Come home to me..

[Deleted]

Det var en meget tidlig morgen efterhånden, selvom det ikke havde resulteret i at Jacqueline havde sovet det mindste natten igennem, for det havde hun ikke. Lestat havde bedt hende om at blive hjemme, og selvom det var ordre, som hun havde været vant til at følge, så havde hun nu gjort det alligevel, selvom det havde været kraftigt imod hendes mening og intention. Hun bed sig svagt i læben og stirrede ud af vinduet, som hvilede mod den store balkon som var vendt mod den store have. Byrden ved at blive boende i huset, var ikke nær så stor som den havde været før, for nu hvor Lestat var kommet ind i hendes liv, så følte hun faktisk, at hun kunne komme videre. Næsten som havde han været en redningsmand for hende.. en engel sendt fra himlen, selvom det nok var noget af det sidste som man kunne kalde ham, så var det ikke noget som gjorde den store forskel for hendes vedkommende.
Kroppen var endnu præget af den lange tid med manglende næring, men selv det så ud til at gå mere i den rigtige retning, også mest for hendes vedkommende. Hun sukkede let. Det at holde sig vågen efterhånden, var ved at blive svært, for hun havde været vant til at have hans arme at sove i, men det var bare ikke det samme, når hun ikke kunne se ham i øjnene, og derfor tiggede og bad hun virkelig til at det hele ville gå, som de alle sammen ønskede det i længden. Roligt rejste hun sig endnu en gang. Sommeren var over dem, selvom hun tvivlede på, at det gjorde den største forskel. Solen var oppe, og.. hvad nu hvis han endnu var derude? Og stadig var vampyr? Hun vidste jo ikke hvornår han ville komme hjem, eller om han i det hele taget ville det, og det var faktisk en tanke som bekymrede hende. En kende utålmodigt trådte hun ud på balkonen, hvor hun lod sig bade i solens lys. Hænderne gled roligt mod gelænderet og med de mørke øjne hvilende på den store have som selv stod grøn. Træet var grønt, og skjulte nærmest Giovannis grav for hende. Selvom det endnu var med tungt hjerte, så manglede hun ham jo stadig.. Men det var efterhånden ved at gå op for hende, at selv hun måtte se at komme videre i programmet og komme.. videre? Med Lestat? Den mand betød kun mere og mere for hende hver eneste dag, og derfor ønskede hun det så brændende, også mest for sin egen skyld, for han gjorde hende tryg, og han passede på hende, og det var noget som hun savnede, for selv det havde Giovanni ikke gjort til sidst.. Kun givet hende skylden for det ene eller det andet.
Hvor lang tid der var gået, vidst Jacqueline ikke. Hendes blik fulgte solens rute over den store himmel, til den kom så højt op, at det ikke var muligt for hende at se på den til sidst, uden at få ondt i øjnene. Hvor Lestat var henne, vidste hun ikke, men hun håbede virkelig, at han snart ville komme hjem igen.

[Lestat De Lochér]

Lestat havde taget vandringen fra Tyaiabjergene og tilbage til Jacqueline, hvilket havde taget et par timer i hvert fald, for han følte sig faktisk øm i benene, hvilket var en virkelig underlig følelse for ham, for som vampyr havde han jo aldrig blevet forpustet. Han tog rolige og kontrollerede vejrtrækninger, for det at trække vejret føltes faktisk som en befrielse i sig selv, selvom det var noget helt uvant for ham at gøre. Selve udførelsen havde gået godt, for ellers gik han her jo ikke og det var også det som han glædede sig til at fortælle og vise Jacqueline, som han havde bedt om at blive hjemme. Han vidste hun nok var frustreret over at skulle gå rundt og vendte, for ingen af dem vidste jo hvor længe det kunne tage, men det havde kun taget den ene måneformørkelse. Som han drejede ned ad en lille sti, så nåede han også frem med bagvejen til mansionet, mens middagssolen skinnede ham i ansigtet og badede han ellers blege hud i sollys. Han mærkede kun en ny energi gå over sig, selvom han også var træt og øm i kroppen, samt træt i fødder og ben af at have gået; men på trods af det, så blev han nødt til at løbe direkte frem til hoveddøren, for han var alt for spændt og glædede sig sådan til at fortælle hende det! Han løb hele vejen op til huset og fordøren hvor han måtte stoppe op på dørtærsklen og hive lidt efter vejret, for han var da slet ikke i form til at løbe sådan. Han rettede sig fast op med en hivende vejrtrækning og skubbede døren op, som han også hurtigt skubbede i, for nu hvor han boede her, så behøvede tjenestepigerne altså ikke at åbne døren for ham, nu havde han trods alt boet her noget tid. Han skyndte sig op ad trapperne så hurtigt han nu kunne - hvilket var frygtelig langsomt sammenlignet med den vampyrhastighed han havde haft før, men det var vel bare en vanesag. Fast nåede han soveværelset, hvor han greb fat i døren og gik ind, hvor han selv kunne se at gardinerne var trukket fra ud mod balkonen, så der kunne hun næsten kun være. Han trådte over gulvet ganske lydløst i soveværelset og stillede sig i åbningen, hvor lyset endnu engang ramte ham, der skulle i hvert fald åbnes op for sollyset her i huset, nu hvor han kunne tåle det fuldt ud. Let betragtede han hende, som hun stod der og spejdede ud over udsigten og han smilede. Let lænede han sig op ad dørkarmen, med armene over kors og ellers stod han bare der lidt og kiggede. "Jeg må sige, du ser endnu bedre ud i dagslys," startede han ud med at kommentere, for at blande det hele sammen og også lægge op til det hele med både lykken i hans ansigt og at han kunne stå i solen, hvilket kun indikerede det hele var lykkedes. Han skubbede sig fra dørkarmen igen og trådte helt ud på balkonen til hende, hvor han åbnede sine arme for hende, for han ønskede at give hende det største kram, samt at kigge på hende virkelig indgående; for han mærkede intet ved at se hende.

