Afraid of the Dark

[Deleted]

Det var ved at være forbandet sent. Langt de fleste fra lyset havde fundet deres senge, slottet deriblandt. De eneste som stod på deres plads som sædvanlig var vagterne og de stod ikke omkring biblioteket. De lange gardiner lukkede af for mørket uden for og for den blege måne som stod højt på himlen. I stedet var det lyst op af fakler som hang rundt omkring på væggene. Yessica strøg rundt i det enorme lokale blandt rækker af bøger så langt øjet måtte række. Det havde været frygtelig besøgt netop denne dag hvilket havde efterladt mange bøger uden for deres plads. De første par timer havde hun brugt på at rydde dem op, men nu blev hun der og sorterede bøgerne yderligere bare for at have en undskyldning for ikke at sove. De mange mareridt havde plaget hende siden Amadeus havde fulgt hende hjem og hun ikke længere havde haft hans arme at putte sig ind i. Hun rystede på hovedet for at ryste tanken lidt af sig. Det var på tide at hun stoppede med at tænke mere på den mand. De blonde krøller indrammede hendes blide ansigt og hang for en sjælden gangs skyld frit, mens hun var iklædt en lang hvid kjole som prydede hendes krop. Nu hvor der ikke længere var nogle omkring hende, så havde hun tilladt sig at skifte til noget lidt mere komfortabelt. Med lette skridt strøg hun om bag en af bogreoler og lod fingeren løbe over nogle slidt udseende bøger som stod i rækkefølge men ikke i forhold til de øvrige titler. Hun begyndte at fylde sin favn med bøger så hun næsten ikke kunne se for dem, og vaklede en smule hen mod det nærmeste bog hvor hun forsigtigt endte med at sætte bøgerne på bordet også selvom hun nær faldt forover. En smule forpustet strøg hun sine lokker bag ørene og rettede sig op for et øjeblik. Det var ikke fordi hun var træt mere. Silia havde haft tvunget hende til at sove men efter det sidste mareridt hun havde haft, så turde hun end ikke at gøre sig forsøget, i stedet holdt hun sig i gang og beskæftiget med de helt små ting. Hun satte bøgerne tilbage på plads og behandlede dem med største forsigtighed og kun for at trække tiden yderligere, tog hun dem en efter en, selvom hun sagtens kunne have haft et par stykker. Selv hendes eget kammer føltes utryg efter mødet med den fremmede vampyr som havde berørt hende.. hun var bange for mørket pludselig. Med et dæmpet suk vendte hun sig efter de sidste bøger, mens hun allerede gjorde sig overvejelser om hvad hun skulle give sig til som det næste.

[Deleted]

Det var ved at være sent på aftenen, da Amadeus endnu en gang havde valgt at tage turen til Procias. Selvom han havde lovet at blive væk, så var han bare nødt til at sikre sig at Yessica havde det godt, for han mente uden tvivl at det havde været bedst at vente med at sende hende hjem, men hun havde insisteret, og selv han kunne blive bims af at høre på hende mase på ham hele tiden om at komme hjem, så.. nu var han bare nødt til at vide sig sikker. Det var mørkt, det var ganske stille i vejret, og det gjorde det ganske nemt for ham at komme frem. Han søgte til hendes balkon først, også selvom det hurtigt gik op for ham, at hun slet ikke var der. Ikke fordi at det var noget som kunne komme bag på ham som sådan. Han sukkede dæmpet, inden han igen satte af, for at søge i retningen af biblioteket i stedet for. Efterhånden havde han ganske god styr på hvem der var hvor, og var hun ikke i hendes kammer, så måtte hun jo uden tvivl være der. Han fløj ganske roligt forbi vinduerne. Lige der var der jo ikke rigtigt noget som kunne minde om en balkon som han kunne lande på, så han var jo trods alt nødt til at holde sig i luften. Og der var hun jo! Han kunne jo se hende! Han rystede let på hovedet. Det kunne godt være, at han havde været meget over hende, men.. han var bekymret for hende, og specielt fordi at hun havde været sådan omkring det hele, som det hun nu havde. Han hævede hånden, kun for at banke let på vinduet. Hvordan skulle han ellers komme ind? Hun ville uden tvivl gå mere amok, hvis han bare fløj igennem vinduet, så det var slet ikke noget som kom på tale.
Den første tanke som slog Amadeus, var at hun egentlig burde ligge i sin seng.. Om han så skulle ligge der og passe på hende igen, som han havde gjort, da han selv havde huset hende, så gjorde han det mere end gerne. For det havde faktisk været utrolig rart at ligge der og holde om hende, og han vidste jo godt, at hun selv kunne lide det! ”Åben vinduet, Yessica,” bad han nærmest med en rolig stemme, i et håb om at det ville hjælpe mere end det at skulle råbe af hende. Desuden var han slet ikke interesseret i at alle mulige andre skulle vide at han var der, for ham, så passede det egentlig ganske fint, at hans tilstedeværelse omkring stedet her, var skjult for omverdenen, for han var jo trods alt heller ikke ude på at gøre nogen skade på nogen.

