Hard work

[Deleted]

Tatiana selv ignorerede, hvordan han hev og sled i lænkerne. Det ville nemlig ikke hjælpe ham alligevel. Lænkerne var kraftige og af jern, og derfor ville de ikke lige umiddelbart bryde. En vampyr ville være i stand til det, men ej en mørkelver, og i så fald var kønnet også ligegyldigt. Derfor lod hun ham blot gøre sine tamme forsøg, alt imens hun selv begyndte at gøre sig klar. Underligt var det et sted at være tilbage i dette rum, da hun nu var sin races leder, men på den anden side.. dette havde engang været hendes hjem, og derfor ville det være ligeså let for hende, som det var at gå. Derfor svang hun ufortrødent og yderst bevidst pisken, der hvislede gennem luften, før den smældede hen over slavens blottede ryg og afgav et åbent sår. Den røde farve blev hurtigt kraftig, men ej betragtede hun den videre, som hun blot svang pisken igen. Han var bestemt ikke den første person, som hun piskede, og ej heller den person, hun havde pisket i længst tid. Tidligere havde hun nemlig svunget armen og pisken 100 gange i træk, og derfor måtte Morohtars straf ved siden af være barnemad. Det føltes formentligt ikke således for ham, da hun anede, hvordan huden ikke længere var lys, men nu rødlig, som blod begyndte at pible ned ad hans ryg. Smukke og rene så stregerne næsten ud, som de gled ned ad hans ryg og tørrede sig i hans nedre klæder. Pisken blev hun ved med at svinge gennem luften, alt imens man kunne høre, hvordan Vanyá fik den samme behandling inden ved siden af – eller en hårdere en af slagsen. Hendes sønderrivende skrig genlød i hvert fald i grottens gange. Tatiana svang armen en sidste og derfor den 7. gang, hvor læderet derfor på ny rev slavens hud op. En skam var det, at det var hendes egen, som hun måtte lemlæste, men hun kunne ej forskelsbehandle slaver, og derfor fik han den samme behandling som alle andre slaver. Dæmpet slap hun et suk, som et tegn på, at det hele var færdigt, og at Morohtar nu kunne ånde lettet op. Hvis han da var ved bevidsthed. ”Du klarede det fint. Det er overstået nu,” sagde hun i en rolig tone. Hun gik dog ikke over for at løsne ham med det samme, som hun derimod først gik tilbage til træskrænken. Der drog hun en klud frem, hvor hun roligt gav sig til at tørre slavens blod af læderet, som havde hun al tid i verdenen. Det var dog heller ikke fordi, at hun behøvede at skynde sig. Det var formentligt kun slaven der ønskede at komme videre i forløbet. Som pisken blev ren, spenderede hun derefter tid på at folde den sammen, så den sikkert kunne glide tilbage i hendes bælte. Det var også først der, at hun igen værdigede den blødende Morohtar et blik. ”Nu skal du se..,” sagde hun stille, skønt ordene nærmest var henvendt til hende selv. Hun begyndte nu at klikke lænkerne op, så han igen kunne trække armene til sig, skønt hans håndled formentligt var blevet ømme. Om han kunne stå på benene, anede hun ikke. Ej heller tænkte hun over det, som hun blot klikkede ham løs, før hun igen så på ham med et intetsigende blik.

[Deleted]

