Det mindst ønskede sted at være...

[Einar Calder Vali]

Nu var det sket, det som Rachel næsten havde hjertet i halsen over at tænke på, hver gang hun forsøgte sig med at lege tyv, selvom hun jo ikke syntes at hun selv var det, men så måtte det jo bare være sådan. Hun var nu blevet desperat efter en seng at sove i, men der var ingen der ville tage en gadetøs ind når hun ikke kunne betale på noget plan, så hun var faktisk end med at prøve på at stjæle noget større og noget af værdi; smykker fra en smykkehandler. Så nu var hun endt det mest nedværdigende sted nogensinde; gabestokken på torvet lige nær ved det magiske marked, hvor hun havde forsøgt sig af den rene frustration og desperation over, ikke at have en seng at sove i, for hun var virkelig træt af livet på gaden kunne hun godt mærke nu, hun længtes efter et hjem, som hun ikke længere havde. Hun bed tænderne sammen, hun havde vel efterhånden stået her et par timer og hendes ben føltes allerede som bly, hun havde aldrig troet det kunne være så ubehageligt at stå i en gabestok, men det var det. Hun knyttede let hænderne, hvor hun egentligt bare kunne stå og glo ned i jorden, hvor der provokerende nok lå nogle frugter, bare for at irritere hende… det var jo ikke Dvasias for ingenting. Hendes lange hår dækkede let for hendes ansigt og hun syntes bestemt ikke, at det var sjovt længere, men hun skulle stå her en nat over for at 'tænke over hvad hun havde gjort', ja den var god med dem, de kunne bare vente sig når hun blev sluppet fri. Hun prustede let tungt ud og kunne mærke sin mave knurre, hvilket fik hende til at knibe øjnene sammen, for der var da intet mere irriterende end den sultne mave… det eneste gode ved det var, at der gik meget længere tid inden at en vampyrdvale ville sætte ind, fordi hun nu kun var racen halvt, på grund af den warlock der var blevet puttet i hende, som hun stadigvæk prøvede at vende sig til utrolig meget. Det var nu høj nat og mørket stod over torvet som en sky, hvor der faktisk var meget få væsner her lige i øjeblikket, og som regel kun nattens væsner der skulle udnytte de timer, de kunne være udenfor… ellers stod hun bare alene og grublede over hvilken fejltagelse hun egentligt havde gjort i, at prøve på at stjæle.

[Deleted]

Det var ved at være hen på aftenen, og det var nu Dominic havde en mulighed for at komme lidt ud og nyde sin frihed.. Eller hvad man kunne kalde for en frihed, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han havde for en gangs skyld, valgt at bevæge sig langt væk fra Corvento. Lige hvorfor han var endt i Marvalo City, vidste han ikke, også fordi at han vidste, at det ikke ligefrem var det mest trygge sted for en vampyr at opholde sig, men livet på kirkegården var efterhånden også ved at blive virkelig, virkelig kedelig, selv for ham! Et lovbrud var vel ikke så slemt igen? Så han havde valgt at søge temmelig langt væk hjemmefra.
Lydene fra markedet, var noget som fangede hans interesse, også selvom han ikke nødvendigvis var sulten eller noget lignende, for det var han ikke. Han søgte dog alligevel mod det. Nysgerrighed måske, men selv nu hvor han ikke havde andre at tænke på, end sig selv, så kunne han jo i princippet også bare gøre, som det passede ham, og det var skam også hvad han havde i tankerne. De intense og mørke øjne hvilede frem for sig, som havde han været et rovdyr på rov. Han bar en yderst slidt kappe, så han kunne skjule sig bare lidt, for hans blege hud, ville uden tvivl vække megen opsigt på et sted som dette, og det var bestemt ikke fordi at han ønskede sig problemer eller noget lignende.
Lige før Dominic nåede frem til markedet, fik han øje på kvinden som stod i Gabestokken. Af hvad han vidste, så var det bestemt heller ikke ofte, at den var blevet brugt, og det var tydeligt, i og med, at den faktisk var meget ren, men meget slidt, og sikkert af vind og vejr, igennem de år som havde passeret. Han rynkede en anelse på panden og blev stående, kun for at kigge på hende. Umiddelbart, så var det jo ikke fordi at han havde ondt af hende eller noget lignende, for hun havde jo sikkert gjort sig fortjent til det, som han havde gjort sig fortjent til den straf, som han selv havde fået. Tungen strøg han let over sine læber, inden han bevægede sig mod hende, inden han stillede sig ved siden af gabestokken. ”Du ligner en som hænger godt der..” Han vendte blikket ganske sigende mod hende. Det var ikke fordi at han var ude på at håne eller noget lignende, men.. hvad skulle han sige? Han følte ikke bare at han kunne passere hende og derved også lade som ingenting.

