To Adventure!

[Deleted]

Dagen var ved at gå på hæld, og solen stod i horisonten og lyste himmelen om i en dyb rød farve. I parken var folk ved at tage hjem efter en dejlig sommer dag. Men det var på denne tid hvor Madeleine havde besluttet sig for at tage en tur udenfor. Hendes far, Kratos, havde puttet hende i troen om at hun skulle sove. Men hvad han ikke vidste, var at hun i dag havde bestemt sig for at tage en tur udenfor. Og hvor er det bedst at gå ture henne? I parken selvfølgelig! Hun havde sneget sig ud af huset iført sin mørkegrå kappe som lå sikkert gemt under en af gulvbjælkerne, og håret slået ud så det omringede det lille barne ansigt. Og nu rendte hun alene rundt i parken og sad i ly a træerne og kiggede på alle folkene der nu var på vej hjem. Madeleine havde fundet den bedste tilskuer plads til at se den smukke solnedgang, oppe i et træ hvor man kun kunne se hendes små fødder svinge frem og tilbage. Hendes ansigt var lyst op i et stort smil så man kunne se hendes smilehuller. Endelig var hun udenfor igen, alene! Hun havde ventet på det her hele dagen. Tjenerne havde brugt for lang tid, ifølge hende, om at lave mad, gøre badet klar, gøre sengen klar, ligge tøj frem til hende og jadadada. Men nu! Var hun ikke omringet af alle de forsigtige og kedelige folk. Og nu kaldte eventyret på hende!

[Deleted]

Solen var atter på vej ned bag horisonten og malede den ellers så klare blå himmel i alle sine rødlige og gullige nuancer. Et smukt syn var det, særligt for den mandlige elver der kom gående igennem parken. Hans udseende var noget genkendeligt, han bar nemlig de mandelformede øjne og de spidse ører, der måtte afsløre hans race, hvor den mørklødede hud kun tydede på at han var mørkelver. En stolt race var det, og stolt var han skam også, det var bare kvinderne der var den dominerende i racen, hvor mændene rent faktisk kun praktiserede som kvindernes slaver, hvilket ikke var noget undtag for Dariuz’ vedkommende. Han var selv slave, dog en af høj rang, da han var den øverste slave hos sin Dominae, sin herskerinde. Dette var også grunden til at han kunne gå frit rundt denne aften. Han var en loyal mand der respekterede hans herre, hvilket også kun gav pote i den anden ende, da han vandt større frihed end andre slaver. Han var heller ikke bare en hvilken som helst slave, men en gladiator, en sand kriger, og tilmed én af de bedste, med vundne titler til.
Med rolige skridt kom Dariuz gående, hvor han ikke bar noget særligt på kroppen, han gik rundt i bare fødder, bar en kongeblå robe på sin krop med et enkelt sort bælte omkring livet, for at give den en smule form. Intet særligt var der ved roben, det var dog ikke gamle pjalter, skønt den var gammel efterhånden, men klage ville han ikke, da han blev behandlet godt taget i betragtning at han var en slave.
Som han gik, opfangede hans skærpede hørelse en lyd der kom fra træerne, hvilket fik ham til at se op. En smule længere fremme, kunne han se et par små ben stikke ned fra en gren, som sparkede frem og tilbage. Dette fik et smil til at glide over hans læber, da han kunne se at det kun var en lille pige, da han valgte at komme tættere på. Han standsede op og lagde hovedet tilbage for at kunne se op på hendes lille skikkelse, hvor hans blonde lokker endte med at gå en smule ned over hans ryg. ”Godaften,” hilste han den lille pige, mest for at gøre hende opmærksom på sig selv. Han måtte dog kort spejde rundt for at se efter hendes forældre, men ingen syn var der efter dem.