[Deleted]

Ordre og beskeder var noget som Jacqueline kunne forholde sig til, men når de kom fra Lestat, så var det alligevel som det havde været anderledes end hvad det plejede at være. Alligevel af den grund, så havde hun valgt at gøre som han havde bedt hende om, og blevet hjemme, selvom det havde været så kraftigt og meget imod hende, at man skulle tro at det var løgn, for hun havde slet ikke ønsket at blive og bare.. vente på ham, for det var hun slet ikke god til! Det gjorde hende automatisk langt mere rastløs, end hvad hun ellers havde været, men det var vel ikke underligt, når hun jo faktisk var bange for at han ikke ville komme hjem igen? Det var den tanke som hun frygtede mest, og det var de tanker som automatisk blev til drømme, når hun var så tæt på at glide hen. Hvor mange nætter og dage, som egentlig var gået, havde hun slet ikke styr på, og det gjorde hende kun langt mere bekymret end hvad hun normalt var, selvom hun virkelig forsøgte at holde sig selv lidt i nakken, og lade som om at hun kun lige var stået op, selvom hendes blik, uden tvivl sagde helt andre ting.
Vinden direkte i Jacquelines ansigt, var uden tvivl rar, for hun havde ikke haft meget for at søge udenfor, og end ikke i sin egen have, for hun havde det ikke godt med sådan som hun så ud. Det var kun Lestat som havde fået hende overbevist om andet, og det var noget som automatisk gav hende et boost, og det var faktisk utrolig rart for en gangs skyld, når det var noget som skete så sjældent. At han var på vej hjem, og faktisk var kommet hjem, var ikke rigtigt noget som gik op for hende, før hun hørte hans stemme, da han stod bag hende. Et sted var det noget som næsten automatisk fik hendes hjerte til at hamre mod hendes bryst, og uden tvivl også af den lettelse som for alvor skyllede over hende. Han kunne kigge på hende uden at blive helt.. angst? Hun rettede sig op. ”Så du kan se på mig? Og gå i dagens lys?” spurgte hun med en rolig stemme, inden hun valgte at vende sig mod ham. At se ham med en glød i kinderne, hans smil og hans smukke øjne, var noget som uden tvivl lettede hende som intet andet overhovedet! Med rolige og næsten kontrollerede skridt, søgte hun hen til ham og direkte ind i hans favn, hvor hun slog armene omkring hans nakke. Det lettede hende bare at vide, at han var kommet hjem! Selvom hun endnu var tynd, så var det slet ikke noget som slog hende ind, for hun følte sig tryg i hans stærke arme, og vide, at han var der til at passe på hende, for det var uden tvivl noget af det bedste af det hele. ”Jeg begyndte at tvivle på, at du ville komme hjem igen,” sagde hun dæmpet. Det var uden tvivl en stor lettelse for hende, at han var kommet hjem og tilbage til hende igen.

[Lestat De Lochér]

Lestat havde ikke ment at få det til at lyde som en ordre, men han havde været nødt til at sikre sig at hun ville blive hjemme og vente på ham, for ellers kunne hun jo have stået for neden af Tyaiabjergene og det ville hun da slet ikke have fået noget ud af! Men nu var det slut med ordre skulle han håbe, for han ønskede slet ikke at være så dominerende, han ville have meget ligevægt mellem dem og give hende mulighed for at udtrykke alle hendes behov og ønsker, for han ville slet ikke bestemme overfor hende. Han var dog glad for at hun var blevet hjemme, selvom han kunne forestille sig at hun måtte være rastløs, men det var nu sådan det måtte være og nu kunne de endeligt komme i gang med tilværelsen sammen; han kunne se på hende uden at mærke angst, han kunne gå i sollyset, så de kunne være sammen på de rigtige tidspunkter og leve med den samme døgnrytme, samt spise sammen og meget andet - ja det hele føltes faktisk nemmere og bedre nu hvor han tænkte over det! Han stod og smilede stort, for han var virkelig lettet over at kunne se på hende, det var fantastisk, for hun var så smuk i hans øjne. Nok var hun stadig tynd og udsultet, men det gik i den rigtige retning og nu hvor han også kunne hjælpe til med at spise fælles måltider, så skulle han nok få hende på fuldstændig rette kurs hvad mad angik. Han ønskede at hun skulle opleve hendes egen have, for han havde passeret den på den anden side af huset nu her og der var flot dernede, for gardneren passede godt på det og det hele stod jo i flor sammen med sommeren. Hans øjne strålede direkte da hun vendte sig mod ham og han så hende direkte ind i øjnene, som svar på det hele, og han rykkede ikke på sig overhovedet eller fik et anfald. Han havde nu alle de levende tegn; et ordentligt glimt i øjet, vejrtrækningen på brystet, et bankende hjerte og en glød i huden, der kun indikerede alt det levende ved ham. "Ja jeg kan. Jeg er lyslevende i bogstaveligste forstand," sagde han blidt til hende, som hun kom en til ham ganske roligt og han lagde armene omkring hendes slanke talje, så snart hun havde slået armene omkring hans nakke. Han trykkede hende let ind til sig og indåndede hendes duft med en ny næse, men han kunne stadig fornemme lidt af det samme, selvom det ikke var ligeså kraftigt - ligeså kunne han jo ikke høre hendes hjerte, men han kunne forestille sig hvordan det hamrede; hans eget hjerte slog ligeså kraftigt. "Det må du aldrig tvivle på, kære," sagde han blidt til hende, som han let løftede sig, så han kunne se på hende. Det hele var ret smukt lige nu, som de stod her på balkonen med lyset ned over dem og begge strålede af den pure glæde. "Jeg er virkelig lykkelig, aldrig har jeg følt mig så glad, jeg… du er fantastisk, Jacqueline," sagde han blidt og flyttede den ene hånd fra hendes talje op til hendes kind, hvor han blidt strøg lidt af hendes hår om bag hendes øre. Han satte læberne mod hendes i et ømt kys, hvor det hele eksploderede i hans indre og han følte sig blød i knæene; han var virkelig ekstremt glad.

