Hard work

[Deleted]

Solen stod midt på himlen og det var ved at være lidt over middag. Varmt var det, hvor der var en mild brise udenfor, hvilket kun gjorde det behageligt, så man ikke kogte op indeni. Et dejligt vejr måtte man sige at det var, særligt for elverne at arbejde ude i. Ganske vidst foretrak mørkelverne mørke og nat, frem for sollys og dag, men der var ingen der så ud til at beklage sig, hvor selv Dariuz var vant til sollyset, fra sine dage som gladiator. Dage som nu var talte. Han var blevet givet væk til deres nye Kahli, mørkelvernes leder, af sin tidligere Dominae – herskerinde – Shia, som han havde haft et godt øje til, men som aldrig havde givet efter for ham. Han havde gjort hvad han kunne for at vinde hendes gunst, men det havde tydeligvis ikke været nok. Det var en uge siden at han var blevet givet bort, hvor han de efterfølgende dage, havde formået at snige sig ud i byen, hvor han havde fundet Shia og talt med hende. Hun havde været afvisende og bedt ham om at blive hos deres nye Kahli, bringe hende ære og være hende loyal som han havde været Shia, det var naturligvis noget han agtede at gøre, selvom han på ingen måde var tilfreds med sit nye lod i livet. Han var blevet smedelærling. Smeden var en ældre herre, stor og muskuløs, langt mere end Dariuz, som faktisk følte sig som en lille dreng i forhold til Smedens attitude. Den stærke mand, Mátamelcan – som han og ligesom alle andre bare kaldte for Smed – var en meget velset og respekteret mand i det mørkelviske samfund, han var en mand der ikke var bleg for at sige kvinderne imod og stille sig op imod dem og selv de respekterede ham nok til ikke at komme ham på tværs. Som de fleste smede havde han nemlig et meget stort temperament, et temperament som Dariuz var blevet offer for igennem flere af dagene. Han havde ikke fået lov til at styre andet end bælgene – et håndtag der pustede luft ind i essen, som var selve ildstedet – og selv det havde været lettere besværligt til at starte med, for man skulle ikke bare puste som en gal, luftstrømmene skulle holdes jævne, det skulle holdes i den rette rytme og der skulle holdes pause, så jernet ikke blev for varmt, hvilket var en fejl han havde gjort flere gange til at starte med, hvor han havde fået et slag i baghovedet og selvom han havde haft lyst til at slå igen, så havde han undladt det i respekt for Smeden, der på en eller anden måde formåede at sætte sig i karakter på den gode måde, så man ikke kom ham på tværs. Han var flere gange blevet kaldt adskillige skældsord, fordi han havde gjort det forkert og Smeden mente ikke at han var klar til at smede endnu, hvilket et sted måtte irritere ham. Han havde dog fået lov til at studere hvordan Smeden arbejdede, hvordan han reparerede, han havde også overværet den ene gang, hvor han skældte en af kvinderne ud fordi hun havde været utilfreds med hans arbejde, hvilket havde hidset ham op, da han lavede det fineste arbejde man kunne ønske sig, også en grund til at selv kvinderne måtte respektere ham, da han var den fineste smed de havde haft hidtil og derfor anså Dariuz det også for at være en ære at arbejde under ham, selvom han ikke længere blev kaldt for Morohtar, her betød det nemlig ingenting. Noget andet var også at den kære Vanyá, havde holdt godt øje med ham i løbet af den sidste uges tid. Hun var bitter og bar nag over at han havde vundet over hende i firkanten og han havde vidst at hun havde ønsket hævn. Noget hun også havde fået lov til at ytre denne dag.
Dariuz var kommet gående igennem Maerimydra, mørkelvernes by, for at skulle aflevere et repareret sværd til en af de mørkelviske kvinder og på vejen dertil, var han blevet overfaldt bagfra af Vanyá. Han havde sagt at han ikke ønskede at kæmpe, at han var ked af at han havde vanæret hende, men hun havde ikke ladet sig stoppes. Hun havde grebet sit sværd og givet ham en ordentlig flænge tværs over hans muskuløse bryst. Han havde forsøgt at undvige, men det havde kun gjort hende mere gal. Hun havde sparket ham ud på åben gade, hvilket havde tiltrukket opmærksomhed og til sidst, havde han ikke set nogen anden vej end at kæmpe imod hende – som hun også opfordrede ham til – han havde derfor grebet det reparerede sværd, som skulle afleveres, for at forsvare sig, inden hun kunne nå at skære struben over på hende og de var nu endt i en kamp på liv og død midt ude på åben gade, hvor Dariuz mere blokerede frem for at angribe, da han ikke ønskede strid.

Tag: Tatiana

[Deleted]