[Deleted]

Madeleine sad og kiggede ud mod solnedgang, men dette blev pludselig afbrudt da hun hørte en stemme under sig. Hendes krop gibbede og hendes smil forsvandt som dug for solen. Selvom hun var vant til at færdes udenfor alene var det ikke tit hun fik selskab, og hun havde kun hørt det værste om folk man så om aftenen. ”Godaften” Sagde Madeleine forsigtigt og kiggede ned på ham. Han så ikke skræmmende ud, tværtimod. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre, og man kunne se på hende at hun tænkte, da Madeleines øjenbryn næsten mødte hinanden. Hun rejste sig forsigtigt op på grenen der svajede lidt under hendes vægt, men den så ikke ud til at gi sig. Hun holdte godt fast på stammen af træet for ikke at falde ned. ”Burde du ikke være på vej hjem?” Spurgte Madeleine manden. Hun kiggede lidt på ham, og hun lagde uden videre ikke mærke til nogen våben eller andet farligt. Nu var parken ved at være tom, og der var intet der kunne minde om hendes forældre i nærheden. Af hvad hun vidste af var hendes derhjemme i sit studierum, ved at betale regninger og skrive breve til nogen af alle de kunder han nu havde.

[Deleted]

Det var meget usædvanligt at se en lille pige helt alene, midt om aftenen uden nogen bekendte i nærheden. Naturligvis kunne hun være forældreløs, den tanke gjorde faktisk Dariuz en smule trist, det kunne også ske at hun bare var faret vild og dermed var kommet væk fra dem, eller også var hun selv stukket af. Mulighederne var mange og alligevel minimale, da visse ting ikke var særlig sandsynlige.
Han lagde godt mærke til at hun blev en smule skræmt ved lyden af hans stemme og han blev hurtig klar til at gribe hende, skulle hun falde ned. Hun rejste sig og dette gjorde ham næsten bekymret med det samme, da han så grene svaje grundet hendes lille vægt, hvor han undrede sig over hvordan hun var kommet derop. Han lagde hovedet en anelse på sned og tog ikke blikket fra hende. Bevæbnet var han skam, han havde sit ene kortsværd ved sin side og ville bestemt ikke gå ud uden det, man kunne nemlig støde på alle slags typer her i Manjarno, derfor undrede det ham også at dette barn var helt alene. Han trak morende på smilebåndet og fnes kort, da hun nærmest lod voksen og kom med det spørgsmål han skulle til at svare hende. Han trak let på skuldrene. ”Jeg er en voksen mand, jeg kan klare mig selv.. hvad er din undskyldning?” spurgte han og kunne ikke skjule et morende smil. Han var normalt en barsk mand, der sagtens kunne lægge sine personlige følelser til side og slå en anden person ihjel, men når det kom til børn, så var det som om de smeltede hans barske facade med deres små nuttede ansigter. ”Hvordan er du kommet helt derop?” spurgte han videre og lød også imponeret over denne handling. Han selv ville med lethed kunne komme op til hende, han var trods alt elver, de var naturmennesker og der var han intet undtag. Han elskede naturen, følte sig hjemme her, og derfor satte han også pris på sin frihed.

[Deleted]

Hun så hvordan han selv rykkede lidt på sig da han stillede sig klar i tilfælde af at hun skulle falde. Hun udbrød et kort hmph. Selvfølgelig ville hun ikke falde! I sin egne øjne var hun en af verdens bedste klatrere, og hun havde nøje udvalgt denne gren. Men da han rykkede på sig fik hun samtidig også øje på hans kortsværd. Avs, den var værre. Hun gik tættere ind på stammen og kiggede stadig dømmende på ham. ”Undskyldning! Ha, der er ingen undskyldninger. Jeg er blevet jagtet herud af nogen farlige mænd” Begyndte hun at fortælle med en sikker stemme. Det var tydeligt at hun løj, men hun brød sig ikke om at han vidste hvorfor hun var udenfor. Det ville være en katastrofe hvis han fandt ud af hvem hun var og hvis hendes far fik et snus om det. Så ville det blive umuligt for hende nogensinde at komme udenfor igen uden at skulle blive forfulgt af de hjernedøde tjenere. ”Og da de forsatte med at jagte mig med deres store sværd, så kravlede jeg herop. Og dumme som de nu var, kunne de slet ikke se lille mig!” Hun nikkede stolt, da han selv lød imponeret. Madeleine var nemlig god til at kravle, og for den sags skyld at gemme sig og snige sig væk. Dette har hun lært efter de ture hun nu engang har været udenfor og har, skulle finde smuthuller for at snige sig derud.