[Deleted]

Ordren havde været tydelig for Jacquelines vedkommende, og når den kom fra en mand, så lå det bare ganske naturlig til hende bare at lystre den. Sådan havde det jo primært været i den tid, hvor hun havde været sammen med Giovanni, selvom det nu var en tid som hun tænkte mindre og mindre over. Selv stående badende i solens lys, så var det kun med den form for selvtillid, som han havde formået at plante i hende. Et sted var det virkelig rart at den gode og gamle stadig kunne skinne sådan igennem ved hende, da det i sig selv, også var noget som skete så sjældent. Hvor lang tid Lestat havde i sinde at blive væk, vidste hun ikke, og det var det som gjorde hende temmelig urolig. Hun havde brug for ham. Det var for alvor gået op for hende, at hun faktisk havde brug for en anden i sit liv.
Ved lyden af hans stemme, faldt lettelsen over hende, som en kæmpe og massiv bølge, for det var uden tvivl forbandet rart! Hun vendte sig roligt mod ham, kun for at kunne tage den ellers så flotte mand i blik. "Lyset og livet skinner i dine øjne." Hendes ord var rolige, men dog blide, idet hun søgte mod ham, kun for at lade armene søge omkring hans nakke og holde sig tæt ind mod ham. Selvom hun måske følte for at græde, så var det slet ikke noget som hun kunne få sig selv til. Ikke bare sådan uden videre. Hun havde virkelig frygtet, at han ikke ville komme tilbage til hende. Ikke fordi at hun frygtede for, at han ville finde en anden, for hun havde en sjov fornemmelse af, at det slet ikke ville vise sig, at blive tilfældet. Men derimod, at forsøget ville slå fejl, og tage ham med i faldet, hvor den tanke, var hende direkte.. kvælende. "Det gør jeg heller ikke mere. Du står her jo.. Endda varm.. en glød i kinderne.. et glimt i øjet.. Jeg kan lide det.." Blikket hævede hun igen til hans øjne, hvor den rene glæde var at spotte, og hun kunne faktisk godt lide, at det var noget som hun deriblandt var grunden til, at han måtte føle. Hans strøg mod hendes kind og det kys som han skænked hende, som hun mere end glædeligt måtte gengælde, var mest af alt, også for sin egen skyld, for hun havde virkelig savnet og manglet det, ikke mindst! Det at mærke ham så tæt på, var noget som fyldte hende med en form for varme.. En utrolig dejlig og ikke mindst behagelig følelse! "Jeg har intet gjort, andet end at sidde her og vente på at du ville komme hjem igen, Lestat.. Jeg er bare glad for, at det gik som ønsket," endte hun med en dæmpet stemme, hvor hun let lod hånden stryge mod hans kind og de små skægstubbe. Hun var virkelig, virkelig lettet over at have fået ham med sig hjem igen.

[Lestat De Lochér]

Nok havde det været en ordre, men Lestat håbede også meget på at det skulle være den første og eneste han skulle give, for han ønskede slet ikke at være dominerende overfor hende; nej, han ønskede at hun skulle være fri til at gøre som hun lystede og give udtryk for hvad hun virkelig følte, fremfor at føle sig tvunget til at sige noget og det syntes han også gik meget godt mellem dem. Ærligheden var tydelig fra begges sider af hvad han følte, hørte og så, så bedre kunne det trods alt heller ikke blive. Jacqueline var blevet en yderst vigtig person for ham, så det i sig selv sagde ikke så lidt, for han ville snart gå så langt at sige, at han elskede hende. De ord var ikke blevet tænkt i frygteligt mange år, men hun havde vækket dem i ham og nu hvor de havde været sammen og boet sammen i hvad der vel var måneder efterhånden, så følte han også at kunne udtrykke det meget snart for hende. "Det er jeg kun glad for at du kan se, uden at jeg sidder og rokker på gulvet. Du er så utroligt smuk," komplimenterede han blidt, som han holdt hende tæt ind til sig med den ene hånd på hendes ryg og den anden hånd hvilende ved hendes ansigt, med fingerspidserne mod nakken, håndfladen let mod kæben og så tomlen der let strøg over hendes bløde og glødede kind. Han betragtede hende indgående, for nu kunne de endeligt se hinanden igen og hvilken befrielse det ikke var, ja alt i alt, følte han virkelig at have vundet! Nok havde hun frygtet det værste, men der var kommet det bedste ud af det der kunne, han havde gjort noget for sig selv og for kvinden han elskede; flere behøvede han ikke gøre det før, så det var jo så nemt. Han nikkede let til hendes ord, han elskede hvordan hun bemærkede det og lagde mærke til de vel nærmest nye detaljer ved ham, for meget nåede at ændre sig fra hans tidligere vampyriske og døde væsen, til nu hans levende og magiske warlock. "Godt du kan lide det," sagde han blødt, mens han mødte hendes blik - lykken og glæden i hendes øjne påvirkede selv ham, så det hele var som en stor boble af glæde, der var sprunget over dem og havde forplantet sig i dem og hvilken befrielse det var, fra de ellers sidste triste måneder. Det gyste helt i ham da hun gengældte kysset og hans hjerte bankede virkeligt for hende, det var der ingen tvivl om. "Jeg er også virkelig glad, min kære. Nu kan vi se fremad," sagde han dæmpet og nikkede let. Det var heldigt hun ikke var i hans tanker, for det bragede i hans indre for at finde ud af hvordan han skulle starte på sit frieri, som han havde tænkt sig at gøre.
"Min kære Jacqueline. Du er det mest betagende væsen jeg har mødt og det siger virkelig ikke så lidt, må du kunne forstå. Du er mit lys i mørket og min sol i regnen. Du giver mig mod jeg ikke længere troede jeg havde og du vækker følelser, som jeg troede var borte og aldrig skulle føles igen. Du er den, der giver mig liv og glade dage, for du er det væsen jeg inderligt føler mig glad for. Jeg er forelsket i dig, elskede og..." Han trak vejret dybt, for hans hjerte hamrede som en flok vilde heste i galop og det var ham ukendt, ja, han følte næsten for at besvime. Hans hænder rystede let, for nervøsiteten skyllede også ind over ham, hvilken underlig følelse. "Jacqueline. Jeg elsker dig. Så jeg har bare en sidste ting du kan gøre, for at fuldende glæden og lykken. Den tid med dig, har været den bedste og jeg håber at der vil være en lang fremtid med os to. Jeg ville have gjort dette, da jeg kom hjem fra mødet med min broder, det var derfor jeg overhovedet tog til Dvasias," fortsatte han. Han stak hånden ned i lommen og fiskede den smukke ring op, som han havde passet på lige siden og han så indgående på hende. Han slap hende, for at falde ned på knæ foran hende og holde ringen op foran hende. "Min kære, vil du gøre mig den ære, og blive min og tage min hånd i ægteskab?" endte han med en let skælvende stemme, selvom han prøvede at holde sammen. Hans øjne var våde af tårer - hvad skete der for de følelser!

