To Adventure!

[Deleted]

Hendes barnlige latter gik lige ind i Dariuz’ hjerte hver gang, hvor han helt havde glemt hvordan det var at omgås børn. Det skete sjældent for hans vedkommende, han var trods alt gladiator, en kriger, og derfor så han kun mest til blod og død, hvilket ikke just havde noget at gøre med børn, selvom han af og til havde set børn blandt publikum i arenaen, noget han fandt forkasteligt, da børn ikke burde se den slags, det var barske kampe, og mange havde han vundet, stod som ubesejret mester, hvor det vigtigste var at han havde bragt ære til sin Dominae, hans herskerinde og en kvinde han havde et særligt øje til, da han forsøgte at vinde hendes gunst, men aldrig havde det lykkedes ham, selvom han ikke var typen der gav op uden videre.
Gispet der forlod hendes læber tog Dariuz ikke så tungt, da han regnede med at det kom fra overraskelsen eftersom hun nok ikke havde set det komme at han pludselig løftede hende op. Placeret i hans nakke blev hun ganske sikkert, inden han greb om hendes slanke ben. Han kunne godt mærke at hun ikke var helt lille, men hendes vægt var intet problem for ham. Han smilede for sig selv, da hun lød helt forvirret. ”Det skal du nemlig,” gentog han blot for at bekræfte det, så hun ikke behøvede at føle usikkerhed og forvirring. Han fulgte hendes pegende finger med blikket, inden han begyndte at gå og han mærkede hende stramme grebet i hans hår, samt hørte hendes muntre latter, der igen gjorde ham helt varm ind til hjertet. Han selv kluklo ganske kort. ”Nu må du ikke rive håret ud af mig, jeg er jo en gammel mand, jeg kan ikke holde til så meget,” svarede han og fik tilmed sin stemme til at lyde som en gammel mands. Helt forkert var det dog ikke, han var nemlig gammel, men ikke så gammel at han ikke kunne klare sig selv, han var ikke gammel og grå endnu, da han havde mange år inden han ville nå det stadie, og så ville han nok heller ikke stå som ubesejret mester i arenaen. ”Nu holder du øje med de onde mænd deroppe fra, ikke?” spurgte han for at være på den sikre side, selvom han kunne se mere eller mindre lige så meget som hende, samt hans sanser var forstærket så det ville blive svært at liste sig ind på ham. Hans egne skridt var nærmest lydløse.

[Deleted]

Hun løsnede med det samme grebet om hans lange hår, og placerede i stedet hænderne på toppen af hans hoved. ”Undskyld” Mumlede hun ned i hans hår da hun placerede sin hage ovenpå sine egne hænder. ”Gammel! Du er da ikke gammel er du? Far siger man først er gammel når man får grå hår!” Sagde Maddie med fnisen i sin stemme og kiggede undrende på hans hår hvor hun kun kunne se blonde lokker, ”Men jeg skal nok passe mere på” sagde hun og klappede ham blidt på hovedet mens de vuggende gik. Det var ikke så svært at holde balancen som hun først havde troet, og i mens de gik nød hun den vuggende fornemmelse. ”Mh mh? JO selvfølgelig! Ellers skal jeg nok fange dem.” Sagde Maddie igen med en stolt stemme. Hun klukkede svagt ned i hans hår. Den varme følelse bredte sig igen i hendes mave og hun følte sig oprigtig glad. Hun skuede kort ud over parken, men hvad hun kunne se var stierne oplyst af lanterne og ikke meget mere. De åbne områder lå skjult for hende. Det var underligt beroligende at sidde oppe på skulderne af Dariuz og hun prøvede at kvæle et enkelt gab. Det var alligevel over hendes sengetid, og hun kunne godt mærke på sin energi at hun var ved t blive træt.