[Deleted]

Dariuz kunne ikke lade vær med at smile af den lille pige, da hun pludselig lød sikker, selvom det var tydeligt at hun løj. Sjovt som han kunne forekomme helt venlig overfor hende, hvilket skam var ægte, men han havde blot en svaghed for børn, det var nogle af de væsner han ikke kunne slå koldblodigt ihjel.. faktisk ville han nok nægte at slå et barn ihjel uanset hvor grusomt det så end kunne blive. Han løftede let det ene øjenbryn til hendes fortælling. ”Uha.. det lyder jo som en farlig færd. Og du blev slet ikke bange?” spurgte han, selvom han nærmest allerede ville kende hendes svar på hans spørgsmål, for så sikker som hun lød nu, ville hun ikke blive bange, men det var nok også mere fordi det var en løgn. ”Hvor er dine forældre henne? Tror du ikke de savner dig eller er bekymrede for dig?” spurgte han roligt, hvor han endnu engang gjorde sig den ulejlighed at se sig omkring efter nogen, men parken begyndte at blive ret tom, og ærligtalt brød han sig ikke om tanken om at en lille pige var ude alene om natten, da mørket snart ville bryde dagen op, og så kom alle skumle typer frem og det ville være en skam hvis hun kom til skade. Han så roligt op mod hende igen og sendte hende et smil. ”Hvad hedder du?” spurgte han nysgerrigt, hvor han ikke havde brug for et efternavn, men blot hendes fornavn, så han vidste hvad han kunne og skulle kalde hende. Han gjorde dog intet for at virke truende, skønt sværdet nok var en trussel i sig selv, men hans ansigt udviste kun venlighed, en oprigtig venlighed. Han blev stående under grenen og dog en smule tilbage, så han ikke fik ondt i nakken af at se op, han var dog hele tiden klar til at gribe hende, skulle hun falde ned, selvom han håbede på at hun var så god som hun påstod.

[Deleted]

Madeleine stod kort og kiggede på Dariuz og rystede så på hovedet alt imens hun gik ned på hug. Hendes brune lokker svingede i luften i takt med hun rystede på hovedet. Selvfølgelig ville hun da ikke være bange, selv hvis det var sket i virkeligheden. Hun er meget modig! – Hvis hun selv skulle sige det. ” Hmph! Nej da, hvis de havde gjort mig vred havde de selv kommet til skade. Jeg har nemlig en kniv! ”Sagde Madeleine og nikkede. Hun placerede sig numse på grenen og lod igen sine små ben svinge frit i luften. Han virkede ikke så farlig længere, selvom han havde et sværd. Men han havde ikke gjort noget endnu som virkede truende så hun valgte for en kort stund at stole på ham. Men hendes mund snerpede kort til da han stillede spøgsmålet om hendes forældre. ”I hvert fald ikke her. Og han ved ikke engang at jeg er væk” svarede hun ham og kiggede væk. Hun havde ikke lyst til at tale om sin far og det kunne ses tydeligt på hende. Hendes skuldre var blevet spændte og hendes fødder svingede ikke længere. Men da han smilte til hendes, smilte hun kun lidt tilbage. Hun havde ikke lyst til at informere ham hendes rigtige navn til hans tredje spørgsmål. ”Jeg hedder Maddy!” sagde Madeleine og hendes fødder begyndte igen at svinge i luften under hende. ”og hvad hedder du?” Solen var nu næsten væk, og man kunne kun se toppen af den. Stjernerne begyndte langsomt at titte frem i den andren retning, hvor en midnatsblå farve var ved at brede sig.