[Deleted]

Jacqueline havde valgt at blive hjemme, kun fordi at Lestat havde insisteret og nærmest beordret hende til det. Ikke fordi at hun frygtede for hvordan det ville være at leve sammen med ham, for det gjorde hun på ingen måde. Det var bare.. underligt, at være sammen med en mand igen, men en som faktisk tog sig af hende, og tog hensyn og spurgte ind til hvordan hun faktisk havde det, var nok det, som hun havde det sværest med, for det var hun slet ikke vant til. Det var dog noget, som betød meget for hende. Lestat havde en stor betydning, og derfor havde hun virkelig været bange for, at han ikke ville komme hjem til hende igen. Det glædede hende dog at se, at hendes frygt, ikke havde været berettiget på nogen måde. Hans stemme, det at se ham, og kunne se ham i øjnene, uden at han ville gå direkte i panik ved det, var uden tvivl det bedste af det hele! ”En mand med en oprejst pande og kan se sin kvinde i øjnene, er altid at foretrække. Det skræmte mig, at se dig sådan.. Jeg er bare glad for, at det er overstået,” erkendte hun med en ærlig stemme. Hånden hævede hun, kun for at lade den stryge mod hans kind. Skægstubbene kildede hende i fingrene, men det var faktisk en utrolig rar fornemmelse. Hun kunne lide det, og ved hans ord, så måtte hun jo kun nikke, for det var da noget som han havde krav på at vide. De kunne se fremad nu, og det havde han fuldstændig ret i. Det var alt sammen så meget bedre! ”Det betyder mere for mig, end hvad du aner, kære. Du er her.. du kan se på mig, og.. vi kan finde ud af det sammen, som det løfte vi afgav til hinanden.. Det er virkelig rart,” erkendte hun med en ærlig stemme.
Lige hvad Lestat havde i tankerne omkring dette, vidste hun ikke. Lige nu var det bedste og vigtigste for hende, bare at han var kommet hjem igen. Hans mange ord omkring hende, var noget som gik direkte i hendes hjerte, også fordi at det virkelig betød utrolig meget for hende. Hendes hjerte begyndte for alvor at hamre, da hun pludselig begyndte at få en fornemmelse af, hvor de var på vej hen, og da han gik i knæ, så var det jo ikke noget andet, end en bekræftelse af det! Han elskede hende? Det var frygtelig store ord, som hun jo selv kun havde skænket til Giovanni hvor hun mente dem, og så til Vladimir Darcy tilbage i sin tid, men det havde været på en opgave, og slet ikke noget som hun ønskede at tænke yderligere over nu. Ringen som han fandt frem.. Og det at vide, at det var den som han havde hentet, da han var stødt på sin broder, varmede virkelig hendes hjerte, for.. han fandt hende så unik? ”Lestat.. kære, jeg..” Det at blive stillet i så stort et valg, var slet ikke til at gribe hende på nogen måde. Han virkede virkelig nervøs, men okay, der var jo heller ikke gået særlig lang tid! Hun trak vejret dybt. Hun havde en virkelig god mavefornemmelse når det kom til Lestat, også fordi at han skænkede hende de tanker og de følelser som han gjorde, og det var hun virkelig, virkelig glad for! ”Det er måske hurtigt, og.. men jeg har virkelig en god mavefornemmelse omkring det. Jeg.. jeg holder virkelig af dig og jeg tror at.. jeg elsker dig. Følelsen er varm og den er behagelig og.. jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige.. Jeg..” Jacqueline tog en kort pause, inden hun selv roligt gled ned i knæ foran ham. Hun var slet ikke vant til den form for valgfrihed. Hun tog omkring hans hånd. ”Jeg vil hjertens gerne giftes med dig, kære.. Jeg.. jeg vil ikke kunne undvære dig i mit liv.. eller omkring mig,” afsluttede hun med det, som nu var et stort smil.

[Lestat De Lochér]

Lestat havde tit i sine tanker for sig selv set Jacqueline og ham selv sammen i mange år, for selvom de måske kun havde været sammen i hvad der var nogle måneder, så havde han det bare virkelig godt med hende og hele hans fornemmelse sagde at det var det rigtige! Han ville gerne leve sammen med hende, han ville gerne give hende frihed og ikke mindst passe på hende og gøre hende tryg; ja faktisk ville han gerne gøre alt for hende hvad han kunne, for hun skulle vænne sig til at have den mulighed og være vant til at blive spurgt om hvordan hun havde det i dag. Hun havde en kæmpe betydning for ham, så derfor ville han gerne værne om hende - specielt nu hvor det var gået godt med raceskiftet. Han ville kigge på hende hele tiden fra nu, for han havde jo en del der skulle indhentes! Som hun nævnte den oprejste pande, så rettede han sig let op nærmest som en refleks, hvorefter et smil efterfulgte, for han kunne slet ikke lade vær i hendes nærhed! "Jeg vil kigge på dig hele tiden fra nu af, for er selv glad for det er ovre," svarede han med en blød stemme. Hendes hånd over hans kind var virkelig rart over de små skægstubbe der var dukket frem de seneste dage, hvor han kort måtte lukke øjnene, for det var et virkelig rart kærtegn. Han nikkede roligt til hende, for der var det igen - ordet sammen - det betød at de sammen var et os, hvilket han syntes var en utroligt god tanke. "Det er et løfte jeg har tænkt mig at holde," sagde han med en smil, selvom ærligheden heller ikke var til at overhøre eller overse, for det stod tydeligt ud af ham.
Det var normalvis ikke ham, der ville være så nervøs, at han nærmest have lyst til at kravle ned i et hul - men i og med han var træt for alvor, at han var blevet et levende væsen med et bankende hjerte, så var der pludseligt en masse ting ved sig selv, han ikke havde kontrol over længere - klart noget han også skulle vende sig til! Men han agtede at gennemføre frieriet, for han havde en virkelig god følelse omkring det hele, specielt fordi at hun i hans øjne var virkelig speciel, fantastisk og ikke mindst unik. Ringen var en smuk guldring med en rød sten på, fordi han vidste hun kunne lide den farve, og han havde fundet denne ring helt perfekt til at skulle være på hende. Han trak vejret dybt og pustede let ud, som han nu følte at kunne få vejret igen, nu hvor hun begyndte at gengælde ordene. Hans havblå øjne skinnede med den rene lykke! Det at hun havde valget vidste han godt var stort for hende, fordi hun af sin tidligere mand havde fået beordret alt og ikke engang havde haft valget om hun ville gifte ham eller ej. Smilet bredte sig over hans læber og han så hende dybt ind i øjnene, da hun gled ned foran ham, for det hele gik jo fuldstændigt som en drøm i hans hoved. "Hurtigt, ja, men jeg har den samme gode følelse om det hele. Jeg føler mig tryg omkring dig og jeg vil have du skal være helt tryg ved mig," sagde han blidt til hende og lukkede sin hånd omkring hendes. En tåre faldt let fra hans øjnekrog af den rene lykke han følte i det indre og han tog hendes hånd på en anderledes måde og lod den fine ring glide på hendes finger, hvor den sad helt fint - det var det smarte med ringe fra Det Magiske Marked, de tilpassede sig til bæreren. "Jeg glæder mig til et helt liv med dig, elskede. Jeg er virkelig, virkelig lykkelig!" sagde han med en glædelig stemme og et kæmpe smil, hvor han nu slog armene omkring hende og trak hende ind til sig - endnu engang hvor han placerede sine læber på hendes i et blødt kys. Hun havde sagt ja! Kunne de være bedre?