[Deleted]

Selvom hun helst ikke ville være ved det, så brugte Yessica biblioteket som et gemmested. Farer lurede over det hele, vampyren havde truet med at finde hende igen for at gentage det hele og denne gang også hilse på Dafnir og tanken havde gjort hende paranoid. Hun havde skam været glad for at se sin søn igen, men bjerget og Amadeus havde på mange måder været langt mere tryg, og hun havde aldrig følt sig så utryg som hun gjorde i øjeblikket.
Det gibbede let i hende da han bankede på vinduet. Hun slap et gisp og så hen i retningen af dem også selvom gardinerne var rullet for og dermed skjulte hvad der var uden for. Med bankende hjerte, satte hun de sidste bøger på plads og sank en klump. Hun kunne allerede mærke sine hænder blive fugtige, for hvad hvis det.. var ham? Med bøgerne på deres plads, bevægede hun sig med tøvende skridt tættere på rækken af vinduer, men overvejede hele tiden hvor vidt det ville være bedst at kalde på vagterne eller ej, også selvom hun ikke ønskede at risikere flere liv end højest nødvendigt. Tårerne pressede sig på des mere hun nærmede sig. Yderst tøvende og stadig stående lidt væk fra selve vinduet, greb hun om det lange gardin og rev det til side, mens Amadeus stemme ramte hende i samme øjeblik. Skuldrene faldt tilbage på plads. Hun åndede langsomt og dog lettet ud, for hvis det bare var ham, så var der ingen farer. Hendes ansigt faldt tilbage i de stramme minder, også selvom hun strakte sig en smule for at åbne de store, tunge vinduer. Nattens luft sivede ind og fik hårene til at rejse sig på hendes arme når hun stod så tæt på, for kjolen dækkede hende ikke meget. Til gengæld hang en kåbe på en af stolene, ligeså hvid som kjolen. ”Du forskrækkede mig Amadeus,” skældte hun lidt irriteret. Der skulle ikke så meget til efter alt det som var sket og særlig nu hvor hun var alene. Hun var bange for hvad der skete når hun sov, mange for mareridtene og for hvad der gemte sig i mørket. Hun lagde armen omkring sig selv og gned sin hud lidt for at tage lidt afstand fra aftenens kulde. På trods af de varme dage, så var nætterne kolde. ”Hvad laver du her på den her tid?” spurgte hun strengt også selvom hun et sted allerede kendte svaret. Han var kommet for at se til hende, og selvom tanken varmede ende, så gav det hende også en knude i maven for hun ville helst ikke komme for tæt på den mand, hvis hun kunne blive fri.

[Deleted]

Det var måske en stor risiko for Amadeus at løbe, ved at opsøge Yessica nu, men han var egentlig bare nødt til at sikre sig, at hun havde det godt, for det var virkelig også det eneste som havde nogen betydning for ham lige nu. Hans hjerte slog let mod hans bryst. Han var bekymret, og det var ikke fordi at han havde haft det på denne måde, med nogen siden han havde mistet sin hustru, og det var jo ved at være skræmmende mange år siden. Han var ikke ved at blive pladderromantisk. Han undskyldte nok snarere med at det måtte være den menneskelige bekymring for et andet individ, selvom han vidste hvordan det forholdt sig. Det var nok heller ikke ligefrem nogen hemmelighed, at han var blevet temmelig glad for hendes selskab, og derfor… selv manglede hende hjemme på den ensomme bjergtop, for end ikke hans datter havde han set igennem frygtelig lang tid.
Det var slet ikke fordi at han ville forskrække hende. Han kunne bare fornemme hende på den anden side af gardinerne, for den energi genkendte han kun alt for godt efterhånden. Som hun fjernede gardinerne og åbnede vinduet for ham, smilede han let for sig selv. Det var da alligevel ikke helt en afvisning, og det var han faktisk glad for. Han tog fat i vindueskarmen, bare for at have noget at holde fast i, inden han trak sig hen til det, og kunne kravle ind. Han undlod for alt i verden, at skulle passere vagterne. Han vendte blikket mod hende. ”Du ved udmærket godt hvorfor jeg er her,” påpegede han med en ganske sigende mine, inden han roligt trak vingerne ind mod sin egen krop. Han havde været bekymret for hende, og han ønskede jo bare at finde ud af, hvordan hun havde det med det hele, for det var faktisk noget som gjorde ham temmelig meget bekymret for hende, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han lo hovedet søge let på sned. ”Hele slottet ligger og sover, Yessica.. Jeg formoder at de mange mareridt endnu plager dig?” spurgte han med en rolig og ganske sigende mine. Et sted, så var det jo faktisk en tanke som bekymrede ham en smule, for han ønskede jo selvfølgelig, at det skulle være muligt for hende at sove.. Også vis hun skulle gøre sig nogen menneskelige forhåbninger om at være der oprigtigt for hendes søn. Armene lod han roligt og afslappet søge over kors. ”Hvad med at lade bøgerne stå for denne nat.. Så bliver jeg siddende til du falder i søvn? Og holder dine mareridt lidt på afstand?” foreslog han roligt. Selvom han måske allerede var kendt med svaret, så var det vel også et forsøg godt givet ud? Han var jo faktisk bekymret for hende.