Som det gode vejr havde ramt Dvasias og ikke mindst Maerimydra, befandt størstedelen af mørkelverne sig ude under den åbne blå himmel. Der var travlt i gaderne, som der var liv i strøget. Der var gang i det udendørsarbejde, som himlen var skyfri, skønt det kostede mændene en del sved. Kamppladserne var ligeså optaget, som kvinderne var i fuld gang med at finpudse deres teknikker og tillære sig en del nye. Skovene var ligeså fyldte, som der både var elvere til hest og elvere til fods, som søgte skoven for muligt bytte. Selv havde Tatiana forladt sin position i kontoret – skønt hun ej havde lagt arbejdet bag sig – som hun i stedet havde søgt ud til en af arbejdspladserne, hvor de mandlige slaver var i fuld gang med at hejse et nyt bygningsværk. I øjeblikket betragtede hun byggeriets gang, som hun betragtede, hvordan mændene snittede de velkendte mørkelviske mønstre i træet. På pladsen var der desuden de slaver, som hun havde fået af dominae’en Shia, på nær slaven; Motohtar. Hvad manden rigtigt hed, havde hun aldrig fået af vide. Tilfreds måtte hun se sig på dem, som de formåede at gøre det hårde stykke arbejde, skønt de ej kunne gøre det fine arbejde, som det at snitte i træet. ”Lovende, Cruatah! Jeg ser frem til, at bygningen står klar om en lille uges tid,” lød det fra Tatiana, som hun stod med en mørkelvisk kvinde, der bestyrede forløbets gang. Det var den kvinde der svingede pisken, når mændene ej gav sig til fulde, og den kvinde som dikterede, hvad der skulle ske, og hvordan det skulle gøres. Tilfreds så den mørkhårede kvinde ud ved rosen fra sin Kahli, men andet havde hun ej heller forventet, da hun havde stået for en del projekter her i deres lukkede samfund. De blå øjne lod Tatiana igen falde over arbejdet, hvor hun ganske kort måtte ane, hvordan nogle af mændene nærmest måtte gøre sig til, som hun nu stod der og overvågede arbejdet. Ignorerede dem, gjorde hun dog, da de for hende blot var ment til at gøre deres arbejde. Det var også som hun betragtede arbejdets gang, at hun opfangede lyden af en forpustet kvinde, der kom i hendes og Cruatahs retning. ”Khali! kaldte hun, hvilket øjeblikkeligt fik Tatiana til at vende sig i kvindens retning. ”Tal!” beordrede hun, som det ej var svært at opfange, at der var noget galt. ”Det er Deres slave, Kahli. Gladiatoren. Han kæmper imod en af vor søstre og skaber røre!” lød det hastigt fra kvinden. Tatiana der havde knebet øjnene en anelse sammen, vidste øjeblikket, hvem der var tale om. Hun kunne ikke just sige, at nyheden kom som et chok, men hun havde bestemt ikke fremhåbet dette scenarie! Det stillede nemlig hende i et dårligt lys, at en af hendes slaver gjorde oprør mod en af byens kvinder. Det kunne nemlig betyde, at hun ikke kunne styre sine mænd, og de rygter ønskede hun bestemt ikke at puste ild til! ”Vis vej,” sagde hun, hvor hun denne her gang lød langt mere hård. Kvinden der ej satte spørgsmålstegn ved sin Kahlis ønsker, nikkede blot, inden hun valgte at sætte i løb igen, som hun løb den vej, hun var kommet fra. Dog med den ændring, at hun nu havde Tatiana i hælene. I mellemtiden havde slaverne vovet at stoppe op for at lytte til den febrilske samtale, hvilken nu fik Cruatah til at svinge pisken. ”Tilbage til arbejdet!”
I et par minutter havde Tatiana løbet i hælene på kvinden, indtil hun anede et oprørt scenarie. Adskillige mørkelviske kvinder, der oprørt stod og så til, mens nogen kom med tilråb, og mens andre højlydt diskuterede slaget der forløb. I midten af rundkredsen stod ingen mindre end en mørkelvisk kvinde, som Tatiana genkendte som Vanyá, og ikke mindst hendes egen slave, Morohtar. Arrig gjorde synet hende, for … hvad bildte slaven sig ind?! Det var en hån mod hende, at han uden tilladelse kæmpede imod en kvinde på højlys dag, og derfor burde han vide bedre! I komplet kulde havde hendes ansigt fortrukket sig, som hun uden tøven møvede sig ind mellem tilskuerne og videre ind mod den åbne ring, hvor hendes hånd måtte søge piskens skaft. Hendes fingre lukkede sig om det velkendte håndtag, hvilket uden tøven fik hende til at svinge den flere meterlange læderpisk i Morohtars retning. Den mand skulle stoppes og straffes, og derfor gik hun efter, at piskens dødbringende reb ville lukke sig om mandens hals! ”Sevrus!” råbte hun med bidende kulde og strålende autoritet.

[Deleted]

En dårlig dag var det i sandhed for Dariuz, der ikke havde gjort andet end at høre på Smedens brok over hans såkaldte sløsede arbejde, hvilket gjorde ham irriteret, for han sløsede ikke! Han havde måske dummet sig et par gange i starten af ugen fordi han lige skulle have det lært, men han var hurtigt kommet ind i rytmen, selvom det ikke ændrede på at Smeden konstant var efter ham, fordi han ikke gad have et pjok, hvilket han uden tvivl mente at han var. Ikke nok med det, så skulle han også angribes af den irriterende mørkelvisk kvinde, Vanyá, der var sur over at han havde vundet over hende og som ønskede hævn. Han havde været tvunget til at gribe det sværd han skulle aflevere og han vidste at Smeden blev sur når han fandt ud af det, hvor ejeren af sværdet sikkert ville blive lige så sur. Han havde dog ikke haft noget valg, for ellers havde Vanyá dræbt ham og det var han heller ikke interesseret i!
Han sprang fra side til side, for at undgå hendes slag, parerede dem, blokkerede dem, men slog aldrig tilbage, medmindre det var for at få hende til at tvinge hende et skridt tilbage. Skældsord kaldte hun ham, men det tog han sig ikke af. Han var fristet til at banke hende igen, men han gjorde det ikke, netop fordi han vidste at han ikke måtte kæmpe. Det var ikke længere hans lod i livet, men det var bestemt heller ikke ham der havde startet det! Han blokerede endnu engang Vanyás slag, inden han skubbede hendes klinge væk, hvor han plantede et solidt spark i hendes mave, hvilket fik hende til at trække sig bagud. ”Jeg skal give dig, Rhraich e’nun” hvæsede hun arrigt, som hun igen slog ud efter ham, hvor han igen parerede slaget, inden han sprang til siden.
Snart hørte han en alt for velkendt stemme bag sig. Hans Kahli. Det fik ham til at stivne, særligt da han mærkede piskens snor gribe fat omkring hans hals, hvilket kvalte ham og han lod den ene hånd falde til snoren om hans hals i et forsøg på at løsne den. Fokus mistede han, hvor Vanyá svang sit sværd imod ham. Han nåede kun lige at træde et skridt bagud, idet sværdets ægge snittede hans næsetip og han væltede og mistede balancen, så han endte på røven. Han forsøgte at synke, men det var umuligt med den stramme pisk omkring hans hals og Vanyá løftede sit sværd med begge hænder og holdt spidsen ned mod ham, hvor hun hævede det og det var tydeligt at hun skulle til at gøre nådesstødet, idet en anden pisk snoede sig omkring hendes håndled og flåede sværdet ud af hendes hånd. Det var en anden mørkelvisk kvinde, med et grimt ar på den ene side af hovedet, som stod højt i det mørkelviske hierarki, der valgte at træde ind, da Kahli’en var ankommet og tydeligvis ønskede kampen stoppet. Det var desuden ikke Vanyá der skulle afgøre slavens skæbne, men Kahli’en selv, der trods alt ejede ham. Dariuz vendte sit blik imod sin Kahli og den arrede mørkelver, inden han skævede op mod Vanyá, der endnu var arrig.