Forfærdelig ondt gjorde det i hele Dariuz’ krop, da hun valgte at lade det første piskeslag tilfalde hans ryg. Det sveg og han kunne mærke blodet stryge nedover hans ryg, selvom det var smerten han fokuserede mest på. Han mærkede endnu et slag tilfalde hans ryg og han strammede endnu engang grebet omkring lænkerne over ham, hvor han igen svajede i ryggen og skar tænder med de opspilede øjne der stirrede tamt ind i den mørke og blodige væg foran ham. Han kunne knap nok trække vejret, da hvert piskeslag slog det ud af ham. Endnu en dyb rift var kommet på hans ryg og hjalp med at male hans ryg helt rød af hans blod. Han nåede knap nok at trække vejret, da endnu et slag tilfaldt hans ryg og han lavede samme reaktion, selvom han helt havde mistet stemmen. Hårde var hendes slag. Øvede. Det var tydeligt at dette ikke var første gang, men det kom heller ikke bag på ham. Han kunne høre Vanyás skrig inde ved siden af, eller hvor hun nu befandt sig, og han blev pludselig glad for at han ikke var i hendes sko, tænkt hvis han skulle modtage lige så mange slag som hende og så også et brandmærke? Tanken fik ham til at tage imod det fjerde slag med lidt åbne arme, da han trods alt ikke fik en straf der var særlig slem. Slem føltes den dog, fordi Tatianas slag føltes som hundred på en gang. Han fik det femte slag, og der var kun to tilbage, hvilket han næsten kunne glæde sig ved. Han sank en enkelt gang, inden det sjette faldt og hans vejrtrækning var skælvende. Hans greb omkring lænkerne var blevet svagere, han kunne mærke det svimle for hans øjne, men han nægtede at besvime endnu! Det sidste slag faldt og han sank sammen i lænkerne, da hans grib svigtede, selvom smerten i hans håndled ikke var noget i forhold til den på hans ryg. Han opfangede ikke rigtig hendes ord. Det var ikke første gang han fik pisk, men da han altid havde opført sig ærefuldt, så var det ikke sket i frygtelig mange år. Han fandt det derfor også uretfærdigt at han skulle straffes nu, når han intet havde gjort galt. Eller det mente hun trods alt. Men så giv ham dog et slag over fingrene eller tag ham af jobbet som smed, det ville han alligevel ikke have noget imod, da han hadede Smeden. Og dog respekterede han også manden som alle andre på stedet. Han var en af de få mænd som faktisk havde vundet en plads blandt kvinderne. Han ænsede hende knap nok, da hun kom hen til ham, for at låse lænkerne op og da det skete, faldt han med det samme til gulvet og landede på sine knæ. Hans krop skælvede af de få slag, men som alle havde lavet en dyb rift i hans ryg. Han var da blevet dræbt skulle han have hundred! Han trak et skælvende drag, hvor han ellers blev liggende på sine knæ og med støtte fra sine underarme. Han kunne stadig høre Vanyás skrig. Det var lige før at han fik ondt af hende – lige før. Han vendte blikket mod sine håndled, der allerede bar et mærke fra lænkerne fordi han havde hængt i dem med sin fulde kropsvægt i noget tid.

[Deleted]

Tatiana vidste udmærket, at piskeslagene smertede. Hun havde nemlig selv mærket dem på egen krop, og så var der det faktum, at hun utallige gange havde hørt folk skrige eller set dem besvime, når hun afgav slagene. Derfor kom det ej bag på hende, at hendes slave holdt inde med flere kvaler. Hun var dog imponeret over, at han på intet tidspunkt slap et skrig eller en lille lyd i det mindste. Derfor roste hun ham også for at udvise stand, skønt det ej så synderligt ud til, at han hørte hende. Det var ej noget hun kommenterede, som det kunne være, at han var i for store smerter, eller også vidste han måske ikke, om han havde tilladelse til at tale til hende. Han var trods alt bare en slave. Hendes slave, som hun lige havde straffet. Hendes blik fulgte opmærksomt hans bevægelser, som han øjeblikket søgte med hele sin kropsvægt til jorden, som hun løsnede ham fra lænkerne. Det var et syn der fik hende til at betragte ham med et tænksomt blik, for … kunne manden overhovedet gå? Det var nemlig ej meningen, at de skulle blive her, som de faktisk skulle tilbage til den åbne gade, og derfor måtte det falde i hendes interesse. Hun kunne selv helt frygte, at han ville ønske hendes hjælp til at komme op, men hvis det var således, skulle hun så lade ham blive her for natten? Det i sig selv ville nærmest være en straf, og den kunne hun ikke just sige, at han fortjente. Det var trods alt ikke ham, der havde lagt op til balladen. Hun slap et dæmpet suk. ”Rejser du dig?” spurgte hun stilfærdigt, som hun indikerede, at de kunne komme videre i programmet. ”Vi er færdige her.” De fleste ville formentligt have tilbudt Morohtar en arm for at komme op, men ikke Tatiana. Elendig var hun til normale venlige handlinger, som hun generelt havde det svært med empati. Derfor hvilede hendes blå øjne blot afventende på hans sårede jeg, som hun ventede på, at han sprang op på benene og gik med hende ud. Han kunne desuden få pleje på herregården, hvis han kom med hende, og derfor ville der være en ide i det fra hans side af. Her i torturafdelingen var der nemlig ej til at pleje folk, som der derimod kun var til at skade. Der ville allerhøjest være til et stærkt glas elvisk vin, men det var også det. Det kunne dog være, at et sådant glas kunne hjælpe til mig smerterne, da hun tvivlede på, at han var vant til at drikke vin, og derfor ville han formentligt hurtigt blive påvirket af dens sødme.