[Deleted]

Som den lille pige stod og så ned på Dariuz i et tid uden at svare, så stod han blot og så op mod hende og morede sig over hende. Hun var noget af et lille pjok, hvor han ikke forstod hvor hendes forældre var henne, de måtte vel savne deres lille pige? Smilet på hans læber bredte sig, da hun sagde at hun havde en kniv, skønt han ikke var sikker på om hun talte sandt eller ej, han kunne dog godt lide den måde hun talte på, da hun lød helt sikker i sin tone, selvom han vidste at voksne mænd sagtens kunne vinde over hende. ”Wow.. så er du jo farlig,” svarede han og lød imponeret, inden han smilede til hende, „skal jeg så også frygte dig?” Hun stolede nok ikke på ham og det var skam også fornuftigt nok, da man ikke skulle stole på fremmede. Hun havde dog ingen grund til at frygte ham, da han ikke ønskede at gøre hende ondt, selvom han nok havde et sværd, men det var til større modstandere end hende.
Han så hende sætte sig ned på grenen igen, hvor han godt lagde mærke til at hun ikke brød sig om at tale om sine forældre, dog nævnte hun kun sin fader og han blev derfor i tvivl om hendes moder endnu levede, og derfor valgte han ikke at spørge videre ind til det, da det også kunne være ligegyldigt, selvom han var sikker på at hendes far ønskede hende hjem. ”Så du er stukket af?” spurgte han og lød en smule anklagende i tonen, som var det et tegn på at det var forkert, hans smil falmede dog ikke, hvor han også blinkede let til hende, som tegn til at hun ikke skulle tage det så tungt. Det var nok forkert af hende, men det beviste vel bare at hun var en eventyrlysten lille pige? Hendes forældre havde sikkert ikke særlig meget tid til hende. Han smilede venligt op til hende, da hun sagde sit navn. ”Hej Maddy, jeg er Dariuz,” hilste han, som han bakkede lidt, så han kunne se bedre op på hende og ikke fik ondt i nakken. Han så sig kort omkring, inden han så op mod hende igen. ”Men nu hvor de onde mænd er væk, skal du så ikke ned igen?” spurgte han roligt. Mørkt var det ved at blive og hun burde vel gå hjem? Han havde dog intet imod at følge hende på vej.

[Deleted]

Et smil bredte sig på hendes læber og hendes smilehuller kom til syne. ”Meget farlig! Jeg bliver en af de bedste krigere i hele verdenen, når jeg bliver større. Og den største eventyrer!” Sagde hun og begyndte at lave fagter med sin ene arm. Hun havde altid drømt om at blive en eventyrer, hvor intet kunne stoppe hende, hun kunne gå så langt som hun ville og møde alle de spændene mennesker og væsner denne verden nu engang var fyldt med. Hun ville mærke suset at kæmpe med en hel hær, og hun ville sikkert blive hædret i alle byerne som hun ville besøge. Hun grinte selv lidt af tanken om dette. Hver dag – et nyt eventyr. ”Stykket af? Nej dog!” Hun lagde mærke til den anklagende tone, men hans venlige smil falmede ikke et eneste sekund. ”Jeg er bare udenfor. På eventyr. Det er ikke så tit jeg har muligheden for at gå alene udenfor” Hendes mundvige trak et sekund lidt ned i tanken om hjemme i det store kedelige hus, hvor intet skete. Selvom hun ikke havde lyst til at gå tilbage, ville det samtidig knuse hende hvis hun ikke kunne komme hjem til sin fader. Hun elskede ham, selvom han var så overbeskyttende. Som en Løve for sine unger. ”Dariuz! Det er et pænt navn” Sagde Madeleine oprigtigt. ”Mmh… jo” Hun kastede kort et blik hen over skulderen hvor solen nu var væk. ”Burde jeg nok” Hun sukkede kort, og begyndte så sin nedstigning af træet. Man kunne se hun var smidig og let på tå selvom hun endnu var ung. Hun klatrede med lethed ned fra træet, til hun til sidst igen var nede på jorden.