[Deleted]

Det var en kæmpe risiko at opsøge hende på slottet, og særligt sådan hun havde det for tiden, men hun kunne ikke undgå at føle sig en smule lettet over at se ham. Deres veje var skiltes på en frygtelig dårlig måde, og de havde frustreret gået hver til sit. Yessica havde ikke været i stand til at glemme ham siden. Det var rart at være hjemme i de trygge omgivelser, men i frygt for hvad det gemte sig uden for slottets vægge, havde hun ikke forladt det siden hun var kommet hjem og til tider var det et problem for hende bare at søge ned i køkkenet. Sidste gang havde hun haft sin bror, denne gang tacklede hun det alene selvom Amadeus virkelig prøvede. Hun lod de grønne øjne falde på hans skikkelse og åbnede vinduet så han kunne komme ind også selvom kulden lynhurtigt bredte sig og fik faklernes flammer til at blusse lidt iltert. Hun skælvede en smule. Efter at have kørt så hårdt på sig selv hele dagen, så skulle der ikke meget til før hun begyndte at fryse. Hun sukkede tungt og slog blikket ned ved hans ord. ”Vil du virkelig have den diskussion nu?” spurgte hun lidt opgivende. Han kunne ikke blive ved med at være over hende som en høg! Yessica fugtede læberne med tungespidsen og så op på ham med en lidt panderynken. Han spildte tydeligvis ikke tiden. ”Det var noget af en konklusion. Jeg må desværre meddele dig at jeg sover ganske fint om natten, men efter at have tilbragt dage hos dig har jeg en del at indhente,” løj hun og vendte sig mod bøgerne. Det lød ganske vidst fristende at have ham siddende for at holde mareridtene væk, men på den anden side, så ville hun ikke give ham tilladelse til at rode i hendes hoved, desuden så kunne han ikke bare komme bragende på den måde og fortælle hende hvordan skabet skulle stå. ”Tak men nej tak, Amadeus. Jeg har nogle ting jeg skal have færdiggjort hernede,” afviste hun og bed sig i læben. Det hele var blevet mere indviklet efter mødet med vampyren, for hun følte Amadeus’ tiltrækning nu mere end nogensinde før. I et forsøg på at undgå den, vendte hun ryggen til ham og trak vejret helt ned i maven. Det kunne umuligt være let for kvinder omkring ham, for hun vidste hun selv hvor fristende det kunne være. ”Er du sød at lukke vinduet?” spurgte hun roligt. Det andet blev for koldt når hendes krop var så udmattet som det den var i øjeblikket.

[Deleted]

Det var på ingen måder en god måde, de var blevet skilt på sidst, selvom han nu stod fast på, at måden han havde forsøgt at hjælpe hende med at tackle det på, havde været den bedste. Selvom hun havde været skide sur, og bare ville hjem, så havde det ikke rigtigt været muligt for ham at hjælpe hende i det hele taget, men som det stod lige nu, så var det jo tydeligt for ham, at hun søgte til biblioteket som et skjulested, ligesom han havde sagt, og det var bestemt heller ikke måden at tackle det på, og det stod han fuldkommen fast på i den anden ende. Han vendte blikket mod hende. Det var ikke fordi at det var en diskussion han ville tage op med hende igen. ”Jeg ved at jeg har ret, Yessica,” påpegede han med en ganske kortfattet mine. Han fandt sig slet ikke i dette, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, og han var jo bekymret for hende, og derfor valgte han at reagere som han gjorde, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som ændrede noget som helst. Hun havde ikke sovet, og det stod så tydeligt i hende at hun slet ikke havde sovet, og det var slet ikke noget som han kunne have med at gøre.. Det var bekymrende, også fordi at hun havde sin søn, som hun var nødt til at stå stærk for. ”Du ved udmærket godt, at du ikke kan lyve for mig, så hvorfor i det hele taget gøre et forsøg?” spurgte han. Alle tegn på løgne meldte sig i hendes afvisende holdning, den manglende øjenkontakt, og det afvisende kropssprog, så det var jo ikke fordi at der var nogen stor tvivl om det! At hun så ikke ønskede hans hjælp, var jo heller ikke ligefrem nogen nyhed, at alt han gjorde, var forkerte i hendes øjne, og det var uden tvivl det mest irriterende, selv for hendes vedkommende. ”Det siger du kun fordi at jeg står her… Jeg beder dig med ned i dit kammer.. ellers skal jeg nok tvinge dig med derned,” sagde han med en ganske så kortfattet tone, idet han igen vendte blikket i retningen af hende med den samme direkte kortfattede og intense mine. Han himlede let med øjnene, inden han vendte sig mod vinduet, og fik det lukket, kun for at trække gardinerne for. Det var jo heller ikke fordi at det var hans intention, at hun skulle ende med at blive syg, men noget søvn og hvile, så hun kunne være frisk, var vel heller ikke ligefrem meget at forlange? Jo af hende for ham måske, men han gjorde det jo for pokker da for hendes egen skyld!