[Deleted]

Smerten føltes ulidelig og det var kun efter syv sølle slag. Han forstod ikke hvordan det kunne gøre så ondt, men nogle af piskens slag havde også ramt de gamle, hvilket kun havde gjort smerten værre. Han følte ikke at han kunne bevæge sig, hvor han også bare sank direkte til jorden. Han var ikke vant til at få pisk, han var ikke vant til at blive straffet, fordi han altid havde været lydig imod Shia, men naturligvis havde han fået skrammer og sår, han bar stadig de få snitsår fra Vanyás klinge efter de få gange hun ramte ham med sine angreb. Han havde nu ikke ondt af mørkelverkvinden, selvom han kunne høre hendes skrig helt inde i sin celle… hvis det da var hende, der havde nemlig været andre hernede, da han var ankommet og derfor kunne det sagtens være en anden. Han slap heldigt og nu hvor han var blevet straffet, så gjorde det ham også blot opmærksom på at det var dumt at være ulydig, i så fald ville han blive straffet hårdere og det var han ikke interesseret i! Han forsøgte at knytte sine hænder, men hans fingre føltes helt stive af at have holdt så stramt fast i lænkerne over ham. Han så ned mod jorden og der lagde han for alvor mærke til det indtørrede blod, som hans eget lå over. Han var på ingen måde den første der var blevet straffet her! Han hørte hendes ord og han bed tænderne let sammen. Virkelig? Om han rejste sig? Hvad pokker havde hun regnet med?! At han bare kunne rejse sig op som om ingenting var hændt efter pisk?! Dumme idiotiske kvinde! Han havde lyst til at flå hende levende på stedet! Havde de været i en arena, så havde han gjort det uden at lægge fingrene imellem! Det var også et sted han helt ønskede sig hen til, der var han kendt, der var der hæder, nu var der ingen der nogensinde kom til at høre hans navn igen, der var ingen der ville komme til at se ham kæmpe igen. Han havde mistet alt. Tænderne bed han sammen, inden han langsomt forsøgte at kæmpe sig op. Det var kun syv slag, det ville næsten være ynkeligt, hvis han ikke kunne rejse sig op, og så ville han også mene at han havde prøvet de sår som var værre. Han bed sig i underlæben, som han langsomt fik fodfæste, selvom han kunne mærke hvordan hans ben skælvede under ham og han var hurtig til at gribe fat i lænken over ham, for at holde sig oprejst. Han skævede kort mod hende, hvor det var tydeligt at aflæse at han havde ondt. Han var dog oppe og ventede egentlig bare på at hun gik. Han sagde intet, havde heller ikke lyst til at tale med hende, da hun stod i hans sorte bog i øjeblikket. Han kunne ikke lide hende, han kunne ikke lide hende som sin leder, som han slet ikke kunne lide nogen mørkelvisk kvinde i øjeblikket. Tænderne bed han sammen, så hårdt at hans kindben blev fremhævede, hvor han trak vejret dybt, idet han tog det første skridt, for at følge hende ud af rummet. Langsomt gik det dog og han var nød til at støtte sig op ad alt han kunne, ellers ville han falde om.

[Deleted]