[Deleted]

Al glæde havde forladt Tatiana i det sekund, at den mørkelviske kvinde havde søgt hende og meddelt, at hendes slave havde rodet sig ud i ballade med en kvinde. Det var bestemt ikke velset, at en mand stillede sig op imod en kvinde, og langt mindre velset var det, at han kæmpede. Selv kendte hun til sin slavestab, og derfor vidste hun, at hendes mænd ej kunne finde på at gå imod en kvinde. Det var dog indtil hun havde fået gladiatorerne, som hun øjeblikkeligt havde næret sine tvivl til. En tvivl hun åbenbart havde gjort ret i, og derfor måtte hun helt forbande Shia i dette øjeblik. Hun var nemlig ikke interesseret i ulydige slaver, der kunne stille hende i dårligt lys! Derfor skyndte hun sig også med at komme over til urolighederne, som de i den grad skulle stoppes! Hadet til Morohtars ulydighed, og hadet til Vanyás manglende accept af nederlag, vældede desuden op i hende, som hun så de to kæmpende. Derfor tøvede hun ikke et sekund med at skille dem ad, som hun svang pisken, og lod den sno sig om slavens hals. Han var trods alt hendes, og derfor var det hendes pligt at få ham stoppet. Det behagede hende også at se ham miste sit fokus, men da Vanyá alligevel vovede at angribe ham, måtte hendes blik lyne. Hvor vovede hun! Heldigvis måtte tilskuerne være med Tatiana, deres Kahli, som hun inden længe fik hjælp af en anden kvinde, der stoppede Vanyás galskab. Selv mærkede hun, hvordan vreden sydede i hende, og det var bestemt ikke til nogen af parternes fordel, som hun så sig arrig på dem begge! ”Hvad foregår der her?!” råbte hun med vrede i stemmen, som hun bestemt ikke brød sig om tumulten! Derfor ønskede hun også præcist at vide, hvad der lå til grund for denne galskab. Hendes dræbende blik faldt på sværdet i Morohtars hånd. Piskens hold i ham lod hun slækkes, men det var ikke just til hans fordel, da hun i stedet gik helt over til ham med faste skridt, hvor hun direkte placerede et spark på hans hånd, som hun ønskede at han slap sværdet, og som et tegn på, at han havde gjort en umådelig stor fejl. ”Hvor vover du at gribe et sværd, der end ikke er dit eget, sevrus!” hvæsede hun af ham, som han kun havde tilladelse til at kæmpe, når hun beordrede ham til det. Det var dog ikke kun ham der fik hendes vrede at føle, som den også måtte gå ud over Vanyá. Nok var søsterskabet i mørkelverracen stærkt, men en ulydighed, var en ulydighed, og eftersom deres samfund var bidskt, måtte selv kvinderne blive sat på plads. Sin højre hånd hævede hun for blot at give Vanyá en hård lussing. Et slag der fik hende til at gispe af smerte, men som ej fik de andre kvinder til at reagere. Dette var nemlig den mørkelviske barske retfærdighed. ”Og hvor vover du! Angribe min slave. Din Kahli's slave, når jeg endda er trådt til!” hvislede hun af hende. Beskidte lille tæve! Stille sig op imod hende, når hun endda befandt sig i nærheden. Glad var hun bestemt ikke, men det var ej heller en følelse hun lagde skjul på, som den derimod gnistrede i luften, hvor ingen af de omkringstående turde svare hende igen. Hun krævede dog, at en eller anden ville fortælle om begivenhederne, og det havde bare at gå stærkt!

[Deleted]

Striden blev hurtigt stoppet, eller det troede Dariuz i hvert fald. Et sted var han glad for at hans Kahli dukkede op, foruden han kunne høre at hun ikke var glad, men han gik ud fra at hun stod på hans side … eller det troede han lige indtil hun valgte at svinge pisken og gribe ham om halsen, hvor han væltede bagud. Vanyá blev også stoppet, hvilket næsten lettere ham mest, indtil han ikke kunne få vejret og han begyndte sine desperate forsøg på at fjerne pisken fra hans hals, da han blev kvalt og hans hoved blev langt mere rødt. Da Tatiana løsnede grebet med pisken, begyndte han at hoste og hive efter vejret. Han nåede dog ikke at tænke en sammenhængende tanke, før han mærkede hende sparke sværdet ud af hans hånd, selvom han ikke tog sig af det. Han havde taget sig til halsen, der bar røde mærker efter pisken, hvor han kort skævede op mod Tatiana. Vred kunne han se at hun var, selvom rasende nok mere var den rette betegnelse. Han fik ikke rigtig ordene over sine læber, da han slet ikke havde vejret til at tale. Han stoppede også helt med at trække, det da han så hvordan hans Kahli skænkede Vanyá en lussing, der gjorde kvinden stille, samt gav hende et rødt mærke på kinden. Den arrede mørkelver kvinde slap sit greb omkring Vanyás håndled, inden hun trådte frem og vendte sig imod mængden der både bestod af kvinder og mænd. "Tilbage til arbejdet, der er intet at komme efter her!” brølede hun og det fik folkemængden til at bryde op og forsvinde, så det kun var fire der stod tilbage; den arrede mørkelverkvinde, Tatiana, Vanyá og Dariuz. Han blev dog siddende på jorden for at sunde sig, hvor han var den eneste der bar rifter og sår på kroppen, da han ikke havde angrebet Vanyá, men kun blokeret og parerede hendes slag. Han tog omkring sværdet, som han pakkede ind i stoffet igen. Et sværd som han godt vidste at han ikke havde måttet bruge og som han havde skulle aflevere, men han havde ikke haft noget andet valg, medmindre han ville dø og det gad han bestemt ikke! Smeden kom pludselig løbende. Den store mand var en af de få mørkelviske mænd som ikke var slave, da han var en fri mand, hvilket også var en af grundene til at de fleste kvinder havde respekt for ham. Hans store, muskuløse krop maste sig igennem mængden, inden han stoppede op og stirrede vantro på de fire tilbageværende. Hans blik blev vredt og han blev helt rød i hovedet, inden han trampede over imod dem med blikket mod Dariuz, alt imens han mumlede en masse skældsord, eder og forbandelser over at det var hans lærling som var endt i problemer. Hvis ikke Kahli havde været der, så vidste Dariuz at manden havde flået ham levende. Han bukkede for Tatiana i respekt, den eneste kvinde han ikke ville svare imod. ”Jeg beklager på slavens vegne, jeg sendte ham over for at aflevere et sværd til Rhiala, men han havde vidst andre tanker i hovedet,” undskyldte han, selvom de sidste ord blev udtalt med en vrissen og som var en klar hentydning til Dariuz. Dariuz selv hostede roligt færdigt og sank. ”J-jeg gjorde i-intet! H-hun ang-greb mig!” forsøgte han lettere anstrengt og hæst at sige, hvor han pegede op imod Vanyá, der endnu holdt sig tavs.