[Deleted]

Jacqueline havde valgt at blive, for det at skulle gøre som en mand bad hende om, var hende en vane. Han havde åbnet sine arme for hende, og hun havde søgt mod dem, næsten som var det en tavs ordre i sig selv, så var det ikke noget som hun tog så tungt igen. Hun smilede let for sig selv, hvor hun let lod hånden stryge mod hans kind. Hun kunne godt lide skægstubbe. Det gjorde ham til en rigtig mand i hendes øjne. ”Du skal være mere end velkommen til at kigge. Jeg ser dig hellere i øjnene, end at se på en mand, som må vende sig med ryggen til, eller skjule sit blik. De øjnene kan jeg godt lide at se i,” fortalte hun med en ærlig stemme. For ham, så var hun ikke bange for at fortælle hvordan det hele egentlig forholdt sig. De var et ’os’ nu, og det var noget som faktisk betød meget for hende, også fordi at… hun følte sig tryg og ikke mindst komfortabel omkring han. Han gjorde hende tryg, og det at stå i hans stærke arme, var uden tvivl også noget af det, som gjorde det hele så meget bedre, og selv for hendes vedkommende. ”Godt. Jeg vil.. gøre mit for at det kan holdes,” forklarede hun og lovede hun med en ærlig og fredelig stemme. Hun ville virkelig gerne finde ud af det sammen med ham nu hvor hun endelig havde fået den mulighed for det.
Da det for alvor var gået op for Jacqueline, hvad der egentlig foregik, så var det virkelig noget som kom hende som et gevaldigt chok, for det sidste som hun havde regnet med, var et frieri! Men tanken om det var.. en glæde for hende? Hun følte ikke panik eller rædsel ved tanken, men derimod, så følte hun varme og en.. glæde? Det var svært for hende at beskrive. Hendes hjerte begyndte for alvor at hamre mod hendes bryst som aldrig nogensinde før, og det var noget som hun uden tvivl også godt kunne mærke. Smilet bredte sig tydeligt på hendes læber alene ved tanken, for selv hun kunne jo se hvor nervøs han blev, hvilket næsten var noget som hun fandt sødt. Selv gik hun roligt i knæ foran ham, hvor hun tog den smukke ring i blik. Den var rød.. Han kendte hende allerede så godt, for det var hendes yndlingsfarve. Det havde vel end ikke Giovanni været klar over? Hun tog roligt omkring hans hånd. Tanken varmede hende uden tvivl, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen. ”Det er virkelig hurtigt, når vi ikke har kendt hinanden i længere tid, end hvad vi har. Tanken glæder mig.. Jeg kan lide den og.. jeg vil virkelig gerne tilbringe livet sammen med dig..” Det var måske meget tidligt at sige det, men det var ikke noget som hun kunne gøre for, for det føles bare så.. rigtigt, at gøre det sammen med ham! At være sammen med ham! Ringen lod hun glide på sin finger, hvor den sad særdeles perfekt. Kysset tog hun mere end glædeligt imod, da han igen valgte at kysse hende. ”Du gør mig glad.. Du gør mig så glad, Lestat..” hviskede hun. Begge hænderne lod hun glide mod hans kinder, som hun strøg let, hvor hun også strøg den over, så hun kunne fjerne hans tåre.

[Lestat De Lochér]