[Einar Calder Vali]

Rachel vidste at denne straf udelukkende var hændt hende grundet hendes race, for havde hun været fuld vampyr, ville hun nok været lukket nede i et hul - for trods alt ønskede de jo ikke at dræbe hende, men bare give hende en lærestreg og lade hende 'tænke over tingene'. Tænkte det gjorde hun i hvert fald også, selvom de ikke indebar noget med tyveri for fremtiden, for hun gad ikke ende her igen; i stedet prøvede hun at tænke i andre baner overfor hvordan hun kunne komme ud af denne fattigdom, for hun var ærlig talt træt af den. Hun manglede et rart sted at ligge, et fast tag over hovedet så hun kunne komme lidt ud af vind og vejr, og hun ønskede sig rent tøj og en ren krop. Ligeså kunne hun fornemme at hun manglede en børste, for hendes hår var ekstremt uglet, men hvad pokker skulle hun gøre? Det var virkelig svært når man intet havde andet end småmønter, der knapt nok kunne købe et enkelt æble! Et suk passerede hendes læber, for hun vidste ærlig talt ikke hvordan hun skulle komme ud af dette hul hun var endt i, og hun plejede ellers altid at have en plan, men hendes normale styrke var efterhånden blevet en svaghed lige i denne sag. Hun bed tænderne sammen, som hun kunne høre en anden komme nærmere - dog en uden vejrtrækning, så det var en vampyr, det kunne hun fornemme, for de vampyriske instinkter var jo trods alt ikke væk, selvom hun havde fået den magiske kerne implanteret i sig. Hun kunne se hans sko, som han stillede sig ved siden af gabestokken; hun blev dog ved med kigge ned i jorden, for det var hårdt nok at stå, så hun gad ikke prøve at vride sig rundt for at se hvem der stod og skænkede hende de ret provokerende ord. Men på trods af det, så gled et lille smil over hendes læber, for det var ikke tit at hun faktisk snakkede med andre, fordi hun var en 'beskidt gadetøs' og deraf intet værd, hvilket gang på gang var et slag i hendes hoved, når man tænkte på hvor hun var kommet fra og til. "Ja, du skulle prøve det," svarede hun ham med en rolig stemme, som hun let knyttede næverne og foldede hurtigt fingrene ud igen. Hun kneb øjnene sammen, for hendes ben ville gerne give efter, men hvordan kunne hun ellers stå? Hun ville ikke kunne nå jorden med knæene, så dette var den eneste måde og det var virkeligt irriterende.

[Deleted]

Det var egentlig ikke fordi at Dominic var ude på at være flabet eller noget lignende, for det var han ikke. Det var bare hans mærkværdige og egen særlige måde, at starte en samtale på, for det var han jo i sig selv heller ikke særlig god til. Det var vel ikke noget vidunder, når man ikke havde nogen omkring sig på daglig basis, som man kunne snakke med? Han blev dog stående ved siden af gabestokken, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at hun kunne gøre ham noget som helst, og derfor turde han vel også godt at være en smule rapkæftet? Han nød det jo et sted.. også fordi at det var noget som i princippet heller ikke skete særlig ofte.
Armene lagde han roligt over kors, kun for at vende blikket i retningen af hende endnu en gang. At se hende stå der i den gabestok som ellers aldrig blev brugt, med mindre Xavier ønskede at det skulle ske, da det var ham som styrede markedet her – af hvad han havde hørt om ikke andet. Et magisk marked styret af et menneske? Ja, den tanke morede ham et sted, men det var nu heller ikke rigtigt noget som han kunne gøre det største ved lige nu. ”Det er ikke lang tid siden jeg kom ud af en situation.. værre end at stå til offentlig beskuelse i en gabestok,” sagde han ærligt. Han så jo ikke ligefrem nogen grund til at skulle lyve. Hun stod jo der alligevel. Et sted var det jo næsten et mirakel, at hun ikke havde mistet en finger eller en hånd, for det var jo det som primært skete, når nogle blev taget for tyveri i boderne, så det var måske noget andet hun havde gjort? ”Hvad er forbrydelsen?” spurgte han videre. Et sted, var jo selv han en anelse nysgerrig på hvad der egentlig måtte foregå også fordi at det var så sjældent, at han kom ud, så han faktisk var i stand til at snakke med folk, og finde ud af hvad der egentlig skete rundt omkring i verden. Folk havde en tendens til at vende ryggen til ham, når han begyndte at åbne sig, og det var slet ikke noget som han ønskede skulle ske igen, så han spurgte, i stedet for at lade folk vise ham det. Igen vendte han blikket i retningen af hendes skikkelse, en anelse utålmodigt. Bundet af natten, så kunne man jo heller ikke ligefrem sige, at han havde alverdens med tid uden døre, og specielt her i sommerperioden, så var hans tid jo ekstra begrænset, da mørket ikke hersket for særlig lang tid af gangen.. og det var noget som uden tvivl måtte irritere ham noget så frygteligt!