[Deleted]

Hvis Morohtar troede, at Tatiana var på hans side, kunne han i den grad tro om igen! Hun var nemlig på ingens side. Hun var nemlig eder rasende på begge parter, som både Vanyá og Morohtar kunne hoppe ud fra en klippe ifølge hendes hoved. Hun begreb nemlig ikke, at en af hendes slaver havde udfordret en kvinde. Ej heller begreb hun, at Vanyá efterfølgende havde stillet sig op imod hende, ved fortsat at angribe hendes mand. Det var meget muligt, at Morohtar stod i Tatianas sorte bog lige pt., men han var stadig hendes slave. Hendes ejendom, og det havde Vanyá forsøgt at forpeste, hvilket hun bestemt ikke brød sig om! Derfor gik hun også efter begge parter, som hun tildelte sin slave et spark, hvor Vanyá fik et slag. Ved dem begge var det yderst velfortjent, og de var de omkringstående tydeligvis enige i, som ingen stillede sig op imod hende. Det var dog heller ikke det rette tidspunkt at sige hende imod, da hendes øjne slog lyn, hendes kinder var rødlige grundet arrigheden, og hendes hjerte bankede stærkt. Selvom hun ej så på den arrede kvinde, var hun taknemmelig over, at hun fik sendt flokken væk. Dette var nemlig ikke et scenarie hele Maerimydra behøvede at se. Der var dog én, der alligevel valgte at slutte sig til deres lille firmandsfest. Nemlig Smeden. En af de få mænd der rent faktisk blev set på for at være noget særligt. Tatianas kolde blik faldt på ham, som han bukkede for hende, og undskyldte på hans lærlings vegne. ”Det er ej hans pligt at tænke, men at adlyde ordre. Det har han tydeligvis svært ved, og derfor kommer jeg nu i tvivl om, at han overhovedet kan bruges,” sagde hun i en skarp tone, som hun på ingen måde var tilfreds med udfaldet. Hun havde ageret overfor Morohtar med venlighed, som hun havde tilbudt ham et godt job, som hun havde sat ham i lære hos deres bedste smed, og var det sådan her han takkede hende? Med at ydmyge hende, og lave et kæmpe drama på et af de større torve? Han ville i hvert fald få betalt! Det var sikkert! Hun fnøs ad Morohtar, som han stammende begyndte at tale. ”Vover du virkelig at påstå, at du intet gjorde? Vælg dine følgende ord med omhu, sevrus, for jeg kan mærke, at jeg har en meget dårlig dag,” svarede hun ham igen i en advarende tone. Selv mente hun nemlig, at han havde gået for vidt ved at gribe et sværd. Det var meget muligt, at han blot havde gjort det for at forsvare sig, men lige nu anså hun det for at være for bedste, hvis ikke han havde gjort det. Hendes kolde og gennemborende blå øjne søgte nu tilbage til Vanyá, der endnu ikke havde fået munden på geled … til hendes store fejl tydeligvis. ”Og du..,” hvislede hun, som hun ej heller var tilfreds med mørkelverkvinden. ”Slog jeg din tunge ud af munden, da jeg slog dig, eller er du blevet døv? Tal!” beordrede hun hende, som hun bestemt ikke var interesseret i at spilde sin tid! Hun var ej hellere den rette kvinde at stå i vejen for, da hun havde en meget mørk baggrund bag sig. Derfor burde der ikke sættes spørgsmålstegn ved hendes humør og lunte, for hendes humør var glødende, og hendes lunte var ikke eksisterende.

[Deleted]

Det gik hurtigt op for Dariuz at Tatiana ikke var på hans side, hvilket et sted ikke kom bag på ham. Han havde godt fået indtrykket af at hun var en hård og nådesløs kvinde, noget der ikke just kom nogen til gavn. Han var næsten sikker på at hun førte mørkelverne til undergang, ligesom alle andre ledere før hende havde gjort. Mørkelverne havde aldrig været særlig fremtrædende i forhold til de andre racer og det var nok fordi at racen var kvindedomineret og at alle kvinder var feminister, mændene kom ikke frem, de var kun slaver og uduelige i kvindernes øjne. Der måtte han helt misunde smeden, der havde sin fulde frihed, hvordan han havde fået den, havde manden endnu ikke fortalt og han havde heller ikke valgt at spørge ind til det, fordi manden var meget lunefuld og hans temperament kunne bryde ud når som helst. Han så op mod Tatiana og smeden, da de talte sammen, hvor han godt opfangede hentydningen. Det var ikke hans skyld! Han havde ikke gjort noget galt! Smeden sagde dog ikke Tatiana imod, tværtimod var han enig i hendes ord og derfor faldt Smedens skuffede og vrede blik også på Dariuz, der valgte at åbne munden langt om længe og finde ordene, godt nok med en smule besvær. Han kneb øjnene let sammen, da hun talte til ham i en arrig tone og sagde at han skulle vælge hans næste ord med omhu. Dumme stædige kvinde! ”Jeg forsvarede mig!” hvæsede han, hvilket fik ham til at bryde ud i et hosteanfald, fordi hans hals var helt tør. Han blev på jorden, da han fandt det dumt at skulle sætte sig op imod hende. Det ville bare koste ham dyrt i sidste ende og det gad han ikke. Han fulgte blikket mod Vanyá, der gibbede grundet Tatianas vrede og den pludselige opmærksomhed. Hun havde sænket sit blik, selvom kvinden inderst inde ikke fortrød sin handling, hun fortrød kun at det ikke var lykkedes hende at slå slaven ihjel. Hun overvejede om hun skulle fordreje sandheden, da hun vidste at hun ellers ville stå med den fulde skyld. ”Han.. blev provokerende, så jeg valgte at sætte ham på plads, som den slave han er,” fortalte hun, hvilket fik Dariuz til at se op på hende med vantro i blikket, som hun fortsatte. ”Han greb sit sværd og derefter greb jeg mit,” afsluttede hun. Løgn var det, selvom hun var ligeglad, hun bar nag over den lille mide af en slave, og han skulle få betalt at han havde ydmyget hende i hele Maerimydra! Han skulle dø! ”Det er løgn!” indvendte Dariuz med den forbavsede stemme, „det var hende der angreb mig! Hun kom bagfra og slog ud efter mig med sit sværd. Jeg trak det kun for at forsvare mig!” Han vidste at det nok var ham der blev straffet fordi han var slaven, hvilket var en tanke der gjorde ham direkte rasende. Han havde ikke gjort noget galt! Han havde kun forsvaret sig! Den løgnagtige heks! Han knyttede sine hænder og var fristet til at ryge i flæsket på hende, men Smedens hårde og sigende blik holdt ham nede. Han vidste at han ville blive straffet og for hvad? Fordi han forsvarede sit eget liv?