De gennemborende blå øjne gled over Morohtars skikkelse, hvor de tilfredst så, hvad de ønskede at se. Det var muligvis Tatianas egen slave, men alligevel kunne hun ikke forskelsbehandle, og derfor havde hun givet den hele armen som sædvanlig. Derfor kunne hun kun se sig tilfreds med, at hans ryg havde åbnet sig for piskens læder, samt at han havde så ondt, at han helt svimlede og knapt kunne stå på sine egne ben. Det sidst tænkte var dog til dels problematisk, da de ej skulle blive her i torturkamrene. Færdige var de nemlig, og derfor kunne de sagtens vende tilbage til herregården. Formentligt til hans store lettelse. Han ville i hvert fald kunne få tilset sine sår i det sekund, de nåede ind på herregårdens grund. De var nemlig meget muligt, at hun havde ønsket at se ham straffet, men det var ikke ens betydning med, at han skulle rende hærget rundt igennem hele byen. Kortfattet nikkede hun tilfredst med hovedet, som han fik kæmpet sig op på benene igen. Et tegn på, at de kunne komme videre i programmet. Roligt vendte hun omkring, hvor hun ledte dem begge ud af kammeret, for at nå hallen, for derefter at tage turen op af trappen igen. Hele ruten tog hun dog i et roligt tempo, så han konstant kunne være i hælene på hende. Hun kunne nemlig se, hvor hærget han var, og derfor hvor lidt han kunne abstrahere lige nu og her.
Turen fra torturkamrene og til herregården havde syntes langt længere, end turen var strøget til torturkamrene. Ikke just på grund af afstanden, men nærmere grundet Morohtars tilstand. Langsomt havde han nemlig gået hele vejen, eller nærmere … dræbende langsomt. Hun havde dog ikke klaget over ham, da blodet endnu rendte ned langs hans ryg. Det gjorde også, at forbigående havde kastet blikke på dem, men ingen forargede miner var blevet dem sendt, som det kun var normaliteten her i Maerimydra. Tatianas blev glansede kortvarigt tilbage på slaven bag hende, inden hun gjorde et nik til de to slaver, der stod vagt ved døren til herregården. Uden tøven slog de begge dobbeltdøre op for deres Kahli og hendes slave, inden de lod døren glide i bag dem igen. ”Grundet din ryg, kan du få lov til at bruge badet her på stueetagen.. for i dag,” sagde hun stilfærdigt, uden så meget som at værdige ham et blik. Ligesom dengang de havde gået til hendes kontor, drejede hun til venstre, men denne her gang stoppede hun ej ved sit kontor, som hun derimod fortsatte længere ned ad gangen. Det var ej et baderum slaverne normalt havde adgang til, som de kun benyttede det ved særlige lejligheder. Derfor tvivlede hun på, at Morohtar havde været vejen derned endnu. En dør på højre hånd skubbede hun nu op, hvilket viste vejen til et utroligt baderum. Der var ej så luksuriøst, som det der var at finde ovenpå, men standarden her var uden tvivl høj. Rummet var lyst i et beige skær, hvor sollyset trængte ind gennem de aflange vinduer, der var i rummet. Grundet den lave etage, var et par tynde hvide gardiner dog trykket for, men grundet stoffet kunne sollyset sagtens trænge igennem. Gulvbrædderne i rummet var klare marmorklinker, og i midten af rummet var der et større kar end normalt, som der i hvert fald var plads til tre personer deri. For at komme deri, skulle man bestige tre sten, men derfra ville man også glide ned i det klare og rene ved. Omkring karrets kant, var der desuden lavet en mindre skranke omkring, så man kunne benytte sig af forskellige badeartikler. ”Hop blot i, så du kan få renset dine sår. Hvis du ikke selv kan nå, kan jeg tilkalde en slave. ”

[Deleted]

Det irriterede Dariuz grænseløst at hun ønskede at de skulle af sted med det samme, da han slet ikke følte sig klar til at rejse sig endnu! Selvom Vanyá havde fortjent sin straf, så kunne han forestille sig at hun slet ikke ville være i stand til at rejse sig igen, når hun engang var færdig. Hun skulle nemlig have 93 slag mere end ham. Selvom han havde lyst til at blive liggende, bare for at genvinde lidt styrke, så kunne han godt fornemme at Tatiana ikke havde nogen planer om at spilde tiden, da hun ville af sted og han havde allerede set hvilken hård kvinde hun var, da hun ingen nåde viste og derfor regnede han heller ikke med at få nogen hjælp eller medlidenhed, ikke at han ville have den, da det var hende der var skyld i den. Han kom på benene, selvom de skælvede under ham og truede med at knække sammen hvert eneste minut. Han holdt sine tanker i gang, mest for at distrahere sig fra sine ben, da han gik og lænede sig op ad væggen for ikke at vælte. Han hadede dette sted. Det kunne helt give ham myrekryb, da han kunne høre skrig og det kom ikke bare fra en person men mange! Selvom han ikke var glad for Tatiana i øjeblikket, så værdsatte han alligevel at hun ikke hastede af sted, men lod ham gå i sit eget … langsomme tempo, hvor det godt nok sneglede sig frem ad, men det var for at han kunne vinde kræfter. Da de kom til trappen, stod han først bare og stirrede på den, da han troede at han aldrig kom op ad den, men snart begyndte han sin opstigning og selvom det tog noget tid, så kom han op. Derfra var turen mere vanskelig, for han kunne ikke længere støtte sig op ad en væg, derfor var det med lettere vaklende skridt at han gav slip på klippevæggen.
Turen til herregården føltes uendelig lang for Dariuz og han var også ved at vælte flere gange. Hans blik faldt på herregården, da de endelig nåede frem, hvor han trygt fulgte med Tatiana indenfor. Han lænede sig op ad muren og hev en anelse efter vejret. Han opfangede godt hendes ord, hvor han blot nikkede taknemligt. ”Det værdsætter jeg, Kahli,” svarede han, mest bare for at svare, selvom han egentlig helst ville tie stille så han kunne koncentrere sig om at gå uden at vælte. Som hun fortsatte ned ad venstre, samme vej mod hendes kontor, fulgte han efter og støttede sig op ad væggene. Han havde været her i en uge, men han kendte stadig ikke stedet på nogen måde, det var frygtelig stort og han kunne let fare vild, da han slet ikke var vant til så stort et hus. Han kendte ikke vejen her, da han aldrig havde gået her, han kom desuden ikke vidt omkring i huset, så det var ikke underligt at han havde let ved at fare vild. Han blev dog lettere overrasket over standarden af baderummet. Kunne det virkelig passe at han skulle herind? Han så kort på Tatiana efter svar på sit spørgsmål og hun gav ham også et, da hun bad ham om at hoppe i. Han blinkede med øjnene og vaklede ind i rummet. Han skævede kort imod hende. ”Jeg kan ikke nå, Kahli,” svarede han i en kortfattet og dog ærlig tone. Han kunne knap nok bevæge sig! Han ville aldrig få renset sine egne sår der hvilede på hans ryg! Han søgte hen til karret, hvor han smed det hvide nederdel om livet, der blev holdt oppe af en læderrem. Han stod derfor nøgen i rummet, inden han gik op ad de tre sten og gled ned at sidde i karret. Et gisp forlod hans læber, da det varme vand fik hans sår til at svie, hvor han helt måtte skære tænder.

