgrad det var. Han lo let over hendes ord. "Det tror jeg bestemt er en opgave du lige kan klare," svarede han med et morende smil og så på hende med det varme glimt i øjet. Han trak vejret roligt og sad kort og tænkte over, om han kunne komme på noget til huset nu og her, men han var lidt blank; det var nemmere for ham når de tog en rundtur og han kunne fordybe sig i et rum ad gangen. "Ja, vi må se hvad jeg kan finde på jo… Jeg glæder mig i hvert fald til at skabe et hjem sammen med dig," endte han sandfærdigt, for det var en sandhed og noget som han mente, nu når de var et 'os'. Han holdt virkelig meget af hende, ja han elskede hende jo, så det gjorde jo kun det hele så fantastisk, når hun holdt ligeså meget af ham til gengæld. Roligt fik han hende med sig gennem haven og ned til den hyggelige og smukke sti han havde passeret tidligere, for han ønskede at hun skulle opleve sin have som et sted hun også ønskede at være. Han var spændt, men han smilede stort ved hendes ord og nikkede roligt til hende, som han selv fulgte efter hende hen langs stien. "Ja, jeg kom igennem her. Jeg kom engang igennem her ved nattetide, men dette slår virkelig alt," sagde han med et varmt smil og gik hen til en af de lyserøde blomster. Han afmålte nogle centimeter ned ad stiklen på den ene blomst, hvor han endte med at tage fat og knække den af, hvorefter han gik hen til hende. Han strøg hendes hår let om bag øret på højre side og lod blomsten glide i hendes hår bag øret, sammen med at han smilede stort til hende. "Smukt," kommenterede han med en blød og dæmpet stemme, som han skænkede hende et kærligt kys.

[Deleted]

Mange af tingene, synes Jacqueline endnu var bedst forblevet usagte, og det var også derfor at hun holdt mund omkring hendes afdøde mands gamle handlinger, også selvom det var ting som hun på ingen måder kunne sige sig, at være stolt over den dag i dag. Hun vendte blikket i retningen af ham endnu en gang. Hun gav stille udtryk for hvad hun ville have, også fordi at det endnu var skræmmende nyt for hende. Hun smilede svagt for sig selv, og vendte blikket i retningen af ham. ”Jeg vil gerne have, at jeg kan føle mig komfortabel omkring det, og få nogle af de mange minder væk. Jeg har brug for at komme videre og se frem. Og jeg har jo dig nu, og.. jeg vil gerne have, at dit præg sættes på huset her..” fortalte hun med en ærlig stemme, som hun let vendte blikket i retningen af ham endnu en gang. Det glædede hende dog, at han var så åben for det, og bare efterkom det, uden at virke sur eller irriteret, for hun var ikke den som stillede særlig mange krav, for hun.. turde ganske enkelt ikke. Hun smilede let for sig selv. Det glædede hende virkelig, at han var så åben og modtagelig for hende, når hun faktisk kom med sine drømme og ønsker omkring alt dette. ”Sammen med dig, er jeg sikker på, at jeg lige kan klare,” sagde hun med en rolig stemme, også fordi at hun følte, at hun… kunne klare alt, når hun var omkring ham,, og det var virkelig en fantastisk fornemmelse, for den havde hun ikke haft i rigtig mange år. ”Det er også dit hjem, som det er mit.. Jeg vil gerne have, at du lige så kan føle dig hjemme her,” forklarede hun sandfærdigt.
Synet af det hele, var noget som uden tvivl kom bag på Jacqueline, for havde de egentlig så smuk en have? Det havde hun jo slet ikke været klar over! Hun vendte blikket i retningen af ham, som han havde afsløret det hele for hende. Hun smilede let for sig selv. ”Jeg vidste slet ikke, at her var så smukt på denne tid af året..” påpegede hun med en ganske sigende mine, for hun så slet ikke noget andet end en smuk have, en masse blomster og smukke træer, for det var virkelig en fantastisk fornemmelse, og så at vide, at det var deres? Hun gik roligt frem, kun for at tage det hele i blik. Det var jo næsten noget som i sig selv, fik hende til at føle sig ganske rolig og.. komfortabel og ikke mindst tryg, og det var noget som hun faktisk godt kunne lide. At han plukkede blomster, fik hende til at vende sig mod ham, inden hun lod ham stryge håret bag hendes øre, og placere en blomst. Smilet var ikke til at tage fejl af. Han fik hende jo til at føle sig smuk. ”Synes du virkelig..?” spurgte hun roligt, og med en dæmpet stemme. Hun kunne virkelig godt lide, at han bekræftede hende så meget, for det var uden tvivl noget af det, som hun virkelig havde brug for.

[Lestat De Lochér]