[Einar Calder Vali]

Rachel tog ikke fremgangsmåden som værende flabet på nogen måde; selvfølgelig var det en lidt kæk kommentar at starte en samtale i, men om ikke andet, så var det ikke værre end hvad vagterne havde skændet af hende, det havde nemlig været flabet på alle måder! Et sted kunne hun faktisk godt lide denne mands måde at starte samtalen på, for det lød ikke til han mente noget ondt med det, faktisk mere som om han faktisk bare skulle afprøve at komme med en rap kommentar, så det gjorde hende ikke noget; hun skulle nok kunne svare igen med munden. Hun sukkede let og tog en dyb vejrtrækning og pustede ud, som hun blot stod og gloede ned i den mørke jord. Hun vidste godt at denne ikke blev brugt tit, men hun havde - imod sine principper - tigget og bedt dem om at skåne hendes hånd og fingre, og finde på noget andet, fordi hun havde gjort det af den grund hun havde. Så de havde valgt at teste gabestokken igen, hvilket de selv havde synes var utrolig morsomt, så de havde faktisk helt glemt alt om at ville skære nogle lemmer af, som hun kun takkede sig glad for. Hun lyttede roligt til hans ord, det lød da bestemt interessant, men alt var vel næsten værre end gabestokken, for hun var jo faktisk sluppet billigt i forhold til hendes forbrydelse. "Det må du jo uddybe så… ja jeg har hele natten," sagde hun som en dårlig joke og rystede bare lidt på hovedet af sig selv i sine tanker. For nu så stod hun ikke og trak vejret, for der gik længere mellem hendes vejrtrækninger end med normale væsner og mennesker, fordi at hun jo stadigvæk havde det vampyriske indblandet i det hele halvt om halvt. Men faktisk var hun glad for, at hun ikke var blevet smidt til Alexander, for det havde hun nok hvis hun havde været fuldblodsvampyr endnu. "Den største forbrydelse er nok en så stor fiasko det var…" startede hun ud med et suk og fnøs blot let, mens hun prøvede at kæmpe imod lysten til at bøje benene. "Jeg prøvede at tage nogle dyre smykker fra en butik i en sidegade til Det Magiske Marked, og jeg er egentligt overhovedet ikke en tyv eller lignende, så jeg fejlede stort… Jeg bønfaldt vagterne om ikke at skære nogle lemmer af, så de satte mig her, fordi den så sjældent bliver brugt," forklarede hun, for noget dybere var der jo ikke i det andet end hendes fiasko, og at hun nu faktisk var fattigere end hun havde været før hun havde prøvet på at stjæle. "Men nu til din historie, om din situation…" opfordrede hun endeligt, nu hvor hun havde fortalt lidt.

[Deleted]