[Deleted]

Ødelagt syntes dagen at være for Tatianas vedkommende, og eftersom den ikke altid havde været det, matte det nu gå ud over synderne. Morohtar og Vanyá. Hun kendte ikke til historien om, hvordan i dag var startet, men det undrede hende på ingen måde, at det var dem, der var problemet. Hun havde nemlig allerede anet lunen mellem dem den dag Morohtar var blevet hendes. Slaven havde nemlig kæmpet imod Vanyá, og uheldigvis havde manden gået hen og vundet. Det havde overrasket alle, og hun vidste, at Vanyá havde følt sig ydmyget, men alligevel havde kvinden ikke gjort noget yderligere den dag. Desværre var det mundet ud i, at verdenen mellem dem var brudt sammen i dag, og det behagede bestemt ikke Tatiana. Kampen havde nemlig været offentlig, og de andre borgere havde fået at se, at det ej havde været på Kahli’ens ordre eller ønske. Øjnene kneb hun sammen, som slaven vovede at hvæse af hende. Hvem troede han, at han var? Hendes øverste? Ha! Det ville han aldrig blive. Han ville formentlig heller aldrig blive en så stor en mand, som Smeden her. Uduelig forekom han i hvert fald, og det gjorde, at hun muligvis ville revidere hans stand. Det var nemlig lige før, at hun fandt ideen om ham som en minearbejder som en bedre ide, end ham som smedelærling. ”Du ødelagde en kvindes sværd,” rettede hun ham. ”Grundet din tåbelighed, må Mátamelcan her vende tomhændet tilbage til Rhiala, hvor han skal meddele, at hans arbejdet er blevet forsinket grundet din tåbelighed. Hvad mener du selv om det?” At slaven havde ønsket at forsvare sig, var hun sådan set ligeglad med. I hendes øjne havde det nemlig været et forkert træk, men det kunne han tydeligvis ikke selv se. Klarer ville han muligvis se, efter at hun havde straffet ham. Tatianas blev rettedes mod Vanyá, som hun endelig genvandt sine talegaver. Det skulle dog hurtigt vise sig, at det ej var det klogeste, da Vanyá kom med en historie, hvor slaven brød ind med en anden. Eftersom hun ikke brød sig om nogen af dem lige pt., tænkte hun ikke højere om den ene historie frem for den anden. Hun overvejede derimod om en af dem var den rigtige, eller om de begge var falske. Hun håbede selvfølgelig ikke, at nogen af dem løj overfor hende, for i så fald ville vreden og straffen blot blive hårdere. Opgivende sukkede hun over dem begge. Håbløse individer! Begge to! ”Var der andre end Jer to der så hele dramaet? Jeg er interesseret i at høre sandheden.. Ej Jeres egne versioner af forløbet,” sagde hun kortfattet, som hun ellers ikke ville kunne sige, hvem af dem der havde ret. Det var en alvorlig sag at angribe en anden på åben gade, og derfor ønskede hun at komme til bunds i mysteriet.. ellers måtte hun blot straffe dem begge for deres gerninger. Ikke at hun havde et problem i det, for hun var vant til at straffe folk. Hun fandt det dog bedst, at hun vidste, hvad der egentligt var sket. Det lignede dog ikke, at de to syndere kunne komme frem til en korrekt fortælling, og det måtte de begge lide for, hvis det endelig var.

[Deleted]

Det hele måtte irritere Dariuz, han hadede vitterligt at være her! Han ville langt hellere med Shia igen, selvom den kvinde var smuttet for nogle dage siden og befandt sig ikke længere i Maerimydra. Han vidste at hun ønskede at han var deres Kahli loyal og lige så god som han havde været hende, men det var svært, når det var to forskellige personer. Han ville selvfølgelig gerne gøre det sidste gode for Shia, og han vidste at han vanærede sin tidligere Dominae ved at gøre oprør imod sin Kahli, for så vilel Kahli bare tænke dårligt omkring Shia og det havde hun ikke fortjent. Det havde dog været en hård uge og han havde helt fortrudt at han havde sagt at han ville arbejde i smeden, Smeden var nemlig en frygtelig hård mand, han hundsede med ham, behandlede ham som var han en lille dreng, hvor han blev skældt ud hvert andet minut og det drev ham til vanvid! Tatianas ord, fik ham til at vende blikket mod jorden. Hun havde ret, derfor sagde han intet til det, for hvad skulle han sige? Han havde ganske vidst forsvaret sig, men det gik ud over en kunde og ikke kun kunden, men også Smeden og derfor vidste han at han også ville få et par slag af ham, hvis han da overhovedet blev hos manden. Han sad på sine knæ, hvor han foldede hænderne foran sig på jorden og lagde panden imod sine håndrygge, som han helt ydmygt bukkede for dem. ”Undskyld,” svarede han oprigtigt, selvom det ikke var henvendt til Tatiana men til Smeden, det var nemlig hans arbejde som han havde vanæret, hvor han ikke havde bragt skam over sin Kahli, det var nemlig ikke ham der havde gjort fejlen, kun overfor Smeden. Det var dog ikke til at høre hvem hans undskyld var til. Smeden sukkede og slog opgivende ud med arbejdet, som han bukkede sig ned og tog om stoffet der gemte på sværdet. ”Jeg kan lige så godt få det overstået,” mumlede han irriteret, hvor han vendte sine gennemborende øjne imod Tatiana, „slå ham for mig, gider du?” Vred var han, hvor han valgte at vende ryggen til dem og forlade dem for at få nyheden overbragt til Rhiala. Dariuz sank blot. Han turde slet ikke tænke på hvilken straf han ville få. Snart trådte den arrede kvinde frem og havde allerede været på sagen, da Kahli’en nægtede at lytte til både Dariuz og Vanyá. ”Hende her har set det,” fortalte hun og skubbede en noget yngre mørkelverkvinde frem, der ydmygt bukkede for sin Kahli. Tøsen nikkede ganske let som tegn til at hun havde set det hele, hvor hun skiftevis så fra Vanyá til Dariuz. Hun forekom nervøs, mest fordi hun frygtede at det var hende det ville gå udover uanset om hun talte sandt eller løj. ”Jeg så Deres slave komme gående på gaden, Kahli, helt fredeligt med sværdet indbundet i stoffet i sine arme. Snart dukkede Vanyá op fra sidegaden derovre. Hun begyndte at tale ned til Deres slave, men han ignorerede hende og fortsatte frem, indtil hun greb sit sværd og truede ham. Han sagde at han ikke ville have ballade og at han skulle aflevere sværdet, og så angreb Vanyá ham og lavede hul i hans bryst. Deres slave forsøgte at flygte, men Vanyá lod ham ikke gå, og hun tvang ham op i en krog og skulle til at dræbe ham, da han greb om det indbundne sværd og slog tilbage, men det var kun Vanyá der skadede ham, som om han ikke ønskede at slås, det var der folk begyndte at strømme til for at se kampen,” fortalte den unge pige, der var nervøs for at hun nu stod på Vanyás liste over dem hun ønskede død. Kvinden var blevet helt stiv i minen, fordi sandheden nu blev lagt på bordet, hvor det derfor også beviste at hun havde løjet og derfor stod hun med blikket fæstnet til jorden.