Det var en dejlig følelse at Jacqueline stille begyndte at udtrykke ønsker og behov, samt faktisk at stille lidt krav til hvad de også skulle opbygge sammen, for det gav Lestat en følelse af, at det hele var rigtigt sammen med dem, fordi de bare kunne være sig selv. Han vidste det var nyt for hende at give udtryk for hvad hun ville have, men det gjorde ham nu intet, bare det at hun gjorde det var stort i sig selv; igen kom det frem at en lille ting havde en ligeså stor betydning som en stor. "Det forstår jeg udmærket… og i takt med det, kan vi jo skabe nogle nye. Jeg skal se hvad jeg kan komme op med til huset," svarede han hende ærligt og så roligt på hende, han ønskede at være åben overfor hende uden at give hende nogen modgang, for den behøvede hun ikke mere af og han så ingen grund til at give hende den så, for de fandt jo godt ud af tingene sammen. Han smilede varmt til hende, for det var længe siden han havde været så høj på lykke og han havde helt glemt hvor fantastisk det føltes. "Det glæder mig," svarede han og nikkede let til hende, for han var da kun glad for at hun kunne sammen med ham. Han havde det jo på samme måde, for han følte sig uovervindelig bare at vide, hun var hos ham i tanken, det var noget der gjorde ham stærk selv når de var væk fra hinanden. "Så længe du er her, så føler jeg mig hjemme," svarede han hende ærligt, for det mente han i den grad, for bare hun var her, så var dette et sted han kunne kalde hjem, uanset hvordan det så ud. Han sendte hende et smil, som hun måtte betragte de mange smukke blomster, for det forstod han udmærket, når hun ikke havde set det sådan rigtigt, eftersom hun ikke rigtigt havde været ude i haven før nu i Gud ved hvor længe. "Det ved du jo så nu, kære," svarede han hende, som han nu igen stod lige foran hende og havde skænket hende en blomst og et kys. Han betragtede hende fuldt, for den lille blomst var fin til hendes yndige ansigt. "Ja, det synes jeg virkelig," afsluttede han til hende, som han roligt tog hendes hånd og holdt den blidt.

[Deleted]

Jacqueline begyndte da stille og roligt, at give udtryk for hvad hun egentlig ønskede af ting, for det var hun slet ikke vant til, men så lang tid at han efterkom det, og viste interesse for det, så var det også noget som faktisk gjorde hende glad, og gav hende modet til at bede og spørge ind til ting, som faktisk også betød noget for hende, og det var alt sammen noget, som hun virkelig var frygtelig glad for i den anden ende, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. ”Jeg vil gerne have noget som minder mig om dig.. Skabe nogle minder med dig, og have noget som kun minder mig om dig..” forklarede hun sandfærdigt, og med en langt større selvtillid, end det som hun lige havde gjort brug af til nu, og det var noget som gjorde hende glad.
Stedet som Lestat havde udpeget for hende, var noget som uden tvivl gjorde hende glad, for hun havde slet ikke vidst at de havde haft noget så smukt som dette ude i haven, og det var uden tvivl en god og ikke mindst positiv overraskelse! Hun smilede let for sig selv, inden hun igen vendte sig mod ham. Hun var overbevist om at de nok skulle få det godt sammen, og specielt hvis det var sådan en mand, som han ville vise sig, at være overfor hende, når de også ville blive gift… ja, tanken om at de skulle giftes, var en helt uvirkelig tanke, og det var svært for hende at kapere, for det var rigtig mange ting på en gang, men det var derimod rigtig, rigtig rart at vide, at hun ikke skulle være alene mere. ”Det ved jeg nu ja.. Jeg er virkelig glad for, at du valgte at vise mig det,”sagde hun med en ærlig stemme, for hvorfor skule hun da lyve for ham? Hun lod hovedet søge let på sned. At hun var så smuk i hans øjne, var noget som gav hende en selvtillid, som hun ikke havde oplevet igennem temmelig lang tid, og det var noget som naturligvis også gjorde godt for hende. Hun tog glædeligt omkring hans hånd og sendte ham et smil. ”Jeg er kun så smuk, som du gør mig.. Og jeg føler mig smuk omkring dig,” sagde hun roligt, inden hun igen skænkede ham et mildt og blidt kys. ”Vis mig noget mere,” opfordrede hun med et glædeligt smil på læben. Hun ville virkelig gerne se mere!

[Lestat De Lochér]

Lestat kunne godt lide tanken om at de skulle skabe et hjem sammen, for det var længe siden han faktisk have boet sammen med en anden end sig selv, ja i det hele taget have en anden i sit liv end sig selv, så det hele var en befrielse i sig selv, som han kun kunne sige sig at være glad for, for det virkede til at alt faldt på plads sammen med Jacqueline. Det at hun selv stillede nogle krav og bad om tingene, var kun dejligt for ham, for så ville han også gøre alt for at give hende det, ligesom hun gav ham plads til også at give input og være en del af at skabe deres hjem, selvom han jo egentligt bare var indflytter. "Og jeg vil glædeligt give dig noget, så du kan tænke på mig… og have noget som kun minder dig om mig, så det skal vi nok finde ud af," svarede han hende med et smil, for hvis han kunne give hende noget til minde om sig selv, så ville han også gøre det. Det var dog noget han skulle mene kom hen ad vejen og noget som i huset pludseligt fik en mening for en og blev til mindet om den anden, så med tiden ville hele huset flyde af ting der mindede dem om hinanden og deres 'os'. Han sendte hende et varmt smil og holdt hendes hånd blidt, som han bare stod sammen med hende og nød tiden. Han kunne godt lide at mærke hendes overraskelse over haven og han håbede det ville bringe hende tilbage hertil i den sidste tid af sommeren, så hun kunne nyde solen - og han ville gerne gå med hende. Lige nu virkede et bryllup ret vildt, fordi han lige havde spurgt hende og hun havde accepteret ringen og det hele, men han så uanset frem til det og også når de kunne begynde på at planlægge brylluppet, for det skulle vise sig at blive fantastisk! Han tog imod hendes skænkende kys, som han selv gengældte det for hende, for det var virkelig dejligt. "Så er jeg glad for, at jeg får dig til at blomstre," sagde han blidt til hende og smilede til hende, da hun gerne ville se mere, for han skulle nok vise hende mere. "Med glæde," endte han til hende, som han førte hende med sig hånd i hånd for at vise hende resten af haven; de kom forbi mange små bede med blomster, ligeså buske der stod flot klippede og høje træer, der dannede en slags grænse omkring haven og rammede det hele ind, for nu ville han gennemgå hele haven med hende… og de fik vist også tilbragt resten af dagen i haven!

//Out.