Normalt var Dominic slet ikke kæk eller noget lignende, men efter så lang tid uden kontakt til noget andet individ, så var han vel bare nødt til at gøre sin indsats og bare forsøge? Et sted, så glædede det ham jo faktisk, at hun ikke afviste tanken om det, og det var jo noget som faktisk, passede ham ganske fint. Han blev stående med armene over kors og med blikket rettet mod hende, nu hvor han også vidste, at det var umuligt for hende at rette sig op. Der var noget vampyrisk over hende, og det kunne jo godt være, at det var det som han blev tiltrukket af? Noget velkendt på et sted så fremmed som Det Magiske Marked? Han betragtede hende.. Hun virkede ikke så sølle, som så mange andre som han faldt over, når han gik sine runder, også fordi at han i øjeblikket, faktisk forbød sig mod det som Alexander havde bedt ham om. ”Det kan jeg se,” istemte han roligt. Hun snakkede i det mindste med ham. I værste tilfælde, så havde hun vel bare valgt at tie stille, og så havde han passeret hende, som ingenting var sket? Han hævede blikket mod de mange warlocks som passerede dem. I hans øjne, så var der alt for mange, og han brød sig faktisk ikke om dem. Til gengæld, havde han jo sin hurtighed i tilfælde af at de skulle få øje på ham, og tænkte forkerte tanker, for han tog bestemt ikke nogen chancer, når det var dette væsen.
At hun ikke var en tyv, men havde forsøgt at stjæle, gjorde hende da kun til en tyv i hans øjne. ”Så med andre ord, så her du en tyv? Første forsøg? Ja, du har været heldig, at de ikke har taget dine fingre eller en hel hånd. Det er det de plejer at gøre.” Han betragtede hende sigende, som hun faktisk gik så langt, og bad om hans historie. Det var der faktisk ikke mange som havde. Han havde haft sin mage ved sig, som nu var gået bort, og han havde gjort hvad han kunne for at passe på hende, selvom det jo i hans tilfælde, bare ikke havde været nok, og det var jo næsten den tanke som gjorde ham mest trist. Han trak let på skuldrene. ”Sulten kan drive en til de hårdeste ting for et væsen som jeg. Jeg overfaldt den daværende dronnings bror.. De kastede mig for vampyrfyrsten, hvor jeg har ligget så tæt på dvalen som jeg kunne komme. Jeg blev løsladt efter frygtelig mange år under dommen, at jeg ej forlod kirkegården i Corvento,” fortalte han, som var det ingenting, selvom det i hans eget sind berørte mange ting. Tanken om at blive forhindret føde, tvunget så tæt på kanten til dvale, at man egentlig havde mest lyst til at få pælen stukket i hjertet, for det andet, har vist sig at være forbandet ubehageligt! Hans stemme havde dog samtidig også været lav, så han vidste at warlockerne ikke ville høre ham, for det ønskede han ikke. Han ønskede nemlig ikke at have nogen strid med nogen som helst.

[Einar Calder Vali]

Rachel havde - før hun var endt på gaden - været en stolt kvinde, der boede i sit mansion og krævede hvad hun havde lyst til af de slaver hun nu engang havde holdt; i dag følte hun sig selv som en slave af verden, fordi hun var endt på gaden og ikke havde noget tag over hovedet. Men mange ting holdt dog endnu ved indeni, selvom tingene nok blev sat i et andet perspektiv end førhen, for hun satte altid tingene i perspektiv. Hun havde været vant til at kunne snakke med hvem hun ville, men nu hvor hun var en 'simpel gadetøs' så ville mange ikke skænke hende andet end afvisende ord, så det at han faktisk stoppede op og snakkede, det glædede hende faktisk et sted, også selvom hun faktisk ikke anede hvordan han så ud. Efter hvad der næsten var minutter, tog en ny og dyb vejrtrækning og pustede roligt ud, for det kom regelmæssigt, dog med længere intervaller imellem end en warlock eller et menneske. Hun kunne godt lide at han var vampyr, for det var jo trods alt den race hun følte sig tættest knyttet til, selvom hun havde fundet det spændende at prøve at få fat i magien fra warlocken og finde ud af den, selvom det stadig ikke var kommet længere end en sølle mørk kugle mellem hendes hænder. Så egentligt fandt hun sig ganske tryg ved at snakke med ham, fremfor hvis en warlock nu havde stoppet op og havde besluttet sig for at snakke med hende. Hun smilede blot let over at han kunne se, at hun havde hele natten - sjovt nok, når hun først blev sluppet fri ved næste midnatstide. Hun skævede let ud af øjenkrogen hvor hun kunne fornemme fødderne af en gruppe mennesker og hun kunne fornemme den magiske kerne, så hun blev bare stående ganske stille og kæmpede mod de trætte ben. Hun sukkede let da han nærmest konstaterede at hun jo så faktisk var en tyv; det ville hun helst ikke anse sig selv for, men det måtte hun vel indrømme hun var blevet, selvom hun var en fejlagtig en af slagsen. Hun var bedst til at udtænke planen og lade mere professionelle udføre sagen, fremfor at skulle gøre det selv. "Ja, det er jeg vel… selvom det ikke var hvad jeg havde ønsket. Jeg er vel bare blevet desperat efter et tag over hovedet og nogle mere faste rammer end gadelivet," sagde hun stille hvor der kom et suk efter, for hun manglede faktisk sit hjemlige liv eller bare et liv væk fra gaden, så kunne det være noget nærmere en betonklods hun boede i. "Men jeg ved godt, jeg er sluppet med lidt held," endte hun, for løgn var det jo heller ikke ligefrem. Hun kunne fornemme hans øjne på sig, men kunne ikke rigtigt se på ham, medmindre han faktisk lagde sig på jorden og kiggede op på hendes ansigt på den måde. Hun lyttede roligt til hans ord, som han forklarede og hun fik kuldegysninger bare ved tanken og priste sig lykkelig for at være varyl lige i denne sammenhæng, selvom hun til tider heller ikke var stolt af det. "Det lyder barsk..." endte hun stille og tænksomt, for dvalen var en frygt i vampyrerne, den kendte hun jo fra sig selv, selvom den slet ikke var så gældende for hende mere. Hvis hun kunne vælge, ville hun helst være fuld vampyr fremfor at være et blandingsprodukt af to racer, der var i strid, så hun håbede at kunne komme tilbage engang. "Det gør mig ondt med en så hård dom, sulten er ikke ligefrem til at styre altid," medgav hun, som hun fuldt forstod hvad han snakkede om, men det gjorde hun jo også. Det havde blot ændret sig for hende efter hun havde fået implanteret det magiske i sig, for sulten kunne hun nemmere skubbe væk nu end førhen. Hun snakkede ligeså lavmælt til ham, som han gjorde, for hun forstod udmærket at han ikke ville snakke for højt nu hvor warlocksne de stod i nærheden.