[Deleted]

Det var typisk Amadeus at dukke uanmeldt op og forsøge at fortælle hende hvad hun skulle gøe, hvilket bestemt ikke var noget hun fandt sig i! Dette var hendes hjem og her kunne han ikke komme og forlange af hende som han ellers havde kunnet i tiden på bjerget. På trods af deres mange skænderier, så havde det ikke været en helt forfærdelig tid. Det var første og eneste gang hun nogensinde havde følt sig tryg, også selvom hun selv havde været overbevist om at hun udelukkende ville føle det i lyset. Yessica sukkede dæmpet og himlede med øjnene. ”Det er underordet hvor vidt du har ret eller ej, Amadeus. Du har ikke ret til at komme på denne tid og oven i købet have den frækhed at fortælle mig hvordan jeg føler og har det,” påpegede hun lidt tvæt. Det var svært at være sur på ham.. det var en indre kamp for i virkeligheden var hun glad for at se ham. Silia havde hældt soveeliksir i hendes the, så hun havde skam sovet i ny og næ, men det var trods alt ikke det samme når hendes søvn var så urolig. Hun blev stående med ryggen til ham. Det havde været nemmere dengang hun slet ikke var blevet mærket af hans sensuelle væsen. Hun trak vejret dybt og lod armene falde fra armene og slapt ned langs siden i stedet for. ”Måske fordi jeg ikke ønsker din indblanding i alt hvad jeg gør?” påpegede hun og strøg hen mod en af bogreolerne. Umiddelbart var der ingen fejl men hun skulle nok finde dem, desuden havde hun slet ikke lyst til at tage til sit eget kammer. Det kom ike bag på hende at han var villig til at tvinge hende. Alligevel vendte hun blikket mod ham med sammenknebne øjne og en så stram mund at den næsten var fortrukket til en ren streg. Et sted kunne hun godt lide at han var så dominant som han var. ”Du kan bare lige prøve!” advarede hun med næsten skælvende stemme. Han havde jo desværre ret. Det eneste hun ville, var at fralægge sig arbejdet og tage sig et øjeblik med ro, hvilket hun ikke havde været i stand til fordi tankerne begyndte at køre og gjorde hende angst. Det var ikke engang søvnen hun længtes efter, men bare et øjebliks fred og ro, væk fra biblioteket. Yessica greb om kåben som hang på en af stolene og tvang den om sig. Underkjolen var ifølge hende afslørende og overfor Amadeus tog hun ingen chancer, vel mere fordi hun var bange for selv at gøre noget dumt, mere end hun var bange for at han ville?

[Deleted]

Amadeus vidste skam udmærket godt, at Yessica ikke ligefrem var i stand til at handle på sine egne vegne, og for sit eget bedste, og det var jo bare sådan at det måtte være, og derfor ønskede han jo at hjælpe. Lige umiddelbart vidste han jo godt, at hun var imod ham, bare for at være imod ham, og det var nu noget som han jo et sted bare måtte bide i sig, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det ikke ligefrem fordi at det var noget som han kunne gøre det største ved af den grund. ”Du kunne lade være med at åbne vinduet og derved give mig adgang, hvis det ikke er en ret, som du ville skænke mig, Yessica,” påpegede han med en ganske så kortfattet tone. Ja, det var bestemt ikke fordi at han tog det så tungt igen, men han var jo for pokker nødt til at gøre noget også mest for sin egen skyld. Det var vel ikke svært at erkende, at man faktisk.. savnede en anden? Han savnede hende, og han var bestemt heller ikke bange for at erkende det, for selvom det måske havde været det ene mundhuggeri efter det andet, når det nu kom til dem, så havde han jo faktisk nydt utrolig godt af hendes tilstedeværelse omkring ham, da det alt sammen var noget som faktisk betød rigtig meget for ham. Det var ikke fordi at han ville blande sig i tingene, men fordi at han jo faktisk ønskede sig at hun havde det godt, og det var vel heller ikke så slemt igen, var det? ”Vil du da forsøge at bilde mig ind, at du ikke ønsker at jeg tænker på dig? Er bekymret for dig?” spurgte han med en ganske kortfattet stemme, for løgn var det bestemt heller ikke, når det nu endelig skulle være. At hun ikke ville have at han skulle tvinge hende, vidste han, også fordi at han vidste, at hun vidste, at han var i stand til at gøre det, og han var bestemt heller ikke bange for at gøre det, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Tror du ikke jeg kunne finde på det? Du har brug for at hvile.. Det ser jo næsten ud som om at du er ved at kollapse,” påpegede han med en tydelig bekymrende panderynken. At hun greb ud efter sin kåbe og tog den på, fik ham kun til at smile. I sig selv, tog han det lidt som at hun var klar. ”Jeg formoder du er lidt klar til afgang? Udmærket..” Med de ord, så søgte han direkte ind i hovedet på hende, for at tage kontrollen over hendes bevægelser og selvkontrol. ”Du viser vej, min kære,” sagde han roligt, idet han guidede hende i retningen af hendes kammer.