[Deleted]

At Morohtar hadede at befinde sig i Maerimydra, og at tilhøre Kahli’en, var Tatiana ligeglad med. Han var nemlig blot en slave, og end ikke en slave, som hun var særligt glad for. Han gjorde nemlig ikke et synderligt godt arbejde, som han ej var særlig produktiv, og nu havde han også vist sig at være ulydig. Derfor overvejede hun kraftigt, om Shia havde løjet for hende, og om manden overhovedet skulle have haft det privilegium at arbejde hos smeden. Det var nemlig et godt job, da smeden var velset, og våben var en behøvet genstand i det mørkelviske samfund. Derfor måtte hun helt overveje, om han skulle smides i en mine, eller blive nedgraderet til opvasker, som Shia bestemt ikke havde ønsket for sin mand. Forelsket måtte hun have været i fjolset, siden hun havde været blind for hans tydelige mangler. Et handicap Tatiana slet ikke besad, som hun så Morohtar, som den slave han var. Koldt hvilede hendes blik på slaven, som han ydmygt undskyldte for hende og smeden. En undskyldning der kun var retmæssig, og derfor sagde hun intet til det. Undskyldninger som dem burde nemlig være en selvfølge for hans vedkommende, og derfor skulle han ej belønnes for sin gerning, som en hund måske skulle, når den gjorde den rette kommando. Derfor vendte hun blot blikket i smedens retning, som om slaven end ikke eksisterede for hende længere. ”Held og lykke med arbejdet,” sagde hun i en helt rolig til smeden. Han var dog også den eneste, der intet havde gjort galt. Opmærksomt rettede hendes blik sig imod den arrede kvinde, da hun pludselig kom gående med en helt ny kvinde. En ganske ung og skræmt en af slagsen, ud fra hendes udtryk. Hænderne slog hun let sammen, hvor hendes blik hvilede næsten helt venligt på den ny ankommende. Det var dog heller ikke hende, som hun havde et udstående med, og hvis hun kom med en egentlig hjælp, ville det i sandheden glæde hende! ”Fortæl mig, hvad du så, min kære,” opfordrede hun. En mild sjæl kunne hun sagtens være, og det var folket skam også bekendt med. Derfor måtte hun også være en bedre leder for dem, som hun uden tvivl havde kærligheden til sin race – i hvert fald kvinderne – og så var der det faktum, at hun gik hundred procent ind for deres veje. Opmærksomt gav hun sig til at lytte til kvindens beretning, som hun endelig fattede modet. Det var en beretning der lagde hende i tænksomme folder, hvor historien til sidst fik en vredens skær, til at ligge sig over hendes blå blik. Hun endte med at slippe et suk. Skuffet var hun i sandhed. ”Kæreste Vanyá.. er du ej tilfreds med, hvordan jeg styrer tingene her?” lød det skuffet fra hende, inden hendes blik og tone direkte gik over til at blive hårdt. De gennemborende blå øjne havde hun desuden valgt at vende direkte i hendes retning. ”Kender du til straffen for illoyalitet overfor sin kahli?” spurgte hun nu i en næsten bidende tone. Et tydeligt tegn på, at dette drama på ingen måde ville gå ustraffet hen. Dum havde hun desuden været, hvis hun havde forestillet sig, at hun blot havde kunnet løbe fri. Den eneste hun kunne være nogenlunde tilfreds med, var slaven, og ham var hun end ikke helt tilfreds med. Hendes kolde blik faldt kort på Morohtar, der endnu sad på jorden. ”Dig op! Og så begynder I at gå!” bed hun af dem begge, som et tydeligt tegn på, at hun bestemt ikke var færdig med nogen af dem.

[Deleted]

Dariuz forstod godt at Smeden var vred, fordi han havde ødelagt hans arbejde, men han forstod ikke hvorfor Tatiana var, når han ikke havde været hende ulydig, det var ikke ham der havde begyndt, hvis ikke Vanyá havde angrebet ham, så var han jo fortsat over til Rhiala for at aflevere hendes sværd, som Smeden havde lavet. Han selv måtte endnu ikke smede, Smeden mente ikke at han var klar til det, hvilket irriterede ham yderligere, for hvordan skulle han lære det, hvis han ikke prøvede det? Han hadede det hele og lige nu ville han ønske at han aldrig var blevet givet bort. Shia ville have været tilfreds med ham, han var ikke en smed, han var en kriger! En gladiator! Det var hvad han kunne finde ud af! Ikke alt andet. Han havde skam været fristet til at slå Vanyá igen, men han havde ikke gjort det, netop for at undgå ballade, men den kom alligevel til ham, derfor kunne han næsten lige så godt have slået hende igen, straffen ville være blevet den samme. Han sad og kiggede ned i jorden, var vred over det hele, hvor han kun skævede mod Smedens ben, da han valgte at tage sværdet og forlade stedet. Utroligt at sådan en hidsigprop var velset i samfundet. Han stirrede blot ned mod jorden igen, da Smeden var væk, hvor han ikke talte, da han alligevel ikke blev talt til og derfor gad han ikke sige mere, selvom han frygtede at Vanyá ville få det sidste ord fordi hun var kvinde, gudskelov lod Tatiana sig ikke narre, men ønskede en helt tredje person, der kunne fortælle det, hvilket fik håbet i ham til at stige. Han skævede imod den unge pige som den arrede kvinde kom med og han lyttede til hendes fortælling, præcis som den var! Han følte sig helt taknemlig lige pludselig og håbet i ham begyndte igen at stige, for nu kunne hun selv se at han ikke havde gjort noget galt! Det var også Vanyá at vreden gik ud over, selvom han stadig ikke gjorde noget.
Vanyá selv blev helt forbavset over at hendes Kahli ville finde en anden, da hun havde troet det samme som slaven; at hun ville lytte til hende fordi hun var kvinde, men det var ikke sket og det kom hun nu til at bøde for. Hun stirrede fortsat ned i jorden med opspilede øjne, hvor hun havde bidt tænderne kraftigt sammen. ”Kahli, jeg..” Hun kunne ikke få ordene over tungen, da hun vidste at hun var opdaget og at hun nu vidste at hun havde løjet. Hun sank, vidste at det var ude med hende, hvor hun blot lydigt begyndte at gå. Dariuz selv endte med at se op på hende med rynkede bryn, hvor han åbnede munden og skulle til at protestere, da det så ud til at hun alligevel ville straffe ham. Han lukkede munden igen, sukkede og så ned. Han knyttede sine hænder. Der var ingen grund til at sige hende imod, så ville han bare få en værre straf, men tanken irriterede ham. Han rejste sig og blev stående til Tatiana begyndte at gå, da han trods alt ikke vidste hvor de skulle hen. Han hadede dette sted! Han hadede sit liv! Og han hadede sin Kahli! En uretfærdig kvinde og han vidste at det kun var fordi han var en mand og derfor blev set på som en slave. Mændene burde gøre oprør, så ville kvinderne ikke stå en chance! Tanken skød han bort, som han blot fulgte efter Tatiana, hvor han forbandede hende, Vanyá og alle mørkelviske kvinder i sit hoved.

