Post by Lestat De Lochér on Jul 18, 2013 22:14:22 GMT 1
"Eghar Rhi'q Grèlon Braqmia Yisd've." Sætningen blev sagt som en lavmælt messen af en gruppe på 6 stemmer, der stod i en cirkel omkring et stenbord. I stenbordet var indgraveret diverse oldgamle magiske tegn, hvortil at der rundt om bordet på gulvet også var tegnet en magisk cirkel med en speciel hvid magisk substans. Alt i denne grotte var magisk, for væggene opsamlede magien og forstærkede den, da der var et specielt mineral i selve klippevæggen. Man skulle ikke tro at dette magiske sted kunne gemme sig i Tyaiabjergene, men det var også godt bevaret og skjult, for gruppen på de 6 mennesker var heller ikke nogle man kendte til som sådan, men på en måde bidrog de til det hele med deres magiske kunnen, som de havde studeret vel ét hundrede tusinde år. "Hrím Eghor Wákh Mior Llu'req." Messen fortsatte og foregik som et spil mellem den første remse af ord og den anden, som de skiftede mellem alt efter hvilke bevægelser de lavede med hænderne og hvilket udtryk der kom fra deres krop. De stod dog ikke alene bare og arbejdede omkring bordet, nej der lå en skikkelse på bordet som var deres projekt; Lestat. Den besværlige magiske fremgang som de var i gang med, var at skulle gøre ham levende igen og puste livet i ham og derved give ham en helt anden race; warlock - en race de havde specialiseret sig i at frembringe fordi de havde fundet ud af den magiske kernen der startede magien til racen.
Det havde taget Lestat en del tid at finde denne gruppe og det var nærmest også bare tilfældigt og på et sidste desperat bristepunkt, at de var dukket op og havde givet ham én chance for at modtage deres hjælp trods det kunne fejle og gå galt ved det mindste, så derfor skulle alt times perfekt og intet måtte forstyrre det. Af den grund havde Lestat også bedt Jacqueline om at blive hjemme på natten hvor det skulle ske, for han ville ikke have at noget skulle ske, han ville have så stærke chancer som muligt for at blive warlock igen, så han kunne se på hende og fri til hende! Dernæst kunne han tænke på hævn overfor sin bror, der havde plantet den forbandelse i ham, så han var gået i panik over at se Jacqueline, hans elskede, som han kun elskede mere og mere for hver dag; og han var fuldstændig sikker på at han ville gifte sig med hende, for følelsen var kun stærkere end den havde været, da han havde købt ringen. Ringen havde han båret rundt på siden og var som en lykkering for ham, som han ønskede at putte sin egen lykke i og give til hende når han kunne se hende i øjnene, fordi de begge ville være rigtig glade. Så nu lå han under de remsende ord med lukkede øjne og prøvede at slappe af så meget som muligt og tænkte så lidt som muligt, for at det hele skulle gøres mindre kompliceret for den gruppe, der var ved at hjælpe ham. Fra han havde mødt gruppen til natten det skulle ske, var der også gået lidt tid, for selve udførelsen skulle ske ved måneformørkelse; Måneformørkelsen var en foranstaltning for, at det var sværere at spore den specielle magi og mærke hvorfra den kom, for at folk ikke kunne opspore gruppen, hvilket i sig selv var forståeligt. Heldigvis havde der ikke været så længe til måneformørkelse igen, selvom det næsten havde føltes sådan, fordi han bare ønskede det skulle være færdigt nu.
Indtil nu følte han ingen rigtig ændring, han kunne høre den remsende messe, selvom han ikke forstod de oldgamle ord og han kunne fornemme at de bevægede sig omkring ham, fordi det kunne han høre. Det hele ramte som en direkte storm i hans bryst, da den magiske kerne blev placeret i ham og kroppen skulle acceptere tilstanden, samt at hans krop skulle blive levende igen og magien skulle vække alle hans indre organer og sætte gang i det hele. Det var faktisk en ekstremt smerte uden lige, endnu værre end at blive gjort til vampyr og han måtte spænde ryggen på stenbordet, som han knyttede sine hænder og direkte skreg af den intense smerte der ramte ham; derfor lå han også fastspændt på håndled og ankler, så han ikke trillede ned og brød cirklen. Smertefulde kramper satte ind, der nærmest føltes ulidelige og han følte både at have ondt i maven og brystet, som systemet blev sat i gang og hans hjerte blev kickstartet med et knald. Da smerten stoppede så faldt han sammen med et støn på stenbordet, som gruppen sænkede deres hænder og stod omkring ham og messede sætningen en sidste gang, hvor de fik afsluttet cirkel og den magiske udførelse. De lod lænkerne slippe hans håndled og ankler, inden at de løftede ham op; han var besvimet, som det skulle være, og alt virkede fra deres synspunkt til at være gået godt, for kroppen var vågnet som den skulle og han kunne nu ikke længere kalde sig vampyr; han var warlock. De lagde ham for neden af bjerget, hvor de også havde hentet ham, for han måtte ikke se eller kende til hvor han var, så derfor havde han også været blændet på vej op og ned…
... Det var først da solopgangen ramte hans ansigt, at han vågnede, hvor han nærmest hev efter vejret, for det var en ekstremt ukendt følelse for ham at være levende. Han kravlede tilbage med et kort hvæs og armene over hovedet, selvom der intet skete med solen på ham, for han var jo warlock. Han skubbede sig op at stå og rettede let på sin skjorte, mens han bare stod og trak vejret et par minutter, for at få det hele til at falde på plads. Ligeså tog han sig til maven, der direkte rumlede af sult og han forstod den jo udmærket, for der var absolut intet i ham der kunne gøre den mæt på nogen måde. Magien mærkede han i sine fingerspidser, den var både ukendt og velkendt på samme tid; Ukendt fordi det var en ny kerne han skulle finde sig tilpas med og velkendt, fordi det var magi som han kendte og kunne huske, det skulle bare genopfriskes om ikke andet. Mens han begyndte at gå hjemad, så glædede han sig helt vildt, for nu ville han hjem, hjem til sin kæreste Jacqueline og kigge hende direkte i øjnene og fri til hende, med ringen som han endnu havde i lommen; for han havde tjekket!