[Deleted]

På trods af at Yessica havde været alt dette igennem en gang, før så vidste hun ikke hvordan hun skulle håndtere det. Det vigtigste for hende, var at hun ville være i stand til at udfører sit arbejde og være der for sin søn, hvilket var lykkes til nu også selvom hun selv havde det direkte elendigt. Efter utallige bade følte hun sig stadig beskidt og afskyelig, uanset hvor smuk hun var, følte hun sig ikke sådan og uanset hvor træt hun var, turde hun ikke at falde i søvn, man behøvede ikke at kende hende godt for at se at hun havde det direkte elendigt. Hun vendte blikket mod Amadeus, også selvom hun ikke så direkte ind i hans blik. Det sitrede i kroppen efter at røre ham, for han ar omtrent den flotteste mand hun nogensinde havde set. ”Du ville jo bare tvinge mig til at åbne det uanset,” påpegede hun lidt ligegyldigt. Hun kunne jo ligeså godt spare diskussionen. På trods af det så havde hun virkelig savnet ham.. hans favn, hans stemme og tanken skræmte hende. ”Det er menneskeligt at ønske en andens medfølelse og bekymring, selvfølgelig er jeg glad for det men det er unødvendigt,” tilføjede hun og foldede hænderne foran sig. Yessica vidste udmærket at han ikke ville tøve med at tvinge hende ind på kammeret, og hun hadede til tider at han var mentaldæmon for hun havde intet andet valg. ”Jeg ved at du kunne finde på det, men jeg bryder mig ikke om når du roder rundt i mit hoved,” erkendte hun med et opgivende suk. Kåben tvang hun omkring sig og bandt båndene hen langs hendes talje. Det var bestemt ikke ment som et tegn på at hun var klar til at forlade biblioteket! Som sædvanlig bed hun sig ikke fast i at han sneg sig ind i hendes hoved, før hendes ben satte i gang uden kommando fra hende selv. Hun bed sig fast i læben og åbnede døren ud til gangen. Hendes værelse lå ikke frygtelig langt væk, kun op af en enkel trappe. Vagterne så lidt forundret på hende da hun kom gående, men hun sendte dem blot et strengt blik for de skulle ikke vide at dette foregik under tvang. Hun havde jo faktisk ikke lyst til at Amadeus skulle gå nogle steder, hun var glad for at han var kommet også selvom hun var bange for at komme for tæt på ham. Roligt stoppede hun op foran sin kammer og fandt en lille nøgle frem fra kåbens lomme som hun brugte til at låse op med. Det henlå i fuldkommen mørke og var fuldstændig rent hvilket indikerede at hun ikke havde været der i frygtelig lang tid.

[Deleted]