[Deleted]

Hvad denne kvinde havde været vant til, havde Dominic ikke nogen anelse om. Igennem frygtelig mange år, havde han passet sig selv, og sine egne sager og det lille mausoleum, som han havde fået på kirkegården, som han kunne kalde for sit, selvom det nok var taget af andre, så snart han ville hjemvende ved solens opgang, for han burde slet ikke være ude for kirkegården som nu. At det var hendes første forsøg på at få fat i noget, så var det jo slet ikke til at undgå at se, at et var fejlet som intet andet, og hun havde uden tvivl også været utrolig heldig, at det ikke var gået udover hendes lemmer, for det var det som de fleste ville have gjort, for at give dem en ordentlig lærestreg, men igen, så var det jo heller ikke rigtigt til at sige, hvornår de ville lade hende gå igen. ”Frustration og desperation, kan være frygtelig farlige ting. Specielt når det er tyveri det gælder. Man skal lære kunsten ikke at blive opdaget. Du har været heldig.. Uden tvivl,” fortalte han ærligt. Igennem hans nu forholdsvis lange liv, havde han set mange fået kappet fingre og hænder af, for at forsøge at brødføde sin familie. Det var en hård omgang i Dvasias specielt, men det var straffe for at begå kriminalitet, og det var ikke noget, som nogen ville finde sig i. Butiksindehaverne mindre end de fleste.
Som Warlockerne passerede dem, var det ikke bare denne kvinde, som blev mere tavs, men Dominic med, for han tog virkelig ikke chancen, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han var ikke ude på strid, og det var vigtigt for ham, at Alexander ikke fandt ud af, at han var der. Hans egen straf havde været forbandet hård, og det erkendte han gerne, for den smerte det var, ikke at få stillet sulten, det vanvid som man blev overfaldet med, og uden at man kunne gøre noget, for energien kørte i nul, var virkelig en forfærdelig tanke. ”Jeg var heldig, at han lod mig gå til sidst.. Nok til skræk og advarsel for mange, når de har spurgt ind til min historie. Jeg er ude, hvor jeg ikke burde. Jeg har slet ikke lov til at forlade Corvento,” fortalte han med en varsom stemme. Et sted var han jo mere bange for, at der var forkerte som skulle høre det, for det var han slet ikke ude på. Han vendte blikket mod låsen. Den var sikkert magisk, men Warlockerne havde en tendens til at være så dumme, at de ikke magisikrede deres ting, og fordi at det ikke var ofte, at der gik andre væsner herude end warlocker alligevel, så var det et sted heller ikke så underligt igen, når det endelig skulle være. ”Det var en barsk en.. Men jeg fortjente det,” påpegede han med en ganske sigende stemme. Et sted fandt han det som en skam, at en kvinde skulle stå der på den måde, ude af stand til at bevæge sig. Han turde da knapt nok tænke på, hvad en mand ville gøre ved hende, hvis han var klog nok til at tage den mulighed til sig. ”Corvento er ikke præget af føde, desværre.. Der var ikke meget for os at finde, og de svagestillede, bliver desperat til sidst.. Det gjorde jeg..” erkendte han med en dæmpet stemme. Han blev stående og med kappen tæt om sig. Warlockerne gav ham dårlige nerver!