[Deleted]

Opmærksom på slavens tilstand havde Tatiana skam været på hele turen. Derfor havde hun også vist ham den godhed, at hun havde slået farten ned, skønt det havde irriteret hende, at de skulle snegle sig frem. Hun gik dog ud fra, at han var så svagelig, fordi han ej var vant til pisk. Det var ikke just en nyhed for hendes vedkommende, da det ej kom bag på hende. Hun havde nemlig haft en ide om, at Shia havde haft lidt for store tanker om sine slaver – og særligt denne – allerede dengang hun havde fået dem overleveret. Derfor skulle det ikke undre hende, hvis denne slave kun havde set pisk i den såkaldte arena. På trods af sine mange tanker, måtte hun dog også være en anelse tilfreds med Morohtar. Det var nemlig meget muligt, at han vaklede omkring, men han væltede ej, og det måtte om end være et tegn på styrke. Et begreb hun altid havde vægtet højest af alt. Hun sagde det dog ikke til ham, som hun derimod blot ledte ham ind på herregården, hvor hun fortalte ham, at han ville kunne nyde et bad. Grundet rummets luksuriøse standard, kunne man desuden tænke sig til, at det alligevel var en gode man modtog. Det glædede hende skam også at høre, at han værdsatte det, og derfor måtte i og for sig være ganske tilfreds. ”Nuvel.. Jeg vil finde en, der kan tage hånd om dem,” sagde hun stilfærdigt, som hans ord ej kom bag på hende. Piskeslagene havde nemlig været på ryggen, og det var det eneste sted på kroppen, hvor man ikke selv kunne nå. Selv nåede hun kun at spotte synet af hans bare baller, som han valgte at trække nederdelen ned, inden hun selv valgte at forlade rummet og lade ham alene i karret. Ingen følelser udviste hendes faste mine, som hun gik ned ad de forskellige gange for at lede efter det medicinske rum. Ned i herregårdens anden kælder, havde det bragt hende, og der stod hun nu med blikket på en middel aldrende mand, der var i færd med at putte diverse ingredienser i små beholdere. Diverse urter, der alle røg ned i en forskellig mikstur, hvor det blev til elvisk medicin. ”Casain. Jeg har en slave, der har at du tilser ham oppe i baderummet på stueetagen. Det er grundet pisk,” fortalte hun ham målrettet, som det foregik uden større omsvøb. Manden hun talte til, var skam en slave, men fordi, at han rent faktisk var en af dem, der havde bevist sit værd indenfor et bestemt fag, var han en af de få der fik glæden af at blive kaldt ved navn. Han havde dog ikke modtaget friheden, ligesom smeden, som Morothar tjente under. ”Javel, Kahli,” sagde Casain respektabelt og bukkede hovedet for hende, inden han valgte de rette materialer og ingredienser til formålet. Som det skete, gik hun nu målrettet, men nu med den medicinære mand som følgeskab. Lang tid tog det dem ikke at finde tilbage til baderummet, hvor hendes gennemborende blå øjne hurtigt faldt på Morohtar igen, der var i fuld færd med sit bad. ”Dette er Casain,” præsenterede hun den indkommende slave. ”Han vil tage sig af dine sår.” Roligt fortsatte hun frem til et af rummets vinduer, hvor hun kort lod sit blik betragte, hvad der foregik ude på gaden gennem de tynde gardiner. Casain selv, bevægede sig over til karet, hvor han kortfattet gav Morohtar et hilsende nik med hovedet, inden at placerede sine ting på skænken. ”Hvis du er færdig, må du gerne tage plads på kanten, så jeg kan tilse din ryg.”