[Deleted]

Da Dariuz så hendes smil vokse, så hendes charmerende små smilehuller kom til syne, var det næsten som om det smeltede hans hjerte, hvor han ikke kunne andet end at smile over hende, da han fandt hende umådelig kær. Hvem der kunne finde på at gøre et barn fortræd forstod han ikke, men han ville aldrig lægge hånd på et barn, uanset hvor grusomt det voksede op og blev. Hendes ord og det at hun lavede fagter med den ene arm, morede ham også, hvilket også var tydeligt at se på ham. ”Jaså? Så skal du da nok få oplevet en del,” svarede han uden at smilet falmede, hvor han ikke lød overrasket eller forfærdet. Han mente desuden at ethvert barn havde lov til at drømme og ønske, selvom han vidste at virkeligheden før eller siden ville vise dem at det måske ikke gik den vej de ønskede. Han tog ikke blikket fra hende, da hun påstod at hun var på eventyr og ikke kom udenfor særlig tit, hvilket han skam troede på. ”Er du på eventyr? Sikke et held! Det er jeg også!” svarede han og lød begejstret fordi de havde den ting til fælles. Han selv var intet andet end en simpel slave, godt nok en gladiator, men det var ikke altid at han bare kunne gå ud og søge omkring, det skete kun af og til og derfor nød han selv når han endelig var fri – en ting de havde til fælles. At hun komplimenterede hans navn, fik ham til at trække en tand ekstra på smilebåndet. ”Jeg kan meget bedre lide Maddy,” svarede han roligt og nikkede bekræftende og bestemt. Han kunne faktisk godt lide hende, men det kunne han som regel børn. Der var naturligvis også de der kunne gå folk på nerverne, men dem havde han også altid en underlig tålmodighed til. Han kunne godt fornemme at hun ikke brød sig om at skulle ned, men overtalt fik han hende alligevel og snart begyndte hun nedstigningen af træet, hvor det var tydeligt at se at hun var smidig og dygtig til at klatre. Da hun kom ned gik han et par skridt tættere på, inden han satte sig på hug, så han kom ned i hendes højde og samtidig ikke virkede så stor og skræmmende. Han smilede venligt til hende. ”Vil du gå rundt med mig? Så kan du beskytte mig, skulle de farlige mænd komme tilbage igen,” spurgte han venligt. Det ville nok være omvendt skulle der komme farlige mænd efter dem, og da de befandt sig i Manjarno, samt at det var ved at blive mørkt, så brød han sig ikke om at lade en lille pige gå rundt alene.

[Deleted]

Da hun stod foran ham efter sin klatretur kunne man tydeligt se højdeforskellen. Da Madeleine var oppe i træet havde det ikke været så tydeligt, men nu hvor hun stod foran ham tårnede han sig over hende. Selvom han smilede til hende, begyndte hun stadig at blive urolig. Heldigvis satte han sig ned på hug foran hende og Madeleine fik det lidt bedre. ”selvfølgelig vil jeg få oplevet en del! Jeg bliver jo den bedste.” Madeleine lød meget sikker på sin påstand og en munter tone fyldte hendes stemme. ”Er du på eventyr?” Sagde hun begejstret og hun slog øjnene op. ”Hvor er du på vej hen så? Hvad for en slags eventyr er du på?” Spurgte Madeleine med en ivrig stemme og man kunne se spændingen i hendes øjne. Hun havde aldrig før i sit liv mødt en rigtig eventyrer. Hun havde kun læst om dem i sin faders bøger. Til tider havde han endda gået med til at læse højt for hende. Det var nogen af de stunder hun elskede mest sin far. Når han ikke skulle arbejde og han endelig kunne tage sig tid til hende. Hans fyldige stemme ville fylde rummet imens hun lå og kiggede på ham med spændingen i øjnene. Da han spurgte Madeleine om hun kunne gå rundt med ham skød hun stolt brystet frem. ”Selvfølgelig vil jeg ekskortere dig rundt!” Hun smilte sikkert og nikkede igen. Hun hendes hænder forsvandt kortvarig under kappen mens hun rodede rundt. Hun vidste at det godt kunne blive farligt om natten, så hun havde ikke løjet da hun sagde, at hun havde en kniv. ”Der!” Sagde hun og ud af kappen trak hun en lille sølv dolk. Hun havde fundet den en dag i huset, og uden nogen havde set det, havde hun taget den.