[Deleted]

Helt uretfærdig var Tatiana bestemt ikke, som hun ej satte Vanyá på en piedestal, som hun derimod både betvivlede hendes og slavens ord. I hendes hoved skulle ret nemlig være ret, og derfor ønskede hun sandheden og kun den. Desværre behagede sandheden hende på ingen måde, som den derimod gjorde hende arrig og skuffet. Hun brød sig nemlig hverken om at blive løjet for, eller pisset på, for det var, hvad Vanyá gjorde, når hun forsøgte at føre hende bag lyset, samt det, at hun havde forsøgt at dræbe hendes slave, der end ikke havde opfordret til noget. Derfor måtte hun også være tilfreds med sin slave på det plan, at han ej var dum nok til at kæmpe imod en kvinde. Desværre var han dum nok til at gribe et sværd, der ej var hans, og tilmed ødelægge et fint stykke arbejde, og det skulle han hermed straffes for. Det var måske mere smedens ret at straffe ham, men eftersom manden selv havde bedt hende om at tage hånd om affæren, havde hun intet problem med at gøre det. Vanyá nedstirrede hun blot med et kort skær, da hun forsøgte at protestere, men heldigvis adlød hun i den sidste ende. Hun fortjente sin straf lige meget, hvordan man vendte og drejede den, og det vidste hun. Roligt påbegyndte Tatiana selv sin gang, som hun ledte de to syndere væk fra pladsen.
I et par lange minutter havde de tre mørkelvere gået, som stemningen mellem dem havde været trykket, og deres destination havde været mørk. Tatiana havde nemlig ledt dem til et ganske anderledes sted. Stedet lå i udkanten af byen, og ved første øjekast, lignede det blot en hule i en klippe. Selv vidste hun dog bedre, og eftersom Vanyá selv havde boet længe i Maerimydra, måtte hun ligeså vide, hvad dette sted rummede. Ingen ord forlod Tatianas læber, som hun ledte dem alle ind af den mørke revne. Hvad man ikke ville forvente, ledte denne revne ind til en sti, en nedgang. Det var en smal trappe de nåede til, hvor den førte ned under jorden, hvor der var glødende fakler, til at holde den oplyst. Det var vejen til Tatianas gamle arbejdsplads. Roligt og upåvirket fortsatte hun ned ad trapperne, hvor man begyndte at kunne høre skrigen. En gruopvækkende skrigen, der kunne få koldsveden til at løbe de fleste ned ad ryggen. ”Tatiana!” endte en begejstret stemme med at lyde, som hun gjorde sit sidste skridt ned ad trappen, og derfor endte i et ovalt rum. ”Det er en glæde at se dig blandt os igen.” Ordene kom fra en køn sorthåret kvinde, der som den eneste i selskabet syntes at være glad for kahli’ens opdukken. Glæden var dog gengældt, som smilet banede sig væk til Tatianas læber. De to kvinder nærmede sig hinanden, hvor de hver især kyssede den anden to gange på kinderne. ”Illya! Altid en glæde at se dig.. Jeg må desværre skuffe dig og fortælle, at jeg ej er på visit,” sagde hun, hvor hun startede ud i en varm røst, for til sidst at ende med at sende både Vanyá og Morohtar et grumt blik. Illya der øjeblikkeligt vidste, hvad der var på tale, nikkede. ”Fortæl mig, hvad jeg skal gøre.” ”Før Vanyá ind i et af rummene. Bind hende, pisk hende og brandmærk hende for sine løgne. Jeg tager mig af slaven,” sagde hun stilfærdigt. Illya der vidste, at Vanyá måtte have gjort noget dybt alvorligt, siden hun havde tilegnet sig en straf fra kahli’en, satte ingen spørgsmålstegn, men greb blot Vanyá hårdt i armen, inden hun førte hende væk. Tatiana selv gik over og skubbede et ledigt rums dør op, inden hun vendte de igen hårde øjne mod Morohtar. ”Ind med dig,” sagde hun.

[Deleted]

At Dariuz ikke slap for straf, var noget der irriterede ham grænseløst. Han havde intet gjort imod sin Kahli! Han havde ikke været ude på skrammer, han havde kun trukket sværdet for at forsvare sig selv, da Vanyá havde været tæt på at skære struben over på ham, han havde kun set det på sin plads at forsvare sig, men Tatiana foretrak nok at han havde været død frem for at være i live, i hendes øjne var han trods alt bare en slave og intet andet, den tanke var også ved at irritere ham. Han sværgede ved guderne at han nok skulle slippe fri herfra! Han gad ikke dette liv og hvis Shia alligevel ønskede ham et liv i elendighed, så var hun ikke et hak bedre end nogen af de andre kvinder. Kvinder som fortjente at blive sat på plads og blive opdraget ordentligt! Ude i verden var det mændene der bestemte og kvinderne der var de svage, han forstod vitterligt ikke hvordan det kunne være anderledes her, men som mand ville han da klart foretrække det andet! Desuden kunne kvinderne end ikke undvære sine mænd, mændene var langt fysisk stærkere end kvinderne og kunne tåle det hårde arbejde i minerne, hvor kvinderne ligeledes havde brug for dem til at befrugte sig og føre racen videre. Desuden så var alle lederne falske, de var nemlig ikke interesseret i racen, de var kun interesseret i halvdelen af den, nemlig kvinderne.
Selvom han var fristet til at stikke af, så valgte han alligevel at følge efter og kun guderne vidste hvorfor. Hans tænderne var bidt ordentligt sammen, hvor han ikke anede hvor de var på vej hen. Han havde et sted troet at hun ville føre dem tilbage til herregården, men hun førte dem til et sted han ikke anede hvad var. Han kunne se klippen tårne sig op foran ham, hvor der var en revne der førte indenfor i klippen, selvom man ikke kunne se det, fordi det var helt sort. Først da man kom ind, blev der oplyst af fakler og man kunne se nogle trapper der førte ned. Han valgte trygt at gå efter, da han vidste at han intet valg havde. Han ville desuden næppe slippe levende ud af byen skulle han forsøge at flygte. Han var dog træt af at blive uretfærdigt behandlet og hvorfor? Kun fordi han var en mand! Han så den tilkomne kvinde, der var glad for at se deres kahli og tydeligvis kendte hende bedre end det. Han kunne høre gruopvækkende skrig og råb, hvilket gjorde ham en anelse nervøs. Han kunne kun forestille sig slemme og hårde straffe i vente for sig og han brød sig på ingen måde om det! Han valgte dog at følge efter Tatiana, da hun gik imod en dør. For en kort stund stod han stille, hvor han så fra hende og mod døren. Han betragtede den i nogle lange sekunder, inden han valgte at træde ind. Han havde på ingen måde lyst til at være her, havde tværtimod lyst til at flygte, men hvad godt ville det bringe ham? Blev han fanget ville han sikkert få en værre straf eller dø. Han havde hørt hvilken straf der tilfaldt Vanyá og han var overbevist om at han ville få en straf der var værre, kun fordi han var en mand, en slave.