Lestat kunne sige sig, at være forbandet lettet lige i øjeblikket, i og med at alt var gået og så godt og at han ikke behøvede at vende sig fra hende eller gå rundt med bind for øjnene som en blind, der ikke turde vise sine øjne. Hendes gentagende strøg mod hans kind var virkelig rare, for det var et kærtegn han virkelig fandt beroligende i sig selv og det sagde ikke så lidt, for hun var nu den eneste der kunne sige sig, at kunne berolige ham faktisk, for det var bare den effekt hun havde på ham. "Jeg takker ydmygt for at du giver mig lov," startede han ud med en drillende undertone og et let skævt smil på læben, "Jeg kan også godt lide dine øjne," hviskede han blødt og ærligt til sidst, mens han ellers bare nikkede sig enig i at det var bedre at de kunne se hinanden i øjnene fremfor det andet. Han følte at de hørte sammen om ikke andet, fordi de var sammen og det var et 'os', og han følte at de i dette øjeblik var uadskillelige fordi de nu kunne se fremad og virkelig var ramt af den rene lykke. Han følte sig stærk til at kunne tage sig af hende og det var en ukendt følelse, fordi han havde været nærmere bunden i mange år, fordi tingene var gået ned ad bakke det meste af hans liv, ja, der var jo altid modgang og den første humpel var de kommet sammen over; Nu håbede han bare ikke at der dukkede en op igen i nærmeste fremtid. "Mere beder jeg virkelig heller ikke om," svarede han hende ærligt, for han ønskede ikke at presse hende, hun skulle bare gøre hvad hun kunne! Han følte en indre varme ved det hele og han følte sig uovervindelig i øjeblikket, fordi at hun havde sagt ja til at ville giftes med ham, det var jo helt fantastisk. De var forlovede og han kunne slet ikke lade vær med at tænke tanken eller skjule smilet, for det stod lysende ud af ham - han var jo ikke vant til at skulle skjule sine følelser, fordi det var nemt gjorde som vampyr, men med det levende væsen han nu var og havde, så løb det hele lettere løbsk. Den røde ring havde han specielt valgt til hende, fordi han vidste det var hendes yndlingsfarve, fordi sådanne småting var ting, der som regel gjorde det sidste og han ønskede jo det hele skulle være perfekt, for han ville gerne give hende alt, om det stod i hans magt. "Jeg tænker slet ikke på tiden… men, det føles bare så rigtigt, Jacqueline, sammen med dig… og med tanken om at vi har livet foran os, så er jeg virkelig bare glad," sagde han varmt til hende, hvor det store tandpastasmil slet ikke kunne skjules - og endda uden hugtænder eller noget. Kysset lukkede han blødt af og ellers vædede han let sine læber for at få eftersmagen med af hendes søde essens. Han smilede let som hun fjerne hans ene tåre og lod hendes bare stryge ham over kinden, for det var et af de bedste kærtegn. Let lod han hænderne strøg blødt over hendes ryg, som et omsorgsfuldt kærtegn. "Du forstår slet ikke hvor glad du gør mig," sagde han og lagde sin pande mod hendes, hvortil han lukkede øjnene og trak vejret roligt.

[Deleted]

Jacqueline følte sig slet ikke presset på nogen måde, og et sted, så var det kun rart, at der var nogen, som så hende som den kvinde hun var, da det gjorde hende.. rolig og ikke mindst komfortabel i den anden ende. Han havde ganske vidst skænket hende en ordre, men det var vel kun fordi, at hun ikke havde haft i sinde, at udføre den i udgangspunktet? Nu håbede hun virkelig, at der ville komme mere ro på tingene, også mest for deres vedkommende, for hun ønskede virkelig at det skulle virke for dem, og at de skulle finde ud af det sammen, og specielt nu hvor han havde valgt at fri til hende.. Hun kunne virkelig ikke begribe, at han faktisk havde friet til hende! Hun smilede let for sig selv. ”Lov mig at beholde de skægstubbe.. De klæder dig,” bad hun. Hun var jo trods alt vant til at se ham nogenlunde glatbarberet, men det andet her, var faktisk meget finere i hendes øjne. Tanken om ringen på hendes finger, var uden tvivl noget af det bedste af det hele. Ej var den en byrde, men en.. lettelse. Det var virkelig rart for hende at vide, hvor hun nu havde ham, også fordi at det var noget som gav hende en tydelig selvtillid, men ikke mindst også en tryghed. En rød farve meldte sig i hendes kinder. ”Kan du virkelig?” spurgte hun med en rolig stemme. Hun blev siddende ved ham og med hænderne hvilende mod hans kinder, for det at berøre ham, og nu vide at det var hendes ret og eneret at gøre det, var kun noget som gjorde det meget bedre! ”Tiden er mig fuldstændig lige meget. For en gangs skyld så føler jeg virkelig, at jeg skal være hvor jeg er.. Jeg er ved en mand.. hvis favn, jeg føler, at jeg kan være tryg og komfortabel i, og vide, at det er en mand som jeg kan kærtegne, og vide, at det er min eneret,” forklarede hun sandfærdigt, for det var sådan at hun havde det. Hun strøg tungen let over hendes læber, også for at fange eftersmagen af hans, for det var virkelig en utrolig behagelig smag! At vide, at hun var grunden til hans glæde, var næsten det bedste af det hele, for det var uden tvivl kun gengældt, så det i sig selv, var noget som han også skulle vide. Panden lod hun møde hans, inden hun let selv bevægede sig frem og skænkede ham et kys, inden hun roligt tog omkring hans hånd. ”Jeg ved ikke med dig, men.. vil du med ned og have et måltid? Sammen med mig?” spurgte hun endeligt, kun for at tage omkring hans hånd i stedet for. Ringen lod hun falde i blikket i stedet for, hvor selv smilet slet ikke var til at tage fejl af, for det glædede hende virkelig at se den.. At vide at det var noget som han havde skænket hende, og noget som han mente med hjerte, sind og sjæl. Hun rejste sig roligt op, hvor hun rev let i hans hånd, for at få ham med sig op at stå. Tanken om at hun havde ham, endda her i solens lys, var det bedste som hun længe havde oplevet. Giovanni skænkede hun ikke så meget som en tanke i øjeblikket.

[Lestat De Lochér]