[Einar Calder Vali]

Der var et sted noget fascinerende over denne mand, så derfor gjorde det også at Rachel fandt det mere interessant at fortsætte snakken med ham fremfor at cutte ham af og bede ham gå, eller ignorere ham for den sags skyld - nej der var noget mere som hun måtte finde ud af, og nu hvor det faktisk gik så godt med at snakke med et andet individ end sig selv, så skulle hun da ikke lade chancen passere. Hun savnede et sted den komplette tilværelse i mørket, for der fandt hun sig mest tryg - det var som om dagene var for lange for hende i solen, selvom det da var en oplevelse at leve om dagen og skulle prøve at sove om natten. Men hun ville en dag vende tilbage til at være fuld vampyr, der var hun i hvert fald sikker på i det indre, for magien lærte hun aldrig, det havde hun vist ikke tålmodighed nok til. "Så sandt. Og når handlingen så sker på baggrund af en blanding af begge følelser, så er det mest farligt. Jeg havde aldrig troet at skulle ende i tyveri, engang ville jeg have haft folk til det," sagde hun dæmpet, hvor hun ikke helt tænkte nærmere over det sidste, for det indikerede jo at hun havde været en kvinde med en formue om ikke andet, men det var nu bare som det var. Tonen forholdt sig dog stadig dæmpet, for hun ville ikke lade warlockerne høre det, for de væsner stolede hun ikke på, for hun ville ikke kunne kæmpe imod dem. Hun sukkede let igen, som hun let bøjede det ene ben, ved at sætte vægten over på det andet og omvendt, for at bevæge dem bare en smule. Hun bed sig let i læben, mens hun fortsat lyttede til hans ord, for hun kunne udmærket høre det, for hun havde jo endnu den skærpede hørelse. "Det er jeg da glad for, for dvalen er vel snart den største frygt på den ene side, hvor ild og solen er på den anden," svarede hun ham stille, for warlockerne bevægede sig kunne hun høre og se på deres fødder, de var nok på vej ind på markedet. "Så du er selv en regelbryder? Det er godt nok år siden jeg har været i Corvento sidst," sagde hun tænksomt, for der havde hun jo ikke været siden hendes mansion var gået til grunden i brand - alt var væk, selv hendes formue og det havde efterladt hende med ingenting andet end sig selv. "Desperation er en farlig ting, som vi jo blev enige om… Men det er ikke altid fortjent, selvom han måske synes det," svarede hun ham stille, også for at prøve at sige 'ikke tag det som din skyld', men det måtte man føle efter at have været så tæt på dvalen. Hun skævede mod fødderne igen fra warlockerne, der forsvandt ud af hendes åsyn og hun kunne høre at de faktisk endeligt var på vej væk og hun sukkede lettet. "Pyh," sagde hun lavmælt.

[Deleted]

Hvem denne kvinde var, vidste Dominic ikke, men der var alligevel noget ganske fascinerende over hende, og det var vel også derfor, at han alligevel havde valgt at tage kontakten med hende, og valgt at snakke? Ikke fordi at det var noget som lå til ham som den person som han var, men.. han var nysgerrig. Hvad var det der havde reddet hende fra at miste sine lemmer? Og hvorfor havde hun fejlet noget så simpelt som en smule tyveri? Ja, hun var ny, men så havde hun vel været højer i arkiet end det som hun var nu? Han vendte blikket mod hende. Han nikkede. Det var såmænd så sandt, som det var sagt. "Du har førhen fået folk til det? Jeg formoder ikke, at du har levet hele livet i rendestenen i så fald.." Det havde han jo stort set. På børnehjem hele livet, for ingen fandt noget interessant ved ham, hvor han var smidt ud den dag, han var blevet myndig, og her var han så endnu. Ikke fordi at det var gået ham meget bedre, men igen, så havde han jo heller aldrig nogensinde haft chancen til at bevise at det forholdt sig anderledes. Han nikkede. "Jeg tror jeg bad Fyrsten om at tage mit liv til sidst.. Det var der han lod mig gå. Solen vil jeg derimod heller ikke møde," tilføjede han med en næsten kuldegysen. Det var en skræmmende tanke, og han brød sig bestemt heller ikke særlig meget om den! Han var et sted en lille regelbryder, men hvem gad sidde og glo på det samme dag ud og dag ind? "Har du set en gravsten, så har du efterhånden set dem alle sammen. Selv jeg har brug for andet at kigge på.."

Dominic forholdt sig mere tavs, da en større gruppe Warlocks stod og kiggede i deres retning, for han ønskede slet ikke problemer. Det var noget af det sidste som han ville eller var ude på! Som de valgte at fortsætte, så følte han selv en vis form for lettelse, også fordi at han vidste, at han legede med kræfter herude, som han slet ikke burde lege med. Han sukkede dæmpet. Uanset hvad, så følte han slet ikke at en kvinde som hende, burde blive stående der. Hvorfor han gjorde sig lige netop den tanke, vidset han faktisk ikke, men.. det var bare den første som faldt ham ind. "Det er ikke alle, der er lige heldige stillet, kan vi blive enige om.. Gaden har for mit vedkommende, altid været mit hjem.. stort set.." Han undersøgte låsen meget nøje, nu hvor Warlockerne var væk, hvilket skam også var noet som passede ham fint, for han havde aldrig nogensinde brudt sig om det væsen. Han kunne slet ikke fordrage dem, hvis han skulle være helt ærlig.