[Deleted]

Til sit gamle arbejdsrum havde Tatiana bragt sit følgeskab. Vanyá havde uden tvivl vidst, hvad der havde været på færde i det sekund, de havde gået i hulens retning, men hendes stakkels slave have formentligt været mindre belært. Det var nemlig et rum de færreste kom til, men et rum, som alle kvinderne kendte til. Det var her gidsler og ulydige borgere blev tortureret, samt fængslet, og det var hende mørkelviske piger blev modnet. Derfor var det i disse selvsamme rum, at Tatianas knogler var blevet revet af led, og hendes gråd havde lydt, dengang hun skulle forvandles til en ægte mørkelvisk kvinde. Det var dog ikke en tid, som hun så sort på, som hun derimod betragtede det som den behøvede indlæringsproces. Udefrakommende ville formentligt mene, at hun og alle andre kvinder var blevet hjernevasket i den tid, men det var deres veje. I de senere år var hun desuden vendt tilbage til klippen, som det var blevet hendes arbejdsrum, som torturmester. En tid hun nu skulle huske tilbage til, som hun nu stod til at straffe sin egen slave. Hendes gennemborende blå øjne fulgte Morohtars bevægelser, som han adlød uden tøven og gik ind i det bedte rum. Mørkt, koldt og klamt var rummet, men det var også fordi det tydeligt fortalte, hvad der skete her. Væggene var klippevævet og derfor buet og rustikt. Fra loftet hang to lænker, hvor det var tydeligt, at det var heri den straffede blev spændt fast. Det var også, hvad hun startede ud med, som hun målbestemt guidede slaven over i rummets centrum. Den ene kolde jernlænke greb hun om, samtidig med, at hun med den anden hånd greb om hans ene håndled, som hun førte op til lænken, hvor hun lod dens greb lukkes og strammes om hans knogle, så han ej kunne vige bort. Det var meget muligt, at han ikke nu tænkte på at flygte, men det ville han højst sandsynligt, når først hun lod pisken hagle over ham. Kort efter gik hun over til hans anden side, hvor hun gjorde det samme med den anden lænke og hans andet håndled. Herfra syntes hun at ændre mimik, som hun forekom helt rolig – nærmest mild – som hun lagde sin ene hånd imod hans kind. Der drejede hun hans ansigt, så han denne her gang ville se hende direkte ind i øjnene, mens hun nærmest kærtegnede hans kind. ”Du skal vide, at straffen ej er fordi, at du holdt tilbage mod Vanyá. Det er derimod en handling, som jeg sætter pris på. Jeg er dog nød til at straffe dig, da du har gjort uret på anden vis.. Det vil komme til at gøre ondt,” fortalte hun ham i en stille tone, alt imens hun gjorde sit sidste strøg over hans kind, og derfor trak sin hånd tilbage. Blikket tog hun nu fra ham, hvor hun med målrettede skridt gik om bag ham til en af væggene, hvor der stod en træskænk. Her kunne man høre lyden af, at hun rumsterede med genstandene på skænken, hvorefter hun trak et par sorte læderhandsker på. ”Sevrus,” sagde hun denne her gang i en autoritær tone, som hun pligtfuldt skulle oplyse ham om sin straf. ”Du straffes hermed for at gøre brug af et våben der ej var dit, og som du ej havde tilladelse til at bruge. For den gerning vil du modtage 7 piskeslag.” Roligt greb hun nu om skæftet på den pisk, som hun tidligere den dag havde brugt på ham. Det var ikke just til hans fordel, at det var hende der ville betvinge pisken, da hun var kendt for at have de hårdeste slag. Armene og derfor også pisken trak hun nu tilbage, inden hun gjorde det første hårde og smældende slag imod hans blottede ryg.

[Deleted]

Dariuz brød sig på ingen måde om stedet her. Det hele signalerede smerte og død. Han kunne nærmest lugte det gamle og indtørrede blod der hang på væggene rundt omkring. Han tvivlede på at nogen slap ud herfra uden at have ondt i hele kroppen. Han behøvede ikke at spørge for at gætte hvad det var. Det var et fængsel, et tortursted og sikkert også henrettelsessted. Han hadede tanken om hvad der skulle ske med ham, men på den anden side så frygtede han det ikke, han havde levet det meste af sit liv som gladiatorer, hver gang han gik ind i ringen var der en lille del af ham der vidste at han kunne dø og aldrig komme ud igen. Skulle han dø, så ville han helst gøre det på den sandede jord, eller bare på en slagmark, han ville helst dø i kamp, for at beholde sin værdighed som kriger, frem for at dø et usselt sted som dette, fordi han skulle straffes for noget han ikke engang havde gjort. Han mente stadig ikke at det var fair at han blev straffet, når det var Vanyá der var skyldt i alt også at han havde trukket sværdet i løbet af kampen, men det ville Tatiana næppe høre på. Det var også derfor at han blot gik ind i rummet. Det var ligesom alle andre steder, foruden her stank langt mere af tørret blod og rådden kød fra stumper der var gledet af folk som havde befundet sig her. Tanken fik ham til at synke, inden han blev guidet over til lænkerne, der hang oppe fra loftet af. Han så til, imens hun valgte at spænde hans arme fast, hvor han kort forsøgte at trække hænderne til sig, for at se hvor stærke de var, og stærke det var de. Længe trak han ikke i dem, da hun selv fangede hans opmærksomhed ved at lægge hånde mod hans kind og begynde at stryge den. Hans blå øjne søgte hendes og han så noget … mildt i hendes ansigt. Han kunne ikke lade vær med at tænke på hvor sarkastisk hun egentlig var. Han sagde intet, han vidste at det ikke ville hjælpe ham alligevel. Han fulgte hende med blikket, da hun slap ham og gik over til træskænken. Han vidste hvad der skulle til at ske og da hun begyndte at rode rundt, vendte han blikket op mod lænkerne og i et desperat forsøg forsøgte at han trække hænderne til sig, men lænkerne gav sig ikke. Til sidst opgav han, hvor han blot sukkede tungt og stirrede tomt foran sig. Han rettede sig op, da hun kaldte ham for slave, hvor han lod sine håndled vikle sig om kæden, inden han greb fat om den, så han kunne holde ordentligt fast i bare et eller andet. Tænderne bed han sammen, da hun sagde hvad han skulle straffes for og selvom syv slag ikke lød af meget, var han sikker på at det ville føltes som syvhundrede. En skælven gik igennem hans krop, han strammede grebet og pludselig mærkede han en intens smerte, da pisken ramte hans nøgne ryg og flåede huden op. Et gips forlod hans læber, hvor han svajede helt i ryggen. Han mærkede hvordan hårene i nakken og på armene rejste sig og hans øjne var opspilede og smerten stod tydeligt i dem. Tårerne vældede op og det blev klart for ham at dette ikke var første gang for hende. Hun var vant til at svinge en pisk og styrken i slaget var uovertruffet!