Lestat kunne mærke på Jacqueline er hun følte sig friere, fordi hun blev mere og mere selvstændig, det havde han da kunne følge med i, i det sidste måneder, selvom han ikke havde kunnet se direkte på hende. Men han opfordrede hende altid til om hun havde idéer eller nogle initiativer, hun kunne tænke sig at udføre eller gå i gang med, for han ønskede for hende at være fri og selvstændig. Han ønskede at hun skulle være en kvinde med stort K, for han respekterede det kvindelige væsen meget, fordi de var så unikke og forskellige fra ham selv, af hvad han i hvert faldt følte. Og Jacqueline var en virkelig fascinerende kvinde i hans øjne, så det sagde heller ikke så lidt når det var ham der gjorde tanken, for han var som regel sværere at imponere, for kun 1 før havde holdt hans hjerte som hun gjorde… og alligevel var der forskel, det kunne han mærke. Han grinte blidt over hendes bedende ord omkring hans skægstubbe, men han nikkede dog over det. "Det skal jeg nok. Du må jo selv hjælpe med at holde dem, som det behager damen," sagde han med et skævt smil og en drilsk tone, da han kaldte hende 'damen'. Han var som regel glatbarberet, for han ville bestemt ikke have fuldskæg, for det kunne han slet ikke forestille sig. Men hvis hun ville have hans skægstubbe, så skulle hun nok få det, for det gjorde ham intet at have lidt på kinderne og hagen. Ringen på hendes finger klædte hende uden tvivl, for den passede hende perfekt og den røde sten stod smukt til hendes hudfarve og øjne. Hun nikkede til hendes ord, hendes øjne var virkelig smukke og han nød at se hendes kinder blive let røde. "De er virkelig, virkelig smukke," medgav han og nikkede til hende. Han kunne godt lide at sidde her sammen med hende, for det var en virkelig rar tanke at de faktisk var forlovet og nu havde sagt ja på, at de ville forevige deres forhold. Han smilede varmt til hende, som hun blev siddende med hænderne på hans kinder, for han elskede følelsen af hendes hænder. "Jeg er glad for at jeg er en del af det sted, du føler du skal være, for du er i mit. Det er så rigtigt med dig det hele. At holde om dig. Din kærlighed giver mig mod og styrke. Jeg er kun din, min kære," sagde han sandfærdigt og ærligt, for alle hans ord var ikke noget han bare sagde, han mente det virkelig - specielt, at han kun var hendes, for det var han og helt 100 procent! Han gengældte hendes kys blidt, hvorefter han rejste hovedet og så på hende igen med et ømt og lykkeligt blik. "Det vil jeg hjertens gerne. Måske vi kan spise ude i haven?" sagde han som et forslag, for han syntes hun skulle komme ud og nyde haven og han selv kunne godt tænke sig, at vende sig til lyset hurtigst muligt. Han tog hendes hånd og rejste sig op, da hun nærmest krævende rev ham med op at stå. Han flettede sine fingre ind i hendes, som han førte hende med ind igennem soveværelset og ud i gangen og hen mod trappen, hvorefter de hurtigt stod nedeunder. "Nu kan vi forresten få alle gardiner trukket fra og få lyset ind i huset, kunne det ikke være rart?" endte han.

[Deleted]

At komme på ting at lave alene, var Jacqueline slet ikke god til, for det havde hun ikke gjort, siden hun havde været helt lille, så det var jo virkelig ved at være mange år siden. Hun var nu vant til tilværelsen alene, selvom Lestat nu var blevet en meget stor del af hendes tid, og det var noget som hun virkelig var utrolig glad for, og det ønskede hun at han skulle vide. Han gjorde hende glad, og han gjorde hende så komfortabel. Hun ønskede faktisk at se ham med skægstubbe, for det var uden tvivl noget som faktisk også måtte klæde ham, og det var noget som hun deriblandt, også ønskede at holde bare lidt fast i. Hun smilede tilfredst for sig selv. ”Det lyder som en passende aftale.. Jeg vil jo gerne giftes med en ordentlig mand,” påpegede hun sigende. Det var ikke kun fordi at Giovanni havde haft skægstubbe, men det var bare det som hun nød bedst og mest af, for det var hvad der var med til at gøre en mand i hendes øjne. Skægstubbe og store bedrifter, og hun vidste at Lestat havde gjort frygtelig mange, men det var nu alligevel hans personlighed som måtte betage hende mest, og det var det som hun udmærket godt kunne lide. At han var så betaget af hendes øjne, var noget af det som hun virkelig godt kunne lide, for hun vidste, at det for så mange andre, slet ikke var noget som betød noget, hvor kroppen derimod altid ville være det vigtigste for dem. ”Det håber jeg så sandelig. Det er dig som skal kigge i dem for resten af dit liv,” endte hun med en ganske sigende mine. Det gjorde hende glad at vide, at det var sådan at det ville være. Det ville være de to.. Kun de to.
Tankerne om at få noget at spise, ville uden tvivl gøre hende frygtelig godt. Selv hun var begyndt at føle den naturlige sult, når hun var omkring ham. Han gav hende roen til overhovedet at bide sig mærke i det og lægge mærke til det, så det var en lettelse og glæde, selv for hendes vedkommende. Hun smilede let for sig selv. Det var rart for hende.. det var virkelig rart. ”Som du giver mig styrken til at komme væk fra det mørke, som så længe har plaget mig, ser jeg endelig det store og klare lys for mig.. Du leder mig derhen. Du leder mig tilbage mod lykken.. som jeg kun kan finde sammen med dig..” sagde hun med en dæmpet stemme, også fordi at det var ord som hun måtte mene. Det glædede hende virkelig, at det var sådan at det var. Tanken om at spise med ham, og endda ude i solens lys, fik hendes smil til at forblive, selvom.. det var usikkert for hende. Hun havde jo ikke været i haven i en evighed nu, og spise for øjnene af hendes afdøde mands grav? ”Det.. det lyder som en god idé. Vi skal nyde vejret, nu hvor vi har det,” svarede hun dog efter en smule betænkningstid. At de kunne få de tunge gardiner lidt væk igen, glædede hende uden tvivl, da det var en lettelse i sig selv. ”Som vi kan sove om natten favn i favn, kan vi nu nyde dagene med hinanden.. Det glæder mig..” Hun førte ham med sig indenfor, så de kunne komme ned og få noget morgenmad.

[Lestat De Lochér]