[Einar Calder Vali]

Rachel kendte ganske vist ikke denne mand af navn eller dybere, men der var noget interessant over måden han havde startet samtalen, hans valg af ord og hvordan hans stemme egentligt lød i hendes øre. Så derfor blev hun da kun nysgerrig på hvem han var og hun kunne faktisk godt tænke sig at se hans ansigt, samt høre lidt mere til det med dvalen, for det lød mildest talt som en skrækhistorie man fortalte unge ny omdøbte vampyrer, for at de ikke skulle lave for meget ballade. "Ja… Det har jeg. Og nej, jeg har ikke altid levet på gaden, men jeg har mistet alt til ilden, så, jeg er vel en slave af skæbnen," endte hun stille, selvom han dog udmærket ville kunne høre det, men sådan så hun i hvert fald på det. Hun vædede let sine læber, som hun lyttede til hans næste ord, ja det var bestemt noget der kunne afskrække flere vampyrer fra at følge samme vej, for de ville jo helst have livet i behold. "Det lyder som en skrækhistorie uden lige. Jeg kan desværre ikke forestille mig de, da jeg aldrig har været tæt på dvalen, men tanken er skræmmende i sig selv. Ligeså solen," svarede hun dæmpet, for hun ville ikke fortælle ham at hun kunne forstå det, når hun ærlig talt ikke kunne. Et smil passerede hendes læber ved hans let tørre humor, som der sagtens kunne ligge under sætningen og hun nikkede blot i det indre, selvom hun for nu bare stod stift og ønskede sig at komme fri. "Det tror jeg på, eneste forskel er vel bare et nyt navn og det kan jeg forestille mig, at det næppe er spændende," svarede hun ham let. Tavsheden blev delt mellem dem, da warlockerne bevægede sig og der blev først åbnet igen, da de var gået helt, for begge delte de vist samme mening om det magiske væsen, selvom hun jo selv havde noget magi indplantet i sig - strengt mod hendes vilje. "Det er jeg ked af… Alle fortjener en chance for et tag over hovedet," sagde hun stille, for det syntes hun i hvert fald, andet var da næppe fair; men det var måske også fordi hun havde haft tag over sig og et hjem at kunne kalde sit og at det så var blevet revet fra hende, at hun kunne sige sådan. Hvis hun havde været gadetøs hele livet, kunne hun måske bedre acceptere det, fordi hun ikke kendte andet? Ja det var ikke til at sige. "Jeg kan snart ikke holde mig stående," endte hun, som en mumlen til sig selv.

[Deleted]

Dominic havde stort set bare valgt at slå sig til ro med de omstændigheder, som nu var omkring ham. Lige nu var det dog ikke det som han tænkte mest over, men denne kvinde i gabestokken. Hun havde ikke afvist ham eller hans dialog, hvilket jo faktisk passede ham fint. Han hånede og nedgjorde hende ikke, da han også vidste, at dette var hverdag for frygtelig mange. Han var bare så heldig, at hans egen føde ikke rigtigt kostet noget. Det krævede bare, at han var hurtig og den første til at få fat i et menneskeligt individ, når han endelig indsatte jagten, for det gjorde han alene. Han stolede ikke på nogen, og det var der frygtelig mange gode grunde til, som han ikke just ville stå og snakke med hende om, lige nu og lige her. Ud fra hendes ord, kunne han da forstå, at hun havde været på den anden side af gadelivet, og haft tag over hovedet og en stor have at gå rundt i. Aldrig noget, som han nogensinde havde været i nærheden af. ”En trist skæbne at blive tvunget til, når man har hus og have må jeg sige. Det gør mig ondt..” Et sted var det rigtigt, og et sted var det en løgn. Hun havde alt det, som selv et væsen som ham, måtte gå og drømme om, men det var nu heller ikke noget som han sagde højt. ”Jeg møder hellere solen, end jeg tvinges så tæt på dvalen igen. Det er langt mindre smertefuldt..” sagde han med en rolig, dog ærlig stemme. Det havde virkelig været det værste, som han nogensinde havde oplevet, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende.
Låsen undersøgte Dominic meget nøje med blikket. Det var typisk warlocker at ikke tro, at andre væsner ville komme forbi, selvom det nu var til deres eget tab. Han følte slet ikke for, at skulle lade hende stå der og bare passere, som han slet ikke havde set hende.. Hvorfor han gjorde sig de tanker, forvirrede ham jo kun yderligere. ”En gravsten er en gravsten.. Jeg har ganske vidst været heldig af mig.. Jeg mistede ikke livet for min handling.. Det ville mange andre have gjort..” Han vendte igen blikket i retningen af hende. Han talte ærligt omkring sit liv, også fordi at der pludselig var en, som faktisk udviste en interesse for det, hvilket var en tanke som han faktisk godt kunne lide. At hun var ked af det på hans vegne, var.. nyt for ham. Det havde han kun oplevet en enkelt gang tidligere, men selv den kvinde, havde valgt at fordufte, og nu sad han ganske alene igen. Det var efterhånden bare blevet ham en vane her i livet. ”Jeg er vant til det. Gaden har og vil nok altid være mit liv.. Kan du holde vejret?” spurgte han endeligt. Hun havde ondt i ryg og ben, hvilket han faktisk godt kunne forstå. Med hænderne, lukkede han dem direkte omkring gabestokken, hvilket fik adskillige warlocks til at reagere. ”HEY!” udbrød de og dannede deres kugler i hænderne af ren og skær mørk magi, selvom Dominic var hurtigere. Han var jo en vampyr. Han tog fat om Rachel og fik hende hastigt ind i favnen og hastet ned af gaden for at komme ud af byen, før warlockerne kunne nå at reagere.