[Deleted]

Det var svært for Dariuz at følge med, selvom hun gik i et stille tempo. Han havde ikke lyst til at kravle, det var under hans værdighed, hvor han desuden havde prøvet det som var værre, alligevel havde hendes styrke i slagene overrasket ham, hvor det var blevet gjort klart for ham at det ikke var første gang at hun svang et pisk, for hun havde ført den helt professionelt og præcist. Det havde revet op i hans hud, hvert piskeslag havde efterladt et mærke på hans ryg, blodigt og med blodet glidende nedover hans ryg og dryppede ned på jorden bag ham, så han efterlod et mindre spor, da han gik. Det kom bag på ham at hun udviste ham denne venlighed, og dog manglede det vel bare, når han ikke havde gjort noget galt? Han havde ikke vanæret hende, for det var ikke ham der havde angrebet, han havde kun forsvaret sig selv, hvor han var glad for at han var sluppet med kun syv piskeslag, da flere ville have været uudholdeligt. Han blev overasket over den luksus som blev ham givet, og næsten mente at den var for god til at være sand. Han havde aldrig været vant til luksus. Nok han havde været Shias yndlingsslave, men de havde levet ret primitivt, fordi de havde rejst så meget. Han var derfor vant til den hårde jord at sove på, samt at bo i telte eller grimme celler. ”Javel Kahli,” svarede han blot, da hun sagde at hun ville finde en til at tilse hans sår. Det havde han brug for, da han ikke kunne nå om på sin egen ryg og rense dem. Desuden var han vant til at han og de andre gladiatorer rensede hinandens sår og hjalp hinanden med det meste, for en anden kunne bedre holde overblik end når én selv gjorde det, hvor det også kunne være svært at gøre det selv, hvis det gjorde ondt på en.
Han blev siddende i det varme vand, da hun valgte at gå. Han brugte ikke sæbe, faktisk gjorde han intet, da han havde for ondt i sin ryg til at tage et ordentligt bad, hvilket helt måtte irritere ham, fordi han endelig var i et ordentligt bad og kunne vaske sig med sæbe. Prøvende tog han om sæben, hvor han vaskede sine arme og sine ansigt, vaskede sig på brystet og net, selvom det også sveg der, fordi Vanya havde lavet en rift over brystet og også på næsen. Han opgav dog hurtigt at vaske sig, fordi det gjorde ondt at bevæge sig, så han lagde sig blot tilbage og slappede af. Snart blev roen dog forstyrret og han så Tatiana og en ny slave komme ind. Han sagde intet, men betragtede dem, som Tatiana gik hen til vinduet og denne Casain kom over til ham. Han sukkede let, men gjorde som slaven sagde og fik sig kæmpet op, hvor han satte sig på kanten som han blev bedt om. Han skævede imod Tatiana. Han kunne ikke helt blive klog på hende, til tider virkede hun nådesløs, andre gange virkede hun helt kærlig og god. Han havde lyst til at spørge hende hvorfor han var i denne luksus, men han undlod det, fordi han frygtede at han så ville blive straffet igen for at tale uden at blive spurgt, hun anså ham jo ikke for at være andet end en slave og behandlede ham efter det.

[Deleted]