[Deleted]

Det var tydeligt at den kære Maddie var faldet til ro, hvilket kun var noget der glædede Dariuz, særligt da han havde været tæt på at gøre hende ked af det, hvilket han jo slet ikke havde ment! Han kunne jo ikke lade vær med at holde af den lille pige, selvom det var sket frygtelig hurtigt, men hvordan kunne man også andet? Det var kun tydeligt at han havde en svaghed for børn og gode til dem måtte han vel også være, siden han fik hende til at føle sig tryg og fik hende til at stole på sig? Dette kunne hun også, da han ikke var ude på at gøre hende fortræd. Han mærkede hende løsne grebet omkring hans hår, for at lægge hænderne fladt på hans hoved, imens hun lagde hagen på hendes hænder. Handlingen fik ham til at smile, selvom han ikke stoppede sine skridt. At hun så kommenterede det med hans alder, fik kun hans mundvige til at brede smilet en del mere. ”Nej så gammel er jeg heller ikke. Men jeg er noget ældre end dig,” fortalte han og da hun kun var et menneske, skulle der ikke meget til før man var en del ældre end hende. Dette fik ham også til at se tænkende ud i luften for en kort stund. ”Hvor gammel er du egentlig Maddie?” spurgte han derefter i en nysgerrig tone. Hendes præcise alder kendte han trods alt ikke, selvom han ville skyde på omkring de.. otte til elleve år. Mere kunne hun snart heller ikke være, helt stor var hun nemlig ikke, men hun var heller ikke helt lille mere, hvilket han godt kunne mærke på hendes vægt, det var nemlig ikke en helt lille pige han havde siddende på sine skuldre.
Som han fortsatte sin gang ned ad stien, passerede de af og til et par folk, der skævede efter dem. Nogle fandt det sikkert sødt at han kom gående sådan med hende, hvor andre nok var ligeglade. Han tog sig dog ikke af nogen af dem de passerede, da han blot fortsatte sin gang. Han smilede ved hendes ord og nikkede kort. ”Det var godt, så har jeg intet at frygte,” svarede han og lød helt glad og munter, da hun var hans lille beskytter, selvom det i virkeligheden nok ville være omvendt, skulle det ende med at gå galt. ”Du må sige til hvis vi skal skifte retning,” sagde han, da han blot fortsatte ligeud, hvor man længere fremme kunne se slutningen på parken. Han kunne godt høre hende trække vejret dybt, som skulle hun gabe, selvom der ikke rigtig kom et. ”Er du træt?” spurgte han roligt, hvor han lod sine tomler stryge hende blidt over skinnebenene, som han havde godt fast i, så hun ikke ville ryge ned. Det var vel også længe over hendes sengetid?

[Deleted]

Hun gabte lidt igen, ikke af kedsomhed men fordi hun var ved at være så udmattet. Hun kiggede kun kort på de folk der gik endnu var i parken, men kiggede hurtigt ned i jorden foran dem. Det ville ikke være godt hvis nogen af dem måske genkendte hende. Men det var underligt at se folk så sent. De så mere mystiske ud i lanternes skær, og mørkede dækkede resten af deres krop. ”Selvfølgelig er du ældre end mig. Du er også voksen” mumlede hun igen ”mhh? Jeg er 10” Sagde Maddie. ”hvorfor? Jeg er altså menneske.” Sagde hun og trak lidt på sine små skuldre. Hun var endnu fuldblods menneske, en race der tit blev set ned på og mere set på som mad. Men alligevel havde hendes familie overlevet i hundrede af år. Uheldet har dog været ude, og folk er forsvundet. Men alligevel har denne familie været stærk og levet videre. Hun vred sig lidt. Hun havde ikke lyst til de skulle skilles endnu, og selvom hun var søvnig måtte eventyret ikke slutte endnu. Hun pegede bestemt mod venstre for dem, der var ingen sti, kun en græsplæne. ”Den vej” Sagde hun bestemt, og hun havde fået en lille panderynke. ”Og.. oh!” Et gab afbrød hendes sætning. ”-Jeg er slet ikke træt” Sagde hun er rystede kort på sig for at vække sig selv lidt. Hun ville endnu ikke skilles med ham. Det var første gang hun havde mødt sådan en venlig mand, som faktisk havde interesseret sig for hende. Og et eller andet sted nød hun også opmærksomheden.