[Einar Calder Vali]

Rachel kunne ikke rigtigt slå sig helt til ro med at leve på gaden, fordi at hun mest af alt manglede de faste rammer - hvornår hun kunne få føde, hvornår hun kunne sidde stille i en blød stol eller hvad mere det kunne være, så savnede hun en masse ting fra sit liv før. Det var dermed ikke sagt hun behøvede noget ligeså luksuriøst som det gamle mansion, men hvis hun så bare boede i en betonklods hvor der stod en blød stol, så ville hun være mere end tilfreds end livet i rendestenen. Hun gjorde sig dog ikke større tanker om at komme væk fra gaden nu, for hun havde fejlet i hendes forsøg på at stjæle, så det nægtede hun simpelthen at prøve igen. Hvilke andre måder der kunne være, dem kendte hun ærlig talt ikke, så for nu var hun fuldstændig på bar bund. Det var dog rart at snakke med en, også selvom hun hverken kendte navn eller ansigt på vedkommende, men der var noget fascinerende over det hele og hun ønskede bestemt at høre mere til ham. Hun bed sig let i læben ved hans ord, for det var vel en trist skæbne, men skæbne var det uanset. "Det skal du ikke tænke på. Jeg savner det jo kun, fordi jeg har haft det. Men det jeg vel savner mest er faste rammer. Så kunne jeg bo i en lerhytte om det skulle være," forklarede hun ham stille og anede ikke om det gav mening på nogen måde eller ej. Hun vidste ikke om hun helt troede på at han havde ondt af hende, for han havde jo aldrig haft det og det ønskede hun egentligt også et sted for ham, fordi det måtte være den dybeste og bedst beskyttende drøm for ham et sted? "Det tror jeg også, at jeg ville foretrække," bemærkede hun dæmpet, for hun ville hellere møde smerten én gang fremfor at ligge i et helvede, som sikkert var meget værre end hun overhovedet kunne tænke sig til. Hvad han ellers stod og kiggede på, det anede hun ikke, for hun kunne jo ikke se det. Det eneste hun kunne se var den slidte kant af hendes kjole og de brugte sko hun havde om fødderne, som snart ikke kunne holdes sammen længere. "Så må vi have heldet på vores side," bemærkede hun stille, for hun havde ikke mistet lemmer og han levede endnu, selvom det var mistede lemmer og død man skulle have troet, der ville være konsekvensen. Hun løftede et bryn, ved hans sidste ord: holde vejret? Hun gjorde det dog bare og glemte helt at svare på det andet. Det næste gik ret hurtigt, selv for hende fordi hun ikke var fuld vampyr længere - han åbnede gabestokken op og hun nåede snart ikke at skubbe sig op at stå, før hun lå i hans favn og de var fløjet væk i hans hurtigt vampyrfart, hvor selv warlockerne slet ikke nåede at reagere yderligere, før de var væk. Armene lukkede hun omkring hans nakke, bare for at holde fat et sted og nu kunne hun jo bare følge med - men igen, det kunne kun blive bedre vel?

//Out. Forsættelse følger!