[Deleted]

Let på tå var den lille pige, som hun med lethed kom ned fra træet, hvor højdeforskellen blev så tydelig at han lignede en kæmpe i forhold til hende, hvilket også var grunden til at han gik ned i hug, så han blev noget mindre og mere eller mindre var på højde med hende. Meget stor var hun ikke, derfor var han sikker på at hun hurtigt kunne komme til skade, og derfor ønskede han ikke at hun gik alene nu hvor mørket langsomt kom ind over landet. Han smilede ved hendes selvsikkerhed. ”Du bliver den bedste af de bedste!” medgav han, hvor hans smil ikke falmede det mindste, særligt ikke da hun blev helt begejstret og ivrig, da han fortalte at han selv var på et eventyr. ”Er det ikke det bedste ved eventyr? At man ikke ved hvilket man er på?” spurgte han med et smil. Han var som sådan ikke på noget bestemt eventyr, men for ham var hver dag et eventyr, han vidste ikke hvad han kom igennem, hvilke personer han mødte og det var heller ikke altid at han kunne søge ud som i dag, så det betød at han måtte nyde stunderne når de endelig bød sig. Han smilede muntert, da hun sagde at hun gerne ville vise ham rundt, hvor han nikkede bestemt som et tegn på at det så var en aftale, imens han morede sig over at hun skød brystet frem og virkede helt stolt. Hans smil måtte dog falme, da han så hende trække en sølvdolk frem, hvor hun havde haft ret i sine ord. Han rynkede let brynene. ”Er du sikker på at din far vil have at du leger med den? Den er trods alt spids og du kan hurtigt skære dig på den,” svarede han, hvor han så alvorligt på hende. En lille pige burde ikke lege med knive, selvom det naturligvis var nyttigt at lære, men hun burde slet ikke rende ude helt alene på denne tid. Han rejste sig roligt op igen. ”Jeg følger efter dig,” svarede han og gjorde tegn til at hun skulle føre an, hvor hun ville have ham hen anede han ikke, men snart måtte han hellere følge hende hjem.

[Deleted]

Madeleine smilte stort da han var enig med hende. Det varmede hendes hjerte og hun kunne allerede mærke spændingen i sin mave at hendes fremtid kun ville være lys. I hendes tanker ville der kun ske utrolige og fantastiske ting. Madeleine nikkede ivrigt af hans udsagn og grinte så let. Et boblende grin fyldte området. ”Det bliver kun bedre så! Endnu flere ting at opdage” Hendes øjne glimtede mens hun kiggede på ham, og hun sitrede næsten. ”Hvad har du så opdaget indtil videre?” Spurgte hun uskyldigt og lagde hovedet lidt på sned. Hun glædede sig oprigtigt til at skulle vise ham rundt. Hun mødte ikke tit folk udenfor, og dette var første gang hun havde snakket med en. Hun følte en forbindelse mellem dem da de begge havde noget tilfælles. Så da hans smil forsvandt og han kiggede alvorlig på hende, slog hendes maver knuder. Hendes ansigt rødmede op af skam og hun kiggede væk da han igen nævnte hendes far. ”Nej…” mumlede hun ned i sit hår. ”Men jeg skal jo have noget med herud til at beskytte mig med” forsatte hun. Hendes øjne var slået ned, og hendes skuldre var blevet spændte. Hun havde troet han ville synes at det var godt hun havde den med, men hun havde taget fejl. Hun prøvede lidt på at gemme den igen, men hun ville ikke tage den helt væk igen. Hun vidste det ville blive for farligt hvis hun gjorde. Hun begyndte langsomt at gå hen imod den nærmeste sti der førte ind til byen imens hendes øjne var slået ned, og hendes ansigt stadig blussede rødt under håret.