Yessica gemte sig – præcist som Amadeus havde forudsagt, at hun ville gøre det, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde sagen meget bedre for hans vedkommende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han vendte sig mod hende. Måske at han var gammel og sagtens kunne tvinge hende til at lukke ham ind, men det var bestemt ikke ensbetydende med, at han ville gøre det. Han var faktisk en ganske retfærdig mand, når det endelig kom til den slags. ”Tror du selv, at jeg ville bede dig om at gøre det?” spurgte han med en ganske kortfattet mine. Som regel var han jo altid kommet ind, hvis det var det som han ville, selvom det i denne situation, forholdt sig bare en smule anderledes, og han ønskede slet ikke at skændes med hende, men hun havde brug for at slappe af, og han vidste, at det irriterede hende, at hun ikke kunne modargumentere ham, og så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Jeg vil nu ikke mene det er unødvendigt at skænke et andet individ en tanke eller to, Yessica.. Desuden ved jeg, at du kan lide det,” påpegede han med en ganske kortfattet mine. Ikke fordi at det var noget som man kunne gøre et største ved lige netop nu. Kåben havde hun taget på, og det tog han lidt som et tegn til at hun var klar, så det at han fik hende til at sætte mod døren og mod sit eget kammer, passede ham egentlig ganske fint. Han fulgte blot efter. På vejen sørgede han for, at vagterne end ikke kunne huske, at de havde set ham, for han ønskede jo slet ikke at de skulle vide at han var der. Jo færre der vidste det, jo bedre.
Endelig nåede de op på hendes kammer, hvilket var noget som passede ham selv ganske fint. Han trådte roligt indenfor og lukkede roligt døren efter dem. ”Det var meget bedre..” begyndte han med et let tilfredst smil på læben, for løgn var det bestemt heller ikke i den anden ende. Han lod armene søge over kors på hans faste bryst. ”Du burde slappe lidt af Yessica.. Jeg er faktisk forigtigt bekymret for dig.. Du gemmer dig jo.. Præcist som jeg sagde du kom til,” påpegede han med en ganske sigende mine. Det var bestemt ikke det som han havde ønsket at sende hende hjem til, selvom det nu var sket alligevel, og det hadede han faktisk. Han havde jo faktisk sendt hende hjem alt for tidligt. Han søgte roligt ind i hendes kammer, inden han satte sig på hendes sengekant. Kontrollen over hendes selvbestemmelse, havde han skænket hende tilbage. Han ønskede jo ikke at gøre tingene mod hendes vilje.

[Deleted]

Måske Amadeus var endt med at få ret og hun ikke gjorde andet end at gemme sig, men hvad ksulle hun ellers gøre? Angst forhindrede hende i at søge uden for slottets fire vægge, selv på trods af det fantastiske vejr der hærgede for tiden. Det var lige før hun end ikke turde bevæge sig væk fra biblioteket og særligt ikke når mørkets først var faldet på. Hun havde bestemt ikke regnet med at det ville påvirke hende så meget eller at hun ville få det dårligt, for hun havde trods alt været igennem det værre som barn, men det var hun kommet over. Ganske vidst med mén en hun var kommet over det. ”Du kunne sagtens finde på det,” påpegede hun på vej ned af gangen velvidende om at Amadeus sikrede sig at vagterne ikke ville kunne mindes at have set ham. Hun stoppede op ved sit kammer og åbnede døren kun for at træde ind i mørket hvilket fik hårene på hendes arme til at rejse sig. I lange sekunder stirrede hun på den opredte seng som blev lyst op af månen uden for. Døren lukkede hun bag ham, og sørgede for at den var låst igen, for hun ønskede ikke at nogle skulle finde hende sammen med ham. Hun sukkede lidt opgivende. ”Selvfølgelig. Som sagt tror jeg at alle kan lide at blive tænkt på i ny eller næ, jeg forstår bare ikke hvorfor du bryder dine tanker med det,” erkendte hun og fulgte ham med blikket hen på sengekanten. Hun kunne mærke at hun havde fået sin egen selvbestemmelse igen hvilket passede hende fint. Hun tog sig til hovedet for et øjeblik hvorefter hun lod fingrene løbe gennem de krøllede lokker. Hans ord fik hende til at slå blikket næsten skamfuldt ned. Hun kunne mærke tårerne presse sig på allerede. ”Er det ikke underordnet? Jeg vælger at håndtere dette som det passer mig,” endte hun i noget der skulle have været en form for skæld ud også selvom det blev sagt med en vag tone. Roligt satte hun sig hen på den modsatte sengekant af hvor han sad og slog benene op. Faktisk ville det være rart at slappe lidt af for en gangs skyld også selvom hun ikke rigtigt vidste hvordan. Yessica lukkede kåben tæt omkring sig, og stirrede tomt ud af vinduet. ”Jeg ved ikke hvordan jeg skal håndtere det Amadeus.. jeg.. jeg ser hans øjne hver gang jeg lukker mine egne, og jeg høre hans stemme hver gang ingen taler, det er… et mareridt,” erkendte hun lidt tørt uden at se på ham, for det var en frygtelig stor indrømmelse fra hendes side.