[Deleted]

Smilet voksede sig større på Dariuz’ læber, da han hørte hende gabe lidt igen. Det var tydeligt at det var over hendes sengetid, selvom han helt kunne ærgre sig over at have fundet hende så sent, da han heller ikke havde lyst til at følge hende hjem endnu. Det var lang tid siden at han selv havde haft godt selskab og om man ville tro det eller ej, så fandt han Maddies selskab fantastisk. Det var måske også fordi hun havde smeltet hans facade og hjerte med det samme, men han havde ikke kunnet stå for hendes nuttede ansigt og barnlige latter, hvor han uden tvivl havde adopteret hende, havde hun været forældreløs! Og dog.. hans liv var intet for en lille pige, men det ændrede ikke på at han kunne lide hende. ”Alder har da ingen betydning, du er trods alt stærkest,” påmindede han hende, hvor han kort drejede hovedet, for at skæve op til hende og smilede muntert, inden han så frem for sig igen. Han så tænkende ud for sig. Ti år gammel? Det var ikke meget, men så igen, hun var et menneske og de levede trods alt på en hel anden måde og ældedes på en hel anden måde end hvad hans egen race gjorde. ”Ved du hvad jeg er?” spurgte han roligt, for at finde ud af hvor meget hun vidste til omverden og de forskellige racer. Han selv havde spidse ører og de mandelformede øjne, derfor var det ikke svært at gætte at han var elver … hvis man da kendte til hans væsen, det var trods alt ikke sikkert at et tiårigt menneske gjorde det.
Dariuz gjorde et sving til venstre, da hun var meget bestemt med at de skulle den vej og han fulgte skam hendes instruktioner. ”Javel prinsesse Maddie!” svarede han ydmygt – hvad han egentlig var vant til, han var trods alt slave og var under sin Dominae, han var ingen fri mand, kendte ikke til andet end slaveri. Smilet voksede endnu engang, da hun gabte, denne gang højere. Han måtte også slippe en latter, da hun endda var så fræk at påstå at hun ikke var træt. ”Ikke det? Hvad er det så for nogle lyde der kommer ud af din mund?” spurgte han lettere skeptisk, selvom undertonen var munter. Han anede ikke hvor hun førte ham hen, men han nød græsset imod hans nøgne fødder, da det føltes rart at være i kontakt med den bløde natur. Om der overhovedet var en mening i denne retning, eller om det bare var for sjov, det vidste han ikke, men det gjorde det vel også spændende? At gå en tilfældig vej og se hvor den ledte én hen.

[Deleted]

Madeleine smilte og rettede sig lidt op igen. ” Ja! Meget stærk. Den stærkeste” Sagde hun stolt. Hun vidste godt hun nok ikke var den stærkeste, men hun havde en svag drøm at hun en dag ville blive det. Men lige nu så den fremtid ikke så lys ud. Hvis det stod til hendes fader skulle hun giftes væk med en rig mand som ville gavne familie navnet. Dette vidste Madeleine dog ikke endnu, men hendes far havde allerede planlagt det meste af hendes liv for hende. Hun kiggede ned på siden af hans ansigt da han stillede hans spørgsmål. ”mmmh” Sagde hun lavmælt. Hun kunne ikke rigtig se fronten af hans ansigt, men hun havde godt lagt mærke til hans mandelformede øjne. Hun begyndte at rode i hans hår. Hun fik fat i hans øre og følte lidt på dem. Hun kunne mærke de endte i en spids og hun tænkte. Det var ikke tit hun havde mødt andre racer end mennesker, men hun havde godt i nogen særlige tilfælde mødt andre. Hun vidste godt hvordan eks. en vampyr så ud. De havde spidse tænder og spiste blod. Elvere havde normalt spidse øre og mandelformede øjne. Hun havde aldrig før set dem før, men nu havde hun en foran sig! ”Du er en elver!” Sagde hun begejstret og vågnede en smule op igen. ”Hvordan er elvere?” Spurgte hun med et smil på sit lille ansigt og klappede ham blidt på hovedet. Hun kunne ikke lade hver med at være nysgerrig da dette var hendes første gang hvor hun havde en elver helt for sig selv. Men hun havde ingen ide om at han nu engang egentligt var en mørkelver, da hun ikke vidste den egentlige forskel. Hun grinte igen sit boblende grin da de pludselig svingede til venstre og gik videre ind i parken. ”Dyre lyde. Et meget specielt dyr!” svarede hun igen bestemt og nikkede. Hendes hænder blev igen placeret på toppen af hans hoved.