//Out.
Det havde taget Lestat en del tid at finde denne gruppe og det var nærmest også bare tilfældigt og på et sidste desperat bristepunkt, at de var dukket op og havde givet ham én chance for at modtage deres hjælp trods det kunne fejle og gå galt ved det mindste, så derfor skulle alt times perfekt og intet måtte forstyrre det. Af den grund havde Lestat også bedt Jacqueline om at blive hjemme på natten hvor det skulle ske, for han ville ikke have at noget skulle ske, han ville have så stærke chancer som muligt for at blive warlock igen, så han kunne se på hende og fri til hende! Dernæst kunne han tænke på hævn overfor sin bror, der havde plantet den forbandelse i ham, så han var gået i panik over at se Jacqueline, hans elskede, som han kun elskede mere og mere for hver dag; og han var fuldstændig sikker på at han ville gifte sig med hende, for følelsen var kun stærkere end den havde været, da han havde købt ringen. Ringen havde han båret rundt på siden og var som en lykkering for ham, som han ønskede at putte sin egen lykke i og give til hende når han kunne se hende i øjnene, fordi de begge ville være rigtig glade. Så nu lå han under de remsende ord med lukkede øjne og prøvede at slappe af så meget som muligt og tænkte så lidt som muligt, for at det hele skulle gøres mindre kompliceret for den gruppe, der var ved at hjælpe ham. Fra han havde mødt gruppen til natten det skulle ske, var der også gået lidt tid, for selve udførelsen skulle ske ved måneformørkelse; Måneformørkelsen var en foranstaltning for, at det var sværere at spore den specielle magi og mærke hvorfra den kom, for at folk ikke kunne opspore gruppen, hvilket i sig selv var forståeligt. Heldigvis havde der ikke været så længe til måneformørkelse igen, selvom det næsten havde føltes sådan, fordi han bare ønskede det skulle være færdigt nu.
Indtil nu følte han ingen rigtig ændring, han kunne høre den remsende messe, selvom han ikke forstod de oldgamle ord og han kunne fornemme at de bevægede sig omkring ham, fordi det kunne han høre. Det hele ramte som en direkte storm i hans bryst, da den magiske kerne blev placeret i ham og kroppen skulle acceptere tilstanden, samt at hans krop skulle blive levende igen og magien skulle vække alle hans indre organer og sætte gang i det hele. Det var faktisk en ekstremt smerte uden lige, endnu værre end at blive gjort til vampyr og han måtte spænde ryggen på stenbordet, som han knyttede sine hænder og direkte skreg af den intense smerte der ramte ham; derfor lå han også fastspændt på håndled og ankler, så han ikke trillede ned og brød cirklen. Smertefulde kramper satte ind, der nærmest føltes ulidelige og han følte både at have ondt i maven og brystet, som systemet blev sat i gang og hans hjerte blev kickstartet med et knald. Da smerten stoppede så faldt han sammen med et støn på stenbordet, som gruppen sænkede deres hænder og stod omkring ham og messede sætningen en sidste gang, hvor de fik afsluttet cirkel og den magiske udførelse. De lod lænkerne slippe hans håndled og ankler, inden at de løftede ham op; han var besvimet, som det skulle være, og alt virkede fra deres synspunkt til at være gået godt, for kroppen var vågnet som den skulle og han kunne nu ikke længere kalde sig vampyr; han var warlock. De lagde ham for neden af bjerget, hvor de også havde hentet ham, for han måtte ikke se eller kende til hvor han var, så derfor havde han også været blændet på vej op og ned…
... Det var først da solopgangen ramte hans ansigt, at han vågnede, hvor han nærmest hev efter vejret, for det var en ekstremt ukendt følelse for ham at være levende. Han kravlede tilbage med et kort hvæs og armene over hovedet, selvom der intet skete med solen på ham, for han var jo warlock. Han skubbede sig op at stå og rettede let på sin skjorte, mens han bare stod og trak vejret et par minutter, for at få det hele til at falde på plads. Ligeså tog han sig til maven, der direkte rumlede af sult og han forstod den jo udmærket, for der var absolut intet i ham der kunne gøre den mæt på nogen måde. Magien mærkede han i sine fingerspidser, den var både ukendt og velkendt på samme tid; Ukendt fordi det var en ny kerne han skulle finde sig tilpas med og velkendt, fordi det var magi som han kendte og kunne huske, det skulle bare genopfriskes om ikke andet. Mens han begyndte at gå hjemad, så glædede han sig helt vildt, for nu ville han hjem, hjem til sin kæreste Jacqueline og kigge hende direkte i øjnene og fri til hende, med ringen som han endnu havde i lommen; for han havde tjekket!
//Out.