[Deleted]

Det var næsten en hel smeltende latter den kære Maddie havde, da den måtte gøre Dariuz helt blød i knæene, folk ville uden tvivl le af ham hvis de så ham, men han var ligeglad, han kunne godt lide den lille pige og ønskede også at sørge for at hun kom sikkert hjem. Hun var sikkert allerede blevet lagt i seng, mørkt var det nemlig blevet og kun lanternerne var der til at oplyse parken. ”Lige præcis,” svarede han i en varm tone og sendte hende et venligt smil. Nok han var mørkelver og en gladiator, men han ønskede ikke at gøre hende noget, det ville han aldrig kunne få sig selv til. Som hun spurgte ind til hvad han havde oplevet smilede han næsten hemmelighedsfuldt til hende. ”Mig? Åh jeg har selv mødt et par farlige mænd, som jeg selv overvandt med mit sværd. Så har jeg mødt farlige monstre i gyderne, men også dem fik jeg nedkæmpet og sejret over. Og så har jeg mødt en stærk og farlig lille pige, men hende tror jeg ikke at jeg kan vinde over,” svarede han, hvor den farlige lille pige, naturligvis var hende. Resten fik han dog til at lyde helt eventyragtigt.
Dariuz så godt hvordan hun rødmede op af skam, hvordan hun slog blikked ned og mumlede et lille ”nej”. Han sukkede let. Han ville da ikke kunne blive sur på den lille pige. Hun gav ham også helt dårlig samvittighed, da hun begyndte at gå, hvor det denne gang var hans hjerte der måtte slå knuder, da han følte at han havde knust hendes drøm og det gav ham en frygtelig dårlig smag i munden. Han endte med at tage et par store skridt, så han endte bag hende, inden han bukkede sig ned og greb fat i hendes sider, inden han løftede hende op og satte hende i hans nakke, så hun havde et ben på hver side af hans hals. ”Selvfølgelig skal du det! Du skal jo også beskytte mig!” medgav han, som det pludselig ikke var dårligt at hun havde en kniv. Han lod sine hænder gribe fat i hendes ben så hun ikke ville ryge ned hvor han stoppede op. ”Nå.. hvilken vej skal vi så, prinsesse Maddie?” spurgte han og skævede op mod hende, inden han så frem for sig, hvor han stod på stien.

[Deleted]

Man kunne tydeligt se stien der gik i forskellige retninger, blandt andet imod udgangen. Lanterne oplyste stierne der svingede og snoede sig, og om natten var dette et smukt syn, som hun endnu ikke havde oplevet i sit liv. Hun havde smilet af ham da han havde sagt han ikke ville kunne slå hende, og endnu et grin havde boblet ud. Det lød helt fantastisk og som et sandt eventyr, noget hun indtil videre kun kunne drømme om. Hendes ansigt var dog blevet erstattet af det knuste udtryk mens hun langsomt havde bevæget sig ned imod stien.
Hun havde kun gået nogle få skridt inden hun kunne hører Dariuz sætte farten op bag hende, og hun nåede kun lige præcis at kaste et blik bagud, før hun kunne mærke to stærke hænder løfte hende op. Hun kunne ikke holde et gisp inde da hun kortvarig synes at hænge frit i luften, men blev placeret sikkert på hans skuldre. Hun greb med det samme fast i hans lange blonde hår, og hun prøvede at holde balancen på hans bedre skuldre. ”Eehr.. eeehr! Ja! Selvfølgelig skal jeg det” Sagde hun forvirret. Hun kunne kun huske en enkelt gang hvor hun havde sat på sin fars skuldre, det var efterhånden nogen år siden. Hun havde altid ønsket at prøve det igen, men hun havde ikke vidst at det skulle blive Dariuz der opfyldte hendes barnlige ønske. ”Den vej!” Sagde hun med en stemme der stadig var fyldt med underen, men dette var ved at blive erstattet af hendes boblende grin og  Maddie pegede lige ud. Hun kunne mærke hans stærke hænder på sine skinneben og hun sørgede for at holde godt fast. Og selvom skammen stadig nagede lidt i hende begyndte der stadig at sprede sig et smil hen over hendes ansigt igen. Der var en smuk udsigt helt deroppe fra, man kunne næsten se ned til den anden ende af parken synes hun.