[Deleted]

Dariuz lo muntert og helt varmt til hendes ord. Han kunne ikke andet end at holde af den bedårende lille menneskepige. Hun var en særlig pige og han håbede skam at hun fik alle sine drømme i opfyldelse, at hun kom på de eventyr hun ønskede og drømte om, selvom han vidste at det nok ikke var så lige til, og så ville det heller ikke ske før om nogle år, når hun engang var voksen. Han nikkede blot medgivende til hendes ord, hvor hans muntre smil ikke falmede det mindste. ”Der hvor jeg kommer fra, er kvinderne de stærkeste, så jeg er sikker på at du nok skal blive den stærkeste af de stærkeste!” fortalte han og lød opfordrende. Hvis hun ville, jamen så skulle hun nok blive til noget stort, selvfølgelig vidste han ikke hvilket liv hun levede, men han vidste at man altid havde valg, og hun kunne vælge at gå sin egen vej. Det kunne han i princippet også, han kunne bare stikke af og så var han fri, men det stred imod hans ære, derfor blev han, desuden så havde han heller ikke lyst til at flygte, skønt han måske levede som en sølle slave, han havde nemlig ikke noget imod sit liv.
Han kunne høre hun blev en smule usikker ved hans spørgsmål, men han ville såmænd bare tjekke hvor kløgtig og intelligent hun var, se hvor meget hun vidste til verden omkring sig. Han lo muntert, da hun begyndte at rode ham i håret, som om det skulle hjælpe hende, hvilket det sjovt nok også gjorde, for snart mærkede han hende gribe fat i hans øre, mærke på dem og fandt ud af at de var spidse, hvilket vidst også afslørede ham, for hun gættede rigtigt. Den begejstrede tone hun brugte, samt det at hun klappede ham på hovedet, fik hans smil til at vokse, hvor han nikkede en smule. ”Korrekt. Det er jeg nemlig,” istemte han, som han fortsatte sin gang. Det var tydeligt at dette fik hende til at vågne lidt op, da hun pludselig blev nysgerrig og spurgte ind til elverne. ”Hm.. der findes forskellige elvere. Der er Skovelverne, som er meget naturvenlige og de mere vilde af os, så er der Højelverne som er de mere forfinede elver, og så er der Mørkelverne, de slemme elvere der ikke altid er søde. Men alle elver elsker naturen, derfor lever vi også typisk i den, som i skove,” fortalte han uden at nævne hvilken han var. Om det ville skræmme hende, tvivlede han lidt på, da han havde på fornemmelsen at hun ikke engang ville tro på ham, fordi han var venlig og sød imod hende, men andet kunne han jo heller ikke!
At hun påstod at hun kom med dyrelyde, fik ham til at skæve kort op mod hende, inden han så frem og smilede muntert. ”Dyrelyde? Og hvilket specielt dyr er så det?” spurgte han nysgerrigt som om han rent faktisk troede på hende. Han vidste at hun var træt, men han havde ikke selv lyst til at slippe hende eller følge hende hjem, sjovt at man kunne nyde selskab selv fra så små væsner og individer, men børn var nogle gange bedre selskab end voksne, da de tænkte på helt andre måder og den kære Maddie fik ham til at slappe af og nyde sin friaften.