Morohtar forstod sig muligvis ikke på den ‘luksus’ der blev ham givet her på herregården, men det var, hvad det var. Kælderregionen var nemlig det sted på herregården, der var det ringeste sted, og derfor tænkte Tatiana ikke videre over, at han rent faktisk havde det godt her. Hun var dog også klar over, at man kunne leve langt værre, end hvad man gjorde her. Badet der blev ham skænket i dag, var dog særligere end det sædvanlige, som det ikke just var normen. Til dagligt havde slaverne nemlig et par spande og et par svampe i kælderen, som de kunne rengøre sig med. Morohtar fik dog en anelse mere end det sædvanlige for dagen, da han var såret, og faktisk havde gjort noget korrekt for dagen. Han havde nemlig ej angrebet Vanyá med sin klinge, skønt han havde haft muligheden for det. Derfor fik han denne lille fornøjelse, skønt han vel mente, at det var ringe i forhold til de piskeslag, han tidligere havde modtaget. Om han anså det for at være luksus eller ej, spekulerede Tatiana dog ikke synderligt over lige nu og her, som hun nærmere tænkte over, at hans sår skulle tilses. Derfor vendte hun også tilbage med slaven, Casain, efter ganske kort tid. Det betød dog også, at der ikke var meget for hende at gøre længere, og derfor kom hun kun med den korte præsentation, inden hun stillede sig over ved vinduet, hvor hun ignorerede de to slaver.
Som Morohtar tog plads på badekarets kant, trådte Casain roligt nærmere. Selv greb han en allerede omrørt salve, som han lod sin pege- og langefinger grave ned i, så han fik noget op til sårene. Lugten var en kraftig og rev en anelse i næsen, og derfor rynkede han en anelse med den, inden han vendte opmærksomheden mod den sårede slaves ryg. ”Det vil muligvis svie en anelse,” advarede han ham kortfattet, inden han begyndte at duppe sine tilsalvede fingrer mod hans lange og rødmende sår. Smagfuld så salven ikke just ud, som den var grønlig efter de urter, der var blevet rørt op i den. Healende var den dog, og derfor var den nødvendigt. Kyndigt fortsatte han behandlingen af den anden slaves ryg, som han ganske vant lod sine fingre stryge ned langs hans sår. Det var nemlig ikke just førte gang, at han tog sig af en slave, der ej havde behaget sin frue. Ej heller overraskede det ham, at det var en af de nye. ”Har du flere sår?” spurgte han kortfattet, som det ikke ligefrem tog lang tid at tilsmøre hans ryg.
Tatiana selv havde stået i sine egne tanker for en god stund, men som de to slaver nu kom videre i deres proces, vendte hun sig roligt om. De blå øjne faldt fast på Morohtars nøgne og siddende skikkelse, som det var ham hun skulle tale til og ej Casain. ”For resten.. Jeg har lagt øre til omkring arenaen, og jeg er nået frem til, at der er en dyst om en lille måneds tid, hvor du kan deltage. Jeg ser frem til, at du vil bringe mig ære,” sagde hun stilfærdigt og lige på. Det var uden tvivl en mulighed for ham, hvorpå, at han kunne smage på sit gamle liv igen. Det var også en besked, der ej gav ham noget valg, som hun faktisk direkte mente og sagde, at han skulle deltage, samt gøre en berigende indsats i hendes navn.

[Deleted]

Det var ikke fordi Dariuz havde nydt det bad, som han ellers gerne ville, for han kunne knap nok bevæge sig. Han følte sig helt ødelagt og stiv i kroppen grundet de syv piskeslag, der havde ramt ham helt perfekt og præcist. Det kom bag på ham, hvor god hun havde været til at føre den, da han normalt sagtens kunne klare sår og smerte, han var trods alt vand til at være gladiator og havde fået gennemboret sin krop – det havde han desuden også fået da han havde kæmpet imod Vanyá i ringen – plus han var vant til at få snitsår, dybe snitsnar, der strakte sig langt over hans krop og alle gange var han blevet lappet sammen igen.
Han gjorde som Casian sagde og lod ham smøre hans ryg ind, selvom det fik ham til at gispe og bide tænderne sammen den første gang, fordi det sveg. Han sad lettere anspændt, da han spurgte sårene ind og han kunne mærke hvordan salven gik lige i blodet, fordi hans sår var åbne. Hans hjerte slog en tand hurtigere og han bed tænderne så hårdt sammen, at hans sener i halsen blev fremtrædende og tydelige. Da han blev færdig åndede han lettet op og han sukkede let. Han så sig kort over skulderen, da han spurgte om han havde andre sår. Han nikkede ganske svagt og vendte sig om, hvor han rettede ryggen og afslørede det lange snitsår tværs over hans muskuløse bryst, der fulgte kravebenet, samt det lille sår han havde på næseroden, hvor Vanyá også havde ramt ham, fordi Tatiana var dukket op og han var blevet ufokuseret. Han strøg kort en hånd igennem hans lange blonde hår og fik det til at lægge sig tilbage, så hans ansigt var fri af det. Han sagde intet, turde ikke helt fordi deres kahli endnu var i rummet og stod ved vinduerne. Noget måtte hun jo ønske af ham, siden hun var her endnu og han frygtede lidt hvad, selvom han heller ikke forstod hvad. Måske hun skulle skælde ham lidt mere ud? De ord der rigtig faldt over hendes læber, kom fuldstændig bag på ham, hvor han blinkede med øjnene. Hun havde en kamp til ham? Kunne det passe? ”V-virkelig?” spurgte han overrasket og tog ikke sine dybblå øjne fra hendes skikkelse, som hun havde vendt sig om. Han bukkede let hovedet i taknemlighed og respekt for hende. ”Det vil glæde mig meget at bringe Dem ære, Kahli,” svarede han og mente det. Kunne han virkelig få lidt af sit gamle liv igen? Det var jo den bedste nyhed hun kunne give ham! Nok det ikke var sådan han hele tiden ville leve, men han ville bestemt glæde sig til de få kampe han kunne få, det ville jo være perfekt! Han mærkede glæden og spændingen i sit indre stige. Han skulle nok holde sig på den rette sti indtil da og lade vær med at rode sig ud i flere problemer – i hvert fald ikke hvor det var hans skyld – og så ville han gøre hvad han kunne for at vinde i hendes navn og bringe hende den hæder der kom med sejren!