[Deleted]

Amadeus havde gang på gang stået fast på at Yessica ville gemme sig, og han havde haft ret. Det havde uden tvivl været hårdere for hende end det som han først hav de antaget, men det var ikke ligefrem fordi at det var noget som han selv kunne gøre det største ved af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Meget kunne jeg finde på, men ikke det,” påpegede han med en ganske kortfattet stemme, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var nogen løgn i den anden ende. Vagterne ville ikke være i stand til at huske ham, hvilket uden tvivl passede ham fint. Han havde så mange fordele i at være det væsen som han var, og det var noget som ganske vidst passede ham fortrinligt. ”Fordi jeg er bekymret for dig.. Og fordi jeg holder af dig,” svarede han ganske ærligt, da de endelig kom ind på hendes kammer, hvor han glædeligt lod hende lukke og låse døren, for så vidste han da at de ville være alene. Den vampyr var uden tvivl noget som endnu måtte plage hende frygtelig meget, men ikke at han ville søge ind i hovedet på hende, for at hjælpe hende.. Det skulle gøres på den rigtige måde, også fordi at han vidste, at det var utrolig grumme ting, som hun var blevet udsat for, og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han lod hende sætte sig på den anden sengekant, hvor han fulgte hende med blikket. ”Synes du det er en god og fornuftig måde at tackle det på? Jeg bad dig specifikt om at blive, for at hjælpe dig.. Du kom for tidligt hjem.. Det kan jeg jo se nu,” sagde han dæmpet. Det kunne godt være, at det havde været mere naturligt at håndtere og tackle det hjemme, men hun havde slet ikke været klar til det. At hun indrømmede for ham, at det var vampyren, fik ham blot til at nikke. Han forstod hende godt, og han kendte udmærket godt til det. Han havde jo selv været udsat for det en gang eller to af folk som bare ikke kunne lade ham være tilbage i hans unge dage. Helt unge dage. Han vendte sig mere mod hende. ”Jeg kan blive her… Give dig noget ro, hvad med det? Sørge for at du kan slappe lidt af, og hvis du vil snakke om det, så er jeg her.. Lige så lang tid du vil have det,” foreslog han. Næsten automatisk trak han sig op i sengen og hen til hendes puder, som han rokerede rundt med, så han kunne sidde godt. Han ønskede jo bare at hjælpe hende. Det havde han jo altid ville.

[Deleted]

For Yessica var der utrolig mange grænser som var blevet overskredet på en enkel aften og det var ikke noget som hun bare kunne komme sig over selvom hun havde regnet med at det ville være enkelt. Hun betragtede ham roligt, slet ikke overbevist. Hvis han kunne finde på at kidnappe hende, tvinge hende i seng, så kunne han vel også finde på at sikre sig adgang til hende? Det var svært at forstå hvorfor han brugte alt den tid og energi omkring hende. ”Det ved jeg ikke om jeg stoler på,” erkendte hun dog uden at lyde bebrejdende, for hun havde trods alt heller ikke noget imod at han kom. Hellere det end at han sneg sig ind på værelset når hun lå og sov, og hun slet ikke fik set det mindste til ham. Hans ord kom alligevel lidt bag på hende. Hun sank en klump. Hvordan kunne han holde af en som havde gjort alt for at afvise ham? ”Jeg forstår ikke hvorfor,” svarede hun i mangel på bedre ord, hvilket fik hende til at rynke lidt på panden. Hun var ikke sikker på at hun ville vide hvorfor i det hele taget. Ligesom ham satte hun sig på sengen efter at have sikret sig at de ville være alene. Hun slog bene op og stirrede ud af vinduet frem for på ham, for det var nemmere for hende når hun ikke var tvunget til at se ham i øjnene. ”Løsningen var heller ikke at holde mig hjemme hos dig på et bjerg, i et fremmed land kun med dig. Jeg har brug for mine vante omgivelser Amadeus, du ved desuden hvordan jeg har det med mørket,” påpegede hun lidt sigende og vendte blikket mod ham. Det gjorde ondt på hende at erkende hvordan hun havde det, for hun ønskede ikke at han skulle sige ”hvad sagde jeg” eller noget i den stil. Hun trak vejret dybt. Hver gang hun lukkede øjnene genlevede hun det.. måske voldtægten men også de mange slag og frygten som hun var blevet præget af gennem det hele. Hun nikkede stilfærdigt. ”Tak, Amadeus.. men det behøver du virkelig ikke. Jeg klare mig nok, det kræver bare tid,” svarede hun og slog blikket ned mens han satte sig til rette. Faktisk ville hun egentlig gerne være i hans favn, putte sig ind mod hans krop med hans stærke arme omkring sig. Det var det eneste som fik hende til at føle sig bare en smule tryg. Alligevel endte hun med at se lidt længselsfuldt mod ham. ”Må jeg sætte mig?” spurgte hun og sank en klump. Tanken om hans beskyttelse gjorde faktisk godt!