[Deleted]

Madeleine rynkede let på panden da han nævnte, at hos ham var kvinderne de stærkeste. Af hvad hun indtil videre havde lært var det for det meste altid mændene der altid var de stærkeste hos de forskellige racer. Men hun kunne stadig ikke lade vær med at smile. Hun ville en dag blive den stærkeste! Uanset race eller køn. Men det ville blive en svær vej for hende at tage, især efter alle hendes faders planlægning og overbeskyttende natur. Det ville være et stor shock for ham, hvis hun en dag drog ud for at blive eventyrer og kriger. Hun rykkede let på sig og kunne ikke holde sit spørgsmål tilbage: ” Jamen, hvem bestemmer så?”
Hun anede intet om at han var en mørkelver, og før hans forklaring havde hun egentligt troet der ikke fandtes så mange forskellige! Hun sad, næsten helt forbløffet over han længere forklaring over denne spændende race. ”Hvor bor du så henne?” Spurgte hun nysgerrigt. For hende var der intet spørgsmål, om han kunne være en mørkelver. Det havde han været for venlig til. Altså, måtte han være en skovelver. Lidt vidste Madeleine om at han faktisk var en mørkelver. De bevægede sig videre ned ad stien, men Madeleine sagde intet om at de faktisk bevægede sig længere væk fra hendes hus. Men det var længe siden hun havde haft sådan en sjov samtale. Normalt ville folk snakke ned til hende, eller helt ignorere hende. Så dette var en helt fantastisk aften for hende, som hun nægtede at lade slutte.
Da han pludselig stillede spørgsmål ind til hendes dyr, som faktisk ikke eksisterede måtte hun igen i gang med at tænke. En hel masse dyr røg igennem hendes hoved, men ingen sagde sådan. ”Erhm, det er eet skovnøzzel?” Sagde hun efter at hurtigt at have tænkt. ”Et meget sjældent dyr” sagde hun og trommede let på hans hoved.

[Deleted]

At hun ikke helt forstod at kvinderne bestemte, kom skam ikke bag på Dariuz, hun kom nemlig fra det samfund hvor mændene bestemte, et samfund han gerne ville leve i, så kunne han svinge pisken og så kunne kvinderne føje ham. Han var dog vant til at være slave, men det gad han nu ikke nævne for Maddie, da han mente at hun ville være for lille til at forstå det. Det var heller ikke fordi han gad være slave, men han havde levet som gladiator det meste af sit liv, så han vidste snart ikke hvordan man kunne være andet. Han smilede, da han mærkede hende rykke på sig, selvom han holdt godt fast i hendes ben, så hun ikke kunne ryge ned, hvor han så frem for sig, da hun stillede sit spørgsmål. ”Jo altså.. kvinderne bestemmer. Der er én kvinde, lederen, som bestemmer over alle. Men det er generelt kvinderne der bestemmer, mændene er sl.. følger kvinderne,” fortalte han og skulle til at sige slave, men nåede at lave det om.
Han fortsatte sine rolige skridt over græsset, efter at hun havde peget ham i den retning. Hvis han vidste at de havde været på vej længere væk fra hendes hus, så havde han nok stoppet op og ønsket en forklaring, men da han var uvidende fortsatte han blot frem som om intet var hændt. Han smilede til hendes nye spørgsmål. ”Jamen jeg bor i naturen. Jeg bor dog ikke noget fast sted, for jeg er jo en kriger og eventyrer, så jeg rejser meget rundt,” fortalte han muntert, selvom det var en lille løgn, for han var jo slave og tvunget til at følge med sin Dominae, hans herskerinde. Han havde aldrig haft noget andet valg end at følge hende.
At han fik hende til at tænke ved at spørge ind til det dyr hun havde efterlignet – da hun havde gabt – fik ham til at smile morende. Han kunne godt høre at der blev stille i noget tid og da hun sagde hvad det var, måtte han slippe en munter latter. En skovnøzzel? Ja den havde han da aldrig hørt før! Han smilede, da hun sagde at det var et meget sjældent dyr og da hun trommede ham på hovedet. ”En skovnøzzel, siger du? Er det så farligt eller venligt?” spurgte han, som om han slet ikke mistænkte hende for at lyve eller finde på det. Han så sig let omkring. ”Hvor skal vi hen?” spurgte han så. De var kommet ind på et åbent græsområde, hvor træerne var i baggrunden og forgrunden. De gik ikke længere på en sti, men det var ligegyldigt, så snart de fandt én kunne de altid komme ud, hvor han gik ud fra at hun kendte området, fordi hun viste vej. Mørkt var det også ved at blive, da solen snart var gået helt ned.