Selvom Jacqueline havde fortalt Lestat, at hun ikke var så god til at komme på ting at lave selv, så ønskede han stadig at give hende chancen for at udtrykke det. Ligeså ville han have, at hvis hun følte et behov for noget bestemt eller pludseligt fik et ønske om noget, så skulle hun sige det, for så ville han gøre alt han kunne for at opfylde det for hende og hjælpe hende med det. Nødvendigvis, behøvede tingene ikke at skulle udføres alene - men hvis hun bare kunne komme på dem, så stod han der for hende. Han havde i frygteligt mange år levet alene, med både viden omkring hvor mange af hans kære var døde, hvoraf vel kun én var tilbage - hans søn Junior, som han jo heller ikke snakkede med eller havde snakket med i utroligt mange år. Men han havde fået håbet op på grund af Jacqueline for, at han vel nok kunne komme til at snakke med sin søn. Hun gav ham virkelig styrke som intet andet og det agtede han også at hun skulle vide. "Så må du jo også passe på din kommende mand," svarede han let drilsk, men smilede dog bare ved tanken om at noget så lidt som skægstubbe, kunne få ham til at fremstå som en ordentlig mand i hendes øjne. Det bedste han kunne tænke sig ved hende, var det lille glimt i øjet som han så tydeligt kunne spotte om folk havde eller ej, og hun havde det og det smeltede virkeligt hans hjerte hver gang deres øjne mødtes. Hendes øjne var de smukkeste han havde set og det skulle hun sandeligt også vide. "Det er det nemlig," svarede han til hende og smilede varmt, for han ville hjertens gerne kigge i dem resten af sit liv. Han kiggede aldrig kun på det ydre, men også det indre og øjnene var jo sagt til at være vejen ind til ens sjæl, så hun var både smuk indeni og udenpå - deraf kom hendes fascinerende væsen vel også.
Sulten for ham var faktisk en underlig ting, for normalt, var det jo ikke lige den han havde og for øjeblikket, havde han både lyst til diverse frugter og brød med mere, hvilket var mærkeligt for ham efter så lang tid som vampyr. Men han var i hvert fald sulten, så de måtte jo se hvad de kunne finde i køkkenet. Han trak vejret roligt, for han var virkelig i et fantastisk humør lige nu og svævede på den lykke hun skænkede ham. "Du har også virkelig løftet mig et helt nyt sted hen, jeg ikke troede fandtes, min kære. Du giver mig lykke, jeg kun kan finde med dig," svarede han gengældende og ærligt, for hendes ord varmede ham og han ville blive ved med at gengælde ordene, så hun følte sig virkelig stærk og selvsikker i sidste ende. Han holdt hendes hånd fortsat, med fingrene flettet ind i hendes, som de nåede nedenunder, for at kunne få fat i noget at spise - og han glædede sig faktisk til at spise, specielt ude i haven, for den blomstrede smukt i øjeblikket. Han vidste det var ved hendes afdøde mands grav, men hvis han intet betød i den forstand, så måtte hun jo også vise sig stærk for ham. "Det er fantastisk udenfor, jeg skal vise dig et bestemt sted jeg kom igennem på min vej hjem, jeg kom nemlig ad bagvejen," forklarede han hende og nikkede, for hendes have var velpasset og det var ærgerligt at hun ikke så det mere. "Det kan vi bestemt… Det glæder mig, at vi kan leve efter den samme døgnrytme," svarede han og nikkede let, som en af tjenestefolkene kom hen og mødte dem - hun så lidt forvirret ud over, at han bevægede sig rundt i huset på denne tid, for alle vinduerne var jo ikke sikret mod at en stråle kunne nå ind. "Vi spiser vores morgenmad ude i haven, omme på østsiden. Og ja, jeg spiser med… for jeg er ikke vampyr længere," sagde han med en rolig tone til tjenestepigen, der bare nikkede tavst og hastede ned i køkkenet for at give beskeden om maden. Han selv tog Jacqueline med sig ud af nærmest dør udenfor og om på østsiden, hvor han vidste der var et fint bord til to. Han trak stolen ud for hende, og satte sig selv ned bagefter, for han var vel ikke lidt gentleman uden noget?

[Deleted]

Det var ikke naturligt for Jacqueline at give udtryk for hendes egne ønsker, så det at Lestat nærmest opfordrede hende til at gøre det, var bestemt heller ikke ligefrem noget som gjorde det meget nemmere, men mon ikke det var noget som ville komme med tiden? Det håbede hun om ikke andet, for hun brød sig faktisk ikke rigtigt om den anden tanke. Nu var Lestat kommet hjem, og det var for alvor gået op for hende, hvor meget det egentlig klædte ham med de skægstubbe, så hun ville da meget gerne hjælpe ham med at holde dem. Hun smilede let for sig selv. Tanken om hendes kommende mand, var nu en tanke som hun godt kunne lide. ”Tro mig, jeg kommer til at gøre hvad jeg kan, for at passe på ham,” påpegede hun med en sigende mine. Hun skænkede ham et kys, også fordi at hun slet ikke kunne lade være. At han kunne falde så meget i staver, over bare at sidde og kigge hende i øjnene, var nu en tanke som hun godt kunne lide. Det var måske rigtig tidligt, men hun følte sig alligevel utrolig komfortabel og tryg omkring dette, og det var alt sammen noget, som faktisk betød utrolig meget for hende. Hun vidste at det skulle gå.. Det var bare hele hendes mavefornemmelse, som sagde det til hende. ”Det.. det er godt,” sagde hun med et stille smil på læben, da det jo også var noget som hun mente.
Jacqueline var klar over, at Lestat havde en søn derude et sted, men det var ikke noget som hun tog sig af lige nu. Hun ønskede at han skulle have kontant til den familie som han havde, også hvis det var noget som havde betydning for ham i længden. Hun sammenflettede roligt deres fingre, idet at han roligt rejste sig sammen med hende. Tanken om at de kunne dele et godt måltid, var desuden en tanke som virkelig gjorde hende ganske glad, for det ville bestemt ikke gøre hende noget! Hun følte sulten når han var omkring hende. Det var også først der, at det for alvor gik op for hende, at hun faktisk stadig havde de menneskelige behov. ”Det er jeg virkelig glad for. Jeg ønsker bare at du skal være glad.. For det har du gjort mig..” Hun søgte roligt med ham nedenunder, hvor de stødte på en tjenerinde, som hastigt måtte søge mod køkkenet, for at give besked om måltidet. Lestat var nu i stand til at dele det med hende, hvilket var hende en lettelse uden lige. ”Jeg erkender gerne, at jeg ikke har søgt igennem haven i frygtelig mange tider.. Jeg vil glæde mig til at se det, hvis det er så smukt som du fremstiller det,” lovede hun, inden hun tog pladsen i stolen, som han havde trukket ud for hende. Ikke bare var han en god mand, men en gentleman oveni. Hun følte sig heldig.. Noget så frygtelig heldig. Igen lod hun blikket søge til ringen, som hun havde på sin finger. Selv kunne hun slet ikke lade være med at smile. Han gjorde hende virkelig, virkelig glad!