[Deleted]

Imens Tatiana afgav beskeden om, at slavekrigeren inden længe ville få sin elskede arena at se igen, var Casain i færd med at grave mere salve op på sin finger. Det han allerede havde påført på slavens ryg, var allerede i fuld gang med at gøre sit helbredende arbejde. Processen ville uden tvivl svie, da det var ødelagt hud og kød, der skulle samle sig igen, men hurtig var den, som der nærmest var magi over elviske urter. Derfor var salven allerede i fuld gang med at danne skorpe på sårene, og som de kom, ville det klø, men hvis man blot gav det lidt tid og ro, ville det hurtigt komme sig. Tilfredst hævede Tatiana blikket, som hun kunne fornemme sin slaves taknemmelighed over, at han igen ville blive sendt i arenaen. Retmæssig var den reaktion også kun, når nu han havde plapret løs omkring, at han kun kendte til arenaens hede. Han var desuden heller ikke den eneste der havde plapret løs om gladiatorkampe, som Shia også havde haft en ting eller to at sige omkring det, så derfor måtte de begge være tilfredse. ”Virkelig,” sagde Tatiana kortfattet, som hun ej følte samme entusiasme som ham. Hun ville først være oprigtig glad, når han havde givet hende, hvad hun ønskede. En sejr. Dog kunne hun ikke selv undgå at føle en smule spænding over den kommende event, da det trods alt var hende, der stillede op med en gladiator, og ej en anden. Derfor måtte hun selv være spændt over, hvordan hendes slave ville klare sig, og om han ville give folket en ordentlig opvisning. Om han selv oprigtigt glædede sig til at bringe hende ære, kunne hun ikke just sige, om det var sandt, da hun endnu mistænkte hans tidligere slaveskab for at være mere, end hvad godt var. På den anden side var det kun på sin plads, at han glædede sig ved tanken, da hun var deres race kahli, og derfor nikkede hun blot til det. Blikket vendte hun tilbage mod Casain, der havde holdt igen i den tid hans herskerinde og den anden slave havde talt. ”Fortsæt blot.. Jeg kan ikke have, at manden ej kan gå eller svinge et sværd, hvis han skal bringe mig ære,” lød det fra hende, inden hun igen stillede sig med siden til de to slaver. Casain selv adlød hurtigt sin [kahli’s[/i] ordre, og derfor lod han igen sine fingre smøre sig i salven, inden han forsigtigt lod den duppe mod Morohtars næserod. Dernæst vendte han sin opmærksomhed mod det større sår, der endnu pulserede rødligt på slavens brystkasse. Selv kunne han se, at mærket ej stammede fra en pisk, og derfor spekulerede han i sit stille sind over, hvad denne mand mere havde været udsat for. Det skulle dog ikke undre ham, hvis det var et resultat af Tatianas vrede, og derfor holdt han sig til den historie. Han stillede dog ingen spørgsmål, som han blot smurte Morohtars sår til med urtesalven. ”Du må hverken vaske din ryg, bryst og ej heller din næse, i den tid salven arbejder,” oplyste Casain, alt imens han havde trådt over til en balje, hvor han nu var i færd med at vaske den overskydende salve af sine fingre. Dernæst gik han tilbage til sin taske, som han behændigt gravede i, før han fremviste en lille flaske med en klar væske. ”Drik denne. Det vil bringe dig tilbage på mærkerne.”