[Deleted]

Det kunne godt være Amadeus kunne være en hård mand, men det var bestemt heller ikke fordi at han var ude på at gøre hende sur eller noget lignende. Han vendte blikket direkte i retningen af hende. Selvfølgelig ville hun brokke sig. ”Selvfølgelig stoler du ikke på mig. Dvasianer ikke?” endte han med en kortfattet stemme. Han fulgte roligt med hende i retningen af hendes kammer hvor døren blev lukket og låst. Det var tydeligt for ham at hun ikke havde det godt, og det var slet ikke noget som han brød sig om at se. Han var bekymret for hende, uanset hvordan man vendte eller drejede den, og uanset hvor afvisende hun havde været overfor ham, så var det ikke noget som gjorde nogen forskel for ham. ”Jeg forstår det heller ikke, men det gør jeg… Selv på trods af, at du har været sådan overfor mig, som du har,” sagde han med en ganske kortfattet og ganske sigende stemme, for det var bestemt heller ikke fordi at det noget som han kunne gøre noget ved, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Det havde måske ikke været ret af ham at holde hende på hans bjerg, men ville hun da benægte at hun ikke havde været tryg ved ham? Velvidende om at der ikke var nogen som ville kunne nå hende der? ”Vil du da benægte at du havde det godt ved mig? At du følte dig tryg? Selv på trods af maset?” spurgte han videre. Han havde jo gjort det udelukkende for hendes skyld, og han stod derved også fuldkommen fast på at han havde handlet som det var ret af ha at gøre, og det var noget som han glædeligt stod ved. Han satte sig roligt op i sengen. At det var vampyren som endnu plagede hende, havde han næsten kunne forestille sig i forvejen, og det var uden tvivl en tanke som faktisk bekymrede ham et sted, for han ønskede slet ikke at se hende på den måde. Han vendte blikket mod hendes skikkelse, som hun spurgte ind til om hun måtte tage plads. Et sted i det indre, jublede han. Han havde alligevel formået at gøre hende nogenlunde tryg på det hele. ”Selvfølgelig.. Der er ingen som behøver at vide noget.. Kom her og sæt dig,” bad han endeligt, som han direkte opfordrede hende til at tage pladsen i hans favn, for han ville bestemt heller ikke have noget imod at hun skulle sidde der. Han åbnede roligt sin favn for hende og puffede dynen en anelse til side. Hvis han var den som kunne få hende til at falde bare en anelse til ro, så var det en rolle som han mere end glædeligt påtog sig.

[Deleted]

Uanset hvad så havde Amadeus formået at gøre Yessica sur mere end én gang. Efterhånden havde hun vel bare vænnet sig til det? Døren sørgede hun for ville forblive låst så ingen ville se dem, hvilket vel kun indikerede at hun ikke havde planer om at slippe ham lige med det samme? ”Normalt ville jeg sige ja, men i dit tilfælde bunder det mere i ren og skær erfaring,” påpegede hun lidt sigende, for han havde trods alt aldrig været bange for at tvinge hende. Hun rynkede på panden og så på ham uden at vide om hun skulle lade sig fornærme af hans ord eller ej, for hun ville ikke ligefrem mene at hun havde behandlet ham dårligt. ”Undskyld mig.. det var trods alt dig som kidnappede mig, ikke omvendt.. ligesom det er dig som gang på gang bryder ind på mit kammer og i min skal.. det er ikke mig,” tilføjede hun lidt opgivende. Efterhånden var hun træt af at diskutere alle de små ting med ham. Yessica bed sig i læben. Hun ville nødig erkende at han havde ret, men bjerget havde været trygt og godt fordi han havde været der. Hun rystede på hovedet. ”Nej det vil jeg ikke påstå. Jeg tror på at hvis du ønskede at gøre mig direkte ondt så havde du gjort det for længst. Jeg forstår ikke dine øvrige intentioner, men jeg betvivler at du vil gøre mig ondt, derfor var det trygt.. og fordi jeg var klar over at en vampyr aldrig ville nå derop,” tilføjede hun med et svagt skuldetræk. Det var sandt men det var kun den halve sandhed for hun havde ikke nævnt noget om hans arme. Det sprog talte vel lidt for sig selv, nu hvor hun sad og så fra hans favn og så til ham kun for at se tilbage igen? Dog var hun glad for at han selv påpegede at ingen behøvede at vide noget. Hun nikkede lidt tøvende inden hun kravlede ind på sengen, han over hans ene ben og hen i hans arme. Benene trak hun godt op under sig og nærmest søgte helt ind til ham. Gennem hans skjorte og hendes silkekjole kunne hun mærke hans varme hud, hvilket både fik det til at sitre men også gav hende fornemmelsen af tryghed. I lange sekunder stirrede hun ud af vinduet med hovedet hvilende mod hans bryst. Det var underligt rart at have ham tæt på sig. Hun åbnede munden. ”…” kun for at lukke den igen. Dette gentog hun endnu engang, inden hun tog en dyb indånding. ”Amadeus…? Vil du ikke røre mig?” spurgte hun lidt tørt og med bankende hjerte. Et sted var hun vel bange for en afvisning?